Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre periodiske syn af motorkøretøjer efter følgende retningslinjer:

Motorkøretøjer m. v., som er registreringspligtige i henhold til færdselsloven, skal indkaldes til syn på statens motorkontorer hvert andet år - første gang 3 år efter køretøjets første indregistrering her i landet. Brugte motorkøretøjer m. v., der indføres fra udlandet, underkastes syn forinden første indregistrering her i landet og herefter hvert andet år.«

Forslaget er en konsekvens af et samtidig fremsat forslag til folketingsbeslutning fra socialistisk folkeparti om bl. a. en nedtrapning af vægtafgiften fra og med det syvende år efter første indregistrering her i landet (se B II nr. 67). Forslaget begrundedes yderligere med dets beskæftigelsesfremmende effekt.

Ved 1. behandlingen oplyste justitsministeren, at spørgsmålet i øjeblikket overvejes i regeringen, og at man i justitsministeriet er ved at foretage en række beregninger med henblik på at opstille forskellige modeller for en gradvis udvidelse af omfanget af periodiske syn.

Forslaget fik umiddelbar tilslutning fra ordføreren fra DKP. Ordførerne for S og RV henviste til det af ministeren oplyste, mens de øvrige partiers ordførere udtrykte skepsis over for forslaget eller helt afviste det.

Retsudvalget, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Otto Mørch (S), Mogens Voigt (FP), Gustav Holmberg (V), Niels Bollmann (CD), Hagen Hagensen (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Kaj Hansen (DKP), Svend Hjortlund Christensen (DR), Bernhard Baunsgaard (RV) og Inge Krogh (KrF)