Forslag

tilLov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og rets-plejeloven(Reorganisering af kriminalforsorgen)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1028 af 22. august 2013 som se-nest ændret ved lov nr. 168 af 26. februar 2014, foretages følgende æn-dringer:

1.

I§ 38, stk. 2, 2. pkt.,ændres ”han med hensyn til bestemte grupper afsager” til: ”ministeren”.

2.

I§ 40, stk. 2,ændres ”justitsministeren” til: ”justitsministeren eller den,ministeren bemyndiger dertil,” og i§ 41, stk. 1,ændres ”justitsministeren”til: ”justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil”.

3.

Efter § 43 indsættes:”§

43 a.

Justitsministeren kan fastsætte bestemmelse om adgangen til atklage over afgørelser, der er truffet efter §§ 38-43, herunder at afgørelser-ne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Justitsministe-ren kan i den forbindelse fastsætte nærmere regler om klagefrist, behand-ling af klagesager og opsættende virkning af klager.”Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

§2

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 15. maj2012 som senest ændret ved lov nr. 84 af 28. januar 2014, foretages føl-gende ændringer:

1.

Overskriftentil kapitel 1, affattes således:”Kapitel 1Lovens område og kriminalforsorgens organisation mv.”.

2.

Overskriftenfør § 2 affattes således:”Kriminalforsorgens organisation mv.”.

3.

§ 2affattes således:”§

2.

Justitsministeriet er den øverste administrative myndighed for krimi-nalforsorgen.Stk. 2.Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet vareta-ger den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1nævnte straffe m.v.Stk. 3.Under Direktoratet for Kriminalforsorgen oprettes et antal kriminal-forsorgsområder.Stk. 4.Justitsministeren fastsætter antallet af kriminalforsorgsområder, om-rådernes geografiske afgrænsning samt fordelingen af lokale kriminalfor-sorgsmyndigheder imellem områderne.Stk. 5.Justitsministeren kan i sager af større eller principiel betydning be-slutte at overtage Direktoratet for Kriminalforsorgens eller et kriminalfor-sorgsområdes beføjelser efter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgenkan tilsvarende i sager af større eller principiel betydning beslutte at over-tage et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven.Stk. 6.I ansættelses- og personalesager kan Direktoratet for Kriminalfor-sorgens afgørelser ikke påklages til justitsministeren. Det gælder dog ikke,hvor Direktoratet for Kriminalforsorgen i 1. instans har truffet afgørelser idisciplinærsager og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked.”

4.

I§ 31, stk. 1,udgår ”af denne”.

5.

I§ 31, stk. 2, 1. pkt., § 33 a, stk. 4, 1.og2. pkt., § 33 a, stk. 5, 1.og2.pkt., § 43, stk. 2, § 44, stk. 1ogstk. 2, § 55, stk. 2, 1. pkt., § 61, stk. 1, § 63,stk. 8, 2. pkt., § 73, stk. 1, 1. pkt., § 73, stk. 2, 1. pkt.,og§ 73, stk. 3,æn-dres ”Institutionen” til: ”Kriminalforsorgsområdet”.

6.

I§ 33 a, stk. 1, § 60, stk. 7, § 60 a, stk. 1,og§ 63, stk. 1-2,ændres ”In-stitutionens leder eller den, der bemyndiges dertil,” til: ”Kriminalforsorgs-området”.

7.

I33 a, stk. 5, 1. pkt.og§ 110 aændres ”Justitsministeriet, Direktoratetfor Kriminalforsorgen,” til: ”Direktoratet for Kriminalforsorgen”.

8.

I§ 35, stk. 1, 2. pkt.,ændres ”institutionens leder eller den, der bemyn-diges hertil,” til: ”kriminalforsorgsområdet”.

9.

I§ 37, stk. 3, 1. pkt.og§ 53, stk. 2,ændres ”Institutionens leder” til:”Kriminalforsorgsområdet”.

10.

I§ 37, stk. 3, 2. pkt.,ændres ”Lederen” til: ”Kriminalforsorgsområdet”.

11.

I§ 52, 1. pkt.,ændres ”Institutionen” til: ”Kriminalforsorgsområdet”,og ”fra institutionen” udgår.

12.

I§ 53, stk. 1, 2. pkt., § 55, stk. 4, § 60, stk. 2, § 66, stk. 1,og§ 67, stk.1,ændres ”institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil,” til: ”kri-minalforsorgsområdet”.

13.

I§ 54, stk. 2,og§ 60, stk. 1,ændres ”og institutionen” til: ”og krimi-nalforsorgsområdet”.

14.

I§ 55, stk. 3, § 60, stk. 8, § 62, stk. 1, § 63, stk. 3, 1.og2. pkt.,og§ 89,stk. 1,ændres ”institutionen” til: ”kriminalforsorgsområdet”.

15.

I§ 60, stk. 8,udgår ”institutionens leder eller den, der bemyndiges der-til, uden retskendelse”.

16.

I§ 64, stk. 1,ændres ”institutionens” til: ”kriminalforsorgsområdets”.

17.

I§ 67, stk. 1, nr. 8,og§ 123 aændres ”institutionens leder” til: ”kri-minalforsorgsområdet”.

18.

I§ 74, stk. 1, 1. pkt.,ændres ”den institution, hvor den pågældende erindsat,” til: ”kriminalforsorgsområdet”.

19.

I§ 78 c, stk. 1, nr. 2, 3, 6og to steder i nr.8,og§ 78, d, stk. 1, 2. pkt.,ændres ”tilsynsmyndigheden” til: ”kriminalforsorgsområdet”.3

20.

§ 78 d, stk. 2,ophæves.Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

21.

I§ 78 f, stk. 2, § 82, stk. 1ogstk. 2, 1. pkt., § 95, stk. 1,ogstk. 2, 1.pkt.,og§ 101, stk. 3, 1. pkt.,ændres ”Tilsynsmyndigheden” til: ”Krimi-nalforsorgsområdet”.

22.

§ 86, stk. 2,ophæves.Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

23.

I§ 86, stk. 3,der bliver stk. 2, udgår ”i øvrigt”, og2. pkt.ophæves.

24.

I§ 86, stk. 4,der bliver stk. 3, ændres ”Der skal snarest efter modtagel-sen af de i stk. 2 og 3 nævnte indberetninger træffes” til: ”Kriminalforsor-gen skal snarest træffe”.

25.

I§ 86, stk. 5,der bliver stk. 4, udgår ”, om afgivelse af indberetningerefter stk. 2 og 3”, og ”efter stk. 3” ændres til: ”efter stk. 2”.

26.

I§ 89, stk. 2,ændres ”institutionernes” til: ”kriminalforsorgsområder-nes”.

27.

I§ 91, stk. 4,ændres ”om henstand” til: ”om eftergivelse, henstand”.

28.

I§ 93indsættes somstk. 2-4:”Stk.2.Justitsministeren fastsætter bestemmelser om fuldbyrdelse af for-vandlingsstraf for bøde, herunder om den administrative behandling af sa-ger om fritagelse for eller udsættelse med fuldbyrdelse af forvandlingsstraffor bøde.Stk. 3.Afgørelser vedrørende fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde,der træffes af politiet eller af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan ikkeindbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 4.Stk. 4.Justitsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser efter stk. 3kan indbringes for Direktoratet for Kriminalforsorgen. Justitsministerenkan i den forbindelse fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling afklagesager og opsættende virkning af klage.”

29.

§ 111affattes således:”§

111.

Afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsor-gen, kan ikke påklages til højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.4

Stk. 2.Afgørelser, der træffes i henhold til denne lov af andre myndighederend kriminalforsorgens myndigheder, kan ikke indbringes for højere ad-ministrativ myndighed, jf. dog stk. 3 og kapitel 16.Stk. 3.Justitsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffetaf kriminalforsorgsområderne, jf. stk. 1, eller af andre myndigheder endkriminalforsorgens myndigheder, jf. stk. 2, kan påklages til Direktoratetfor Kriminalforsorgen. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsættenærmere regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættendevirkning af klager.”

30.

I§ 112, nr. 7og8,ændres ”§ 86, stk. 4” til: ”§ 86, stk. 3”.

31.

I§ 113, stk. 1,ændres ”som har truffet den oprindelige afgørelse” til:”som den pågældende var indsat i på tidspunktet for den oprindelige afgø-relse”.

32.

I§ 114, stk. 1,og§ 117ændres ”justitsministeren” til: ”Direktoratet forKriminalforsorgen”.

§3

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1139 af 24. september 2013, fo-retages følgende ændringer:

1.

I§ 178, stk. 6, § 771, stk. 2, og § 777, 1. pkt.,ændres ”institutionens le-delse” til: ”kriminalforsorgsområdet”.

2.

I§ 178indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:”Stk. 10.Afgørelser vedrørende forvarede personer, der er truffet af enmyndighed inden for kriminalforsorgen, kan ikke indbringes for højereadministrativ myndighed, jf. dog stk. 11, 2. pkt.”Stk. 10 bliver herefter stk. 11.

3.

I178, stk. 10,der bliver stk. 11, indsættes som 2. pkt.:”Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser, der ertruffet af kriminalforsorgsområderne vedrørende personer, der er taget iforvaring, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Ministerenkan endvidere fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling af klage-sager og opsættende virkning af klager.”

4.

I§ 494, stk. 2, 3. pkt.,og§ 497, stk. 3,ændres ”stk. 3-10” til: ”stk. 3-11”.

5.

Efter § 775 indsættes:”§

775 a.

Afgørelser vedrørende varetægtsarrestanter, der er truffet af enmyndighed inden for kriminalforsorgen, kan ikke indbringes for højereadministrativ myndighed, jf. dog § 776, 2. pkt.”

6.

I§ 776indsættes efter 1. pkt.:”Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at afgørelser,der er truffet af kriminalforsorgsområderne vedrørende varetægtsarrestan-ter, kan indbringes for Direktoratet for Kriminalforsorgen. Justitsministe-ren kan endvidere fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling afklagesager og opsættende virkning af klage.”

Bemærkninger til lovforslagetAlmindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund og indhold

1.1. Lovforslagets baggrund1.2. Lovforslagets indhold

2. Afskaffelse af Direktoratet for Kriminalforsorgens adgang til direk-

te referat

2.1. Gældende ret2.2. Lovforslagets udformning

3. Oprettelse af Kriminalforsorgsområder

3.1. Gældende ret3.2. Lovforslagets udformning

4. Fordeling af opgaver mellem kriminalforsorgsområder og direkto-

ratet

4.1. Gældende ret4.1.1. Generelt om det retlige grundlag for kriminalforsorgens opgaver4.1.2. Afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven4.1.3. Afgørelser efter straffeloven4.1.4. Afgørelser efter retsplejeloven4.1.5. Benådning4.2. Lovforslagets udformning4.2.1 Generelle overvejelser4.2.2. Afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven4.2.3. Afgørelser efter straffeloven4.2.4. Afgørelser efter retsplejeloven4.2.5. Benådning

5. Varetagelse af opgaver i kriminalforsorgsområderne

5.1. Gældende ret5.2. Lovforslagets udformning7

6. Adgang til klage over direktoratets og kriminalforsorgsområdernes

afgørelser

6.1. Gældende ret6.1.1. Afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven6.1.2. Afgørelser efter straffeloven6.1.3. Afgørelser efter retsplejeloven6.1.4. Afgørelser truffet på andet retligt grundlag end lov6.1.5. Afgørelser vedrørende benådning6.1.6. Ansættelses- og personalesager6.2. Lovforslagets udformning6.2.1. Generelle overvejelser6.2.2. Fastsættelse af kriterier for adgangen til administrativ rekurs.6.2.3. Generelt om udformning af klagereglerne6.2.4. Klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen6.2.4.1. Klageadgang for afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven6.2.4.2. Klageadgang for afgørelser efter straffeloven6.2.4.3. Klageadgang for afgørelser efter retsplejeloven6.2.4.4. Klageadgang ved afgørelser truffet på andet retligt grund-lag end lov6.2.4.5. Klageadgang vedrørende benådning6.2.5. Direktoratets adgang til call-in6.2.6. Klageadgang til Justitsministeriets departement6.2.7. Justitsministeriets adgang til call-in6.2.8. Ansættelses- og personalesager

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

9. Administrative konsekvenser for borgerne

10. Miljømæssige konsekvenser

11. Forholdet til EU-retten

12. Hørte myndigheder, organisationer mv.

13. Sammenfattende skema

1. Lovforslagets baggrund og indhold

1.1. Lovforslagets baggrundI forbindelse med aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2013-2016 blevaftaleparterne (regeringen, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konser-vative Folkeparti) enige om, at der med aftalen skal iværksættes en omstil-lingsproces med henblik på at gennemføre effektiviseringer i kriminalfor-8

sorgens virksomhed. Det blev som et led heri besluttet, at der skal gennem-føres en reorganisering af kriminalforsorgen.Som opfølgning herpå er der udarbejdet et forslag til en reorganisering afkriminalforsorgen. Forslaget bygger på ”Hvidbog om reorganisering i kri-minalforsorgen”, juli 2013, og den efterfølgende kvalificering heraf, derhar fundet sted i regi af kriminalforsorgen.Den foreslåede reorganisering af kriminalforsorgen skal medvirke til at til-vejebringe den nødvendige effektivisering og samtidig sikre en høj kvaliteti den kriminalforsorgsfaglige opgaveløsning.Hovedelementet i forslaget er etableringen af et antal nye kriminalfor-sorgsområder. Det enkelte område, der skal omfatte de lokale kriminalfor-sorgsmyndigheder i området, skal have ansvaret for varetagelsen af krimi-nalforsorgens opgaver i de lokale institutioner (fængsler, arresthuse ogkriminalforsorgen i frihed mv.). Forslaget har samtidig til formål at skaberammerne for, at Direktoratet for Kriminalforsorgen i højere grad vil kun-ne fokusere på overordnede spørgsmål vedrørende strategi, styring og fag-lig støtte.Forslaget til reorganisering indebærer i den forbindelse, at kompetencen tilat træffe afgørelse på en række nærmere bestemte områder skal overføresfra direktoratet til kriminalforsorgsområderne, der således som altoverve-jende hovedregel vil skulle stå for den konkrete opgaveløsning. Visse kon-krete sager af særlig eller tværgående karakter vil dog fortsat skulle vare-tages af direktoratet.Det indgår endvidere som et element i den foreslåede reorganisering, atadgangen til at klage over de lokale kriminalforsorgsmyndigheders afgø-relser, der i dag omfatter enhver afgørelse, fremover skal tilrettelægges så-ledes, at afgørelser af mere indgribende karakter fortsat skal kunne påkla-ges til direktoratet, mens andre afgørelser, der ikke har en sådan indgri-bende karakter, ikke længere vil kunne påklages.Endelig foreslås det at ophæve det eksisterende direkte ministerreferat,som i dag gælder for direktøren for kriminalforsorgen, og som indebærer,at direktoratet refererer direkte til justitsministeren og træffer afgørelse pådennes vegne. I stedet foreslås etableret en sædvanlig direktoratsmodel,hvorderetableresetsædvanligtadministrativtover-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet og direktoratet, dog såle-9

des at der som udgangspunkt ikke vil være adgang til at klage over direk-toratets afgørelser til Justitsministeriet.1.2. Lovforslagets indholdEn række af de elementer, der indgår i den foreslåede reorganisering afkriminalforsorgen, vil kunne gennemføres administrativt. Der er, hvor deter fundet relevant i forhold til lovforslagets indhold, kort redegjort herfor.Der vil dog også være behov for at foretage visse lovændringer som led iudmøntningen af den foreslåede reorganisering.Formålet med lovforslaget er at foretage de ændringer af straffeloven,straffuldbyrdelsesloven og retsplejeloven, der er nødvendige for at gen-nemføre en reorganisering af kriminalforsorgen.Lovforslaget indeholder forslag om – som følge af ophævelsen af det di-rekte ministerreferat, som i dag gælder for direktøren for kriminalforsor-gen – at ændre de regler i straffuldbyrdelsesloven, der afspejler direktora-tets særlige organisatoriske indplacering. Der henvises til lovforslagets pkt.2.Lovforslaget indeholder endvidere forslag om at ændre straffuldbyrdelses-loven således, at der oprettes et antal kriminalforsorgsområder under Di-rektoratet for Kriminalforsorgen, og således at justitsministeren i den for-bindelse bemyndiges til at fastsætte regler om kriminalforsorgsområdernesgeografiske afgrænsning mv. Der henvises til lovforslagets pkt. 3.Den overførsel af afgørelseskompetencen i konkrete sager fra direktoratettil kriminalforsorgsområderne, som foreslås som led i reorganiseringen, vili meget vidt omfang kunne gennemføres administrativt. Der vil dog værebehov for enkelte ændringer af straffuldbyrdelsesloven og straffeloven.Der henvises til lovforslagets pkt. 4.I tilknytning hertil indeholder lovforslaget forslag om, at straffuldbyrdel-sesloven ændres således, at de bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven, deri dag henlægger en opgave til den lokale institution, fremover henlæggeropgaven til kriminalforsorgsområdet. Der henvises til pkt. 5.Endelig indeholder lovforslaget forslag om at ændre straffuldbyrdelseslo-vens regler om adgang til administrativ rekurs (klage). Adgangen til atklage til direktoratet over de afgørelser, der træffes af kriminalforsorgsom-10

råderne, foreslås fremover at skulle omfatte afgørelser af mere indgribendekarakter over for den enkelte, mens øvrige afgørelser ikke længere vil væreomfattet af klageadgangen. Det foreslås endvidere, at der – svarende tilhvad der gælder i dag – ikke vil være adgang til at påklage direktoratetsafgørelser til Justitsministeriet. Lovforslaget er udformet således, at ad-gangen til at klage over såvel direktoratets afgørelser som kriminalfor-sorgsområdernes afgørelser generelt afskæres, men at justitsministerenbemyndiges til at fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af krimi-nalforsorgsområderne, kan påklages til direktoratet. Det nærmere omfangaf klageadgangen vil herefter blive fastsat administrativt med undtagelse afklageadgangen i ansættelses- og personalesager, hvor der foreslås en ord-ning, der svarer til retsplejelovens § 109, stk. 2 og 3, vedrørende adgangentil at påklage Rigspolitiets afgørelser i disciplinærsager og i andre sager,hvor der er truffet afgørelse om afsked.Tilsvarende foreslås der i straffeloven og i retsplejeloven fastsat regler omadministrativ rekurs for så vidt angår de afgørelser, som kriminalforsor-gens myndigheder træffer i henhold til disse love.Som led i ændringen af klageadgangen på straffuldbyrdelsesområdet fore-slås det, at der etableres en adgang for justitsministeren til i særlige tilfæl-de at overtage kriminalforsorgsmyndighedernes kompetence (såkaldt call-in). Det foreslås endvidere, at direktoratet får en tilsvarende adgang tilcall-in i forhold til kriminalforsorgsområderne. De foreslåede bestemmel-ser om call-in vil omfatter de tilfælde, hvor direktoratets eller kriminalfor-sorgsområdernes beføjelser er fastsat i loven. På andre områder vil adgan-gen til call-in følge af det sædvanlige administrative over-/underordnelsesforhold.Der henvises til lovforslagets pkt. 6.

2. Afskaffelse af Direktoratet for Kriminalforsorgens adgang til direk-

te referat

2.1. Gældende retDen samlede kriminalforsorg hører under Justitsministeriet og består afDirektoratet for Kriminalforsorgen og de lokale kriminalforsorgsmyndig-heder.Direktoratet for Kriminalforsorgen varetager den centrale ledelse og admi-nistration af fuldbyrdelsen af straf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 2.11

Ved afgørelsen af konkrete sager og udfærdigelse af administrative for-skrifter refererer Direktoratet for Kriminalforsorgen direkte til justitsmini-steren og træffer dermed afgørelse på ministerens vegne. Denne særligeorganisatoriske indplacering af direktoratet med et såkaldt direkte referatbetyder også, at direktoratets afgørelser ikke kan påklages til Justitsmini-steriets departement.Det sædvanlige administrative over-/underordnelsesforhold mellem et mi-nisterielt departement og en styrelse eller et direktorat indebærer bl.a., atdirektoratet eller styrelsen refererer til departementet og ikke direkte tilministeren, at departementet som den overordnede myndighed kan udstedegenerelle og konkrete tjenestebefalinger til direktoratet eller styrelsen, ogat departementet fungerer som klageinstans for direktoratets eller styrel-sens afgørelser.Det administrative forhold mellem Justitsministeriets departement og Di-rektoratet for Kriminalforsorgen adskiller sig således fra, hvad der normaltgælder mellem et departement og en styrelse eller et direktorat.Det direkte referat for Direktoratet for Kriminalforsorgen er fastsat i Ju-stitsministeriets skrivelse af 5. maj 1980.Det fremgår af denne skrivelse, at direktøren for kriminalforsorgen i sitembede står umiddelbart under justitsministeren ved afgørelse af konkretesager samt udfærdigelse af generelle forskrifter vedrørende fuldbyrdelse afstrafferetlige retsfølger, herunder gennemførelse af tilsyn og andre foran-staltninger. Undtaget er dog afgørelser og regler, der har større principielbetydning, eller som må antages at medføre ikke uvæsentlige økonomiskekonsekvenser, eller som i øvrigt stiller krav om en samlet vurdering, ihvilken der i væsentligt omfang skal inddrages synspunkter og hensyn, dernormalt varetages af andre myndigheder end kriminalforsorgen.På straffuldbyrdelseslovens område har det direkte referat fundet udtryk ibl.a. lovens § 2, hvori direktoratet betegnes som ”Justitsministeriet, Direk-toratet for Kriminalforsorgen”. Denne betegnelse, der også er anvendt iadministrative bestemmelser udstedt i medfør af straffuldbyrdelsesloven,afspejler, at direktøren for kriminalforsorgen står umiddelbart under ju-stitsministeren ved afgørelse af visse nærmere bestemte konkrete og gene-relle sager om straffuldbyrdelse.

Ved afgørelsen af sager inden for retsplejelovens område (vedrørende va-retægtsarrestanter og vidneforvarede mv.) og inden for straffelovens om-råde står direktøren for kriminalforsorgen ligeledes umiddelbart under ju-stitsministeren. Det direkte referat er afspejlet i de administrative forskrif-ter på de nævnte områder, hvor opgaverne er henlagt til Justitsministeriet,Direktoratet for Kriminalforsorgen.Det direkte referat omfatter herudover også afgørelser truffet af direktora-tet på ulovbestemt grundlag, eksempelvis afgørelser truffet med hjemmel ianstaltsforhold og afgørelser om erstatning uden for kontrakt, således at deulovbestemte afgørelser truffet af direktoratet ikke kan påklages til Ju-stitsministeriets departement.For så vidt angår ansættelses- og personalesager behandles disse som ud-gangspunkt i kriminalforsorgens regi uden klageadgang til Justitsministe-riets departement. Sager, hvor der skal ske kongelig udnævnelse (tjene-stemænd i lønramme 36 eller højere lønrammer, jf. tjenestemandslovens §3, stk. 2, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 371 af 18. maj 2005 om konge-lig udnævnelse af visse tjenestemænd), og sager om uansøgt afsked af tje-nestemænd forelægges justitsministeren på grundlag af det direkte referat.Den nærmere kompetencefordeling internt i kriminalforsorgen i ansættel-ses- og personalesager er fastsat administrativt, jf. bekendtgørelse nr. 217af 5. marts 2010 om delegation af ansættelses- og afskedigelseskompeten-ce i kriminalforsorgen og cirkulære af 13. maj 1986 om behandling af di-sciplinærsager vedrørende tjenestemænd i kriminalforsorgens anstalter ogarresthuse.2.2. Lovforslagets udformningDen gældende ordning, hvor Direktoratet for Kriminalforsorgen har et di-rekte referat til justitsministeren, foreslås afskaffet. Herved vil direktoratetfremover få samme organisatoriske placering, som almindeligvis gælderfor direktorater og styrelser.Det er i dag ikke almindelig praksis, at direktorater eller styrelser har di-rekte referat til den pågældende ressortminister. En afskaffelse af det di-rekte referat vil skabe en klarere fordeling mellem Justitsministeriet og di-rektoratet for så vidt angår varetagelsen af kriminalforsorgsmæssige opga-ver mv.

Ophævelsen af det direkte referat vil ske administrativt ved en ophævelseaf Justitsministeriets skrivelse af 5. maj 1980.Derudover foreslås det, at straffuldbyrdelseslovens § 2 ændres, således atdirektoratet ikke længere omtales som ”Justitsministeriet, Direktoratet forKriminalforsorgen”, men alene som ”Direktoratet for Kriminalforsorgen”.Tilsvarende ændringer vil blive foretaget i de administrative regler, dermed hjemmel i retsplejeloven er fastsat for varetægtsarrestanter og vidne-forvarede mv. samt i øvrige administrative regler fastsat med hjemmel istraffuldbyrdelsesloven.Etableringen af et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforholdmellem Justitsministeriet og direktoratet indebærer bl.a., at Justitsministe-riet i medfør af over-/underordnelsesforholdet vil kunne give generelle ogkonkrete tjenestebefalinger til direktoratet og kriminalforsorgsområderneom udførelsen af deres virksomhed. Det forudsættes, at ministeriets over-ordnede styring af kriminalforsorgen fortrinsvis sker gennem direktørenfor kriminalforsorgen, herunder eksempelvis gennem en årlig direktørkon-trakt, og at ministeriet er tilbageholdende med at give konkrete tjenestebe-falinger i enkeltsager, der er under behandling hos kriminalforsorgen.Særligt for så vidt angår ansættelses- og personalesager henvises der tillovforslagets pkt. 6.2.8.

3. Oprettelse af Kriminalforsorgsområder

3.1. Gældende retKriminalforsorgens opgaver varetages på lokalt plan af de stedlige krimi-nalforsorgsmyndigheder. Organisatorisk omfatter de stedlige kriminalfor-sorgsmyndigheder dels afdelinger af Kriminalforsorgen i frihed, dels delokale kriminalforsorgsinstitutioner.Kriminalforsorgen i frihed har til opgave at føre tilsyn med bl.a. betingetdømte, prøveløsladte, personer, der er idømt samfundstjeneste, og perso-ner, der udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (af-soning i fodlænke). Kriminalforsorgen i frihed er organisatorisk opdelt i 13afdelinger (kontorer), der varetager gennemførelse af tilsyn mv.De lokale kriminalforsorgsinstitutioner omfatter fængsler og arresthuse.Hertil kommer kriminalforsorgens pensioner, der har til opgave at fungeresom anbringelsessted for navnlig udstationerede og personer, der er an-14

bragt efter straffuldbyrdelseslovens § 78. Der er i alt 13 statsfængsler. Ar-resthusene omfatter Københavns fængsler, 36 arresthuse uden for Køben-havn samt syv arrestafdelinger i statsfængslerne. Endelig er der otte pensi-oner.Organisatorisk fungerer de enkelte lokale kriminalforsorgsmyndighedersom selvstændige enheder i kriminalforsorgen og indgår i et sædvanligtover-/underordnelsesforhold til direktoratet.3.2. Lovforslagets udformningDet foreslås, at der som led i reorganiseringen af kriminalforsorgen etable-res et antal kriminalforsorgsområder, der som udgangspunkt skal omfattede lokale kriminalforsorgsmyndigheder, der geografisk er placeret indenfor det enkelte område.Det enkelte område skal udgøre én myndighed. Det skal bestå af en områ-deledelse, nogle centrale områdefunktioner placeret i et områdekontorsamt de kriminalforsorgsmyndigheder, der er placeret inden for området.De enkelte institutioner vil fortsat skulle varetage opgaver vedrørendegennemførelse af straffuldbyrdelse, men hver enkelt institution vil organi-satorisk være del af én samlet myndighed, kriminalforsorgsområdet. Deenkelte institutioner i området skal referere til områdeledelsen.Kriminalforsorgsområderne vil organisatorisk høre under Direktoratet forKriminalforsorgen og vil – svarende til det, der i dag gælder mellem direk-toratet og de enkelte institutioner – indgå i et sædvanligt administrativtover-/underordnelsesforhold i forhold til direktoratet.På kriminalforsorgens område vil der således fremover være to myndig-hedsniveauer: Direktoratet vil udgøre et myndighedsniveau, og områdernevil udgøre et myndighedsniveau. Dertil kommer Justitsministeriet som denøverste administrative myndighed. Om forholdet mellem Justitsministerietog direktoratet henvises til pkt. 2.Den foreslåede organisering af kriminalforsorgen har bl.a. til formål at sik-re en faglig og kompetencemæssig styrkelse af de lokale institutioners op-gavevaretagelse. Ved at samle de lokale institutioner i områder skabes etstærkere og bredere fagligt miljø, og mulighederne for at udveksle og ind-samle viden og erfaringer på tværs af de enkelte institutioner styrkes. Enfælles ledelse for et større antal lokale myndigheder vil endvidere medføremulighed for en større sammenhæng og koordinering i kriminalforsorgens15

samlede opgavevaretagelse, og det vil også være muligt at sikre et meresammenhængende forløb for den enkelte klient. Større organisatoriske en-heder vil desuden skabe grundlag for mere effektiv sagsbehandling ogyderligere understøtte en ensartet praksis i sager på strafuldbyrdelsesområ-det.Med den foreslåede faglige og administrative styrkelse af det lokale niveaui kriminalforsorgen vil der samtidig være mulighed for, at direktoratet i hø-jere grad kan fokusere på bl.a. overordnet ledelse, strategi og styring samtfaglig støtte mv. af kriminalforsorgsområderne og betjening af Justitsmini-steriet m.fl.Den geografiske afgrænsning af de foreslåede områder samt fordelingen aflokale kriminalforsorgsmyndigheder imellem områderne vil blive fastsatadministrativt.Det er hensigten, at der vil blive etableret fire kriminalforsorgsområder.Det endelige antal områder fastsættes af justitsministeren under hensyn til,hvad der administrativt og organisatorisk findes mest hensigtsmæssigt, ogantallet kan ændres, hvis der findes behov herfor.Det er endvidere hensigten, at områderne skal afgrænses således, at de ividest muligt omfang følger de eksisterende geografiske grænser for andremyndigheder, som kriminalforsorgen samarbejder med, herunder politi-kredse, retskredse samt regioner og kommuner. Dette vil også styrke om-rådernes muligheder for samarbejde med omverdenen.Enkelte steder vil der dog være forhold internt i kriminalforsorgen, hvorhensyn til samarbejde, samdrift og fælles klientel mv. kan veje tungere endat følge de eksisterende grænser for andre myndigheder, eller hvor der aftilsvarende grunde er behov for at lade en institution, der geografisk hørertil ét område, administrativt høre til et andet kriminalforsorgsområde.Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 2, stk. 4 (lovforslagets § 2, nr. 3,og bemærkningerne hertil), der indeholder en bemyndigelse for justitsmi-nisteren til at fastsætte antallet af kriminalforsorgsområder, områdernesgeografiske afgrænsning samt, hvilke institutioner der skal henhøre underhvert område.

4. Fordeling af opgaver mellem kriminalforsorgsområder og direkto-

ratet

4.1. Gældende ret4.1.1. Generelt om det retlige grundlag for kriminalforsorgens opgaverKriminalforsorgen (Direktoratet for Kriminalforsorgen og de lokale krimi-nalforsorgsmyndigheder) har generelt til opgave at fuldbyrde straf og der-med medvirke til at begrænse kriminalitet.Den nærmere regulering af kriminalforsorgens opgaver følger først ogfremmest af straffuldbyrdelsesloven, der indeholder regler om fuldbyrdelseaf ubetingede fængselsstraffe, betingede domme, samfundstjeneste, bøde-straffe og forvaring.Endvidere varetager kriminalforsorgen visse opgaver vedrørende straf-fuldbyrdelse efter straffeloven. Kriminalforsorgen træffer således afgørelsei sager om prøveløsladelse. Kriminalforsorgen varetager også visse opga-ver efter retsplejeloven. Det drejer sig om behandlingen af anholdte, der eranbragt i arresthus, varetægtsarrestanter samt personer (vidner og skyldne-re mv.), der er taget i forvaring efter retsplejeloven.Nogle afgørelser i forbindelse med straffuldbyrdelse – som f.eks. afgørel-ser om erstatning uden for kontrakt og afgørelser vedrørende såkaldte an-staltsforhold – træffes på ulovbestemt grundlag.Kriminalforsorgen træffer endvidere afgørelse i visse sager om benådning.Derudover træffer kriminalforsorgen afgørelse i ansættelses- og personale-sager. Der henvises nærmere herom til pkt. 6.1.6 og pkt. 6.2.8.Kriminalforsorgens opgaver er generelt fordelt således, at direktoratet –foruden den overordnede styring – træffer visse mere indgribende afgørel-ser mv., hvorimod de lokale kriminalforsorgsmyndigheder varetager enrække forskellige opgaver vedrørende fuldbyrdelse af straf mv. Det drejersig dels om opgaver, der har karakter af myndighedsudøvelse, og som in-debærer, at den enkelte institution har kompetence til at træffe en rækkeafgørelser vedrørende fuldbyrdelse af straf mv., dels en række opgaver, derhar karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, og som omfatter den lø-bende drift af den enkelte institution og den praktiske gennemførelse afstrafafsoningen mv.Fordelingen af afgørelseskompetence mellem Direktoratet for Kriminal-forsorgen og de lokale kriminalforsorgsmyndigheder er i nogle tilfælde17

fastsat i loven, mens den i en række andre tilfælde er fastsat i administrati-ve bestemmelser udstedt i medfør af loven.Straffuldbyrdelsesområdet og den retlige regulering af kriminalforsorgensopgaver er i øvrigt generelt præget af, at lovreglerne på området i en rækketilfælde alene indeholder en mere overordnet regulering, mens den nærme-re regulering i vidt omfang er fastsat i administrative bestemmelser udstedti medfør af loven.4.1.2. Afgørelser efter straffuldbyrdelseslovenReglerne i straffuldbyrdelseslovgivningen om, hvem der skal træffe afgø-relse, er forskellige fra område til område.I hovedtræk er kompetencefordelingen udformet således, at Direktoratetfor Kriminalforsorgen – foruden varetagelse af den centrale ledelse og ad-ministration af kriminalforsorgen – har til opgave at træffe afgørelse om enrække spørgsmål, der er knyttet tilstraffuldbyrdelsens indledende fase.Detdrejer sig bl.a. om valg af afsoningsinstitution, jf. lovens §§ 20-23. Detdrejer sig endvidere bl.a. om afgørelse om tilladelse til fuldbyrdelse afstraf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (afsoning i fod-lænke), jf. herom lovens §§ 78 a-c.Herudover træffer direktoratet som udgangspunkt afgørelse om anbringel-se af dømte efter lovens § 78, stk. 1-2, i institution mv. uden for fængseleller arresthus.Enkelte opgaver vedrørende straffuldbyrdelsens indledende fase varetagesdog af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder. Det drejer sig bl.a. omstraffetidsberegning efter lovens §§ 14 og 16.Afgørelse om udsættelse af fuldbyrdelsen af fængselsstraf efter § 10 træf-fes som udgangspunkt af politidirektøren, bortset fra tilfælde, hvor dersamtidig søges om benådning eller om udsættelse indtil videre. I disse til-fælde træffes afgørelsen af direktoratet.Afgørelser vedrørendestraffuldbyrdelsens gennemførelsetræffes i vidtomfang af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder. Det gælder bl.a. afgø-relse om overførsel mellem institutioner, jf. §§ 24-29. Det gælder endvide-re meddelelse af tilladelse til udgang, jf. §§ 46-50, spørgsmål vedrørendeindsattes rettigheder og pligter under opholdet i afsoningsinstitutionen, jf.generelt lovens kapitel 8, og indsattes kontakt til samfundet uden for insti-18

tutionen, jf. lovens kapitel 9, samt afgørelser om indgreb over for indsatteog idømmelse af disciplinærstraf mv., jf. lovens kapitel 10 og 11. Gennem-førelsen af tilsyn med bl.a. betinget dømte og personer, der er idømt sam-fundstjeneste, varetages også af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder, jf.§§ 81-88.Visse afgørelser vedrørende straffuldbyrdelsens gennemførelse træffes dogsom altovervejende hovedregel af direktoratet. Det gælder bl.a. visse afgø-relser vedrørende overførsel mellem institutioner efter lovens §§ 24-29 ogtilladelse til udgang, jf. §§ 46-50, når der er tale om langtidsindsatte, dvs.indsatte, der udstår straf af 8 års fængsel eller derover eller forvaring. Op-nåelse af frihedsgoder og lempelser af afsoningsforløb for langtidsindsattehører generelt under direktoratet under hensyn til sagernes særlige karak-ter.Direktoratet træffer herudover i nogle særlige tilfælde afgørelse om ud-gang. Det er bl.a. tilfældet i sager om udgang, hvor institutionen finder, atder bør gives tilladelse til udgang, uanset at dette frarådes af politidirektø-ren (de såkaldte uenighedssager). Tilsvarende træffer direktoratet afgørelseom overførsel mellem afsoningsinstitutioner, såfremt der er uenighed mel-lem institutionerne om, hvorvidt overførsel skal ske.Direktoratet træffer endvidere afgørelse, hvis der er spørgsmål om at givedispensation fra de tidsmæssige betingelser for meddelelse af tilladelse tiludgang, der følger af bekendtgørelse om udgang til indsatte, der udstårfængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbe-kendtgørelsen).Derudover træffer direktoratet afgørelse om udgang i form af udstatione-ring til eget hjem med fodlænke, jf. § 48.Afgørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse til at afsone på bopælen træf-fes tillige af direktoratet, jf. § 78 e.Kompetencen til at træffe afgørelser vedrørendestraffuldbyrdelsens ophører i vidt omfang delt mellem direktoratet og de lokale kriminalforsorgs-myndigheder. Direktoratet træffer bl.a. afgørelse om prøveløsladelse efterudståelse af to tredjedele af straffetiden (ordinær prøveløsladelse), jf. straf-felovens § 38, stk. 1, for langtidsindsatte, mens øvrige afgørelser om ordi-nær prøveløsladelse træffes af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder.

Der henvises nærmere til pkt. 4.1.3 nedenfor om afgørelseskompetencenefter straffelovens regler om prøveløsladelse.Afgørelse om erstatning for uforskyldte indgreb under afsoningen, jf. §§106-107, træffes af direktoratet, jf. bekendtgørelse om behandlingen afkrav fra dømte og varetægtsarrestanter om erstatning i anledning af ufor-skyldte indgreb under fuldbyrdelse af straf mv.Det kan endelig nævnes, at direktoratet på en række områder træffer denendelige afgørelse i de såkaldte ”uenighedssager”. Det drejer sig om sager,hvor der er uenighed mellem to institutioner eller mellem en institution ogen afdeling af kriminalforsorgen i frihed. Det drejer sig endvidere om sa-ger, hvor der er uenighed mellem en institution inden for kriminalforsor-gen og politiet.Som nævnt under pkt. 4.1.1 følger direktoratets og de lokale kriminalfor-sorgsmyndigheders afgørelseskompetence i en række tilfælde af admini-strative bestemmelser.Straffuldbyrdelsesloven indeholder dog også bestemmelser, der henlæggerkompetencen til enten direktoratet eller de lokale myndigheder. Det gælderf.eks. visse af reglerne i lovens kapitel 8 om indsattes rettigheder og pligterunder opholdet i afsoningsinstitutionen samt kapitel 9 om indsattes kontakttil samfundet uden for institutionen. Endvidere findes der regler om afgø-relseskompetence i bl.a. lovens kapitel 10 om indgreb over for den indsat-te.Herudover indeholder straffuldbyrdelsesloven enkelte bestemmelser, derfastslår, at der skal skeindberetning til direktoratet.Det drejer sig om bestemmelsen i § 78 d, stk. 2, om indberetning til direk-toratet ved overtrædelse af de vilkår, der gælder for straffuldbyrdelse påbopælen under intensiv overvågning og kontrol. Det samme gælder, hvisden dømte ikke længere opfylder betingelserne for straffuldbyrdelse påbopælen, eller hvis kriminalforsorgens tilsyn ikke kan gennemføres pågrund af den dømtes adfærd.Det drejer sig endvidere om § 86, stk. 2, om indberetning til direktoratetom overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse, såfremt vilkårsovertrædel-sen må antages at medføre en nærliggende risiko for kriminalitet. Såfremtden prøveløsladte overtræder vilkår om samfundstjeneste, der er fastsat i20

medfør af straffelovens § 40 a, stk. 1, skal kriminalforsorgen afgive indbe-retning herom til direktoratet uanset vurderingen af risikoen for ny krimi-nalitet. Det følger endvidere af § 86, stk. 3, at kriminalforsorgen kan giveet pålæg om at overholde forskrifterne og vilkårene, hvis den prøveløsladtei øvrigt overtræder forskrifter eller vilkår. Er der tidligere givet pålæg i an-ledning af tilsvarende overtrædelse, afgives indberetning til direktoratet.Reglerne om indberetning er navnlig fastsat med henblik på, at direktoratetkan tage stilling til, om en meddelt tilladelse til afsoning i fodlænke skaltilbagekaldes, jf. hertil § 78 e, eller til spørgsmål om konsekvenserne afvilkårsovertrædelse i forbindelse med prøveløsladelse, jf. § 86, stk. 4.I begge tilfælde henhører det under Kriminalforsorgen i frihed, der vareta-ger tilsynet med fodlænkeafsonere og prøveløsladte, at foretage indberet-ning til direktoratet.4.1.3. Afgørelser efter straffelovenStraffelovens 6. kapitel indeholder bl.a. generelle regler om kompetencentil at træffe afgørelse om prøveløsladelse (§§ 38-42). I tilknytning hertilindeholder straffuldbyrdelsesloven nærmere regler om bl.a. tidspunktet forbeslutning om prøveløsladelse (§ 80) og om gennemførelse af tilsyn ogeventuelle særvilkår ved prøveløsladelse (§§ 81-87). Endvidere er der ibekendtgørelse om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladel-sesbekendtgørelsen), fastsat regler om behandlingen af sager om prøveløs-ladelse, herunder om den nærmere fordeling af afgørelseskompetencen.Det følger af straffelovens § 38, stk. 1, at justitsministeren eller den, derbemyndiges dertil, afgør om den dømte skal løslades på prøve, når to tred-jedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået.Det er i løsladelsesbekendtgørelsen fastsat, at afgørelse om, hvorvidt ind-satte skal løslades på prøve efter straffelovens § 38, stk. 1, som udgangs-punkt træffes af fængslet eller arresthuset, jf. bekendtgørelsens § 25, stk. 1.I visse nærmere angivne tilfælde træffes afgørelsen dog af Direktoratet forKriminalforsorgen. Det er således bl.a. tilfældet, hvis den indsatte udstårfængsel i 8 år eller derover, jf. løsladelsesbekendtgørelsens § 26. Direkto-ratet træffer endvidere bl.a. afgørelse, hvis der er uenighed mellem institu-tionen og vedkommende afdeling af kriminalforsorgen om vilkårsfastsæt-telsen.

Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan løsladelse på prøve ske tidligere, nårsærlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelenaf straffetiden, dog mindst 2 måneder. Det fremgår af bestemmelsen, at af-gørelse herom træffes af justitsministeren eller den, som han med hensyntil bestemte grupper af sager bemyndiger dertil.Straffelovens § 38, stk. 2, giver ikke justitsministeren en generel adgang tilat bemyndige andre til at træffe afgørelse efter bestemmelsen. Det følgersåledes af bestemmelsens ordlyd, at bemyndigelse kun kan ske med hen-syn til ”bestemte grupper af sager”.Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at adgangen til delegationforudsættes anvendt i sagsgrupper, hvor afgørelsen træffes efter en heltfast praksis. Som eksempel herpå nævnes i forarbejderne sager om prøve-løsladelse af udlændinge, der efter strafudståelsen skal udvises.Afgørelse om, hvorvidt indsatte skal løslades på prøve efter straffelovens §38, stk. 2, træffes som udgangspunkt af direktoratet efter indstilling frafængslet eller arresthuset, jf. § 28 i løsladelsesbekendtgørelsen. I en rækkenærmere angivne tilfælde, herunder hvis der er tale om udenlandske ind-satte, der udstår fængselsstraf i indtil 8 år, og som efter udståelse af straf-fen skal udvises med indrejseforbud, træffes afgørelsen dog af fængslet el-ler arresthuset, jf. bekendtgørelsens § 29.Straffelovens § 40 a indeholder en særlig bestemmelse om prøveløsladelseefter udståelse af halvdelen af straffetiden (noget for noget-ordningen). Detfølger af bestemmelsen, at afgørelse herom træffes af justitsministeren el-ler den, ministeren bemyndiger dertil.Bestemmelsen i § 40 a indebærer, at justitsministeren kan bemyndige an-dre til at træffe afgørelse om prøveløsladelse. I forarbejderne til bestem-melsen er det dog anført, at afgørelseskompetencen i hvert fald i en op-startsperiode skal ligge hos Direktoratet for Kriminalforsorgen af hensyntil at sikre en ensartet praksis.I løsladelsesbekendtgørelsen er der fastsat nærmere regler om kompeten-cen til at træffe afgørelse om prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a.Det følger af bekendtgørelsens § 30, at afgørelsen træffes af afsoningsin-stitutionen, hvis den dømte afsoner en dom på mindre end 8 månedersfængsel. I andre tilfælde træffes afgørelsen af direktoratet efter indstillingfra fængslet eller arresthuset.22

Straffelovens § 41, stk. 1, regulerer spørgsmålet om prøveløsladelse afpersoner, der er idømt straf af fængsel på livstid. Det fremgår af bestem-melsen, at justitsministeren afgør, om den dømte skal løslades på prøve,når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået.I overensstemmelse hermed fremgår det af løsladelsesbekendtgørelsens §31, at afgørelse efter straffelovens § 41 om prøveløsladelse af livstidsdøm-te træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra fængs-let eller arresthuset.Straffeloven indeholder endvidere regler om overtrædelse af vilkår mv. forprøveløsladelse. Det følger af § 40, at kompetencen til at træffe afgørelseved overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse træffes af justitsministeren,medmindre der er tale om, at overtrædelsen består i et strafbart forhold, derbegået i prøvetiden. I så fald tilkommer kompetencen retten, jf. § 40, stk.1.Bestemmelsen i § 40 finder ligeledes anvendelse i forbindelse med prøve-løsladelse af livstidsdømte efter § 41, stk. 1, jf. herved § 42, stk. 2. Regler-ne kan tillige finde anvendelse ved overtrædelse af vilkår fastsat ved be-tinget benådning, jf. herved § 43.Afgørelse om reaktion på vilkårsovertrædelse træffes i de tilfælde, hvorkompetencen henhører under justitsministeren, af Direktoratet for Krimi-nalforsorgen.I tilknytning til straffelovens regler om vilkårsovertrædelse mv. indeholderstraffuldbyrdelseslovens § 86, stk. 2-3, som ovenfor nævnt nærmere reglerom, at der i visse tilfælde af vilkårsovertrædelse skal ske indberetning her-om til direktoratet. Det følger endvidere af § 86, stk. 4, at der snarest eftermodtagelsen af de i stk. 2 og 3 nævnte indberetninger skal træffes afgørel-se om eventuel reaktion som følge af vilkårsovertrædelsen, jf. straffelo-vens § 40, stk. 2 og 3, og § 42, stk. 2.Som det fremgår, er reglerne i straffeloven om kompetencen til at træffeafgørelse i sager om prøveløsladelse udformet således, at det i visse tilfæl-de tilkommer justitsministeren eller den, som ministeren bemyndiger der-til, at træffe afgørelsen, jf. herved § 38, stk. 1 og 2, og § 40 a. I andre til-fælde tilkommer kompetencen (alene) justitsministeren, jf. herved § 40 og§ 41.23

I de tilfælde, hvor kompetencen tilkommer justitsministeren, vil direktora-tet som følge af det direkte referat handle umiddelbart på ministerens veg-ne og således træffe afgørelse på vegne af ministeren. Er der derimod taleom, at kompetencen er henlagt til de lokale kriminalforsorgsmyndigheder,vil kompetencen blive udøvet på grundlag af en bemyndigelse fra ministe-ren.De forskellige formuleringer kan imidlertid give anledning til en vis tvivlom omfanget af ministerens adgang til at overlade beføjelsen til at træffeafgørelse i sager om prøveløsladelse til andre (underordnede) myndighe-der.Det gælder særligt i forhold til, om der i de bestemmelser i straffeloven,der henlægger kompetencen alene til justitsministeren, er tilsigtet en vissnævrere adgang til at overlade opgaven til andre.For så vidt angår de bestemmelser i straffeloven, der henlægger kompeten-cen til justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, bemærkes særligtfor så vidt angår bestemmelsen i § 38, stk. 2, at denne indebærer, at ju-stitsministeren alene kan overlade afgørelseskompetencen til andre for såvidt angår bestemte grupper af personer. Som anført ovenfor følger der så-ledes ikke af bestemmelsen en generel kompetence for ministeren til athenlægge afgørelseskompetencen til andre (underordnede) myndigheder.4.1.4. Afgørelser efter retsplejelovenKriminalforsorgen forestår anbringelse af varetægtsfængslede i varetægts-fængsel (arresthus).De nærmere regler om varetægtsfængsledes forhold er fastsat i retsplejelo-vens §§ 770-778 og i bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsbe-kendtgørelsen). Endvidere er en række af de bekendtgørelser, som er ud-stedt om straffuldbyrdelse, tillagt gyldighed i forhold til varetægtsarrestan-ter i medfør af retsplejelovens § 776. På en række områder er reglerne forvaretægtsfængslede i et vist omfang forskellige fra reglerne om dømte. Detgælder områder som anbringelse, udgang og besøg til varetægtsarrestanter,adgang til brevveksling og til at føre telefonsamtaler, jf. retsplejelovens §§770-778 og varetægtsbekendtgørelsen.På en række andre områder er der fastsat fælles administrative regler forvaretægtsarrestanter og dømte. Det gælder områder som disciplinærstraf,

magtanvendelse og sikringsmidler, jf. de bekendtgørelser om straffuldbyr-delse, der er tillagt gyldighed for varetægtsarrestanter.Kriminalforsorgen forestår endvidere forvaring af vidner og skyldnere.Reglerne om forvaring af vidner og skyldnere er fastsat i retsplejelovens§§ 178, 494, stk. 2, og 497, stk. 2. Der er endvidere med hjemmel i retsple-jelovens § 178, stk. 10, fastsat nærmere regler om disse personers forhold ibekendtgørelse om personer, der tages i forvaring efter retsplejeloven.Kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende varetægtsfængsledes for-hold og vedrørende vidne- og skyldnerforvaredes forhold ligger som alt-overvejende hovedregel hos den lokale kriminalforsorgsmyndighed (ar-resthuset).Efter retsplejelovens § 778 indgives varetægtsfængsledes klager overfængselspersonalets adfærd til vedkommende fængselsinspektør (arrestin-spektør) eller til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Har klageren ikke fåetmedhold, eller er der ikke truffet endelig afgørelse inden 2 uger efter ind-givelsen, kan klagen indbringes for retten.4.1.5. BenådningEfter grundlovens § 24 kan kongen benåde for straf.Benådning sker ved kongelig resolution efter indstilling fra Justitsministe-riet (dvs. Direktoratet for Kriminalforsorgen), medmindre der er tale om ateftergive frihedsstraffe på indtil 40 dage, eller om at imødekomme en an-søgning om, at en uforskyldt varetægtsperiode, i stedet for at udløse erstat-ning efter retsplejelovens § 1018 a, bringes til afkortning i en ikke fuld-byrdet frihedsstraf. I disse tilfælde er Justitsministeriet (dvs. Direktoratetfor Kriminalforsorgen) generelt bemyndiget til at træffe afgørelse om be-nådning, jf. kongelig resolution af 24. juni 1975 og kongelig resolution af26. august 1981.Det følger endvidere af bekendtgørelse nr. 694 af 25. juni 2009, at afgørel-ser om afslag på benådning træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.Finder Direktoratet for Kriminalforsorgen, at benådning bør afslås, får an-søgeren derfor meddelelse om, at der ikke vil blive søgt udvirket benåd-ning.

Ved kongelig resolution af 24. juni 1975 er Politidirektøren i Københavnog politimestrene (dvs. de nuværende politidirektører) bemyndiget til attræffe afgørelse om eftergivelse eller nedsættelse af bøder og konfiskatio-ner. Bemyndigelsen vedrører afgørelse med hensyn til ansøgning om ef-tergivelse og nedsættelse af bøder og konfiskationer på ikke over 10.000kr.4.2. Lovforslagets udformning4.2.1. Generelle overvejelser4.2.1.1.Som det fremgår af afsnit 3.2, har den foreslåede reorganisering afkriminalforsorgen og etablering af en række kriminalforsorgsområder bl.a.til formål at sikre en faglig og kompetencemæssig styrkelse af det decen-trale niveau i kriminalforsorgen.Den faglige styrkelse af det decentrale niveau vil skabe grundlag for, at va-retagelsen af konkrete opgave på kriminalforsorgens område som hoved-regel vil kunne ske decentralt. På den baggrund er det hensigten, at kompe-tencen til at træffe afgørelse i konkrete sager som hovedregel skal henhøreunder kriminalforsorgsområderne, mens direktoratet alene vil bevare sinafgørelseskompetence i sager af helt særlig karakter mv.Opgaver, som varetages mest hensigtsmæssigt på decentralt niveau, på-tænkes således flyttet fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til kriminal-forsorgsområderne. Opgaverne kan dermed varetages tættere på den enkel-te indsatte, og der kan sikres en større sammenhæng i og koordination afkriminalforsorgens opgavevaretagelse. Direktoratet kan samtidig i højeregrad fokusere på mere overordnende spørgsmål vedrørende bl.a. ledelse,strategi og styring af kriminalforsorgen samt faglig støtte til de lokalemyndigheder.4.2.1.2.Efter Justitsministeriets opfattelse er der dog visse konkrete opga-ver vedrørende straffuldbyrdelse, som fortsat mest hensigtsmæssigt vare-tages af direktoratet, eller som har en sådan særlig karakter, at de fortsatbør henhøre under direktoratet.Det drejer sig for det første om visse opgaver vedrørende straffuldbyrdel-sens indledende fase, dvs. spørgsmål vedrørende valg af afsoningsinstituti-on mv. Det er således hensigten, at direktoratet skal træffe afgørelse vedrø-rende fordelingen af dømte på tværs af kriminalforsorgsområderne (somderefter træffer afgørelse om den endelige placering i områdernes instituti-oner). Det skønnes desuden mest hensigtsmæssigt, at afgørelse om valg af26

afsoningsinstitution mv. i enkelte særlige tilfælde fortsat træffes af direkto-ratet. Det drejer sig for det andet om visse afgørelser om tildeling af fri-hedsgoder og lempelser af afsoningsforløb for livstids- og forvaringsdøm-te. Der henvises nærmere herom til pkt. 4.2.2 nedenfor.Derudover vil visse afgørelser, hvor der er uenighed om afgørelsen mellemforskellige kriminalforsorgsområder eller mellem et kriminalforsorgsom-råde og politiet, fortsat skulle behandles af direktoratet.4.2.1.3.Som der er redegjort for ovenfor, er fordelingen af opgaver mel-lem direktoratet og de lokale kriminalforsorgsmyndigheder fastsat dels pålovniveau, dels i administrativ regulering.Der foretages ikke med lovforslaget ændringer af, i hvilke tilfælde kompe-tencen er fastsat i henholdsvis lov og i administrative forskrifter.I de tilfælde, hvor det i dag i loven er angivet, hvilken myndighed der kon-kret skal træffe afgørelse eller varetage en bestemt opgave, vil dette ogsåfremover være således. Er der derimod tale om, at de konkrete kompeten-ceforhold er fastsat administrativt, vil dette også ske fremover.De ændringer i fordelingen af opgaver mellem direktoratet og de lokalekriminalforsorgsmyndigheder, der påtænkes gennemført som led i den fo-reslåede reorganisering, knytter sig til forhold, der i dag er reguleret admi-nistrativt. Ændringerne vil kunne udmøntes administrativt og kræver såle-des ikke i sig selv lovændringer.Det bemærkes i den forbindelse, at der med lovforslaget gennemføres enmere omfattende ændring af kriminalforsorgens organisatoriske opbyg-ning. Lovforslaget giver således anledning til mere generelle overvejelserom den hidtidige praksis for fordelingen af opgaver på kriminalforsorgensområde. Der henvises i den forbindelse til pkt. 4.2.2-4.2.5 nedenfor om depåtænkte ændringer, der bl.a. har betydning for udformningen af den frem-tidige klageadgang på kriminalforsorgens område.

således at der sikres en udtrykkelig adgang for justitsministeren til at kun-ne overlade kompetencen til at træffe afgørelse i disse sager til underord-nede myndigheder, jf. pkt. 4.2.3.4.2.1.5.Særligt for så vidt angår ansættelses- og personalesager bemærkesdet, at det er hensigten, at der i højere grad skal ske delegation af kompe-tencen internt i kriminalforsorgen, end det er tilfældet i dag, jf. nærmereherom under pkt. 2.1. I det omfang kompetencen bliver delegeret til krimi-nalforsorgsområderne, vil afgørelser, der træffes af disse, kunne påklagestil direktoratet, jf. pkt. 6.2.8. Den nærmere kompetencefordeling vil som idag blive fastsat administrativt.4.2.1.6.Det bemærkes, at spørgsmålet om fordeling af opgaver mellem di-rektoratet og kriminalforsorgsområderne løbende vil blive overvejet og –hvis der måtte være behov herfor – justeret på grundlag af de erfaringer,som efterhånden indhøstes med den ændrede organisering af kriminalfor-sorgen.4.2.2. Afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven4.2.2.1.Som anført er det hensigten, at en række af de afgørelser, der i dagtræffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen, fremover skal træffes afkriminalforsorgsområderne. De fornødne ændringer vil som udgangspunktkunne ske ved ændring af administrative bestemmelser udstedt i medfør afstraffuldbyrdelsesloven. Der vil dog samtidig være behov for at foretageen enkelt konsekvensændring i straffuldbyrdelsesloven, jf. herom neden-for.De påtænkte ændringer af opgavefordelingen omfatter bl.a. visse afgørel-ser, der træffes i forbindelse medstraffuldbyrdelsens indledende fase.Som anført ovenfor under pkt. 4.2.1 er det hensigten, at direktoratet skalstå for den overordnede fordeling af dømte til kriminalforsorgsområderne,hvorefter områderne træffer afgørelse om den endelige placering i områ-dernes institutioner. Det er således hensigten, at afgørelseskompetencen isager vedrørende anbringelse (valg af afsoningsinstitution) skal ligge hoskriminalforsorgsområderne. Kriminalforsorgsområderne vil bl.a. skulletræffe afgørelse om anbringelse i fængsel eller arresthus og om anbringelsei åbent eller lukket fængsel. Det skønnes dog mest hensigtsmæssigt, at di-rektoratet fortsat træffer afgørelse vedrørende anbringelse i ”særpladser”,hvilket f.eks. kan være relevant ved valg af afsoningsinstitution for rocker-og bandemedlemmer og dømte med risiko for radikalisering.

Endvidere påtænkes kompetencen til at træffe afgørelse om anbringelse afdømte i institution mv. uden for fængsel eller arresthus overført til krimi-nalforsorgsområderne.Det er herudover hensigten, at kompetencen til at meddele tilladelse tilstrafudståelse på bopælen (afsoning i fodlænke), der i dag ligger hos direk-toratet, fremover skal ligge hos kriminalforsorgsområderne. Fodlænkeord-ningen har virket siden 1. juli 2005, og der er gennem årene etableret enklar praksis for anvendelse af denne afsoningsform. Tilladelse til afsoningi fodlænke beror bl.a. på en vurdering af den enkeltes egnethed til at udståstraffen på bopælen, hvilket belyses bl.a. ved en vurdering af den pågæl-dendes boligforhold og beskæftigelsesforhold (i form af arbejde, uddan-nelse eller lignende), som naturligt kan foretages af det enkelte kriminal-forsorgsområde på grundlag af kriminalforsorgsområdets kendskab til dendømtes egne forhold og de lokale forhold mv.Endvidere er det hensigten, at kompetencen til at træffe afgørelse om ud-sættelse af fuldbyrdelsen af fængselsstraf generelt skal ligge hos kriminal-forsorgsområderne. Politidirektørernes nuværende kompetence på detteområde, jf. ovenfor pkt. 4.1.2, påtænkes derfor overført til kriminalfor-sorgsområderne.4.2.2.2.Kompetencen til at træffe en række afgørelser vedrørendestraf-fuldbyrdelsens gennemførelsepåtænkes ligeledes at blive overført til om-råderne. Det er således hensigten, at kriminalforsorgsområderne også skaltræffe afgørelser vedrørende lempelser af afsoningsforløbet (det vil bl.a.sige spørgsmål vedrørende udgang til særlige formål mv., udgang for atbesøge bestemte nærstående personer og udgang i form af frigang og ud-stationering samt spørgsmål om overførsel fra f.eks. lukket til åbent fæng-sel) også for så vidt angår langtidsindsatte, dvs. indsatte, der udstår tidsbe-stemt straf af fængsel i 8 år eller mere. Direktoratet vil dog fortsat bevarekompetencen til at træffe afgørelse for så vidt angår livstids- eller forva-ringsdømte.Kriminalforsorgsområderne påtænkes også at skulle træffe afgørelse ved-rørende krav om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb under fuld-byrdelse af straf mv.Kompetencen til at tilbagekalde en tilladelse til afsoning i fodlænke på-tænkes ligeledes flyttet fra direktoratet, som varetager opgaven efter degældende regler, til kriminalforsorgsområderne. De lokale kriminalfor-29

sorgsmyndigheder varetager i dag tilsynet med fodlænkeafsonere og hardermed erfaring med området.Som en konsekvens af, at kompetencen til at tilbagekalde en tilladelse tilafsoning i fodlænke fremover vil skulle ligge hos områderne, vil der ikkelængere skulle ske indberetning til direktoratet. På den baggrund foreslåsbestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 78 d, stk. 2, ophævet.4.2.3. Afgørelser efter straffeloven4.2.3.1.Det er hensigten, at afgørelser om prøveløsladelse efter straffelo-ven fremover som hovedregel skal træffes af kriminalforsorgsområderne.Dette gælder dog ikke afgørelser om prøveløsladelse af livstidsdømte, der– under hensyn til navnlig sådanne sagers helt særlige karakter – fortsat vilskulle træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.Det er endvidere hensigten, at afgørelser vedrørende reaktion som følge afvilkårsovertrædelser skal træffes af kriminalforsorgsområderne, herunderogså for så vidt angår livstidsdømte. Dette skal bl.a. ses på baggrund af, atkriminalforsorgsområderne generelt varetager tilsynet med prøveløsladtemv.Den nærmere fordeling af kompetencen mellem direktorat og kriminalfor-sorgsområderne vil blive fastsat administrativt.Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede afskaffelse af det direktereferat mellem direktoratet og justitsministeren, jf. ovenfor pkt. 2, vil inde-bære, at direktoratet ikke længere handler umiddelbart på ministerens veg-ne i sager om prøveløsladelse, men at direktoratets udøvelse af justitsmini-sterens beføjelser fremover – svarende til den almindelige ordning for di-rektorater og styrelser – skal ske på grundlag af en bemyndigelse.4.2.3.2.Som det fremgår af pkt. 4.1.3, kan det give anledning til en vistvivl, i hvilket omfang justitsministeren ved bemyndigelse kan overladeafgørelseskompetencen i sager om prøveløsladelse mv. til andre. Det kansom nævnt ovenfor særligt give anledning til tvivl, om der i de bestemmel-ser, der henlægger kompetencen til (alene) justitsministeren, er tilsigtet envis snævrere adgang til delegation sammenholdt med de bestemmelser, derhenlægger kompetencen til justitsministeren eller den, ministeren bemyn-diger dertil.

For at sikre, at justitsministeren fremover kan overlade sine beføjelser i sa-ger om prøveløsladelse dels til direktoratet, dels til de lokale kriminalfor-sorgsområder foreslås det at ændre straffeloven, således at der anvendes enensartet ordlyd i beskrivelsen af justitsministerens kompetence i sager omprøveløsladelse og vilkårsovertrædelse.Dette kan som udgangspunkt ske ved i straffelovens bestemmelser omprøveløsladelse at henlægge afgørelseskompetencen under justitsministe-ren. Justitsministeren vil herefter i overensstemmelse med almindeligeprincipper om delegation kunne overlade kompetencen til en underordnetmyndighed, og der vil ikke være behov for i bestemmelserne at angive, atjustitsministeren kan bemyndige andre til at varetage denne opgave. Detvil i så fald indebære, at der skal foretages en ændring af de bestemmelser,der henlægger kompetencen til ”justitsministeren eller den, ministeren be-myndiger dertil”, mens de bestemmelser, der i dag henlægger kompeten-cen til (alene) justitsministeren, ikke ændres. Det er imidlertid netop de be-stemmelser i straffeloven, der i dag henlægger kompetencen til (alene) ju-stitsministeren, der kan give tvivl om adgangen til delegation, jf. ovenfor.På den baggrund har Justitsministerietkonkretfundet det mest hensigts-mæssigt at ændre ordlyden af disse bestemmelser, således at ”justitsmini-steren” ændres til ”justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger der-til”.Det foreslås således, at straffelovens bestemmelser om prøveløsladelse ogom vilkårsovertrædelse (§ 38, stk. 2, 2. pkt., § 40, stk. 2, og § 41, stk. 1)ændres, så kompetencen til at træffe afgørelse fremover generelt tilkom-mer justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.De foreslåede ændringer indebærer, at justitsministeren i overensstemmel-se med almindelige forvaltningsretlige principper generelt kan overladeudøvelsen af ministerens beføjelser til en underordnet myndighed.Særligt for så vidt angår bestemmelsen i § 38, stk. 2, bemærkes det, at for-slaget således indebærer, at justitsministerens kompetence til at overladeafgørelseskompetencen ikke længere vil være begrænset til bestemte grup-per af personer.Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-2.4.2.3.3.De bestemmelser i straffeloven, der i dag henlægger kompetencentil justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, vil ikke blive31

ændret. Det drejer sig om § 38, stk. 1 (om afgørelse om prøveløsladelse ef-ter udståelse af to tredjedele af straffetiden) og § 40 a (om prøveløsladelseefter noget for noget-ordningen). På grundlag af disse bestemmelser vil ju-stitsministeren fortsat kunne overlade beføjelsen i sådanne grupper af sa-ger til andre (underordnede) myndigheder.Derimod foreslås det at ophæve straffuldbyrdelseslovens § 86, stk. 2 ved-rørende indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen af overtrædelseaf vilkår for prøveløsladelse, da kompetencen til at træffe afgørelse somreaktion på vilkårsovertrædelse fremover påtænkes at skulle høre underkriminalforsorgsområderne. Endvidere foreslås visse konsekvensændrin-ger af straffuldbyrdelseslovens § 86, stk. 3-5.Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 22-25.4.2.4. Afgørelser efter retsplejelovenPå retsplejelovens område vil der ikke blive overført afgørelseskompeten-ce fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til kriminalforsorgsområderne.4.2.5. BenådningBenådning meddeles af Dronningen, jf. grundlovens § 24, og vil derfor og-så fremover ske efter indstilling fra justitsministeren. Det er i den forbin-delse hensigten, at indstillingen til Dronningen ved Justitsministeriets for-anstaltning også fremover sker efter forudgående sagsbehandling (herun-der partshøring mv.) i Direktoratet for Kriminalforsorgen.Som det fremgår af pkt. 4.1.5 ovenfor, ligger afgørelseskompetencen i dagi henhold til kongelig resolution og som følge af det direkte referat hos di-rektoratet, hvis der er tale om at eftergive frihedsstraffe på 40 dage ellerderunder eller om at imødekomme en ansøgning om, at en uforskyldt vare-tægtsperiode i stedet for at udløse erstatning bringes til afkortning i en ikkefuldbyrdet frihedsstraf.Efter Justitsministeriets opfattelse bør afgørelseskompetencen i sådannesager også fremover ligge hos direktoratet.Efter Justitsministeriets opfattelse bør politidirektørerne kunne træffe afgø-relse vedrørende bøder og konfiskation i samme omfang som hidtil, jf.herom ovenfor under pkt. 4.1.5.

5. Varetagelse af opgaver i kriminalforsorgsområderne

5.1. Gældende retEfter de gældende straffuldbyrdelsesregler er en række afgørelser henlagttil de lokale kriminalforsorgsmyndigheder. I straffuldbyrdelseslovgivnin-gen sondres der generelt mellem afgørelser, der træffes af "institutionen",og afgørelser, der træffes af "institutionens leder eller den, der bemyndigesdertil".Det fremgår af forarbejderne til straffuldbyrdelsesloven, at spørgsmåletom, hvem der skal træffe en afgørelse, har beroet på en vurdering af, hvorindgribende den pågældende afgørelse er for den indsatte. I de tilfælde,hvor den pågældende afgørelse er af en vis indgribende karakter, er det så-ledes udtrykkeligt fastsat i straffuldbyrdelsesloven, at afgørelsen skal træf-fes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, mens kompe-tencen i de mindre indgribende tilfælde er henlagt til institutionen.Denne sondring er endvidere anvendt ved udstedelse af administrative reg-ler i medfør af såvel straffuldbyrdelsesloven som retsplejeloven, således atkompetencen er henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndigeshertil, i de tilfælde, hvor der skønnes at være tale om afgørelseraf en visindgribende karakter, mens kompetencen i de mindre indgribende tilfældeer henlagt til institutionen.I begge situationer er det op til den lokale leder nærmere at fastlægge delokale kompetenceforhold. Det antages dog, at adgangen til intern delega-tion er videst, hvis kompetencen er henlagt til ”institutionen”, mens ad-gangen til intern delegation antages at være undergivet nogle snævreregrænser i de tilfælde, hvor kompetencen er henlagt til ”institutionens ledereller den, der bemyndiges dertil”.Det betyder bl.a., at hvis kompetencen er henlagt til institutionens leder el-ler den, der bemyndiges dertil, bør institutionens leder ved fastlæggelsen afde lokale kompetenceforhold og arbejdsgange skærpe kravene til modtage-rens faglige forudsætninger for at varetage den pågældende opgave, i for-hold til de tilfælde, hvor kompetencen er henlagt til institutionen.Der kan i øvrigt henvises til vejledning nr. 11991 af 29. juni 2001 om ad-gangen til intern delegation i kriminalforsorgens regioner.Straffuldbyrdelseslovgivningen indeholder herudover en række regler, derhenlægger kompetencen til ”kriminalforsorgen”. Der er her typisk tale om33

bestemmelser, der mere generelt pålægger kriminalforsorgen at varetagebestemte opgaver, og hvor den nærmere kompetencefastlæggelse må afgø-res konkret.Retsplejeloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser, der henlæggervisse opgaver til den lokale kriminalforsorgsinstitution, jf. herved retsple-jelovens § 178, stk. 6, § 771, stk. 2 og § 777, 1. pkt.5.2. Lovforslagets udformning5.2.1.Den foreslåede etablering af kriminalforsorgsområder indebærer, atde lokale kriminalforsorgsmyndigheder, der henhører under området, ogden pågældende områdeledelse (områdekontoret) fremover vil udgøre énorganisatorisk enhed, jf. ovenfor pkt. 3.Kompetencen til at træffe afgørelser i konkrete sager vil fremover som ho-vedregel ligge hos kriminalforsorgsområdet, og det vil fremover henhøreunder den enkelte områdeledelse (områdedirektøren) at fastlægge de nær-mere kompetenceforhold og arbejdsgange for kriminalforsorgsområdetsopgavevaretagelse.Det forhold, at kriminalforsorgsområdet fremover som hovedregel skaltræffe afgørelse i konkrete sager, vil som udgangspunkt ikke være til hin-der for, at områdeledelsen træffer beslutning om, at f.eks. bestemte typeraf afgørelser kan træffes lokalt i den enkelte institution. Der kan f.eks. væ-re tale om at give de enkelte institutioner adgang til at træffe beslutningeraf hastende karakter, hvor det ikke er muligt at afvente områdekontoretsafgørelse i sagen. Der kan endvidere være tale om andre typer afgørelser,som af områdeledelsen skønnes mest hensigtsmæssigt at kunne varetageslokalt i institutionen.5.2.2.Som der er redegjort for ovenfor, bygger straffuldbyrdelsesloven idag på en sondring mellem afgørelser, der træffes af institutionen, og afgø-relser, der træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.Sondringen har navnlig betydning for adgangen til delegation inden forden enkelte institution, således at der for visse afgørelser af mere indgri-bende karakter må udvises en vis tilbageholdenhed i forbindelse med in-tern delegation af sådanne opgaver til en underordnet i institutionen.Da kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sager fremover som ud-gangspunkt skal ligge hos kriminalforsorgsområdet, er der efter Justitsmi-nisteriets opfattelse ikke behov for i den sammenhæng at opretholde en34

sondring mellem afgørelser af mere eller mindre indgribende karakter. Detforudsættes i den forbindelse, at områdeledelsen vil tilrettelægge kompe-tenceforholdene og arbejdsgangen i det enkelte område i overensstemmel-se med de principper om intern delegation i kriminalforsorgen, som er be-skrevet i pkt. 5.1.Det foreslås på den baggrund, at de bestemmelser i straffuldbyrdelseslovenog i retsplejeloven, der henlægger afgørelseskompetence til ”institutionen”eller til ”institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil”, ændres så-ledes, at kompetencen i stedet henlægges til ”kriminalforsorgsområdet”.De bestemmelser, der henlægger kompetencen til ”kriminalforsorgen”, fo-reslås ikke ændret, og bestemmelser, der anvender betegnelsen ”instituti-on” som beskrivelse for den fysiske institution, videreføres også uændret.Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 5-6, 8-19, 21 og 26. Der henvisesendvidere til lovforslagets § 3, nr. 1.

6. Adgang til klage over direktoratets og kriminalforsorgsområdernes

afgørelser

6.1. Gældende ret6.1.1. Afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven6.1.1.1.Straffuldbyrdelseslovens kapitel 22 indeholder nærmere regler ombl.a.administrativ klageadgang (rekurs).Efter bestemmelsen i § 111, stk. 1, kan afgørelser truffet i henhold til lovenaf de lokale kriminalforsorgsmyndigheder (dvs. kriminalforsorgen i frihedsamt kriminalforsorgens institutioner, dvs. pensioner, arresthuse og fængs-ler) påklages til justitsministeren. Det samme gælder for de afgørelser, dertræffes af politiet eller restanceinddrivelsesmyndigheden i henhold tilstraffuldbyrdelsesloven.Bestemmelsen i § 111 er en lovfæstelse af den almindelige adgang til ad-ministrativ rekurs, hvorefter en afgørelse truffet af en underordnet myn-dighed kan påklages til en overordnet myndighed inden for samme for-valtningsgren.Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at klage til justitsministeren som ud-gangspunkt skal iværksættes inden 2 måneder efter, at afgørelsen er med-delt den dømte.35

Der følger ikke herudover nogen regulering af adgangen til at påklage delokale kriminalforsorgsmyndigheders afgørelser, og enhver afgørelse efterstraffuldbyrdelsesloven, der er truffet af en lokal myndighed inden forkriminalforsorgen, vil således kunne indbringes for justitsministeren.En klage over en afgørelse, der er truffet af en lokal kriminalforsorgsmyn-dighed, skal i praksis indbringes for Direktoratet for kriminalforsorgen.Som der er nærmere redegjort for i pkt. 2.1, refererer direktoratet ved afgø-relse af konkrete sager direkte til justitsministeren og træffer dermed afgø-relse på dennes vegne (det direkte referat).Den særlige organisatoriske indplacering af direktoratet indebærer, at af-gørelser truffet af direktoratet ikke kan indbringes for Justitsministerietsdepartement. Direktoratet træffer således på justitsministerens vegne denendelige administrative afgørelse i klagesager efter straffuldbyrdelseslo-ven. Tilsvarende gælder de tilfælde, hvor direktoratet træffer afgørelse iførste instans.6.1.1.2.Særligt for så vidt angår kompetencen til at træffe afgørelser i før-ste instans hos de lokale kriminalforsorgsmyndigheder henhører det underden lokale leder nærmere at fastlægge de lokale kompetenceforhold underhensyn til de forudsætninger om adgangen til intern delegation i kriminal-forsorgens institutioner, der følger af straffuldbyrdelsesloven, jf. heromnærmere pkt. 5.1.I det omfang en afgørelse i henhold til intern delegation er truffet af en an-den end institutionens leder, har den indsatte ikke krav på, at lederen be-handler en klage over en afgørelse truffet af den underordnede. Den un-derordnedes afgørelse træffes på lederens vegne, og en klage over afgørel-sen skal derfor indbringes for direktoratet. Institutionens leder er dog ikkeafskåret fra på grundlag af en klage at tage afgørelsen op til fornyet over-vejelse, men den indsatte har som nævnt ikke krav på det. I praksis vil enklage ofte blive indgivet til lederen af den lokale kriminalforsorgsmyndig-hed, der har truffet afgørelsen, hvorefter lederen vil have lejlighed til at ta-ge afgørelsen op til fornyet overvejelse. Hvis afgørelse herefter fastholdes,vil klagen blive sendt til direktoratet.

6.1.1.3.Foruden den generelle regulering af adgangen til administrativ re-kurs i § 111 er der i straffuldbyrdelseslovens kapitel 16 om fuldbyrdelse afbødestraffe fastsat regler om adgang til at klage.Det følger således af § 90, stk. 4, at politiets afgørelse om henstand medeller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere admini-strativ myndighed.Endvidere er der i 91, stk. 4, givet justitsministeren bemyndigelse til atfastsætte nærmere regler om, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-relser om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan ind-bringes for højere administrativ myndighed. Det er i medfør heraf i be-kendtgørelse om klageadgang i sager om inddrivelse af bøder, konfiskati-onsbeløb og sagsomkostninger fastsat, at restancemyndighedens afgørelsekan påklages til direktoratet, dog således at klageadgangen er afskåret iforhold til afgørelser om henstand og afdragsvis betaling med beløb på15.000 kr. eller derunder, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.6.1.1.4.Straffuldbyrdelseslovens § 112 indeholder en særlig bestemmelse,der giver adgang til en særlig enkel og udvidetdomstolsprøvelseaf visseafgørelser. Det følger således af bestemmelsen, at visse endelige admini-strative afgørelser inden for en frist på 4 uger kan begæres indbragt for ret-ten af den dømte. De afgørelser, der er omfattet af ordningen, vedrørerstraffetidsberegning, tilbageholdelse af breve af hensyn til beskyttelse afden forurettede ved lovovertrædelsen, afgørelser om disciplinærstraf iform af strafcelle i mere end 7 dage, konfiskation, modregning af erstat-ningsbeløb af en vis størrelse, nægtelse af prøveløsladelse efter udståelseaf to tredjedele af straffen, genindsættelse af en prøveløsladt, indsættelse afen betinget benådet og afgørelser om nægtelse af erstatning i anledning afuforskyldt udståelse af fængselsstraf eller anbringelse i strafcelle i mereend 7 dage.Det fremgår af lovens forarbejder, at de afgørelser, der er omfattet af ad-gangen til domstolsprøvelse efter § 112, er udvalgt, fordi de har lighedmed straffesager eller i øvrigt har særligt indgribende betydning for denindsatte. Derimod er afgørelser, der er begrundet i hensynet til at oprethol-de orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner, holdt uden forordningen, da sådanne afgørelser er anset for mindre velegnede til dom-stolsprøvelse.

Til forskel fra den almindelige prøvelsesordning efter grundlovens § 63kræver prøvelsesadgangen i § 112 alene, at den indsatte skal tilkendegive,at sagen ønskes indbragt for retten. Herefter har kriminalforsorgen pligt tilat sørge for, at dette sker.Øvrige endelige afgørelser truffet af kriminalforsorgen kan indbringes forretten i medfør af grundlovens § 63.Endvidere kan direktoratets (endelige) afgørelser indbringes for Folketin-gets Ombudsmand.6.1.2. Afgørelser efter straffelovenDer er ikke i straffeloven eller i administrative forskrifter udstedt i medførheraf fastsat nærmere regler omadministrativ rekursfor så vidt angår af-gørelser om løsladelse på prøve, jf. lovens 6. kapitel.Adgangen til at klage over afgørelser vedrørende prøveløsladelse følgerdermed de almindelige principper for administrativ rekurs.Afgørelser om løsladelse på prøve, der er truffet af de lokale kriminalfor-sorgsmyndigheder, kan således påklages til Direktoratet for Kriminalfor-sorgen.Som følge af det direkte referat kan direktoratets afgørelse i klagesagervedrørende afslag på prøveløsladelse – svarende til ordningen på straffuld-byrdelseslovens område, jf. ovenfor pkt. 6.1.1 – ikke indbringes for Ju-stitsministeriets departement. I det omfang kompetencen til at træffe afgø-relse i 1. instans er henlagt til direktoratet, er der ligeledes ikke adgang tilat indbringe sagen for Justitsministeriets departement.Som det fremgår af pkt. 6.1, er visse afgørelser om prøveløsladelse mv.omfattet af adgangen tildomstolsprøvelseefter straffuldbyrdelseslovens §112 (nr. 6-8). Det drejer sig om nægtelse af prøveløsladelse efter straffelo-vens § 38, stk. 1 (om prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele afstraffen) og efter § 41 (om livstidsdømtes adgang til prøveløsladelse, når14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået). Det drejer sig endvidereom afgørelser om genindsættelse af en prøveløsladt til udståelse af reststrafi henhold til straffelovens § 40, stk. 2 eller 3, eller til udståelse af straf affængsel på livstid i henhold til straffelovens § 42, stk. 2. Det drejer sig en-delig om afgørelser om indsættelse af betinget benådede til udståelse afstraf eller reststraf i henhold til straffelovens § 43.38

Øvrige endelige afgørelser om prøveløsladelse truffet af kriminalforsorgenkan indbringes for retten i medfør af grundlovens § 63, ligesom direktora-tets (endelige) afgørelser kan indbringes for Folketings Ombudsmand.6.1.3. Afgørelser efter retsplejelovenDer er ikke i retsplejeloven fastsat nærmere regler omadministrativ rekursfor så vidt angår kriminalforsorgens afgørelser vedrørende varetægtsarre-stanter og øvrige personer, der er taget i forvaring efter retsplejeloven oger anbragt i varetægtsfængsel (arresthus).Klageadgangen følger de almindelige principper for administrativ rekurs.Det indebærer, at varetægtsarrestanter og personer, der er taget i forvaringefter retsplejeloven, har mulighed for at klage over institutionens afgørelsetil Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. herved også varetægtsbekendtgø-relsens § 94, stk. 1.Direktoratets direkte referat indebærer, at direktoratets afgørelse i klagesa-ger omfattet af reglerne i retsplejeloven ikke kan indbringes for Justitsmi-nisteriets departement. I det omfang kompetencen til at træffe afgørelse i1. instans er henlagt til direktoratet, er der ligeledes ikke adgang til at ind-bringe afgørelsen for Justitsministeriets departement.Retsplejelovens § 778 indeholder en særlig en regel, hvorefter klager overfængselspersonalets adfærd indgives til vedkommende fængselsinspektør(arrestinspektør) eller til direktoratet. Har klageren ikke fået medhold, ellerer der ikke truffet endelig afgørelse inden 2 uger efter indgivelsen, kanklagen indbringes for retten. Med ”fængselspersonalets adfærd” menes dentjenstlige optræden og ikke de afgørelser, som fængselspersonalet træffersom led i sagsbehandlingen.For så vidt angår adgangen tildomstolsprøvelsebemærkes, at kriminalfor-sorgens afgørelser efter retsplejeloven kan indbringes for retten i medfør afgrundlovens § 63. Straffuldbyrdelseslovens § 112 om domstolsprøvelseomfatter ikke varetægtsarrestanter eller vidner mv., der tages i forvaringefter retsplejeloven.Endvidere kan direktoratets (endelige) afgørelser indbringes for FolketingsOmbudsmand.6.1.4. Afgørelser truffet på andet retligt grundlag end lov39

Afgørelser, som de lokale kriminalforsorgsmyndigheder træffer på andetgrundlag end lov, f.eks. vedrørende såkaldte anstaltsforhold, kan påklagesadministrativt som følge af det almindelige over-/underordnelsesforholdmellem direktoratet og de lokale kriminalforsorgsmyndigheder. En afgø-relse truffet af en lokal kriminalforsorgsmyndighed vil således kunne på-klages til direktoratet.Som følge af det direkte referat vil direktoratets afgørelser truffet på andetretligt grundlag ikke kunne indbringes for Justitsministeriets departement.Det gælder såvel de afgørelser, som direktoratet træffer som 1. instans somde afgørelser som direktoratet træffer som 2. instans.6.1.5. Afgørelser vedrørende benådningSom det fremgår af pkt. 4.1.5 ovenfor, har Direktoratet for Kriminalfor-sorgen, kompetence til at give afslag på benådning og til at træffe afgørel-se om, at en domfældt skal benådes for kortere straffe.Direktoratets direkte referat indebærer, at direktoratets afgørelser om af-slag på benådning ikke kan påklages til Justitsministeriets departement.6.1.6. Ansættelses- og personalesagerSom anført ovenfor under pkt. 2.1 er retsstillingen i dag således, at ansæt-telses- og personalesager behandles i kriminalforsorgens regi uden rekurs-adgang til Justitsministeriets departement.6.2. Lovforslagets udformning6.2.1. Generelle overvejelser6.2.1.1.Som led i den foreslåede reorganisering af kriminalforsorgen erder anledning til nærmere at overveje, hvorledes adgangen til administrativrekurs på kriminalforsorgens område fremover bør tilrettelægges.Den foreslåede reorganisering indebærer, at et større antal sager vil blivebehandlet og afgjort lokalt. Bl.a. dette giver anledning til at overveje, omder bør ske en vis begrænsning af adgangen til at indbringe områdernes af-gørelser for direktoratet, eller om det fortsat bør være således, at enhverafgørelse kan påklages.Ved overvejelserne herom har Justitsministeriet taget udgangspunkt i, atkriminalforsorgen løbende træffer afgørelser, der er af indgribende karak-ter for enkeltpersoner. Hensynet til den enkeltes retssikkerhed indgår der-

for som et helt centralt element i straffuldbyrdelseslovgivningen og i denløbende varetagelse af kriminalforsorgens opgaver.Hensynet til den enkeltes retssikkerhed varetages bl.a. gennem den adgangtil administrativ rekurs og domstolsprøvelse, som er beskrevet ovenfor un-der pkt. 6.1.Hensynet til den enkeltes retssikkerhed varetages imidlertid også på andremåder. Det sker bl.a. gennem kvaliteten af den sagsbehandling, der løben-de finder sted i kriminalforsorgen, herunder gennem den administrativeudfyldning af straffuldbyrdelseslovens regler i form af bl.a. vejledningerfor behandlingen af konkrete sagskategorier. Det sker endvidere bl.a. gen-nem fordelingen af opgaver mellem direktoratet og de lokale institutioner,således at bl.a. visse afgørelser af særlig eller mere indgribende karaktertræffes af direktoratet og dermed på grundlag af den særlige indsigt i juri-diske og kriminalforsorgsmæssige forhold, som direktoratet besidder.Netop i de tilfælde, hvor direktoratet træffer afgørelse i 1. instans, er derikke etableret en adgang til en prøvelse i to administrative instanser. Dergælder således ikke på kriminalforsorgens område en ubetinget adgang tilfå enhver afgørelse prøvet i to administrative instanser.6.2.1.2.På den baggrund har Justitsministeriet nærmere overvejet, hvorle-des klageadgangen til direktoratet fremover bør tilrettelægges.Efter Justitsministeriets opfattelse taler en række forhold for – som led ireorganiseringen – at indføre en vis begrænsning i adgangen til at kunnepåklage kriminalforsorgsområdernes afgørelser til direktoratet.Justitsministeriet skal i den forbindelse pege på, at de lokale kriminalfor-sorgsmyndigheder træffer afgørelser om en lang række forskelligartedeforhold vedrørende fuldbyrdelse af straf mv., og atafgørelsernes indgri-bende karakter varierer.Den ubegrænsede klageadgang, der gælder i dag,indebærer imidlertid, at også en række afgørelser, der er af mindre indgri-bende karakter, kan påklages til direktoratet. Efter Justitsministeriets opfat-telse taler denne forskel i afgørelsernes indgribende karakter generelt for,at der kan ske en vis begrænsning i klageadgangen for mindre indgribendeafgørelser, hvis hensynet til den enkeltes retssikkerhed varetages på andenvis.

Justitsministeriet skal endvidere pege på, at der med den foreslåede etable-ring af en række kriminalforsorgsområder vil skeen faglig og kompeten-cemæssig styrkelseaf de lokale kriminalforsorgsmyndigheders sagsbe-handling. Dette vil bl.a. medvirke til at styrke kvaliteten af den sagsbe-handling, der finder sted lokalt, og derved yderligere sikre, at de konkretesager behandles grundigt og korrekt. Den faglige styrkelse af de lokalekriminalforsorgsmyndigheders sagsbehandling indebærer efter Justitsmini-steriets opfattelse, at der ikke i samme grad som efter den gældende ord-ning er behov for at give den enkelte indsatte mv. adgang til at klage overafgørelser af mindre indgribende karakter, der træffes af de lokale krimi-nalforsorgsmyndigheder.I den forbindelse kan der desuden peges på, at den foreslåede reorganise-ring bl.a. har til formålat styrke direktoratets muligheder for at yde fagligstøttetil de lokale kriminalforsorgsmyndigheder. En styrkelse af direktora-tets faglige støtte til de lokale kriminalforsorgsmyndigheder taler efter Ju-stitsministeriets opfattelse tillige for, at der kan ske en vis begrænsning iden enkeltes adgang til administrativ rekurs, idet der hermed sker en styr-kelse af kvaliteten af den sagsbehandling, der finder sted lokalt.Herudover skal Justitsministeriet mere generelt pege på, at overflytningenaf visse sagskategorier fra direktoratet til områderne som udgangspunktindebærer, at der bliver flere sagsområder, der vil kunne påklages. Dettetaler også efter Justitsministeriets generelt for at overveje en vis begræns-ning i klageadgangen, således at klageadgangen ogde administrative res-sourcer hos særligt direktoratet kan koncentreres om mere indgribendeafgørelser.Efter en samlet vurdering er det således Justitsministeriets opfattelse, at envis nærmere afgrænsning af klageadgangen ikke vil give anledning til be-tænkeligheder for den enkeltes retssikkerhed. Justitsministeriet finder såle-des generelt, at adgangen til at klage over kriminalforsorgsområdernes af-gørelser kan afskæres for så vidt afgørelser af mindre indgribende karak-ter. Der henvises til afsnit 6.2.2, der indeholder en nærmere gennemgangaf, hvorledes kredsen af mindre indgribende afgørelser foreslås afgrænset.6.2.1.3.En begrænsning af adgangen til at klage over visse af de lokalekriminalforsorgsmyndigheders afgørelser afskærer ikke direktoratet frasom tilsynsmyndighed at gribe ind i konkrete sager, hvis områderne hartruffet en forkert afgørelse eller begået grovere sagsbehandlingsfejl. Dette

gælder også i de tilfælde, hvor kriminalforsorgsområdet træffer den ende-lige afgørelse.Herudover bemærkes det, at den indsatte mv. – uafhængigt af om der eradgang til at klage til direktoratet – vil have mulighed for at anmode kri-minalforsorgsområdet om atgenoptageen sag til ny behandling. Tages sa-gen op til fornyet behandling, vil kriminalforsorgsområdet efter de almin-delige forvaltningsretlige principper have mulighed for at træffe en ny af-gørelse i sagen.Etableringen af kriminalforsorgsområder giver endvidere mulighed for, atvisse afgørelser om de indsattes forhold træffes af områdekontoret, mensandre afgørelser træffes af den enkelte institution, jf. herom pkt. 5. Er dertale om, at den enkelte institution har truffet en afgørelse, vil en beslutningom at tage sagen op til fornyet behandling også kunne træffes af område-kontoret.6.2.1.4.Det bemærkes, at den særlige enkle adgang til domstolsprøvelse,der følger af straffuldbyrdelseslovens § 112, ikke foreslås ændret.Det kan også nævnes, at der vil være mulighed for at indbringe kriminal-forsorgsområdernes (endelige) afgørelser for Folketingets Ombudsmand.6.2.1.5.For så vidt angår de sager, der vil blive overflyttet fra direktoratettil kriminalforsorgsområderne, er det Justitsministeriets opfattelse, atspørgsmålet om, hvorvidt der skal være adgang til klage over denne kate-gori af afgørelser, bør vurderes efter samme principper som spørgsmåletom etablering af klageadgang i øvrigt. I de tilfælde, hvor der gives adgangtil at klage, vil der være tale om en udvidelse af klagemulighederne i for-hold til den gældende klageadgang, mens der på de områder, hvor der ikkegives adgang til klage, vil være tale om en videreførelse af den gældendeadgang til at alene at få behandlet en sag i én instans.Spørgsmålet om, hvorvidt der – når direktoratets direkte referat afskaffes –bør være adgang til at påklage direktoratets afgørelser til Justitsministeriet,eller om den gældende ordning, hvorefter direktoratet træffer den endeligeafgørelse, bør videreføres uændret, behandles nærmere nedenfor i pkt.6.2.6.6.2.2. Fastsættelse af kriterier for adgangen til administrativ rekurs.

6.2.2.1.Spørgsmålet om klageordninger på straffuldbyrdelsesområdet harværet drøftet i forbindelse med straffuldbyrdelseslovens tilblivelse. Derkan i den forbindelse henvises til bl.a. Straffelovrådets betænkning nr.1355/1998 om en lov om fuldbyrdelse af straf mv.Overvejelserne om klageordninger har i særlig grad vedrørt spørgsmåletom behovet for at udbygge den administrative klageadgang inden for kri-minalforsorgen (dvs. adgangen til at påklage de lokale kriminalforsorgs-myndigheders afgørelser til Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. ovenforpkt. 6.1.) med en adgang til domstolsprøvelse eller etablering af et sagkyn-digt nævn.Overvejelserne om klageordninger mundede ud i en anbefaling om etable-ring af en domstolsprøvelse, der har fundet udtryk i straffuldbyrdelseslo-vens § 112, jf. herom ovenfor under pkt. 6.1.1. Overvejelserne byggede på,at en adgang til domstolsprøvelse dels skal omfatte afgørelser, der har enlighed med straffesager (dvs. afgørelser, der retter sig mod handlinger, denpågældende har foretaget sig), dels skal omfatte afgørelser, der er begrun-det i hensynet til den forurettede ved lovovertrædelsen eller retter sig moddet tidspunkt, hvor den indsatte kan forvente at blive prøveløsladt eller løs-ladt.6.2.2.2.Ved afgrænsningen af, hvilke afgørelser der fremover bør kunnepåklages til direktoratet, har Justitsministeriet i forbindelse med udarbej-delsen af dette lovforslag fundet det mest hensigtsmæssigt at tage ud-gangspunkt i de nævnte overvejelser.Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at den administrativeklageordning inden for kriminalforsorgen bør omfatte en bredere kreds afafgørelser end bestemmelsen i § 112.Ved den nærmere administrative afgrænsning af klageadgangen vil der så-ledes blive taget udgangspunkt i følgende forhold:Det er såledesfor det førstehensigten, at adgangen til at klage over afgø-relser truffet af det enkelte kriminalforsorgsområde skal omfatte afgørel-ser, hvorved der sker en fravigelse af en vis indgribende karakter i forholdtil et almindeligt afsoningsforløb. Ved den nærmere afgrænsning af klage-adgangen vil der således blive taget udgangspunkt i den forventning, somen dømt efter reglerne i straffuldbyrdelsesloven og administrative forskrif-ter kan have til forløbet af et almindeligt afsoningsforløb.44

Et almindeligt afsoningsforløb omfatter navnlig en gradvis forøgelse affrihedsgraderne under straffuldbyrdelsen, idet den dømte herved kan væn-nes til en tilværelse i frihed uden kriminalitet. Med udtrykket en gradvisforøgelse af frihedsgraderne sigtes dels til lempelser af afsoningsforløbet(som f.eks. overførsel fra lukket til åbent fængsel eller meddelelse af prø-veløsladelse efter to tredjedelen af straffetiden), dels til adgang til vissefrihedsgoder under afsoningen (som f.eks. tilladelse til udgang).En afgørelse, der fraviger eller må anses for en skærpelse i forhold til detstraffuldbyrdelsesforløb, der normalt kan påregnes, påtænkes således om-fattet af klageordningen, hvis der er tale om en afgørelse af en vis indgri-bende karakter. Det kan f.eks. være et afslag på overførsel fra lukket tilåbent fængsel på et tidspunkt, hvor den pågældende efter et normalt afso-ningsforløb ville opfylde betingelserne herfor.Det bemærkes i den forbindelse, at straffuldbyrdelseslovens regler i enrække tilfælde er udformet således, at den indsatte først, når bl.a. noglenærmere bestemte tidsmæssige betingelser herfor er opfyldt, kan opnå ad-gang til det pågældende frihedsgode eller den pågældende lempelse af af-soningsforløbet. Det er således først på det tidspunkt, hvor den indsatte op-fylder den tidsmæssige betingelse, at den enkelte kan have en forventningom opnåelse af godet mv., og det er først på dette tidspunkt, at et afslag pågodet vil indebære en skærpelse i forhold til det forventelige afsoningsfor-løb.Det erfor det andethensigten at afgrænse klageadgangen således, at dergives adgang til at klage til direktoratet over afgørelser, der i øvrigt må an-ses for at være af særligt indgribende karakter for den enkelte. Der kan iden forbindelse være tale om afgørelser, der har en lighed med straffesager(dvs. afgørelser, der retter sig mod handlinger, den pågældende har foreta-get sig).De foreslåede principper vil endvidere blive lagt til grund ved afgræsnin-gen af klageadgangen i forhold til kriminalforsorgsområdernes afgørelserefter straffeloven og retsplejeloven.6.2.2.3.Reorganiseringen af kriminalforsorgen indebærer, at visse afgørel-ser, der i dag træffes af direktoratet, fremover skal træffes af kriminalfor-sorgsområderne, jf. lovforslagets pkt. 4.2. Disse afgørelser er ikke i dagundergivet klageadgang, fordi direktoratet træffer den endelige administra-45

tive afgørelse, jf. hertil ovenfor pkt. 2. I forbindelse med overflytningen afafgørelseskompetencen til kriminalforsorgsområderne vil der skulle tagesstilling til, om der er behov for at give adgang til at klage, uanset at der ik-ke i dag gælder en sådan adgang.Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at nogle af de afgø-relser, der flyttes fra direktoratet til kriminalforsorgsområderne, har en så-dan karakter, at der bør være adgang til at klage til direktoratet. Det vil foreksempel være tilfældet for afgørelser om genindsættelse af en prøveløs-ladt til udståelse af reststraf og om tilbagekaldelse af en tilladelse til udstå-else af straf på bopælen, jf. nedenfor under pkt. 6.2.4.1.11. I disse tilfældevil der være tale om, at der etableres adgang til en to-instans prøvelse. Enrække af afgørelserne vil omvendt være af mindre indgribende karakter.Det er hensigten, at disse afgørelser fortsat ikke skal kunne påklages. Detgælder for eksempel afgørelser om afslag på afsoning i fodlænke samtoverførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner.Som det fremgår af pkt. 6.2.4 nedenfor, er det hensigten, at der for en ræk-ke afgørelser skal gives adgang til klage til direktoratet. Den foreslåede af-grænsning indebærer samtidig, at mindre indgribende afgørelser fremoverikke vil være omfattet af klageadgang.Særligt for så vidt angår sager om benådning og sager om ansættelses- ogpersonalesager henvises til henholdsvis pkt. 6.2.4.5 og 6.2.8.6.2.3. Generelt om udformning af klagereglerne6.2.3.1.Den foreslåede ændring af klageadgangen vil indebære, at derfremover alene vil være adgang til at klage over visse nærmere bestemteafgørelser.Den nærmere regulering af klageadgangen for så vidt angår afgørelser truf-fet inden for rammerne afstraffuldbyrdelsesloven foreslåsudmøntet såle-des, at der i straffuldbyrdelsesloven indføjes en bestemmelse i § 111, stk.1, hvorefter afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalfor-sorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.Formålet med bestemmelsen er generelt at afskære administrativ rekurs.Bestemmelsen vil omfatte de afgørelser, der er truffet af de lokale krimi-nalforsorgsmyndigheder (kriminalforsorgsområderne) i tilknytning til gen-nemførelsen af et straffuldbyrdelsesforløb. Fremover vil udgangspunktet

således være – i modsætning til i dag – at de lokale kriminalforsorgsmyn-digheders afgørelser ikke kan påklages.Den foreslåede bestemmelse vil endvidere omfatte de afgørelser, der træf-fes af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Spørgsmålet om rekurs fra di-rektoratet til Justitsministeriet er nærmere behandlet nedenfor i pkt. 6.2.6.Det foreslås imidlertid samtidig, at der i tilknytning hertil indsættes en be-stemmelse i § 111, stk. 3, der bemyndiger justitsministeren til at fastsætteregler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne skal være un-dergivet klageadgang til direktoratet. Justitsministeren vil herefter admini-strativt kunne fastsætte, i hvilke tilfælde der skal være adgang til at klage.Med den foreslåede fremgangsmåde, hvor administrativ rekurs som ud-gangspunkt generelt afskæres, men hvor der i administrative forskrifterfastsættes regler om adgang til klage, vil det klart fremgå for den enkeltedømte, i hvilke tilfælde den pågældende kan klage over en afgørelse.Den foreslåede fremgangsmåde skal endvidere bl.a. ses på baggrund af, atden nærmere fordeling af kompetencen til at træffe afgørelser efter straf-fuldbyrdelsesloven i en række tilfælde er fastsat administrativt. Ved frem-over at fastsætte klageadgangen i administrative forskrifter vil det ogsåkunne sikres, at reglerne løbende kan tilpasses, hvis der administrativtgennemføres ændringer i fordelingen af opgaver mellem direktoratet og delokale kriminalforsorgsmyndigheder.Det foreslås endvidere, at der i straffuldbyrdelsesloven indføjes en be-stemmelse i § 111, stk. 2, hvorefter afgørelser, der træffes i henhold til lo-ven af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, ikke kanpåklages til højere administrativ myndighed. Bestemmelsen tager sigte påde tilfælde, hvor andre myndigheder end direktoratet eller kriminalfor-sorgsområderne træffer afgørelse efter straffuldbyrdelsesloven. Der kanf.eks. blive tale om, at politiet igen får adgang til at træffe afgørelser indenfor straffuldbyrdelseslovens område. Også for sådanne afgørelser foreslåsdet at bemyndige justitsministeren til at fastsætte regler om klageadgang,jf. den foreslåede § 111, stk. 3.Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 29, og bemærkningerne her-til.

6.2.3.2.Herudover foreslås det, at der i straffuldbyrdelsesloven gives di-rektoratet adgang til i særlige tilfælde at beslutte at overtage et kriminal-forsorgsområdes beføjelser efter loven. Der henvises nærmere til pkt. 6.2.5nedenfor.6.2.3.3.De foreslåede bestemmelser om klageadgang omfatter afgørelser,der træffes i tilknytning til et straffuldbyrdelsesforløb. Hermed sigtes tilafgørelser, der træffes i henhold til straffuldbyrdelsesloven, og afgørelser,der træffes som led i fuldbyrdelsen, men som træffes på ulovbestemtgrundlag.Straffuldbyrdelsesloven indeholder foruden de generelle regler om admini-strativ klageadgang i kapitel 22 en særskilt regulering af spørgsmålet omklageadgang for så vidt angår politiets og restanceinddrivelsesmyndighe-dernes afgørelser om fuldbyrdelse af bødestraffe, jf. lovens kapitel 16.Det skønnes mest hensigtsmæssigt at opretholde denne opdeling af klage-reglerne i straffuldbyrdelsesloven.Der er – som led i ændring af klagereglerne – endvidere anledning til at fo-retage enkelte ændringer af reglerne i lovens kapitel 16. Der foreslås såle-des indsat en bestemmelse, der udtrykkeligt bemyndiger Justitsministerentil at fastsætte regler om fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde, herun-der om den administrative behandling af sager om fritagelse for eller ud-sættelse med fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde. Der foreslås end-videre indsat en bestemmelse, der nærmere regulerer justitsministerens ad-gang til at fastsætte regler vedrørende klageadgang for så vidt angår afgø-relse om forvandlingsstraf for bøde, ligesom der foreslås en mindre juste-ring af bestemmelsen i § 91, stk. 4, hvorefter justitsministeren bemyndigestil at fastsætte nærmere regler om klage over restanceinddrivelsesmyndig-hedens afgørelser om eftergivelse, henstand med eller afdragsvis betalingaf bøder.Udmøntningen af klageadgang på området for bødestraffe og de foreslåedelovændringer er nærmere beskrevet nedenfor under pkt. 6.2.4.1.13.Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 27 og 28, og bemærkninger-ne hertil samt til pkt. 6.2.4.1.13 nedenfor.6.2.3.4.For så vidt angår afgørelser i henhold tilretsplejeloven(om vare-tægtsarrestanter samt vidne- og skyldnerforvarede) foreslås der en regule-48

ring af klageadgangen, som svarer til den foreslåede regulering af klage-adgangen i straffuldbyrdelseslovenDer henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, 3, 5 og 6, og bemærknin-gerne hertil.6.2.3.5.For så vidt angår kriminalforsorgens afgørelser om prøveløsladelseefterstraffelovenforeslås den nærmere regulering af klageadgangen ud-møntet således, at justitsministeren i straffeloven bemyndiges til at fastsæt-te bestemmelser om adgangen til at klage over afgørelser, der træffes efterstraffelovens 6. kapitel, herunder om afskæring af administrativ rekurs. Denærmere regler vil herefter kunne fastsættes administrativt, og der vil imedfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om adgangtil og afskæring af klageadgang både for afgørelser, der træffes af krimi-nalforsorgsområderne (som 1. instans), og for afgørelser, der træffes af di-rektoratet (som 1. eller som 2. instans). Den foreslåede fremgangsmådeskal særligt ses på baggrund af, at den administrative regulering afspørgsmålet om prøveløsladelse er fastsat i en enkelt administrativ for-skrift, og at der derfor i denne bekendtgørelse kan fastsættes en samlet re-gulering af spørgsmålet om klageadgang.Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.6.2.3.6.De foreslåede bestemmelser omfatter ikke afgørelser om aktindsigteller afgørelser i ansættelses- og personalesager.For så vidt angår afgørelser i ansættelses- og personalesager foreslås enselvstændig regulering heraf. Der henvises herom til lovforslagets § 2, nr.3, og bemærkningerne hertil.For så vidt angår afgørelser i aktindsigtssager bemærkes det, at adgangentil at klage over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offent-lighedsloven vil følge af bestemmelserne i forvaltningslovens § 16, stk. 4,og offentlighedslovens § 37, stk. 1. Det indebærer, at der kan klages overafgørelser om aktindsigt, hvis der er adgang til at klage over afgørelsen afden sag, som anmodningen om aktindsigt vedrører.6.2.4. Klageadgang til Direktoratet for KriminalforsorgenI det følgende redegøres der for Justitsministeriets overvejelser om, hvor-dan den foreslåede adgang til at fastsætte regler om administrativ rekurspåtænkes udnyttet, jf. hertil pkt. 6.2.4.1 om afgørelser efter straffuldbyr-49

delsesloven, pkt. 6.2.4.2 om afgørelser efter straffeloven og pkt. 6.2.4.3om afgørelser efter retsplejeloven.Der redegøres således for en række centrale sagskategorier, hvor det erhensigten at fastsætte regler om klageadgang. Det bemærkes, at omfangetaf klageadgangen løbende vil blive overvejet og justeret, såfremt der vur-deres at være behov herfor. Det vil bl.a. kunne være tilfældet i forbindelsemed ændringer af de materielle regler. Derudover kan der bl.a. som følgeaf de erfaringer, som efterhånden indhøstes med anvendelse af de foreslå-ede klageregler, opstå behov for justering af klagereglerne.6.2.4.1. Klageadgang for afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven6.2.4.1.1.Det er hensigten, at der i medfør af den foreslåede bemyndigel-sesbestemmelse vil blive fastsat regler om adgang til at klage over en afgø-relse efter lovens §§ 14 eller 16 omstraffetidsberegning.Efter § 14 skal kriminalforsorgen ved en beregning af straffetiden fastlæg-ge tidspunktet for løsladelse efter udståelse af hele straffen, tidspunktet foreventuel prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af en tidsbestemtstraf, jf. straffelovens § 38, stk. 1, og tidspunktet for eventuel prøveløsla-delse efter udståelse af 12 år af en straf af fængsel på livstid. Såfremt straf-fuldbyrdelsen afbrydes, eller forudsætningerne for straffetidsberegningen iøvrigt ændres, skal kriminalforsorgen foretage en omberegning af straffe-tiden, jf. lovens § 16.Afgørelse herom vil skulle træffes af kriminalforsorgsområdet.Beregning – eller omberegning – af straffetiden er af afgørende betydningfor, hvornår den dømte kan forventes at blive løsladt, og for hvornårspørgsmål om lempelser af afsoningsforløbet og adgang til frihedsgodersom f.eks. udgang tages op til overvejelse. Det er derfor generelt hensigtenat fastsætte regler om klageadgang i relation til afgørelser truffet af krimi-nalforsorgsområderne efter straffuldbyrdelseslovens §§ 14 eller 16 omstraffetidsberegning, medmindre klagen er begrundet i uenighed om straf-fedommens fortolkning, jf. retsplejelovens § 998.Det bemærkes, at adgangen til domstolsprøvelse efter straffuldbyrdelses-lovens § 112 omfatter afgørelser efter §§ 14 og 16.6.2.4.1.2.Det er endvidere hensigten, at der i medfør af den foreslåedebemyndigelsesbestemmelse vil blive fastsat regler om adgang til at klage50

over visse afgørelser om anbringelse (valg af afsoningsinstitution mv.) ogsenere overførsel mellem afsoningsinstitutioner.Reglerne om anbringelse og overførsel af dømte findes i straffuldbyrdel-seslovens kapitel 7 (§§ 20-29) og i bekendtgørelse om anbringelse ogoverførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring (an-bringelses- og overførselsbekendtgørelsen).Reglerne bygger på et grundlæggende princip om, at frihedsberøvelsen ik-ke må være mere indgribende, end formålet tilsiger. Det fremgår således af§ 22, stk. 1, at fuldbyrdelse af straf som hovedregel skal ske i åbent fæng-sel.Afgørelser om anbringelse (valg af afsoningsinstitution) og overførsel vilfremover skulle træffes af kriminalforsorgsområderne. Afgørelser vedrø-rende anbringelse af livstidsdømte og personer i forvaring samt visse afgø-relser om overførsel af disse personer vil dog fortsat henhøre under Direk-toratet for Kriminalforsorgen, ligesom direktoratet fortsat vil træffe afgø-relse om anbringelse i ”særpladser”, hvilket f.eks. kan være relevant vedvalg af afsoningsinstitution for rocker- og bandemedlemmer og dømte medrisiko for radikalisering.Der kan efter Justitsministeriets opfattelse peges på to sagskategorier, hvorder kan være behov for adgang til klage over en afgørelse omanbringelse(valg af afsoningsinstitution).Det gælderfor det førsteafgørelser truffet efter straffuldbyrdelseslovensregler omanbringelse i arresthus,idet anbringelse i arresthus efter Ju-stitsministeriets opfattelse vil udgøre en væsentlig fravigelse i forhold til etnormalt afsoningsforløb.Fængselsstraf fuldbyrdes i fængsel eller arresthus, jf. § 20, stk. 1. Ud-gangspunktet er, at fængselsstraf fuldbyrdes i fængsel, jf. § 21, stk. 1.Kortvarig fængselsstraf kan dog fuldbyrdes i arresthus, i det omfang det ernødvendigt af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalfor-sorgens institutioner, jf. § 21, stk. 2. Endvidere kan fængselsstraf fuldbyr-des i arresthus under visse nærmere betingelser, f.eks. hvis det må ansesfor nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsattte, personale ellerandre i institutionen, jf. § 21, stk. 3. Desuden kan fængselsstraf under vissebetingelser fuldbyrdes i arresthus, hvis den dømte selv ønsker det, jf. § 21,stk. 4.51

Det er hensigten at give adgang til at klage over en afgørelse vedrørendeanbringelse i arresthus, der er truffet i medfør af straffuldbyrdelseslovens §21, stk. 3. Klageadgangen vil dog ikke omfatte dømte, der inden for de se-neste 2 år fra afgørelsestidspunktet er løsladt fra lukket institution, da dergennem årene har udviklet sig en praksis, hvorefter det forhold, at dendømte inden for de sidste to år er løsladt fra lukket institution, med vægtvil tale imod anbringelse i åbent fængsel.Anbringelse i arresthus af kapacitetsmæssige hensyn, jf. § 21, stk. 2, ellerefter den dømtes eget ønske, jf. § 21, stk. 4, påtænkes endvidere ikke atblive undergivet klageadgang.Der kanfor det andetpeges på afgørelser truffet efter straffuldbyrdelseslo-vens regler omanbringelse i lukket fængsel,idet en afgørelse om anbrin-gelse i lukket fængsel efter Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkttillige vil indebære en væsentlig fravigelse i forhold til et normalt afso-ningsforløb.Som ovenfor nævnt fremgår det således af straffuldbyrdelseslovens § 22,stk. 1, at fuldbyrdelse af en fængselsstraf normalt sker i åbent fængsel.Dette gælder dog ikke fuldbyrdelse af straf på 5 år eller mere, der som ud-gangspunkt skal fuldbyrdes i lukket fængsel, jf. stk. 2, medmindre det ikkefindes betænkeligt efter det i øvrigt oplyste om den dømte at fuldbyrdestraffen i et åbent fængsel. Herudover fremgår det af bestemmelsens stk. 3,at fuldbyrdelse af straf i fængsel kan ske i lukket fængsel, hvis det må an-ses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale el-ler andre i institutionen. Det samme gælder efter bestemmelsens stk. 4,hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om den dømte og efterkriminalitetens art er bestemte grunde til at antage, at den dømte ved an-bringelse i åbent fængsel vil 1) undvige eller 2) begå strafbart eller groftdisciplinært forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforeneligmed ophold i åbent fængsel. Efter stk. 5 kan fuldbyrdelse af straf i fængselendvidere ske i lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at be-skytte den dømte mod overgreb eller 2) den dømte efter de lægelige oplys-ninger bør anbringes i Anstalten ved Herstedvester. Endelig fremgår det afstk. 6, at fuldbyrdelse af straf i fængsel desuden kan ske i lukket fængsel,hvis den dømte selv ønsker det og særlige familiemæssige eller andre per-sonlige forhold taler for det.

Det er hensigten at fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserom anbringelse i lukket fængsel efter § 22, stk. 3-5, såfremt afgørelsen an-går en domfældt med en straf af fængsel i under 5 år. Klageadgangen vildog ikke omfatte dømte, der inden for de seneste 2 år fra afgørelsestids-punktet er løsladt fra lukket institution, dader gennem årene har udviklet sigen praksis, hvorefter det forhold, at den dømte inden for de sidste to år er løs-ladt fra lukket institution, med vægt vil tale imod anbringelse i åbent fængsel.Efter Justitsministeriets opfattelse kan der endvidere peges på to sagskate-gorier, hvor der kan være behov for adgang til at klage over en afgørelseomoverførsel mellem afsoningsinstitutioner.Det gælderfor det førsteafgørelser truffet efter straffuldbyrdelseslovensregler om, at der (efter anbringelse i åbent fængsel) kan skeoverførsel tillukket fængsel,og at der (efter anbringelse i fængsel) kan skeoverførsel tilarresthus.I begge tilfælde vil der være tale om en skærpelse i forhold til etsædvanligt afsoningsforløb.Det følger af § 25, stk. 1-4, at en indsat, der er anbragt i et åbent fængsel,kan overføres til lukket fængsel under visse nærmere betingelser. Der kaneksempelvis ske overførsel til lukket fængsel, hvis den pågældende erundveget eller har forsøgt herpå. Tilsvarende følger det af lovens § 28, aten indsat under visse betingelser kan overføres fra fængsel (herunder åbentfængsel) til arresthus, f.eks. hvis det må anses for nødvendigt for at fore-bygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen.Det er hensigten generelt at give mulighed for at klage over en afgørelseom overførsel fra åbent til lukket fængsel eller om overførsel fra fængseltil arresthus. Der er tale om afgørelser af indgribende karakter, og sådanneafgørelser vil også indebære en fravigelse af skærpende karakter fra ho-vedprincippet om, at anbringelse sker i åbent fængsel.Klageadgangen påtænkes at omfatte de tilfælde, hvor der – efter at der ertruffet afgørelse om afsoning i etfængsel– træffes afgørelse om overførselaf den indsatte tilarresthus,jf. straffuldbyrdelseslovens § 28.Klageadgangen påtænkes endvidere at omfatte de tilfælde, hvor der – efterat der er truffet afgørelse om afsoning i etåbentfængsel – træffes afgørel-se om overførsel tillukketfængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan derfor det andetpeges på afgørelsertruffet efter straffuldbyrdelseslovens regler om overførsel af en dømt, derafsoner i et lukket fængsel, til åbent fængsel og om overførsel af en dømt,der afsoner i et arresthus, til fængsel, såfremt der ved afgørelsen meddelesafslag på overførsel. I begge tilfælde vil etafslagpå overførsel indebæreen skærpelse i forhold til et sædvanligt afsoningsforløb.I § 24 og § 27 er det således fastsat, at der skal ske overførsel fra lukket tilåbent fængsel eller fra arresthus til fængsel, når visse forudsætninger er tilstede. I tilknytning hertil er der i anbringelses- og overførselsbekendtgørel-sens §§ 7 og 19 fastsat nærmere regler om institutionernes pligt til af egendrift at overveje spørgsmålet om overførsel fra lukket til åbent fængsel ogfra arresthus til fængsel.Efter Justitsministeriets opfattelse bør der være adgang til at klage overvisse afgørelser omafslag på overførselfra lukket til åbent fængsel og fraarresthus til fængsel.For det første finder Justitsministeriet, at der skal være mulighed for atklage over afslag på overførsel fra lukket til åbent fængsel efter straffuld-byrdelseslovens § 24, stk. 1, når den indsatte er anbragt i lukket fængselefter straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 2-4, og har gennemført to uledsa-gede udgange uden misbrug som led i et regelmæssigt udgangsforløb(weekendudgang). Tilsvarende gælder, hvis den indsatte er overført fraåbent til lukket fængsel efter § 25, stk. 1-4.Justitsministeriet finder for det andet, at der skal være mulighed for at kla-ge over afslag på overførsel fra arresthus til fængsel efter straffuldbyrdel-seslovens § 27, stk. 1, når den indsatte er anbragt i arresthus efter straf-fuldbyrdelseslovens § 21, stk. 3, nr. 1-3, og har gennemført to uledsagedeudgange uden misbrug som led i et almindeligt udgangsforløb (weekend-udgang). Tilsvarende gælder, hvis den indsatte er overført fra fængsel tilarresthus efter § 28, stk. 1.For det tredje finder Justitsministeriet, at der skal være mulighed for atklage over fornyet afslag på overførsel i de umiddelbart ovenfor nævntetilfælde, når der er forløbet 6 måneder, siden der sidst blev truffet afgørelseom spørgsmålet.Det bemærkes, at de nævnte sagskategorier er afgrænset i overensstem-melse med reglerne i anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen om in-54

stitutionernes pligt til af egen drift at overveje spørgsmålet om overførselfra lukket til åbent fængsel og fra arresthus til fængsel.6.2.4.1.3.Den foreslåede bemyndigelse til at fastsætter regler om klagead-gang påtænkes endvidere anvendt til at fastsætte regler om adgang til atklage over visse afgørelser omudelukkelse fra fællesskab.Reglerne om indsattes adgang til fællesskab findes i straffuldbyrdelseslo-vens §§ 33 og 33 a samt i bekendtgørelse om indsattes adgang til fælles-skab mv. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fælles-skabsbekendtgørelsen).Hovedprincippet, der følger af § 33, stk. 1, indebærer, at en indsat så vidtmuligt skal have adgang til fællesskab med andre indsatte.Der kan ske en midlertidig begrænsning eller ophævelse af fællesskabet iinstitutionen eller dele af denne for en større kreds af indsatte, når helt eks-traordinære ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet,herunder når det under hensyn til en generelt truende stemning i institutio-nen er nødvendigt af hensyn til medindsattes eller personalets sikkerhed,jf. § 33 a, stk. 1. Bestemmelsen tager bl.a. sigte på nødretslignende situati-oner og på tilfælde, hvor mere ordensmæssige hensyn af ekstraordinær ka-rakter gør det nødvendigt midlertidigt at begrænse eller ophæve fællesska-bet.Endvidere kan den enkelte indsatte udelukkes fra fællesskab med andreindsatte i en række nærmere angivne situationer, jf. herved § 63, stk. 1. Detgælder, hvis det er nødvendigt 1) for at forebygge undvigelse, strafbarvirksomhed eller voldsom adfærd, 2) for at gennemføre foranstaltninger,der er nødvendige af sikkerhedshensyn eller for at forebygge smittefare,eller 3) fordi den indsatte udviser en grov eller oftere gentagen utilladeligadfærd, som er åbenbart uforenelig med fortsat ophold i fællesskab medandre indsatte.Det følger endvidere af lovens § 64, stk. 1, at der kan træffes afgørelse om,at 1) en indsat kortvarigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde skalopholde sig i eget opholdsrum eller i særlig observationscelle eller 2) enindsat, der nægter at være beskæftiget med en af institutionen godkendt ak-tivitet, skal opholde sig i eget opholdsrum eller på andet anvist opholdsstedi arbejdstiden.

Herudover følger det af § 63, stk. 5, at der under nærmere betingelser kanske isolation af indsatte, der afsoner straf for visse former for grov krimi-nalitet. Efter § 63, stk. 9, kan der endvidere træffes afgørelse om udeluk-kelse fra fællesskab i mere end 3 måneder, såfremt der foreligger helt sær-lige omstændigheder.Afgørelse om begrænsninger i retten til fællesskab efter § 33 a, stk. 1, §63, stk. 1, og § 64, stk. 1, vil skulle træffes af det enkelte kriminalforsorgs-område.Retten til fællesskab er – som det fremgår af lovens § 33, stk. 1 – engrundlæggende ret for den enkelte indsatte. Efter Justitsministeriets opfat-telse bør der sikres en adgang til at klage over særligt indgribende afgørel-ser truffet af kriminalforsorgsområderne, hvorved der gøres begrænsningeri denne ret. Det er derfor hensigten at fastsætte regler om adgang til at kla-ge over afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven herom.Det vil navnlig gælde afgørelser efter § 33 a, stk. 1, om midlertidig be-grænsning eller ophævelse af fællesskabet i institutionen eller dele af den-ne og afgørelser truffet over for den enkelte indsatte om udelukkelse frafællesskab efter straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1.Tilsvarende er det hensigten at give adgang til klage, såfremt der efter §33, stk. 1, træffes afgørelse om begrænsninger i adgangen til fællesskab,som skyldes, at det ikke er muligt at etablere fællesskab mellem den på-gældende indsatte og en eller flere andre indsatte, og som indebærer, atden indsatte ikke har fællesskab med en eller flere andre indsatte, uanset atder ikke er truffet afgørelse om at udelukke den pågældende fra fællesskabefter lovens § 63. Der kan eksempelvis være tale om en indsat, der er an-bragt på en særlig sikret afdeling, hvor det ikke er muligt at etablere fæl-lesskab mellem den pågældende og andre indsatte.Det er endvidere hensigten, at visse mere indgribende afgørelser efter § 64,stk. 1, nr. 1, skal være omfattet af klageadgangen. Det gælder således afgø-relser om anbringelse i særlig observationscelle af ordens- eller sikker-hedsmæssige grunde.6.2.4.1.4.Den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om klagead-gang påtænkes tillige anvendt til at fastsætte regler om adgang til klageover visse afgørelser vedrørendeadgangen til udgang.

Ved udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutio-nen i et bestemt tidsrum, der medregnes i straffetiden.Reglerne om udgang findes i straffuldbyrdelseslovens §§ 46-50 og i be-kendtgørelse om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forva-ring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).Reglerne om udgang indebærer generelt, at en indsat kan få tilladelse tiludgang, når udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige,arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre person-lige hensyn, der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i for-bindelse med udgangen vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straf-fuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, og hensy-net til retshåndhævelsen ikke taler mod.En indsat kan meddeles tilladelse til udgang til særlige formål og udgangmed henblik på besøg hos bestemte personer mv. En indsat kan endvideremeddeles udgang i form af frigang, som udstationering eller til udflugtermv. Der henvises nærmere til udgangsbekendtgørelsens afsnit II.Efter bekendtgørelsens § 38 og § 40, jf. § 35, stk. 1 og 2, kan der gives til-ladelse til regelmæssig eller lejlighedsvis udgang for at besøge bestemtepersoner. Hvis den indsatte ikke har bestemte personer at besøge, kan derlejlighedsvis gives tilladelse til udgang med henblik på ophold i egen boligeller tilladelse til en individuel udflugt eller lignende, hvis særlige om-stændigheder taler derfor, jf. bekendtgørelsens § 40, stk. 2.Tilladelse til udgang kan i de nævnte tilfælde først gives efter ophold i etbestemt tidsrum i institutionen eller efter udståelse af en bestemt del afstraffen, jf. bekendtgørelsen §§ 36 og 37.Efter bekendtgørelsens § 31, stk. 1, kan der gives tilladelse til udgang tilvisse særlige formål. Det drejer sig om udgang med henblik på 1) at besø-ge en nærstående person, som er alvorligt syg, 2) at være til stede ved ennærstående persons begravelse, 3) at møde i retten eller for anden offentligmyndighed i tilfælde, hvor vedkommende myndighed finder det påkrævet,eller 4) lægeundersøgelse eller -behandling, der ikke hensigtsmæssigt kanfinde sted i institutionen.

Der er i bekendtgørelsens § 24 fastsat nærmere regler om institutionernespligt til af egen drift at overveje spørgsmålet om udgang til besøg hos be-stemte personer.Afgørelse om udgang vil som hovedregel skulle træffes af kriminalfor-sorgsområdet.Det anses som et almindeligt led i afsoningen, at der – når de nærmeretidsmæssige betingelser er opfyldt – gives tilladelse til regelmæssig ellerlejlighedsvis udgang til besøg hos bestemte personer eller til ophold i egenbolig mv. for indsatte, der ikke har bestemte personer at besøge. Et afslagpå udgang må – når de tidsmæssige betingelser er opfyldt – anses for envæsentlig afvigelse fra et normalt afsoningsforløb, og der bør derfor efterJustitsministeriets opfattelse være en nærmere afgrænset adgang til at kla-ge over afslag på udgang i de nævnte tilfælde. Klageadgangen påtænkesafgrænset i overensstemmelse med institutionernes pligt til af egen drift atoverveje spørgsmålet om udgang til besøg hos bestemte personer og vil så-ledes omfatte afslag på eller tilbagekaldelse af tilladelse til regelmæssig el-ler lejlighedsvis udgang efter straffuldbyrdelseslovens § 46 til en indsat,der opfylder de tidsmæssige betingelser for udgang, når der er tale om ud-gang til besøg hos bestemte personer eller udgang til ophold i egen boligeller individuel udflugt, hvis den indsatte ikke har bestemte personer at be-søge, og særlige omstændigheder taler herfor. Endvidere vil klageadgan-gen omfatte fornyet afslag på udgang i de nævnte tilfælde, når der er forlø-bet 6 måneder, siden der sidst blev truffet afgørelse om spørgsmålet.Udgang til visse særlige formål efter udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1,nr. 1-4, gives af væsentlige humanitære hensyn, eller hvor den indsattestilstedeværelse er påkrævet. Afslag herpå bør derfor kun komme på taleved meget tungtvejende sikkerhedsmæssige årsager, hvor misbrugsrisiko-en ikke skønnes at kunne nedsættes, selv om udgang sker med ledsager.Såfremt der meddeles afslag på udgang efter § 31, stk. 1, bør der efter Ju-stitsministeriets opfattelse ligeledes være adgang til at klage til Direktora-tet for Kriminalforsorgen.6.2.4.1.5.Den foreslåede bemyndigelse påtænkes desuden anvendt til atfastsætte regler om adgang til at klage overafslag på besøg.Reglerne om adgangen til besøg for indsatte, der udstår fængselsstraf ellerforvaring, findes i straffuldbyrdelseslovens §§ 51-54 og bekendtgørelse

om adgangen til besøg mv. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forva-ring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen).Efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1, har en indsat ret til mindst étugentligt besøg af mindst 1 times varighed og så vidt muligt af 2 timers va-righed. Der kan gives tilladelse til besøg i videre omfang, jf. § 51, stk. 1, 2.pkt. Efter bestemmelsens stk. 2 har en indsat uden de i stk. 1 nævnte be-grænsninger ret til at modtage besøg af den advokat, der er beskikket foreller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der har ført tilindsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det sammegælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er anta-get af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere. Efter be-stemmelsens stk. 3 har en udenlandsk indsat uden de i stk. 1 nævnte be-grænsninger ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulærerepræsentanter.Straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, indeholder en hjemmel til ud fra or-dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn at fastsætte begrænsning i de indsat-tes ret til besøg. I medfør heraf er der i besøgsbekendtgørelsens § 4 fastsatregler om, at besøg af bestemte personer kan forbydes, og at en meddeltbesøgstilladelse kan inddrages, hvis dette i det enkelte tilfælde findes på-krævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde.Efter straffuldbyrdelseslovens § 54, stk. 1, har en indsat ret til at have sitbarn hos sig i institutionen, hvis den indsatte selv er i stand til at passe bar-net. For børn, der er fyldt 1 år, men ikke 3 år, forudsættes det desuden, atinstitutionen og de sociale myndigheder finder, at forholdene i institutio-nen er forenelige med hensyn til barnet, jf. § 54, stk. 2.Afgørelser om besøg vil skulle træffes af kriminalforsorgsområderne.Retten til at modtage besøg er af så grundlæggende karakter, at der efterJustitsministeriets opfattelse bør være adgang til at klage over visse mereomfattende indgreb i denne ret. Det forudsættes på den baggrund, at klage-adgangen fastsættes, så den omfatter afgørelser efter straffuldbyrdelseslo-vens § 53 om afslag på besøg efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1, afnærtstående familiemedlemmer og andre personer, til hvem den pågæl-dende har en tilknytning, som må ligestilles med sådanne familiebånd. Af-gørelser om afslag på besøg af advokat, jf. § 51, stk. 2, og af diplomatiskkonsulær repræsentant, jf. § 51, stk. 3, forudsættes tillige omfattet af kla-geadgang. Det forudsættes endvidere, at tilbagekaldelse af de omhandlede59

besøgstilladelser skal være undergivet klageadgang. Endelig forudsættesdet, at der skal være adgang til at klage over afgørelser efter § 54, stk. 1 og2, om afslag på at have sit barn hos sig i institutionen.6.2.4.1.6.Adgangen til at fastsætte klageregler påtænkes endvidere an-vendt til at fastsætte regler om adgang til at klage over visse afgørelser omindgreb i retten til brevveksling.Efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har en indsat ret til brevveks-ling. Stk. 2-4 regulerer spørgsmålene om åbning, lukning og gennemlæs-ning af breve til og fra indsatte. Stk. 5 regulerer spørgsmålet om tilbage-holdelse og tilbagesendelse af tilsendte breve, og stk. 6 regulerer spørgs-målet om underretning af afsenderen af brevet i forbindelse med tilbage-holdelse af et brev.Gennemlæsning af breve til og fra den indsatte kan alene ske, hvis detteskønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller for atbeskytte den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. § 55, stk. 3. I tilfælde,hvor der er sket gennemlæsning af et brev, kan der ske tilbageholdelse afbrevet, hvis det af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyntil beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør afsendes,jf. stk. 4. Herudover fremgår det af § 55, stk. 5, at et tilsendt brev, der afgrunde som nævnt i stk. 4 ikke bør udleveres, skal tilbagesendes, men at ettilsendt brev også kan tilbageholdes, hvis det anses for påkrævet af sikker-hedsmæssige hensyn.Afgørelser om indgreb i retten til brevveksling vil skulle træffes af krimi-nalforsorgsområderne.Afgørelse om tilbageholdelse af et brev efter lovens § 55, stk. 4, er et ind-greb af en sådan karakter, at der efter Justitsministeriets opfattelse bør væ-re klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen.Det bemærkes, at afgørelser om indgreb efter § 55, stk. 4, er omfattet afadgangen til domstolsprøvelse efter § 112, såfremt afgørelsen er begrundeti hensynet til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen.6.2.4.1.7.Der påtænkes med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbe-stemmelse desuden fastsat regler om adgang til at klage over indgreb i deindsattesret til kontakt til medierne.

Reglerne herom findes i straffuldbyrdelseslovens § 59 og i bekendtgørelseom adgangen til kontakt til medierne for indsatte i kriminalforsorgens in-stitutioner.Reglerne indebærer, at en indsat har ret til i institutionen at udtale sig og iden forbindelse at lade sig fotografere til medierne, jf. § 59, stk. 1. Efterbestemmelsens stk. 2 kan denne ret dog begrænses af ordens- eller sikker-hedsmæssige hensyn, for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelseneller for i øvrigt at modvirke en åbenbar krænkelse af retsfølelsen.Afgørelser om indsattes kontakt til medierne vil skulle træffes af kriminal-forsorgsområderne.Retten til kontakt til medierne har en grundlæggende karakter, og ud-gangspunktet er således, at der skal gives tilladelse til interview mv. Af-slag kan dog gives, hvis særlige forhold undtagelsesvis og efter en konkretvurdering i den enkelte sag fører til, at et eller flere af de hensyn, der ernævnt i § 59, stk. 2, med afgørende vægt taler mod at give tilladelsen.På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at afgørelser om be-grænsninger i retten til kontakt til medierne bør være omfattet af klagead-gangen.6.2.4.1.8.I medfør af den foreslåede bemyndigelse påtænkes der endviderefastsat regler om adgang til at klage overafgørelser om visse fysiske ind-grebforetaget over for de indsatte i medfør af straffuldbyrdelsesloven.Regler om indgreb over for de indsatte er fastsat i straffuldbyrdelseslovenskapitel 10 (§§ 60-66).Efter § 60, stk. 1, kan der under visse betingelser ske undersøgelse af denindsattes person og opholdsrum, mens § 60 a giver mulighed for at træffebestemmelse om, at en indsat skal afgive urinprøve med henblik på at un-dersøge for eventuel indtagelse af euforiserende stoffer mv. Efter § 60, stk.2, kan institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, af ordens- ellersikkerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse om en nærmere undersø-gelse af den indsattes person, hvis der er bestemte grunde til at antage, atden indsatte er i uretmæssig besiddelse af effekter. Efter § 61 kan der op-tages fotografi og fingeraftryk af den indsatte med henblik på senere iden-tifikation. § 62 giver adgang til under visse betingelser at anvende magtover for en indsat (magtanvendelsen kan ske ved greb, skjold, stav, peber-61

spray og tåregas, jf. herved § 62, stk. 2), og efter §§ 65 og 66 kan der un-der visse betingelser anvendes sikringsmidler i form af håndjern og sik-ringscelle.Afgørelser om indgreb vil som altovervejende hovedregel skulle træffes afkriminalforsorgsområderne.De pågældende indgreb er af meget forskellig karakter og intensitet.Nogle af indgrebene – som f.eks. fotografering og optagelse af den indsat-tes fingeraftryk efter § 61 og urinprøveafgivelse efter § 60 a – må anses forat være af mindre indgribende karakter og vil derfor ikke blive omfattet afadministrative regler om klageadgang.Andre indgreb har omvendt en sådan karakter, at der efter Justitsministeri-ets opfattelse bør være klageadgang. Det vil være tilfældet ved afgørelserefter § 60, stk. 1, om undersøgelse af den indsattes person, der indebærerafklædning, samt afgørelser efter § 60, stk. 2, om nærmere undersøgelse afindsattes person. Desuden forudsættes det, at der fastsættes regler om kla-geadgang ved afgørelser efter § 62 om anvendelse af magt over for denindsatte samt afgørelser efter §§ 65 og 66 om anvendelse af sikringsmidler(i form af håndjern og sikringscelle).6.2.4.1.9.Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse påtænkes endvidereanvendt til at fastsætte regler om adgang til at klage over visse afgørelserom anvendelse afdisciplinærstraf, forhørscelle, konfiskation og modreg-ning af erstatningsbeløb.Reglerne om disciplinærstraf, forhørscelle, konfiskation og modregning aferstatningsbeløb findes i kapitel 11 i straffuldbyrdelsesloven (§§ 67-74).Endvidere er der fastsat administrative regler herom i bekendtgørelse omudståelse af strafcelle, anvendelse af forhørscelle og behandlingen af di-sciplinærsager i fængsler og arresthuse (disciplinærstrafbekendtgørelsen), ibekendtgørelse om behandlingen af sager om konfiskation i kriminalfor-sorgens institutioner (konfiskationsbekendtgørelsen) samt bekendtgørelseom behandlingen af sager om modregning af erstatningsbeløb over for ind-satte i kriminalforsorgens institutioner (modregningsbekendtgørelsen).Bestemmelsen i lovens § 67 angiver de tilfælde, hvor der kan anvendesdi-sciplinærstraf.Disciplinærstraf anvendes i praksis navnlig ved manglende

overholdelse af personalets anvisninger eller ved besiddelse af ulovligegenstande, herunder euforiserende stoffer.Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde eller strafcelle, jf. § 68,stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 kan strafcelle dog kun anvendes ved vis-se mere kvalificerede forseelser. §§ 69 og 70 indeholder nærmere bestem-melser om bøde og strafcelle. Det fremgår i den forbindelse af § 70, stk. 2,at en indsat, der er ikendt strafcelle, anbringes i særlig afdeling eller egetopholdsrum eller i et arresthus, og at den indsatte er udelukket fra fælles-skabet i institutionen under anbringelsen.Den indsatte kan anbringes iforhørscelle,hvis der er begrundet mistankeom, at den pågældende har overtrådt bestemmelser, der må antages atmedføre strafcelle som disciplinærstraf, og hvis det er nødvendigt af hen-syn til gennemførelsen af undersøgelser i disciplinærsagen, jf. § 71.Der kan efter § 73, stk. 1, træffes afgørelse omkonfiskation,når genstandeog penge er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen. Detsamme gælder, når genstande og penge søges indsmuglet til indsatte, jf. §73, stk. 2.Efter § 74 kan det bestemmes, at eterstatningsbeløbfor skade på ting, somden indsatte har forvoldt ved ansvarspådragende adfærd, skal modregnes iden indsattes vederlag for beskæftigelse. Den indsatte skal dog mindst ha-ve udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.Afgørelser om disciplinærstraf, forhørscelle, konfiskation og modregningaf erstatningsbeløb, jf. §§ 67-74, vil fremover skulle træffes af det enkeltekriminalforsorgsområde.Efter Justitsministeriets opfattelse kan ikendelse af disciplinærstraf i enrække tilfælde have en sådan indgribende karakter, at afgørelsen bør kunnepåklages. Det er således tilfældet, hvis der som disciplinærstraf anvendesstrafcelle, jf. herved § 70, stk. 1. Endvidere bør der efter ministeriets opfat-telse være adgang til at klage over anbringelse i forhørscelle efter lovens §71. Derimod påtænkes der ikke givet adgang til at klage over afgørelse omdisciplinærstraf i form af advarsel eller bøde.Det bemærkes i den forbindelse, at en afgørelse om disciplinærstraf i formaf strafcelle i mere end 7 dage er omfattet af adgangen til domstolsprøvelseefter § 112.63

Afgørelser efter §§ 73 og 74 om konfiskation og modregning er omfattet afadgangen til domstolsprøvelse efter § 112, hvis værdien af det konfiskere-de henholdsvis det modregnede beløb overstiger det almindelige vederlag,der udbetales indsatte for en uges beskæftigelse.Justitsministeriet finder, at der bør være en tilsvarende adgang til at påkla-ge disse afgørelser til Direktoratet for Kriminalforsorgen.6.2.4.1.10.Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om adgang til atklage over visse afgørelser om anbringelseuden for fængsel eller arrest-hus.Reglerne om anbringelse uden for fængsel eller arresthus indebærer, at dendømte midlertidigt eller for hele eller resten af straffetiden anbringes påhospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution, når 1) den dømte harbehov for særlig behandling eller pleje, som i væsentlig grad kan tilgode-ses i den pågældende institution mv., 2) der på grund af den dømtes alder,helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder er særlige grunde tilikke at anbringe eller beholde den dømte i fængsel eller arresthus, og 3)afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse udenfor fængsel eller arresthus. Der henvises til straffuldbyrdelseslovens § 78.Udgangspunktet er, at domme til ubetinget fængselsstraf eller forvaring af-sones i fængsel eller arresthus, medmindre der efter dommen er indtrådtsådanne væsentlige ændringer i den dømtes forhold, at det kan begrundefravigelse af dette udgangspunkt.Dette gælder dog ikke dømte under 18 år, hvor udgangspunktet er detmodsatte. Det fremgår således af § 78, stk. 2, at dømte under 18 år anbrin-ges i institution mv. som omhandlet i § 78, stk. 1, medmindre afgørendehensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel og ar-resthus. Som altovervejende hovedregel anbringes unge under 18 år ikke ifængsel. I de helt særlige tilfælde, hvor det sker, vil de som altovervejendehovedregel blive anbragt i en afdeling med andre unge.Kriminalforsorgsområdet vil fremover skulle træffe afgørelse om anbrin-gelse af unge under 18 år uden for fængsel eller arresthus. Det sammegælder øvrige afgørelser efter § 78, stk. 1, om anbringelse uden for fæng-sel eller arresthus.

En afgørelse om anbringelse i fængsel eller arresthus vil have en indgri-bende karakter over for den unge og vil indebære en fravigelse i forhold tilet sædvanligt afsoningsforløb for unge afsonere, der som anført ovenforsom altovervejende hovedregel anbringes i egnet institution efter § 78. Deter på den baggrund hensigten at give den enkelte unge en adgang til at kla-ge over en afgørelse om afslag på anbringelse efter § 78.Såfremt en dømt, der er under 18 år, i medfør af § 78, stk. 1, jf. stk. 2, harfået meddelt tilladelse til fuldbyrdelse af fængselsstraf uden for fængsel el-ler arresthus, vil en tilbagekaldelse af denne tilladelse ligeledes indebæreen skærpelse af den unges straffuldbyrdelsesforløb. En sådan tilbagekal-delse forudsættes derfor også at blive omfattet af klageadgang.Der påtænkes ikke fastsat regler om adgang til at klage over øvrige afgø-relser efter § 78 om afslag på anbringelse uden for fængsel eller arresthus,idet der ikke herved sker en fravigelse fra et almindeligt afsoningsforløb.Der vil endvidere ikke være adgang til at klage i de særlige tilfælde, hvorder sker anbringelse uden for fængsel eller arresthus mod den pågældendesvilje. Det skyldes, at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke vil væretale om en afgørelse af særligt indgribende karakter.6.2.4.1.11.Det er desuden hensigten, at der med hjemmel i bemyndigel-sesbestemmelsen vil blive fastsat regler om adgang til at klage over afgø-relseom tilbagekaldelse af en tilladelse til at udstå straf på bopælenunderintensiv overvågning og kontrol (afsoning i fodlænke).Reglerne om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågningog kontrol findes i straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. I tilknytning her-til har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse om fuldbyrdelse af straf påbopælen under intensiv overvågning og kontrol.En tilladelse til strafudståelse på bopælen vil kunne meddeles personer, derer idømt fængselsstraf i indtil 6 måneder, jf. § 78 a, stk. 1. Der kan somudgangspunkt meddeles tilladelse til strafudståelse på bopælen uanset kri-minalitetens art og den dømtes alder.§ 78 b indeholder regler om betingelser for meddelelse af tilladelse. Dergælder bl.a. krav til den dømtes boligforhold, beskæftigelse mv. § 78 c in-deholder regler om vilkår for tilladelse til strafudståelse på bopælen, mens§ 78 d indeholder regler om gennemførelse af tilsyn, kontrol mv. Endelig65

indeholder §§ 78 e og 78 f regler om tilbagekaldelse af tilladelse til straf-udståelse på bopælen.Afgørelser om tilladelse til afsoning i fodlænke på bopælen vil fremoverskulle træffes af kriminalforsorgsområderne. Det samme gælder spørgsmå-let om tilbagekaldelse af sådanne tilladelser.En afgørelse omtilbagekaldelse af tilladelsetil strafudståelse på bopælen,hvorved den pågældende i stedet skal afsone i et fængsel, har en indgri-bende karakter og vil indebære en fravigelse fra et sædvanligt afsonings-forløb for personer, der er meddelt tilladelse til afsoning i fodlænke. Det erpå den baggrund hensigten at give adgang til at klage over afgørelser omtilbagekaldelse. Derimod er det ikke hensigten at give adgang til at klageover afslag på tilladelse til straffuldbyrdelse på bopælen, idet der ikke her-ved er tale om en fravigelse af et sædvanligt afsoningsforløb6.2.4.1.12.Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse påtænkes endvidereanvendt til at fastsætte regler om adgang til at klage over visse afgørelseromafslag på erstatningi anledning af uforskyldte indgreb under straffuld-byrdelsen.De pågældende afgørelser træffes efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens§§ 106 og 107.Efter § 106, stk. 1, har en indsat ret til erstatning efter reglerne i retspleje-lovens § 1018 a, såfremt den indsatte uforskyldt har 1) udstået fængsels-straf i for lang tid, 2) været anbragt i forhørscelle, strafcelle eller sikrings-celle eller 3) været udelukket fra fællesskab. Efter stk. 2 har en dømt, derhar udstået straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (afso-ning i fodlænke), ret til erstatning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a,hvis den dømte uforskyldt har udstået straf i for lang tid. Endvidere har endømt, der uforskyldt har afviklet for meget samfundstjeneste, ret til erstat-ning efter reglerne i retsplejelovens § 1018 a, jf. stk. 3.Der kan efter § 107 tillægges den, der under fuldbyrdelse af straf mv. harværet udsat for andre uforskyldte indgreb end de i § 106 nævnte, erstatningefter reglerne i retsplejelovens § 1018 a.Som eksempler på uforskyldte indgreb, der kan udløse erstatning efter §107, er i forarbejderne til bestemmelsen nævnt uberettiget overførsel fraåben til lukket institution og uberettiget tilbagekaldelse af udgang.66

En afgørelse om nægtelse af erstatning efter § 106 i anledning af ufor-skyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller anbringelse i strafcelle imere end 7 dage er omfattet af adgangen til domstolsprøvelsen efter § 112.Afgørelser om erstatning vil fremover skulle træffes af kriminalforsorgs-områderne.Det er hensigten at fastsætte regler, der generelt giver adgang til at klageover afgørelser efter straffuldbyrdelseslovens §§ 106 og 107 om afslag påerstatning for et uforskyldt indgreb, hvis den materielle afgørelse (dvs. af-gørelse om selve indgrebet) kan påklages til Direktoratet for Kriminalfor-sorgen.Adgangen til at klage over en afgørelse om afslag på erstatning vil såledesfølge adgangen til at klage over selve afgørelsen. Der vil således genereltvære adgang til at klage over navnlig afslag på erstatning på grundlag affejl ved beregning af straffetiden, jf. pkt. 6.2.4.1.1 ovenfor, visse afgørelservedrørende prøveløsladelse, jf. pkt. 6.2.4.2 nedenfor, afgørelse om anven-delse af strafcelle som disciplinærstraf samt anbringelse i forhørscelle, jf.pkt. 6.2.4.1.9 ovenfor, anbringelse i sikringscelle, jf. pkt. 6.2.4.1.8 ovenfor,samt visse afgørelser om udelukkelse fra fællesskab, jf. pkt. 6.2.4.1.3ovenfor.I relation til adgangen til at klage over afgørelser om afslag på erstatningtruffet i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 107, kan det nævnes som ek-sempel, at der vil være adgang til at klage over overførsel fra åbent til luk-ket fængsel, jf. pkt. 6.2.4.1.2 ovenfor. Afslag på et heraf afledt erstatnings-krav fremsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 107 vil således tilligekunne påklages til direktoratet.6.2.4.1.13.Endelig er det hensigten at fastsætte regler om klageadgang forafgørelser om fuldbyrdelse af bødestraffe.Regler om fuldbyrdelse af bødestraffe findes i straffuldbyrdelseslovens §§90-93 og i administrative forskrifter (bekendtgørelse om opkrævning afvisse bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv. samt afgørelseom udståelse af forvandlingsstraf for bøde (bødebekendtgørelsen) og be-kendtgørelsen om klageadgang i sager om inddrivelse af bøder, konfiskati-onsbeløb og sagsomkostninger).

Afgørelser om fuldbyrdelse af bødestraffe omfatter tre kategorier af sager:Det drejer sig for det første om reglerne ombetaling af bøder (opkræv-ning),jf. straffuldbyrdelseslovens § 90.En bøde skal betales til politiet, medmindre andet er bestemt i afgørelsen,jf. § 90, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 kan politiet kan dog på skyldne-rens anmodning tillade henstand med eller afdragsvis betaling af bøden.Politiets afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder kanikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. § 90, stk. 4.Bestemmelsen i § 90, stk. 4, videreføres uændret, og der vil således fortsatikke være adgang til at klage over politiets afgørelse om betaling (opkræv-ning) af bøder.Afgørelser om bødestraffe omfatter for det andet reglerne ominddrivelseaf ikke-betalte bøder,jf. straffuldbyrdelseslovens § 91.Hvis en bøde ikke betales, inddrives den af restanceinddrivelsesmyndighe-den under Skatteministeriet, medmindre restanceinddrivelsesmyndighedenskønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den på-gældendes levevilkår, jf. § 91, stk. 1.Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i forbindelse med inddrivelsen afbøder meddele tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand, jf. § 91, stk.2, eller eftergive gælden, jf. § 13 i lov om inddrivelse af gæld til det offent-lige.Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om (afslag på) afdragsvisbetaling, henstand eller eftergivelse af bøder mv. kan påklages til Direkto-ratet for Kriminalforsorgen, dog således at klageadgangen for så vidt angårafgørelser om henstand eller afdragsvis betaling er afskåret for mindre be-løb (15.000 kr. eller derunder), jf. bekendtgørelsen om klageadgang i sagerom inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger.Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser vil bero på en vurdering afdels økonomiske forhold (skyldneres betalingsevne), dels ikke-økonomiske forhold (som f.eks. sygdom eller andre personlige omstæn-digheder).

Afgørelser ud fra en vurdering afskyldnerens betalingsevnehviler typiskpå hensyn, som er væsensforskellige fra reglerne om straffuldbyrdelse. Deter derfor Justitsministeriets opfattelse, at sådanne afgørelser uanset belø-bets størrelse ikke længere skal kunne påklages til Direktoratet for Krimi-nalforsorgen. Fremover påtænkes klageadgangen derfor alene at omfatteafgørelser vedrørendeikke-økonomiske forhold.Endvidere påtænkes kla-geadgangen alene at omfatte afgørelser om afslag påeftergivelseaf bødeog således alene ved afslag, hvor det er vurderet, at de ikke-økonomiskeforhold, som den bødepligtige har gjort gældende, ikke anses for tilstræk-kelige til eftergivelse. Afgørelser vedrørende henstand eller afdragsvis be-taling påtænkes derimod ikke omfattet, da disse afgørelser efter Justitsmi-nisteriets opfattelse er af mindre indgribende karakter.Reglerne om klageadgang over restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-relser er fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 4, hvorefterjustitsministeren kan fastsætte bestemmelse om, at restanceinddrivelses-myndighedens afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bø-der ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.Det foreslås at ændre bestemmelsen i § 91, stk. 4, således at det præcise-res, at justitsministerens adgang til at fastsætte bestemmelse om begræns-ning af klageadgang også omfatter restanceinddrivelsesmyndighedens af-gørelse om eftergivelse af bøder.Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 27, og bemærkningerne her-til.Det bemærkes, at reglerne i straffuldbyrdelsesloven om fuldbyrdelse afbødestraffe i vidt omfang finder tilsvarende anvendelse ved opkrævning oginddrivelse af konfiskationsbeløb, jf. retsplejelovens § 997, stk. 3, af sags-omkostninger, jf. retsplejelovens § 1013, stk. 4, og af offerbidrag, jf. § 5 ilov om en Offerfond.Det er hensigten at indføre tilsvarende administrative regler om adgangentil at klage over afgørelser, der træffes på de nævnte områder i retsplejelo-ven og i offerfondloven, som der foreslås indført vedrørende klager overfuldbyrdelse af bødestraffe, jf. ovenfor.Afgørelser om fuldbyrdelse af bødestraffe omfatter endelig som den tredjekategoriafgørelser om udståelse af bødeforvandlingsstrafi tilfælde, hvor

bøden ikke er betalt, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden finder, atdet ikke er muligt at inddrive bøden.Afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde træffes af politiet, jf.bødebekendtgørelsen. Det gælder både andre bøder end tvangsbøder ogtvangsbøder, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 1, og § 14. Afgørelsen kan på-klages til direktoratet efter straffuldbyrdelseslovens § 111, jf. bekendtgø-relsens § 13, stk. 1, og § 15.Er der truffet afgørelse om udståelse af bødeforvandlingsstraf, kan den på-gældende for så vidt angår andre bøder end tvangsbøder ansøge om udsæt-telse med eller fritagelse for udståelse af straffen dels på grund af økono-miske forhold (skyldnerens betalingsevne), dels under henvisning til ikke-økonomiske forhold (sygdom eller andre personlige omstændigheder mv.).Afgørelse om udsættelse eller fritagelse på grund af ikke-økonomiske for-hold træffes af politiet, mens ansøgninger begrundet i økonomiske forholdbehandles af restanceinddrivelsesmyndigheden som en ansøgning om hen-holdsvis henstand med eller eftergivelse af bøden.Et afslag på udsættelse med eller fritagelse for udståelse af bødeforvand-lingsstraf kan påklages til direktoratet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 111,stk. 1.Det er hensigten, at der også fremover skal være adgang til at klage overpolitiets afgørelser om udståelse afbødeforvandlingsstraf(for andre bøderend tvangsbøder og for tvangsbøder). Det er endvidere hensigten at giveadgang til at klage over politiets afgørelser omafslag på udsættelse medeller fritagelse forbødeforvandlingsstraf (for andre bøder end tvangsbø-der). Der vil her være tale om afgørelser, der bygger på en vurdering afskyldnerens ikke-økonomiske forhold. Derimod er det ikke hensigten atopretholde en klageadgang for så vidt angår afgørelser vedrørende bøde-forvandlingsstraf truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden. Svarende til,hvad det er hensigten med hensyn til restanceinddrivelsesmyndighedensafgørelser om inddrivelse, er det således ikke hensigten at opretholde ad-gangen til at klage over afslag på udsættelse og fritagelse med henvisningtil økonomiske forhold.Mens straffuldbyrdelseslovens kapitel 16 i øvrigt indeholder særlige reglerom klageadgang, så gælder dette ikke afgørelser om bødeforvandlingsstraf,der i stedet reguleres af de almindelige klageregler i § 111.

Det foreslås, at adgangen til at klage over afgørelser om forvandlingsstraf-fe fremover nærmere reguleres i straffuldbyrdelseslovens kapitel 16 ogdermed i tilknytning til lovens øvrige regulering af fuldbyrdelse af bøde-straffe.Svarende til, hvad der foreslås efter § 111, foreslås det således fastsat, atafgørelser om fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde ikke kan påklagestil højere administrativ myndighed, medmindre andet bestemmes af ju-stitsministeren. Der foreslås også givet justitsministeren adgang til at fast-sætte nærmere regler om klagefrist mv.Der henvises i øvrigt til forslaget til § 93, stk. 3 og 4, i straffuldbyrdelses-loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 28 og bemærkningerne hertil.6.2.4.2. Klageadgang for afgørelser efter straffelovenSom det er anført i pkt. 6.2.3 ovenfor, foreslås det, at justitsministeren be-myndiges til at fastsætte bestemmelser om adgangen til at klage over deafgørelser om prøveløsladelse og vilkårsovertrædelse mv., der træffes efterstraffelovens 6. kapitel, herunder regler om afskæring af administrativ re-kurs.Der henvises til pkt. 4.1.3, der indeholder en nærmere gennemgang af reg-lerne om løsladelse på prøve.Afgørelse om løsladelse på prøve vil – med undtagelse af afgørelser omlivstidsdømte – fremover skulle træffes af kriminalforsorgsområderne. Af-gørelse om reaktion som følge af vilkårsovertrædelse mv. vil fremover i al-le tilfælde skulle træffes af kriminalforsorgsområderne.Prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffen efter straffelo-vens § 38, stk. 1, er forudsat som et normalt led i straffuldbyrdelsen og måbetragtes som den ordinære løsladelsesform.Det er på den baggrund hensigten at fastsætte nærmere regler om adgan-gen til at klage over en afgørelse truffet af et kriminalforsorgsområde omafslag på prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, herunder om ad-gang til at klage over en afgørelse om fornyet afslag på prøveløsladelse ef-ter § 38, stk. 1, når visse betingelser er opfyldt.Adgangen til at klage over et fornyet afslag påtænkes udformet således, atafgørelser efter § 38, stk. 1, kan påklages, når indsatte, der afsoner fæng-71

selsstraffe på under 8 år, har udstået yderligere 3 måneder af straffen, sidender blev truffet afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse. For så vidt angårindsatte, der afsoner fængselsstraffe på 8 år eller derover, vil der være entilsvarende adgang til at klage, når der er udstået yderligere 6 måneder afstraffen.Efter Justitsministeriets opfattelse vil en afgørelse om genindsættelse tiludståelse af reststraffen ved overtrædelse af vilkårene for prøveløsladelseeller en betinget benådning, jf. lovens § 40, stk. 2 og 3 samt § 40, stk. 2 og3, jf. § 43, være af så indgribende betydning for den dømte, at der ligeledesi disse tilfælde bør være adgang til at klage til Direktoratet for Kriminal-forsorgen. Klageadgangen påtænkes også at omfatte afgørelser om genind-sættelse over for livstidsdømte, jf. § 42, stk. 2.Med den foreslåede afgrænsning af klageadgangen omfattes den sammetype af afgørelser, der er omfattet af adgangen til domstolsprøvelse efter §112, nr. 6-8, dog således at afgørelse om afslag på meddelelse af prøveløs-ladelse til livstidsdømte træffes af direktoratet og derfor ikke er omfattet afklageadgangen.Det er ikke herudover hensigten at give adgang til at klage over afgørelserom løsladelse på prøve.6.2.4.3. Klageadgang for afgørelser efter retsplejelovenSom det fremgår af pkt. 6.2.3, foreslås bestemmelserne om administrativrekurs i retsplejeloven udmøntet efter samme principper som bestemmel-serne om administrativ rekurs i straffuldbyrdelsesloven.Dette indebærer, at der i retsplejeloven foreslås indføjet en bestemmelse,hvorefter afgørelser vedrørende varetægtsarrestanter, der er truffet i hen-hold til loven, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed. Be-stemmelsen vil omfatte såvel afgørelser, der er truffet af Direktoratet forKriminalforsorgen, som afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområ-derne.Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse, der bemyndigerjustitsministeren til at fastsætte nærmere regler om, at afgørelser truffet afkriminalforsorgsområderne skal være undergivet klageadgang til direktora-tet.

Den foreslåede bemyndigelse vil dels blive anvendt til at fastsætte nærme-re regler om klageadgangen på de områder, hvor forholdene for varetægts-fængslede er reguleret i varetægtsbekendtgørelsen, og hvor reglerne i etvist omfang adskiller sig fra reglerne for dømte. Endvidere vil den foreslå-ede bemyndigelse blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om klage-adgang på de områder, hvor der gælder helt fælles administrative regler forvaretægtsfængslede og dømte, idet afgørelser vedrørende varetægtsfængs-lede træffes på grundlag af reglerne for dømte.Klagereglerne for varetægtsfængslede vil blive udformet efter samme ret-ningslinjer og i forhold til den samme type af afgørelser, som gælder fordømte, jf. herom pkt. 6.2.4.1. Det er således generelt hensigten at give va-retægtsfængslede adgang til at klage over visse afgørelser vedrørende ude-lukkelse fra fællesskab, afslag på udgang, afslag på besøg, indgreb i rettentil brevveksling, begrænsninger i ret til kontakt til medierne, afgørelse omvisse fysiske indgreb, afgørelser om disciplinærstraf, strafcelle, konfiskati-on og modregning af erstatningsbeløb samt afslag på erstatning.Der henvises på den baggrund generelt til pkt. 6.2.4.1, idet det bemærkes,at der på enkelte punkter kan være behov for mindre justeringer eller afvi-gelser ved udformning af klagereglerne for varetægtsfængslede i forholdtil, hvad der påtænkes at gælde for dømte.Nogle af de regler, der gælder for dømte, finder ikke anvendelse på vare-tægtsfængslede, og der vil i så fald ikke være behov for at fastsætte reglerom klageadgang. Det gælder afgørelser vedrørende straffetidsberegning ogafgørelser vedrørende anbringelse.Der vil på tilsvarende vis blive foretaget en regulering af vidne- og skyld-nerforvaredes adgang til at klage over afgørelser vedrørende deres forhold.Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2-6 samt bemærkningernehertil.6.2.4.4. Klageadgang ved afgørelser truffet på andet retligt grundlag endlovDen foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, jf.ovenfor under pkt. 6.2.3, indebærer endvidere, at der ikke vil være adgangtil at klage til Direktoratet for Kriminalforsorgen i de tilfælde, hvor krimi-nalforsorgsområderne træffer afgørelse på andet retligt grundlag end lov.Dette drejer sig bl.a. om afgørelser om såkaldte anstaltsforhold, hvorved73

der f.eks. træffes afgørelse af hensyn til den almindelige ro og orden i enkriminalforsorgsinstitution, uden at der er hjemmel i skreven lov. Der hen-vises i øvrigt til pkt. 6.1.4 ovenfor.6.2.4.5. Klageadgang vedrørende benådningDet er med lovforslaget forudsat, at afgørelser om benådning skal træffesaf Direktoratet for Kriminalforsorgen, og kriminalforsorgsområderne vilikke have kompetence i sådanne sager. Der henvises i den forbindelse ge-nerelt til afsnit 6.2.6 om klageadgang til Justitsministeriet.6.2.5. Direktoratets adgang til call-inDet foreslås, at der i straffuldbyrdelsesloven gives Direktoratet for Krimi-nalforsorgen adgang til i særlige tilfælde at beslutte at overtage et krimi-nalforsorgsområdes beføjelser efter loven.Den foreslåede bestemmelse sigter på at etablere en adgang for direktoratettil i sager af større eller principiel betydning at overtage kriminalforsorgs-myndighedernes afgørelseskompetence i enkeltsager eller i grupper af sa-ger (såkaldt call-in). Den foreslåede bestemmelse omfatter de situationer,hvor kriminalforsorgsområdets beføjelser er fastsat i loven.Det bemærkes, at direktoratet også uafhængigt af den foreslåede bestem-melse om call-in i kraft af det almindelige over-/underordnelsesforhold vilkunne give generelle og konkrete tjenestebefalinger i de tilfælde, hvor etkriminalforsorgsområde i loven tillægges kompetence til at træffe afgørel-se.I de tilfælde, hvor kriminalforsorgsområdets beføjelser ikke fremgår af lo-ven, men følger af bemyndigelse, vil adgangen til call-in følge af over-/underordnelsesforholdet mellem direktoratet og kriminalforsorgsområder-ne. Direktoratet vil således også i disse tilfælde kunne beslutte at overtageområdernes kompetence i enkeltsager eller i grupper af sager, herunder isager, som ikke har større eller principiel betydning. Der kan f.eks. væretale om afgørelser vedrørende meddelelse af prøveløsladelse. Adgangen tilcall-in vil gælde, uanset om der er rekursadgang til direktoratet.Det forudsættes, at direktoratet vil være tilbageholdende med at udnytteadgangen til call-in.Der henvises i øvrigt til den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelses-lovens § 2, stk. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.74

6.2.6. Klageadgang til Justitsministeriets departement6.2.6.1.Den i dag gældende særlige organisatoriske indplacering af Direk-toratet for Kriminalforsorgen indebærer, at direktoratet træffer den endeli-ge administrative afgørelse på vegne af ministeren, og at der ikke i dag ernogen adgang til at påklage direktoratets afgørelser til anden administrativmyndighed.Som følge af, at direktoratets direkte referat foreslås afskaffet, vil der her-medbliveetableretetsædvanligtadministrativtover-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet og direktoratet. Der hen-vises herom til lovforslagets pkt. 2.2.Afgørelser, der træffes af en underordnet myndighed, kan som udgangs-punkt påklages til den overordnede myndighed ud fra almindelige forvalt-ningsretlige principper om administrativ rekurs. Den foreslåede afskaffelseaf det direkte referat vil derfor have som konsekvens, at direktoratets afgø-relser som udgangspunkt vil kunne påklages til Justitsministeriets depar-tement.6.2.6.2.Efter Justitsministeriets opfattelse er der imidlertid heller ikkefremover behov for, at direktoratets afgørelser skal kunne påklages til Ju-stitsministeriet. Det foreslås derfor at afskære klageadgangen. Det gældersåvel de afgørelser, hvor direktoratet træffer afgørelse i første instans, somde afgørelser, hvor direktoratet træffer afgørelse som anden instans, dvs.direktoratets afgørelser i klagesager over afgørelser truffet af kriminalfor-sorgsområderne.Som følge heraf vil direktoratet – svarende til, hvad der gælder i dag – og-så fremover træffe den endelige administrative afgørelse i sager efter straf-fuldbyrdelsesloven.Det bemærkes, at en indsat i de tilfælde, hvor direktoratet efter den gæl-dende ordning har truffet en afgørelse på vegne af justitsministeren, ikkehar noget krav på, at justitsministeren behandler en klage over afgørelsen.Den foreslåede ordning skal bl.a. ses i lyset af, at direktoratet besidder ensærlig indsigt i kriminalforsorgsfaglige og straffuldbyrdelsesretlige for-hold, som Justitsministeriet ikke besidder i samme omfang. Bl.a. på denbaggrund skønnes der ikke at være grund til at give mulighed for at påkla-ge direktoratets afgørelser til Justitsministeriets departement.75

Endvidere bemærkes det, at den særlige adgang til domstolsprøvelse, somfølger af straffuldbyrdelseslovens § 112, vil blive videreført uændret. Di-rektoratets afgørelser, der er omfattet heraf, vil således fortsat kunne ind-bringes for domstolene efter denne bestemmelse.Den foreslåede begrænsning i adgangen til at klage til Justitsministeriet af-skærer desuden ikke Justitsministeriet fra – som tilsynsmyndighed – atgribe ind i konkrete sager, hvis direktoratet eller et kriminalforsorgsområ-de f.eks. har truffet en forkert afgørelse eller begået grovere sagsbehand-lingsfejl, jf. herom pkt. 6.2.7 om adgangen til call-in.Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 111, stk. 1, jf. lovforsla-gets § 2, nr. 29, hvorefter afgørelser, der træffes af en myndighed inden forkriminalforsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.Den foreslåede afskæring af administrativ rekurs vil bl.a. omfatte afgørel-ser, der træffes af direktoratet, og som således ikke kan påklages til Ju-stitsministeriet.Særligt for så vidt angår ansættelses- og personalesager henvises til pkt.6.2.8 nedenfor.Der henvises endvidere til de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens §178, stk. 10, og § 775 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 2 og 5, hvorefter afgørel-ser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen i henhold tilretsplejeloven, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed. Denforeslåede afskæring af administrativ rekurs vil bl.a. omfatte afgørelser,der træffes af direktoratet.Endelig henvises til den foreslåede bestemmelse til straffelovens § 43 a, jf.lovforslagets § 1, nr. 3, hvorefter justitsministeren kan fastsætte bestem-melse om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet efter reglernei straffeloven om prøveløsladelse, herunder at afgørelserne ikke kan ind-bringes for højere administrativ myndighed. Bemyndigelsen vil blive an-vendt til bl.a. at fastsætte regler, der afskærer klageadgangen til Justitsmi-nisteriet.For så vidt angår sager, hvor direktoratet i tilknytning til gennemførelsenaf et straffuldbyrdelsesforløb træffer afgørelse på ulovbestemt grundlag –eksempelvis anstaltsordninger – indebærer den foreslåede bestemmelse i §

111, stk. 1, at direktoratets afgørelser ikke vil kunne påklages til Justitsmi-nisteriets departement.Afskæringen af klageadgangen fra direktoratet til Justitsministeriet vil og-så omfatte afgørelser om afslag på benådning, der træffes af direktoratet.6.2.7. Justitsministeriets adgang til call-inDet foreslås, at der i straffuldbyrdelsesloven gives justitsministeren adgangtil i særlige tilfælde at beslutte at overtage direktoratets eller et kriminal-forsorgsområdes beføjelser efter loven i sager, der har større eller princi-piel betydning, jf. den foreslåede § 2, stk. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.Den foreslåede bestemmelse sigter på at etablere en adgang for justitsmini-steren til at overtage kriminalforsorgsmyndighedernes afgørelseskompe-tence i enkeltsager eller i grupper af sager (såkaldtcall-in).Bestemmelsenomfatter de situationer, hvor direktoratets eller kriminalforsorgsområdetsbeføjelser er fastsat i loven. Der kan f.eks. være tale om afgørelser, dertræffes af direktoratet eller kriminalforsorgsområdet efter reglerne i lovenskapitel 10 om indgreb over for den indsatte.Det bemærkes, at justitsministeren også uafhængigt af den foreslåede be-stemmelse om call-in i kraft af det almindelige administrative over-/underordnelsesforhold vil kunne give generelle og konkrete tjenestebefa-linger i de tilfælde, hvor direktoratet eller et kriminalforsorgsområde i lo-ven er tillagt kompetence til at træffe afgørelse.I de tilfælde, hvor kriminalforsorgsmyndighedernes beføjelser ikke frem-går af loven, men følger af bemyndigelse fra justitsministeren, vil adgan-gen til call-in følge af over-/underordnelsesforholdet mellem justitsmini-steren og kriminalforsorgsmyndighederne. Justitsministeren vil således og-så i disse tilfælde kunne beslutte at overtage kriminalforsorgsmyndighe-dernes afgørelseskompetence i enkeltsager eller i grupper af sager. Der kanf.eks. være tale om afgørelser vedrørende meddelelse af prøveløsladelse.Adgangen til call-in vil gælde, uanset at rekursadgangen til justitsministe-ren er afskåret.Det forudsættes, at justitsministeren generelt vil være tilbageholdende medat udnytte adgangen til call-in.Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

6.2.8. Ansættelses- og personalesagerSager inden for ansættelses- og personaleområdet har det fællestræk, at dei høj grad baserer sig på skøn. Til illustration kan nævnes sager om ansæt-telse, hvor Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse særligt bygger påvandelskrav, vedkommendes egnethed som den er kommet til udtryk vedinterviews under ansættelsesproceduren, de øvrige i sagen foreliggendeoplysninger samt antallet af ledige stillinger. Lignende (skønsmæssige)forhold gør sig på tilsvarende vis gældende for de øvrige konkrete afgørel-ser på dette område.Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det ikke med reor-ganiseringen af kriminalforsorgen er hensigtsmæssigt, hvis der generelt iansættelses- og personalesager bliver adgang til at påklage direktoratetsafgørelser til departementet.Justitsministeriet lægger herved vægt på, at afgørelserne i disse sager berorpå skønsmæssige overvejelser af en sådan karakter, at ministeriets grund-lag for at foretage en materiel prøvelse i sagerne er yderst begrænset. Her-til kommer, at direktoratet fungerer som den overordnede ansættelses- ogpersonalemyndighed for størstedelen af kriminalforsorgens personale,hvilket bl.a. udmønter sig i udformning af personalepolitikker og øvrigegenerelle retningslinjer for kriminalforsorgens personale, hvorfor en kla-geadgang til justitsministeren er mindre velbegrundet. Endelig vil direkto-ratets (endelige) afgørelse kunne indbringes for Folketingets Ombudsmandaf den pågældende, ligesom denne efter de almindelige regler om dom-stolsprøvelse af forvaltningsakter, jf. grundlovens § 63, vil kunne indbrin-ge afgørelsen for domstolene.Justitsministeriet finder dog ikke, at den nævnte klagebegrænsning børgælde konkrete afgørelser i disciplinærsager angående tjenestemandsansat-te og i andre sager, hvor der træffes afgørelse om afskedigelse, jf. straksnedenfor.Disciplinærsagerne har en så indgribende betydning for de pågældende, atde efter Justitsministeriets opfattelse adskiller sig fra de øvrige ansættel-ses- og personalesager, der behandles af direktoratet. Eksempelvis er der itjenestemandslovgivningen fastsat en række skærpede formelle retssikker-hedsgarantier (f.eks. om tjenstligt forhør), der afhængigt af tjenesteforseel-sens grovhed vil skulle iagttages i forbindelse med sagens behandling, ogsom i mangel heraf kan medføre disciplinærafgørelsens ugyldighed. Hertilkommer valget af sanktionsform (f.eks. bøde, forflyttelse eller degrade-78

ring) og dennes meget indgribende betydning for den pågældende tjene-stemand.Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at også andre sager, hvor di-rektoratet har truffet afgørelse om afskedigelse, ligeledes har en sådan ind-gribende betydning, at der bør være adgang til at påklage direktoratets af-gørelser i første instans herom til Justitsministeriet.Justitsministeriet finder på den anførte baggrund, at der med reorganise-ringen af kriminalforsorgen bør etableres adgang til at påklage direktora-tets afgørelser i første instans om afskedigelse eller om disciplinære sank-tioner. Ministeriet lægger herved også vægt på, at disse sager ikke i sammeomfang som øvrige ansættelses- og personalesager beror på skønsmæssigeafvejninger af en sådan karakter, at ministeriets grundlag for at foretage enmateriel prøvelse i sagen er yderst begrænset. Som eksempel kan nævnes,at ministeriet i disciplinærsager bl.a. påser, at en pålagt sanktion ikke står imisforhold til den begåede forseelse (proportionalitetsprincippet).Det tilføjes, at den foreslåede begrænsning i adgangen til at klage over vis-se af direktoratets afgørelser i ansættelses- og personalesager ikke afskærerJustitsministeriet fra – som tilsynsmyndighed – at gribe ind i konkrete sa-ger, hvis direktoratet har truffet en forkert afgørelse eller begået groveresagsbehandlingsfejl.Justitsministeriets forslag til en begrænsning af klageadgangen i ansættel-ses- og personalesager svarer til, hvad der efter retsplejelovens § 109, stk.2 og 3, gælder for klager over Rigspolitichefens afgørelser i disciplinærsa-ger og i andre sager, hvor der er truffet afgørelse om afsked.Det bemærkes endelig, at afgørelser i sager om ansættelses- og personale-sager, der træffes af kriminalforsorgsområderne, vil kunne påklages til Di-rektoratet for Kriminalforsorgen.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

…

8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

…

9. Administrative konsekvenser for borgerne

…

10. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

11. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

12. Hørte myndigheder

Et udkast til lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndighe-der, organisationer mv.:Østre Landsret, Vestre Landsret,Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtig-foreningen, Procesbevillingsnævnet, Rigsadvokaten, Foreningen af Stats-advokater, Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet, Politiforbun-det i Danmark, Politidirektørforeningen, Kriminalforsorgsforeningen, For-eningen af Fængselsinspektører m.fl., Fængselsforbundet i Danmark, HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen, Kriminalforsorgens lokale præste-forening, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen,Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforening, Advo-katrådet, Danske Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Insti-tut for Menneskerettigheder, Amnesty International, Retssikkerhedsfon-den, Retspolitisk Forening, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Det Kri-minalpræventive Råd, Ligebehandlingsnævnet, FOA – Fag og Arbejde,Kommunernes Landsforening, Ankestyrelsen, Danske Regioner, Forenin-gen af Socialchefer i Danmark, Foreningen SAVN.

13. Sammenfattende skema

Positive konsekven- Negativekonse-ser/kvenser/mindreudgiftermerudgifterØkonomiske konsekvenserfor stat, kommuner og regio-nerAdministrative konsekvenserfor stat, kommuner og regio-80

Til § 1(Straffeloven)Til nr. 1-2 (§ 38, stk. 2, 2. pkt., § 40, stk. 2, og § 41, stk. 1)De foreslåede ændringer indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse isager om prøveløsladelse og genindsættelse mv. generelt henhører underjustitsministeren, eller den ministeren bemyndiger dertil. Justitsministerenvil på den baggrund generelt kunne overlade udøvelsen af sine beføjelsertil at træffe afgørelse om prøveløsladelse og genindsættelse mv. til en un-derordnet myndighed inden for kriminalforsorgen.Bemyndigelsen vil blive anvendt til at overlade afgørelseskompetencen isager om prøveløsladelse og genindsættelse til kriminalforsorgsområderne.Kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende prøveløsladelse af livstids-dømte vil dog blive delegeret til Direktoratet for Kriminalforsorgen.Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.Til nr. 3 (§ 43 a)

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at fastsættebestemmelse om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet efter§§ 38-43. Ministeren vil i den forbindelse kunne bestemme, at afgørelserneikke kan indbringes for højere administrativ myndighedBemyndigelsen til at afskære klageadgang til højere administrativ myndig-hed omfatter såvel afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminal-forsorgen, som afgørelser, der er truffet af de lokale kriminalforsorgsom-råder.Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at justitsministeren ad-ministrativt kan fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling af kla-gesager og opsættende virkning af klager.Efter lovforslagets vedtagelse vil der administrativt blive fastsat regler omklageadgang. Den nærmere afgrænsning af de afgørelser, der påtænkes atkunne påklages, er beskrevet i pkt. 6.2.4.2 i de almindelige bemærkninger.

Til § 2(straffuldbyrdelsesloven)Til nr. 1 og 2 (overskriften til kapitel 1 og overskriften før § 2)Det foreslås at ændre overskriften til kapitel 1, fra ”Lovens område og dencentrale myndighed” til ”Lovens område og kriminalforsorgens organisa-tion mv.”Det foreslås endvidere at ændre overskriften før § 2 fra ”Den centralemyndighed” til ”Kriminalforsorgens organisation mv.”.Den foreslåede ændring afspejler, at bestemmelsen i lovens § 2, der i dagalene omtaler Direktoratet for Kriminalforsorgen, foreslås ændret, jf. lov-forslagets § 2, nr. 3, og fremover vil indeholde en overordnet fastlæggelseaf kriminalforsorgens organisation og myndighedsniveauer.Til nr. 3. (§ 2)Med den foreslåedestk. 1fastslås det, at Justitsministeriet er den øversteadministrative myndighed for kriminalforsorgen. Bestemmelsen, der er ny,82

skal ses i sammenhæng med den foreslåede afskaffelse af det direkte refe-rat mellem direktøren for kriminalforsorgen og justitsministeren, jf. denforeslåede bestemmelse i stk. 2 og de almindelige bemærkninger pkt. 2.Bestemmelsen afspejler, at der etableres et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet og Direktoratet for Kri-minalforsorgen.Den foreslåedestk. 2indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgen va-retager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1nævnte straffe. Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 2 i straffuld-byrdelsesloven, men er som følge af forslaget om at afskaffe det direkte re-ferat til justitsministeren ændret, således at direktoratet ikke længere be-tegnes som Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, men ale-ne som Direktoratet for Kriminalforsorgen.Bestemmelsen er i øvrigt som hidtil tænkt som vejledning til de dømte om,hvilken myndighed der varetager den centrale ledelse og administration affuldbyrdelsen af straf.Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i de almindelige bemærkninger.Den foreslåede bestemmelse istk. 3indebærer, at der under Direktoratetfor Kriminalforsorgen etableres et antal kriminalforsorgsområder, der om-fatter de lokale kriminalforsorgsinstitutioner inden for det geografiske om-råde. Det er hensigten, at der skal etableres fire kriminalforsorgsområder.Det endelige antal områder fastsættes af justitsministeren under hensyn til,hvad der administrativt og organisatorisk findes mest hensigtsmæssigt, ogantallet kan ændres, hvis der findes behov herfor, jf. hertil den foreslåedestk. 4.Det enkelte område skal udgøre én myndighed og skal bestå af en område-ledelse, nogle centrale områdefunktioner placeret i et områdekontor samtde kriminalforsorgsmyndigheder, der er placeret inden for det geografiskeområde. Det bemærkes dog, at der vil være mulighed for at lade en institu-tion, der geografisk hører under ét område, administrativt høre under etandet kriminalforsorgsområde, jf. hertil den foreslåede stk. 4.De enkelte institutioner vil fortsat skulle varetage opgaver vedrørendegennemførelse af straffuldbyrdelse, men hver enkelt institution vil organi-satorisk være del af kriminalforsorgsområdet. De enkelte institutioner iområdet skal referere til områdeledelsen.83

De fire kriminalforsorgsområder vil organisatorisk høre under direktoratetog vil indgå i et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold iforhold til direktoratet. Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i de almindeligebemærkninger.Stk. 4er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren be-myndiges til at fastsætte antallet af kriminalforsorgsområder, områdernesgeografiske afgrænsning samt fordelingen af lokale kriminalforsorgsmyn-digheder imellem områderne.Den geografiske afgrænsning af de foreslåede områder vil efter lovforsla-gets vedtagelse blive fastsat i bekendtgørelsesform. Det er hensigten, atområderne skal afgrænses således, at de i videst muligt omfang følger deeksisterende geografiske grænser for andre myndigheder, som kriminalfor-sorgen samarbejder med, herunder politikredse, retskredse samt regionerog kommuner. Enkelte steder vil der dog være forhold internt i kriminal-forsorgen, hvor hensyn til samarbejde, samdrift og fælles klientel mv. kanveje tungere end at følge de eksisterende grænser for andre myndigheder,eller hvor der af tilsvarende grunde er behov for at lade en institution, dergeografisk hører under ét område, administrativt henhøre under et andetkriminalforsorgsområde.Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.Den foreslåede bestemmelse istk. 5, 1 pkt.,indebærer, at justitsministerenhar adgang til at beslutte at overtage direktoratets eller et kriminalfor-sorgsområdes beføjelser efter loven i sager, der har større eller principielbetydning.Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor direktoratets eller kriminalfor-sorgsområdets beføjelser er fastsat i loven.Bestemmelsen kan anvendes såvel før som efter, at der er truffet afgørelseaf den relevante myndighed i kriminalforsorgen. Er der truffet afgørelse,kan justitsministeren – inden for rammerne af de almindelige forvaltnings-retlige principper om tilbagekaldelse af en forvaltningsafgørelse – omgøreafgørelsen. Er der ikke truffet afgørelse, vil justitsministeren kunne træffeafgørelse eller anmode den sædvanlige afgørelsesmyndighed om at træffeafgørelse efter nærmere fastlagte retningslinjer.

Bestemmelsen kan anvendes såvel i forhold til det enkelte kriminalfor-sorgsområde som i forhold til Direktoratet for Kriminalforsorgen.Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel enkeltsager som grupper af sa-ger. Justitsministeren kan således – f.eks. på baggrund af en henvendelsefra en borger – blive opmærksom på, at en konkret sag rejser principiellespørgsmål og på det grundlag beslutte at udnytte beføjelsen til call-in. Derkan endvidere være tale om, at ministeren beslutter, at bestemte grupper afsager skal forelægges ministeren inden afgørelse.Adgangen til at overtage sager foreslås at omfatte større eller principiellesager. Der kan f.eks. være tale om at anvende beføjelsen til call-in i tilfæl-de, hvor der er sket større regelændringer, og hvor der er behov for at fast-lægge en ensartet praksis. Der kan også tænkes tilfælde, hvor afgørelsenmå anses for at være af særligt indgribende betydning over for den enkelte,hvor sagen i øvrigt rejser retlige tvivlsspørgsmål, eller hvor der kan væreuenighed mellem forskellige myndigheder under Justitsministeriet om sa-gens løsning. Desuden kan der være tale om sager vedrørende indsatte, derhar begået grovere former for kriminalitet, eller hvor der kan være hensyntil andre. Endelig kan nævnes tilfælde, hvor der er truffet åbenbart forkerteafgørelser eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.Det forudsættes, at ministeren anvender adgangen til at overtage sager medtilbageholdenhed.Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.7.Den foreslåede bestemmelse istk. 5, 2. pkt.indebærer, at direktoratet haren adgang til at overtage et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven,der indholdsmæssigt svarer til det ovenfor anførte vedrørende Justitsmini-steriets adgang til at overtage beføjelser efter loven. Der forudsættes lige-ledes, at direktoratet anvender adgangen til at overtage sager med tilbage-holdenhed.Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.5.Efter stk.6, 1. pkt.,afskæres den almindelige klageadgang til justitsmini-steren som følge af over-/underordnelsesforholdet i ansættelses- og perso-nalesager. Med bestemmelsen afskæres adgangen til at påklage såvel afgø-relsens materielle indhold som spørgsmål om sagsbehandlingsfejl, dermåtte knytte sig til afgørelsen, som f.eks. manglende begrundelse og inha-85

bilitet mv. Bestemmelsen indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsor-gens afgørelser i disse sager er endelige.Stk. 6, 2. pkt.,fastsætter dog, atder i sager, hvor Direktoratet for Kriminalforsorgen i første instans træfferafgørelse i disciplinærsager og i andre sager, hvor direktoratet træffer af-gørelse om afsked, er klageadgang til justitsministeren.Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.8.Til nr. 4-6, 8-19, 21 og 26 (§ 31, stk. 1, § 31, stk. 2, 1. pkt., § 33 a, stk. 1, §33 a, stk. 4, 1. og 2. pkt., § 33 a, stk. 5, 1. og 2. pkt., § 35, stk. 1, 2. pkt., §37, stk. 3, 1. pkt., § 37, stk. 3, 2. pkt., § 43, stk. 2, § 44, stk. 1 og stk. 2, §52, 1. pkt., § 53, stk. 1, 2. pkt., § 53, stk. 2, § 54, stk. 2, § 55, stk. 2, 1. pkt.,§ 55, stk. 3, § 55, stk. 4, § 60, stk. 1, § 60, stk. 2, § 60, stk. 7, § 60, stk. 8, §60 a, stk. 1, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1, § 63, stk. 1-2, § 63, stk. 3, 1. og 2.pkt., § 63, stk. 8, 2. pkt., § 64, stk. 1, § 66, stk. 1, § 67, stk. 1, § 67, stk. 1,nr. 8, § 73, stk. 1, 1. pkt., § 73, stk. 2, 1. pkt., § 73, stk. 3, § 74, stk. 1, 1.pkt., § 78 c, stk. 1, nr. 2,3 6 og 8, § 78 d, stk. 1, 2. pkt., § 78 f, stk. 2, § 82,stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 89, stk. 1, § 89, stk. 2, § 95, stk. 1 og stk. 2, 1.pkt., § 101, stk. 3, 1. pkt. og § 123 a)De foreslåede ændringer indebærer, at de bestemmelser i straffuldbyrdel-sesloven, der henlægger afgørelseskompetencen til lokale kriminalfor-sorgsmyndigheder (f.eks. ”institutionens leder” eller ”institutionens ledereller den, der bemyndiges dertil”), ændres således, at kompetencen i stedethenlægges til ”kriminalforsorgsområdet”.Ændringen af § 31, stk. 1, der omhandler vejledning af den indsatte, har tilhensigt at præcisere, at det fremover vil være kriminalforsorgsområdet, derhar det overordnede ansvar for vejledningen.Ændringerne skal ses på baggrund af, at lovforslaget indebærer, at vareta-gelsen af opgaver på kriminalforsorgens område fremover generelt skalhenhøre under kriminalforsorgsområderne.Spørgsmålet om fordeling af opgaver inden for et område vil henhøre un-der den enkelte områdeledelse. Der er ikke som følge af de foreslåede æn-dringer noget til hinder for, at den enkelte områdeledelse konkret beslutterat bemyndige de lokale institutioner til at træffe afgørelse i bestemte typeraf sager, herunder f.eks. afgørelser af mere hastende karakter eller andretyper af afgørelser, som den enkelte områdeledelse finder mest hensigts-mæssigt kan varetages lokalt i institutionen.86

Det forudsættes ikke nødvendigvis, at fordelingen af kompetence udfor-mes ensartet i de enkelte kriminalforsorgsområder. Der kan således værevisse forskelle i, hvordan områderne konkret tilrettelægger varetagelsen afderes opgaver, således at f.eks. afgørelser, der træffes i en lokal institutioni et område, i et andet område træffes i områdekontoret. Justitsministerenog Direktoratet for Kriminalforsorgen vil dog i medfør af det almindeligeover-/underordnelsesforhold kunne fastsætte nærmere regler for områder-nes virke og varetagelse af deres opgaver, herunder, hvis der skønnes be-hov herfor, regler om arbejdsgangene i forbindelse med behandling af be-stemte kategorier af sager.Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.Til nr. 7 (§ 33 a, stk. 5, 1. pkt. og § 110 a)Bestemmelserne – der er en konsekvens af ophævelsen af det direkte refe-rat til justitsministeren, som direktøren for kriminalforsorgen hidtil har haft– indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgen ikke længere omtalessom Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, men alene somDirektoratet for Kriminalforsorgen.Der henvises til den foreslåede ændring af § 2, jf. lovforslaget § 2, nr. 3.Til nr. 20 (§ 78 d, stk. 2)Bestemmelsen er en konsekvens af, at det er hensigten, at kompetencen tilat træffe afgørelse om at tilbagekalde en tilladelse til afsoning i fodlænkeskal overgå fra direktoratet til kriminalforsorgsområderne. På den bag-grund foreslås det, at § 78 d, stk. 2, der omhandler indberetning til Direk-toratet for Kriminalforsorgen i tilfælde af bl.a. overtrædelse af vilkårenefor afsoning i fodlænke, ophæves.Til nr. 22-25 (§ 86, stk. 2-4)Bestemmelserne er en konsekvens af, at det er hensigten, at kompetencentil at træffe afgørelse om reaktion som følge af overtrædelse af vilkår forprøveløsladelse og betinget benådning skal overgå fra direktoratet til kri-minalforsorgsområderne. Som følge heraf foreslås det, at der sker en op-hævelse af § 86, stk. 2, og § 86, stk. 3, 2. pkt., der omhandler indberetning

til Direktoratet for Kriminalforsorgen ved vilkårsovertrædelse. Der fore-slås endvidere enkelte konsekvensrettelser.Til nr. 27-28 (§ 91, stk. 4 og § 93, stk. 2-4)Efter den gældende § 91, stk. 4, kan justitsministeren fastsætte bestemmel-se om, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om henstand medeller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere admini-strativ myndighed.Det foreslås at udvide bestemmelsen, således at justitsministeren tilligekan fastsætte bestemmelse om, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgø-relse om eftergivelse af bøder ikke kan indbringes for højere administrativmyndighed.Det er hensigten at fastsætte nærmere regler om, at restanceinddrivelses-myndighedens afgørelser om afslag på eftergivelse af bøder alene kan på-klages, hvis afslaget er begrundet i ikke-økonomiske forhold. Er der der-imod tale om afslag på grund af økonomiske forhold (manglende beta-lingsevne), vil der ikke kunne klages herover.Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 6.2.4.1.13.Forslaget til § 93, stk. 2, indebærer, at Justitsministeren udtrykkeligt be-myndiges til at fastsætte regler om fuldbyrdelse af forvandlingsstraf forbøde, herunder den administrative behandling af sager om fritagelse for el-ler udsættelse med fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde.Forslaget til § 93, stk. 3, indebærer, at afgørelser vedrørende fuldbyrdelseaf forvandlingsstraf for bøde, der træffes af politiet eller restanceinddrivel-sesmyndigheden, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.Forslaget til § 93 stk. 4, indebærer, at justitsministeren bemyndiges til atfastsætte bestemmelse om, at afgørelser – uanset stk. 3 – skal være under-givet klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Justitsministerenbemyndiges i den forbindelse til at fastsætte nærmere regler om klagefrist,behandling af klagesager og opsættende virkning af klage. Den nærmereafgrænsning af de afgørelser, der påtænkes at kunne påklages, er beskreveti pkt. 6.2.4.1.13 i de almindelige bemærkninger.Til nr. 29 (§ 111)

Forslaget tilstk. 1indebærer, at der ikke er adgang til at klage til højereadministrativ myndighed over afgørelser, der er truffet af en myndighedinden for kriminalforsorgen.Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel afgørelser, der er truffet efterbestemmelser i loven, som afgørelser, der er truffet med hjemmel i admi-nistrative forskrifter udstedt i medfør af loven. Bestemmelsen omfatterdesuden afgørelser, der træffes i forbindelse med varetagelse af kriminal-forsorgens opgaver og i tilknytning til gennemførelsen af et straffuldbyr-delsesforløb, men som træffes på ulovbestemt grundlag. Der kan f.eks. væ-re tale om afgørelser vedrørende såkaldte anstaltsforhold, som træffes afen myndighed inden for kriminalforsorgen.Den foreslåede bestemmelse omfatter afgørelser, der træffes af en myn-dighed inden for kriminalforsorgen. Hermed sigtes til afgørelser, der ertruffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og afgørelser, der er truffet afde lokale kriminalforsorgsmyndigheder. Ved afgørelser, der er truffet afDirektoratet for Kriminalforsorgen indebærer bestemmelsen, at afgørelser-ne ikke kan påklages til Justitsministeriet, mens bestemmelsen for så vidtangår afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne indebærer, at klage-adgangen til direktoratet afskæres.Stk. 2indebærer, at afgørelser, der træffes i henhold til loven af andremyndigheder end kriminalforsorgen, ikke kan påklages til højere admini-strativ myndighed. Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor andremyndigheder end Direktoratet for Kriminalforsorgen eller kriminalfor-sorgsområderne træffer afgørelse efter straffuldbyrdelsesloven. Der kanf.eks. blive tale om, at politiet får adgang til at udføre opgaver på straf-fuldbyrdelseslovens område og i den forbindelse træffer afgørelse. Der kanendvidere f.eks. være tale om, at gennemførelsen af tilsyn i forbindelsemed prøveløsladelse overlades til andre myndigheder, jf. herom lovens §87.Efter den foreslåede bestemmelse istk. 3bemyndiges justitsministeren tilat fastsætte regler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderneeller af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder – uansetstk. 1 og 2 – skal være undergivet klageadgang til Direktoratet for Krimi-nalforsorgen. Efter lovforslagets vedtagelse vil der i bekendtgørelsesformblive fastsat nærmere regler om klageadgang.

Den nærmere afgrænsning af de afgørelser, der påtænkes at kunne påkla-ges, er beskrevet i pkt. 6.2.4.1 i de almindelige bemærkninger.Der vil med hjemmel i stk. 3 tillige kunne fastsættes regler om adgang tilat klage til direktoratet over afgørelser truffet af kriminalforsorgsområder-ne på ulovbestemt grundlag.Bestemmelsens stk. 3 bemyndiger endvidere justitsministeren til at fast-sætte nærmere regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsætten-de virkning af klager.Det bemærkes i den forbindelse, at justitsministeren efter den gældende §111, stk. 4, allerede kan fastsætte regler om behandling af klagesager mv.,hvilket således videreføres uændret.Det bemærkes endvidere, at det følger af bestemmelsen i den gældende §111, stk. 2, at klage til justitsministeren skal iværksættes inden to månederefter, at afgørelsen er meddelt den dømte, og at justitsministeren i særligetilfælde kan bortse fra overskridelse af denne frist. Af den gældende § 111,stk. 3, fremgår det videre, at en klage til justitsministeren ikke har opsæt-tende virkning, medmindre den, der har truffet afgørelsen eller justitsmini-steren træffer bestemmelse herom. Det er hensigten i medfør af den fore-slåede bemyndigelsesbestemmelse at fastsætte administrative bestemmel-ser, der indholdsmæssigt svarer til de gældende bestemmelser i § 111, stk.2 og 3.Spørgsmål om adgang til klage over afgørelser vedrørende fuldbyrdelse afbødestraf foreslås nærmere reguleret i kapitel 16 og falder uden for den fo-reslåede bestemmelse.Til nr. 30 (§ 112, nr. 7 og 8)Ændringen er en redaktionel konsekvensrettelse som følge af, at der fore-tages ændringer i § 86, jf. lovforslagets § 2, nr. 22.Til nr. 31 (§ 113, stk. 1)Efter det gældende § 113, stk. 1, 1. pkt., sker indbringelse af en sag (efterlovens § 112) for byretten i den retskreds, hvor den institution, som hartruffet den oprindelige afgørelse, er beliggende.

Som følge af, at afgørelse fremover vil blive truffet af kriminalforsorgsom-råderne, foreslås bestemmelsens 1. pkt. ændret således, at det vil fremgå, atindbringelse skal ske for byretten i den retskreds, hvor den institution, somden pågældende var indsat i på tidspunktet for den oprindelige afgørelse,er beliggende.Til nr. 32 (§ 114, stk. 1, og § 117)Bestemmelserne indebærer, at indbringelse af endelige administrative af-gørelser for retten, jf. § 112, foretages af Direktoratet for Kriminalforsor-gen, og at det – udover retten – er direktoratet, der har kompetence til atbestemme, at sagen skal have opsættende virkning.Til § 3(Retsplejeloven)Til nr. 1 (§ 178, stk. 6, § 771, stk. 2 og § 777, 1. pkt.)Efter bestemmelsen i § 178, stk. 6, kan den ret, der træffer afgørelse om attage et vidne i forvaring, under særlige omstændigheder bestemme, at in-stitutionens ledelse med politiets samtykke kan give en person i forvaringudgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.Efter bestemmelsen i § 771, stk. 2, kan institutionens ledelse under særligeomstændigheder med politiets samtykke give en varetægtsarrestant ud-gangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.Efter bestemmelsen i § 777 kan en varetægtsarrestant anbringes i en anstaltfor personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv.,jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndig-heden og institutionens ledelse samtykker heri.Det foreslås, at de pågældende bestemmelser ændres, således at den kom-petence, som nu ligger hos institutionens ledelse, i stedet henlægges til”kriminalforsorgsområdet”. Ændringerne skal ses på baggrund af, at lov-forslaget indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sagersom hovedregel skal henhøre under kriminalforsorgsområderne.Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til nr. 2 og 5 (§ 178, stk. 10, og § 775 a)De foreslåede bestemmelser indebærer, at der som udgangspunkt ikke vilvære adgang til at klage til højere administrativ myndighed over kriminal-forsorgens afgørelser vedrørende varetægtsarrestanter og vidneforvarede.De foreslåede bestemmelser omfatter afgørelser, der er truffet af Direkto-ratet for Kriminalforsorgen, og afgørelser, der er truffet af de lokale krimi-nalforsorgsmyndigheder. Ved afgørelser, der er truffet af Direktoratet forKriminalforsorgen, indebærer bestemmelsen, at afgørelserne ikke kan på-klages til Justitsministeriet, mens bestemmelsen for så vidt angår afgørel-ser truffet af kriminalforsorgsområderne indebærer, at klageadgangen tildirektoratet afskæres.Bestemmelsen omfatter desuden afgørelser, der træffes i forbindelse medvaretagelse af kriminalforsorgens opgaver, men som træffes på ulov-bestemt grundlag og i tilknytning til gennemførelsen af et straffuldbyrdel-sesforløb. Der kan f.eks. være tale om afgørelser vedrørende såkaldte an-staltsforhold, som træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen,f.eks. under en arrestants anbringelse i varetægtsfængsel.Der henvises til pkt. 6.2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.Til nr. 3 og 6 (§ 178, stk. 11 og § 776, 2. pkt.)Efter de foreslåede bestemmelser bemyndiges justitsministeren til at fast-sætte regler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne vedrø-rende varetægtsarrestanter og vidneforvarede – uanset at klageadgangengenerelt afskæres, jf. lovforslagets § 3, nr. 2 og nr. 5 – skal være undergi-vet klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Justitsministerenbemyndiges endvidere til at fastsætte regler om klagefrist, behandling afklagesager og opsættende virkning af klager.Efter lovforslagets vedtagelse vil der i bekendtgørelsesform blive fastsatnærmere regler om klageadgang. Klagereglerne vil blive udformet eftersamme principper som de klageregler, der – i medfør af straffuldbyrdelses-lovens § 111 – vil gælde for indsatte mv.Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.4.3.Til nr. 4 (§ 494, stk. 2, 3. pkt. og § 497, stk. 3)92

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de foreslåede ændringer vedrø-rende varetægtsarrestanter og vidneforvarede også tillægges virkning forpersoner, der er taget i forvaring efter retsplejelovens § 494, stk. 2, eller §497, stk. 2. For denne persongruppe vil adgangen til at klage således ogsåblive afskåret, idet justitsministeren dog ligeledes får en bemyndigelse tilat fastsætte nærmere regler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsom-råderne skal være undergivet klageadgang til Direktoratet for Kriminalfor-sorgen.Til § 4Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikraft-træden.Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den generelle ændring af denorganisatoriske struktur for kriminalforsorgen, som delvist vil blive gen-nemført administrativt. Det er hensigten, at reorganiseringen af kriminal-forsorgen skal være gennemført den 1. oktober 2014, og at lovforslagetderfor skal træde i kraft sammen dag.Til § 5Der er tale om en overgangsbestemmelse.Bestemmelsen indebærer, at afgørelser, der er truffet inden lovens ikraft-træden, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen efter de hidtilgældende regler. Bestemmelsen indebærer endvidere, at Direktoratet forKriminalforsorgens afgørelser i sager, der er påklaget efter lovens ikraft-træden, og som behandles i henhold til hidtil gældende regler, ikke kan på-klages til Justitsministeriet.Til § 6Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.Den foreslåede bestemmelse fastslår, at de foreslåede lovændringer ikkegælder for Færøerne og Grønland. De foreslåede ændringer af straffuld-byrdelsesloven og straffeloven, jf. lovforslagets § 1 og § 2, kan dog vedkongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de æn-dringer, som de færøske forhold tilsiger.93