Miljøudvalget 2013-14
MIU Alm.del Bilag 67
Offentligt
1297876_0001.png
1297876_0002.png
1297876_0003.png
1297876_0004.png

Oplæg ved foretræde for folketingets miljøudvalg 7/11 2013

Ved Mand&bil - Mikael K. Truelsen.(Bemærk at oplægget er lavet til mundtlig fremførsel og derfor kan føles en kende underligt atlæse på skrift)Tak til miljøudvalget fordi I tager jer tid til at lytte til vores problemstilling, - det er vi meget gladefor.Jeg er her som repræsentant for netværket Mand&bil der organiserer godt og vel 30 små praktiskeenkeltmandsvirksomheder. Man kender os som handymen, hus- have service, multiservice osv.Altså overvejende ufaglærte mænd i kassevogne med trailer og værktøj der drøner rundt ogleverer praktisk service til private og små erhvervskunder.Der er i Danmark ca. 10.000 enkeltmandsvirksomheder der som en slags moderne daglejereskaber deres levebrød på denne måde. Mand&bil er med sine 30 medlemmer den størsteorganisering af denne type virksomheder og det fortæller ikke så lidt om branchen. Vi har statistiskset en meget dårlig indkomst, en meget dårlig overlevelsesgrad og altså en endnu dårligereorganiseringsgrad. Pointen er at jeg indirekte også taler på vegne af denne relativt store menorganisationsløse gruppe.Når vi et par gange om året holder møde i netværket Mand&bil så er der et problem somnetværksmedlemmerne igen og igen rejser. Det er en bestemt del af det affaldsgebyr deropkræves når vi bruger de lokale genbrugspladser og det er grunden til at vi er her i dag.Lad mig slå fast at det ikke er gebyrbetaling i al almindelighed vi har noget i mod.Affaldsproducenten skal betale uanset om det er private eller erhverv. Vi deler også et ønske omat vi i Danmark sorterer mere og bedre. Men netop vores gruppe er kommet i klemme i denneproces.Vores problem opstår når vi arbejder direkte for private kunder og særligt når oprydning er en delaf vores service. Men lad mig for forståelsens skyld omskrive vores problem til en situation alle kanforholde sig til.Fru Larsen brækker benet og beslutter sig for at bestille sine dagligvarer fra ”Den rullendekøbmand”. Hun får varerne leveret men bemærker at 560 kr. er underligt dyrt og kigger derfor påsin bon. Her finder hun at hun har køb varer for 350 kr. (fair nok), at der er 60 kr. i fragt (fair nok)og så finder hun et ”fremskaffelsesgebyr” på 150 kr. Det forstår fru Larsen ikke så hun ringer tilDen rullende købmand og spørger ”hvorfor skal jeg betale et fremskaffelsesgebyr?”. Og ”Denrullende købmand” svare: ”det kan jeg simpelthen ikke forklare dig – men hvis du vil undgå detskal du selv hente dine vare, få din nabo til det eller bruge en sort leverandør. Du kan sågar brugeen vognmand med en 12 fods container men du kan bare ikke bruge mig – ”Den rullendekøbmand” – hvis du vil slippe for at betaler fremskaffelsesgebyret.1
Omsat til vores problemstilling så kører jeg ud til fru Larsen og samler en kondicykel. Det tager énen kvart time plus kørsel i alt 440 kr. inkl. moms. På vejen ud spørger Fru Larsen om jeg vil tageden tomme papkasse fra kondicyklen med på genbrugspladsen. Det vil jeg selvfølgelig gerne og dajeg kører lige forbi stiger mit tidsforbrug ikke det gør til gengæld Fru Larsens regning. Den stigermed 35 % fordi Odense Kommune opkræver 150 kr. for mit besøg på genbrugspladsen. Det er enbortskaffelsesafgift der giver lige så lidt mening for fru Larsen som fremskaffelsesgebyret fra før.Hun har jo betalt for at bruge genbrugspladsen over skattebilletten og alle andre løsninger endden oplagt hvide handyman betaler ikke denne afgift.Eller lad os tage Kim Brandbyge der sidder her. Han kører til Fru Hansen i Langeskov og hjælperhende med at tømme kælderen efter en vandskade. Men fordi han er erhvervskunde kan han ikkebenytte genbrugspladsen i Langeskov fordi der har de ingen vægt. Han skal for hver trailerfuldkøre godt 30 kilometer frem og tilbage til Nyborg og der skal han over vægten, læsse de førstefraktioner af, på vægten igen læsse de næste fraktioner af, på vægten igen, - læste de næstefraktioner af, på vægten igen og læse de sidste fraktioner af og så skal han selvfølgelig betale afgiftfor de forskellige fraktioner.I dette tilfælde skal Kim Brandbyge køre ekstra, betale ekstra og sorterer ekstra og fra et rationeltøkonomisk synspunkt så er Fru Hansen næsten tvunget til at vælge en leverandør der ikke harfirmalogo på bilen.Problemet opstår i alle kommuner hvor man skal betale pr gang og Nyborg kommune er – stikimod hvad man skulle tro efter eksemplet om Kim Brandbyge - ikke den kommune hvor dekommunale regler er mest fjendtlige mod vores branche. Jeg kunne nævne Haderslev, Assens ogmange andre men jeg vil ikke trætte jer med flere absurde eksempler.Bundlinjen er at vi - en gruppe af Danmarks svageste selvstændige - er pålagt at opkræve en afgiftsom er helt meningsløs for kunderne (de har jo allerede betalt via skattebilletten) og som ikkebliver pålagt den gruppe grå og sorte leverandører som vi i det daglige meget konkret konkurrerermed.Dette bortskaffelsesgebyr er derfor den rene gift for vores virksomheders overlevelse og rent udsagt rokker irriterende i det daglige arbejde. Vi bliver fravalgt af mange kunder på denne detalje iaffaldsbekendtgørelsen og derfor har vi prøvet at ændre det.I første omgang har vi prøvet at ændre det kommunalt og jeg har efterhånden snakket med mangeadministrative og politiske ledere af miljø- og tekniske forvaltninger i sær i Syddanmark. Medresultatet er det samme: en massiv ulyst til at lave undtagelser i et regelsæt som kommunerne iforvejen kæmper med at finde en fair og simpel administration af. Nogle forstår godt voresproblemstilling men man fornemmer også en tydelig ulyst for at rækker os en lillefinger fordi densom bekendt sider fast i hele armen.Vi forstår godt at man ikke kan drive et samfund eller en kommune med millimeter retfærdighed.Pensionisten Fru Larsen fra før betaler jo også det samme for hendes adgang til genbrugspladsen2
som en familiefar med tre børn der bygger om, selvom de ikke belaster genbrugspladsen ligemeget. Men der må også være en kant og en vis rimelighed. Man kan ikke bare rette bager forsmed selvom det er det nemmeste.I mangel på kommunal velvilje har vi derfor forsøgt at hæve problemstillingen op på et lidt højereniveau. Vi har via Anette Wilhelmsen forelagt miljøministeren vores problemstillingen ogministeren svarede til vores store overraskelse i svar af 27 juni 2012 at der ikke er et problem. I detilfælde hvor vi transporterer affald for private skal vi ikke betale gebyr hvis vi altså er tilmeldttransportørregisteret.Miljøministeren sigter til den såkaldte ”affaldstransportørordning” hvor man registrerer sig somaffaldstransportør og herefter kan transporterer affald på vegne af andre. Det koster ca. 2500 kr. ioprettelse og ca. 1200 kr. i årlig afgift.Disse udgifter er stadig urimelige men ligger i et leje som er næste håndterbare. Jeg/vi har derforspurgt flere kommuner om hvordan dette i praksis skal administreres lokalt, men ingen af demmener at kunne administrerer affaldsbekendtgørelsen efter ministerens anvisninger. De svaresimpelthen bare nej. De står fast på at der ikke er lovhjemmel til at lade en servicevirksomhedaflevere affald på vegne af private på genbrugspladen.Selvom vi i juli 2013 har indbragt sagen for statsforvaltningen - og selvfølgelig forsat venter på svar– så mere jeg faktisk at kommunerne har en pointe. Ministerens fortolkning afaffaldsbekendtgørelsen ville løse vores branches problem men juridisk forsøger ministeren atpresse vores gruppe af virksomheder ind i en kategori hvor vi ikke automatisk passer ind. Ogderfor forstår jeg godt at kommunerne med bekendtgørelsen i hånden afviser os pågenbrugspladsen.Vi er altså havnet i et udsigtsløst ingenmandsland mellem stat og kommune og vi søger i dagpolitisk opbakning til komme ud. Vi søger et politisk flertal som vil slå en streg i sandet eller måskebare en smule i bordet og sige ja, - det skal være muligt for de ca. 10.000enkeltmandsvirksomheder der delvist lever af at levere praktisk service til private at benytte delokale genbrugspladser som de privates forlængede arm – altså gebyrfrit.Ja der er praktiske udfordringer ved dette fordi vores branche så at sige placerer sig i mellem deaffaldstransporterende vognmænd og de affaldsproducerende håndværkere men det er ikkeumuligt.Måske er problemet at man i dag arbejder med en juridiske og nærmest filosofiske sondringmellem affaldsproducenten, affaldsindehaveren, affaldsdisponenten og affaldstransportøren somgiver meget meget lidt mening i det virkelige liv. Når jeg fx har samlet kondicyklen har jeg såproduceret papkassen som affald og kan jeg disponere over den eller kan jeg betragte mig selvsom transportør. Eller ejer jeg hækafklippet når jeg har klippet hækken? Disse spørgsmål liggermeget langt fra den virkelighed vi og vores kunder befinder os i.3
I praksis skulle man med fordel skelne mellem service og håndværk. Altså mellem reparation ogvedligehold og ny- og tilbygning.Man kunne låne inspiration fra forsikringsbranchens term ”bonus pater familia”. Altså kommeraffaldet fra en opgave som en almindelig pligtopfyldende familiefar m/k kunne udføre ellerkommer affaldet fra en faglært håndværkeropgave. Dette anerkender også at det handler lidt omstørrelse. Skifter man en dør til 8.000 kr. så betyder det ikke så meget med 150 kr. tilgenbrugspladsen. Men klipper man en hæk til 600 kr. så betyder 150 kr. oven i en hel del.Anerkender man vores problemstilling så er der løsningsmodeller som både give mening for denetværksmedlemmer jeg repræsenterer, for samfundet generelt, for vores branche som helhed ogsom samtidigt tager højde for at affaldsproducerende virksomheder skal betale for deres affald.Hvis nogen ønsker konkrete input står jeg til rådighed.AfslutningMærsk der kommer med vores vare betaler ikke for at komme af med dem, den Danske bank derlåner os pengene til vores vare betaler ikke for at komme af med dem, Bilka der sælger os varernebetaler ikke for at komme af med dem, containervognmanden bruger transportørordningen ogbetaler derfor selvfølgelig heller ikke for at komme af med andre folks affald. Tilbage står at deneneste erhvervsgruppe der betaler for andres affald er den gruppe sårbareenkeltmandsvirksomheder der er den ansvarlige forbrugers oplagte alternativ til sort arbejde.Vi leverer en service som består af almindelig reparation og vedligehold. Det er ofte små opgaverog derfor bliver affaldsgebyret en meget stor procentdel af den samlede regning og afgiften er heltog aldeles uforklarlig overfor den private kunde. Derfor kan vi ikke opkræve afgiften og derforkender kommunen os som små-svindlere der snyder på vægten, køre hjem og tager den private bilfør vi køre på genbrugspladsen, læsser haveaffald af hos en landmand, køre ind på voressygesikringsbevis, får naboen til at aflevere kemiaffald osv. Helt ærligt så er der ikke en enestevirksomhed i vores branche som ikke på en ugentlig basis bøjer loven og små-kriminaliserer sigselv. Men det er ikke fordi vi har dårligere moral end alle andre. Det er fordi vi er enorganisationsløs gruppe som er blevet klemt i affaldsbekendtgørelsens udformning og mast helt ikommunernes praktiske administration.Vi producerer ikke affald vi leverer en service. Hvis miljøudvalgets medlemmer ville overveje athjælpe ministeren og kommunerne med at skabe en plads til os i affaldsbekendtgørelsens hånd ogånd så vil Kim Brandbyge og jeg tage tilbage til Fyn køre Fru Hansens stormnedlagte drivhus pågenbrugspladsen – hvis hun altså ikke allerede har valgt en leverandør der ikke skal køre ekstra,sortere ekstra og betale ekstra. Tak for ordet.
4