Kære medlemmer af Retsudvalget.
Den 18. marts 2014 offentliggjorde Erhvervs- og Vækstministeriet en rapport afgivet af ”Udvalget om
erstatningsansvar ved rådgivning om finansielle produkter.
Der er efter min mening rigtig mange gode overvejelser i rapporten, men jeg synes, der mangler en klar
anbefaling om, at ankenævn og domstole skal anvende omvendt bevisbyrde i de tilfælde, hvor ingen eller
mangelfuld rådgivning har medført et tab for kunderne. Der mangler, efter min mening, også en klar
anbefaling om, at ankenævn og domstole skal inddrage overtrædelser af offentligretlige regler i deres
afgørelser f.eks. reglerne i god skik bekendtgørelsen og i investorbeskyttelsesbekendtgørelsen.
Et meget stort antal sager om rådgivning ved ankenævnene er afgjort til den finansielle virksomheds fordel
med den begrundelse, at klageren ikke har godtgjort at virksomheden har begået fejl eller forsømmelser.
Det siger næsten sig selv, at det er meget vanskeligt for en kunde at bevise, at han/hun enten har modtaget
mangelfuld rådgivning eller måske slet ikke har modtaget rådgivning.
Alt andet lige må det være pengeinstituttet, der som den professionelle part har ansvaret for at
dokumentere den ydede rådgivning. Det fremgår også tydeligt af god skik bekendtgørelsen at
pengeinstituttet skal indgå væsentlige aftaler på skrift eller andet varigt medie, og at den ydede rådgivning
skal indgå som en del af denne aftale.
Af rapporten fremgår det, at i de tilfælde hvor ankenævnene har anvendt omvendt bevisbyrde, er
resultatet næsten altid faldet ud til kundernes fordel, idet den finansielle virksomhed ikke har været i stand
til at løfte bevisbyrden for, at der er ydet tilstrækkelig rådgivning.
I de retssager jeg har overværet, har kunderne bevismæssigt haft det meget svært, idet de som
modpartens vidner har været oppe imod tre eller flere professionelle rådgivere fra pengeinstituttet, som
alle har stået sammen om den samme forklaring vedrørende den rådgivning der er ydet. Dette på trods af
at Finanstilsynet, i dette tilfælde, har udarbejdet en meget kritisk rapport vedrørende pengeinstituttets
mangelfulde rådgivning og at pengeinstituttet ikke har været i stand til at dokumentere den ydede
rådgivning. Bortset fra en enkel sag, som er anket og derfor afventer en dom fra landsretten, er alle disse
sager endelig afgjort til fordel for pengeinstituttet.
Da Justitsministeriet har deltaget i udvalgsarbejdet, tillader jeg mig at gå ud fra, at Retsudvalget på et
tidspunkt vil blive involveret i behandlingen af denne rapport, og det er i givet fald mit håb, at udvalget vil
inddrage mine bemærkninger i dette arbejde.
Jeg er naturligvis til rådighed for en uddybning af ovenstående, ligesom jeg også gerne stiller den viden og
erfaring til rådighed, som jeg har fået gennem mit indtil nu femårige arbejde som formand for foreningen
Garantloekken.
En stort set enslydende skrivelse er sendt til Erhvervs- Vækst- og Eksportudvalget
Med venlig hilsen
Kristian Andersen
Formand for foreningen Garantloekken
Til belysning af ovenstående påstande vedhæfter jeg en af mig udarbejdet opgørelse over de afgørelser,
Pengeinstitutankenævnet har foretaget vedrørende klager fra garanter i den tidligere Løkken Sparekasse.
Pengeinstitutankenævnets statistik, som kan findes på deres hjemmeside, viser efter min mening også hvor
få klagere der får medhold i dette ankenævn.