REDEGØRELSE

om erfaringerne med reglerne om gruppesøgsmål

1. Indledning

1.1.I 2007 blev der med lov nr. 181 af 28. februar 2007 om ændring afretsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.) indført reg-ler om gruppesøgsmål i dansk ret.Gruppesøgsmål er en procesform, der giver mulighed for på en effektivmåde at håndtere tvister om et større antal ensartede krav. Reglerne, der idet væsentlige bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1468/2005 om re-form af den civile retspleje IV (Gruppesøgsmål mv.), trådte i kraft den 1.januar 2008.1.2.Det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 18. januar 2007 afspørgsmål nr. 24 vedrørende lovforslag nr. L 41 (forslag til lov om æn-dring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.),der blev fremsat den 10. oktober 2006), at ministeriet efter 3 år vil udar-bejde en redegørelse til Retsudvalget om erfaringerne med de nye reglerom gruppesøgsmål. Af besvarelsen fremgår det endvidere, at Justitsmini-steriet i den forbindelse vil inddrage de norske erfaringer med gruppe-søgsmål efter frameldingsmodellen, hvor andre end offentlige myndighe-der har fungeret som grupperepræsentant, jf. den norske tvistelovs kapitel35.Der blev herefter indsat en revisionsbestemmelse i lovforslaget om indfø-relsen af gruppesøgsmål som procesform i Danmark, hvorefter justitsmini-steren i folketingsåret 2010-11 skulle fremsætte forslag til revision af lo-Slotsholmsgade 101216 København K.Telefon 7226 8400Telefax 3393 3510www.justitsministeriet.dk[email protected]

ven. Da der i 2010 imidlertid kun var gennemført ét gruppesøgsmål, blevbestemmelsen ved lov nr. 272 af 4. april 2011 ændret, således at justitsmi-nisteren i folketingsåret 2013-14 fremsætter forslag om revision af loven.1.3.Justitsministeriet har til brug for udarbejdelsen af denne redegørelseanmodet følgende myndigheder og organisationer om en udtalelse om de-res erfaringer med reglerne om gruppesøgsmål siden reglernes ikrafttrædenden 1. januar 2008:Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstols-styrelsen, Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, DanmarksJurist- og Økonomforbund, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgi-verforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk In-dustri (DI), Dansk InkassoBrancheforening, Dansk Retspolitisk Forening,Danske Regioner, Danske Speditører, ADIPA, Voldgiftsinstituttet, FagligtFælles Forbund 3F, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrå-det, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige i DJØF, ForeningenDanske Inkassoadvokater, Forenede Danske Motorejere (FDM), Forenin-gen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af StatsforvaltningsjuristerForsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, FSR – danske revisorer.FTF, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, HK/Danmark, HKLandsklubben Danmarks Domstole, Håndværksrådet, Institut for Menne-skerettigheder, Købehavns Kommune, KL, Københavns Retshjælp, Kø-benhavns Universitet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Landsor-ganisationen i Danmark (LO), Liberale Erhvervs Råd, Procesbevillings-nævnet, Realkreditrådet, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Syddansk Universi-tet, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Aarhus Retshjælpog Aarhus Universitet.Justitsministeriet har tillige anmodet det norske justitsministerium om enudtalelse.Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:Østre Landsret, Vestre Landsret, Retten i Esbjerg, Retten i Hillerød, Retteni Nykøbing Falster, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Copenhagen Busi-ness School, Danske Advokater, Dansk Arbejdsgiverforening, Forbruger-ombudsmanden, Forenede Danske Motorejere (FDM), Forsikring og Pen-sion, FSR – danske revisorer, HK Landsklubben Danske Domstole, Hånd-værksrådet, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsfor-2

ening (KL), Københavns Retshjælp, Procesbevillingsnævnet, Realkre-ditrådet, Rigsadvokaten, Voldgiftsinstituttet og det norske justitsministeri-um.Sø- og Handelsretten har herudover i forbindelse med den ændring af § 8,stk. 3, der blev foretaget ved § 1 i lov nr. 272 af 4. april 2011, afgivet hø-ringssvar.Under pkt. 2 nedenfor er gengivet de væsentligste punkter i de modtagnehøringssvar og Justitsministeriets bemærkninger hertil.

2. Høringssvar

2.1. Generelle bemærkninger

Retten i Esbjerg, Retten i Hillerød, Retten i Nykøbing Falster, Dom-

stolsstyrelsen, Dansk Arbejdsgiverforening, Forsikring og Pension,

FSR – danske revisorer, HK Landsklubben Danske Domstole, Hånd-

værksrådet, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Lands-

forening (KL), Københavns Retshjælp, Realkreditrådet, Rigsadvoka-

ten

Voldgiftsinstituttet

har ingen bemærkninger til de nye regler omgruppesøgsmål.

Højesteret

har redegjort for den ene ankesag og de fire kæremål, som ret-ten på tidspunktet for høringssvarets afgivelse havde behandlet, siden reg-lerne om gruppesøgsmål trådte i kraft den 1. januar 2008.

Østre Landsret

har redegjort for de to sager, som retten på tidspunktet forhøringssvarets afgivelse havde behandlet, siden reglerne om gruppesøgs-mål trådte i kraft den 1. januar 2008.

Danske Advokater

har anført, at de gældende regler er velfungerende ogvirker efter hensigten. Kendskabet til retsudviklingen på området er vigtig,hvorfor organisationen finder det hensigtsmæssigt, at retskilder om grup-pesøgsmål er tilgængelige på domstolens hjemmeside.

Copenhagen Business School (CBS)

har anført, at der ikke er behov foren markant udvidelse af anvendelsesområdet for gruppesøgsmål, og at deralene synes at være behov for et “serviceeftersyn” af de gældende regler.

Forbrugerombudsmanden

har anført, at han i de forløbne år har haft enrække sager, hvor anvendelsen af reglerne om gruppesøgsmål har væretaktuel. Sagerne har navnlig vedrørt det finansielle område, og de er alle af-sluttet med indgåelsen af udenretlige forlig. Det er Forbrugerombudsman-dens klare opfattelse, at det først og fremmest er eksistensen af reglerneom gruppesøgsmål og muligheden for at anvende dette institut, der hargjort det muligt at indgå de nævnte forlig.

2.2. Godkendelse af sagen som gruppesøgsmål

2.2.1. Høringssvar

Advokatrådet

finder, at retten bør være forpligtet til at høre sagsøgte, in-den retten admitterer et gruppesøgsmål. Det bør endvidere sikres, at an-vendelsen af gruppesøgsmål ikke medfører, at almindelige regler om be-viskrav udhules til fordel for gennemsnits- og rimelighedsbetragtningerved rettens stillingtagen til, om der foreligger ensartede krav i henhold tilretsplejelovens § 254 a, stk. 1.Gruppesøgsmål er en egnet procesform i relation til f.eks. sager om pro-duktansvar, herunder sager om defekt- og ansvarsvurdering, og erstat-ningssager baseret på prospektansvar, men ikke i relation til sager af mereindividuel karakter. Sager, der fordrer indsigt i en differentieret rådgivningmed individuelle forskelle, bør således ikke admitteres som gruppesøgs-mål.

Danske Advokater

har anført, at det med retsplejelovens § 254 b, stk. 1,nr. 1 og 5, helt grundlæggende bør sikres, at reglerne om gruppesøgsmålikke påvirker de materielle regler og ikke medfører en forringet retsstillingfor sagsøgte i forhold til individuelle søgsmål. Det er således vigtigt, at ret-ten har et godt grundlag at træffe afgørelse på. Udfordringen for retten vilkunne være, at rettens afgørelse af, om kravene i et gruppesøgsmål kan be-tegnes som ensartede, og om gruppesøgsmål skønnes at være den bedstemåde at behandle kravene på, normalt skal træffes på et tidligt stade af sa-gen, og uden at der for retten er fremlagt tilstrækkelige oplysninger.Retsplejeloven indeholder ingen regel om rettens pligtmæssige høring afsagsøgte, inden retten træffer afgørelse om, hvorvidt sagen bør gennemfø-res som et gruppesøgsmål. I praksis har retten dog almindeligvis indhentetsagsøgtes bemærkninger, før retten har truffet afgørelse herom. Det kan på4

denne baggrund overvejes at indsætte en bestemmelse, der forpligter rettentil at høre sagsøgte, inden der træffes afgørelse.

Copenhagen Business School (CBS)

har vedrørende retsplejelovens §254 b, stk. 1, nr. 5, anført, at det er uklart, hvad der menes med, at gruppe-søgsmålet skal være den ”bedste måde” at behandle kravene på. Endviderebør betingelsen flyttes til lovens § 254 e, stk. 1, da det ikke er op til sagsø-geren at vurdere, om dette krav er opfyldt.CBS har vedrørende retsplejelovens § 254 e, stk. 2, bemærket, at 1. pkt. ibestemmelsen i den kundgjorte lov ikke er identisk med det vedtagne lov-forslag, idet "og/eller" er ændret til "eller". CBS har i den forbindelse an-ført, at den meget vigtige pointe, at retten kan træffe afgørelse om yderli-gere sikkerhedsstillelse, når tilmeldingsfristen er udløbet, er gået tabt vedden nævnte ændring i den vedtagne lov. Ordet ”eller” bør ifølge CBS førestilbage til "og/eller", som er aldeles klart, eller, hvis dette findes uskønt, til"og".

Forenede Danske Motorejere (FDM)

har anført, at organisationen ikkehar erfaring med reglerne om gruppesøgsmål, men at de få sager, der harværet behandlet efter reglerne siden ikrafttræden af disse den 1. januar2008, kan give anledning til at overveje, om betingelserne for at anlæggeet gruppesøgsmål er for restriktive.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.2.1.Retsplejelovens § 254 a fastlægger, hvilke krav der kan behandlesefter reglerne om gruppesøgsmål.Efter bestemmelsen kan ensartede krav, som fremsættes på vegne af flerepersoner, under nærmere angivne betingelser behandles under et gruppe-søgsmål efter reglerne i kapitel 23 a. Det gælder dog ikke sager om ægte-skab, forældremyndighed, faderskab og medmoderskab, værgemål, prøvel-se af administrativt bestemt frihedsberøvelse eller adoption uden samtyk-ke, mortifikations- eller ejendomsdomme samt private straffesager. Så-fremt lovforslag nr. L 22 om forslag til lov om en fælles patentdomstolm.v., der blev fremsat den 2. oktober 2013, vedtages, vil heller ikke sager,der efter retsplejelovens § 225 a, stk. 1, anlægges ved den fælles patent-domstol, kunne behandles som gruppesøgsmål.

Et gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens vegne, såle-des at de enkelte gruppemedlemmer ikke er selvstændige parter i sagen, jf.retsplejelovens § 254 c, stk. 1.2.2.2.2.Det fremgår af pkt. 3.3.1 og 3.3.6 i de almindelige bemærkningertil lovforslag nr. L 41, at der ikke er grundlag for i selve lovteksten at an-give nærmere kriterier for, hvad der forstås ved ensartede krav. Det bør så-ledes overlades til rettens skøn, om de fremsatte krav er tilstrækkeligt ens-artede til, at gruppesøgsmål vil være en hensigtsmæssig procesform. Afbetydning i den forbindelse vil navnlig være, om kravene udspringer afsamme faktiske omstændigheder, og om de har samme retlige grundlag.Det fremgår endvidere, at reglerne om gruppesøgsmål ikke kan anvendespå kravene i deres helhed, hvis der foreligger sådanne individuelle forholdangående krav, der tilkommer flere personer, at kravene ikke kan siges atvære »ensartede«. I nogle tilfælde vil det imidlertid være muligt at udskilleensartede spørgsmål vedrørende kravene og anlægge et gruppesøgsmålherom. Under et sådant gruppesøgsmål vil en anerkendelsespåstand vedrø-rende de udskilte spørgsmål være udtryk for »kravene« i sagen, og betin-gelsen om, at der skal være tale om ensartede krav, vil derfor være opfyldt.Af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10 (retsplejeloven § 254 e),fremgår det, at retten ved at udpege en grupperepræsentant implicit fast-slår, at betingelserne for behandling af kravene efter reglerne om gruppe-søgsmål er opfyldt.Ifølge pkt. 3.5.2 og 3.5.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr.L 41 er reglerne om gruppesøgsmål udformet således, at afgørelsen af, omgruppesøgsmålet kan godkendes, i langt de fleste tilfælde bør kunne træf-fes hurtigt, og uden at parterne – og navnlig ikke sagsøgte – eller rettenskal anvende meget store ressourcer på dette spørgsmål.2.2.2.3.Justitsministeriet finder, at det bør være retten, der på baggrund afstævningens indhold og eventuelle yderligere oplysninger træffer beslut-ning om gruppesøgsmålets godkendelse, herunder om de omhandlede kravkan betegnes som ensartede.Justitsministeriet finder således, at der ikke i lovteksten bør angives nær-mere kriterier for, hvad der forstås ved ensartede krav. Det bør såledesoverlades til rettens skøn at afgøre, om de fremsatte krav er tilstrækkeligtensartede til, at gruppesøgsmål vil være en hensigtsmæssig procesform. Af6

betydning for rettens afgørelse vil i den forbindelse navnlig være, om kra-vene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de har sammeretlige grundlag.Justitsministeriet bemærker endvidere, at reglerne om gruppesøgsmål skalsikre bl.a., at godkendelsesprocessen ikke bliver unødig omfattende oglangvarig. Afgørelsen af, om gruppesøgsmål kan godkendes, bør således ilangt de fleste tilfælde kunne træffes hurtigt, og uden at parterne – ognavnlig sagsøgte – eller retten skal anvende meget store ressourcer på dettespørgsmål. Retten kan dog i forbindelse med godkendelsen af gruppe-søgsmålet, hvis det findes hensigtsmæssigt, give modparten, gruppemed-lemmerne eller andre adgang til at udtale sig, før retten tager stilling til,om sagen kan godkendes som gruppesøgsmål.Som anført under pkt. 3.5.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslagnr. L 41 finder Justitsministeriet, at det i nogle tilfælde vil kunne værehensigtsmæssigt, at retten indhenter en udtalelse fra sagsøgte, før retten ta-ger stilling til, om gruppesøgsmålet kan godkendes, og retsplejelovens §254 e, stk. 1, giver da som nævnt også mulighed herfor. Retten har såledesmulighed for i den konkrete sag at vurdere, hvilke processkridt der skøn-nes at være behov for, før retten tager stilling til, om gruppesøgsmålet kangodkendes, herunder indhente en udtalelse fra sagsøgte. Dette vil f.eks.kunne være hensigtsmæssigt, hvis der er tvivl om, i hvilket omfang der ertale om ensartede krav, eller om der i den konkrete situation er realistiskealternativer til at behandle sagen som gruppesøgsmål.Justitsministeriet finder på den baggrund, at der ikke bør indføres en pligtfor retten til at høre sagsøgte, inden retten godkender gruppesøgsmålet,herunder inden retten træffer afgørelse om, hvorvidt kravene kan betegnessom ensartede.Justitsministeriet bemærker endelig, at der ikke er uoverensstemmelsemellem den vedtagne lov og den kundgjorte lov i forhold til lovens § 2542, stk. 2, 1. pkt., men at der er forskel på det fremsatte lovforslag og denvedtagne lov. Forskellen mellem det fremsatte og det vedtagne lovforslagskyldes almindelig sproglig korrekturlæsning af lovforslaget, og den gæl-dende formulering medfører efter ministeriets opfattelse ikke en ændretretstilstand i forhold til det oprindelig fremsatte lovforslag om gruppe-søgsmål.

2.3. Tilmelding til gruppesøgsmålet

2.3.1. Høringssvar

Copenhagen Business School (CBS)

foreslår, at retsplejelovens § 254 e,stk. 6, ændres, således at retten gives mulighed for at forlænge tilmeldings-fristen. Erfaringerne fra en sag om gruppesøgsmål, der både blev behandletaf landsretten og Højesteret, har således vist, at der kan komme mange for-sinkede tilmeldinger, hvoraf en betragtelig del kan være undskyldelige.Det vil på denne baggrund være mere praktisk, hvis der indføres mulighedfor at træffe afgørelse om en generel forlængelse af tilmeldingsfristen fremfor at behandle et stort antal individuelle anmodninger om dispensation frafristoverskridelsen.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.2.1.Det følger af retsplejelovens § 254 e, stk. 5-8, at afgrænsningen afkredsen af deltagere i et gruppesøgsmål kan ske på to måder. Efter § 254 e,stk. 5, omfatter et gruppesøgsmål de gruppemedlemmer, der har tilmeldtsig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 7, medmindre retten bestemmer, at grup-pesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt siggruppesøgsmålet efter stk. 8.Kredsen af gruppemedlemmer fastlægges således som udgangspunkt efteren tilmeldingsmodel, hvor retten efter retsplejelovens § 254 e, stk. 6, fast-sætter en frist for ved skriftlig meddelelse at tilmelde sig gruppesøgsmåletsamt bestemmer, hvortil tilmelding skal ske. Retten kan undtagelsesvist til-lade tilmelding efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for det.2.3.2.2.Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10 (rets-plejelovens § 254 e, stk. 6), at fristen for tilmelding i almindelighed børfastsættes til en bestemt dato og ikke til et vist tidsrum efter en nærmereangiven begivenhed, f.eks. underretning om sagen. Ved fastsættelsen affristen må retten derfor overveje, hvordan gruppemedlemmerne bør under-rettes om sagen, således at der kan afsættes et rimeligt tidsrum for grup-pemedlemmerne til hver især at overveje, om de vil tilmelde sig gruppe-søgsmålet.Dispensationsmuligheden efter retsplejelovens § 254 e, stk. 6, bør ifølgebemærkningerne til bestemmelsen anvendes restriktivt. Bestemmelsen gi-ver mulighed for at tillade tilmelding helt frem til sagens optagelse til dom,men hovedanvendelsesområdet vil være mindre fristoverskridelser, hvor8

det er undskyldeligt, at tilmeldingen ikke er kommet frem inden fristensudløb, og relativt mindre fristoverskridelser, hvor et gruppemedlem ikke itide har været opmærksom på gruppesøgsmålet og tilmeldingsfristen,eventuelt fordi underretning af gruppemedlemmerne helt eller delvis ersket ved offentlig bekendtgørelse. Hensynet til den, der har tilmeldt sig forsent, må dog afvejes over for hensynet til modparten og til andre gruppe-medlemmer. I grænsetilfælde kan det efter forarbejderne således også til-lægges betydning, om grupperepræsentanten og modparten er indforståetmed den sene tilmelding.2.3.2.3.Det fremgår af Højesterets høringssvar, at Højesteret i den anke-sag, som Højesteret har behandlet vedrørende gruppesøgsmål, fastsatte ka-tegorier med nærmere fastlagte kriterier for, hvem der undtagelsesvis kun-ne forvente at få tilladelse til at deltage i gruppesøgsmålet. På baggrundheraf kunne retten afgøre et stort antal ansøgninger om dispensation fratilmeldingsfristen ud fra objektivt konstaterbare kriterier, mens retten kun ifå tilfælde afsagde konkret begrundede kendelser om dispensationsansøg-ningen.2.3.2.4.Da dispensationsmuligheden bør anvendes restriktivt af hensyn tilbåde sagsøgte og de øvrige gruppemedlemmer, og da det med hjemmel iden nuværende bestemmelse er muligt for retten at fastsætte mere generel-le kriterier for dispensation, finder Justitsministeriet ikke behov for at ind-føre en regel, der giver mulighed for mere generelt at forlænge tilmel-dingsfristen.

2.4. Fastlæggelse og ændring af rammen for gruppesøgsmålet

2.4.1. Høringssvar

Danske Advokater

har anført, at det kan overvejes at forpligte retten til athøre sagsøgte, inden retten fastlægger rammen for gruppesøgsmålet, jf.retsplejelovens § 254 e, stk. 4.Retten har mulighed for undervejs i behandlingen af gruppesøgsmålet atændre rammen for gruppesøgsmålet, jf. retsplejelovens § 254 e, stk. 4, 2.pkt. Risikoen herved er, at nogle krav ”falder ud” af gruppesøgsmålet, ogretsstillingen for disse krav er ikke udtrykkeligt reguleret i de nuværenderegler. Endvidere tager reglerne ikke højde for den situation, hvor det efterdommens afsigelse konstateres, at ikke alle krav var ensartede.9

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

2.4.2.1.Efter retsplejelovens § 254 e, stk. 4, 1. pkt., fastlægges rammen foret gruppesøgsmål af retten, dvs. retten træffer afgørelse om, hvilke kravder skal være omfattet af gruppesøgsmålet. Retten kan senere ændre denneramme, hvis det er påkrævet, jf. § 254 e, stk. 4, 2. pkt.En ændring af rammen efter retsplejelovens § 254 e, stk. 4, 2. pkt., kan bå-de indskrænke og udvide rammerne for gruppesøgsmålet. Indskrænkesrammerne for gruppesøgsmålet, kan et gruppemedlem, hvis krav udeluk-kes fra gruppesøgsmålet, indtræde som part med hensyn til sit eget krav ogvidereføre denne del af sagen efter reglerne om individuelle søgsmål, jf.retsplejelovens § 254 g, stk. 2, 2. pkt.2.4.2.2.Retsplejelovens § 254 e, stk. 4, 1. pkt., angår den fastlæggelse aframmerne for gruppesøgsmålet, som finder sted i forbindelse med, at ret-ten udpeger en grupperepræsentant og dermed godkender sagen som grup-pesøgsmål. Retten behøver dog ikke at fastlægge rammerne for gruppe-søgsmåletsamtidighermed. Retten har således bl.a. mulighed for at drøftespørgsmålet med den udpegede grupperepræsentant, før retten fastlæggerrammerne for gruppesøgsmålet. Rammerne for gruppesøgsmålet skal imid-lertid fastlægges, før der åbnes for, at gruppemedlemmerne kan tilmeldesig, henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet.Ved fastlæggelsen af rammerne for gruppesøgsmålet må retten tage ud-gangspunkt i stævningen og desuden sikre sig, at gruppesøgsmålet afgræn-ses således, at det opfylder kravene i retsplejelovens § 254 b, herunder atgruppesøgsmålet skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på,og at gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen på enhensigtsmæssig måde.Ved vurderingen af, om en ændring af rammerne for gruppesøgsmålet ef-ter retsplejelovens § 254 e, stk. 4, 2. pkt., er påkrævet, bør retten navnliglægge vægt på, om gruppesøgsmål ikke længere kan antages at være denbedste måde at behandle kravene på. Retten kan dog også tillægge det be-tydning, hvis et gruppemedlem nu ønsker at indtræde som part og selv føresagen vedrørende sit eget krav efter reglerne om individuelle søgsmål.Der henvises herom i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10(retsplejelovens § 254 e).10

2.4.2.3.Justitsministeriet bemærker, at rettens fastlæggelse af rammen forgruppesøgsmålet hænger tæt sammen med rettens vurdering af kravenesensartethed og vurderingen af, om gruppesøgsmål skønnes at være denbedste måde at behandle kravene på, jf. retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr.1 og 5.Som anført under pkt. 2.2.1.2 ovenfor blev reglerne om gruppesøgsmål ud-formet på en sådan måde, at afgørelsen af, om gruppesøgsmålet kan god-kendes, i langt de fleste tilfælde bør kunne træffes hurtigt, og uden at par-terne – og navnlig ikke sagsøgte – eller retten skal anvende meget storeressourcer på dette spørgsmål. Justitsministeriet bemærker, at retten harmulighed for at høre sagsøgte, inden retten fastlægger eller ændrer ram-men for gruppesøgsmålet, og finder på den baggrund ikke grundlag for atindføre en pligt for retten til at høre sagsøgte, inden retten fastlæggerrammen for gruppesøgsmålet, eller inden retten træffer afgørelse om atændre denne.Indskrænkes rammerne for gruppesøgsmålet, kan et gruppemedlem, hviskrav udelukkes fra gruppesøgsmålet, indtræde som part med hensyn til siteget krav og videreføre denne del af sagen efter reglerne om individuellesøgsmål, jf. retsplejelovens § 254 g, stk. 2, 2. pkt.Justitsministeriet finder på den baggrund, at det fremgår tilstrækkeligt klartaf loven, hvilken retsstilling et gruppemedlem har, hvis den pågældendeskrav ikke længere er omfattet af gruppesøgsmålet, fordi retten i medfør afretsplejelovens § 254 e, stk. 4, 2. pkt., ændrer rammen.Endelig bemærker Justitsministeriet, at reglerne om gruppesøgsmål alenekan anvendes på krav, der er ensartede, jf. retsplejelovens § 254 a, stk. 1,og at retten i forbindelse med anlæggelse af et gruppesøgsmål skal vurde-re, om denne betingelse er opfyldt, jf. lovens § 254 b, stk. 1, nr. 1. Rettenfastlægger desuden ifølge retsplejelovens § 254 d, stk. 4, rammen forgruppesøgsmålet. Sagsøgte vil i forbindelse med fogedrettens fuldbyrdelseaf en dom afsagt på baggrund af et gruppesøgsmål kunne påberåbe sig, atet krav rettet mod ham ikke var omfattet af rammen for søgsmålet, herun-der at kravet ikke er ensartet.

2.5. Sagsomkostninger, sikkerhedsstillelse og fri proces

2.5.1. Høringssvar

Copenhagen Business School (CBS)

har anført, at retsplejelovens § 254f, stk. 3, bør udbygges, således at der ikke kan kræves renter af sagsom-kostninger efter renteloven, i det omfang rentekravet medfører et krav, derer større end den stillede sikkerhed med tillæg af provenu ved sagen. Del-tagere, der indbetaler sikkerhed, bør således kunne være sikre på, at de ik-ke mødes med et større betalingskrav end den stillede sikkerhed. Forslagetvil efter CBS’ opfattelse tillige kræve en ændring af renteloven.CBS har endvidere anført, at § 254 e, stk. 7, om, at et medlem ikke skalstille sikkerhed, hvis vedkommende har en retshjælpsforsikring, i praksiser ubrugelig og derfor bør ophæves. Det skyldes, at der altid vil være taleom en vis selvrisiko og en vis maksimumsdækning, som først kan bereg-nes, når tilmeldingsfristen er udløbet og deltagerkredsen kendes. Det børvære således, at den krævede sikkerhedsstillelse indbetales, hvorefter detefterfølgende konstateres, i hvilket omfang deltageren kan kræve dækning,og i hvilket omfang forsikringsselskabet kan opkræve en selvrisiko.

Procesbevillingsnævnet

har i forhold til meddelelse af fri proces anført, atnævnet har truffet afgørelse i flere sager, hvor Civilstyrelsens afslag på an-søgning om fri proces er påklaget til Procesbevillingsnævnet. Ansøgningenom fri proces er primært indgivet af foreninger, der er stiftet med det for-mål at føre søgsmålet og være grupperepræsentant. Det har i en del ansøg-ninger ikke klart fremgået, hvorvidt ansøgningen om fri proces omfattergrupperepræsentantens egne omkostninger med søgsmålet og/eller selvegruppesøgsmålet.Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet har afslået at meddele fri procestilselve gruppesøgsmåleti de situationer, hvor der ikke er et af retten god-kendt gruppesøgsmål og en udpeget grupperepræsentant, jf. retsplejelo-vens § 254 e, stk. 7, da ansøgningen herom skal afvente rettens godkendel-se af sagens førelse som gruppesøgsmål og udpegning af en grupperepræ-sentant.Flere ansøgninger om fri proces fra potentielle grupperepræsentanter indensagens anlæg har vedrørt sager, hvor sagen har vist sig meget arbejdskræ-vende allerede på det indledende stadie. I det omfang betingelserne for atmeddele fri proces har været opfyldt, har nævnet meddelt en begrænsetbevilling til grupperepræsentantensegne omkostningertil indledende sags-skridt, indtil rettens godkendelse af gruppesøgsmålet og udpegning afgrupperepræsentant. Den potentielle grupperepræsentant er i disse tilfældeblevet vejledt om, at der på ny vil skulle ansøges om fri proces. Procesbe-12

villingsnævnet har således ikke betinget meddelelse af fri proces til grup-perepræsentantens egne omkostninger af, at gruppesøgsmålet er anlagt, ogat retten har godkendt gruppesøgsmålet og udpeget en grupperepræsentant.Herudover er Procesbevillingsnævnet i flere sager blevet mødt med detsynspunkt, at det ikke er nødvendigt efterfølgende at søge om fri proces tilselve gruppesøgsmålet,når blot grupperepræsentanten har fået meddelt friproces, idet retten i så fald ikke vil kræve sikkerhedsstillelse af medlem-merne.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

2.5.2.1.Retten kan efter retsplejelovens § 254 e, stk. 7, bestemme, at til-melding til et gruppesøgsmål skal være betinget af, at gruppemedlemmetstiller en af retten fastsat sikkerhed for sagsomkostninger, medmindregruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, derdækker omkostninger ved sagen, eller gruppesøgsmålet opfylder betingel-serne for fri proces efter lovens §§ 327-329, og gruppemedlemmet opfyl-der de økonomiske betingelser efter lovens § 325. Efter ansøgning fragrupperepræsentanten meddeler justitsministeren (Civilstyrelsen), omgruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces efter §§ 328 og 329.2.5.2.2.Der bør ifølge pkt. 3.6.1 og 3.6.3 i de almindelige bemærkningertil lovforslag nr. L 41 kun stilles krav om sikkerhedsstillelse for sagsom-kostninger, hvis gruppemedlemmets krav har en vis størrelse. Hvis kraveter beskedent, bør der således ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse. End-videre bør gruppemedlemmer, der opfylder de økonomiske betingelser forfri proces, være fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger, hvisgruppesøgsmålet opfylder de indholdsmæssige betingelser for fri proces.Det samme bør gælde for gruppemedlemmer, der har en retshjælpsforsik-ring eller anden forsikring, som dækker omkostninger ved sagen, idet dissegruppemedlemmer dog bør stille delvis sikkerhed for sagsomkostninger,hvis forsikringen har en selvrisiko, eller hvis sikkerhedsstillelsen oversti-ger forsikringens samlede dækning.Det er i praksis grupperepræsentanten, der på gruppens vegne skal ansøgeom at få taget stilling til, om gruppesøgsmålet opfylder betingelserne iretsplejelovens §§ 327, 328 eller 329, inden der åbnes for, at gruppemed-lemmerne kan tilmelde sig gruppesøgsmålet.

Såfremt grupperepræsentanten ønsker at ansøge om fri proces til egne om-kostninger forbundet med gruppesøgsmålet, skal den pågældende ansøgeherom efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 31.Det fremgår under pkt. 3.6.1 og 3.6.3 i de almindelige bemærkninger tillovforslag nr. L 41 endvidere, at omkostningshæftelsen bør være beløbs-mæssigt begrænset, og at det enkelte gruppemedlem på forhånd må kunneoverskue størrelsen af den omkostningsrisiko, der for den pågældende vilvære forbundet med at tilmelde sig gruppesøgsmålet.2.5.2.3.Justitsministeriet finder ikke grundlag for at ændre reglerne omgruppemedlemmernes omkostningshæftelse i tilmeldingssøgsmål eller reg-lerne om forrentning af sagsomkostninger i sådanne gruppesøgsmål.Justitsministeriet lægger vedrørende spørgsmålet om omkostningshæftelsevægt på, at de gældende regler i tilstrækkelig grad tager højde for et grup-pemedlems eventuelle selvrisiko og forsikringens maksimumsdækning.Vedrørende spørgsmålet om forrentning lægger Justitsministeriet vægt på,at det enkelte gruppemedlem må antages at kunne overskue den omkost-ningshæftelse, der er forbundet med at tilmelde sig gruppesøgsmålet, lige-som det enkelte gruppemedlem efter en domsafsigelse er ansvarlig for, atbetaling af sagsomkostninger sker rettidigt. Om og i hvilket omfang om-kostningsbeløbet forrentes, beror således alene på gruppemedlemmet, jf.rentelovens § 8 a.

2.6. Orientering af gruppens medlemmer, når der opstår spørgsmål

om at hæve eller afvise sagen

2.6.1. Høringssvar

Vestre Landsret

har anført, at det kan overvejes, om retsplejelovens § 254g om underretning af gruppemedlemmer om ophævelse eller afvisning afsøgsmålet bør udvides til også at gælde i tilfælde, hvor der er truffet afgø-relse om, at betingelserne for behandling af sagen efter reglerne om grup-pesøgsmål er opfyldt, men hvor der endnu ikke er nogen gruppemedlem-mer. Det kunne således være relevant, at også personer, som kunne forven-tes at blive gruppemedlemmer, hvis sagens behandling fortsatte, skal un-derrettes, hvis der opstår spørgsmål om at hæve eller afvise gruppesøgsmå-let, jf. retsplejelovens § 254 g, stk. 1, ligesom det kunne være relevant, at14

de nævnte personer får mulighed for at indtræde som part, jf. retsplejelo-vens § 254 g, stk. 2, hvis gruppesøgsmålet hæves eller afvises.Landsretten har i den forbindelse bemærket, at det er en forudsætning for,at en sag kan anlægges som et gruppesøgsmål, at de potentielle gruppe-medlemmer kan identificeres, jf. retsplejelovens § 254 b, stk. 1, nr. 6, og atdet følger af lovens § 254 d, stk. 1, nr. 1 og 2, at stævningen i et gruppe-søgsmål skal indeholde en beskrivelse af gruppen og oplysninger om,hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres. Det vil derfor næppe stødepå problemer i praksis at identificere de personer, som kunne forventes atblive gruppemedlemmer.

Copenhagen Business School (CBS)

har vedrørende retsplejelovens §254 g, stk. 1, anført, at der ofte opstår spørgsmål om at hæve eller afvise etgruppesøgsmål, idet sagsøgte i mange tilfælde nedlægger afvisningspå-stand. Der synes ikke at være behov for at inddrage gruppemedlemmerne isådanne situationer, og der bør derfor være en meget vid adgang til at und-lade at underrette gruppen. Bestemmelsen er efter CBS’ opfattelse i øvrigtuklart formuleret, da den synes at indebære, at grupperepræsentanten ikkekan hæve sagen.

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

2.6.2.1.Efter retsplejelovens § 254 g, stk. 1, skal gruppemedlemmer, derer omfattet af gruppesøgsmålet, underrettes, hvis der opstår spørgsmål omat hæve eller afvise gruppesøgsmålet, medmindre underretning er åbenbartoverflødig. Retten kan herudover bestemme, at der skal ske underretning iandre tilfælde, herunder når der opstår spørgsmål om at godkende forlig.Hvis et gruppesøgsmål hæves eller afvises, kan et gruppemedlem, der eromfattet af gruppesøgsmålet, ved skriftlig meddelelse til retten inden 4uger indtræde som part for så vidt angår den pågældendes krav og videre-føre sagen efter reglerne om individuelle søgsmål, jf. retsplejelovens § 254g, stk. 2.2.6.2.2.Gruppemedlemmerne (dvs. de personer, på hvis vegne der frem-sættes krav) er ikke parter i retssagen i sædvanlig forstand. Det fremgårdog af pkt. 3.7.3 og 3.7.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr.L 41, at dette udgangspunkt modificeres, hvis der opstår spørgsmål om athæve eller afvise sagen. I denne situation bør gruppemedlemmer, der hartilmeldt sig, henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, underrettes,15

medmindre underretning er åbenbart overflødig. Gruppesøgsmålet bør så-ledes som udgangspunkt ikke kunne hæves eller afvises, uden at gruppe-medlemmer, der har tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppe-søgsmålet, forinden har modtaget underretning om, at der er opståetspørgsmål om at hæve eller afvise sagen. Som eksempler kan nævnes til-fælde, hvor grupperepræsentanten vil hæve sagen, eller hvor grupperepræ-sentanten udebliver, og der derfor opstår spørgsmål om at afvise sagen.Underretningen vil bl.a. give gruppemedlemmerne mulighed for at overve-je, om de vil anmode om udpegning af en ny grupperepræsentant. Endvi-dere giver underretningen mulighed for at overveje, om de ønsker at fort-sætte forfølgningen af deres krav efter reglerne om individuelle søgsmål,hvis gruppesøgsmålet faktisk hæves eller afvises. Et gruppemedlem, derhar tilmeldt sig henholdsvis ikke frameldt sig gruppesøgsmålet, bør endvi-dere have mulighed for, hvis gruppesøgsmål hæves eller afvises, at indtræ-de som part for så vidt angår sit eget krav og videreføre sagen efter regler-ne om individuelle søgsmål.2.6.2.3.Justitsministeriet finder, at der ikke er behov for at ændre reglerneom rettens underretning af gruppemedlemmer, når der opstår spørgsmålom at hæve eller afvise sagen, således at også personer, der ikke har til-meldt sig henholdsvis frameldt sig gruppesøgsmålet, skal underrettes. Detskyldes, at rettens afgørelse ikke har bindende virkning for personer, derikke har tilmeldt henholdsvis frameldt sig gruppesøgsmålet. Endvidere vilspørgsmålet om at hæve eller afvise sagen efter Justitsministeriets opfattel-se ikke rejse forældelsesmæssige spørgsmål i forhold til disse personer, jf.under pkt. 2.8 nedenfor. Herudover tilsiger efter Justitsministeriets opfat-telse også procesøkonomiske hensyn, at alene de gruppemedlemmer, derer omfattet af gruppesøgsmålet, underrettes.Justitsministeriet finder i øvrigt ikke grundlag for at ændre retsplejelovens§ 254 g, stk. 1, hvoraf det fremgår, at gruppemedlemmer, der er omfattet afsøgsmålet, skal underrettes, hvis der opstår spørgsmål om at hæve eller af-vise gruppesøgsmålet, medmindre underretning er åbenbart overflødig.Ministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at retten efter en konkretvurdering kan beslutte, at et gruppemedlem ikke skal underrettes.

2.7. Forlig

2.7.1. Høringssvar

Vestre Landsret

har anført, at det bør overvejes, om retsplejelovens § 254h med fordel kan ændres, således at retten skal godkende forlig i alle til-fælde, hvor der er truffet afgørelse om, at betingelserne for behandling afsagen efter reglerne om gruppesøgsmål er opfyldt, uanset om der er udpe-get en grupperepræsentant, og uanset om fristen for tilmelding eller fra-melding er fastsat eller udløbet.

Sø- og Handelsretten

har anført, at det bør overvejes, om rettens alminde-lige pligt til at mægle forlig efter retsplejelovens § 268 også skal gælde isager, der behandles efter reglerne om gruppesøgsmål. Retsplejelovens §254 h synes at forudsætte, at rettens godkendelse af et forlig er en gyldig-hedsbetingelse. Dette betyder, at retten ved en judiciel afgørelse skal be-dømme resultatet af sin egen forligsmæglingsvirksomhed, hvis det er densamme dommer, der mægler forlig og godkender dette.

Advokatrådet

har anført, at man som sagsøgt risikerer at komme i en si-tuation, hvor man er tvunget til at indgå forlig, når et gruppesøgsmål ad-mitteres. Advokatrådet finder, at dette ikke er værdigt i et retssamfund.

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser

2.7.2.1.Efter Retsplejelovens § 254 g, stk. 1, skal gruppemedlemmer, derer omfattet af gruppesøgsmålet, underrettes, hvis der opstår spørgsmål omat hæve eller afvise gruppesøgsmålet, medmindre underretning er åbenbartoverflødig. Retten kan herudover bestemme, at der skal ske underretning iandre tilfælde, herunder når der opstår spørgsmål om at godkende forlig.For at et forlig, som grupperepræsentanten indgår om krav, der er omfattetaf gruppesøgsmålet, kan opnå gyldighed, skal det godkendes af retten, jf.retsplejelovens § 254 h. Retten godkender forliget, medmindre der ved for-liget sker usaglig forskelsbehandling af gruppemedlemmerne, eller forligeti øvrigt er åbenbart urimeligt. Gruppemedlemmer, der er omfattet af grup-pesøgsmålet, skal underrettes om rettens godkendelse af et forlig.2.7.2.2.Det fremgår af bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 10 (retsple-jelovens § 254 h), at bestemmelsen kun gælder for forlig om de materiellekrav, der er omfattet af gruppesøgsmålet. Herudover kan ethvert gruppe-medlem uafhængig af retssagen efter almindelige formueretlige regler ind-gå forlig om sit eget krav, og der er heller ikke noget til hinder for, at et el-ler flere gruppemedlemmer særskilt – dvs. uafhængigt af tilmeldingen tilgruppesøgsmålet – giver grupperepræsentanten fuldmagt til på deres vegne17

at indgå forlig om krav, der tilkommer de pågældende gruppemedlemmer.Forlig, der indgås på grundlag af en sådan særskilt bemyndigelse fra depågældende gruppemedlemmers side, skal ikke godkendes af retten.2.7.2.3.Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke indføres en be-stemmelse, hvorefter retten skal godkende forlig, der indgås, inden der erfastsat en ramme for gruppesøgsmålet, eller inden gruppemedlemmernehar tilmeldt henholdsvis frameldt sig gruppesøgsmålet. Det skyldes, at ret-ten på dette tidspunkt ikke vil have grundlag for at vurdere, om et indgåetforlig usagligt forskelsbehandler gruppens medlemmer eller i øvrigt eråbenbart urimeligt, når rammen for gruppesøgsmålet endnu ikke er fast-lagt, og/eller når omfanget af gruppens medlemmer er ukendt.Justitsministeriet finder endvidere ikke grundlag for at foreslå ændringer afretsplejelovens § 268, stk. 1, hvorefter retten har en almindelig pligt til atmægle forlig i borgerlige domssager i første instans. Justitsministeriet læg-ger herved vægt på, at retten i gruppesøgsmål på samme måde som i andresager alene mægler forliget, og at forliget således indgås af parterne. I denforbindelse påhviler det i et gruppesøgsmål blot retten at påse, at der vedforliget ikke sker usaglig forskelsbehandling af gruppemedlemmerne, og atforliget ikke i øvrigt er åbenbart urimeligt.

2.8. Forældelse

2.8.1. Høringssvar

Vestre Landsret

har anført, at det i én af de sager, der har været behandletved retten efter reglerne om gruppesøgsmål, og som blev forligt, gav an-ledning til overvejelser, om gruppesøgsmålet havde suspenderet forældel-sesfristen for personer, der ikke blev omfattet af forliget.

Advokatrådet

har anført, at der typisk går lang tid fra sagens anlæg, indtilretten admitterer gruppesøgsmålet og åbningsskrivelse udsendes. Det rej-ser efter rådets opfattelse en række tekniske og forældelsesmæssigespørgsmål.

Danske Advokater

har anført, at der kan være anledning til at overvejesamspillet mellem reglerne om gruppesøgsmål og forældelse.

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser

2.8.2.1.Efter forældelseslovens § 16, stk. 1, afbrydes forældelsen, når for-dringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på aterhverve f.eks. en dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, ogforfølger disse skridt inden for rimelig tid.Gøres fordringen gældende ved en domstol, sker afbrydelsen bl.a. ved ind-levering af stævning eller betalingspåkrav til retten, jf. forældelseslovens §16, stk. 2, nr. 1.Sker afbrydelsen ved foretagelse af retslige skridt som nævnt i forældelses-lovens § 16, regnes den nye frist for forældelse fra den dag, da retsforligindgås, dom afsiges, betalingspåkrav påtegnes af fogedretten, eller andenafgørelse træffes, jf. forældelseslovens § 19, stk. 3.Har fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb foretaget et retsligtskridt som nævnt i forældelseslovens § 16, men fører dette ikke til forligeller realitetsafgørelse, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at for-dringshaveren har fået meddelelse om, at sagen er afsluttet, jf. forældelses-lovens § 20, stk. 1.2.8.2.2.Gruppesøgsmål, der godkendes (ved udpegning af grupperepræ-sentant), afbryder således forældelsen regnet fra indleveringen af stævnin-gen for så vidt angår de gruppemedlemmer, der bliver omfattet af gruppe-søgsmålet, jf. forældelseslovens § 16, stk. 1, jf. § 16, stk. 2, nr. 1. Det gæl-der også gruppemedlemmer, der med rettens tilladelse tilmelder sig efterudløbet af den almindelige tilmeldingsfrist.Et gruppesøgsmål afbryder derimod ikke forældelse for så vidt angårgruppemedlemmer, der ikke har tilmeldt sig henholdsvis frameldt siggruppesøgsmålet.Såfremt gruppesøgsmålet hæves eller afvises uden, at kravene er retskraf-tigt afgjort (ved f.eks. et forlig eller en dom), indtræder forældelse – påsamme måde, som når et individuelt søgsmål sluttes uden, at kravet erretskraftigt afgjort – tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået medde-lelse om sagens afslutning, jf. forældelseslovens § 20, stk. 1.I det omfang der ikke skal ske underretning af gruppemedlemmerne, ind-træder den foreløbige afbrydelse af forældelsen efter Justitsministeriets op-fattelse ved underretning af grupperepræsentanten, eller hvis der endnu ik-19

ke er udpeget en grupperepræsentant, ved underretning af den, der har ind-leveret stævningen.2.8.2.3.Hvis et gruppesøgsmål ikke godkendes, udpeges der ikke en grup-perepræsentant, og eventuelle medlemmer af gruppen har ikke haft mulig-hed for at tilmelde sig henholdsvis framelde sig.Et gruppesøgsmål, der ikke godkendes, har i relation til afbrydelse af for-ældelse samme virkning som et individuelt søgsmål, der afvises. Et sags-anlæg vil således typisk afbryde forældelse, men for at bevare forældelses-afbrydelsen må der tages (nye) retslige skridt til at forfølge kravet indenfor (senest) den 1-årsfrist, som følger af forældelseslovens § 20, stk. 1.Anlægges der således et nyt gruppesøgsmål om samme genstand inden for1 år efter, at den potentielle grupperepræsentant fik meddelelse om sagensafslutning, er det Justitsministeriets opfattelse, at forældelse som udgangs-punkt er foreløbigt afbrudt for de gruppemedlemmer, der tilmelder sig,henholdsvis ikke framelder sig det senere gruppesøgsmål. Det samme måantages at være tilfældet, i det omfang et potentielt gruppemedlem anlæg-ger et individuelt søgsmål inden for 1 år efter, at den potentielle gruppere-præsentant fik meddelelse om sagens afslutning.Det må dog være en forudsætning for forældelsens foreløbige afbrydelse,at gruppemedlemmerne i det nye gruppesøgsmål eller sagsøgeren i det in-dividuelle søgsmål kan godtgøre, at de ville have været omfattet af detgruppesøgsmål, der blev afvist af retten. Retten må ved vurderingen heraftage udgangspunkt i den beskrivelse af gruppen og de oplysninger om,hvordan gruppemedlemmerne kan identificeres og underrettes om sagen,der fremgik af den oprindelige stævning.2.8.2.4.Justitsministeriet finder, at gruppesøgsmål som udgangspunkt børbehandles efter samme regler som individuelle søgsmål, herunder i forholdtil forældelse, og at der således kun bør fastsættes særlige regler for grup-pesøgsmål, hvis der efter gruppesøgsmålets karakter er et klart behov her-for.Det er Justitsministeriets opfattelse, at der ikke foreligger et sådant behov.

2.9. Frameldingssøgsmål

2.9.1. Høringssvar

Forbrugerombudsmanden

har anført, at der efter retsplejelovens § 254 e,stk. 8, kan anlægges gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, såfremtgruppesøgsmålet vedrører krav, hvor det er klart, at kravene på grund afderes ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved indivi-duelle søgsmål, og det må antages, at gruppesøgsmål med tilmelding ikkevil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på. Af forarbejdernetil bestemmelsen fremgår det, at betingelsen normalt kun bør anses for atvære opfyldt, hvis det enkelte krav ikke overstiger ca. 2.000 kr.Denne grænse har ifølge Forbrugerombudsmanden vist sig uhensigtsmæs-sig navnlig på det finansielle område, hvor kravene typisk overstiger dettebeløb.Betingelsen om, at det individuelle krav ikke må overstige 2.000 kr., virkerendvidere unødvendigt restriktiv i betragtning af, at gruppesøgsmål efterframeldingsmodellen udelukkende kan anlægges af en offentlig myndig-hed, der ved lov er bemyndiget hertil, jf. retsplejelovens § 254 c, stk. 2.Forbrugerombudsmanden bemærker i tilknytning hertil, at krav på op til50.000 kr. kan behandles efter reglerne om småsager i retsplejelovens ka-pitel 39.Det bør efter Forbrugerombudsmandens opfattelse endvidere overvejes,om det er hensigtsmæssigt at stille krav om, at gruppesøgsmål efter fra-meldingsmodellen er subsidiære i forhold til gruppesøgsmål efter tilmel-dingsmodellen. En offentlig myndighed og en domstol bør således kunneanvende reglerne om gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen i tilfælde,hvor det vil være mest effektivt og procesbesparende både for samfundetog de involverede parter, uanset om også tilmeldingsmodellen ville kunneanvendes i sagen.

Det norske justitsministerium

har oplyst, at de norske domstole har be-handlet tre gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, jf. den norske tviste-lovs kapitel 35. Reglerne om gruppesøgsmål trådte i kraft i Norge den 1.januar 2008. Det norske justitsministerium har endvidere oplyst, at mini-steriet ikke har grundlag for at vurdere, hvordan de norske regler om grup-pesøgsmål efter frameldingsmodellen synes at virke i praksis udover, atder er tale om et begrænset antal sager.

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser

2.9.2.1.Det følger af retsplejelovens § 254 e, stk. 5-8, at afgrænsningen afkredsen af deltagere i et gruppesøgsmål kan ske på to måder. Efter § 254 e,stk. 5, omfatter et gruppesøgsmål de gruppemedlemmer, der har tilmeldtsig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 7, medmindre retten bestemmer, at grup-pesøgsmålet skal omfatte de gruppemedlemmer, der ikke har frameldt siggruppesøgsmålet efter stk. 8.Efter retsplejelovens § 254 e, stk. 8, kan frameldingsmodellen anvendes,hvis gruppesøgsmålet vedrører krav, hvor det er klart, at kravene på grundaf deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved indi-viduelle søgsmål, og det må antages, at et gruppesøgsmål efter tilmel-dingsmodellen ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravenepå.2.9.2.2.Som anført under pkt. 3.2 og 3.4 i de almindelige bemærkninger tillovforslag nr. L 41 er Justitsministeriet enig med Retsplejerådet i, at der eren række betænkeligheder ved at tillade gruppesøgsmål efter frameldings-modellen, som ikke gør sig gældende ved gruppesøgsmål efter tilmel-dingsmodellen.Gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen har derfor også – i overens-stemmelse med forarbejderne til lov nr. 181 af 28. februar 2007 om æn-dring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.) –et snævert anvendelsesområde.For det første skal der være tale om krav, hvor det er klart, at kravene pågrund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmetved individuelle søgsmål – ikke fordi de pågældende ikke mener at have etberettiget krav, men alene fordi besværet og den økonomiske risiko ved atføre en individuel retssag ikke står i et rimeligt forhold til det, som den en-kelte kan få ud af søgsmålet. Det blev i den forbindelse præciseret i be-mærkningerne til § 1, nr. 10 (retsplejelovens § 254 e), at betingelsen nor-malt kun bør anses for at være opfyldt, hvis det enkelte krav ikke oversti-ger ca. 2.000 kr.For det andet skal der være tale om, at et gruppesøgsmål efter tilmel-dingsmodellen ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravenepå, idet frameldingsmodellen er subsidiær i forhold til tilmeldingsmodel-len.

For det tredje skal kravene være omfattet af Forbrugerombudsmandenskompetenceområde (dvs. navnlig forbrugerbeskyttelse), idet kun Forbru-gerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgs-mål efter frameldingsmodellen.2.9.2.3.Justitsministeriet bemærker, at det ikke kan udelukkes, at et fra-meldingsgruppesøgsmål kan komme til at omfatte personer, der ikke harværet opmærksomme på underretningen om gruppesøgsmålet og mulighe-den for framelding. Endvidere vil der under et gruppesøgsmål efter fra-meldingsmodellen ikke nødvendigvis være en præcis viden om, hvor storgruppen er, og hvilke personer der vil være bundet af dommen.Justitsministeriet finder på den baggrund, at gruppesøgsmål efter framel-dingsmodellen fortsat bør være subsidiære i forhold til gruppesøgsmål ef-ter tilmeldingsmodellen.Justitsministeriet finder endvidere, at det ikke vil være hensigtsmæssigt atændre retsplejelovens § 254 e, stk. 8, med henblik på at lade krav af ennærmere angiven størrelse definere som klart individuelt uprocesbare. Ju-stitsministeriet bemærker i den forbindelse, at retsplejeloven § 254 e, stk.8, 1. pkt., ikke efter sit indhold angiver, at det skal være klart, at de om-handlede krav ikke må overstige en bestemt beløbsgrænse, men blot, at detskal være klart, at kravene på grund af deres ringe størrelse almindeligvisikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål.Denne betingelse vil være opfyldt, hvis kravene enkeltvis angår så småværdier eller interesser, at den berettigede i almindelighed ikke kan for-ventes at anlægge individuel retssag om sit krav. Betingelsen vil såledessom udgangspunkt være opfyldt, hvis den pågældendes udgifter og arbejdemv. med en individuel retssag vil være uforholdsmæssigt store i forhold tilden mulige gevinst, hvis retssagen vindes. Ved sådanne individuelt »upro-cesbare« krav kan det således under hensyntagen til procesrisikoen (dvs.risikoen for at tabe sagen) og ud fra en rent økonomisk betragtning i for-hold til det konkrete krav, som sagen drejer sig om, ikke betale sig at an-lægge et individuelt søgsmål om kravet.Det er imidlertid afgørende, om kravene »almindeligvis« kan forventesfremmet ved individuelle søgsmål, og denne betingelse kan være opfyldt,selv om enkelte af de krav, gruppesøgsmålet angår, kan forventes fremmetved individuelle søgsmål. Retten skal på den baggrund foretage en samlet23

konkret vurdering af sagens omstændigheder, når et gruppesøgsmål efterframeldingsmodellen skal godkendes.Justitsministeriet finder det i øvrigt naturligt, at retten tager de enkeltekravs størrelse i betragtning ved sin afgørelse. Retten bør i den forbindelsesammenholde kravenes størrelse med den almindelige samfunds- og pris-udvikling.

2.10. Øvrige spørgsmål

2.10.1. Høringssvar

Copenhagen Business School (CBS)

har om retsplejelovens § 254 f, stk.2, anført, at bestemmelsen ikke forekommer hensigtsmæssigt formuleret.Den giver det indtryk, at kun afgørelser om konnekse krav er bindende,hvorimod meningen må være, at kun konnekse modkrav kan fremføres.Endvidere bør der etableres hjemmel til, at retten kan henvise modkrav tilen særskilt sag, idet modkrav vil kunne lamme et gruppesøgsmål. En sådanhjemmel kan tilvejebringes ved at give retten mulighed for ved fastlæggel-sen at tage stilling til, om modkrav kan behandles under sagen.CBS har endvidere anført, at et gruppemedlem, for så vidt angår den på-gældendes krav, kan videreføre sagen som et individuelt søgsmål, hvisgruppesøgsmålet afvises, jf. retsplejelovens § 254 g, stk. 2. Som følge her-af vil forældelse være afbrudt med virkning fra gruppesøgsmålets anlæg.Det er dog ifølge CBS omtvistet, hvorvidt man kan tale om et ”gruppe-søgsmål”, før det er godkendt, og hvorvidt man kan tale om et ”gruppe-medlem”, før rammen er fastsat. CBS finder det på den baggrund hen-sigtsmæssigt at præcisere bestemmelsen.Et beslægtet spørgsmål gør sig ifølge CBS gældende for så vist angår kravpå procesrente og retsafgift. Det er i de tre bankTrelleborg-sager antaget afbåde landsretten og Højesteret, at den retsafgiftspligtige genstand først op-står i takt med, at tilmeldingerne indgår. I det typiske tilfælde, hvor sagsø-ger ikke selv har et krav, men foreslår sig selv som grupperepræsentant, erder derfor ingen sagsværdi ved sagens anlæg. Det gælder også, selv om derkræves betaling af beløb af de, der tilmelder sig gruppesøgsmålet. Der kanrejses spørgsmål om, hvorvidt der kan kræves procesrente forud for til-meldingen til søgsmålet, idet det jo ikke er fordringshaveren, der indlederretsforfølgning. CBS har i den forbindelse bemærket, at aktionærerne, dervar omfattet af rammen i bankTrelleborg gruppesøgsmål II og III, ved for-24

lig opnåede erstatning på hovedstolen med tillæg af renter svarende til ca.halvdelen af procesrenten fra gruppesøgsmålenes anlæg. Retten nåede ikkeat tage stilling til rammen.

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser

2.10.2.1.Rettens afgørelser i gruppesøgsmålet har bindende virkning forde gruppemedlemmer, der er omfattet af gruppesøgsmålet, jf. retsplejelo-vens § 254 f, stk. 2, 1. pkt. Med hensyn til afgørelser om modkrav gælderdette dog kun krav, som udspringer af den samme kontrakt eller det sam-me forhold, som gruppemedlemmernes krav støttes på (konnekse krav), jf.bestemmelsens 2. pkt.I den forbindelse fremgår det under pkt. 3.7.2, 3.7.3 og 3.7.5 i de alminde-lige bemærkninger til lovforslag nr. L 41, at gruppens modpart ikke underet gruppesøgsmål kan inddrage modkrav, der ikke udspringer af den sam-me kontrakt eller det samme forhold, som gruppemedlemmernes krav støt-tes på (ukonnekse modkrav).Justitsministeriet finder på baggrund heraf, at det med tilstrækkelig klarhedfremgår af retsplejelovens § 254 f, stk. 2, 2. pkt., at alene konnekse mod-krav kan behandles under et gruppesøgsmål.Der er i retsplejeloven ikke hjemmel til at henvise et modkrav til et sær-skilt søgsmål, smh. retsplejelovens § 253, og ministeriet finder heller ikkefornødent grundlag for at tilvejebringe en sådan hjemmel. Som det fremgårunder pkt. 3.1.7 og 3.1.8 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L41, bør gruppesøgsmål som udgangspunkt behandles efter samme proces-suelle regler som individuelle søgsmål, og der bør således kun fastsættessærlige processuelle regler om behandlingen af gruppesøgsmål på depunkter, hvor der efter gruppesøgsmålets karakter er et klart behov herfor.Et sådant klart behov foreligger efter Justitsministeriet opfattelse ikke.2.10.2.2.Efter retsplejelovens § 254 g, stk. 2, kan et gruppemedlem, der eromfattet af gruppesøgsmålet, ved skriftlig meddelelse til retten inden 4uger indtræde som part, for så vidt angår den pågældendes krav, og videre-føre sagen efter reglerne om individuelle søgsmål, såfremt gruppesøgsmå-let hæves eller afvises. Som anført under pkt. 2.2.1.2 ovenfor fastslår ret-ten, om betingelserne for behandling af kravene efter reglerne om gruppe-søgsmål er opfyldt, jf. retsplejelovens §§ 254 b og 254 c, når retten udpe-ger en grupperepræsentant, jf. § 254 e, stk. 1. Retten fastlægger dernæst25

rammen for gruppesøgsmålet, jf. § 254 e, stk. 4. Efter retsplejelovens §254 e, stk. 5, omfatter gruppesøgsmålet de gruppemedlemmer, der har til-meldt sig gruppesøgsmålet, jf. stk. 6 og 7, medmindre retten bestemmer, atgruppesøgsmålet skal omfatte gruppemedlemmer, der ikke har frameldt siggruppesøgsmålet, jf. stk. 8.På denne baggrund finder Justitsministeriet, at det klart fremgår af retsple-jeloven, hvilke personer der efter § 254 g, stk. 2, ved skriftlig meddelelsekan indtræde som part for så vidt angår den pågældendes krav og viderefø-re sagen efter reglerne om individuelle søgsmål, hvis gruppesøgsmålet hæ-ves eller afvises, eller hvis retten bestemmer, at et krav ikke skal være om-fattet af gruppesøgsmålet. Ministeriet finder herefter, at der ikke er behovfor at præcisere bestemmelsen.2.10.2.3.Efter retsafgiftslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., bestemmes sagens vær-di efter påstanden i stævningen. Kan sagens værdi ikke bestemmes pågrundlag af påstanden i stævningen, skal sagsøgeren anslå værdien så nøj-agtig som muligt. Om fornødent ansætter den myndighed, der beregner af-giften, værdien ved et skøn, jf. retsafgiftslovens § 3, stk. 4. Hvis det visersig, at sagsøgeren har betalt for lidt i retsafgift, kan retten, bortset fra detilfælde, der er nævnt i retsafgiftslovens § 64, stk. 5 og 6, inden 6 uger ef-ter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om beregningen, kræve efter-betaling af for lidt beregnet retsafgift, jf. retsafgiftslovens § 66, stk. 2.Retsafgiftslovens bestemmelser giver således domstolene, der beregner ogopkræver retsafgiften i forbindelse med sagens anlæg, mulighed for at op-kræve retsafgiften ved sagens anlæg, herunder ved at skønne over sagensværdi, ligesom domstolene efterfølgende har mulighed for at opkræveeventuelt for lidt betalt retsafgift. Justitsministeriet finder på den baggrundikke behov for ændringer af retsafgiftsloven.2.10.2.4.Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forve-jen, jf. rentelovens § 3, stk. 1. I andre tilfælde skal der betales rente, nårder er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt ellerfremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for dettidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen, jf. § 3, stk. 2.Uanset rentelovens § 3, stk. 1 og 2, skal der tidligst betales rente, når der ergået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente deoplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets beret-tigelse og størrelse, jf. § 3, stk. 3, og uanset stk. 2 og 3 skal der senest beta-26

les rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til be-taling af gælden, jf. § 3, stk. 4. Hvor særlige forhold begrunder det, kanretten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt,jf. § 3, stk. 5, 1. pkt.Efter rentelovens § 5, stk. 1, 1. pkt., fastsættes renten efter forfaldsdagen tilen årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg af på 8pct. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at der skalbetales en højere eller lavere rente. Ved fordringer i henhold til aftaler somnævnt i rentelovens § 1, stk. 4, kan retten dog alene bestemme, at der skalbetales en højere rente, jf. § 5, stk. 3.Justitsministeriet finder, at renteloven giver retten tilstrækkelige mulighe-der for at udmåle procesrenten, herunder fastsætte begyndelsestidspunktetfor dens beregning, i sager, der behandles efter reglerne om gruppesøgs-mål, og som vedrører betaling af pengebeløb. Justitsministeriet finder påden baggrund ikke behov for foreslå ændringer af renteloven.

3. Konklusion

På baggrund af beskrivelsen af de sager, som har været gennemført efterreglerne om gruppesøgsmål, og de modtagne høringssvar er det Justitsmi-nisteriets opfattelse, at reglerne om gruppesøgsmål fungerer efter hensig-ten.Justitsministeriet finder derfor, at der ikke er behov for at foreslå ændrin-ger eller præciseringer af de gældende regler i retsplejeloven om gruppe-søgsmål som vedtaget ved lov nr. 181 af 28. februar 2007 eller øvrige love,der måtte have betydning for anvendelsen af reglerne om gruppesøgsmål.Justitsministeriet vil på den anførte baggrund i denne folketingssamlingfremsætte lovforslag om at ophæve revisionsklausulen i § 8, stk. 3, i lovnr. 181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og forskelligeandre love (Gruppesøgsmål m.v.).