PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsudvalget 2013-14
REU Alm.del Bilag 300
Offentligt

12. juni 2014

1164283

Straffelovrådets betænkning

samfundstjeneste mv.

Betænkning nr. 1545

København 2014

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste mv.

Betænkning nr. 1545

Publikationen kan bestilles

via Justitsministeriets hjemmeside (www.jm.dk)

eller hos

Rosendahls - Schultz Grafisk Distribution

Herstedvang 10

2620 Albertslund

Telefon: 43 22 73 00

Fax: 46 63 19 69

[email protected]

ISBN: 978-87-92760-69-2

ISBN: 978-87-92760-70-8 (e-udgave)

Tryk: Rosendahls - Schultz Grafisk A/S

Pris: 150 kr. pr. bog inkl. moms

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning .....................................................................................

1. Straffelovrådets kommissorium...................................................................

2. Straffelovrådets sammensætning ................................................................. 10

3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag .................................... 10

3.1. Generelt om betinget dom .................................................................... 11

3.1.1. Betinget bøde .............................................................................. 12

3.1.2. Anvendelsesområdet for betinget dom ....................................... 13

3.1.3. Betinget dom med og uden straffastsættelse .............................. 13

3.1.4. Kombinationsdomme ................................................................. 15

3.1.5. Andre vilkår end samfundstjeneste ............................................ 15

3.2. Generelt om restorative justice............................................................. 16

3.3. Generelt om samfundstjeneste ............................................................. 16

3.4. Samfundstjenestens indhold ................................................................. 17

3.4.1. Arbejdssteder til udførelse af samfundstjeneste ......................... 17

3.4.2. Behandlings- og uddannelsesprogrammer som led i samfunds-

tjeneste ........................................................................................ 18

3.4.3. Minimums- og maksimumstimetal for samfundstjeneste .......... 19

3.4.4. Fastsættelsen af timetal og længstetid for arbejdspligten........... 20

3.4.5. Andre vilkår i domme til samfundstjeneste................................ 20

3.4.6. Anvendelse af tillægsbøde.......................................................... 21

3.5. Samfundstjenestens anvendelsesområde.............................................. 21

3.5.1. Egnethedsvurderingen ................................................................ 21

3.5.2. Tiltaltes forstraffe ....................................................................... 21

3.5.3. Kriminalitetens grovhed ............................................................. 22

3.5.4. Kriminalitetens art ...................................................................... 22

3.6. Konsekvenser af manglende gennemførelse af en samfundstjeneste .. 29

3.6.1. Krimininalforsorgens tilsyn og indberetning til anklagemyndig-

heden .......................................................................................... 29

3.6.2. Anklagemyndighedens og domstolenes reaktion ....................... 29

3.6.3. Forholdet mellem udført samfundstjeneste og idømt fængselsstraf 29

3.6.4. Overtrædelse af særvilkår og yderligere kriminalitet begået før

dommen til samfundstjeneste ..................................................... 30

3.7. Samfundstjeneste som selvstændig strafart.......................................... 31

3.8. Sammenfatning .................................................................................... 31

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel 2. Gældende ret ................................................................................

1. Samfundstjeneste i hovedtræk .....................................................................

2. Nærmere regler om samfundstjeneste .........................................................

2.1. Almindelige regler om betingede domme ............................................

2.2. Særlige regler om samfundstjeneste ....................................................

3. Prøveløsladelse ............................................................................................

4. Ubetinget fængsel ........................................................................................

4.1. Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens institutioner mv. .

4.2. Fuldbyrdelse af fængselsstraf på bopælen under intensiv overvågning

og kontrol (fodlænkeordningen) ...........................................................

5. Samfundstjeneste i praksis ..........................................................................

Kapitel 3. Straffelovrådets overvejelser ......................................................

1. Indledning ....................................................................................................

2. Ubetinget fængsel ........................................................................................

3. Generelt om betinget dom ...........................................................................

3.1. Anvendelsen af betinget dom ...............................................................

3.2. Indholdet af en betinget dom................................................................

3.3. Det svenske forslag til regler om betinget fængsel ..............................

3.4. Straffelovrådets overvejelser ................................................................

3.4.1. Afgrænsning af kommissoriet ....................................................

3.4.2. Betinget bøde ..............................................................................

3.4.3. Anvendelsesområdet for betinget dom .......................................

3.4.4. Betinget dom med og uden straffastsættelse ..............................

3.4.5. Kombinationsdomme .................................................................

3.4.6. Andre vilkår end samfundstjeneste ............................................

4. Generelt om restorative justice ....................................................................

5. Generelt om samfundstjeneste .....................................................................

6. Samfundstjenestens indhold ........................................................................

6.1. Arbejdssteder til udførelse af samfundstjeneste...................................

6.2. Behandlings- og uddannelsesprogrammer som led i samfundstjeneste

6.3. Minimums- og maksimumstimetal for samfundstjeneste ....................

6.4. Fastsættelsen af timetal og længstetid for arbejdspligten ....................

6.5. Andre vilkår i domme til samfundstjeneste .........................................

6.6. Anvendelse af tillægsbøde ...................................................................

100

105

115

119

126

128

129

130

135

141

147

149

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

7. Samfundstjenestens anvendelsesområde .....................................................

7.1. Egnethedsvurderingen ..........................................................................

7.2. Tiltaltes forstraffe .................................................................................

7.3. Kriminalitetens grovhed .......................................................................

7.4. Kriminalitetens art ................................................................................

7.4.1. Generelle principper ...................................................................

7.4.2. Potentiale for udvidet anvendelse af samfundstjeneste ..............

7.4.3. Nærmere om de enkelte kriminalitetsområder ...........................

7.4.4. Sammenfatning ...........................................................................

8. Konsekvenser af manglende gennemførelse af en samfundstjeneste ..........

8.1. Kriminalforsorgens tilsyn og indberetning til anklagemyndigheden...

8.2. Anklagemyndighedens og domstolenes reaktion .................................

8.3. Forholdet mellem udført samfundstjeneste og idømt fængselsstraf ....

8.4. Overtrædelse af særvilkår ....................................................................

8.5. Yderligere kriminalitet begået før dommen til samfundstjeneste ........

9. Samfundstjeneste som selvstændig strafart .................................................

150

151

155

157

158

171

175

190

191

194

195

200

201

202

Kapitel 4. Lovudkast med bemærkninger .................................................. 205

1. Lovudkast .................................................................................................... 205

2. Bemærkninger til lovudkastet...................................................................... 208

Bilag ................................................................................................................

1. Tidligere ændringer af reglerne om betingede domme og samfundstjeneste

2. Fremmed ret .................................................................................................

3. Vilkårsovertrædelser i forbindelse med betingede domme (Justitsministe-

riets Forskningskontor, august 2013) ..........................................................

243

321

381

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel 1

Indledning

1. Straffelovrådets kommissorium

Straffelovrådet blev nedsat ved Justitsministeriets brev af 3. oktober 1960 og har

til opgave

efter Justitsministeriets anmodning at afgive indstilling om strafferetlige

lovgivningsspørgsmål og principielle spørgsmål vedrørende fastsættelsen af

administrative bestemmelser af strafferetlig karakter og den praktiske gen-

nemførelse af kriminalpolitiske foranstaltninger og

efter Justitsministeriets nærmere bestemmelse at medvirke i det internatio-

nale strafferetlige samarbejde, herunder navnlig det nordiske strafferetlige

lovsamarbejde.

Ved brev af 25. august 2009 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om at be-

handle følgende kommissorium om revision af regler mv. om samfundstjeneste og

andre vilkår for betingede domme:

”1.

Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Mulighedernes samfund” fra november

2007, at regeringen på baggrund af en vurdering af hidtidig praksis og indhøstede

erfaringer vil udvide anvendelsesområdet for samfundstjeneste.

Straffelovens regler om samfundstjeneste blev indført ved lov nr. 6 af 3. januar

1992 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Samfundstjeneste mv.). Reg-

lerne bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1211/1990 om samfundstjeneste.

Reglerne om samfundstjeneste er ændret i 1997, hvor der bl.a. blev indført en ud-

videt adgang til at fastsætte ubetinget frihedsstraf i forbindelse med betinget dom

med vilkår om samfundstjeneste (kombinationsdom) (lov nr. 274 af 15. april

1997), og i 2000, hvor adgangen til at anvende samfundstjeneste bl.a. blev udvidet

til at omfatte visse tilfælde af spirituskørsel, der hidtil havde medført ubetinget

frihedsstraf (lov nr. 230 af 4. april 2000).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffelovens regler om samfundstjeneste knytter sig til de almindelige regler

om betingede domme. Efter straffelovens § 62 kan retten, når en sædvanlig betin-

get dom ikke findes tilstrækkelig, afsige betinget dom med vilkår om samfunds-

tjeneste, hvis den tiltalte findes egnet hertil. En sådan dom indebærer, at den døm-

te skal udføre ulønnet arbejde i mindst 30 og højst 240 timer inden for en længste-

tid fastsat af retten, og at den dømte undergives tilsyn af kriminalforsorgen, jf.

straffelovens § 63. Den dømte skal endvidere overholde et vilkår om ikke at begå

nyt strafbart forhold i en prøvetid på højst 2 år, og retten kan, hvis det findes for-

målstjenligt, desuden fastsætte yderligere vilkår som i andre betingede domme, jf.

herved straffelovens § 57.

Efter straffelovens § 64 kan retten idømme en såkaldt kombinationsdom, hvorefter

der i forbindelse med den betingede dom med vilkår om samfundstjeneste også

fastsættes en ubetinget fængselsstraf på indtil 3 måneder eller en bøde.

Hvis den dømte overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller et andet vilkår for

den betingede dom, kan retten træffe afgørelse om afsoning af fængselsstraf for

den begåede lovovertrædelse eller bestemme, at den betingede dom skal oprethol-

des, eventuelt med forlængelse af længstetiden for samfundstjenesten eller af prø-

vetiden. Hvis den dømte efter en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste

sigtes for et nyt strafbart forhold begået før eller efter dommen, gælder de samme

regler som for andre betingede domme, jf. straffelovens § 61.

Det fremgår af forarbejderne til straffelovens regler om samfundstjeneste, at ker-

neområdet skal være berigelseskriminalitet, bortset fra røveri, mens samfundstje-

neste bør anvendes med varsomhed (det såkaldte varsomhedsområde) ved f.eks.

vold, røveri, narkotikakriminalitet og sædelighedsforbrydelser.

Justitsministeriets Forskningskontor har foretaget en undersøgelse af forløbet af

betingede domme med vilkår om samfundstjeneste (forløbsundersøgelsen). I den-

ne undersøgelse af samfundstjenestesanktionen indgår bl.a., hvilke personer som

idømmes samfundstjeneste, og sammenhængen mellem eventuelle problemer un-

der forløbet og de oplysninger om den pågældende person, der fremgår af Krimi-

nalforsorgens forudgående personundersøgelse/egnethedsvurdering.

Herudover har Justitsministeriets Forskningskontor i 2007 undersøgt domstolenes

reaktioner i anledning af kriminalforsorgens indberetninger af vilkårsovertrædel-

ser for så vidt angår personer, der afvikler samfundstjeneste. Dette indgår også i

den ovennævnte forløbsundersøgelse.

Regeringen finder, at brugen af samfundstjeneste så vidt muligt bør øges i lyset

af de indhøstede erfaringer med den gældende ordning, herunder bl.a. med sam-

fundstjenestens forebyggende og pønale virkning.

På den baggrund anmodes Straffelovrådet om at gennemgå de gældende regler og

praksis vedrørende domme med vilkår om samfundstjeneste med henblik på en

revision, der navnlig sigter mod så vidt muligt at øge brugen af vilkår om sam-

fundstjeneste som alternativ til fængselsstraf. Det forudsættes, at rådet inddrager

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

resultaterne af den nævnte forløbsundersøgelse i overvejelserne. Endvidere kan

rådet bl.a. inddrage relevante udenlandske erfaringer, navnlig fra de øvrige nordi-

ske lande.

Rådet bør bl.a. overveje anvendelsesområdet for betingede domme med vilkår om

samfundstjeneste, herunder både med hensyn til varsomhedsområdet (hvilke kri-

minalitetstyper) og kredsen af personer, som idømmes samfundstjeneste (egnet-

hedsvurderingen). I den forbindelse kan der bl.a. være anledning til at overveje en

mere udbredt anvendelse særligt over for unge, idet rådet på dette punkt bør være

opmærksom på arbejdet i Kommissionen vedrørende Ungdomskriminalitet. Rådet

kan endvidere bl.a. overveje principperne for fastsættelsen af antallet af samfunds-

tjenestetimer samt overveje retsstillingen ved vilkårsovertrædelser med henblik på

at sikre en konsekvent og ensartet reaktion i praksis.

Rådet kan også overveje brugen af andre sanktioner, der har karakter af ”restorati-

ve justice”.

I tilknytning til overvejelserne vedrørende samfundstjeneste anmodes rådet endvi-

dere om at overveje behovet for at ændre de almindelige regler mv. om betingede

domme, herunder bl.a. afgrænsningen af, hvilke vilkår der kan fastsættes for en

betinget dom, jf. straffelovens § 57, samt overveje retsstillingen ved vilkårsover-

trædelser, jf. ovenfor.

I det omfang Straffelovrådet finder, at der er behov for lovændringer, anmodes rå-

det om at udarbejde et lovudkast.”

Justitsministeriet anmodede i brevet Straffelovrådet om først at afgive betænk-

ning om kommissoriet om visse spørgsmål om regulering af strafniveauer for be-

stemte lovovertrædelser, herunder brug af minimumsstraf. Straffelovrådet afgav

betænkning herom i begyndelsen af 2012, jf. ”Strafudmåling –

samspillet mellem

lovgiver og domstole” (betænkning nr. 1531/2012).

Efter aftale med Justitsministeriet har Straffelovrådet herefter prioriteret arbejdet

med færdiggørelsen af rådets betænkning om seksualforbrydelser (betænkning

nr. 1534/2012).

Straffelovrådet har behandlet kommissoriet om samfundstjeneste mv. i 10 møder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2. Straffelovrådets sammensætning

Straffelovrådet havde ved afgivelsen af denne betænkning følgende sammensæt-

ning:

Landsretspræsident Bent Carlsen (formand)

Afdelingschef Jens-Christian Bülow

Politidirektør Elsemette Cassøe

Rigsadvokat Ole Hasselgaard

Højesteretsdommer Poul Dahl Jensen

Professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen

Advokat Jakob Lund Poulsen

Direktør Johan Reimann

Som sekretær for rådet under arbejdet med denne betænkning har fungeret kon-

sulent Ketilbjørn Hertz.

3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag

Straffelovrådet har i overensstemmelse med kommissoriet gennemgået gældende

regler og praksis vedrørende domme med vilkår om samfundstjeneste med hen-

blik på en revision, der navnlig sigter mod så vidt muligt at øge brugen af vilkår

om samfundstjeneste som alternativ til fængselsstraf.

Overordnet set er det Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er nogen betænke-

ligheder i kriminalpræventiv henseende ved at udvide anvendelsesområdet for

samfundstjeneste. Udgangspunktet bør i så fald efter Straffelovrådets opfattelse

være, at samfundstjeneste kan anvendes over et bredt felt af kriminalitetsformer,

og at kriminalitetens art således tillægges mindre betydning ved den samlede

vurdering af, om samfundstjeneste bør anvendes i den konkrete sag.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at en udvidet brug af samfundstjeneste på straf-

felovens område i første række bør vedrøre førstegangsovertrædelser af straffelo-

ven og navnlig ikke organiseret eller banderelateret kriminalitet, og at der ved de

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

lidt længere straffe bør indføres en ordning, hvorefter ny kriminalitet i den fast-

satte prøvetid udløser en reststraf svarende til en tredjedel af den betingede fæng-

selsstraf ifølge dommen til samfundstjeneste, når samfundstjenesten er udført. En

sådan udvidelse af brugen af samfundstjeneste vil på den ene side åbne mulighed

for at idømme flere førstegangskriminelle samfundstjeneste, men samtidig inde-

bære, at ny kriminalitet i prøvetiden straffes hårdere end i dag.

Endvidere peger rådet på, at en udvidet brug af samfundstjeneste kan opnås ved,

at op til en tredjedel af samfundstjenesten efter kriminalforsorgens bestemmelse

skal kunne bestå i deltagelse i et særligt behandlings- eller uddannelsesprogram.

I overensstemmelse med kommissoriet har Straffelovrådet i tilknytning til over-

vejelserne vedrørende samfundstjeneste endvidere overvejet behovet for at ændre

de almindelige regler mv. om betingede domme.

Straffelovrådets overvejelser angår alene samfundstjeneste, der umiddelbart fast-

sættes som sanktion for et strafbart forhold, og således navnlig ikke samfundstje-

neste som

vilkår for prøveløsladelse fra en ubetinget fængselsstraf (”noget for

noget”-ordningen).

Straffelovrådets overvejelser angår heller ikke andre spørgsmål vedrørende ube-

tinget fængsel, herunder reglerne om afsoning af ubetinget fængsel på bopælen

under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeordningen).

3.1. Generelt om betinget dom

Straffelovrådet har i sine overvejelser taget udgangspunkt i den eksisterende ord-

ning for betingede domme, herunder med vilkår om samfundstjeneste, og overve-

jet en række elementer med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at fore-

slå ændringer på et eller flere punkter. Rådet har derimod ikke overvejet spørgs-

målet om en mere grundlæggende reform, hvor det samlede sanktionssystem ny-

tænkes fra bunden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.1.1. Betinget bøde

Straffelovrådet anfører, at reglerne om bødefastsættelse er tilstrækkeligt fleksible

til, at der i gentagelsestilfælde kan udmåles en bøde for det nye forhold, som i til-

strækkelig grad tager højde for, at domfældte tidligere er fundet skyldig i rele-

vante strafbare forhold. Efter Straffelovrådets opfattelse vil det være unødigt

kompliceret at anvende reglerne om betingede domme i sådanne situationer.

Med hensyn til, om betinget bøde kan være en relevant sanktion med henblik på

at fastsætte særvilkår, er det for så vidt angår fysiske personer Straffelovrådets

opfattelse, at fastsættelse af særvilkår som udgangspunkt vil være uforholdsmæs-

sigt indgribende, hvis der er tale om en mindre eller moderat bøde. Hertil kom-

mer, at reglerne om tiltalefrafald, der bl.a. giver mulighed for at fastsætte samme

vilkår som i en betinget dom, efter Straffelovrådets opfattelse er tilstrækkeligt

rummelige til at kunne opfange eventuelle helt særlige tilfælde, hvor det måtte

være hensigtsmæssigt at undlade at pålægge den skyldige at betale en ellers for-

skyldt bøde på betingelse af, at den pågældende opfylder visse særlige vilkår.

Med hensyn til juridiske personer

–

hvor der gør sig det særlige forhold gælden-

de, at juridiske personer idømmes bøde for lovovertrædelser, hvor en fysisk per-

son i givet fald ville være blevet idømt fængsel

–

lægger Straffelovrådet vægt på,

at der på de relevente

–

erhvervsrettede

–

lovområder vil være tilsynsmyndighe-

der, som formentlig vil have bedre muligheder end anklagemyndigheden og

domstolene for at identificere egnede initiativer, som en given virksomhed kan

eller bør tage for at forebygge nye lovovertrædelser. Endvidere er der i vidt om-

fang på disse lovområder ofte hjemmel til administrativt at udstede egnede påbud

og forbud til en given virksomhed, herunder en virksomhed, som har begået et

strafbart forhold.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet, at muligheden for at idømme betinget

bøde afskaffes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.1.2. Anvendelsesområdet for betinget dom

Straffelovrådet foreslår ikke nogen principielle ændringer af den gældende ord-

ning, men anbefaler dog en vis tilbageholdenhed med at operere med alt for faste

udgangspunkter alene baseret på kriminalitetens art.

3.1.3. Betinget dom med og uden straffastsættelse

Straffelovrådet har overvejet de argumenter, der har været anført for og imod be-

tinget dom med og uden straffastsættelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse har hensynet til i tilfælde af vilkårsovertrædelse

om nødvendigt at kunne fastsætte en anden retsfølge end fængsel ikke en sådan

vægt, at det kan begrunde avendelse af betinget dom uden straffastsættelse.

Med hensyn til muligheden for ved en eventuel straffastsættelse at tage hensyn til

den pågældendes forhold efter dommen anfører Straffelovrådet, at de gældende

regler giver vide muligheder for en sådan hensyntagen, også når den betingede

dom er med straffastsættelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse forekommer det efter en nutidig opfattelse ikke

at være et rimeligt argument for betinget dom uden straffastsættelse, at man der-

med undgår, at domfældte i givet fald kan sammenligne den udmålte straf med

de pålagte vilkår og eventuelt komme frem til, at det vil være mere byrdefuldt at

opfylde vilkårene end at afsone straffen.

Hvad angår den præventive virkning af at fastsætte eller ikke fastsætte straffen i

en betinget dom, er Straffelovrådet ikke bekendt med undersøgelser, der kan be-

lyse dette spørgsmål, men det kan dog anføres, at den fængselsstraf, som kan bli-

ve udløst helt eller delvis, hvis domfældte ikke overholder vilkårene i en betinget

dom, er et så væsentligt led i den samlede sanktion, at domfældte bør kende

længden heraf.

Hertil kommer, at det er den ret, der afgør skyldsspørgsmål, som bl.a. gennem

den umiddelbare bevisførelse for den dømmende ret med størst legitimitet kan

fastsætte ikke alene vilkårene i den betingede dom, men også længden af den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fængselsstraf, som gøres betinget. Hvis tiltalte ikke tilstår, deltager endvidere

lægdommere ved fastsættelsen af fængselsstraffen i en betinget dom, hvorimod

der ikke deltager lægdommere ved en senere fastsættelse af straffen, hvis dom-

fældte overtræder andre vilkår end vilkåret om straffri vandel.

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at der i hvert fald ikke er grundlag for

at indskrænke anvendelsen af betinget dom med straffastsættelse i forhold til den

eksisterende retspraksis, og rådet har i forlængelse heraf overvejet, om mulighe-

den for at idømme betinget dom uden straffastsættelse helt bør afskaffes.

Med hensyn til lovovertrædere under 18 år giver de gældende regler mulighed

for, at når en sådan gerningsmand findes skyldig i kriminalitet, der i sig selv eller

på grund af tidligere strafbare forhold er for alvorlig til, at sagen kan afgøres med

advarsel, bøde eller tiltalefrafald, kan den pågældende idømmes en betinget dom

uden straffastsættelse. Hvis muligheden for at idømme betinget dom uden staf-

fastsættelse afskaffes, vil der i sådanne tilfælde i givet fald skulle idømmes be-

tinget dom med staffastsættelse i både første og anden fængselsdom. Efter Straf-

felovrådets opfattelse er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at de unge

lovovertrædere, som spørgsmålet er relevant for, generelt har en klar opfattelse

af, at der i disse tilfælde er tale om en skærpelse af sanktionen fra den første dom

(uden straffastsættelse) til den anden dom (med straffastsættelse).

Med hensyn til anvendelse af betinget dom uden straffastsættelse i mindre alvor-

lige førstegangstilfælde giver de gældende regler i princippet mulighed for at

operere med en ekstra strafposition mellem bøde og 7 dages betinget fængsel,

som er den kortest mulige udmålte fængselsstraf. Hvis der som følge af vilkårs-

overtrædelse efterfølgende opstår spørgsmål om at fastsætte straffen, vil straffen

imidlertid ikke kunne fastsættes til mindre end 7 dages fængsel.

En afskaffelse af muligheden for at idømme betinget dom uden straffastsættelse

vil ikke få nogen betydning for, hvor længe en dom medtages på de forskellige

former for straffeattester, herunder børneattester. Efter de gældende regler om

straffeattester behandles betingede domme med og uden straffastsættelse således

på samme måde.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at afskaffe muligheden for at idømme

betinget dom uden straffastsættelse.

3.1.4. Kombinationsdomme

Muligheden for at anvende kombinationsdomme

–

dvs. domme, hvor en del af en

fængselsstraf er ubetinget og en del betinget

–

er efter Straffelovrådets opfattelse

helt naturlig og nødvendig ved straf for flere lovovertrædelser. Kombinations-

domme kan herudover også anvendes i andre tilfælde som en særlig mellemform,

hvis en rent ubetinget straf findes at være for streng, mens en betinget dom med

vilkår om samfundstjeneste uden nogen ubetinget del forekommer for mild.

Straffelovrådet finder, at de gældende regler om kombinationsdomme har en

hensigtsmæssig udformning, og foreslår ingen ændringer af de maksimale græn-

ser på henholdsvis 3 og 6 måneder for den ubetingede del af en kombinations-

dom henholdsvis med og uden samfundstjeneste. Straffelovrådet foreslår imidler-

tid at lovfæste, at den ubetingede del af en kombinationsdom med vilkår om sam-

fundstjeneste højst må udgøre en tredjedel af den samlede fængselsstraf. Dermed

sikres en tilstrækkelig forskel i strenghed, når der tages højde for mulighederne

for prøveløsladelse, mellem kombinationsdommen og en ubetinget fængselsstraf

af samme længde.

3.1.5. Andre vilkår end samfundstjeneste

Den gældende regel i straffelovens § 57 om fastsættelse af andre vilkår end sam-

fundstjeneste i betingede domme nævner et bredt spektrum af vilkår, og reglen er

desuden ikke udtømmende, da reglen også hjemler, at retten fastsætter vilkår,

som ikke er udtrykkeligt nævnt. Efter Straffelovrådets opfattelse har der ikke i

praksis vist sig mangler eller i øvrigt uhensigtsmæssigheder ved den ikke-

udtømmende opregning af vilkår i straffelovens § 57.

Straffelovrådet finder imidlertid, at der kan være behov for i højere grad at fast-

sætte individuelt tilpassede vilkår i betingede domme, end det sker i dag. Der er

således en tendens til, at kun visse vilkår anvendes (ud over tilsyn navnlig af-

vænningsbehandling, psykiatrisk behandling og

–

over for lovovertrædere under

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

18 år

–

sociale foranstaltninger), og at vilkår ikke tilpasses individuelt, men blot

tilvælges eller fravælges.

Straffelovrådet anbefaler, at alle led i kæden

–

kriminalforsorgen i forbindelse

med personundersøgelsen, anklagemyndigheden ved sin sanktionspåstand og

domstolene ved afgørelsen

–

er opmærksom herpå.

3.2. Generelt om restorative justice

Straffelovrådet har ikke inden for rammerne af kommissoriet om samfundstjene-

ste mv. fundet grundlag for at gennemføre en generel analyse af teorierne om

restorative justice og genoprettende retfærdighed og har følgelig heller ikke fun-

det grundlag for at foreslå nye ordninger af denne karakter som alternativ eller

supplement til de eksisterende sanktionsformer.

Straffelovrådet har imidlertid noteret sig, at de former for restorative justice og

genoprettende retfærdighed, som kendes internationalt, især består i forskellige

former for mægling mellem offeret og gerningsmanden. Undertiden involveres

også disse personers pårørende eller andre, som er berørt af konflikten. Der er så-

ledes tale om ordninger, som kan sammenlignes med den mægling, som i Dan-

mark finder sted i konfliktråd.

I lyset af, at der foreligger en forholdsvis ny lovgivning om konfliktråd, og af, at

Rigspolitiet løbende evaluerer ordningen og følger op herpå, har Straffelovrådet

ikke fundet grundlag for at foretage en generel analyse af konfliktrådsordningen i

Danmark.

Straffelovrådet har på baggrund af, at ordningen med konfliktråd er af nyere dato

og efter det oplyste fungerer tilfredsstillende, endvidere ikke fundet grundlag for

at foreslå ændringer af denne ordning.

3.3. Generelt om samfundstjeneste

Straffelovrådet henviser til, at forarbejderne til lovændringen i 1992, som lovfæ-

stede samfundstjeneste som strafform i Danmark, indeholder følgende generelle

udsagn:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

”Tanken om indførelse af samfundstjeneste er opstået på baggrund af mange års

debat om frihedsstraffens placering i det strafferetlige sanktionssystem. Et kardi-

nalpunkt i denne debat har været ønsket om at begrænse anvendelsen af frihedsbe-

røvende foranstaltninger mest muligt.”

Straffelovrådet kan tilslutte sig, at formålet med samfundstjeneste helt overordnet

er så vidt muligt at begrænse anvendelsen af frihedsberøvelse som straf, og be-

mærker, at det også bidrager til, at lovovertrædere undgår at blive udsat for de

negative påvirkninger, som kan finde sted i et fængsel. Samfundstjeneste er i øv-

rigt også billigere for samfundet end ubetinget fængsel.

Samfundstjeneste er med andre ord en strafform, der i de tilfælde, hvor den er

egnet, er både bedre og billigere end alternativet, ubetinget fængsel.

Straffelovrådets udgangspunkt for overvejelserne er på denne baggrund, at sam-

fundstjenesteordningen i dag grundlæggende fungerer godt og gennem efterhån-

den en længere årrække har vist sit værd som et velegnet alternativ til ubetinget

fængsel.

Straffelovrådet har endvidere ingen betænkeligheder i kriminalpræventiv hen-

seende ved i givet fald at udvide anvendelsesområdet for samfundstjeneste i for-

hold til situationen i dag.

3.4. Samfundstjenestens indhold

Straffelovrådet finder, at hovedindholdet i en betinget dom med vilkår om sam-

fundstjeneste fortsat bør være en pligt til at udføre ulønnet samfundsnyttigt ar-

bejde i et nærmere angivet antal timer.

3.4.1. Arbejdssteder til udførelse af samfundstjeneste

Straffelovrådet finder, at der ikke er noget strafferetligt eller straffuldbyrdelses-

mæssigt til hinder for, at samfundstjeneste afvikles hos private erhvervsvirksom-

heder. Myndighedsansvaret for tilsynet og iværksættelsen af eventuelle sanktio-

ner vil uændret ligge hos kriminalforsorgen, og den overvågningsrolle, som den

private erhvervsvirksomhed i sagens natur vil have i forhold til den dømte, ad-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

skiller sig på det principielle plan ikke fra den overvågning, som private arbejds-

givere kan have i forhold til personer, der afsoner en ubetinget fængselsstraf på

bopælen under intensiv overvågning og kontrol.

Straffelovrådet finder endvidere, at det bør være muligt at udforme ordningen så-

dan, at afviklingen af samfundstjeneste hos private erhvervsvirksomheder ikke

får karakter af konkurrenceforvridende statsstøtte.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at samfundstjeneste også skal kunne

udføres hos private erhvervsvirksomheder.

3.4.2. Behandlings- og uddannelsesprogrammer som led i samfundstjeneste

Som nævnt finder Straffelovrådet, at hovedindholdet i en betinget dom med vil-

kår om samfundstjeneste fortsat bør være en pligt til at udføre ulønnet samfunds-

nyttigt arbejde i et nærmere angivet antal timer.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil det imidlertid ikke være i strid med dette ho-

vedprincip

–

eller med samfundstjenestens genoprettende og straffende karakter

–

at give mulighed for, at en vis begrænset del af samfundstjenesten kan afvikles

ved at deltage i målrettede relevante behandlings- eller uddannelsesprogrammer.

Der vil være fordele forbundet med at udvide samfundstjenesten til også at om-

fatte deltagelse i sådanne behandlings- eller uddannelsesprogrammer. Det vil

navnlig give mulighed for

–

i de tilfælde, hvor der er behov for det

–

at styrke

mulighederne for, at domfældte gennemfører samfundstjenesten ved, at den på-

gældende gennemgår et særligt behandlingsprogram (f.eks. vredeshåndtering) el-

ler et særligt resocialiserings/uddannelsesprogram før udførelsen af det ulønnede

arbejde.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at samfundstjeneste ud over ulønnet

samfundsnyttigt arbejde også skal kunne indeholde andre elementer i form af del-

tagelse i et særligt behandlingsprogram eller uddannelsesprogram.

For at sikre, at udførelse af ulønnet arbejde forbliver hovedindholdet i enhver

dom til samfundstjeneste, foreslår Straffelovrådet samtidig, at behandlingspro-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

grammer og uddannelsesprogrammer højst kan udgøre en tredjedel af det samle-

de timetal.

3.4.3. Minimums- og maksimumstimetal for samfundstjeneste

Minimumstimetallet for samfundstjeneste er i dag 30 timer, og Straffelovrådet

finder, at den vurdering, som lovændringen i 2000 var udtryk for, hvorefter uløn-

net samfundstjeneste i 30 timer i givet fald er et passende alternativ til en ubetin-

get frihedsstraf på 10-14 dage, fortsat er dækkende.

Straffelovrådet har overvejet, om minimumstimetallet bør nedsættes yderligere til

f.eks. 20 timer som et passende alternativ til en straf på 7 dages ubetinget fæng-

sel, som er den korteste frihedsstraf, der kan idømmes. Straffelovrådet har imid-

lertid ikke fundet grundlag herfor.

Maksimumtimetallet for samfundstjeneste er i dag 300 timer, og som anført i af-

snit 3.5.3 nedenfor finder Straffelovrådet ikke grundlag for at ændre de forudsæt-

ninger, som lå bag lovændringen i 2012, hvorefter samfundstjeneste ikke anven-

des, hvis straffen overstiger 2 års fængsel. Straffelovrådet finder endvidere, at

300 timers ulønnet samfundsnyttigt arbejde som alternativ til en ubetinget fæng-

selsstraf på 2 års fængsel fortsat vil være dækkende.

For så vidt angår varetægtsfængsling indebærer den gældende ordning, at dom-

fældte i princippet er pligtig at udføre samfundstjeneste i det fulde timetal, selv

om en del af den fængselsstraf, som samfundstjenesten træder i stedet for, i en

vis forstand allerede er udstået ved varetægtsfængslingen. Hvis den domfældte

overtræder vilkåret om samfundstjeneste, og retten derfor bestemmer, at fæng-

selsstraffen skal fuldbyrdes, vil den tidligere varetægtsfængsling imidlertid deref-

ter skulle godskrives domfældte.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at varetægtsfængsling fremover skal

bringes til fradrag i det antal samfundstjenestetimer, domfældte skal udføre. Li-

gesom ved afkortning i ubetinget fængselsstraf vil det være kriminalforsorgen,

der vil skulle foretage afkortningen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.4.4. Fastsættelsen af timetal og længstetid for arbejdspligten

Straffelovrådet finder, at der fortsat ikke er grundlag for i straffeloven at fastsætte

en fast omregningsformel mellem længden af den betingede fængselsstraf og an-

tallet af samfundstjenestetimer.

Straffelovrådet finder imidlertid, at det vil være nyttigt at fastsætte en vejledende

omregningstabel mellem længden af den betingede fængselsstraf og antallet af

samfundstjenestetimer.

Straffelovrådet foreslår, at en sådan vejledende omregningstabel udformes på

følgende måde:

Fængselsstraf

7-14 dage

20-30 dage

40-50 dage

60 dage-3 måneder

4-5 måneder

6-7 måneder

8-11 måneder

1 år-1 år 5 måneder

1�½ år-1 år 11 måneder

2 år

Samfundstjeneste

30 timer

40 timer

60 timer

80 timer

100 timer

120 timer

150 timer

200 timer

250 timer

300 timer

Længstetid

4 måneder

6 måneder

8 måneder

1 år

1�½ år

Der er tale om en vejledende omregningstabel, som derfor kan fraviges, hvis det

som følge af særlige forhold er velbegrundet.

3.4.5. Andre vilkår i domme til samfundstjeneste

Straffelovrådet finder, at det er vigtigt, at timetallet i en samfundstjeneste i al-

mindelighed afspejler straffens strenghed. På den anden side vil det være uhen-

sigtsmæssigt, hvis der i stedet for samfundstjeneste idømmes ubetinget fængsels-

straf på grund af manglende mulighed for at knytte passende særvilkår til en dom

til samfundstjeneste.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund ikke ændringer i de eksisterende mu-

ligheder for at knytte samme særvilkår til en dom til samfundstjeneste som til an-

dre betingede domme.

3.4.6. Anvendelse af tillægsbøde

Tillægsbøde anvendes i dag systematisk i domme til samfundstjeneste for spiri-

tuskørsel og kørsel i frakendelsestiden, men bortset herfra anvendes tillægsbøde

formentlig meget sjældent i praksis i domme til samfundstjeneste, og Straffelov-

rådet har ikke fundet grundlag for at foreslå en videre anvendelse af tillægsbøde i

domme til samfundstjeneste.

3.5. Samfundstjenestens anvendelsesområde

3.5.1. Egnethedsvurderingen

Straffelovrådet lægger vægt på, at samfundstjeneste fortsat kun idømmes i tilfæl-

de, hvor den pågældende positivt er fundet egnet til at gennemføre samfundstje-

neste. At en person anses egnet til samfundstjeneste, betyder, at den pågældende

forventes at kunne og ville gennemføre en pålagt samfundstjeneneste i overens-

stemmelse med reglerne. En egnethedsvurdering omfatter dermed begge kompo-

nenterne evne og vilje.

3.5.2. Tiltaltes forstraffe

Ligesom andre betingede domme er en betinget dom med vilkår om samfunds-

tjeneste udtryk for, at domfældte får en ny chance og samtidig får en advarsel.

Hvis domfældte efter at have modtaget en dom til samfundstjeneste begår ny

kriminalitet af lignende art, som ikke er bagatelagtig, har domfældte siddet denne

advarsel overhørig og dermed for så vidt forskertset den ekstra chance, pågæl-

dende fik for at holde sig fri af fængslet.

Som generel retningslinje kan anføres, at en person, der efter at samfundstjene-

sten er udført og prøvetiden udløbet, begår ny ligeartet kriminalitet, afhængig

bl.a. af, hvor lang tid der er gået siden prøvetidens udløb, hvor grov den nye kri-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

minalitet er, og gerningsmandens personlige forhold, efter omstændighederne vil

kunne straffes med samfundstjeneste igen. Endvidere kan det anføres, at en per-

son, der efter at være idømt samfundstjeneste begår ny ligeartet kriminalitet og

igen straffes med samfundstjeneste, næppe i tilfælde af yderligere ny ligeartet

kriminalitet igen vil kunne idømmes samfundstjeneste, medmindre der foreligger

særligt formildende omstændigheder (eller der er gået så lang tid, at de tidligere

straffe ikke længere findes at burde tillægges betydning for straffastsættelsen for

den nye kriminalitet).

Med hensyn til reaktionen i tilfælde, hvor en person, der er idømt samfundstjene-

ste, begår ny kriminalitet

før

prøvetidens udløb, henvises til afsnit 3.6.3 nedenfor.

3.5.3. Kriminalitetens grovhed

Med hensyn til længden af den ubetingede fængselsstraf, som samfundstjenesten

er et alternativ til, finder Straffelovrådet ikke grundlag for at ændre den forud-

sætning, som lå bag lovændringen i 2012, og hvorefter samfundstjeneste ikke an-

vendes, hvis straffen overstiger 2 års fængsel.

3.5.4. Kriminalitetens art

Generelle principper

Straffelovrådet har overvejet, hvilke principper der bør være styrende for, hvilke

former for kriminalitet der bør kunne straffes med samfundstjeneste.

Straffelovrådet finder, at udgangspunktet bør være kriminalitetens alvor og over-

vejelser med hensyn til, hvilke lovovertrædere der med rimelighed kan gennem-

føre en samfundstjeneste, herunder ikke mindst i lyset af, at dette indebærer, at

den pågældende er på fri fod.

Straffelovrådet gennemgår omtalen i forarbejderne af, hvad der ligger i, at visse

kriminalitetsformer er omfattet af et ”varsomhedsområde”, og det er sammenfat-

tende Straffelovrådets opfattelse, at forarbejderne til de gældende regler om sam-

fundstjeneste giver domstolene et betydeligt skøn med hensyn til anvendelsen af

samfundstjeneste i den enkelte sag.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffelovrådet anfører vedrørende retspraksis, at der er domme, hvor retten udta-

ler sig om anvendelsen af ubetinget fængsel i forhold til en bestemt form for kri-

minalitet fremfor betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Der

foreligger nyere højesteretspraksis (dvs. fra efter lovændringerne vedrørende

samfundstjeneste i 1997 og 2000), hvorefter ubetinget fængsel er udgangspunktet

for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 164, stk. 3, og § 247, stk. 2, og

værdipapirhandelslovens § 39, stk. 1. Der foreligger endvidere landsretspraksis

fra efter lovændringerne i 1997 og 2000, hvorefter ubetinget fængsel er udgangs-

punktet for overtrædelse af straffelovens § 123, § 158 og § 235, stk. 1. Ubetinget

fængsel er således efter retspraksis udgangspunktet ved bl.a.:

- vold eller trussel om vold mod personer i offentlig tjeneste eller hverv i anled-

ning af udførelsen af tjenesten eller hvervet

- vold mod personer, som efter karakteren af deres arbejde er særligt udsatte for

vold

- trusler mod vidner

- falsk forklaring for retten

- falsk selvanmeldelse

- kursmanipulation

- udbredelse af børnepornografi

Med hensyn til vold generelt er det vanskeligt at sammenfatte retspraksis i få

sætninger. Det ligger fast, at vold

–

som det fremgår af forarbejderne, herunder til

den seneste lovændring i 2012

– hører til i det såkaldte ”varsomhedsområde”,

men det ligger næppe ganske fast, hvad det konkret indebærer med hensyn til an-

vendelse af samfundsjeneste i voldssager. Der foreligger landsretspraksis, som

generelt udtaler, at samfundstjeneste som udgangspunkt ikke skal anvendes ved

vold mod medtrafikanter eller ved vold over for en tilfældig forbipasserende,

som ikke har givet anledning til voldsudøvelsen. I trykt landsretspraksis er det

også en gennemgående tendens, at udgangspunktet er ubetinget fængsel ved fest-

og restaurationsvold, hvis der ikke forud for voldsudøvelsen har været uoverens-

stemmelser mellem gerningsmanden og forurettede. Men i konkrete sager vil det

afgørende spørgsmål så være, hvor meget der skal til for at fravige sådanne ”ud-

gangspunkter”, og her er det svært at finde en helt konsekvent linje i retspraksis,

idet der både findes afgørelser, som forekommer

”strenge”, og afgørelser, som

forekommer ”milde”.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Statistisk set anvendes samfundstjeneste hyppigt i voldssager. I alle år siden 2005

har der været flere samfundstjenestedomme for vold end for berigelseskriminali-

tet, og vold er den type kriminalitet, hvor der uden for færdselsområdet er flest

domme til samfundstjeneste. Samfundstjeneste blev i årene 2007-2011 anvendt i

4.137 voldssager, og der blev i samme periode idømt indtil 3 måneders ubetinget

fængsel i 6.213 sager om simpel vold.

Straffelovrådet har på denne baggrund overvejet, hvilke forhold der generelt bør

indgå i en afgrænsning af anvendelsesområdet for samfundstjeneste ud fra krimi-

nalitetens art.

Straffelovrådet anfører, at erfaringen viser, at der hverken af generalpræventive

eller individualpræventive grunde er anledning til at være tilbageholdende med

inden for rimelige grænser at udvide anvendelsesområdet for samfundstjeneste.

På voldsområdet har retspraksis, som domineres af afgørelser fra byretter og

landsretter, udviklet sig gradvist i retning af en mere udbredt anvendelse af sam-

fundstjeneste. Ved landsretterne har der i alle sager og ved byretterne i alle sager

med bevisførelse medvirket domsmænd.

Der er imidlertid efter Straffelovrådets opfattelse gode grunde til at være tilbage-

holdende med at anvende samfundstjeneste ved mere organiseret kriminalitet,

dvs. hvor flere gerningsmænd mere systematisk og planlagt i fællesskab begår

kriminalitet. Ved personfarlig kriminalitet er der efter Straffelovrådets opfattelse

endvidere grund til at være tilbageholdende med at anvende samfundstjeneste i

tilfælde, hvor forurettede er påført betydelige fysiske eller psykiske skader. Det

samme gælder som udgangspunkt, hvis kriminaliteten er udøvet over for et sær-

ligt værgeløst offer.

Voldssager

Det kan med en vis forenkling anføres, at ung alder eller forudgående uoverens-

stemmelser mellem gerningsmanden og forurettede efter retspraksis formentlig i

sig selv kan begrunde anvendelse af samfundstjeneste i voldssager, forudsat at

andre omstændigheder (eksempelvis betydelige skader eller tiltaltes forstraffe)

ikke taler herimod. I andre tilfælde (dvs. ved uprovokeret vold begået af en ger-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ningsmand, der ikke kan betegnes som ung) beror det på en samlet vurdering af

sagens konkrete omstændigheder, om samfundstjeneste kan anvendes.

Efter Straffelovrådets opfattelse har anvendelsen af samfundstjeneste i voldssager

–

der er den kriminalitetsform uden for færdselsområdet, hvor der hvert år siden

2005 er idømt flest samfundstjenestedomme

–

ikke haft negative konsekvenser,

hverken for generalpræventionen eller individualpræventionen eller for den al-

mindelige opfattelse i samfundet af straffens strenghed i voldssager.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der nu et solidt erfaringsgrundlag for at fast-

slå, at samfundstjeneste er en velegnet og passende straf i mange sager om sim-

pel vold.

Samtidig er simpel vold (straffelovens § 244) den form for kriminalitet, hvor der

hyppigst idømmes ubetinget fængsel både i området indtil 3 måneders fængsel og

i området indtil 1 års fængsel. Endvidere er et betydeligt antal af disse ubetingede

fængselsdomme idømt en person, som ikke tidligere er straffet for vold. Selv om

voldssager allerede er den form for kriminalitet uden for færdselsområdet, hvor

der afsiges flest domme til samfundstjeneste, er der således samtidig et betydeligt

potentiale for en øget anvendelse af samfundstjeneste i voldssager.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det på denne baggrund nærliggende, hvis der

som anført i kommissoriet ønskes en udvidet anvendelse af samfundstjeneste, at

lægge op til, at samfundstjeneste fremover bør kunne anvendes i sager om simpel

vold (straffelovens § 244) ligesom i andre sager, dvs. at de almindelige krav med

hensyn til egnethed og omfanget og alvoren af eventuel tidligere kriminalitet skal

være opfyldt, men at det ikke herudover kræves, at særlige grunde taler for an-

vendelse af samfundstjeneste. Dette vil efter Straffelovrådets opfattelse i vidt om-

fang ligge i forlængelse af den praksis, som allerede har udviklet sig, hvorefter

samfundstjeneste hyppigt anvendes i sager om simpel vold, hvis der forud for

volden har været uoverensstemmelser mellem gerningsmanden og forurettede, el-

ler hvis gerningsmanden er ung. Denne udvikling har som nævnt ikke haft nega-

tive konsekvenser, og i sager om simpel vold, hvor de generelle forhold, som kan

tale imod en anvendelse af samfundstjeneste, ikke foreligger, ser Straffelovrådet

ingen betænkeligheder i en fortsat udvikling i retspraksis i retning af øget anven-

delse af samfundstjeneste også i tilfælde, hvor der ikke har været forudgående

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

uoverensstemmelser og gerningsmanden ikke er ung. Derimod bør der

–

ligesom

i dag

–

også i sager om simpel vold fortsat udvises tilbageholdenhed med at an-

vende samfundstjeneste i tilfælde, hvor der er tale om mere organiseret kriminali-

tet, eller hvor forurettede er påført betydelige fysiske eller psykiske skader. Det

samme gælder som udgangspunkt, hvis volden er udøvet over for et særligt vær-

geløst offer eller en tilfældig forbipasserende.

Færdselssager

Straffelovrådet anfører, at ved sprituskørsel i brugsstjålet køretøj eller i forbin-

delse med uagtsom betydelig legemsbeskadeligelse eller uagtsomt manddrab an-

vendes ikke samfundstjeneste, men derimod ubetinget fængsel.

De færdselssager, hvor samfundstjeneste anvendes, er således sager, hvor der fo-

religger en abstrakt

–

og ikke en konkret

–

fare som følge af kørsel i spirituspå-

virket tilstand med en høj promille, gentagen kørsel i spirituspåvirket tilstand el-

ler gentagen kørsel i frakendelsestiden. I 2000 blev indført en ordning, hvorefter

den enkelte ved sådanne overtrædelser, hvor fængselsstraf var forskyldt, som ud-

gangspunkt kunne få to chancer for at undgå ubetinget fængsel

–

dvs. to domme i

træk med samfundstjeneste. I 2005 blev dette ændret til, at der som udgangs-

punkt kun idømmes samfundstjeneste én gang inden for en doms gentagelses-

virkning.

Efter Straffelovrådets opfattelse er både den ordning vedrørende anvendelsen af

samfundstjeneste, der var gældende på færdelsområdet i 2000-2005, og den ord-

ning, der har været gældende siden 2005, i overensstemmelse med de generelle

kriterier, som Straffelovrådet finder er relevante i forbindelse med anvendelsen af

samfundstjeneste. Efter Straffelovrådets opfattelse er ordningerne endvidere lige

egnede ud fra en kriminalpræventiv synsvinkel. Valget mellem den nuværende

ordning og en ordning, som ligesom ordningen før 2005 giver mulighed for to

domme med samfundstjeneste i træk (men hvor tillægsbøden i samfundstjeneste-

dom nr. 1 fastsættes til det niveau, der har været gældende siden 2005, og i sam-

fundstjenestedom nr. 2 eventuelt forhøjes), vil derfor efter Straffelovrådets opfat-

telse bero på en samlet vurdering af hensynet til

–

som anført i Straffelovrådets

kommissorium

– ”så vidt muligt at øge brugen af vilkår om samfundstjeneste

som alternativ til fængselsstraf”.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Berigelseskriminalitet

Straffelovrådet forventer, at lovændringen i 2012

–

og Straffelovrådets forslag

vedrørende samfundstjenestens indhold, jf. afsnit 3.4.2 ovenfor

–

vil kunne føre

til en vis udvidet anvendelse af samfundstjeneste i tyverisager sammenlignet med

tidligere. Det må imidlertid forventes, at der fortsat vil være et større antal ube-

tingede fængselsstraffe i tyverisager, idet samfundstjeneste bl.a. fortsat ikke bør

anvendes i sager om organiseret tyveri, herunder tilfælde, hvor udlændinge rejser

til Danmark for at begå tyveri, ligesom det er velkendt, at visse kriminelle begår

tyverier igen og igen og derfor på et tidspunkt vil være så kriminelt belastede, at

samfundstjeneste ikke længere vil kunne komme på tale.

Det er Straffelovrådets generelle opfattelse, at kriminalitetens art ikke bør tillæg-

ges afgørende betydning for valget mellem samfundstjeneste og ubetinget fæng-

sel i konkrete sager.

Det er således også Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er grundlag for fortsat

at udvise særlig tilbageholdenhed med at anvende samfundstjeneste i sager om

skattesvig. Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at der i sager om skatte-

svig efter fast praksis idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb.

Endvidere skal selve det unddragne beløb også betales.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at heller ikke sager om forsikrings-

bedrageri vedrørende biler af betydelig værdi bør behandles anderledes end andre

berigelsesforbrydelser, hvad angår valget mellem samfundstjeneste og ubetinget

fængsel.

Derimod bør der

–

ligesom i dag

–

også i sager om berigelseskriminalitet udvises

tilbageholdenhed med at anvende samfundstjeneste i tilfælde, hvor der er tale om

mere organiseret kriminalitet, eller hvor kriminaliteten er udøvet over for et sær-

ligt værgeløst offer, eksempelvis ældre, der udsættes for tricktyveri.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sammenfatning

Samlet set er det Straffelovrådets opfattelse, at udgangspunktet bør være, at sam-

fundstjeneste kan anvendes over et bredt felt af kriminalitetsformer, og at der ik-

ke er grundlag for fortsat at tale om et ”kerneområde” for anvendelsen af sam-

fundstjeneste. Straffelovrådet lægger i den forbindelse også vægt på, at de to ho-

vedanvendelsesområder for samfundstjeneste allerede i en årrække har været dels

færdselssager, dels voldssager, mens det traditionelle ”kerneområde” –

berigel-

sesforbrydelser

–

først kommer på tredjepladsen.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at en udvidet brug af samfundstjeneste på straf-

felovens område i første række bør vedrøre førstegangsovertrædelser af straffelo-

ven og ikke organiseret eller banderelateret kriminalitet, og at der ved de lidt

længere straffe bør indføres en ordning, hvorefter ny kriminalitet i den fastsatte

prøvetid udløser en reststraf svarende til en tredjedel af den betingede fængsels-

straf ifølge dommen til samfundstjeneste, når samfundstjenesten er udført. En så-

dan udvidelse af brugen af samfundstjeneste vil på den ene side åbne mulighed

for at idømme flere førstegangskriminelle samfundstjeneste, men samtidig inde-

bære, at ny kriminalitet i prøvetiden straffes hårdere end i dag, jf. nedenfor i af-

snit 3.6.3.

Valget mellem samfundstjeneste og ubetinget fængsel (når tiltalte findes egnet til

samfundstjeneste) bør efter Straffelovrådets opfattelse fremover først og frem-

mest afgøres ud fra en samlet vurdering af dels grovheden af den nu foreliggende

kriminalitet som udtrykt ved længden af fængselsstraffen, dels omfanget og alvo-

ren af eventuel tidligere kriminalitet. Når bortses fra røveri, voldtægt, grov vold,

grove våbenlovsovertrædelser, grove narkotikaforbrydelser og vidnetrusler mv.,

bør kriminalitetens art derimod som udgangspunkt ikke som sådan tillægges væ-

sentlig betydning, men der bør fortsat udvises tilbageholdenhed med at anvende

samfundstjeneste i tilfælde, hvor der er tale om mere organiseret kriminalitet, el-

ler hvor forurettede er påført betydelige fysiske eller psykiske skader. Det samme

gælder som udgangspunkt, hvis kriminaliteten er udøvet over for et særligt vær-

geløst offer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.6. Konsekvenser af manglende gennemførelse af en samfundstjeneste

3.6.1. Kriminalforsorgens tilsyn og indberetning til anklagemyndigheden

Straffelovrådet finder, at det har stor betydning, at myndighederne følger konse-

kvent op på en dom til samfundstjeneste. Det er vigtigt, at domfældte gennemfø-

rer samfundstjenesten og eventuelle andre vilkår eller i mangel heraf mødes med

effektive og følelige sanktioner.

Anvendelsen af de gældende regler er belyst gennem en undersøgelse af vilkårs-

overtrædelser, som Justitsministeriets Forskningskontor gennemførte i 2013 til

brug for Straffelovrådets overvejelser.

Efter Straffelovrådets opfattelse giver resultatet af undersøgelsen ikke anledning

til at foreslå ændringer i de gældende regler om kriminalforsorgens reaktion på

vilkårsovertrædelser.

3.6.2. Anklagemyndighedens og domstolenes reaktion

Efter Straffelovrådets opfattelse giver resultatet af den undersøgelse af vilkårs-

overtrædelser, der er nævnt ovenfor, heller ikke anledning til at foreslå ændringer

af de gældende regler om anklagemyndighedens eller domstolenes behandling af

sager om vilkårsovertrædelser.

Straffelovrådet bemærker herved, at samfundstjeneste er et alternativ til en ube-

tinget fængselsstraf. Hvis en samfundstjeneste ikke gennemføres, bør konsekven-

sen derfor være, at den pågældende i stedet skal afsone den ubetingede fængsels-

straf, som samfundstjenesten er et alternativ til.

3.6.3. Forholdet mellem udført samfundstjeneste og idømt fængselsstraf

Straffelovrådet har overvejet, om princippet om, at samfundstjenesten svarer til

fængselsstraffen, bør bevares. Princippet indebærer navnlig, at når hele sam-

fundstjenesten er udført, er der ikke længere nogen reststraf, som kan udløses i

tilfælde af overtrædelse af andre vilkår end vilkåret om samfundstjeneste, herun-

der vilkåret om straffri vandel.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Samfundstjenestesanktionen har hidtil bygget på den grundidé, at virkningerne af

betingede domme med vilkår om samfundstjeneste så vidt muligt bør være ud-

tømt, når den pålagte samfundstjeneste er gennemført.

Det kan heroverfor anføres, at samfundstjeneste træder i stedet for en ubetinget

fængselsstraf, og at det derfor er nærliggende at sammenligne en sådan doms

indhold med virkningerne af en dom til ubetinget fængsel.

Der kan således i forbindelse med gennemførelsen af et forslag om en øget brug

af samfundstjeneste være anledning til at overveje, om der kan være fordele for-

bundet med i højere grad at ligestille personer, der efter gennemførelse af sam-

fundstjenesten begår ny kriminalitet i prøvetiden, med personer, der efter prøve-

løsladelse fra en ubetinget fængselsstraf begår ny kriminalitet i prøvetiden for

prøveløsladelsen. De sidstnævnte vil som udgangspunkt blive straffet med en

fællesstraf, som inkluderer reststraffen (mellem halvdelen og en tredjedel af den

første straf).

Efter en samlet vurdering foreslår Straffelovrådet at skærpe effekten af en dom til

samfundstjeneste således, at udførelse af samfundstjeneste fremover kun skal

modsvare to tredjedele af en idømt fængselsstraf på mere end 3 måneder, og at

der derfor efter udførelsen af hele samfundstjenesten i givet fald fortsat vil være

en reststraf på en tredjedel af fængselsstraffen, som vil kunne blive udløst i til-

fælde af, at domfældte begår ny kriminaliet i den resterende prøvetid. Forslaget

indebærer i den forbindelse, at den fastsatte prøvetid for sådanne domme løber

videre også efter udløbet af længstetiden for udførelsen af samfundstjenesten.

Det foreslås samtidig, at prøvetiden for domme til samfundstjeneste på højst 3

måneder omvendt altid skal ophøre ved udløbet af længstetiden for udførelsen af

samfundstjenesten.

3.6.4. Overtrædelse af særvilkår og yderligere kriminalitet begået før dom-

men til samfundstjeneste

Straffelovrådet foreslår ingen ændringer af de gældende regler vedrørende kon-

sekvenserne af overtrædelse af særvilkår henholdsvis yderligere kriminalitet be-

gået før dommen til samfundstjeneste.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.7. Samfundstjeneste som selvstændig strafart

Efter Straffelovrådets opfattelse har samfundstjeneste efter den gældende ordning

betydelig lighed med betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste. Straffelov-

rådets overvejelser om indholdet af en dom til samfundstjeneste og om konse-

kvenserne af manglende gennemførelse af samfundstjeneste (jf. afsnit 3.4 og 3.6

ovenfor) går ikke i retning af større forskelle på domme om samfundstjeneste og

domme om betinget fængsel uden samfundstjeneste, snarere tværtimod. Hvis den

fremtidige ordning med samfundstjeneste udformes således, at gennemførelsen af

samfundstjenesten ved domme på mere end 3 måneders fængsel kun erstatter to

tredjedele af den idømte fængselsstraf, mens den resterende tredjedel af straffen

er gjort betinget af straffri vandel i en prøvetid, der rækker udover afviklingstiden

(jf. afsnit 3.6.3 ovenfor), vil samfundstjeneste som sanktion således i endnu høje-

re grad end i dag få karakter af en betinget straf, men med en skærpelse af sank-

tionen i forhold til gældende ret.

Efter en samlet vurdering er det Straffelovrådets opfattelse, at det vil være mest

hensigtsmæssigt at bevare samfundstjeneste som et vilkår i en betinget dom.

3.8. Sammenfatning

Straffelovrådet foreslår sammenfattende vedrørende betingede domme generelt:



at afskaffe muligheden for at idømme betinget dom uden straffastsættelse

(forenkling)



at afskaffe muligheden for at idømme betinget bøde

(forenkling)

og vedrørende samfundstjeneste:



at der fastsættes en vejledende omregningstabel for forholdet mellem fæng-

selsstraffens længde og timetallet og længstetiden for samfundstjeneste

(præ-

cisering)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files



at lovfæste, at den ubetingede del af en kombinationsdom med vilkår om

samfundstjeneste højst må udgøre en tredjedel af den samlede straf

(præcise-

ring)



at varetægtsfængsling skal afkortes i det idømte timetal for samfundstjeneste

(mindre justering)



at samfundstjeneste også skal kunne udføres hos private erhvervsvirksom-

heder

(mindre justering)



at udførelse af samfundstjeneste fremover kun skal modsvare to tredjedele af

en idømt fængselsstraf på mere end 3 måneder

(skærpelse af effekten af en

dom til samfundstjeneste)



at kriminalitetens art skal tillægges mindre betydning ved den samlede vurde-

ring af, om samfundstjeneste bør anvendes i en konkret sag

(ændring mhp.

udvidet anvendelse af samfundstjeneste)



at op til en tredjedel af samfundstjenesten efter kriminalforsorgens bestem-

melse skal kunne bestå i deltagelse i et særligt behandlings- eller uddannel-

sesprogram

(ændring mhp. udvidet anvendelse af samfundstjeneste)

Straffelovrådets forslag indebærer dermed dels visse forenklinger, præciseringer

og mindre justeringer (de første seks punkter), dels to vigtige ændringer, som har

til formål at muliggøre en udvidelse af anvendelsesområdet for samfundstjeneste

(de to næste punkter), og dels et forslag om at skærpe effekten af alle domme til

samfundstjeneste på mere end 3 måneders fængsel (det sidste punkt).

De indholdsmæssigt væsentligste forslag er forslaget om, at kriminalitetens art

skal tillægges mindre betydning ved den samlede vurdering af, om samfundstje-

neste bør anvendes i en konkret sag, og i sammenhæng hermed forslaget om at

skærpe effekten af en dom til samfundstjeneste således, at udførelse af samfunds-

tjeneste fremover kun skal modsvare to tredjedele af en idømt fængselsstraf på

mere end 3 måneder. Forslaget indebærer i den forbindelse, at den fastsatte prø-

vetid for sådanne domme fremover altid vil løbe videre også efter udløbet af

længstetiden for udførelsen af samfundstjenesten. Det foreslås samtidig, at prøve-

tiden for domme til samfundstjeneste på højst 3 måneder omvendt altid skal op-

høre ved udløbet af længstetiden for udførelsen af samfundstjenesten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

København, den 4. juni 2014

Bent Carlsen (formand)

Jens-Christian Bülow

Elsemette Cassøe

Ole Hasselgaard

Poul Dahl Jensen

Gorm Toftegaard Nielsen

Jakob Lund Poulsen

Johan Reimann

_________________

Ketilbjørn Hertz

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel 2

Gældende ret og baggrunden herfor

1. Samfundstjeneste i hovedtræk

Straffelovens regler om samfundstjeneste knytter sig til de almindelige regler om

betingede domme. Efter straffelovens § 62 kan retten, når en sædvanlig betinget

dom ikke findes tilstrækkelig, afsige betinget dom med vilkår om samfundstjene-

ste, hvis den tiltalte findes egnet hertil. En sådan dom indebærer, at den dømte

skal udføre ulønnet arbejde i mindst 30 og højst 300 timer inden for en længstetid

fastsat af retten, og at den dømte undergives tilsyn af kriminalforsorgen, jf. straf-

felovens § 63. Den dømte skal endvidere overholde et vilkår om ikke at begå nyt

strafbart forhold i en prøvetid på højst 2 år, og retten kan, hvis det findes formåls-

tjenligt, desuden fastsætte yderligere vilkår som i andre betingede domme, jf.

herved straffelovens § 57.

Efter straffelovens § 64 kan retten idømme en såkaldt kombinationsdom, hvoref-

ter der i forbindelse med den betingede dom med vilkår om samfundstjeneste og-

så fastsættes en ubetinget fængselsstraf på indtil 3 måneder eller en bøde.

Hvis den dømte overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller et andet vilkår for

den betingede dom, kan retten træffe afgørelse om afsoning af fængselsstraf for

den begåede lovovertrædelse eller bestemme, at den betingede dom skal opret-

holdes, eventuelt med forlængelse af længstetiden for samfundstjenesten eller af

prøvetiden. Hvis den dømte efter en betinget dom med vilkår om samfundstjene-

ste sigtes for et nyt strafbart forhold begået før eller efter dommen, gælder de

samme regler som for andre betingede domme, jf. straffelovens § 61.

Det fremgår af forarbejderne til straffelovens regler om samfundstjeneste, at ker-

neområdet skal være berigelseskriminalitet, bortset fra røveri, mens samfundstje-

neste bør anvendes med varsomhed (det såkaldte varsomhedsområde) ved f.eks.

vold, røveri, narkotikakriminalitet og seksualforbrydelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2. Nærmere regler om samfundstjeneste

2.1. Almindelige regler om betingede domme

Som nævnt er en dom med vilkår om samfundstjeneste en betinget dom, og straf-

felovens almindelige regler om betingede domme finder derfor anvendelse,

medmindre der er fastsat særlige regler om samfundstjeneste.

De almindelige regler om betingede domme fremgår af straffelovens kapitel 7.

Straffelovens § 56 er hovedbestemmelsen om betingede domme og indeholder

bl.a. regler om straffastsættelse, vilkår, herunder vilkår om straffri vandel, og

prøvetid.

Straffelovens § 57 angår andre vilkår end hovedvilkåret om straffri vandel, § 58

angår kombinationsdomme, dvs. domme, som kombinerer betinget fængselsstraf

med ubetinget fængselsstraf og/eller bøde, § 59 angår ændring af vilkår, § 60 an-

går overtrædelse af andre vilkår end hovedvilkåret om straffri vandel, og § 61

angår konsekvenserne af yderligere strafbare forhold begået før eller efter den

betingede dom.

Efter § 56 skal retten idømme en betinget dom, hvis retten finder det ”upåkrævet,

at straf kommer til fuldbyrdelse”.

Bestemmelsen om idømmelse af ubetinget dom

er således formuleret som en obligatorisk regel, men eftersom lovens kriterium

herfor er af udpræget skønsmæssig karakter, har dette næppe nogen selvstændig

betydning i praksis.

Det afgørende er, at § 56 giver retten en bred skønsmæssig beføjelse til at idøm-

me betinget fængsel i stedet for ubetinget fængsel, hvis retten ud fra sagens om-

stændigheder finder, at anvendelse af ubetinget fængsel er unødvendig. § 56 gi-

ver formelt også mulighed for at idømme betinget bøde, men det er uden praktisk

betydning, og i det følgende omtales alene betingede fængselsstraffe.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Betingede domme kan udformes på to måder, med og uden straffastsættelse. Ef-

ter ordlyden af § 56 er udgangspunktet betinget dom uden straffastsættelse (stk.

1), om end betinget dom med fastsat straf kan idømmes blot retten finder det

”mere formålstjenligt” end betinget dom uden straffastsættelse (stk. 2). Ifølge be-

stemmelsens forarbejder har det været hensigten at tilkendegive, at betinget dom

med straffastsættelse kun må anvendes, efter at retten i det enkelte tilfælde har

gjort sig klart, at denne domsform må antages at have fordele fremfor en betinget

dom uden straffastsættelse, men at der heri ikke ligger nogen forudsætning om, at

betinget dom uden straffastsættelse bør være den praktiske hovedregel.

I praksis er det imidlertid nu om dage næppe ofte forekommende, at retten ud fra

den enkelte sags konkrete omstændigheder overvejer, om den betingede doms

formål bedst tjenes ved en betinget dom med eller uden straffastsættelse. Der sy-

nes i nyere praksis at være en stærk tendens til som udgangspunkt i givet fald at

idømme betinget dom med straffastsættelse, således at betinget dom uden straf-

fastsættelse forbeholdes dels sager, som i grovhed ligger lige over grænsen mel-

lem bøde og fængsel, dels visse sager, hvor gerningsmanden er under 18 år. Be-

tinget dom uden straffastsættelse fungerer dermed i nyere praksis normalt enten

som den mildeste betingede dom eller som en sanktion i forhold til gernings-

mænd under 18 år.

Der har siden 1961 ikke være nogen lovbestemt overgrænse for, hvor lang en

fængselsstraf der kan gøres betinget. Det forekommer imidlertid sjældent, at

fængselsstraffe på over 1�½ år gøres betinget. Som eksempler på længere fæng-

selsstraffe, der er gjort helt eller delvis betingede, kan nævnes følgende domme:

UfR 1993.193 V (4 års betinget fængsel): En 18-årig mand havde dræbt sin 2 år

ældre bror, som efter faderens død knap 6 år tidligere utallige gange havde optrådt

truende og voldeligt over for tiltalte og brødrenes mor. Prøvetiden blev fastsat til 4

år.

TfK 2010.953 V (3 år og 9 måneders fængsel, heraf 3 år og 3 måneder betinget):

En 27-årig mand havde rystet et 4 måneder gammelt barn og dermed påført barnet

en alvorlig hjerneskade. Straffen blev gjort delvis betinget som følge af lang sags-

behandlingstid.

TfK 2009.402 V (2�½ års fængsel, heraf 2 år betinget med vilkår om alkoholistbe-

handling): En 17-årig ung mand var sammen med en medgerningsmand gået ind i

et parcelhus for at stjæle. Da de blev overrasket af beboeren, truede de ham med

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

en kniv. Forholdet var begået i prøvetiden for en betinget dom på fængsel i 1 år og

2 måneder vedrørende bl.a. røveri og tyveri.

UfR 2003.2474 Ø (2 års fængsel, heraf 1 år og 8 måneder betinget): En 38-årig

social- og sundhedsassistent havde forsøgt at dræbe en 90-årig plejehjemsbeboer.

TfK 2007.250 Ø (2 års fængsel, heraf 1�½ år betinget med vilkår om sexologisk

behandling): En 22-25 årig mand havde i en periode på 2�½ år gentagne gange an-

den kønslig omgængelse end samleje med sin 1-4-årige datter.

TfK 2004.692 Ø (2 års fængsel, heraf 1�½ år betinget med vilkår om sexologisk

behandling): En 39-42-årig mand havde i en periode på 3 år jævnligt anden køns-

lig omgængelse end samleje med sin 14-17-årige datter.

Ved en lovændring i 2012 forudsættes det, at betinget dom med vilkår om sam-

fundstjeneste fremover undtagelsesvis vil kunne anvendes ved fængsesstraffe,

der overstiger 1�½ år, men ikke 2 år. Lovændringen er nærmere omtalt i

bilag 1,

afsnit 2.6.

Det fremgår af § 56, stk. 3, at hovedbetingelsen for en betinget dom er, at den

dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at der herudover kan fastsæt-

tes yderligere vilkår efter § 57 (såkaldte særvilkår). Det fremgår videre, at prøve-

tiden skal fastsættes af retten og ”i almindelighed” ikke kan overstige 3 år, men

at der dog ”under særlige omstændigheder” kan fastsættes en prøvetid indtil 5 år.

I praksis fastsættes prøvetiden i almindelighed til 1 eller 2 år.

Efter § 57, 1. pkt., kan retten som vilkår i en betinget dom bestemme, at den

dømte i hele prøvetiden eller en del af denne skal undergives tilsyn. Tilsyn vil i

dag sige tilsyn af kriminalforsorgen. Tilsynet blev før 1973 varetaget af den pri-

vate organisation Dansk Forsorgsselskab (som før 1951 blev betegnet Fængsels-

selskaberne).

Loven angiver ingen kriterier for at fastsætte vilkår om tilsyn, og retten har en

bred skønsmæssig beføjelse til at træffe bestemmelse herom. I praksis følger ret-

ten typisk kriminalforsorgens indstilling i personundersøgelsen. Med hensyn til

tilsynsperiodens længde er det mest almindelige at fastsætte tilsyn i 1 år, uanset

om prøvetiden er længere.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter § 57, 2. pkt., kan retten endvidere fastsætte andre vilkår, som ”findes for-

målstjenlige, herunder at den dømte

1) overholder særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannel-

se, anvendelse af fritid eller samkvem med bestemte personer,

2) tager ophold i egnet hjem eller institution; for sådant ophold fastsættes ved

dommen en længstetid, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år,

3) afholder sig fra misbrug af alkohol, narkotika eller lignende medikamenter,

4) underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller

lignende medikamenter, om fornødent på hospital eller i særlig institution,

5) underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst et

års varighed,

6) underkaster sig psykiatrisk behandling, om fornødent på hospital,

7) retter sig efter tilsynsmyndighedens bestemmelser om indskrænkninger i rå-

digheden over indtægter og formue og om opfyldelse af økonomiske forpligtel-

ser,

8) betaler erstatning for tab, der er forvoldt ved lovovertrædelsen,

9) efter kommunens afgørelse undergives foranstaltninger efter § 52 i lov om so-

cial service, eventuelt af nærmere angiven art, og efterkommer de forskrifter,

kommunen meddeler den pågældende.”

Som det fremgår af formuleringen (”herunder”), er opregningen ikke udtømmen-

de. Endvidere er vilkårene angivet på en måde, der giver domstolene mulighed

dels for en nærmere konkretisering af vilkårene i det enkelte tilfælde, dels for i et

vist omfang at delegere til tilsynsmyndigheden at udforme vilkårene nærmere.

Ud over vilkår om tilsyn er de særvilkår, som anvendes hyppigst i praksis, for-

mentlig behandlingsvilkår, være sig afvænningsbehandling, alkoholistbehandling

eller psykiatrisk behandling, samt

–

for lovovertrædere under 18 år

–

vilkår om

foranstaltninger efter den sociale lovgivning.

Efter § 58 kan betinget fængsel kombineres med en ubetinget fængselsstraf på

højst 6 måneder og/eller med bøde. Kombination af betinget og ubetinget fæng-

sel kan ifølge loven ske, når anvendelse af ubetinget fængselsstraf skønnes ”på-

krævet”, men oplysningerne om tiltaltes personlige forhold ”taler (…) for” an-

vendelse af betinget dom. Loven angiver ikke kriterier for kombination af betin-

get fængsel og bøde.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter § 59 kan særvilkår, som er fastsat efter § 57, senere ændres eller ophæves

ved retskendelse efter begæring fra anklagemyndigheden eller den dømte. Be-

stemmelsen giver ikke mulighed for at ændre prøvetiden og giver heller ikke mu-

lighed for at fastsætte særvilkår efter § 57, hvis sådanne ikke blev fastsat i den

betingede dom. I praksis anvendes muligheden for ændring af særvilkår sjældent.

§ 60 angår overtrædelse af særvilkår efter § 57, mens § 61, stk. 2, angår overtræ-

delse af hovedvilkåret efter § 56, stk. 3, om straffri vandel.

Efter § 60 har retten tre reaktionsmuligheder, hvis den dømte har overtrådt sær-

vilkår efter § 57.

Retten kan for det første tildele den dømte en advarsel.

Retten kan for det andet ved kendelse ændre vilkårene og/eller forlænge prøveti-

den inden for den længstetid på i almindelighed 3 år og under særlige omstæn-

digheder 5 år, som fremgår af § 56, stk. 3.

Retten kan endelig for det tredje ved dom træffe afgørelse om fuldbyrdelse af den

betingede fængselsstraf. Hvis længden af den betingede fængselsstraf ikke er

fastsat i den betingede dom, fastsættes denne i givet fald ved dommen om vil-

kårsovertrædelsen. Retten kan i denne situation (hvor straf ikke er fastsat i den

betingede dom) i princippet alternativt idømme foranstaltninger efter §§ 68-70 el-

ler § 74 a, men dette vil næppe forekomme i praksis, smh. Vagn Greve m.fl.,

Kommenteret straffelov, Almindelig del, 10. udg. (2013), side 378. Retten kan

også bestemme, at kun en del af den betingede fængselsstraf, dog højst 6 måne-

der, skal fuldbyrdes, således at den resterende betingede fængselsstraf fortsat er

betinget.

Uanset at det ikke fremgår udtrykkeligt af ordlyden af § 60, må det være en for-

udsætning for anvendelse af de beskrevne reaktionsmuligheder, at den dømte ik-

ke alene i prøvetiden har overtrådt særvilkår efter § 57, men at anklagemyndig-

hedens begæring om rettens afgørelse efter § 60 også er indgivet til retten inden

udløbet af prøvetiden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter § 61, stk. 2, har retten fire reaktionsmuligheder, hvis den dømte overtræder

hovedvilkåret om straffri vandel og begår nyt strafbart forhold i prøvetiden. Det

fremgår udtrykkeligt af loven, at det er en betingelse, at der inden prøvetidens

udløb foretages rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for forholdet.

Er dette ikke tilfældet, bortfalder den betingede fængselsstraf endeligt ved udlø-

bet af prøvetiden, men den pågældende vil naturligvis i givet fald kunne straffes

for det nye strafbare forhold under en ny straffesag, som ikke har noget med

§ 61, stk. 2, at gøre.

Retten kan for det første fastsætte en samlet ubetinget fængselsstraf eller idømme

foranstaltninger efter §§ 68-70 eller § 74 a for det nye forhold og den tidligere

pådømte lovovertrædelse. Dette er efter bestemmelsens formulering det alminde-

lige udgangspunkt, om end en af de tre øvrige muligheder kan anvendes, blot

”omstændighederne taler derfor”.

Retten kan for det andet idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, even-

tuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene i den betingede dom (nr. 1). Be-

stemmelsen giver ikke mulighed for at ændre prøvetiden i den betingede dom el-

ler for at fastsætte nye vilkår, hvis der i den betingede dom ikke er fastsat særvil-

kår efter § 57.

Retten kan for det tredje afsige en ny betinget dom vedrørende begge lovover-

trædelser (nr. 2, 1. led).

Retten kan for det fjerde afsige en ny betinget dom alene for det nye forhold (nr.

2, 2. led). Bestemmelsen giver efter ordlyden ikke mulighed for i givet fald at

ændre vilkårene i den tidligere betingede dom. Det antages dog af Michael Elmer

i Karnovs kommentar til straffeloven, at det i forbindelse med en betinget dom

alene for det nye forhold må være muligt samtidig at ændre vilkårene i den tidli-

gere dom, idet man i realiteten ville kunne nå til samme resultat ved at idømme

betinget fællesstraf efter nr. 2, 1. led. Uanset om dette er rigtigt, følger det imid-

lertid af § 59, stk. 2, at særvilkår i den tidligere dom, som er fastsat efter § 57,

kan ændres eller ophæves ved retskendelse efter begæring fra anklagemyndighe-

den eller den dømte.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Gennemførelsen af vilkår om tilsyn og andre særvilkår sker i øvrigt efter reglerne

i straffuldbyrdelseslovens §§ 94-100.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 94 gennemføres tilsyn og andre vilkår (særvil-

kår), der er fastsat efter straffelovens § 57, af kriminalforsorgen, medmindre an-

det er bestemt i afgørelsen.

Straffuldbyrdelseslovens § 95 har lovfæstet tilsynsmyndighedens vejlednings-

pligt. Efter stk. 1 skal tilsynsmyndigheden vejlede den betinget dømte om de ret-

tigheder og pligter, som tilsynet og eventuelle særvilkår indebærer, herunder om

virkninger af vilkårsovertrædelse.

Efter § 95, stk. 2, skal tilsynsmyndigheden endvidere i samarbejde med den be-

tinget dømte og snarest efter tilsynets iværksættelse udarbejde en plan for til-

synsperioden og tiden derefter. Denne plan skal jævnligt sammenholdes med for-

holdene i tilsynsperioden og om nødvendigt søges tilpasset ændringer i disse for-

hold.

Med hjemmel i § 95, stk. 3, har justitsministeren dog fastsat, at pligten for til-

synsmyndigheden til at udarbejde en plan for tilsynsperioden og tiden derefter

ikke gælder i forhold til betinget dømte, der ikke skønnes at have behov for bi-

stand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og person-

lige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes mulighed for at leve en

kriminalitetsfri tilværelse, jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 727 af 26. juni 2006 om

begrænsning af kriminalforsorgens pligt til at udarbejde handleplaner efter straf-

fuldbyrdelsesloven for indsatte, prøveløsladte og betinget dømte. Hvis et behov

for social og personlig bistand for personer, der for spirituskørsel er idømt en be-

tinget dom med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling, tilgo-

deses i forbindelse med behandlingen, gælder pligten til at udarbejde en handle-

plan heller ikke. Efter bekendtgørelsens § 5 skal der dog uanset § 4 udarbejdes en

plan for tilsynsperioden og tiden derefter, hvis den betinget dømte er under 18 år,

er dømt for seksualkriminalitet eller har forsørgelsespligt over for børn, som de

sociale myndigheder som følge af kriminaliteten har tilbudt hjælpeforanstaltnin-

ger, eller hvis særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffuldbyrdelseslovens § 96 regulerer den betinget dømtes pligter i forbindelse

med gennemførelse af tilsyn og andre vilkår (særvilkår). Efter stk. 1 indebærer

vilkår om tilsyn, at den betinget dømte skal holde sig i kontakt med kriminalfor-

sorgen efter dennes nærmere bestemmelse, herunder møde hos kriminalforsorgen

og modtage dennes besøg. Den betinget dømte skal give kriminalforsorgen op-

lysning om bopæl og beskæftigelse. Efter stk. 2 skal den betinget dømte overhol-

de særvilkår og give kriminalforsorgen sådanne oplysninger, som gennemførel-

sen af særvilkåret nødvendiggør. Herudover skal den betinget dømte på begæring

dokumentere afgivne oplysninger og i øvrigt overholde de forskrifter, som krimi-

nalforsorgen fastsætter til gennemførelsen af tilsynet og eventuelle særvilkår, jf.

stk. 3 og 4.

Som modstykke til straffuldbyrdelseslovens § 96 indeholder § 97 en bestemmel-

se om kriminalforsorgens forpligtelser som tilsynsmyndighed over for den betin-

get dømte. Efter bestemmelsen skal kriminalforsorgen tilbyde den betinget dømte

vejledning og bistand med hensyn til den pågældendes beskæftigelsesmæssige,

sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre den pågældendes mu-

ligheder for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i den

forbindelse formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter

anden lovgivning kan yde bistand.

Straffuldbyrdelseslovens §§ 94-97 suppleres § 98 af en bemyndigelse for justits-

ministeren til at fastsætte regler om gennemførelse af tilsyn og eventuelle særvil-

kår, herunder om tilsynets iværksættelse, om kontakthyppighed og om samarbej-

de med andre myndigheder mv.

Straffuldbyrdelseslovens § 99 lovfæster de pligter, der påhviler kriminalforsor-

gen som tilsynsmyndighed, når den betinget dømte overtræder fastsatte vilkår.

Efter stk. 1 skal kriminalforsorgen træffe foranstaltninger med henblik på at gen-

etablere tilsynet og sikre overholdelsen af særvilkår, såfremt den betinget dømte

unddrager sig tilsynet eller gennemførelsen af særvilkår. Overtræder den betinget

dømte vilkår for den betingede dom, skal kriminalforsorgen afgive indberetning

herom til anklagemyndigheden, såfremt vilkårsovertrædelsen må antages at med-

føre en nærliggende risiko for kriminalitet, jf. stk. 2. Overtræder den betinget

dømte i øvrigt forskrifter eller vilkår, kan kriminalforsorgen give et pålæg om at

overholde forskrifterne og vilkårene, jf. stk. 3. Er der tidligere givet pålæg i an-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ledning af tilsvarende overtrædelse, afgives indberetning til anklagemyndighe-

den. Stk. 1-3 suppleres i stk. 4 af en bemyndigelse for justitsministeren til at fast-

sætte regler om behandlingen af sager om vilkårsovertrædelse, herunder om for-

anstaltninger efter stk. 1, om afgivelse af indberetninger efter stk. 2 og 3 og om

meddelelse af pålæg efter stk. 3.

Bestemmelserne om gennemførelse af tilsyn mv. ved kriminalforsorgen, jf. straf-

fuldbyrdelseslovens §§ 94-99, suppleres i § 100 af en bestemmelse, hvorefter ju-

stitsministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler

om gennemførelse af tilsyn mv. af andre myndigheder end kriminalforsorgen.

2.2. Særlige regler om samfundstjeneste

De særlige regler om betingede domme med vilkår om samfundstjeneste fremgår

af straffelovens kapitel 8. Straffelovens § 62 er den generelle hjemmelsbestem-

melse til at afsige betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Straffelovens § 63 angår vilkåret om samfundstjeneste, herunder længstetiden for

opfyldelse af arbejdspligten, prøvetid, tilsyn og andre særvilkår, § 64 angår kom-

binationsdomme, dvs. domme, som kombinerer betinget fængselsstraf med ube-

tinget fængselsstraf og/eller bøde, § 65 angår ændring af vilkår, § 66 angår over-

trædelse af andre vilkår end vilkåret om straffri vandel, og § 67 angår konsekven-

serne af yderligere strafbare forhold begået før eller efter den betingede dom.

Efter § 62, stk. 1, kan retten, såfremt betinget dom uden vilkår om samfundstje-

neste ”ikke findes tilstrækkelig”, hvis tiltalte findes egnet hertil, afsige betinget

dom med vilkår om samfundstjeneste. Det er således en udtrykkelig betingelse, at

tiltalte er ”egnet” til samfundstjeneste. § 56, stk. 1 og 2, om betinget

dom med el-

ler uden straffastsættelse gælder ifølge § 62, stk. 2, også for betingede domme

med vilkår om samfundstjeneste. Efter § 62, stk. 3, er dommen betinget af, at den

dømte ikke i en prøvetid begår strafbart forhold, og at den pågældende overhol-

der vilkår fastsat i medfør af § 63.

Efter § 63, stk. 1, 1. pkt., skal det fastsættes som vilkår, at den dømte skal udføre

ulønnet samfundstjeneste i mindst 30 og højst 300 timer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Prøvetiden skal fastsættes til højst 2 år (stk. 3, 1. pkt.). Hvis samfundstjeneste

idømmes for spirituskørsel eller kørsel i frakendelsestiden, fastsættes prøvetiden i

praksis til 2 år. I andre tilfælde fastsættes prøvetiden i praksis normalt til 1 år,

hvis der idømmes samfundstjeneste i op til formentlig ca. 100-120 timer uden

andre særvilkår end vilkår om tilsyn, og ellers til 2 år.

Ud over en prøvetid skal der fastsættes en længstetid for udførelse af arbejdsplig-

ten (stk. 1, 2. pkt.). Længestetiden skal udmåles i forhold til antallet af arbejdsti-

mer. I praksis fastsættes længstetiden ofte til 4-6 måneder, hvis der idømmes

samfundstjeneste i op til 60-70 timer, til 6-8 måneder, hvis der idømmes sam-

fundstjeneste i 80-120 timer, til 8 måneder-1 år, hvis der idømmes samfundstje-

neste i 120-200 timer, og til 1�½ år, hvis der idømmes samfundtjeneste i mere end

200 timer.

Prøvetid og længstetid for udførelse af arbejdspligten fastsættes normalt sådan, at

prøvetiden er længere end længstetiden for udførelse af arbejdspligten, og

længstetiden for udførelse af arbejdspligten kan under alle omstændigheder ikke

være længere end prøvetiden.

Forskellen mellem prøvetiden og længstetiden for udførelse af arbejdspligten

fungerer i praksis bl.a. som en buffer, som kan udnyttes, hvis der opstår proble-

mer med at afvikle arbejdspligten inden for den fastsatte længstetid. Tilsynsmyn-

digheden (dvs. kriminalforsorgen) kan nemlig, hvis ”særlige grunde taler derfor”,

forlænge længstetiden for udførelse af arbejdspligten, dog ikke ud over prøveti-

den (stk. 2, 1. pkt.). Beslutning herom skal være truffet inden udløbet af længste-

tiden (som hidtil fastsat) og kan af den dømte forlanges indbragt for retten (stk. 2,

2. pkt.). Samtidig kan det i dommen bestemmes, at prøvetiden ophører, når

længstetiden

–

herunder en eventuel rettidigt forlænget længstetid

–

for opfyldel-

se af arbejdspligten er udløbet (stk. 3, 2. pkt.). I praksis træffes normalt altid be-

stemmelse herom, medmindre samfundstjeneste idømmes for overtrædelse af

færdselsloven eller der er fastsat andre særvilkår end vilkår om tilsyn.

Efter § 63, stk. 4, skal den dømte undergives tilsyn i prøvetiden, idet tilsynet dog

ophører, når længstetiden for opfyldelse af arbejdspligten er udløbet, medmindre

andet er bestemt i dommen. Retten kan endvidere, hvis det ”findes formålstjen-

ligt”, fastsætte andre særvilkår efter

§ 57. Eventuelle andre særvilkår efter § 57

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

bortfalder, når længstetiden for opfyldelse af arbejdspligten er udløbet, medmin-

dre andet er bestemt i dommen.

Efter § 64 kan samfundstjeneste kombineres med en ubetinget fængselsstraf på

højst 3 måneder og/eller med bøde.

Efter § 65 finder § 59 om ændring eller ophævelse af vilkår tilsvarende anvendel-

se. Uanset den generelle henvisning (og den generelle formulering af § 59) må

det antages, at antallet af samfundstjenestetimer ikke kan forhøjes.

Sammenfattende indebærer en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste i

sammenligning med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste,

der i

dommen skal fastsættes vilkår om udførelse af ulønnet samfundstjeneste i et

nærmere bestemt antal timer (mellem 30 og 300) inden for en nærmere bestemt

længstetid (som bør være kortere end prøvetiden),

prøvetiden kan fastsættes til

højst 2 år (i stedet for højst 3 eller 5 år),

den ubetingede del af en kombina-

tionsdom kan være højst 3 måneder (i stedet for højst 6 måneder),

den dømte

altid skal undergives tilsyn,

der i øvrigt kan fastsættes samme vilkår som i en

betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste,

ikke alene vilkåret om sam-

fundstjeneste, men også tilsyn og eventuelle andre særvilkår bortfalder ved udlø-

bet af længstetiden for opfyldelse af arbejdspligten, medmindre andet er bestemt

i dommen, og

også selve prøvetiden (og dermed vilkåret om straffri vandel)

efter bestemmelse i dommen kan ophøre samtidig hermed.

Reglerne om længstetid for udførelse af arbejdspligten og konsekvenserne af ud-

løbet af denne længstetid skal navnlig ses i lyset af, at det er udførelsen af uløn-

net samfundstjeneste, som udgør straffen. Når arbejdspligten er opfyldt, er straf-

fen derfor som udgangspunkt udstået, jf. også nedenfor om § 66, stk. 3, hvorefter

der ved fastsættelse af ubetinget straf som følge af vilkårsovertrædelse skal tages

hensyn til omfanget af den samfundstjeneste, som den dømte har udført.

Reglerne har dog ikke gennemført dette princip helt konsekvent, dels fordi det

afgørende tidspunkt ikke er tidspunktet for udførelsen af den sidste times sam-

fundstjeneste, men udløbet af længstetiden herfor, dels fordi reglerne giver mu-

lighed for at lade såvel prøvetiden som tilsyn og eventuelle andre særvilkår udlø-

be på et senere tidspunkt end længstetiden for udførelse af arbejdspligten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter § 66 har retten i realiteten stort set de samme tre reaktionsmuligheder, hvis

den dømte har overtrådt vilkåret om samfundstjeneste eller særvilkår, som ved

overtrædelse af særvilkår i betingede domme uden samfundstjeneste.

Retten kan således bestemme, at den betingede dom skal opretholdes, hvilket i

realiteten svarer til muligheden for at give en advarsel.

Retten kan for det andet ved kendelse forlænge prøvetiden og/eller længstetiden

for arbejdspligten inden for den længstetid på 2 år, som fremgår af § 63, stk. 3. I

modsætning til § 60 nævner § 66 ikke ændring af vilkårene, og retten kan heller

ikke forhøje antallet af samfundstjenestetimer eller tilføje nye vilkår, eksempelvis

om behandling.

Retten kan endelig for det tredje ved dom træffe afgørelse om fuldbyrdelse af den

betingede fængselsstraf. Hvis længden af den betingede fængselsstraf ikke er

fastsat i den betingede dom, fastsættes denne i givet fald ved dommen om vil-

kårsovertrædelsen. Retten kan også bestemme, at kun en del af den betingede

fængselsstraf (højst 6 måneder, jf. § 58, stk. 1) skal fuldbyrdes, således at den re-

sterende betingede fængselsstraf fortsat er betinget. Vilkåret om samfundstjene-

ste kan dog i en sådan situation kun opretholdes, hvis højst 3 måneder af straffen

fuldbyrdes. Ved fastsættelse af ubetinget straf skal der tages hensyn til omfanget

af den samfundstjeneste, som den dømte har udført, jf. § 66, stk. 3. Som det

fremgår af følgende eksempler, sker dette forholdsmæssigt, eventuelt med en vis

mindre afrunding:

UfR 1999.1908 Ø: 1 års betinget fængsel med 200 timers samfundstjeneste. 84

timer (ca. 5/12) var udført, og 7 måneder skulle fuldbyrdes.

TfK 2005.664 Ø: 3 måneders betinget fængsel med 80 timers samfundstjeneste.

20 timer (1/4) var udført, og reststraffen blev fastsat til 60 dage (3/4 af 3 måneder

er 67,5 dage), hvoraf 30 dage blev gjort betinget (under hensyn til reglerne om

prøveløsladelse).

UfR 2006.393 Ø: 60 dages fængsel med 60 timers samfundstjeneste. 47 timer var

udført, og 13 dage skulle fuldbyrdes.

TfK 2013.679 V: 1 års fængsel med 200 timers samfundstjeneste. 162 timer

(81 %) var udført, og reststraffen blev fastsat til 60 dage (ca. 17 %), hvoraf 30 da-

ge blev gjort betinget (under hensyn til oplysningerne om domfældtes personlige

forhold).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Uanset at det ikke fremgår udtrykkeligt af ordlyden af § 66, må det være en for-

udsætning for anvendelse af de beskrevne reaktionsmuligheder, at den dømte ik-

ke alene inden for længstetiden for arbejdspligten har overtrådt vilkåret om sam-

fundstjeneste henholdsvis inden for prøvetieden har overtrådt særvilkår, men at

anklagemyndighedens begæring om rettens afgørelse efter § 66 også er indgivet

til retten inden udløbet af længstetiden for arbejdspligten henholdsvis prøvetiden,

jf. UfR 2001.1932 Ø.

Efter § 67 har retten retten som udgangspunkt de samme fire reaktionsmulighe-

der, hvis den dømte overtræder hovedvilkåret om straffri vandel og begår nyt

strafbart forhold i prøvetiden, som ved overtrædelse af vilkåret om straffri vandel

i betingede domme uden samfundstjeneste, jf. nærmere ovenfor i afsnit 2.1 om

§ 61, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis retten fastsætter en fælles-

straf for den tidligere og den nye kriminalitet, er retten ikke bundet af maksi-

mumtimetallet på 300 timer, da der er tale om gentagelse, jf. også Straffelovrå-

dets betænkning nr. 1211/1990 om samfundstjeneste side 200-201 (om det den-

gang foreslåede maksimumtimetal på 240 timer).

Efter § 67, stk. 2, gælder dog, at opretholdelse af vilkår om samfundstjeneste ik-

ke kan kombineres med ubetinget fængsel på mere end 3 måneder. Hvis der som

fællesstraf for den tidligere og den nye kriminalitet afsiges en kombinationsdom

med en ubetinget del med mere end 3 måneder (maksimum er 6 måneder, jf.

§ 58, stk. 1), kan vilkår om samfundstjeneste ikke opretholdes, og den betingede

del af dommen bliver dermed i givet fald uden vilkår om samfundstjeneste. Også

hvis der fastsættes en ubetinget straf (herunder en ubetinget delstraf som led i en

kombinationsdom) alene for den nye kriminalitet på mere end 3 måneder, bort-

falder vilkår om samfundstjeneste, og den betingede dom for den tidligere krimi-

nalitet vil herefter være uden villår om samfundstjeneste.

Endvidere skal der ifølge § 67, stk. 3, ved fastsættelse af ubetinget straf tages

hensyn til omfanget af den samfundstjeneste, som den dømte har udført, jf. § 66,

stk. 3, der er omtalt ovenfor. Dette betyder i realiteten, at når samfundstjenesten i

sin helhed er udført, er der ikke længere nogen reststraf, som kan indgå i en fæl-

lesstraf. Nogle domme har i sådanne tilfælde valgt ikke at fastsætte en fælles-

straf, men alene en straf for det nye forhold, jf. TfK 2007.22 Ø og TfK 2007.26

Ø. Under alle omstændigheder er konsekvensen, at der på områder, hvor fæng-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

selsstraf udmåles helt takstmæssigt

–

dvs. navnlig i sager om spirituskørsel og

kørsel i frakendelsestiden

–

i givet fald ikke vil være forskel på straffen for ny til-

svarende kriminalitet afhængig af, om den nye kriminalitet finder sted før eller

efter udløbet af prøvetiden for den betingede dom med samfundstjeneste. I andre

tilfælde vil retten ved strafudmålingen imidlertid kunne tillægge det skærpende

betydning ved strafudmålingen for den nye kriminalitet, at kriminaliteten er be-

gået i prøvetiden for en betinget dom.

Ligesom ved betingede domme uden samfundstjeneste er det en udtrykkelig be-

tingelse, at der inden prøvetidens udløb foretages rettergangsskridt, hvorved den

pågældende sigtes for det nye forhold. Er dette ikke tilfældet, bortfalder den be-

tingede fængselsstraf endeligt ved udløbet af prøvetiden, men den pågældende vil

naturligvis i givet fald kunne straffes for det nye strafbare forhold under en ny

straffesag, som ikke har noget med § 67 at gøre.

Gennemførelsen af domme med vilkår om samfundstjeneste sker i øvrigt efter

reglerne i straffuldbyrdelseslovens §§ 101-104.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 1, gennemføres vilkår om samfundstje-

neste, der er fastsat efter straffelovens § 63, af kriminalforsorgen. Bestemmelsen

giver således ikke mulighed for, at andre myndigheder kan gennemføre dette vil-

kår.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2, indebærer vilkår om samfundstjene-

ste, at den dømte skal opfylde den fastsatte arbejdspligt inden for den udmålte

længstetid. Samfundstjenesten skal afvikles løbende over den udmålte længstetid

og må tidligst være afviklet, når der er forløbet to tredjedele af afviklingsperio-

den, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Udtrykket ”den udmålte

længstetid” omfatter både tilfælde, hvor

længstetiden er udmålt i dommen, jf.

straffelovens § 63, stk. 1, og tilfælde, hvor længstetiden efterfølgende er forlæn-

get af tilsynsmyndigheden, jf. straffelovens § 63, stk. 2.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 3, træffer tilsynsmyndigheden bestem-

melse om arbejdsstedet, hvor samfundstjenesten skal udføres. Den dømte skal i

øvrigt overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennemfø-

relsen af samfundstjenesten.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffuldbyrdelseslovens § 102 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren

til at fastsætte regler om gennemførelse af vilkår om samfundstjeneste mv.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 103, stk. 1, skal kriminalforsorgen føre kontrol

med, at den dømte opfylder den fastsatte arbejdspligt. Kontrollen forudsættes i

overensstemmelse med praksis forud for straffuldbyrdelsesloven at indebære, at

kriminalforsorgen aflægger besøg på arbejdsstedet.

Overtræder den dømte vilkåret om samfundstjeneste eller de forskrifter, som

kriminalforsorgen har givet om udførelsen af samfundstjenesten, skal kriminal-

forsorgen efter straffuldbyrdelseslovens § 103, stk. 2, give den pågældende pålæg

om at overholde vilkåret og forskrifterne. Er der tidligere givet pålæg herom, skal

der afgives indberetning til anklagemyndigheden.

I modsætning til, hvad der gælder for øvrige vilkår efter en betinget dom, skal

der ikke forud for indberetning om vilkårsovertrædelse efter § 103, stk. 2, foreta-

ges en vurdering af, om overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste begrunder

en nærliggende risiko for kriminalitet. Overtrædelse af vilkår om samfundstjene-

ste eller af kriminalforsorgens forskrifter om udførelsen heraf skal således, når

der tidligere er givet pålæg, indberettes til anklagemyndigheden.

Straffuldbyrdelseslovens § 103, stk. 3, indeholder en bemyndigelse for justitsmi-

nisteren til at fastsætte regler om behandlingen af sager om overtrædelse af vilkår

om samfundstjeneste.

Straffuldbyrdelseslovens § 104 fastsætter, at lovens §§ 94-100 om gennemførelse

af betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste finder tilsvarende anven-

delse på gennemførelse af tilsyn og særvilkår, der er fastsat efter straffelovens

§ 57 som led i en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Straffuldbyrdel-

seslovens §§ 94-100 er omfalt i afsnit 2.1 ovenfor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3. Prøveløsladelse

Reglerne om domme, som kombinerer ubetinget fængselsstraf med betinget straf

(kombinationsdomme), må ses i sammenhæng med reglerne om prøveløsladelse.

Efter straffelovens § 38, stk. 1, kan prøveløsladelse ske, når to tredjedele af straf-

fen, dog mindst 2 måneder, er udstået. Efter stk. 2 kan prøveløsladelse ske tidli-

gere, når særlige omstændigheder taler herfor, og den dømte har udstået halvde-

len af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Efter stk. 3 kan prøveløsladelse ikke

ske med hensyn til den ubetingede del af en dom efter § 58, stk. 1.

Straffelovens § 38 indebærer bl.a., at der kun kan ske prøveløsladelse fra en ube-

tinget straf, der er længere end 2 måneder.

Efter straffelovens § 40 a kan der endvidere under visse omstændigheder ske

prøveløsladelse, når halvdelen af straffen, dog mindst 2 måneder, er udstået. Det

kræves, at hensynet til retshåndhævelsen ikke skønnes at tale imod det, og at den

dømte enten har ydet en særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet, herun-

der ved at deltage i behandlingsforløb, uddannelsesforløb eller arbejdstræning,

eller den dømtes forhold taler for det.

I modsætning til, hvad der ellers gælder ved prøveløsladelse, kan der ved prøve-

løsladelse efter § 40 a fastsættes vilkår om samfundstjeneste. Hvis den dømte ik-

ke opfylder betingelsen om forud for prøveløsladelsen at have ydet en særlig ind-

sats for ikke på ny at begå kriminalitet, skal der fastsættes vilkår om samfunds-

tjeneste.

Der kan heller ikke efter § 40 a ske prøveløsladelse med hensyn til den ubetinge-

de del af en dom efter § 58, stk. 1.

Straffelovens § 40 a har betydning for domme på mere end 3 måneder.

For med sikkerhed at undgå, at en kombinationsdom i praksis kan blive strengere

end en ubetinget fængselsstraf af samme længde som den ubetingede og betinge-

de straf til sammen, bør den ubetingede del af en dom efter § 58, stk. 1, ikke

overstige halvdelen af den samlede straf. Hvis kombinationsdommen er med vil-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kår om samfundstjeneste, bør den ubetingede del af dommen endvidere af samme

grund være mindre end halvdelen af den samlede straf.

4. Ubetinget fængsel

Eftersom samfundstjeneste er et alternativ til ubetinget fængsel, må reglerne om

samfundstjeneste også ses i sammenhæng med reglerne om fuldbyrdelse af ube-

tinget fængsel.

4.1. Fuldbyrdelse af fængselsstraf i kriminalforsorgens institutioner

mv.

Ubetinget fængsel fyldbyrdes ifølge straffuldbyrdelseslovens § 20, stk. 1, som

hovedregel i fængsel eller i arresthus.

I medfør af straffuldbyrdelseslovens § 20, stk. 2, kan fængselsstraf dog i særlige

tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner og i institutioner mv. uden for

kriminalforsorgen efter reglerne i lovens § 78. Efter § 78, stk. 1, kan kan det be-

stemmes, at den dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden an-

bringes på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution, f.eks. hvis den

dømte har behov for særlig behandling eller pleje. Efter § 78, stk. 2, kan dømte,

der er under 18 år, som udgangspunkt anbringes på hospital, i familiepleje eller i

egnet hjem eller institution. Det er i begge tilfælde en forudsætning, at afgørende

hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden for fængsel og ar-

resthus.

Fængselsstraf (der ikke fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner eller i institu-

tioner mv. uden for kriminalforsorgen eller på bopælen under intensiv overvåg-

ning og kontrol (foldlænkeordningen)) fuldbyrdes normalt i fængsel, jf. straf-

fuldbyrdelseslovens § 21, stk. 1. Kortvarig fængselsstraf kan dog i medfør af lo-

vens § 21, stk. 2, fuldbyrdes i arresthus, i det omfang det er nødvendigt af hensyn

til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner. Endvi-

dere kan fængselsstraf i medfør af lovens § 21, stk. 3, fuldbyrdes i arresthus i en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

række nærmere opregnede tilfælde, hvor særlige oplysninger om den dømte taler

for det.

Fængselsstraf, der fuldbyrdes i et fængsel, udstås normalt i et åbent fængsel, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1. Fuldbyrdelse af fængselsstraf kan dog ske i

et lukket fængsel i en række nærmere opregnede tilfælde, hvor særlige oplysnin-

ger om den dømte eller karakteren af den pådømte kriminalitet taler for det, jf.

lovens § 22, stk. 2-6.

Der findes bl.a. særlige regler om anbringelsen af visse seksualforbrydere i be-

kendtgørelse nr. 626 af 25. juni 2009 om anbringelse og overførsel af personer,

som skal udstå fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførselsbe-

kendtgørelsen). Det følger af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, at personer, der er

idømt fængsel i mere end 3 måneder eller længere tidsbestemt fængselsstraf for

overtrædelse af straffelovens § 210 (incest) eller §§ 216-236 (seksualforbrydel-

ser), indledningsvis anbringes i visitations- og observationsafdelingen i Anstalten

ved Herstedvester. Det gælder dog ikke, hvis det på baggrund af de nærmere op-

lysninger om kriminalitetens karakter eller andre forhold må antages, at der ikke

er grundlag for anbringelse i afdelingen. Det gælder endvidere ikke, hvis den

idømte straf udgør fængsel i højst 1 år, og kapacitetsmæssige hensyn taler for an-

bringelse i anden institution, og en sådan anbringelse af behandlingsmæssige

grunde ikke anses for uhensigtsmæssig. Hvis den pågældende er idømt fængsel i

30 dage eller mere, dog højst 3 måneder, for incest eller en seksualforbrydelse,

skal den pågældende i medfør af bekendtgørelsens § 3, stk. 3, anbringes i anden

institution. Den pågældende anbringes dog indledningsvis i visitations- og obser-

vationsafdelingen i Anstalten ved Herstedvester, hvis afdelingen på grundlag af

gennemgang af sagens akter undtagelsesvist finder, at der er et åbenbart behov

for en målrettet behandlingsindsats.

I straffuldbyrdelseslovens § 3 findes en almindelig bestemmelse om fuldbyrdelse

af straf, som fastslår, at fuldbyrdelsen skal ske med fornøden hensyntagen såvel

til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte

til at leve en kriminalitetsfri tilværelse. En gradvis forøgelse af frihedsgraderne

under straffuldbyrdelsen betragtes i den forbindelse som et almindeligt led i reso-

cialiseringen, idet den dømte derved kan vænnes til en tilværelse i frihed uden

kriminalitet. Denne gradvise forøgelse af frihedsgraderne (normalt betegnet ”ud-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

slusning”) omfatter bl.a. muligheden for udgang, herunder frigang og udstatione-

ring, muligheden for fortsat afsoning i kriminalforsorgens pensioner og i institu-

tioner mv. uden for kriminalforsorgen og muligheden for prøveløsladelse, herun-

der prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen.

Ved

udgang

forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutionen i et

bestemt tidsrum, der medregnes i straffetiden. Straffuldbyrdelseslovens bestem-

melser om udgang findes i §§ 46-50.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, at en indsat, hvis hensynet til

retshåndhævelsen ikke taler derimod, kan få tilladelse til udgang, når udgangs-

formålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behand-

lingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige hensyn, og der ikke er be-

stemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgangen vil begå

ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde mis-

bruge udgangstilladelsen. I lovens § 46, stk. 2, er opregnet en række momenter,

som i givet fald skal tillægges særlig vægt ved vurderingen af risikoen for mis-

brug af udgangstilladelsen.

Tilladelse til udgang betinges i medfør af lovens § 48, stk. 1, af, at den indsatte

under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstil-

ladelsen. Det fremgår af § 48, stk. 2, at udgangstilladelsen endvidere kan betin-

ges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug. Der kan

herunder fastsættes vilkår om, at den indsatte under udgangen ledsages af perso-

nale fra institutionen, at den indsatte overnatter i arresthus, fængsel eller en af

kriminalforsorgens pensioner, at den indsatte med mellemrum giver møde hos

kriminalforsorgen eller hos politiet eller undergiver sig lignende kontrolforan-

staltninger, og at den indsatte undergiver sig vilkår svarende til de vilkår, der kan

fastsættes for en betinget dom, f.eks. vilkår vedrørende ophold, beskæftigelse,

behandling mv.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 49, at en udgangstilladelse kan tilbage-

kaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres, hvis den indsatte udebliver fra ud-

gang eller i øvrigt ikke overholder de fastsatte vilkår, eller hvis nye oplysninger

om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil

misbruge den meddelte udgangstilladelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Med hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 50 har justitsministeren fastsat nærme-

re regler om udgang i bekendtgørelse nr. 1125 af 25. september 2013 om udgang

til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens instituti-

oner (udgangsbekendtgørelsen).

Ved

frigang

forstås udgang

–

typisk daglig

–

til navnlig arbejde eller undervis-

ning. Ved frigang skal den dømte opholde sig i fængsel eller arresthus i fritiden,

herunder om natten. Reglerne om frigang, herunder en række nærmere tidsmæs-

sige betingelser, findes i udgangsbekendtgørelsens §§ 44-49.

Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 44, stk. 1, at frigang kan gives med

henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning, navnlig

i tilfælde, hvor der er behov for en arbejdstræning eller undervisning, som mest

hensigtsmæssigt gives uden for institutionen. Tilsvarende gælder, hvor en sådan

frigangsordning i øvrigt må anses for formålstjenlig med henblik på at formidle

overgangen til løsladelsen. Det følger af § 45, stk. 1, at frigang til beskæftigelse

efter § 44, stk. 1, normalt skal ske i den sidste del af opholdstiden eller op til en

udstationering til egen bopæl med fodlænke og som udgangspunkt ikke kan gives

for længere tid end 3 måneder. Frigang til deltagelse i undervisning efter § 44,

stk. 1, skal ske i så nær tilslutning til løsladelsen som muligt eller op til en udsta-

tionering til egen bopæl med fodlænke, men kan godt gives for et længere tids-

rum end 3 måneder, jf. § 45, stk. 2.

Endvidere kan frigang i medfør af § 44, stk. 2, gives, hvis der foreligger et sær-

ligt godt arbejdstilbud, der ellers ville forspildes, eller hvor det på grund af særli-

ge omstændigheder vil være af væsentlig betydning for den pågældendes resocia-

lisering. Frigang efter § 44, stk. 2, skal i medfør af § 45, stk. 3, normalt ske i den

sidste del af opholdstiden eller op til en udstationering til egen bopæl med fod-

lænke og kan som udgangspunkt ikke gives for længere tid end 3 måneder.

Frigang kan endvidere gives til deltagelse i tilrettelagte, skemalagte fritidsaktivi-

teter, hvis den indsattes deltagelse heri er rimeligt begrundet i uddannelsesmæs-

sige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personli-

ge hensyn, jf. § 44, stk. 3. Det følger af § 45, stk. 4, at frigang til fritidsaktiviteter

efter § 44, stk. 3, normalt skal ske i den sidste del af opholdstiden eller op til en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udstationering til egen bopæl med fodlænke og som udgangspunkt ikke kan gives

for længere tid end 6 måneder eller oftere end 2 gange ugentligt.

Frigang kan desuden undtagelsesvis gives med henblik på beskæftigelse i egen

virksomhed, jf. § 44, stk. 4.

Frigængere skal i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 46, stk. 1, som udgangs-

punkt tilbringe fritiden i institutionen eller i det arresthus (Københavns Fængs-

ler), som ligger nærmest ved arbejds- eller kursusstedet mv.

Ved

udstationering

forstås ophold uden for fængsel og arresthus ikke blot i den

normale arbejds- eller undervisningstid, men også i fritiden, herunder om natten.

Reglerne om udstationering til pension mv., herunder en række nærmere tids-

mæssige betingelser, findes i udgangsbekendtgørelsens §§ 50-54, og reglerne om

udstationering til egen bopæl med fodlænke findes i §§ 55-77.

Udstationering kan i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 50, stk. 1, gives i de

tilfælde, hvor der ville kunne gives frigang i medfør af § 44, stk. 1, 2 eller 4, men

hvor udgangen af praktiske grunde ikke kan gennemføres som frigang, eller det

skønnes formålstjenligt, at frigang gennemføres som udstationering. Det følger af

udgangsbekendtgørelsens § 51, stk. 1, at udstationering normalt skal ske i den

sidste del af opholdstiden eller op til en udstationering til egen bopæl med fod-

lænke og som udgangspunkt kan gives i indtil 4 uger eller, når særlige omstæn-

digheder taler derfor, indtil 3 måneder. Udstationering sker i praksis ofte til en af

kriminalforsorgens pensioner som det sidste eller næstsidste led i udslusningen

forud for prøveløsladelse.

Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 blev der indført mulighed for at tillade

udstatio-

nering på egen bopæl

på betingelse af, at den indsatte undergiver sig intensiv

overvågning og kontrol på bopælen (afsoning i fodlænke).

Indførelsen af denne mulighed var begrundet i, at det for nogle indsatte vil være

et formålstjenligt led i udslusningsforløbet, at den pågældende i tiden op til løsla-

delsen har ophold på sin bopæl i fodlænke. Det vil bl.a. kunne være tilfældet for

langtidsdømte, som har behov for særlig støtte under udslusningen. Også for an-

dre end langtidsdømte vil det kunne være formålstjenligt at lette overgangen til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

en tilværelse i frihed ved at tillade den dømte at opholde sig i eget hjem med fod-

lænke i en periode op til løsladelsen. Muligheden bør dog kun helt undtagelsesvis

kunne komme på tale for dømte, der afsoner domme på mindre end 1 års fæng-

sel. Endvidere vil muligheden for ophold i eget hjem med fodlænke kunne være

relevant for indsatte, som opfylder betingelserne for frigang, men som af geogra-

fiske årsager ikke vil kunne gennemføre frigang, fordi det ikke er muligt at til-

bringe fritiden, herunder natten, i en institution tæt ved arbejds- eller kursusstedet

mv. Endelig vil det kunne være tilfældet, hvis vægtige hensyn til den indsattes

familie eller resocialisering taler for det.

Det er forudsat i forarbejderne til lovændringen i 2013, at udstationering til fod-

lænkeafsoning på egen bopæl kan finde sted i et tidsrum af maksimalt 6 måneder

op til løsladelsestidspunktet. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det i en

række tilfælde vil være mest hensigtsmæssigt, at den indsatte har gennemført et

udstationeringsforløb på eksempelvis en af kriminalforsorgens pensioner, inden

der kan ske udstationering til eget hjem i fodlænke. Udstationeringen til eget

hjem i fodlænke kan dog også ske direkte fra et fængsel eller arresthus. Det er

forudsat i forarbejderne, at tilladelse til udstationering til egen bopæl i fodlænke

kun vil kunne ske i sådanne særlige tilfælde som nævnt ovenfor, hvor den indsat-

tes familieforhold, afsoningsforløb eller hensynet til den pågældendes resociali-

sering taler for det.

I overensstemmelse hermed fremgår det af udgangsbekendtgørelsens § 55, stk. 1,

at indsatte, der opfylder de tidsmæssige betingelser for udgang, kan få udgang i

form af udstationering til egen bopæl med fodlænke, når det findes formålstjen-

ligt af hensyn til den indsattes familieforhold, afsoningsforløb eller resocialise-

ring, men at indsatte, der udstår straf på under et års fængsel, dog kun helt undta-

gelsesvis kan udstationeres til egen bopæl med fodlænke.

Endvidere fremgår det af udgangsbekendtgørelsens § 55, stk. 2, at udstationering

til egen bopæl med fodlænke som udgangspunkt tidligst kan gives, når en tredje-

del af straffetiden er udstået, og højst i et tidsrum af 6 måneder op til løsladelses-

tidspunktet, eventuelt i forlængelse af en udstationering til pension mv.

Endelig fremgår det af § 56, at en indsat herudover kan få tilladelse til udstatio-

nering til egen bopæl med fodlænke i de tilfælde, hvor der ville kunne gives fri-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gang i medfør af § 44, stk. 1, 2 eller 4, men hvor den pågældende af geografiske

grunde ikke kan gennemføres frigangen, fordi det ikke er muligt at tilbringe friti-

den i en institution tæt på arbejds- eller kursusstedet. Udstationering efter § 56

følger de tidsmæssige betingelser for frigang og kan gives i et tidsrum af højst 6

måneder op til løsladelsestidspunktet.

4.2. Fuldbyrdelse af fængselsstraf på bopælen under intensiv overvåg-

ning og kontrol (fodlænkeordningen)

Med virkning fra den 1. juli 2005 blev der i straffuldbyrdelsesloven indsat et sær-

ligt kapitel om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og

kontrol (fodlænkeordningen).

Adgangen til at afsone i fodlænke var ved ordningens indførelse begrænset til

personer, der var idømt fængselsstraf i indtil 3 måneder for overtrædelse af færd-

selsloven. Ved lov nr. 304 af 19. april 2006 blev fodlænkeordningen udvidet til at

omfatte alle personer, som på gerningstidspunktet var under 25 år, og som

idømmes fængselsstraf i indtil 3 måneder uanset karakteren af lovovertrædelsen.

Ordningen blev endvidere udvidet til at omfatte personer (uanset alder), der før,

samtidig med eller efter en dom for overtrædelse af færdselsloven tillige er idømt

straf for overtrædelse af anden lovgivning, hvis den eller de skete overtrædelser

af anden lovgivning ikke har været af væsentlig betydning for den samlede fæng-

selsstrafs længde, og hvis længden af den samlede fængselsstraf ikke overstiger 3

måneder. Ved lov nr. 496 af 17. juni 2008 blev fodlænkeordningen udvidet til at

omfatte alle personer, der idømmes fængselsstraf i indtil 3 måneder, uanset den

dømtes alder og forseelsens art. Ordningen blev samtidig ved lov nr. 500 af 17.

juni 2008 ændret således, at personer, der er idømt fængselsstraf i indtil 14 dage

for overtrædelse af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, ikke kan gives

tilladelse til at afsone i fodlænke, medmindre straffen tillige er idømt for over-

trædelse af anden lovgivning, og den eller de skete lovovertrædelser af lovgiv-

ningen om våben og eksplosivstoffer ikke har været af væsentlig betydning for

straffens længde. Ved lov nr. 712 af 25. juni 2010 blev fodlænkeordningen udvi-

det til fængselsstraf, der ikke overstiger 5 måneder.

Endelig blev fodlænkeordningen ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 udvidet således,

at ordningen i dag omfatter personer, der er idømt fængselsstraf i indtil 6 måne-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

der, uanset den dømtes alder og forseelsens art, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78

a, stk. 1. Tilladelse til afsoning i fodlænke kan dog i medfør af § 78 a, stk. 2, fort-

sat ikke meddeles personer, der er idømt fængselsstraf i indtil 14 dage for over-

trædelse af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, medmindre straffen tilli-

ge er idømt for overtrædelse af anden lovgivning, og den eller de skete overtræ-

delser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer ikke har været af væsentlig

betydning for straffens længde.

Et væsentligt formål med fodlænkeordningen er, at den dømte kan bevare til-

knytningen til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet mv. under afsoningen,

idet dette kan forbedre den pågældendes muligheder for på langt sigt at have en

varig tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket generelt vil kunne medvirke til at

mindske risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet (recidiv).

Det følger i den forbindelse af straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 1, nr. 1 og 2,

at tilladelse til afsoning i fodlænke kan meddeles, hvis den dømtes boligforhold

og beskæftigelsesforhold i form af arbejde, uddannelse eller lignende er af en så-

dan beskaffenhed, at straffuldbyrdelsen kan gennemføres under intensiv over-

vågning og kontrol. Beskæftigelseskravet er bl.a. begrundet i resocialiseringshen-

syn samt hensynet til, at den dømte ikke i fuldbyrdelsesperioden isoleres på bo-

pælen. Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 blev personer, der er idømt fængselsstraf

i 30 dage eller derunder, undtaget fra beskæftigelseskravet. Endvidere blev der

indført mulighed for konkret at dispensere fra beskæftigelseskravet i særlige til-

fælde, hvor den dømtes beskæftigelsessituation taler for det. Dispensationsmu-

ligheden er navnlig tænkt anvendt på pensionister, førtidspensionister, efterløns-

modtagere mv., som varigt er uden for arbejdsmarkedet, samt langtidssygemeld-

te, hvis sygemeldingen forventes at række ud over afsoningen. Herudover kan

dispensationsmuligheden anvendes i tilfælde, hvor den dømte under afsoningen i

fodlænke ufrivilligt bliver arbejdsløs (uforskyldt ledighed), og det ikke er muligt

at skaffe nogen form for alternativ beskæftigelse. Endelig kan dispensationsmu-

ligheden anvendes i tilfælde, hvor den dømte skal afsone op til 6 ugers fængsels-

straf, og man ved at lægge afsoningen i en ferieperiode, under afspadsering, orlov

eller lignende kan forhindre, at den dømte mister sin beskæftigelse på grund af

afsoningen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 367 af 24. maj 2005, at den dømtes arbej-

de, uddannelse eller lignende som udgangspunkt bør have et tidsmæssigt omfang

af minimum 20 timer og maksimalt 37 timer ugentlig. En person, der er arbejds-

løs, vil således som udgangspunkt ikke kunne meddeles tilladelse til afsoning i

fodlænke, medmindre den pågældende

under afsoningen

ufrivilligt bliver ar-

bejdsløs, jf. ovenfor om lovændringen i 2013. Andre personer uden beskæftigel-

se, f.eks. folkepensionister, førtidspensionister og efterlønsmodtagere, vil kunne

anses for at opfylde beskæftigelseskravet ved deltagelse i dagcenteraktiviteter,

programvirksomhed i kriminalforsorgens regi eller lignende. I sådanne tilfælde

kan beskæftigelseskravet anses for opfyldt, uanset at den pågældendes beskæfti-

gelsesaktivitet(er) udgør mindre end 20 timer ugentlig. Efter lovændringen i 2013

vil sådanne personer endvidere helt kunne fritages for beskæftigelseskravet.

Endelig er det efter § 78 b, stk. 1, nr. 3, en betingelse, at personer, der har samme

bopæl som den dømte, og som er over 18 år, meddeler samtykke til, at straffen

kan fuldbyrdes på den fælles bopæl.

Straffuldbyrdelseslovens § 78 c, stk. 1, nr. 1-8, indeholder herudover en række

obligatoriske vilkår for afsoning på bopælen med elektronisk fodlænke. Den

dømte må bl.a. ikke begå strafbart forhold, forlade sin bopæl uden for de af til-

synsmyndigheden fastsatte tidsrum eller indtage alkohol, euforiserende stoffer el-

ler andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning. Den dømte skal

endvidere undergive sig kriminalforsorgens tilsyn og kontrol, herunder elektro-

nisk kontrol mv. Den dømte skal endvidere i givet fald efterkomme pålæg fra til-

synsmyndigheden om at deltage i et program, der har til formål at forbedre den

pågældendes muligheder for fremover at leve en kriminalitetsfri tilværelse.

I medfør af § 78 c, stk. 2, kan der endvidere fastsættes andre vilkår, der findes

hensigtsmæssige, herunder vilkår om, at den dømte underkaster sig en strukture-

ret, kontrolleret alkoholistbehandling.

I bekendtgørelse nr. 759 af 24. juni 2013 om fuldbyrdelse af straf på bopælen

under intensiv overvågning og kontrol (bekendtgørelse om strafudståelse på bo-

pælen) er der fastsat nærmere regler om fodlænkeafsoning. Det følger herunder

af bekendtgørelsens § 10, at der i samarbejde med den dømte skal udarbejdes et

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forslag til et aktivitetsskema, hvoraf bl.a. skal fremgå, hvornår den dømte skal

befinde sig på henholdsvis bopælen, arbejds- eller uddannelsessted mv.

I medfør af bekendtgørelsens § 10, stk. 2, skal det endvidere fremgå af aktivitets-

skemaet, inden for hvilke tidsrum den dømte kan forlade sin bopæl med henblik

på at foretage personlige indkøb, tøjvask mv. Disse tidsrum skal fastlægges såle-

des, at de tilsammen udgør op til 4 timer ugentligt.

I medfør af bekendtgørelsens § 10, stk. 3, skal det desuden fremgå af aktivitets-

skemaet, inden for hvilke tidsrum den dømte eventuelt kan forlade sin bopæl med

henblik på særlige aktiviteter med et resocialiserende formål i op til 4 timer

ugentligt.

I aktivitetsskemaet fastsættes ifølge § 10, stk. 4, tillige, at den dømte på dage,

hvor den pågældende efter aktivitetsskemaet ikke i øvrigt har aktiviteter uden for

sin bopæl, kan opholde sig uden for bopælen. Dette kan i den første måned af af-

soningen ske i 2 timer dagligt, i den 2. måned af afsoningen i 3 timer dagligt, i

den 3. og 4. måned af afsoningen i 6 timer dagligt og i den 5. og 6. måned af af-

soningen i 8 timer dagligt. Har den dømte flere end 2 aktivitetsfrie dage på en

uge, kan den pågældende på de øvrige aktivitetsfrie dage opholde sig uden for

bopælen i 2 timer.

I aktivitetsskemaet fastsættes ifølge § 10, stk. 5, tillige, i hvilket omfang den

dømte efter 30 dages strafudståelse på bopælen har mulighed for at forlade sin

bopæl hver anden uge i 16 timer fordelt over 2 aktivitetsfrie dage, dog således at

højst 14 timer afvikles på samme dag. I de uger, hvor en sådan mulighed udnyt-

tes, træder den i stedet for muligheden for at forlade bopælen i det antal timer,

der er fastsat for den pågældende uge efter stk. 4, 1. og 2. pkt.

Det følger endelig af § 10, stk. 6, at ophold uden for bopælen efter stk. 4 og 5 kan

ske i tidsrummet fra kl. 6 til kl. 22 og højst i 2 dage om ugen. Hvis den dømte har

mere end 2 aktivitetsfrie dage om ugen, kan timerne dog fordeles på mere end 2

dage, men således at det samlede antal timer, hvor den dømte har tilladelse til

ophold uden for bopælen, forbliver uændret. Tilladelsen til ophold uden for bo-

pælen efter stk. 4 og 5 kan ikke lægges sammen med en tilladelse givet efter stk.

2 og 3.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Når tungtvejende grunde gør sig gældende, vil der herudover efter en konkret

vurdering kunne gives den dømte tilladelse til at opholde sig uden for bopælen ud

over de tidsrum, der er fastlagt i aktivitetsskemaet, jf. bekendtgørelsens § 28. Så-

dan tilladelse kan bl.a. gives med henblik på, at den dømte kan besøge en alvor-

ligt syg nærstående person, være til stede ved en nærstående persons begravelse,

møde i retten eller for anden offentlig myndighed i tilfælde, hvor vedkommende

offentlige myndighed finder det påkrævet, eller gå til lægeundersøgelse eller -be-

handling eller anden lignende behandling, der ikke hensigtsmæssigt kan finde

sted på bopælen, jf. bekendtgørelsens § 28, stk. 1. I medfør af § 28, stk. 2, kan

det tillige tillades, at dømte, der udstår straf på bopælen i 30 dage eller derover,

kan få udgang med henblik på at besøge nærstående personer ved vigtige fami-

liebegivenheder.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 2, at der ikke kan meddeles til-

ladelse til afsoning i fodlænke, hvis denne fuldbyrdelsesform som følge af den

dømtes forhold ikke findes hensigtsmæssig, herunder hvis der er grund til at an-

tage, at den dømte ikke vil overholde de vilkår, som gælder for fuldbyrdelse på

bopælen. Baggrunden for denne regel er, at der i visse tilfælde kan gøre sig sær-

lige konkrete forhold gældende, som medfører, at der ikke bør gives tilladelse til

afsoning i fodlænke, skønt den dømte opfylder betingelserne. Om tilladelse til

strafudståelse på bopælen med elektronisk fodlænke skal nægtes meddelt efter

denne bestemmelse, beror på en konkret vurdering af den dømtes forhold i hvert

enkelt tilfælde samt mulighederne for gennemførelse af den intensive overvåg-

ning og kontrol med den dømte.

Kriminalforsorgen foretager til brug for afgørelsen af, om den dømte opfylder be-

tingelserne, en nærmere undersøgelse af den dømtes personlige forhold (egnet-

hedsvurdering), herunder vedkommendes boligforhold, beskæftigelsesforhold

samt fysiske og psykiske tilstand, jf. § 78 b, stk. 3. Hvis kriminalforsorgen finder

det fornødent, kan det i forbindelse med undersøgelsen bestemmes, at den dømte

skal aflægge udåndingsprøver og urinprøver. Hvis den dømte ikke medvirker til

kriminalforsorgens undersøgelse, kan tilladelse til afsoning i fodlænke ifølge §

78 b, stk. 4, ikke meddeles.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I forarbejderne til lov nr. 367 af 24. maj 2005 er det endvidere forudsat, at tilla-

delse nægtes meddelt, hvis der konkret er grund til at antage, at den dømte ikke

vil overholde de vilkår, der gælder for fuldbyrdelse på bopælen, navnlig fordi

dette tidligere er sket, eller hvis den dømte adskillige gange tidligere har udstået

straf på bopælen med elektronisk fodlænke mv.

Tilladelse bør herudover nægtes meddelt, hvis den dømte f.eks. på grund af et

massivt alkoholmisbrug eller misbrug af euforiserende stoffer eller andre stoffer,

der er forbudt efter den almindelige lovgivning, må antages at være ude af stand

til at overholde de vilkår, der gælder for fodlænkeafsoning.

Endvidere bør tilladelse til fodlænkeafsoning nægtes meddelt, hvis årsagen til, at

ansøger er blevet idømt en ubetinget fængselsstraf i stedet for en betinget dom

med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, alene er, at den på-

gældende forud for dommen direkte har erklæret sig uvillig til at udføre sam-

fundstjeneste eller underkaste sig en struktureret, kontrolleret behandling mod

misbrug af alkohol.

I forarbejderne til lov nr. 496 af 17. juni 2008 er det endvidere forudsat, at tilla-

delse vil kunne nægtes, hvis den fængselsstraf, som ansøgningen vedrører, er

idømt for kriminalitet begået mod en anden person i ansøgerens husstand, f.eks.

volds- eller seksualkriminalitet, selv om den pågældende (forurettede) giver sam-

tykke. Tilladelse vil også kunne nægtes, hvis det ikke i praksis vil være muligt at

gennemføre den forudsatte intensive overvågning og kontrol med den dømte.

Tilladelse vil endvidere kunne nægtes, hvis det efter en konkret vurdering må

lægges til grund, at der foreligger en væsentlig risiko for, at den dømte vil mis-

bruge en tilladelse til strafudståelse på bopælen til at fortsætte med at begå kri-

minalitet. En sådan væsentlig risiko vil ikke mindst kunne foreligge i tilfælde,

hvor den pågældende er dømt for kriminalitet begået i hjemmet, f.eks. ved brug

af sin personlige computer.

Tilladelse vil desuden kunne nægtes en 15-17-årig domfældt, hvis de personlige

forhold er af en sådan karakter, at vedkommende konkret skønnes at være mere

egnet til anbringelse på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller i institution.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Endelig vil en person, der har flere uafsonede domme, som sammenlagt oversti-

ger 6 måneders fængsel, ikke kunne få tilladelse til at afsone straffen helt eller

delvis i fodlænke. Efter lovændringen i 2013 vil en person, der er idømt 1 års

fængsel eller mere, dog efter omstændighederne kunne afsone op til de sidste 6

måneder før løsladelse (herunder i givet fald prøveløsladelse) i fodlænke.

Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 blev der endvidere indført mulighed for at nægte

tilladelse til afsoning i fodlænke, hvis særegne hensyn til retshånd-hævelsen und-

tagelsesvis kræver dette. Det fremgår af forarbejderne, at der er tale om en yderst

snæver mulighed for at nægte tilladelse.

En tilladelse til afsoning på bopælen kan

tilbagekaldes

efter reglerne i straffuld-

byrdelseslovens § 78 e. Tilbagekaldelse kan bl.a. ske, hvis den dømte anmoder

herom, hvis den dømte ikke længere opfylder betingelserne i lovens § 78 b, eller

hvis den dømte har overtrådt vilkårene i § 78 c. Sker tilbagekaldelsen efter fuld-

byrdelsens iværksættelse, skal den dømte i medfør af straffuldbyrdelseslovens

§ 78 f, stk. 1, overføres til fængsel eller arresthus til afsoning af reststraffen. Til-

synsmyndigheden kan endvidere bestemme, at den dømte midlertidigt skal over-

føres til fængsel eller arresthus, mens spørgsmålet om tilbagekaldelse behandles,

jf. lovens § 78 f, stk. 2.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 367 af 24. maj 2005, at tolerancen over

for vilkårsovertrædelser skal være meget lav. Opholder den dømte sig f.eks. ikke

på sin bopæl inden for de af tilsynsmyndigheden fastsatte tidsrum, udebliver den

dømte helt eller delvist fra sit arbejde, uddannelse eller lignende, eller møder den

dømte ikke op til den programvirksomhed eller det behandlingsprogram, som det

er blevet pålagt den pågældende at deltage i, skal tilladelsen til strafudståelse på

bopælen med elektronisk fodlænke mv. som altovervejende hovedregel tilbage-

kaldes. Det samme gælder, hvis den dømte ikke overholder vilkåret om ikke at

indtage alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den

almindelige lovgivning. Er den dømtes overtrædelse enkeltstående og helt baga-

telagtig, eller foreligger der i øvrigt særlige omstændigheder, kan tilbagekaldelse

af den meddelte tilladelse til strafudståelse på bopælen dog undlades.

Det fremgår af dog forarbejderne til lov nr. 628 af 12. juni 2013, at der efter et

konkret skøn skal kunne anlægges en vis, forhøjet tolerance over for vilkårsover-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

trædelser. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor det konstateres, at den dømte har

overtrådt afsoningsvilkårene ved at indtage en mindre mængde alkohol. I sådan-

ne tilfælde vil det således være muligt at undlade at tilbagekalde tilladelsen til

fodlænkeafsoningen, hvis afsoningsforløbet i øvrigt vurderes som velfungerende,

eller hvis tilbagekaldelsen konkret må anses for et uproportionalt indgreb sam-

menholdt med vilkårsovertrædelsen. Det vil være en forudsætning, at hensynet til

det resocialiserende eller behandlingsmæssige arbejde med den dømte taler afgø-

rende imod tilbagekaldelse. Tilbagekaldelse vil i sådanne tilfælde kunne undla-

des, også selv om vilkårsovertrædelsen ikke er helt enkeltstående og bagatelag-

tig.

5. Samfundstjeneste i praksis

5.1.

Antallet af domme med vilkår om samfundstjeneste i sager om færdselslovs-

overtrædelser har siden 2002 udviklet sig således:

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2.149

2.011

1.999

1.945

1.864

1.450

1.657

1.717

1.813

1.636

1.667

Antallet af domme med vilkår om samfundstjeneste i andre sager har siden 2002

udviklet sig således:

2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012

312 356 364 411 390 257 242 309 371 405 390

159 144 106 102 113 59

Tyveri mv.

Brugstyveri

af bil

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Røveri

Anden be-

rigelse

Hærværk

Narkotika

Vold

Seksualfor-

brydelser

Anden per-

sonfarlig

kriminalitet

Straffelo-

ven i øvrigt

Speciallov-

givningen

I alt

2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012

491 417 365 350 332 197 227 217 274 267 305

124

579

160

642

107

192

706

138

206

731

164

205

831

180

190

764

161

163

879

184

156

884

215

165

825

261

166

785

324

157

759

312

1778 2011 2125 2180 2235 1805 1901 2006 2125 2155 2111

Som det fremgår, anvendes samfundstjeneste hyppigst i færdselssager og

næsthyppigst i voldssager. Således udgjorde voldssagerne i 2002-2005 ca. en

tredjedel af samfundstjenstedommene uden for færdselsområdet og i 2006-2012

mellem 36 og 46 % af samfundstjenestedommene uden for færdselsområdet. An-

delen af voldssager var højest i 2007-2009, hvor voldssagerne udgjorde over

40 % af samfundstjenestedommene uden for færdselsområdet.

Det samlede antal domme med vilkår om samfundstjeneste i 2010, 3.938, skal

ses i forhold til, at der i 2010 blev idømt 11.679 ubetingede fængselsstraffe.

5.2.

Justitsministeriets Forskningskontor gennemførte i 2011 en effektevaluering

af samfundstjeneste. Undersøgelsen omfattede 955 personer, som kriminalfor-

sorgen i perioden 1. juli-30. november 2005 blev anmodet om at egnethedsvurde-

re, og som blev vurderet egnet til samfundstjeneste og senere idømt enten betin-

get dom med vilkår om samfundstjeneste eller ubetinget fængsel for anden kri-

minalitet end overtrædelse af færdselsloven.

Inden for 2 år efter dommen med vilkår om samfundstjeneste henholdsvis løsla-

delse fra afsoning af den ubetingede fængselsstraf begik henholdsvis 43 og 51 %

ny kriminalitet (som blev opdaget og retsforfulgt). Ses alene på ny kriminalitet,

der resulterede i betinget eller ubetinget fængsel, drejer det sig om henholdsvis

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

11 og 17 %. Der er i begge tilfælde tale om en statistisk signifikant forskel mel-

lem personer, der blev straffet med samfundstjeneste, og personer, der blev straf-

fet med ubetinget fængsel. Hvis der tages højde for forskelle i antallet af tidligere

forhold og forskelle i alder, er der stadig en tendens

–

som imidlertid ikke er sta-

tistisk signifikant

–

til lavere tilbagefald til ny kriminalitet for personer straffet

med samfundstjeneste.

Blandt dem, der blev fundet egnede til samfundstjeneste, var det i Storkøbenhavn

63 %, der også blev straffet med samfundstjeneste (frem for ubetinget fængsel),

mens det på Sjælland og Øerne var 59 % og i Jylland 70 %.

5.3.

Justitsministeriets Forskningskontor gennemførte i 2014 en udvidet effekt-

evaluering af samfundstjeneste, som byggede videre på den effektevaluering, der

blev gennemført i 2011, og som er omtalt i pkt. 5.2 ovenfor. Formålet var at un-

dersøge, om det er af betydning for risikoen for ny kriminalitet, at en person

idømmes en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste fremfor en ubetinget

fængselsstraf.

Undersøgelsen omfattede 1.610 personer, som kriminalforsorgen i perioden 1. ju-

li 2005-30. april 2006 blev anmodet om at egnethedsvurdere, og som blev vurde-

ret egnet til samfundstjeneste og senere idømt enten betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste (1.021 personer) eller ubetinget fængsel (589 personer) for an-

den kriminalitet end overtrædelse af færdselsloven.

Via egnethedsvurderingerne og oplysninger om tidligere kriminalitet fra Dan-

marks Statistik var det muligt at få en betydelig mængde baggrundsoplysninger

om de undersøgte personer, således at der i analyserne kunne tages højde for

eventuelle forskelle mellem henholdsvis personer, der blev idømt samfundstjene-

ste, og personer, der blev idømt ubetinget fængsel, med hensyn til en lang række

risikofaktorer. Dette betyder, at de fundne resultater må antages at være ganske

solide og med stor sikkerhed kan relateres til, at de sammenlignede sanktioner i

forskelligt omfang påvirker recidivrisikoen.

I undersøgelsen blev ny kriminalitet målt både som recidiv overhovedet (alle

fældende strafferetlige afgørelser), som recidiv til en betinget eller ubetinget

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fængselsstraf og som recidiv til en ubetinget fængselsstraf. Recidivet blev målt i

en observationsperiode på både et, to og tre år.

Analyserne vedrørende effekten af sanktionerne viste, at risikoen for at recidivere

er signifikant lavere blandt personer, der er idømt en betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste, sammenlignet med dem, der er idømt en ubetinget fængsels-

straf. Dette gælder for alle de undersøgte recidivkriterier og for alle tre observati-

onsperioder. Det vil sige, at personer, der er fundet egnede til samfundstjeneste,

og som idømmes en sådan sanktion frem for en ubetinget fængselsstraf, i ringere

grad begår ny kriminalitet, der fører til en fældende strafferetlig afgørelse, i rin-

gere grad begår kriminalitet, der fører til en betinget eller ubetinget fængselsstraf,

og i ringere grad begår så alvorlig kriminalitet, at de idømmes ubetinget fængsel,

end tilfældet ville have været, hvis de i stedet havde fået en ubetinget fængsels-

straf.

Nærmere bestemt mindskes risikoen for overhovedet at recidivere med omkring

15 pct., når der idømmes samfundstjeneste i stedet for en ubetinget fængselsstraf.

Risikoen for ny kriminalitet, som fører til en betinget eller ubetinget fængsels-

straf, mindskes med omkring 25 pct., mens risikoen for at begå ny kriminalitet,

der er så alvorlig, at det fører til en ubetinget fængselsstraf, mindskes med 30 pct.

i løbet af det første år efter dommen og med 39 pct. i perioden op til tre år efter

dommen.

Der er således tale om en betydeligt reduceret recidivrisiko for især den alvorli-

gere kriminalitet, og den reducerede recidivrisiko viser sig ikke alene kort tid ef-

ter straffen, men også længere tid efter.

5.4.

Justitsministeriets Forskningsenhed gennemførte i 2008 en forløbsundersø-

gelse af samfundstjenste, dvs. en undersøgelse af forløbet fra, at anklagemyndig-

heden anmoder kriminalforsorgen om at udarbejde en egnethedsvurdering, til

samfundstjenesten er afviklet. Undersøgelsen omfatter 1525 personer, som kri-

minalforsorgen i perioden 1. juli-30. november 2005 blev anmodet om at egnet-

hedsvurdere, og som blev idømt enten betinget dom med vilkår om samfundstje-

neste eller ubetinget fængsel. Heraf blev 1023 personer straffet med samfunds-

tjeneste.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Undersøgelsens hovedresultater sammefattes som følger:

Med hensyn til det overordnede forløb viser undersøgelsen, at



næsten tre fjerdedele af de personer, kriminalforsorgen udarbejder en egnet-

hedsvurdering for, erklæres egnede til udførelse af samfundstjeneste,



knap halvdelen af de egnede idømmes en dom med vilkår om samfundstjene-

ste og



ca. hver tyvende får afbrudt samfundstjenesteforløbet på grund af vilkårsover-

trædelser.

Vedrørende egnethedsvurdering viser undersøgelsen, at det, der har betydning for,

at en person findes egnet til samfundstjeneste, er følgende karakteristika:



motivation for at udføre samfundstjeneste



arbejdsevne i form af tilknytning til arbejdsmarkedet og fysisk helbred



stabilitet, der afspejles i, at personen har et godt psykisk helbred, en fast bolig,

ingen tidligere kriminalitet og ingen misbrugsproblemer

Personens køn, alder, uddannelsesniveau og familieforhold influerer derimod ikke

på, om vedkommende erklæres egnet eller ej.

De forhold, der har betydning for rettens valg mellem en dom med vilkår om sam-

fundstjeneste og en ubetinget dom, er



kriminalitetens art, idet kriminalitet inden for varsomhedsområdet sjældnere

fører til en dom til samfundstjeneste,



tidligere vandel, idet personer med tidligere straffe har en mindre sandsynlig-

hed for at blive idømt samfundstjeneste end personer, som ikke tidligere er

straffede, og personer med tidligere ubetingede domme har mindre sandsyn-

lighed for at blive idømt samfundstjeneste end personer, der tidligere alene har

fået bøder, tiltalefrafald eller betingede domme, og



straffens længde, idet personer, hvis straf udmåles til mere end ét år, har en

mindre sandsynlighed for at blive idømt samfundstjeneste end personer, hvis

straf er kortere.

Personens motivation, misbrugssituation, arbejdsforhold mv. synes derimod ikke

at have betydning for domstolenes valg mellem en dom til samfundstjeneste og en

ubetinget dom.

I undersøgelsen er der identificeret en gruppe på 12 pct., hvis afvikling af sam-

fundstjenesten kan karakteriseres som problematisk, idet der enten undervejs er

sket en indberetning for vilkårsovertrædelser, eller samfundstjenestesanktionen er

ophævet på grund af ny kriminalitet og idømmelse af en ny, fælles straf. Sammen-

lignet med dem, der afvikler samfundstjenesten uden problemer, er denne gruppe

karakteriseret på følgende måde:



De bor hyppigere alene eller hos forældre.



De har hyppigere alene en grundskoleuddannelse og ingen erhvervsuddannel-

se.



De har hyppigere en midlertidig bolig eller er uden en bolig.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files



De er hyppigere stofmisbrugere.



De er hyppigere tidligere straffede.

Denne gruppe adskiller sig derimod ikke med hensyn til køn, alder, beskæftigel-

sessituation, kriminalitetens art, psykisk eller fysisk helbred, arbejdsevne eller al-

koholmisbrug fra dem, som gennemfører samfundstjenesten uden problemer.

I undersøgelsen er der videre afgrænset en gruppe, der er karakteriseret ved, at af-

viklingen af samfundstjenesten har været forbundet med nogle mindre problemer

end ovennævnte. Det er problemer, som har afstedkommet pålæg fra den tilsyns-

førende, eller det er kriminalitet, der har ført til en bøde eller anden ikke-

frihedsberøvende sanktion. Sådanne problemer gør sig gældende for en tredjedel

af dem med dom til samfundstjeneste.

Med hensyn til afviklingen af samfundstjeneste fremgår det af undersøgelsen, at

samfundstjenestedommen i 87 % af sagerne blev registreret hos kriminalforsor-

gen inden 1 måned efter afsigelsen, mens der i 12 % af sagerne gik op til 3 må-

neder. I 1 % af sagerne gik der længere tid.

Afvikling af samfundstjeneste indledes med en såkaldt forsamtale, som er et mø-

de mellem samfundstjenestestedets kontaktperson, den dømte og dennes tilsyns-

førende. På mødet oplyses om arbejdsopgaverne, og der lægges en plan for afvik-

lingen af arbejdstimerne.

I de tilfælde, hvor afviklingen af samfundstjeneste ikke blev afbrudt allerede før

forsamtalen, blev forsamtalen i de fleste tilfælde afholdt inden for to måneder ef-

ter, at dommen blev registreret hos kriminalforsorgen. I godt en fjerdedel af til-

fældene blev forsamtalen først afholdt senere.

I 7 % af forløbene blev afviklingen af arbejdstimer sat i bero i mere end 1 måned,

som oftest som følge af den dømtes eller nære pårørendes sygdom eller dødsfald

i familien (46 %) eller varetægtsfængsling eller afsoning af en ubetinget del af en

kombinationsdom eller af en anden dom (26 %).

I 12 % af forløbene blev længstetiden forlænget administrativt, som oftest én

gang (83 %) med typisk tre eller seks måneder.

15 % skiftede samfundstjenestested under forløbet, som oftest som følge af vil-

kårsovertrædelser eller konflikter på samfundstjenstested (47 %).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

9 % af forløbene afbrydes, som oftest som følge af vilkårsovertrædelser (70 %)

eller kriminalitet begået før samfundstjenestedommen (14 %). I tre sager blev

samfundstjeneste ikke afviklet på grund af henholdsvis, at kriminalforsorgen

først modtog dommen efter prøvetidens udløb, at kriminalforsorgen ikke drog

omsorg for dommens fuldbyrdelse, og samarbejdsproblemer med den svenske

kriminalforsorg vedrørende en dømt, der var bosiddende i Sverige.

I 1 % af forløbene blev samfundstjenesten gennemført, uden at alle arbejdstimer

blev afviklet.

90 % af forløbene blev således gennemført med det fulde antal arbejdstimer.

Ud fra de sager, hvor oplysninger foreligger (391 sager), kan forholdet mellem

antallet af samfundstjenestetimer, længstetiden og den faktiske afviklingstid op-

gøres som følger (gennemsnitstal):

Antal timer

30-40

50-70

80-150

over 150

Længstetid

6,9 måneder

7,6 måneder

10,9 måneder

14,4 måneder

Afviklingstid

4,6 måneder

5,7 måneder

8,2 måneder

10,1 måneder

Længstetiden er opgjort inklusive eventuelle administrative eller retslige forlæn-

gelser i forhold til den oprindelige dom. Afviklingstiden er opgjort som tiden fra

forsamtalen til den sidste faktiske arbejdstime, og tiden fra endelig dom til for-

samtalen (hvor længstetiden også løber) er således ikke medtalt.

17 % fik pålæg for overtrædelse af vilkåret om tilsyn, i næsten alle tilfælde på

grund af udeblivelse fra en tilsynssamtale. 18 % fik pålæg for overtrædelse af

vilkåret om samfundstjeneste, i de fleste tilfælde (godt fire ud af fem) for udebli-

velse fra samfundstjenesten.

9 % blev indbragt for retten på grund af vilkårsovertrædelse, hvilket i mere end

halvdelen af tilfældene resulterede i, at den betingede dom blev ændret til ubetin-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

get fængsel, og i godt en fjerdedel af tilfældene i, at prøvetiden eller længstetiden

blev ændret.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel 3

Straffelovrådets overvejelser

1. Indledning

Efter kommissoriet skal Straffelovrådet gennemgå gældende regler og praksis

vedrørende domme med vilkår om samfundstjeneste med henblik på en revision,

der navnlig sigter mod så vidt muligt at øge brugen af vilkår om samfundstjene-

ste som alternativ til fængselsstraf. Rådet bør i den forbindelse bl.a. overveje an-

vendelsesområdet for betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, herun-

der både med hensyn til varsomhedsområdet (hvilke kriminalitetstyper) og kred-

sen af personer, som idømmes samfundstjeneste (egnethedsvurderingen). Rådet

kan også overveje brugen af andre sanktioner, der har karakter af ”restorative

justice”.

I tilknytning til overvejelserne vedrørende samfundstjeneste skal Straffelovrådet

efter kommissoriet endvidere overveje behovet for at ændre de almindelige regler

mv. om betingede domme.

Straffelovrådet har på denne baggrund fundet anledning til mere overordnet at

overveje placeringen af samfundstjeneste i den samlede vifte af sanktioner. Straf-

felovrådet har herunder ikke set sig afskåret fra at overveje at ændre samfunds-

tjeneste fra at være et vilkår i en betinget dom til at være en selvstændig strafart.

Straffelovrådets overvejelser angår imidlertid alene samfundstjeneste, der umid-

delbart fastsættes som sanktion for et strafbart forhold.

Straffelovrådets overvejelser omfatter således navnlig ikke samfundstjeneste som

vilkår for prøveløsladelse fra en ubetinget fængselsstraf (”noget for noget”-

ordningen).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffelovrådets overvejelser angår heller ikke andre spørgsmål vedrørende ube-

tinget fængsel. Straffelovrådet har således ikke som sådan overvejet reglerne om

afsoning af ubetinget fængsel på bopælen under intensiv overvågning og kontrol

(fodlænkeordningen). Eftersom fodlænkeordningen i dag er et væsentligt element

i, hvad der ligger i ubetinget fængsel, har Straffelovrådet imidlertid fundet behov

for i sine overvejelser om samfundstjeneste

–

der er et alternativ til ubetinget

fængsel og dermed bl.a. også et alternativ til afsoning i fodlænke

–

også at tage

højde for fodlænkeordningen, som ikke fandtes i 1992, da samfundstjeneste blev

lovfæstet som strafform, eller i 1997 og 2000, hvor der blev gennemført lovæn-

dringer med henblik på at udvide anvendelsen af samfundstjeneste.

afsnit 2

tilslutter Straffelovrådet sig det eksisterende princip om, at samfunds-

tjeneste er et alternativ til ubetinget fængsel, og beskriver herefter som optakt til

sine overvejelser om samfundstjeneste, hvad en ubetinget fængselsstraf indebæ-

rer.

afsnit 3

behandler Straffelovrådet betinget dom generelt, dvs. spørgsmål, som

helt eller delvis har betydning både for betingede domme med vilkår om sam-

fundstjeneste og betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste. I

afsnit 3.1

og 3.2

beskriver Straffelovrådet gældende regler og praksis med hensyn til hen-

holdsvis

anvendelsen

indholdet

af betinget dom, og

afsnit 3.3

beskriver for-

slagene i en svensk betænkning fra 2012 bl.a. vedrørende betinget dom.

Afsnit

3.4

indeholder Straffelovrådets overvejelser om betinget dom generelt, herunder

med hensyn til betinget bøde (afsnit 3.4.2), anvendelsesområdet for betinget dom

(afsnit 3.4.3), betinget dom uden straffastsættelse (afsnit 3.4.4), kombinations-

domme (afsnit 3.4.5) og særvilkår (afsnit 3.4.6).

Afsnit 4

indeholder Straffelovrådets generelle overvejelser om restorative justice,

og med

afsnit 5

indledes rådets overvejelser med hensyn til samfundstjeneste.

Afsnit 6

angår samfundstjenestens indhold, herunder arbejdssteder til udførelse af

samfundstjeneste (afsnit 6.1), behandlings- og uddannelsesprogrammer som led i

samfundstjeneste (afsnit 6.2), minimums- og maksimumstimetal for samfunds-

tjeneste (afsnit 6.3), fastsættelse af timetal og længstetid (afsnit 6.4), særvilkår

(afsnit 6.5) og tillægsbøde (afsnit 6.6).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afsnit 7

angår samfundstjenestens anvendelsesområde, herunder egnethedsvurde-

ringen (afsnit 7.1), tiltaltes tidligere vandel (afsnit 7.2), kriminalitetens grovhed

(afsnit 7.3) og kriminalitetens art (afsnit 7.4).

Endelig angår

afsnit 8

konsekvenserne af manglende gennemførelse af en sam-

fundstjeneste, mens

afsnit 9

indeholder Straffelovrådets overvejelser om sam-

fundstjeneste som selvstændig strafart.

2. Ubetinget fængsel

Samfundstjeneste er i dag et alternativ til ubetinget fængsel. Straffelovrådet fin-

der, at dette fortsat bør være tilfældet. Heri ligger navnlig, at samfundstjeneste

anvendes i tilfælde, hvor der før indførelsen af samfundstjeneste

–

henholdsvis

før udbredelsen af samfundstjeneste til en given kategori af sager

–

ville være

anvendt ubetinget fængsel. Samfundstjeneste anvendes således ikke i tilfælde,

hvor der allerede før indførelsen af samfundstjeneste

–

henholdsvis før udbredel-

sen af samfundstjeneste til en given kategori af sager

–

ville være anvendt betin-

get fængsel. Endvidere betyder det, at hvis tiltalte ikke er egnet og villig til at ud-

føre samfundstjeneste, falder man tilbage på den straf, som samfundstjenesten er

et alternativ til, og anvender ubetinget fængsel.

Straffelovrådet har derfor fundet det nyttigt som optakt til sine overvejelser om

samfundstjeneste kort at beskrive, hvad en ubetinget fængselsstraf indebærer.

Reglerne om fuldbyrdelse af ubetinget fængsel er i øvrigt mere detaljeret beskre-

vet i

kapitel 2,

afsnit 4.

Ubetinget fængsel fyldbyrdes som hovedregel i fængsel eller i arresthus, og ud-

gangspunktet er, at afsoningen sker i et fængsel. Kortvarig fængselsstraf kan

fuldbyrdes i arresthus, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til den samlede

udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner. Endvidere kan både

kortvarig og længerevarende fængselsstraf fuldbyrdes i arresthus i en række til-

fælde, hvor særlige oplysninger om den dømte taler for det.

Fængselsstraf, der fuldbyrdes i et fængsel, udstås normalt i et åbent fængsel.

Fuldbyrdelse af fængselsstraf kan dog ske i et lukket fængsel i en række nærmere

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

opregnede tilfælde, hvor særlige oplysninger om den dømte eller karakteren af

den pådømte kriminalitet taler for det.

Fængselsstraf kan i særlige tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner og

i institutioner mv. uden for kriminalforsorgen. Det kan således bestemmes, at den

dømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes på hospital,

i familiepleje, i egnet hjem eller institution, f.eks. hvis den dømte har behov for

særlig behandling eller pleje. Endvidere kan dømte, der er under 18 år, som ud-

gangspunkt anbringes på hospital, i familiepleje eller i egnet hjem eller instituti-

on. Det er i begge tilfælde en forudsætning, at afgørende hensyn til retshåndhæ-

velsen ikke taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.

Fængselsstraf, der ikke overstiger 6 måneder, kan endvidere under visse betin-

gelser afsones på egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol (fodlæn-

keordningen).

Straffuldbyrdelseslovens § 3 fastslår, at fuldbyrdelse af straf skal ske med fornø-

den hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til behovet for at hjælpe

eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse. En gradvis for-

øgelse af frihedsgraderne under straffuldbyrdelsen betragtes i den forbindelse

som et almindeligt led i resocialiseringen, idet den dømte derved kan vænnes til

en tilværelse i frihed uden kriminalitet. Denne gradvise forøgelse af frihedsgra-

derne (normalt betegnet ”udslusning”) omfatter udgang og udstationering,

herun-

der mulighed for fortsat afsoning i kriminalforsorgens pensioner, i institutioner

mv. uden for kriminalforsorgen eller på egen bopæl under intensiv overvågning

og kontrol (fodlænkeordningen).

En indsat kan bl.a. få tilladelse til udgang, når udgangsformålet er rimeligt be-

grundet i uddannelsesmæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familie-

mæssige eller andre personlige hensyn, og der ikke er bestemte grunde til at an-

tage, at den indsatte i forbindelse med udgangen vil begå ny kriminalitet, und-

drage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladel-

sen. Det er desuden en betingelse, at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler

imod at tillade udgang.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Udgang kan også ske i form af såkaldt frigang, dvs. typisk daglig udgang til

navnlig arbejde eller undervisning. Ved frigang skal den dømte opholde sig i

fængsel eller arresthus i fritiden, herunder om natten. Frigang kan bl.a. gives med

henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning, navnlig

i tilfælde, hvor der er behov for en arbejdstræning eller undervisning, som mest

hensigtsmæssigt gives uden for institutionen. Tilsvarende gælder, hvor en sådan

frigangsordning i øvrigt må anses for formålstjenlig med henblik på at formidle

overgangen til løsladelsen.

Udgang kan endelig også ske i form af udstationering, dvs. ophold uden for

fængsel og arresthus ikke blot i den normale arbejds- eller undervisningstid, men

også i fritiden, herunder om natten. Udstationering kan bl.a. gives i de tilfælde,

hvor der ville kunne gives frigang, men hvor udgangen af praktiske grunde ikke

kan gennemføres som frigang, eller det undtagelsesvis skønnes særlig formåls-

tjenligt, at frigang gennemføres som udstationering. Udstationering skal i givet

fald normalt ske i den sidste del af afsoningstiden og kan som udgangspunkt gi-

ves i indtil 4 uger eller, når særlige omstændigheder taler derfor, indtil 3 måne-

der. Udstationering sker i praksis ofte til en af kriminalforsorgens pensioner.

Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 blev der indført mulighed for at tillade udstatio-

nering på egen bopæl på betingelse af, at den indsatte undergiver sig intensiv

overvågning og kontrol på bopælen (afsoning i fodlænke). Det er forudsat i for-

arbejderne til lovændringen, at udstationering til fodlænkeafsoning på egen bo-

pæl kan finde sted i et tidsrum af maksimalt 6 måneder op til løsladelsestidspunk-

tet.

Der har endvidere siden 1. juli 2005 været mulighed for, at

hele

straffen afsones

på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeordningen). Oprin-

delig omfattede denne ordning kun personer, der var idømt fængselsstraf i indtil

3 måneder for overtrædelse af færdselsloven. Ved senere lovændringer er ord-

ningen gradvis udvidet, så den i dag omfatter personer, der er idømt fængselsstraf

i indtil 6 måneder, uanset den dømtes alder og forseelsens art. Undtaget er dog

personer, der er idømt fængselsstraf i indtil 14 dage for overtrædelse af lovgiv-

ningen om våben og eksplosivstoffer, medmindre straffen tillige er idømt for

overtrædelse af anden lovgivning, og den eller de skete overtrædelser af lovgiv-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ningen om våben og eksplosivstoffer ikke har været af væsentlig betydning for

straffens længde.

Et væsentligt formål med fodlænkeordningen er, at den dømte kan bevare til-

knytningen til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet mv. under afsoningen,

idet dette kan forbedre den pågældendes muligheder for på langt sigt at have en

varig tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket generelt vil kunne medvirke til at

mindske risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet (recidiv).

Fodlænkeordningen har som nævnt været under etapevis opbygning siden indfø-

relsen bl.a. for at give kriminalforsorgen mulighed for at afprøve det elektroniske

overvågningsudstyr. Ordningen anses i dag for at være velfungerende persona-

lemæssigt og organisatorisk.

Afsoning i fodlænke har en frihedsberøvende karakter, samtidig med at de dømte

undgår at blive udsat for de negative påvirkninger, som kan finde sted i et fæng-

sel. Hertil kommer, at afsoning i fodlænke er en billigere afsoningsform end af-

soning i fængsel.

3. Generelt om betinget dom

3.1. Anvendelsen af betinget dom

Efter straffelovens § 56 skal retten idømme en betinget dom, hvis retten finder

det

”upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse”. Bestemmelsen giver retten en

bred skønsmæssig beføjelse til at idømme betinget fængsel i stedet for ubetinget

fængsel, hvis retten ud fra sagens omstændigheder finder, at anvendelse af ube-

tinget fængsel er unødvendig.

Hverken straffelovens § 56 eller bestemmelsens forarbejder indeholder nærmere

anvisninger til domstolene om valget mellem betinget fængsel og ubetinget

fængsel. Valget mellem betinget fængsel og ubetinget fængsel er derfor navnlig

styret af retspraksis

–

og i visse tilfælde af forarbejder til bestemte strafbestem-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

melser

–

men i mange sager har retten et reelt valg, som foretages ud fra en helt

konkret vurdering af den enkelte sag.

Ligesom det gælder for straffastsættelsen i øvrigt

–

valget mellem bøde eller

fængsel og udmålingen af bødens størrelse henholdsvis fængselsstraffens længde

–

afhænger valget mellem betinget fængsel og ubetinget fængsel overordnet set

af dels lovovertrædelsens grovhed, dels gerningsmanden, jf. straffelovens § 80.

For begge forholds vedkommende

–

lovovertrædelsens grovhed og gernings-

manden

–

kan der peges på forhold, som taler henholdsvis for betinget fængsel

og for ubetinget fængsel.

Hvis lovovertrædelsen er grov, taler det for ubetinget fængsel. Som anført i

kapi-

tel 2,

afsnit 2.1, ovenfor forekommer det sjældent, at fængselsstraffe på over 1�½

år gøres betinget.

Det er imidertid ikke kun lovovertrædelsens grovhed som udtrykt ved fængsels-

straffens længde, der er afgørende for valget mellem betinget og ubetinget fæng-

sel. Ved en række

typer

af forbrydelser fremgår det af retspraksis

–

og i nogle til-

fælde af lovforarbejder

–

udgangspunktet

er ubetinget fængsel, dvs. at det for-

hold, at der er tale om den pågældende type forbrydelse, i sig selv taler for ube-

tinget fængsel.

Fra højesteretspraksis kan nævnes følgende sager:

UfR 1984.993 H (straffelovens § 119): En mand havde givet en politibetjent 3-4

dask på kinderne med flad hånd, og en kvinde havde sparket efter en politibetjent

og ramt ham i skridtet. Højesteret udtalte, at ved lovovertrædelser af den omhand-

lede karakter må anvendelse af ubetinget frihedsstraf normalt anses påkrævet.

Begge tiltalte blev straffet med 20 dages hæfte.

UfR 2003.412 H (straffelovens § 119): Tiltalte havde truet en parkeringsvagt med

vold. Højesteret udtalte, at trussel om vold mod en parkeringsvagt som udgangs-

punkt må straffes med ubetinget frihedsstraf. Tiltalte blev straffet med 10 dages

fængsel.

UfR 2009.216 H (straffelovens § 164, stk. 3): En mand havde med den pågælden-

des samtykke oplyst en andens identitet med forsæt til, at den pågældende blev

sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, om kørsel uden kørekort.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Højesteret udtalte, at udgangspunktet for straffastsættelsen i en sag af den forelig-

gende karakter bør være en ubetinget frihedsstraf af fængsel i 10 dage. Tiltalte

blev idømt denne straf.

UfR 1996.1017 H (straffelovens § 241): En 20-årig mand havde i spirituspåvirket

tilstand påkørt og dræbt en mand. Tiltalte havde kørt med slukkede lygter med

stor hastighed i vejens venstre side. Højesterets flertal på 5 af 6 dommere udtalte,

at udgangspunktet for sanktionsfastsættelsen i sager om uagtsomt manddrab i for-

bindelse med spirituskørsel fremover burde være ubetinget fængsel i 6-8 måneder.

Tiltalte blev straffet med 1 års fængsel, da der forelå skærpende omstændigheder.

[Ved en lovændring i 2002 er det forudsat, at det angivne udgangspunkt forhøjes

til 10-12 måneders fængsel.]

UfR 2011.2264 H (straffelovens § 244): En 31-årig mand havde på en restaurant

slået en mand i ansigtet med knyttet hånd. Højesterets flertal på 3 af 5 dommere

udtalte, at et voldsforhold som det foreliggende som udgangspunkt skal straffes

med en ubetinget frihedsstraf. 2 dommere ville under hensyn til, at voldsudøvel-

sen ikke var helt umotiveret, da den havde baggrund i noget skubberi, og at ska-

den på forurettede var begrænset, gøre straffen betinget med vilkår om samfunds-

tjeneste. Tiltalte blev straffet med 30 dages fængsel.

UfR 2005.2512 H (straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2): En mand havde flere

gange slået en taxachaffør i ansigtet med knyttet hånd. Højesteret tiltrådte lands-

rettens begrundelse, hvor det bl.a. udtaltes, at udgangspunktet er, at vold mod den

persongruppe, der er omfattet af straffelovens § 247, stk. 2 (personer, som efter

karakteren af deres arbejde er særligt udsatte for vold), straffes med ubetinget

fængsel. Tiltalte blev straffet med 50 dages fængsel.

UfR 2001.578 H (værdipapirhandelslovens § 39, stk. 1): En mand havde foretaget

kursmanipulation. Der var ikke bevis for, at handlingerne var foretaget for vin-

dings skyld, eller for, at nogen havde lidt tab. Højesteret udtalte, at tiltaltes hand-

linger havde været egnede til at skade tilliden til værdipapirmarkedet. Højesteret

fandt, at anvendelse af ubetinget frihedsstraf i almindelighed er påkrævet for at

modvirke denne form for kriminalitet, også selv om der ikke kan påvises konkrete

tab som følge af de pågældende handlinger. (Tiltalte blev straffet med 30 dages

betinget hæfte og en tillægsbøde på 10.000 kr., idet dette var landsrettens dom, og

anklagemyndigheden havde for Højesteret alene påstået stadfæstelse). [Afgørelsen

er fulgt op med UfR 2003.1476 H (3 måneders fængsel), hvor Højesteret gentog,

at anvendelse af ubetinget frihedsstraf i almindelighed er påkrævet for at modvir-

ke kursmanipulation, også selv om der ikke kan påvises konkrete tab som følge af

handlingen. Også i UfR 2013.196 H (8 måneders fængsel) udtalte Højesteret, at

anvendelse af ubetinget fængselsstraf i almindelighed er påkrævet for at modvirke

denne form for kriminalitet.]

UfR 1997.1504 H (værdipapirhandelslovens § 35, stk. 1): En mand havde foreta-

get insiderhandel med et udbytte på 481.000 kr. Højesteret udtalte, at ubetinget

frihedsstraf i almindelighed er påkrævet i tilfælde af insiderhandel for at modvirke

denne form for kriminalitet. Tiltalte blev straffet med 3 måneders fængsel.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Som det fremgår, er Højesterets begrundelse for, hvorfor ubetinget fængsel er

udgangspunktet, ofte meget generel, idet det alene anføres, at det er ”påkrævet” –

for så vidt angår

kursmanipulation og insiderhandel med tilføjelsen ”for at mod-

virke denne form for kriminalitet”. I den nedennævnte UfR 2002.1264 H om for-

sikringsbedrageri med hensyn til en bil af betydelig værdi henviser Højesteret

dog yderligere til, at ”opklaringen ofte

er forbundet med betydelige vanskelighe-

der”.

I sager om forsikringsbedrageri i form af bortskaffelse af biler til betydelig værdi

er der sket en udvikling i højesteretspraksis, således at udgangspunktet for straf-

fastsættelsen ifølge højesteretspraksis nu er en kombinationsdom med vilkår om

samfundstjeneste (dvs. en dom, hvor højst 3 måneder af straffen er ubetinget

fængsel, og hvor dommen i øvrigt er betinget med vilkår om samfundstjeneste),

jf. UfR 2002.1264 H og UfR 2007.1098 H. Tidligere var udgangspunktet ubetin-

get fængsel, idet Højesterets flertal på 4 af 5 dommere i UfR 1996.420 og 422 H

havde fundet, at anvendelsen af ubetinget frihedsstraf i almindelighed var påkræ-

vet for at modvirke denne form for kriminalitet, bl.a. fordi opklaringen ofte er

forbundet med betydelige vanskeligheder. I UfR 2002.1264 H anførte Højesteret

imidlertid under henvisning hertil og til de tilkendegivelser om øget anvendelse

af samfundstjeneste, der fremgår af forarbejderne til lovændringerne i 1997 og

2000, at straffen for bedrageri af denne karakter fremover i almindelighed bør

fastsættes som en kombinationsdom med vilkår om samfundstjeneste. Allerede i

UfR 1992.251 H havde 2 af 5 dommere under henvisning til lovændringen i 1992

dissentieret for betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Den dissentieren-

de dommer i UfR 1996.420 og 422 H havde udtalt, at det måtte anses for ønske-

ligt, at betinget dom med vilkår om samfundstjeneste anvendes i så vidt omfang,

som det er forsvarligt, inden for det område, der ved ordningens indførelse blev

betegnet som dens kerneområde, nemlig berigelseskriminalitet. Anvendelse af

betinget dom med samfundstjeneste ville efter denne dommers opfattelse næppe

virke væsentlig mindre afskrækkende end anvendelse af ubetinget fængselsstraf,

og generalpræventive overvejelser fandtes derfor efter denne dommers opfattelse

ikke i sig selv at tale afgørende imod anvendelse af betinget dom med samfunds-

tjeneste ved forsikringsbedrageri.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dissensen i dommene fra 1996 er et af de få eksempler på, at straffens afskræk-

kende virkning nævnes udtrykkeligt i en domsbegrundelse.

Der foreligger også landsretspraksis om yderligere kriminalitetsformer, hvor ud-

gangspunktet for straffastsættelsen er ubetinget fængsel. Det gælder bl.a. vid-

nestrusler, jf. straffelovens § 123 (UfR 1993.424 Ø og TfK 2006.682 V), falsk

forklaring for retten (TfK 2012.640 V og TfK 2011.1055 Ø), dokumentfalsk med

et midlertidigt kørekort (TfK 2006.741 V), vold mod medtrafikanter (UfR

2004.1666 Ø), vold over for en tilfældig forbipasserende, som ikke har givet an-

ledning til voldsudøvelsen (UfR 2005.780 V) og udbredelse af børnepornografi

(UfR 2005.3299 Ø).

Hertil kommer, at det undertiden i lovforarbejder forudsættes, at straffen for en

given lovovertrædelse som udgangspunkt fastsættes til ubetinget fængsel. Som

eksempler herpå kan nævnes straffelovens § 124, stk. 1, om fangeflugt (jf. som

eksempler UfR 2004.1177 V og UfR 2004.1357 V), straffelovens § 124, stk. 4, 1.

pkt., om indsattes besiddelse af mobiltelefon i arresthuse og lukkede fængsler (jf.

som eksempler UfR 2008.1460 Ø og UfR 2009.541 Ø) og straffelovens § 293 a

om brugstyveri af motorkøretøj (jf. som eksempler UfR 2003.2235 Ø og UfR

2003.2551 V).

Hvad angår

gerningsmanden,

er det navnlig af betydning, om den pågældende

tidligere er idømt fængsel. Hvis den pågældende tidligere er idømt betinget eller

ubetinget fængsel, taler det for nu at idømme ubetinget fængsel. Jo kortere tid der

er forløbet fra den tidligere dom til gerningstidspunktet, jo stærkere taler det for

ubetinget fængsel. Flere tidligere fængselsstraffe (som ikke ligger mange år til-

bage) taler i særlig grad for at idømme ubetinget fængsel.

Hvis den eller de tidligere fængselsstraffe angik en anden art af kriminalitet

–

den nye kriminalitet ikke er begået i prøvetiden for en betinget dom eller prøve-

løsladelse

–

har de tidligere fængselsstraffe dog formentlig ikke nævneværdig be-

tydning for valget mellem betinget eller ubetinget fængsel i den nye sag. Dette

gælder med sikkerhed på færdselsområdet, hvor eksempelvis valget mellem be-

tinget og ubetinget fængsel for spirituskørsel eller kørsel i frakendelsestiden (som

ikke er begået i prøvetiden for en betinget dom eller prøveløsladelse) afgøres helt

løsrevet fra tidligere domme om anden kriminalitet. Men det gælder formentlig

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

også på andre områder, således at eksempelvis tidligere straffe for vold ikke har

betydning for valget mellem betinget og ubetinget fængsel for en berigelsesfor-

brydelse (bortset fra røveri) og omvendt (igen forudsat at den nye kriminalitet ik-

ke er begået i prøvetiden for en betinget dom eller prøveløsladelse).

Andre forhold vedrørende gerningsmanden end dennes tidligere vandel har også

betydning for valget mellem betinget og ubetinget fængsel. Dette gælder i særlig

grad ved valget mellem betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og ubetin-

get fængsel, idet en dom med vilkår om samfundstjeneste forudsætter, at ger-

ningsmanden er egnet hertil. Også ved valget mellem en betinget dom uden vil-

kår om samfundstjeneste og ubetinget fængsel har gerningsmandens personlige

og sociale forhold betydning. Stabile forhold

–

eksempelvis i form af fast bopæl

og beskæftigelse ved arbejde eller uddannelse

–

taler for betinget fængsel. Usta-

bile forhold

–

eksempelvis i form af manglende fast bopæl og beskæftigelse eller

i form af misbrugsproblemer

–

taler for ubetinget fængsel.

Gerningsmandens familieforhold har også betydning, idet de efter omstændighe-

derne kan tale for betinget fængsel. Som eksempler på forhold, der kan tale for

betinget fængsel kan nævnes, at gerningsmanden er enlig forælder, at gernings-

manden passer et familiemedlem med et alvorligt handicap eller en alvorlig syg-

dom i hjemmet, eller at gerningsmanden lever i et parforhold med mindreårige

børn og husstanden vil have svært ved at klare sig økonomisk, hvis gernings-

manden idømmes ubetinget fængsel (eksempelvis fordi den pågældende i så fald

må forventes at miste sit arbejde).

Gerningsmandens alder har også betydning. Var gerningsmanden under 18 år på

gerningstidspunktet, taler det i høj grad for betinget dom. Selv om gerningsman-

den var fyldt 18 år på gerningstidspunet, taler ung alder for betinget fængsel.

Særligt høj alder kan også tale for betinget fængsel.

Andre forhold

kan også have betydning for valget mellem betinget fængsel og

ubetinget fængsel. Navnlig gælder, at (for) lang sagsbehandlingstid (som ikke

kan bebrejdes domfældte) og/eller en domfældelse lang tid efter gerningstids-

punktet taler for betinget fængsel, jf. herved straffelovens § 82, nr. 13 og 14 om,

at disse forhold i almindelighed skal indgå som formildende omstændigheder ved

straffens fastsættelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det gælder formentlig generelt, at de forhold, som er opregnet som typeeksem-

pler på skærpende og formildende omstændigheder i straffelovens §§ 81 og 82,

ved valget mellem betinget fængsel og ubetinget fængsel taler henholdsvis for

ubetinget fængsel (de skærpende omstændigheder) og betinget fængsel (de for-

mildende omstændigheder). Flere sådanne forhold er da også allerede nævnt i det

foregående, herunder tidligere kriminalitet (§ 81, nr. 1), gerningsmand under 18

år (§ 82, nr. 1) og gerningsmand med høj alder (§ 82, nr. 2).

Sammenfattende

er det vanskeligt i få ord at beskrive anvendelsesområdet for be-

tinget fængsel. Navnlig er der ret stor forskel på anvendelsesområdet for betinget

fængsel

uden

vilkår om samfundstjeneste og betinget fængsel

med

vilkår om

samfundstjeneste. Fælles er dog, at tidligere kriminalitet har helt afgørende be-

tydning, navnlig således at valget mellem betinget fængsel og ubetinget fængsel

for en gerningsmand over 18 år, der i en ikke for fjern fortid tidligere er idømt

betinget eller ubetinget fængsel for ligeartet kriminalitet, som udgangspunkt vil

falde ud til ubetinget fængsel.

Herudover kan det anføres, at kerneområdet for betinget fængsel

uden

vilkår om

samfundstjeneste formentlig er

dels

kriminalitet (af enhver art) begået af personer

under 18 år (som ikke tidligere er idømt fængsel for ligeartet kriminalitet), hvor

straffen ikke overstiger 5-6 måneders fængsel,

dels

berigelseskriminalitet (bortset

fra røveri) begået af en gerningsmand, som ikke tidligere er idømt fængsel for li-

geartet kriminalitet, vedrørende et ikke alt for stort beløb. I disse to

–

meget for-

skelligartede

–

grupper af sager er der en meget stærk tendens til at idømme be-

tinget fængsel. Der gælder dog en vigtig undtagelse i den anden gruppe af sager,

idet personer, som er kommet til Danmark

for at

begå berigelsesforbrydelser (i

praksis typisk tyveri, navnlig organiserede indbrudstyverier og/eller profession-

nelle butikstyverier eller tricktyverier), som udgangspunkt idømmes ubetinget

fængsel. Endvidere er afgrænsningen af den anden gruppe af sager i beløbsmæs-

sig henseende så vag (”et ikke alt for stort beløb”), at det i realiteten er et frem-

stillingsmæssigt valg, om man

–

som sket ovenfor

–

vil angive, at det er et klart

udgangspunkt, at der idømmes betinget fængsel i denne gruppe af sager. Alterna-

tivt kunne man angive, at betinget fængsel ofte anvendes i sager om berigelses-

kriminalitet (bortset fra røveri) begået af en gerningsmand, som ikke tidligere er

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

idømt fængsel for ligeartet kriminalitet, men at brugen af betinget fængsel grad-

vis aftager, jo større beløb kriminaliteten angår.

Herudover anvendes betinget fængsel uden vilkår om samfundstjeneste i sager

(om kriminalitet af enhver art), hvor der foreligger særligt formildende omstæn-

digheder, men dog ikke så formildende, at straffen bortfalder eller fastsættes til

bøde.

Endelig kan det anføres, at betinget fængsel

med

vilkår om samfundstjeneste ef-

terhånden anvendes inden for stort set alle kriminalitetsområder, men at der er

forskel på, hvor stor andelelen af domme med samfundstjeneste er på de forskel-

lige områder. Anvendelsen af samfundstjeneste behandles nærmere i afsnit 7 ne-

denfor.

3.2. Indholdet af en betinget dom

Hovedindholdet af en betinget fængselsstraf uden vilkår om samfundstjeneste er

normalt selve den betingede fængselsstraf og den prøvetid, der er knyttet hertil.

Det væsentligste element i straffen er således normalt det forhold, at ny krimina-

litet

–

navnlig af samme art

–

i prøvetiden betyder, at fængselsstraffen vil kunne

gøres ubetinget.

Hovedindholdet af en betinget fængsselsstraf med vilkår om samfundstjeneste er

arbejdspligten, dvs. pligten til at udføre et nærmere angivet antal timers

–

ulønnet

–

arbejde, som betegnes samfundstjeneste. Udførelsen af samfundstjenesten er-

statter fængselsstraffen, herunder således at der ved en eventuel afgørelse om at

gøre fængselsstraffen ubetinget (eksempelvis på grund af ny kriminalitet i prøve-

tiden) skal tages højde for den udførte samfundstjeneste. Er hele samfundstjene-

sten udført, er fængselsstraffen reelt udstået.

Ud over de nævnte hovedvilkår om straffri vandel henholdsvis udførelse af uløn-

net samfundstjeneste kan en betinget fængselsstraf indeholde et eller flere andre

vilkår. Sådanne vilkår fastsættes i givet fald typisk efter indstilling fra kriminal-

forsorgen i personundersøgelsen. Det mest almindelige vilkår af denne karakter

er vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen. Når samfundstjeneste er idømt, følger

det direkte af straffeloven, at domfældte undergives tilsyn. I andre betingede

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

domme beror det på en konkret vurdering, og vilkår om tilsyn kan i givet fald

fastsættes som eneste særvilkår eller sammen med andre vilkår.

De hyppigst brugte andre særvilkår er vilkår om afvænningsbehandling, vilkår

om psykiatrisk behandling og

–

for gerningsmænd, der på domstidspunktet er

under 18 år

–

vilkår om sociale foranstaltninger efter kommunens nærmere be-

stemmelse. Der er hjemmel til en række yderligere former for vilkår, og vilkår

kan i princippet udformes individuelt tilpasset den enkelte domfældtes forhold,

men der er formentlig i praksis en tendens til, at andre vilkår end de nævnte sjæl-

dent anvendes, og at den individuelle tilpasning normalt indskrænker sig til til-

valg eller fravalg af hvert af de nævnte vilkår (tilsyn, afvænning for misbrug af

alkohol, afvænning for misbrug af narkotika, psykiatrisk behandling og

–

for un-

ge lovovertrædere

–

sociale foranstaltninger). Hertil kommer to ordninger, der er

møntet på bestemte gerningsmænd og bestemte forbrydelser, og som har karakter

af en samlet pakke af vilkår, nemlig dels struktureret, kontrolleret alkoholistbe-

handling for spirituskørsel, dels sexologisk/psykiatrisk behandling af seksualfor-

brydere.

Straffelovrådet har fået foretaget en stikprøveundersøgelse vedrørende vilkår i

betingede domme. Undersøgelsen omfatter 494 tilfældigt udvalgte betingede

domme (herunder kombinationsdomme), som indeholdt vilkår om tilsyn af kri-

minalforsorgen, og hvor tilsynet er afsluttet i slutningen af 2012. Undersøgelsen

omfatter således alle domme til samfundstjeneste i den undersøgte periode, idet

vilkår om tilsyn er et lovbestemt vilkår ved betinget dom til samfundstjeneste.

Herudover omfatter undersøgelsen betingede domme uden vilkår om samfunds-

tjeneste, som indeholder vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen. Undersøgelsen

omfatter derimod ikke betingede domme uden vilkår om samfundstjeneste, som

ikke

indeholder vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen. Det bemærkes herved, at

bortset fra vilkår om sociale foranstaltninger over for domfældte under 18 år vil

der formentlig sjældent blive fastsat særvilkår, uden at der også fastsættes vilkår

om tilsyn af kriminalforsorgen. Vilkår om sociale foranstaltninger over for dom-

fældte under 18 år ledsages derimod sjældent af vilkår om tilsyn af kriminalfor-

sorgen (idet kommunens tilsyn anses for tilstrækkeligt), og der er da heller ikke i

undersøgelsen nogen domme, hvor der er fastsat vilkår om sociale foranstaltinger

over for domfældte under 18 år.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Af de 494 betingede domme (herunder kombinationsdomme) var 173 domme

uden vilkår om samfundstjeneste og 321 domme med vilkår om samfundstjene-

ste. 42 af de 173 domme (ca. 24 %) indeholdt kun vilkår om tilsyn, mens det var

279 af de 321 domme (ca. 87 %), der kun indeholdt vilkår om samfundstjeneste

og tilsyn. Særvilkår er således sjældne i domme til samfundstjeneste.

De hyppigst anvendte særvilkår var vilkår om afvænningsbehandling, idet nogle

domme angik alkoholbehandling, nogle angik narkotikabehandling, og nogle an-

gik begge dele. Endvidere indeholdt nogle domme et ubetinget vilkår om afvæn-

ningsbehandling, mens andre indeholdt vilkår om afvænningsbehandling, hvis

kriminalforsorgen finder det nødvendigt. I alt indeholdt 105 af de 131 domme

med særvilkår uden vilkår om samfundstjeneste udelukkende særvilkår om af-

vænningsbehandling vedrørende alkohol og/eller narkotika (ca. 80 %). Blandt

samfundstjenestedommene var det 36 domme ud af de 42 samfundstjeneste-

domme med særvilkår (ca. 86 %).

De næsthyppigste vilkår angik psykiatrisk behandling, undertiden i kombination

med vilkår om afvænningsbehandling, og nogle domme indeholdt et ubetinget

vilkår om psykiatrisk behandling, mens andre domme indeholdt vilkår om psyki-

atrisk behandling, hvis kriminalforsorgen finder det nødvendigt. I alt indeholdt

20 af dommene uden samfundstjeneste (ca. 15 %) og 2 af samfundstjenestedom-

mene (ca. 5 %) sådanne vilkår.

De øvrige få domme med særvilkår indeholdt vilkår om behandling for ludomani

(3 domme uden samfundstjeneste og 3 samfundstjenestedomme), vilkår om vre-

deshåndtering (1 dom uden samfundstjeneste) og vilkår om at efterkomme til-

synsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde eller uddannelse (2 dom-

me uden samfundstjeneste og 1 samfundstjenestedom). 1 af dommene uden sam-

fundstjeneste med vilkår om at efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse

om ophold og arbejde indeholdt også vilkår om ”psykologisk/psykiatrisk medi-

cinsk behandling”.

Som nævnt har undersøgelsen, hvis datamateriale var tilsynssager i kriminalfor-

sorgen, ikke kunnet omfatte betingede domme med vilkår om sociale foranstalt-

ninger over for domfældte under 18 år, hvor det er den stedlige kommune, der er

tilsynsmyndighed.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.3. Det svenske forslag til regler om betinget fængsel

Der er i Sverige gennemført et større udredningsarbejde med henblik på at over-

veje at reformere de svenske regler om sanktionerne for strafbare handlinger, jf.

betænkning SOU 2012:34 Nya påföljder. Betænkningen blev udarbejdet af et

sagkyndigt udvalg, der havde en hovretspræsident som formand og medlemmer

fra domstolene, kriminalforsorgen, kriminalpræventivt råd, anklagemyndigheden,

Justitsministeriet og Socialministeriet. Endvidere var en professor i strafferet og

en advokat medlemmer af udvalget.

Udvalget havde til opgave at foretage en gennemgang af sanktionssystemet for

voksne og unge lovovertrædere. Udvalget skulle analysere, hvordan betydningen

af kriminalitetens art kan begrænses og dens betydning klart afgrænses. Udvalget

skulle endvidere undersøge, hvilken betydning tidligere kriminalitet skal tillæg-

ges. Udvalget skulle analysere, hvordan anvendelsen af fængsel, især de korte

straffe, kan mindskes samtidig med, at troværdigheden i systemet kan oprethol-

des. Udvalget skulle undersøge, hvordan valget af indgreb, som ikke udgør fæng-

sel i anstalt, skal ske, hvilket indhold sådanne indgreb skal have, og hvordan re-

aktionerne ved ny kriminalitet og andre vilkårsovertrædelser skal udformes. Ud-

valget skulle også tage stilling til, om intensiv overvågning med elektronisk kon-

trol (”fodlænkeordning”) kan anvendes i øget omfang eller på anden måde

æn-

dres. Udvalget skulle også undersøge, hvordan anvendelsen af dagbøder kan

øges, og hvordan fuldbyrdelsen af bøder kan effektiviseres. Udvalget skulle her-

udover se på sanktioner over for unge lovovertrædere og skulle tage stilling til,

om et system med betinget fængsel skal indføres.

Denne beskrivelse gengiver alene sammenfatningen af kommissoriet, der i alt

omfattede 18 sider og indeholdt detaljerede anvisninger til udvalget vedrørende

hvert af de emner, som udvalget skulle behandle. Udvalget skulle ifølge kommis-

soriet afslutte arbejdet i løbet af 3 år, hvilket også skete.

Der er på nuværende tidspunkt ikke taget initiativ til helt eller delvis at gennem-

føre forslagene i betænkningen, og det svenske justitsministerium har oplyst, at

det i hvert fald ikke vil ske i indeværende valgperiode (som udløber i september

2014).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Udvalget foreslår at indføre betinget fængsel til erstatning for de eksisterende

sanktioner betinget dom og skyddstillsyn, der er omtalt i

bilag 2,

afsnit 2. Forsla-

get indebærer, at sanktionssystemet for voksne lovovertrædere vil bestå af to

sanktioner, bøde og fængsel, idet det under visse forudsætninger kan besluttes, at

fængselsstraffen skal være betinget.

Betinget fængsel indebærer efter forslaget, at domfældte ikke behøver at fuldbyr-

de fængselsstraffen i anstalt, hvis den pågældende opfylder visse vilkår. Vilkåre-

ne skal bestå i, at domfældte i en prøvetid dels afholder sig fra fortsat kriminali-

tet, dels gennemfører den tillægssanktion, som den betingede fængsselsstraf sup-

pleres med. Prøvetiden skal som hovedregel være 2 år. Tillægssanktionerne

–

som beskrives nærmere nedenfor

–

skal f.eks. kunne omfatte pligt til at betale

dagbøder, udføre samfundstjeneste eller underkaste sig forsorg eller behandling.

Udvalget foreslår, at der skal være en formodning for, at fængselsstraf, som er

kortere end 1 år, skal gøres betinget. Fængselsstraf på 1 år eller mere skal også

kunne gøres betinget, hvis den betingede fængsselsstraf kan forenes med en til-

strækkeligt indgribende aftale om forsorg, eller ubetinget fængselsstraf på grund

af tiltaltes personlige forhold eller andre tungtvejende grunde fremstår som åben-

bart uhensigtsmæssig.

Det er udvalgets vurdering, at det ikke er tilstrækkeligt, at en betinget fængsels-

straf indebærer pligt til at afholde sig fra kriminalitet i en prøvetid. Betinget

fængsel skal derfor efter forslaget ledsages af en tillægssanktion. Valget af til-

lægssanktion skal afgøres med udgangspunkt i fængselsstraffens længde. Det in-

debærer, at en længere betinget fængselsstraf skal ledsages af en mere indgriben-

de tillægssanktion end en kortere betinget fængselsstraf, og at lige lange betinge-

de fængselsstraffe skal ledsages af tillægssanktioner, der fremstår som i det væ-

sentlige lige indgribende. Hvis der ikke findes nogen tilstrækkeligt indgribende

tillægssanktion, som kan anvendes, skal der idømmes ubetinget fængsel.

Udvalget foreslår, at kortere betingede fængselsstraffe (op til 3 måneder) som

udgangspunkt skal ledsages af dagbøder. I den udstrækning bøder ikke kan anses

for at være en tilstrækkeligt indgribende tillægssanktion med hensyn til fængsels-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

straffens længde eller tiltaltes tidligere kriminalitet, skal den betingede fængsels-

straf ledsages af samfundstjeneste.

Ikke alle personer har forudsætninger for at udføre samfundstjeneste. Hvis sam-

fundstjeneste ikke vurderes at være en hensigtsmæssig sanktion for tiltalte, skal

tillægssanktionen derfor i stedet kunne bestå i overvågning og kontrol i medfør af

en såkaldt overvågnings- og kontrolsanktion. Sanktionen skal i det væsentlige

være lige så indgribende som det antal timers samfundstjeneste, der ellers skulle

være idømt.

Udvalget foreslår, at muligheden for, at ubetinget fængsel fuldbyrdes på bopælen

under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeordning), afskaffes. I stedet fo-

reslås det, at en betinget fængselsstraf skal kunne ledsages af et forbud mod, at

domfældte forlader sin bopæl, såkaldt husarrest. Husarrest skal kun kunne an-

vendes som tillægssanktion, hvis tiltalte tidligere har gjort sig skyldig i kriminali-

tet på en sådan måde eller i en sådan udstrækning, at der ellers ikke ville have

været forudsætninger for at beslutte, at fængselsstraffen skulle gøres betinget.

Hvis tiltalte har behov for forsorg eller behandling for misbrug af afhængigheds-

skabende midler eller for noget andet særligt forhold, som kan antages at have

bidraget til den begåede kriminalitet, eller hvis der findes kriminalitets- eller

misbrugsrelateret programvirksomhed, som det vurderes at være hensigtsmæssigt

for den pågældende at gennemgå, kan den betingede fængselsstraf efter forslaget

i stedet for dagbøder, samfundstjeneste, overvågnings- og kontrolsanktion eller

husarrest ledsages af en såkaldt forsorgs- eller påvirkningssanktion. Det væsent-

lige indhold i en sådan sanktion skal fremgå af en udtalelse fra kriminalforsor-

gen. En forsorgs- eller påvirkningssanktion skal være tilstrækkeligt indgribende.

Det indebærer, at sanktionen i det væsentlige skal være lige så indgribende som

det antal dagbøder, det antal timers samfundstjeneste eller det antal måneders

husarrest, som den betingede fængselsstraf ellers skulle have været ledsaget af.

Hvis det er åbenbart, at de indsatser, som kriminalforsorgen har foreslået, ikke er

tilstrækkeligt indgribende, skal retten kunne kombinere santionen med dagbøder,

samfundstjeneste eller en overvågnings- og kontrolsanktion.

Efter forslaget skal aftale om forsorg kunne anvendes som tillægssanktion, hvis

den betingede fængselsstraf er 1 år eller længere, eller hvis tiltalte tidligere har

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gjort sig skyldig i kriminalitet på en sådan måde eller i en sådan udstrækning, at

der ellers ikke ville have været forudsætninger for at beslutte, at fængselsstraffen

skulle gøres betinget. Indholdet i aftalen om forsorg skal være så indgribende, at

den i det væsentlige modsvarer en ubetinget fængselsstraf med hensyn til, hvor

indgribende den er.

Det er udvalgets vurdering, at der med et sanktionssystem opbygget i overens-

stemmelse med udvalgets forslag ikke er noget behov for ved fastsættelsen af

sanktionen at særbehandle nogen forbrydelse eller nogen forbrydelsesart i skær-

pende retning på grund af kriminalitetens art. Grundene til ikke at idømme betin-

get fængsel skal efter udvalgets forslag alene være forbrydelsens grovhed som

udtrykt ved fængselsstraffens længde eller tiltaltes tidligere kriminalitet.

Det forhold, at der ikke skal ske nogen særbehandling ved sanktionsfastsættelsen

på grund af kriminalitetens art, betyder, at en gennemførelse af udvalgets forslag

–

i overensstemmelse med udvalgets kommissorium

–

vil føre til en forholdsvis

kraftig mindskning af anvendelse af korte ubetingede fængselsstraffe. I princip-

pet vil ubetinget fængsel på mindre end 1 år efter en gennemførelse af udvalgets

forslag kun blive idømt ved gentagen kriminalitet. Også hvor tiltalte tidligere en

eller nogle få gange er idømt en mere indgribende sanktion end bøde, vil fæng-

selsstraf i mange tilfælde blive gjort betinget.

Det indgår i udvalgets forslag, at en betinget fængselsstraf for gentagen krimina-

litet altid skal ledsages af en mere indgribende tillægssanktion end en foregående

betinget fængselsstraf. Det er således efter udvalgets forslag ikke muligt at

idømme flere betingede fængselsstraffe efter hinanden uden at optrappe, hvor

indgribende sanktionen er.

Det indgår også i udvalgets forslag, at den idømte tillægssanktion altid skal fuld-

byrdes. Hvis dette ikke er muligt, skal tillægssanktionen erstattes af en anden til-

lægssanktion, og hvis dette heller ikke er muligt, skal fængselsstraffen fuldbyr-

des.

Med visse forenklinger kan udvalgets forslag sammenfattes på følgende måde:

- Når en person, som ikke tidligere er idømt fængsel (betinget eller ubetinget),

straffes med fængsel i under 1 år, gøres fængselsstraffen altid betinget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

- Når en person, som tidligere er idømt betinget fængsel, straffes med fængsel i

under 1 år, afhænger det af en vurdering af den tidligere kriminalitet, om fæng-

selsstraffen skal være betinget eller ubetinget. Hvis fængselsstraffen gøres betin-

get, skal der fastsættes en mere indgribende tillægssanktion end i den foregående

betingede fængselssdom.

- I særlige tilfælde kan fængsel i 1 år eller derover gøres betinget.

- En betinget fængselsdom ledsages af en tillægssanktion.

- I første betingede fængselsdom anvendes som udgangspunkt bøde (i form af

dagbøder) ved straffe på indtil 3 måneder og samfundstjeneste ved straffe over 3

måneder, men under 1 år. Samfundstjeneste erstattes af en overvågnings- og kon-

trolsanktion, hvis domfældte ikke er egnet til samfundstjeneste. En forsorgs- eller

påvirkningssanktion kan, når det er relevant, helt eller delvis træde i stedet for

bøde, samfundstjeneste og kontrol- og overvågningssanktion. Målestokken er i

alle tilfælde den bøde eller samfundstjeneste, som er udgangspunktet, hvis dom-

fældte er egnet og der ikke er behov for behandling mv., og de alternative sankti-

oner skal i det væsentlige være lige så indgribende som den bøde eller samfunds-

tjeneste, de helt eller delvis erstatter.

- I anden og senere betingede fængselsdom kan endvidere anvendes de mere ind-

gribende sanktioner husarrest (fodlænkeordning) og aftale om forsorg. Aftale om

forsorg kan endvidere anvendes i første betingede fængselsdom, hvis straffen er

fastsat til 1 år eller mere.

Det er efter udvalgets forslag et generelt princip, at der skal være en ret direkte

proportionalitet mellem den idømte fængselsstrafs længde og tillægssanktionen.

Der er lagt op til, at 14 dages fængsel ledsages af 50 dagbøder, 1 månedes fæng-

sel af 70 dagbøder, 2 måneders fængsel af 100 dagbøder og 3 måneders fængsel

af 120 dagbøder. Der er endvidere lagt op til at videreføre den omregningstabel

mellem fængselsstraffens længde og antallet af samfundstjenestetimer, som

fremgår af

bilag 2,

afsnit 2 (højre kolonne: samfundstjeneste med skyddstillsyn).

Disse omregningsprincipper gælder ved første betingede fængselsdom; i genta-

gelsestilfælde kan der idømmes flere dagbøder eller flere samfundstjenestetimer

set i forhold til fængselsstraffens længde.

Endvidere skal udførelsen af samfundstjeneste normalt fordeles over en periode,

der svarer til fængselsstraffens længde, en overvågnings- og kontrolsanktion skal

svare til fængselsstraffens længde (der gælder dog et minimum på 3 måneder og

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

et maksimum på 1 år), og husarest skal svare til to tredjedele af fængselsstraffens

længde (brøken to tredjedele er fastsat under hensyntagen til muligheden for prø-

veløsladelse fra ubetinget fængsel) (der gælder dog et minimum på 14 dage og et

maksimum på 8 måneder).

Det er også et generelt princip, at en tillægssanktion modsvarer fængselsstraffen i

den forstand, at hvis tillægssanktionen er delvis gennemført, kan der kun blive ta-

le om at fuldbyrde den reststraf, som den ikke-gennemførte del af tillægssanktio-

nen svarer til. Heraf følger også, at alle ikke-gennemførte tillægssanktioner (her-

under dagbøder) bortfalder, hvis der træffes bestemmelse om fuldbyrdelse af

fængselsstraffen.

Der skal ved fastsættelsen af tillægssanktion tages hensyn til en eventuel vare-

tægtsfængsling forud for dommen. Som tommelfingerregel kan tillægssanktionen

fastsættes i forhold til længden af den idømte betingede fængselsstraf med fra-

drag af varetægtsfængsling. Hvis den betingede fængselsstraf er 8 måneder, og

domfældte har været varetægtsfængslet i 2 måneder, kan tillægssanktionen såle-

des fastsættes til, hvad der er en passende tillægssanktion ved en betinget fæng-

selsstraf på 6 måneder. Retten kan i givet fald også helt undlade at fastsætte en

tillægssanktion.

Efter udvalgets forslag skal fængselsstraffens længde altid udmåles i en betinget

fængselsdom. Der er således ikke mulighed for betinget dom uden straffastsæt-

telse. Udvalgets forslag giver heller ikke mulighed for delvis betinget dom (kom-

binationsdom).

Efter forslaget kan en mindre del af samfundstjenesten efter kriminalforsorgens

nærmere bestemmelse gennemføres ved anden virksomhed end ulønnet arbejde,

eksempelvis deltagelse i programvirksomhed eller kontakt med kriminalforsor-

gens tilsynsførende. Der lægges i bemærkningerne til lovudkastet op til, at ”en

mindre del” skal forstås sådan, at som udgangspunkt højst en tredjedel af sam-

fundstjenesten kan gennemføres ved anden virksomhed end ulønnet arbejde.

En overvågnings- og kontrolsanktion indebærer altid

kontaktpligt,

dvs. at dom-

fældte i den periode, som sanktionen omfatter (jf. ovenfor), skal holde tæt kon-

takt og mødes med kriminalforsorgens tilsynsførende efter dennes nærmere be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

stemmelse. Kontaktpligten kan helt eller delvis udgøre pligt til at deltage i krimi-

nalitets- eller misbrugsrelateret programvirksomhed. Hvis den betingede fæng-

selsstraf overstiger 2 måneder, indebærer en overvågnings- og kontrolsanktion

endvidere

meldepligt,

dvs. at domfældte har pligt til regelmæssigt at melde sig til

kriminalforsorgen, anden myndighed eller person på den tid og den måde, som

kriminalforsorgen bestemmer. Hvis overvågnings- og kontrolsanktionen varer 6

måneder eller derover, omfatter sanktionen endvidere

weekendhusarrest,

dvs. at

domfældte 23 timer i døgnet i et antal weekender svarende til antallet af måneder,

sanktionen omfatter, skal opholde sig på sin bopæl. Overholdelsen af weekend-

husarrest kan kontrolleres elektronisk (fodlænkeordning).

Weekendhusarrest kan efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse erstattes

af pålæg om, at den dømtes på nærmere angivne tidspunkter (1) ikke må opholde

sig på et nærmere angivet sted eller i et nærmere angivet område, (2) ikke må for-

lade et nærmere angivet område eller (3) skal opholde sig på et nærmere angivet

sted. Et sådant pålæg skal med hensyn til, hvor indgribende det er, i det væsentli-

ge svare til den weekendhusarrest, som det træder i stedet for. Der lægges i den

forbindelse op til, at indgreb som nævnt under (1) sammenlignet med husarrest er

så lidet indgribende, at indgrebet for at modsvare weekendhusarrest tidsmæssigt

kan omfatte hele eller i hvert fald størstedelen af den periode, som overvågnings-

og kontrolsanktionen omfatter. Med hensyn til indgreb som nævnt under (2) læg-

ges der op til, at området kan være en mindre kommune eller en ikke alt for lille

del af en større kommune, og at indgrebet i så fald er væsentligt mindre indgri-

bende end husarrest og derfor kan omfatte hele den periode, som overvågnings-

og kontrolsanktionen omfatter. Hvis der er tale om et mindre område, skal på-

læggets tidsmæssige udstrækning indskrænkes, men vil dog stadig skulle omfatte

længere tid end den weekendhusarrest, det træder i stedet for, idet et områdepå-

læg uanset områdets størrelse må anses for mindre indgribende end husarrest.

Endelig lægges der op til, at indgreb som nævnt under (3) skal anses som for-

holdsvis indgribende og som udgangspunkt kan gives samme tidsmæssige ud-

strækning som den weekendhusarrest, det træder i stedet for. De forskellige ind-

grebstyper kan kombineres, og det er så alle indgreb til sammen, der skal svare

til, hvor indgribende weekendhusarrest i et antal uger svarende til antallet af må-

neder, som overvågnings- og kontrolsanktionen omfatter, ville have været.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.4. Straffelovrådets overvejelser

3.4.1. Afgrænsning af kommissoriet

Straffelovrådet har indledningsvis overvejet kommissoriets afgrænsning med

hensyn til rådets overvejelser vedrørende betingede domme generelt.

Kommissoriet for rådets arbejde bærer titlen ”revision af regler mv. om sam-

fundstjeneste og andre vilkår for betingede domme”, og rådet anmodes i kom-

missoriet først og fremmest om at ”gennemgå de gældende regler og praksis ved-

rørende domme med vilkår om samfundstjeneste med henblik på en revision, der

navnlig sigter mod så vidt muligt at øge brugen af vilkår om samfundstjeneste

som alternativ til fængselsstraf”. I tilknytning hertil anmodes rådet endvidere om

at ”overveje behovet for at ændre de almindelige

regler mv. om betingede dom-

me, herunder bl.a. afgrænsningen af, hvilke vilkår der kan fastsættes for en be-

tinget dom (…) samt overveje retsstillingen ved vilkårsovertrædelser”.

Straffelovrådet finder, at det falder uden for kommissoriets rammer at overveje

sanktionssystemet på et så grundlæggende niveau, som det eksempelvis er sket i

den svenske betænkning fra 2012, der er omtalt i afsnit 3.3 ovenfor.

Straffelovrådet finder samtidig, at der på det overordnede plan er sådanne gene-

relle lighedspunkter mellem Straffelovrådets opgave som beskrevet i kommisso-

riet og forslagene i den svenske betænkning, at det på flere enkeltpunkter er rele-

vant at inddrage overvejelser og forslag i den svenske betænkning i Straffelovrå-

dets overvejelser.

Et hovedformål med forslagene i den svenske betænkning er at mindske anven-

delsen af korte ubetingede fængselsstraffe

–

forstået som ubetingede fængsels-

straffe på under 1 år. For at bevare et virksomt og troværdigt straffesystem for de

forhold, som i dag straffes med sådanne korte ubetingede fængselsstraffe, indgår

det samtidig som et væsentligt element i forslagene i den svenske betænkning, at

såkaldte tillægssanktioner til betinget fængsel skal anvendes i betydeligt større

omfang end i dag, og blandt disse tillægssanktioner finder man ikke mindst sam-

fundstjeneste.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

På tilsvarende måde fremgår det udtrykkeligt af Straffelovrådets kommissorium,

at rådets forslag så vidt muligt skal føre til en øget brug af samfundstjeneste som

alternativ til ubetinget fængselsstraf. Eller med andre ord: rådets forslag skal så

vidt muligt føre til, at et antal forhold, som i dag straffes med ubetinget fængsel,

fremover straffes med samfundstjeneste.

Straffelovrådet har på denne baggrund i sine overvejelser helt grundlæggende ta-

get udgangspunkt i den eksisterende ordning for betingede domme, herunder med

vilkår om samfundstjeneste, og overvejet en række elementer med henblik på at

vurdere, om der er grundlag for at foreslå ændringer på et eller flere punkter. Rå-

det har derimod ikke overvejet spørgsmålet om en mere grundlæggende reform,

hvor det samlede sanktionssystem nytænkes fra bunden.

Straffelovrådet har nærmere bestemt overvejet spørgsmålet om betinget bøde.

Betinget bøde anvendes ikke i praksis, og det er derfor et spørgsmål, om der er

tilstækkeligt behov for at opretholde denne mulighed, som komplicerer sankti-

onssystemet. Der henvises til afsnit 3.4.2 nedenfor.

Straffelovrådet har endvidere

–

på et mere overordnet plan

–

overvejet valget

mellem betinget dom og ubetinget dom i konkrete sager. Der henvises til afsnit

3.4.3 nedenfor.

Straffelovrådet har desuden overvejet spørgsmålet om udformningen af en betin-

get dom henholdsvis med og uden straffastsættelse. Der henvises til afsnit 3.4.4

nedenfor.

Straffelovrådet har endvidere overvejet kombinationsdomme, dvs. domme, som

kombinerer betinget straf og ubetinget straf. Der henvises til afsnit 3.4.5 neden-

for.

Straffelovrådet har desuden

–

i overensstemmelse med, hvad der er anført herom

i kommissoriet

–

overvejet fastsættelsen af andre vilkår end samfundstjeneste i

betingede domme. Der henvises til afsnit 3.4.6 nedenfor.

Straffelovrådet er opmærksom på, at der i den svenske betænkning foreslås en

ordning, som bl.a. indebærer, at betinget dom bl.a. kan ledsages af vilkår om en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kontrol- og overvågningssanktion, som efter omstændighederne kan indebære

weekendhusarrest, dvs. en pligt til én weekend om måneden at opholde sig 23

timer i døgnet på sin bopæl.

Straffelovrådet er bl.a. som følge heraf opmærksom på, at man i princippet kunne

forestille sig at give mulighed for, at en betinget dom med vilkår om samfunds-

tjeneste blev ledsaget af vilkår vedrørende domfældtes ophold på sin bopæl.

Formålet hermed ville i givet fald være at sikre, at straffen samlet set bliver til-

strækkeligt indgribende til at kunne fungere som et passende alternativ til en ube-

tinget straf for forbrydelser af en sådan grovhed, at samfundstjeneste alene ville

blive anset som en for mild sanktion.

Straffelovrådet finder imidlertid, at spørgsmålet om at kombinere betingede

domme, herunder betingede domme med vilkår om samfundstjeneste, med vilkår

vedrørende domfældtes ophold på sin bopæl har en sådan sammenhæng med mu-

ligheden for, at ubetinget fængsel helt eller delvis kan afsones på bopælen under

intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeordningen), at spørgsmålet i givet fald

bør overvejes i sammenhæng med mere generelle overvejelser om fodlænkeord-

ningens placering i det samlede sanktionssystem. Det bemærkes herved, at det i

den svenske betænkning i øvrigt også foreslås, at fodlænkeordningen, der i Sve-

rige ligesom i Danmark i dag er en særlig afsoningsform for ubetinget fængsel,

ændres til at være et vilkår i en betinget fængselsdom.

Som nævnt i afsnit 1 ovenfor har Straffelovrådet ikke som led i behandlingen af

kommissoriet om samfundstjeneste mv. overvejet de gældende regler om afso-

ning af ubetinget fængsel på bopælen under intensiv overvågning og kontrol

(fodlænkeordningen).

Straffelovrådet har på denne baggrund heller ikke overvejet spørgsmålet om at

kombinere samfundstjeneste med vilkår vedrørende domfældtes ophold på sin

bopæl.

3.4.2. Betinget bøde

Straffelovrådet har overvejet, om muligheden for at idømme betinget bøde bør

opretholdes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Så vidt ses indeholder forarbejderne ikke nogen særlig omtale af formålet med at

kunne idømme betinget bøde, og betinget bøde anvendes ikke i praksis af dom-

stolene.

Formålet med at idømme betinget bøde måtte i givet fald være det samme som

med at idømme betinget straf i øvrigt, dvs. at søge at motivere domfældte til at

overholde de fastsatte vilkår under trussel om, at bøden i modsat fald vil kunne

gøres ubetinget.

Hvis formålet alene er

–

på grund af særligt formildende omstændigheder eller

eventuelle særligt alvorlige konsekvenser af idømmelse af en sædvanlig bøde

–

domfældte ikke skal betale den bøde, som sædvanligvis ville være forskyldt for

den pågældende lovovertrædelse, vil retten kunne nedsætte bøden til et lavt be-

løb, nøjes med at meddele en advarsel, jf. retsplejelovens § 900, eller efter om-

stændighederne lade straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 83.

En betinget bøde vil derfor alene være relevant, hvis det er meningen, at bøden

skal betales, hvis domfældte ikke overholder de fastsatte vilkår.

Hovedvilkåret for en betinget dom er imidlertid vilkåret om straffri vandel, og

sådan som reglerne om bødefastsættelse er udformet og anvendes i praksis, er der

efter Straffelovrådets opfattelse ikke behov for at kunne benytte betinget bøde-

straf med vilkår om straffri vandel. Reglerne om bødefastsættelse er nemlig til-

strækkeligt fleksible til, at der i gentagelsestilfælde under alle omstændigheder

kan udmåles en bøde for det nye forhold, som i tilstrækkelig grad tager højde for,

at domfældte tidligere er fundet skyldig i relevante strafbare forhold.

Et forløb, hvor en person findes skyldig i et strafbart forhold og ikke pålægges at

betale en bøde her og nu, men advares om, at pågældende i tilfælde af nyt straf-

bart forhold vil få en højere bødestraf end ellers som følge af, at pågældende alle-

rede er fundet skyldig og advaret, vil således efter Straffelovrådets opfattelse

mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres inden for rammerne af reglerne om

bødefastsættelse, eventuelt suppleret med reglerne om advarsel og strafbortfald.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil det således være unødigt kompliceret at an-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vende reglerne om betingede domme i sådanne situationer. Og som nævnt sker

det da heller ikke i dag, selv om reglerne giver mulighed for det.

Tilbage er alene spørgsmålet, om betinget bøde kan være en relevant sanktion

med henblik på at fastsætte særvilkår. Straffelovrådet har overvejet dette spørgs-

mål dels i forhold til fysiske personer, dels i forhold til juridiske personer.

Med hensyn til fysiske personer bemærker Straffelovrådet for en ordens skyld for

det første, at vilkår om samfundstjeneste hverken kan eller bør kunne anvendes

som vilkår ved betinget bøde. Rådet henviser herved til, at samfundstjeneste er

–

og som anført i afsnit 2 ovenfor bør forblive

–

et alternativ til ubetinget fængsel

og ikke til bøde.

Det er dernæst Straffelovrådets opfattelse, at fastsættelse af særvilkår som ud-

gangspunkt vil være uforholdsmæssigt indgribende, hvis der er tale om en min-

dre eller moderat bøde. Spørgsmålet om fastsættelse af særvilkår vil derfor kun

kunne opstå i en antalsmæssigt begrænset gruppe af sager, hvor bøden udmåles i

hundredtusinder eller millioner. Bøder i den størrelsesorden udmåles imidlertid

ofte bl.a. i forhold til den opnåede økonomiske gevinst ved det strafbare forhold,

og det ville stemme mindre godt med denne baggrund for bødeudmålingen at gø-

re en sådan bøde betinget.

Hertil kommer, at reglerne om tiltalefrafald, jf. retsplejelovens §§ 722 og 723,

der bl.a. giver mulighed for at fastsætte samme vilkår som i en betinget dom, ef-

ter Straffelovrådets opfattelse er tilstrækkeligt rummelige til at kunne opfange

eventuelle helt særlige tilfælde, hvor det måtte være hensigtsmæssigt at undlade

at pålægge den skyldige at betale en ellers forskyldt bøde på betingelse af, at den

pågældende opfylder visse særlige vilkår.

Med hensyn til juridiske personer gælder som udgangspunkt det samme som an-

ført ovenfor vedrørende fysiske personer. Der gør sig dog det særlige forhold

gældende, at juridiske personer ikke kan idømmes fængsel, og at juridiske perso-

ner derfor idømmes bøde for lovovertrædelser, hvor en fysisk person i givet fald

ville være blevet idømt fængsel.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Spørgsmålet er herefter, om der er tilfælde, hvor det af hensyn til at motivere en

juridisk person, som straffes for en lovovertrædelse, til eksempelvis at forebygge

nye lovovertrædelser vil kunne være hensigtsmæssigt at idømme en betinget bø-

de ledsaget af visse vilkår. Som eksempel kan nævnes vilkår om, at en juridisk

person, der er dømt for insiderhandel, kursmanipulation, konkurrencebegræns-

ninger eller bestikkelse, forebygger nye lovovertrædelser ved at indføre et såkaldt

compliance programme. Andre eksempler kunne være overtrædelser af eksem-

pelvis markedsføringsloven eller miljølovgivningen, hvor vilkår kunne angå

domfældtes positive tiltag til at afbøde skadevirkningerne af lovovertrædelsen.

Straffelovrådet lægger vægt på, at der på de relevente

–

erhvervsrettede

–

lovom-

råder vil være tilsynsmyndigheder, som formentlig vil have bedre muligheder

end anklagemyndigheden og domstolene for at identificere egnede initiativer,

som en given virksomhed kan eller bør tage for at forebygge nye lovovertrædel-

ser. Det gælder f.eks. på miljøområdet, arbejdsmiljøområdet, fødevareområdet,

skatte- og afgiftsområdet, konkurrence- og forbrugerområdet og det finansielle

område. Endvidere er der i vidt omfang på disse og andre erhvervsrettede lovom-

råder ofte hjemmel til administrativt at udstede egnede påbud og forbud til en gi-

ven virksomhed, herunder en virksomhed, som har begået et strafbart forhold.

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at der heller ikke for juridiske personer

er grundlag for at opretholde muligheden for at idømme betinget bøde. Rådet

bemærker herved også, at det efter almindelige strafudmålingsprincipper ved

udmålingen af bøden kan være formildende, hvis den skyldige har taget relevante

initiativer med henblik på at forebygge nye lovovertrædelser, jf. herved også

straffelovens § 82, nr. 8, om gerningsmanden frivillige afværgelse af den fare,

der er forvoldt ved den strafbare handling, og § 82, nr. 11, om gerningsmandens

genopretning af den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet, at muligheden for at idømme betinget

bøde afskaffes.

3.4.3. Anvendelsesområdet for betinget dom

Straffelovrådet har overvejet anvendelsesområdet for betinget dom over for ube-

tinget dom. Som nævnt i afsnit 3.1 ovenfor forekommer det sjældent, at fæng-

100

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

selsstraffe på over 1�½ år gøres betinget. Der er derfor visse former for grov kri-

minalitet, hvor betinget dom allerede på grund af den idømte strafs længde ikke

–

eller kun helt undtagelsesvis

–

ville kunne komme på tale. Som eksempler kan

nævnes manddrab (herunder forsøg på manddrab), terrorisme (herunder forsøg på

terrorisme), voldtægt og samleje med barn under 15 år ved udnyttelse af fysisk

eller psykisk overlegenhed.

Endvidere har det stor betydning for valget mellem betinget dom og ubetinget

dom, om den pågældende tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet. Ved gen-

tagen kriminalitet falder sandsynligheden for anvendelse af betinget dom i takt

med antallet af relevante forstraffe.

Herudover er der imidlertid en række kriminalitetsformer, hvor udgangspunktet

ifølge retspraksis er anvendelse af ubetinget fængsel også i førstegangstilfælde,

hvor straffen ikke overstiger den ovenfor nævnte grænse på 1�½ års fængsel.

Som det fremgår af gennemgangen i afsnit 3.1 ovenfor, er Højesterets begrundel-

se for, at ubetinget fængsel er udgangspunktet for en given forbrydelse, ofte me-

get generel, idet det alene anføres, at det er ”påkrævet” –

for så vidt angår kurs-

manipulation og insiderhandel med tilføjelsen ”for at modvirke denne form for

kriminalitet”. Heller ikke i landsretspraksis uddybes det nærmere, hvorfor betin-

get straf, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, ikke

–

eller ikke i tilstrække-

lig grad

–

ville kunne modvirke de pågældende former for kriminalitet.

Det forekommer, at lav opdagelsesrisiko anføres som begrundelse for en hård

straf, herunder som begrundelse for anvendelse af ubetinget fængsel i stedet for

bøde, betinget dom eller samfundstjeneste, jf. herved også UfR 2002.1264 H,

hvor det som begrundelse for i sager om forsikringsbedrageri med hensyn til en

bil af betydelig værdi at anvende delvis betinget dom fremfor fuldstændig betin-

get dom (med vilkår om samfundstjeneste) anføres, at opklaringen ofte er for-

bundet med betydelige vanskeligheder.

Straffens generalpræventive effekt forbindes da almindeligvis også med enten

straffens

strenghed

eller

risikoen

for straf (opdagelsesrisiko og/eller sandsynlig-

heden for strafforfølgning/straf). Undertiden inkluderes også

hastigheden,

hvor-

med en straf idømmes, som et muligt generalpræventivt element. En generalpræ-

101

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ventiv effekt opnås med andre ord ved, at en person afskrækkes fra at begå for-

brydelser, fordi personen oplever, at der er en væsentlig risiko for at blive straf-

fet, at straffen iværksættes hurtigt, og/eller at straffen er streng.

Argumentet, at lav opdagelsesrisiko taler for hård straf, bygger således forment-

lig på en opfattelse af, at den samlede generalpræventive effekt af straffen for en

given forbrydelse fremkommer som den kombinerede effekt af straffens streng-

hed, risikoen for straf og eventuelt hastigheden, hvormed en straf i givet fald

idømmes. Tanken er med andre ord den, at hvis opdagelsesrisikoen er lav, bør

straffen være hård for samlet set at opnå en tilstrækkelig generalpræventiv effekt.

Det er imidlertid tvivlsomt, om selv en nok så hård straf reelt kan ”opveje” en lav

opdagelsesrisiko. Empiriske undersøgelser af straffens generalpræventive effekt

peger således ofte på en effekt af visheden for straf/opdagelsesrisikoen, mens der

sjældent påvises en effekt af variationer i straffens strenghed (A. von Hirsch, A.

Bottoms, E. Burney and P.O. Wikström,

Criminal Deterrence and Sentence Se-

verity: An Analysis of Recent Research

(Oxford: Hart Publishing, 1999), som der

henvises til i Justitsministeriets Forskningskontors rapport fra november 2011 om

kartelsager, økonomisk kriminalitet og generalprævention).

Individualpræventivt er der heller ikke grundlag for at antage, at ubetinget fæng-

sel generelt i højere grad end betinget fængsel, herunder eventuelt med vilkår om

samfundstjeneste, afskrækker den konkrete gerningsmand fra fremtidig krimina-

litet. Foreliggende undersøgelser viser således eksempelvis mindre tilbagefald til

ny kriminalitet (recidiv) for personer dømt til samfundstjeneste sammenlignet

med personer, som er fundet egnet til samfundstjeneste, men som er idømt ube-

tinget fængsel.

Det er på denne baggrund Straffelovrådets opfattelse, at der ikke kan hentes me-

gen vejledning til fastlæggelse af anvendelsesområdet for betinget dom ud fra

overvejelser om den generalpræventive eller individualpræventive virkning af

henholdsvis betinget og ubetinget dom.

Dette gælder så meget desto mere, fordi helt generelle overvejelser om betinget

dom over for ubetinget dom i realiteten sammenfatter væsentligt forskellige for-

hold under ét. Der er således meget stor forskel på en betinget dom alene med

102

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vilkår om straffri vandel i en prøvetid og eksempelvis en betinget dom med vil-

kår om 200 timers samfundstjeneste eller om sexologisk/psykiatrisk behandling

igennem 1�½ år, hvoraf det første �½ år skal afvikles under ophold i institution.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det således vigtigt at have for øje, at et udsagn

om, at ubetinget fængsel er den påkrævede straf for en given forbrydelse, i reali-

teten betyder, at man siger, at en hvilken som helst betinget dom

–

med de stren-

gest tænkelige vilkår

–

vil være en utilstrækkelig sanktion.

Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om et alternativ til den nuværende

praksis, hvor valget mellem ubetinget fængsel og betinget fængsel beror på en

samlet afvejning af en række faktorer, kunne være et mere enkelt system, hvor

valget mellem ubetinget fængsel og betinget fængsel som udgangspunkt alene

afhænger af fængselsstraffens længde og gerningsmandens eventuelle forstraffe.

I den svenske betænkning, der er omtalt i afsnit 3.3 ovenfor, foreslås en sådan

model, idet fængsel under 1 år i førstegangstilfælde foreslås altid at skulle gøres

betinget.

Straffelovrådet finder imidlertid, at en ændring til som udgangspunkt alene at

lægge vægt på fængselsstraffens længde og gerningsmandens eventuelle forstraf-

fe vil være en så væsentlig ændring i forhold til den nuværende ordning, at den i

givet fald kun bør gennemføres på grundlag af en bredere overvejelse af reglerne

om betinget dom, end kommissoriet

–

der som nævnt i afsnit 3.4.1 ovenfor tager

udgangspunkt i reglerne om samfundstjeneste

–

giver grundlag for.

Straffelovrådet foreslår således ikke nogen principielle ændringer af den gælden-

de ordning. Straffelovrådet anbefaler dog en vis tilbageholdenhed med at operere

med alt for faste udgangspunkter alene baseret på kriminalitetens art. Efter Straf-

felovrådets opfattelse bør der således, når det i en principiel dom fra en af de hø-

jere retter eller i lovforarbejder er tilkendegivet, at udgangspunktet for straffast-

sættelsen for en given forbrydelse er ubetinget fængsel, stadig være plads til at

fravige dette udgangspunkt i konkrete sager, hvor forholdene taler for det. Det

bør således haves for øje, at en sådan tilkendegivelse i en dom eller lovforarbej-

der normalt vil bygge på, hvad der er en passende straf i de typisk forekommende

tilfælde, og at ubetinget fængsel ikke nødvendigvis vil være den rigtige straf i

mere atypiske tilfælde. Hertil kommer, at udviklingen på det pågældende område

103

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kan ændre forudsætningerne for en tilkendegivelse om udgangspunktet for straf-

fastsættelsen i en sådan grad, at udgangspunktet bør kunne fraviges i videre om-

fang.

Udgangspunktet bør være, at straffe på op til 1�½ års fængsel kan gøres betinget,

eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, hvis gerningsmanden ikke tidligere er

straffet med betinget eller ubetinget fængsel for ligeartet kriminalitet. Betinget

fængsel vil afhængig af de nærmere omstændigheder, herunder kriminalitetens

grovhed, ligesom i dag også kunne anvendes, selv om en gerningsmand én gang

tidligere er straffet med betinget fængsel for ligeartet kriminalitet.

Anvendelsen af betinget fængsel, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste, bør

afhænge af en samlet vurdering, hvori også indgår gerningsmandens øvrige per-

sonlige forhold (ud over eventuelle relevante forstraffe) og kriminalitetens grov-

hed og art.

Der bør eksempelvis være et større rum for at anvende betinget fængsel over for

personer under 18 år, herunder et større rum for at anvende betinget fængsel flere

gange efter hinanden. Det samme gælder, hvis der i øvrigt foreligger formildende

omstændigheder, herunder i tilfælde af for lang sagsbehandlingstid (straffelovens

§ 82, nr. 13) eller af, at den strafbare handling er begået for lang tid siden (straf-

felovens § 82, nr. 14).

Omvendt bør der udvises tilbageholdenhed med at anvende betinget fængsel ved

mere organiseret kriminalitet, dvs. hvor flere gerningsmænd mere systematisk og

planlagt i fællesskab begår kriminalitet. Der bør også udvises tilbageholdenhed

med at anvende betinget fængsel for personfarlig kriminalitet i tilfælde, hvor for-

urettede er påført betydelige fysiske eller psykiske skader. Det samme gælder

som udgangspunkt, hvis kriminaliteten er udøvet over for et særligt værgeløst of-

fer.

Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at bemærkningerne ovenfor angår

hovedprincipperne for valget mellem betinget fængsel og ubetinget fængsel i de

hyppigst forekommende tilfælde, og at betinget fængsel undtagelsesvis også kan

anvendes ved fængselsstraffe på over 1�½ års fængsel.

104

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.4.4. Betinget dom med og uden straffastsættelse

Straffelovrådet har overvejet betinget dom med og uden straffastsættelse. Der er

for det første spørgsmålet, om domstolene fortsat bør kunne vælge mellem disse

muligheder, eller om der kun skal være mulighed for én af delene (og i givet fald

hvilken). Hvis domstolene fortsat bør kunne vælge mellem betinget dom med og

uden straffastsættelse, er der dernæst spørgsmålet om, hvilke kriterier og/eller

forudsætninger der skal fastsættes for domstolenes valg herimellem.

I forarbejderne til de gældende regler anføres forskellige argumenter for hen-

holdsvis betinget dom med og uden straffastsættelse. Imod straffastsættelse anfø-

res for det første, at det centrale ved en betinget dom er, at anvendelse af straf

undgås, hvis visse vilkår opfyldes, og det naturlige udgangspunkt derfor i og for

sig er, at der ikke udmåles straf i den betingede dom, idet en straffastsættelse

først er påkrævet, når der begås en vilkårsovertrædelse. Endvidere anføres, at det

kan være en fordel, at straffastsættelsen udskydes til dette tidspunkt, idet der da

kan tages hensyn til den pågældendes forhold i tiden efter dommen. Endvidere

anføres, at en straffastsættelse kan komme i modstrid med den betingede doms

forsorgsmæssige formål, og at en straffastsættelse vil være særlig uheldig i til-

fælde, hvor det på forhånd er usikkert, om en vilkårsovertrædelse vil medføre

straf eller en anden retsfølge.

For straffastsættelse i en betinget dom henvises navnlig til hensynet til straffe-

dommes præventive betydning. Ifølge forarbejderne vil generalpræventive hen-

syn jævnligt tilsige, at der i den betingede dom fastsættes straf, men det må dog

antages, at straffastsættelse i et ikke ubetydeligt omfang kan undlades uden skade

for generalpræventionen. Individualpræventivt kan det undertiden være en fordel,

at forholdets alvor markeres gennem en straffastsættelse.

I forarbejderne opregnes dernæst tre grupper af sager, hvor der navnlig vil være

brug for betinget dom uden straffastsættelse. For det første nævnes sager vedrø-

rende mindre alvorlige lovovertrædelser, hvor der ifølge forarbejderne ofte, uden

at det kommer i strid med generalpræventive synspunkter, kan tages hensyn til

det ønskelige i, at den ”stempling” af den tiltalte, som en straffastsættelse kan in-

debære, undgås. Det vil det desuden kunne være en fordel, at domfældte ikke har

mulighed for at sammenligne eventuelle forsorgsmæssige vilkår med en bestemt

105

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fastsat

–

mindre

–

straf. For det andet nævnes sager, hvor det må antages, at der

ved vilkårsovertrædelse bør anvendes andre foranstaltninger end tidsbestemt

straf, og hvor det derfor vil være uheldigt, hvis retten ved den betingede dom er

blevet bundet til anvendelse af fængsel. Endelig nævnes for det tredje sager, hvor

der fastsættes meget indgribende forsorgsvilkår, navnlig vilkår om institutions-

ophold. Anvendelsen af sådanne vilkår medfører typisk

–

men ikke altid

–

præventionshensyn ikke med større vægt taler for straffastsættelse, og at det fin-

des naturligt, at forsorgen træder i stedet for straffen. Hertil kommer, at straffen,

hvis dens anvendelse bliver aktuel, bør kunne udmåles forholdsvis frit under hen-

syntagen til de indgribende foranstaltninger, som allerede er iværksat over for

den pågældende.

Straffeloven foreskriver på denne baggrund, at retten kan anvende betinget dom

uden straffastsættelse, og at retten, såfremt det findes mere formålstjenligt, kan

anvende betinget dom med straffastsættelse.

Ifølge forarbejderne er baggrunden herfor, at de hensyn, der bør tillægges betyd-

ning for valget mellem de to former for betinget dom, er mangeartede og ofte

krydsende, og at det derfor ikke er muligt på hensigtsmæssig måde i loven at ud-

forme mere præcise kriterier for valget mellem de to domsformer. Det anføres, at

det må foretrækkes, at loven giver domstolene frihed til på det erfaringsmæssige

grundlag, som efterhånden skabes, at udvikle en hensigtsmæssig retspraksis. Det

tilføjes dog, at man har ment at burde tilkendegive, at betinget dom med straf-

fastsættelse kun må anvendes, efter at retten i det enkelte tilfælde har gjort sig

klart, at denne domsform må antages at have fordele fremfor en betinget dom

med udsat straffastsættelse.

Domstolene har i de forløbne år siden 1961, hvor de gældende regler blev ind-

ført, udviklet en retspraksis, som i dag nok kan beskrives på den måde, at betin-

get dom med straffastsættelse er det klare udgangspunkt, idet betinget dom uden

straffastsættelse navnlig anvendes i to afgrænsede grupper af sager: dels sager

med lovovertrædere under 18 år, dels mindre alvorlige førstegangstilfælde. At

retten først efter i det enkelte tilfælde at have gjort sig klart, at betinget dom med

straffastsættelse er at foretrække, anvender denne domsform, er ikke noget, der

fremgår af domsbegrundelsen i nyere praksis.

106

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Straffelovrådet har overvejet de argumenter, der har været anført for og imod be-

tinget dom med og uden straffastsættelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse har hensynet til i tilfælde af vilkårsovertrædelse

om nødvendigt at kunne fastsætte en anden retsfølge end fængsel ikke en sådan

vægt, at det kan begrunde avendelse af betinget dom uden straffastsættelse. I alle

tilfælde, hvor vilkårsovertrædelsen består i ny kriminalitet i prøvetiden, har retten

under alle omstændigheder mulighed for at fastsætte en anden retsfølge end

fængsel for den samlede kriminalitet, jf. straffelovens § 61, stk. 2. Problemstil-

lingen angår således alene tilfælde, hvor der udelukkende er tale om overtrædelse

af andre vilkår end vilkåret om straffri vandel. I sådanne tilfælde bør det ikke

–

tilfælde, hvor det fandtes forsvarligt at idømme betinget dom

–

komme på tale på

grundlag af efterfølgende forhold, som ikke involverer ny kriminalitet, at idøm-

me de meget alvorlige retsfølger forvaring, jf. straffelovens § 70, anbringelse, jf.

straffelovens § 68, eller ungdomssanktion, jf. straffelovens § 74 a. I princippet

kunne man forestille i sådanne situationer at idømme mindre indgribende foran-

staltninger såsom tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, af-

vænningsbehandling, psykiatrisk behandling mv., jf. straffelovens § 68. Sådanne

foranstaltninger svarer til, hvad der ville kunne fastsættes

–

og måske er fastsat

–

som vilkår i den betingede dom. Efter Straffelovrådets opfattelse er det imidlertid

unødigt vidtgående

–

og uforholdsmæssigt indgribende over for domfældte

–

give mulighed for

–

sådan som det for så vidt er tilfældet i dag

–

at en betinget

dom uden straffastsættelse i tilfælde af vilkårsovertrædelse (som ikke indebærer

ny kriminalitet) kan ”forvandles” til en foranstaltning efter straffelovens § 68

med den deraf følgende tidsubestemthed og den deraf følgende mulighed for i

yderste konsekvens at ændre foranstaltningen til en anbringelse.

Med hensyn til muligheden for ved en eventuel straffastsættelse at tage hensyn til

den pågældendes forhold efter dommen er det efter Straffelovrådets opfattelse en

rigtig tanke, at en person, der i en vis periode i medfør af en dom for et strafbart

forhold har opfyldt mere eller mindre indgribende vilkår, på en eller anden måde

”godskrives” denne indsats ved fastsættelsen af straffen for den kriminalitet, som

gav anledning til dommen, såfremt det som følge af en senere vilkårsovertrædel-

se bliver aktuelt at fastsætte ubetinget fængsel for denne kriminalitet. Allerede de

gældende regler giver imidlertid vide muligheder for en sådan hensyntagen, også

når den betingede dom er med straffastsættelse. For det første gælder i alle til-

107

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fælde, hvor vilkårsovertrædelsen består i ny kriminalitet i prøvetiden, at retten

ved fastsættelsen af en fælles straf for den tidligere og den nye kriminalitet har en

bred skønsmæssig beføjelse til at bestemme, med hvilken vægt straffen for den

tidligere kriminalitet skal indgå ved udmålingen af en fælles straf, jf. straffelo-

vens § 61. For det andet kan retten i tilfælde, hvor der alene er tale om andre vil-

kårsovertrædelser end ny kriminalitet, godskrive domfældte for dennes indsats

med at opfylde vilkår ifølge den betingede dom

ved

at nøjes med at meddele en

advarsel eller med at ændre vilkårene og/eller forlænge prøvetiden

eller ved

at af-

sige en kombinationsdom, hvorefter kun en del af den fastsatte straf skal fuldbyr-

des og resten fortsat være betinget, jf. straffelovens § 60. Efter Straffelovrådets

opfattelse er der derfor ikke behov for af hensyn til mulighederne for en sådan

hensyntagen til domfældtes forhold efter dommen at opretholde adgangen til at

idømme betinget dom uden straffastsættelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse forekommer det efter en nutidig opfattelse ikke

at være et rimeligt argument for betinget dom uden straffastsættelse, at man der-

med undgår, at domfældte i givet fald kan sammenligne den udmålte straf med

de pålagte vilkår og eventuelt komme frem til, at det vil være mere byrdefuldt at

opfylde vilkårene end at afsone straffen. I det omfang dette måtte forekomme

–

og givet, at forskellige domfældte vil have forskellige præferencer og herunder se

forskelligt på, hvor byrdefuldt det vil være at afsone en ubetinget fængselsstraf,

kan det næppe helt undgås

–

bør retssystemet stå ved den udmålte straf og de

fastsatte vilkår som den rigtige straf og de rigtige vilkår i den pågældende sag

–

fremfor at søge at skjule en mulig oplevet uforholdsmæssighed mellem vilkår og

straf for domfældte og offentligheden.

Tilbage står argumenterne vedrørende den præventive virkning af at fastsætte el-

ler ikke fastsætte straffen i en betinget dom. Straffelovrådet er ikke bekendt med

undersøgelser, der kan belyse dette spørgsmål, være sig med hensyn til general-

prævention eller individualprævention. De antagelser, der fremføres herom, sy-

nes således ikke at være underbygget af faktiske oplysninger. Det kan dog under

alle omstændigheder anføres, at den fængselsstraf, som kan blive udløst helt eller

delvis, hvis domfældte ikke overholder vilkårene i en betinget dom, er et så væ-

sentligt led i den samlede sanktion, at domfældte bør kende længden heraf.

108

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ét yderligere argument

–

som ikke ses nævnt i forarbejderne til lovændringen i

1961

–

kan imidlertid anføres og det til støtte for i en betinget dom at fastsætte

straffen. Ved straffens fastsættelse skal der under hensyntagen til ensartethed i

retsanvendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger

om gerningsmanden, jf. straffelovens § 80. Det er den ret, der afgør skylds-

spørgsmål, som bl.a. gennem den umiddelbare bevisførelse for den dømmende

ret har det bedste kendskab til såvel lovovertrædelsen som gerningsmandens for-

hold før og efter gerningen frem til domstidspunktet. Det er derfor også den

dømmende ret, som med størst legitimitet kan fastsætte ikke alene vilkårene i den

betingede dom, men også længden af den fængselsstraf, som gøres betinget. Hvis

tiltalte ikke tilstår, deltager endvidere lægdommere ved fastsættelsen af fængsels-

straffen i en betinget dom, hvorimod der ikke deltager lægdommere ved en sene-

re fastsættelse af straffen, hvis domfældte overtræder andre vilkår end vilkåret

om straffri vandel, jf. straffelovens § 60. Dette fremgår af retsplejelovens § 686,

stk. 3, nr. 3.

Efter Straffelovrådets opfattelse er dette et stærkt argument for at anvende betin-

get dom med straffastsættelse.

Selv om der som nævnt ikke kan siges noget sikkert om, hvorvidt en betinget

domme med straffastsættelse i almindelighed har større, mindre eller samme

præventive effekt som en betinget domme uden straffastsættelse, kan det endvi-

dere i det mindste have en pædagogisk effekt at anvende betinget dom med straf-

fastsættelse. I forbindelse med afsigelsen af en betinget dom vil retsformanden

normalt vejlede domfældte om, hvad den betingede dom indebærer, og nogle vil

formentlig i den forbindelse, hvis dommen er uden straffastsættelse, vælge som

led i sin (mundtlige) vejledning at angive den omtrentlige længde af den straf,

som kan forventes at blive udmålt, hvis straffen senere gøres ubetinget. En sådan

mundtlig

–

og i øvrigt uforbindende

–

vejledning om en eventuel fremtidig straf-

fastsættelse har imidlertid ikke nær samme forklaringskraft som en i den betinge-

de dom udmålt straf. En i dommen udmålt straf giver f.eks. også mulighed for, at

domfældte efterfølgende af en rådgiver af den ene eller anden art kan få mere

sikker vejledning om, hvad den betingede dom rent strafmæssigt indebærer.

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at der i hvert fald ikke er grundlag for

at indskrænke anvendelsen af betinget dom med straffastsættelse i forhold til den

109

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

eksisterende retspraksis, hvorefter betinget dom med straffastsættelse er det al-

mindelige udgangspunkt, idet betinget dom uden straffastsættelse i praksis alene

anvendes dels over for lovovertrædere under 18 år, dels i mindre alvorlige første-

gangstilfælde.

Straffelovrådet har i forlængelse heraf overvejet, om straffelovens regler bør æn-

dres, så de bedre afspejler denne praksis, eller om muligheden for at idømme be-

tinget dom uden straffastsættelse helt bør afskaffes.

Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet de to tilfældegrupper, hvor betin-

get dom uden straffastsættelse anvendes i den eksisterende retspraksis, dvs. hen-

holdsvis lovovertrædere under 18 år og mindre alvorlige førstegangstilfælde.

Spørgsmålet er, om der i en eller begge disse kategorier af sagen er sådanne for-

dele forbundet med, at betinget dom uden straffastsættelse kan anvendes, at det

vil være uhensigtsmæssigt fuldstændig at afskaffe denne mulighed.

Med hensyn til lovovertrædere under 18 år giver de gældende regler mulighed

for, at når en sådan gerningsmand findes skyldig i kriminalitet, der i sig selv eller

på grund af tidligere strafbare forhold er for alvorlig til, at sagen kan afgøres med

advarsel, bøde eller tiltalefrafald, kan den pågældende idømmes en betinget dom

uden straffastsættelse. De gældende regler giver med andre ord mulighed for, at

en sådan ung gerningsmands første fængselsdom kan være en betinget dom uden

straffastsættelse, mens en eventuel anden fængselsdom (i tilfælde af, at den på-

gældende igen begår kriminalitet) kan være en betinget dom med straffastsættel-

se.

Hvis muligheden for at idømme betinget dom uden staffastsættelse afskaffes, vil

der derimod

–

under forudsætning af, at der ikke sker en skærpelse i form af, at

en ung gerningsmand på et tidligere tidspunkt i en kriminel løbebane, end det

sker i dag, skal idømmes ubetinget fængsel

–

i sådanne tilfælde i givet fald skulle

idømmes betinget dom med staffastsættelse i både første og anden fængselsdom.

Straffelovrådet har overvejet, om en sådan ændring

–

som kun vedrører tilfælde,

hvor domfældte efter en betinget fængselsdom begår ny kriminalitet og igen

idømmes betinget fængsel

–

vil kunne have negative konsekvenser. Efter Straffe-

lovrådets opfattelse er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at de unge lov-

110

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

overtrædere, som spørgsmålet er relevant for, generelt har en klar opfattelse af, at

der i disse tilfælde er tale om en skærpelse af sanktionen fra den første dom

(uden straffastsættelse) til den anden dom (med straffastsættelse).

En sådan ændring vil heller ikke berøre reglerne om straffeattester, som indebæ-

rer, at der hverken på en privat eller offentlig straffeattest medtages oplysninger

om den første straf i form af tiltalefrafald, bøde eller betinget fængsel til en per-

son, der var under 18 år på gerningstidspunktet. Hvis den pågældende inden 3 år

efter afgørelsen om den første straf begår et nyt strafbart forhold, der skal medta-

ges på straffeattesten, medtages dog i givet fald samtidig det første strafbare for-

hold efter de almindelige regler.

Med hensyn til anvendelse af betinget dom uden straffastsættelse i mindre alvor-

lige førstegangstilfælde giver de gældende regler i princippet mulighed for at

operere med en ekstra strafposition mellem bøde og 7 dages betinget fængsel,

som er den kortest mulige udmålte fængselsstraf. Dette er særligt tydeligt i sager,

hvor straffen stiger med stigende beløb eller mængde, jf. følgende eksempler,

hvor der blev anvendt betinget dom uden straffastsættelse:

Utrykt byretsdom af 15. april 2011: En på domstidspunktet 23-årig ustraffet kvin-

de havde i en butik stjålet tøj til en samlet værdi af ca. 11.000 kr. Kvinden var

blevet pågrebet umiddelbart efter tyveriet, og tøjet blev straks tilbageleveret.

Utrykt byretsdom af 28. april 2011: En på domstidspunktet 35-årig ustraffet mand

havde besiddet 5,2 gram kokain, 2,57 gram hashmix og 17 enheder dopingmidler

til eget forbrug.

Disse sager afspejler, at butikstyveri vedrørende mindre end 8.000 kr. normalt

straffes med bøde (og med fængsel, hvis beløbet er højere). Hvis erstatning er be-

talt

–

hvormed må sidestilles, at det stjålne er tilbageleveret ubrugt

–

er beløbs-

grænsen dog lidt højere (uden at det står klart, om grænsen så går ved f.eks.

9.000 kr. eller eventuelt ved 10.000 kr.). Tilsvarende straffes besiddelse af under

5 gram kokain til eget forbrug normalt med bøde (og med fængsel, hvis mæng-

den er større). (Også de mængder hash og dopingmidler, der var tale om besid-

delse af til eget forbrug i ovennævnte sag, ligger i bødeområdet).

Eftersom sådanne forbrydelser kan begås med hensyn til et hvilket som helst be-

løb eller en hvilken som helst mængde, vil der, hvis man ser på et antal sager

111

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

med forskellige beløb eller mængder, nødvendigvis være en beløbs- eller mæng-

degrænse, hvor straffen under grænsen er bøde og over grænsen (betinget) fæng-

sel. Ved sådanne forbrydelser vil der med andre ord nødvendigvis være et punkt,

hvor en lille

–

og eventuelt meget lille

–

forskel i beløb eller mængde får afgø-

rende betydning for valget mellem bøde og fængsel.

At straffastsættelsen i konkrete sager sker på baggrund af en samlet vurdering af

en række forhold og ikke udelukkende ud fra det omhandlede beløb eller den

omhandlede mængde, ændrer efter Straffelovrådets opfattelse ikke væsentligt på

denne problemstilling. Navnlig ved så enkle

–

og så forholdsvis hyppigt fore-

kommende

–

forbrydelser som butikstyveri og besiddelse af euforiserende stoffer

til eget forbrug vil der være en række sager, hvor der hverken foreligger relevante

formildende eller skærpende omstændigheder, og hvor beløbet eller mængden

derfor i praksis vil være det afgørende kriterium for straffastsættelsen og herun-

der i givet fald for valget mellem bøde og fængsel.

Denne

–

i de pågældende typer af sager uundgåelige

–

tærskeleffekt taler imidler-

tid efter Straffelovrådets opfattelse ikke i særlig grad for at opretholde mulighe-

den for at kunne idømme betinget dom uden straffastsættelse. Fængselsstraffens

minimum er 7 dage, jf. straffelovens § 33, stk. 1, og hvis fastsættelsen af fæng-

selsstraffen er udsat, men der som følge af vilkårsovertrædelse efterfølgende op-

står spørgsmål om at fastsætte straffen, vil straffen derfor ikke kunne fastsættes

til mindre end 7 dages fængsel.

Heller ikke det forhold, at betinget dom uden straffastsættelse, som det er i dag, i

praksis anses for en mildere straf end selv en kort betinget fængselsstraf, taler ef-

ter Straffelovrådets opfattelse for at opretholde muligheden for at kunne idømme

betinget dom uden straffastsættelse. For det første er det tvivlsomt, om denne op-

fattelse

–

som forudsætter et ret nøje kendskab til straffelovens regler om betin-

gede domme og ikke mindst anvendelsen heraf i praksis

–

også gør sig gældende

i den almindelige befolkning. For det andet

–

og navnlig

–

må det antages, at en

ændring af de gældende regler på dette punkt i givet fald vil have den virkning, at

7 dages betinget fængsel fremover bliver den strafposition, der anses som den

mildeste betingede fængselsstraf.

112

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Til belysning af, hvad en sådan forskydning fra strafpositionen betinget dom

uden straffastsættelse til strafpositionen 7 dages betinget fængsel vil betyde i

praksis, kan det nævnes, at ud af i gennemsnit ca. 10.500 årlige betingede domme

er der årligt i gennemsnit ca. 1.100 betingede domme uden straffastsættelse (ba-

seret på oplysninger for 2008-2012). Omkring 95 % af de betingede domme uden

straffastsættelse angår overtrædelse af straffeloven som hovedforhold, og ca.

70 % angår ejendomsforbrydelser, navnlig tyveri, mens ca. 20 % angår voldsfor-

brydelser, navnlig simpel vold (straffelovens § 244). I ca. en tiendedel af de be-

tingede domme uden straffastsættelse er der også idømt bøde, mens under 1 % af

dommene er med vilkår om samfundstjeneste.

For enkelte forbrydelser kan der være meget store udsving i antallet af betingede

domme uden straffastsættelse fra år til år. Dette gælder navnlig opløb og grov

forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted (straffelovens §§ 133-134 a), hvor

antallet af domme uden straffastsættelse i 2010 var 67, mens det i de øvrige år

var 0-1. Det er sandsynligt, at det meget store antal domme i 2010 angik nogle af

de sidste af de sager af denne karakter, der blev rejst efter urolighederne i forbin-

delse med rydningen af Ungdomshuset i 2007, idet der i 2007-2009 blev rejst til-

talte i ca. 340, ca. 40 og ca. 50 sager om overtrædelse af straffelovens § 134 a,

mens der i de samme år blev afsluttet ca. 50, ca. 70 og ca. 150 sager. I 2010 blev

der rejst tiltale i ca. 10 sager og afsluttet ca. 120 sager. Det er derfor også sand-

synligt, at anvendelsen af betinget dom uden straffastsættelse i så stort et antal

sager kan have været udtryk for, at den lange sagsbehandlingstid er blevet tillagt

betydning i formildende retning ved straffastsættelsen.

Hvis man ser på alle betingede domme for overtrædelse af straffeloven, er det ca.

12 % af de betingede domme, der er uden straffastsættelse, men for 15-16-årige

gerningsmænd er det ca. 25 % (for 17-årige er det ca. 19 %). Tilsvarende er det

under 7 % af alle betingede voldsdomme, der er uden straffastsættelse, mens det

for 15-16-årige gerningsmænd er ca. 20 % (for 17-årige er det ca. 11 %).

Dette skal ses i forhold til, at der årligt i gennemsnit er ca. 200 betingede domme,

hvor straffen er udmålt til 7 dages fængsel (baseret på oplysninger for 2008-

2012). Heraf angår angår ca. en tredjedel overtrædelse af straffeloven som ho-

vedforhold. Yderligere ca. en tredjedel af de betingede domme på 7 dages fæng-

sel angår overtrædelse af færdselsloven som hovedforhold, og der er i næsten alle

113

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

disse domme også idømt bøde (ca. 95 % af dommene), mens ca. en tredjedel af

disse domme er med vilkår om samfundstjeneste. Ca. 28 % af de betingede

domme på 7 dages fængsel angår overtrædelse af våbenloven som hovedforhold,

og der er i ca. 21 % af disse domme også idømt bøde, mens ca. 23 % af disse

domme er med vilkår om samfundstjeneste. Ca. 19 % af de betingede domme på

7 dages fængsel angår overtrædelse af lov om euforiserende stoffer som hoved-

forhold, og der er i ca. en fjerdedel af disse domme også idømt bøde, mens kun

ca. 5 % af disse domme er med vilkår om samfundstjeneste.

En afskaffelse af muligheden for at idømme betinget dom uden straffastsættelse,

således at 7 dages betinget fængsel anvendes i stedet for, vil på denne baggrund

alt andet lige få den konsekvens, at antallet af betingede domme på 7 dages

fængsel vil blive seksdoblet, og at fordelingen af disse domme mellem straffelo-

ven, færdselsloven, lov om euforiserende stoffer og våbenloven vil blive ændret,

således at langt hovedparten vil angå straffelovsovertrædelser. Det skal dog be-

mærkes, at det er sandsynligt, at ikke alle de nuværende betingede domme uden

straffastsættelse er fastsat som ”den mildeste betingede fængselsstraf”, men der-

imod ”blot” er udtryk for, at straffastsættelsen er udsat. Det er derfor også sand-

synligt, at der i nogle sager fremover i givet fald vil skulle fastsættes en længere

betinget fængselsstraf end 7 dage, hvis muligheden for at idømme betinget dom

uden straffastsættelse afskaffes.

En afskaffelse af muligheden for at idømme betinget dom uden straffastsættelse

vil ikke få nogen betydning for, hvor længe en dom medtages på de forskellige

former for straffeattester, herunder børneattester. Efter de gældende regler om

straffeattester behandles betingede domme med og uden straffastsættelse således

på samme måde.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at afskaffe muligheden for at idømme

betinget dom uden straffastsættelse.

Straffelovrådet tilføjer, at når straffen i en betinget dom udmåles, bør straffen al-

tid fastsættes til samme længde, som den ville have været fastsat til, hvis straffen

var gjort ubetinget. Efter rådets opfattelse vil det således være i modstrid med,

hvordan reglerne om betingede domme bør anvendes, hvis man

–

som en form

for kompromis mellem et ønske om en forholdsvis hård dom og et ønske om en

114

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forholdsvis mild dom

–

udformer en dom på den måde, at straffen er sat højt,

men til gengæld gjort betinget (eller for den sags skyld omvendt, at straffen er

gjort ubetinget, men til gengæld sat mindre højt).

Straffelovrådet bemærker endvidere, at det med forslaget om at afskaffe mulig-

heden for at idømme betinget dom uden straffastsættelse ikke er tilsigtet, at af-

skaffelsen af denne mulighed skal få nogen afsmittende virkning i skærpende

retning ved gentagen kriminalitet efter en betinget dom, som i dag ville være

uden straffastsættelse, men hvor der efter forslaget fremover vil skulle udmåles

en straf i den betingede dom.

3.4.5. Kombinationsdomme

Straffelovrådet har drøftet kombinationsdomme, dvs. domme, hvor en del af en

fængselsstraf er ubetinget og en del betinget.

Hovedformålet med en betinget dom er, at domfældte ikke skal i fængsel, hvis

der ikke er behov for det. Kombinationsdomme bryder i nogen grad med dette

hovedformål, eftersom domfældte med en kombinationsdom netop også idøm-

mes ubetinget fængsel.

I én henseende er kombinationsdomme dog helt naturlige og nødvendige, nemlig

ved straf for flere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 88. Det er for så vidt et

lovteknisk valg, at reglerne om kombinationsdomme i sådanne sammenstødstil-

fælde er placeret i straffelovens kapitel 7 og 8 om betingede domme og ikke i

straffelovens § 88.

Navnlig hvor en person samtidig dømmes for en lovovertrædelse, som isoleret

set (dvs. hvis denne lovovertrædelse var til pådømmmelse alene) ville blive straf-

fet med en kortere ubetinget fængselsstraf, og en lovovertrædelse, som isoleret

set ville blive straffet med en noget længere betinget straf, ville det ikke være

muligt at opnå et rimeligt resultat uden mulighed for at anvende en kombina-

tionsdom. Til illustration kan nævnes følgende eksempler:

Utrykt byretsdom af 8. april 2011: En på domstidspunktet 34-årig mand blev dømt

for to tilfælde af bedrageri for i alt ca. 48.000 kr. og to tilfælde (andengangstilfæl-

115

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

de) af besiddelse af kniv på offentligt tilgængeligt sted samt for hæleri (en mobil-

telefon), hærværk (ca. 10.000 kr.) og besiddelse af hash til eget forbrug (i alt 1,8

gram). Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage. Tiltalte var tidligere straffet bl.a.

for vold i gentagelsestilfælde, men var ikke tidligere straffet for berigelseskrimi-

nalitet. Bedragerierne var begået med henblik på at betale gæld til kriminelle. Til-

talte blev idømt 60 dages fængsel, hvoraf 20 dage var ubetinget og 40 dage var

betinget.

UfR 2003.437 V: En på domstidspunktet 47-årig kvinde blev dømt for rufferi

gennem 8 år med en samlet fortjeneste på 5 mio. kr. og for tre tilfælde af trusler

mod vidner, jf. straffelovens § 123. Straffen blev fastsat til 1�½ års fængsel, hvoraf

2 måneder var ubetinget og 1 år og 4 måneder var betinget med vilkår om 200 ti-

mers samfundstjeneste.

Kombinationsdomme kan dog også anvendes i andre tilfælde som en særlig mel-

lemform, hvis en rent ubetinget straf findes at være for streng, mens en betinget

dom med vilkår om samfundstjeneste uden nogen ubetinget del forekommer for

mild. Til illustration kan nævnes følgende eksempler:

Utrykt byretsdom af 21. juni 2011: En på domstidspunktet 20-årig mand blev

dømt for som tilskuer til en fodboldkamp at have deltaget i grov forstyrrelse af ro

og orden, jf. straffelovens § 134 a, navnlig ved at have kastet et tændt romerlys

mod en tjenstgørende polititjenestemand, jf. straffelovens § 119, stk. 1, og § 245,

som derefter landede på jorden blandt andre polititjenestemænd, jf. straffelovens

§ 252, stk. 1. Tiltalte var ustraffet. Straffen blev fastsat til 4 måneders fængsel,

hvoraf 1 måned var ubetinget og 3 måneder var betinget med vilkår om 60 timers

samfundstjeneste.

UfR 2004.2305 H: En på domstidspunktet 19-årig mand blev dømt for tre tilfælde

af vold, nemlig ved én lejlighed to knytnæveslag i ansigtet, ved en anden lejlighed

flere slag i ansigtet med flad hånd og flere gange i nakken med knyttet hånd og

ved en tredje lejlighed et spark i ansigtet. De tre tilfælde af vold var begået over

for tre 16-årige efterskoleelever. Straffen blev fastsat til 3 måneders fængsel. By-

retten gjorde straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste, landsretten gjorde

straffen ubetinget, og Højesteret gjorde 1 måned ubetinget og 2 måneder betinget

med vilkår om 40 timers samfundstjeneste. 2 dommere i Højesteret stemte for det-

te resultat, mens 2 dommere stemte for en rent ubetinget dom, og endelig stemte 1

dommer for kombinationsdom uden samfundstjeneste.

Kombinationsdomme anvendes herudover muligvis undertiden i tilfælde, hvor

domfældte har været varetægtsfængslet i en periode, og hvor retten bl.a. under

henvisning til varetægtsfængslingen ikke finder behov for, at domfældte straffes

med ubetinget fængsel. Det forekommer i hvert fald, at retten afsiger en kombi-

116

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

nationsdom, hvor den ubetingede del af straffen svarer til den periode, hvor dom-

fældte har været varetægtsfængslet.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør det forhold, at domfældte har været vare-

tægtsfængslet i en periode, ikke være et selvstændigt argument for at anvende

kombinationsdom. Hvis den rigtige straf, når bortses fra varetægtsfængslingen, er

en fuldt ud betinget dom, bør der også idømmes en fuldt ud betinget dom i tilfæl-

de, hvor tiltalte har været varetægtsfængslet. Hvis en fuldt ud betinget dom, når

bortses fra varetægtsfængslingen, anses for en for mild straf, vil kombinations-

dom naturligvis kunne anvendes som beskrevet ovenfor, men varetægtsfængslin-

gen som sådan er ikke grunden hertil. Længden af den ubetingede del af straffen

bør derfor også fastsættes uden særlig hensyntagen til længden af varetægts-

fængslingen. Dette er naturligvis ikke til hinder for i tilfælde, hvor varetægts-

fængslingen kun er lidt kortere, end hvad der er en passende ubetinget del af

straffen, at fastsætte, at hele den ubetingede del af straffen skal anses udstået ved

varetægtsfængslingen, jf. straffelovens § 86, stk. 1, 5. pkt.

–

på samme måde,

som det vil kunne forekomme ved idømmelse af en rent ubetinget dom.

Mulighederne for prøveløsladelse fra en almindelig ubetinget fængselsstraf og

den manglende adgang til prøveløsladelse fra den ubetingede del af en kombina-

tionsdom gør, at den ubetingede del af en kombinationsdom uden vilkår om sam-

fundstjeneste i hvert fald højst bør udgøre halvdelen af den samlede straf, og at

den ubetingede del af en kombinationsdom med vilkår om samfundstjeneste i

hvert fald bør udgøre mindre end halvdelen af den samlede straf. I modsat fald

vil der være en risiko for, at kombinationsdommen i praksis viser sig hårdere end

en fuldt ud ubetinget dom af samme længde. Endvidere kan det anføres, at da en

kombinationsdom kun bør anvendes, hvis der er et reelt behov for det i den en-

kelte sag, bør kombinationsdom kun anvendes, hvis en sådan dom

–

under hen-

syn til mulighederne for prøveløsladelse

–

vil være mærkbart mildere end en

fuldt ud ubetinget dom af samme længde. Det kan på denne baggrund anføres, at

den ubetingede del af en kombinationsdom i almindelighed højst bør udgøre en

tredjedel af den samlede straf. Dette var da også tilfældet i de eksempler, der er

anført ovenfor.

Straffelovrådet har på denne baggrund overvejet, om der er anledning til at fore-

slå ændringer af de gældende regler om kombinationsdomme.

117