PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Miljøudvalget 2013-14
MIU Alm.del Bilag 505
Offentligt

Vandplaner og havmiljø

J.nr. NST-700-00031

Ref. lisew

Den 23. september 2014

UDKAST TIL

Forslag

til

Lov om ændring af lov om råstoffer og lov om kystbeskyttelse

(Ændringer som følge af regeringens konkurrencepolitiske udspil, evaluering af råstofloven og overførelse af kystbeskyttelsesloven til

Miljøministeriet m.v.)

§1

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 657 af 13. juni 2013, som ændret ved § 6 i lov nr. 1631 af 26.

december 2013, § 5 i lov nr. 80 af 28. januar 2014, § 12 i lov nr. 86 af 28. januar 2014 og § 1 i lov nr. 380 af

23. april 2014, foretages følgende ændringer:

Fodnoten

til loven titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om

bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (Habitatdirektivet), EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som

ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, dele

af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår

forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (Miljøansvarsdirektivet), EU-Tidende 2004, nr. L 143, side 56,

som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013, EU-Tidende

2013, nr. L 178, side 66, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009

om beskyttelse af vilde fugle (Fuglebeskyttelsesdirektivet), EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret

senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige

og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), EU-Tidende 2012, nr. L 26, side 1.«

§ 3

indsættes efter »videnskabelige interesser,«: »rekreative interesser,« efter »infrastrukturanlæg,«

indsættes: »herunder energiproducerende anlæg,« og »kystsikkerhed« ændres til: »risiko for oversvømmelse

eller erosion af kysten«.

§ 7

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Indvinding af råstoffer, der er tilladt efter § 16 b, stk. 1, nr. 1, i lov om kystbeskyttelse er ikke

omfattet af stk. 1-3.«

§ 10, stk. 7,

ændres »stk. 1« til:»§ 7, stk. 1,« og efter »bortfalder,« indsættes: »medmindre andet fremgår

af tilladelsens vilkår,«.

§ 16, stk. 6,

affattes således:

»Stk. 6.

Rettidig klage efter 13, stk. 1, 1. pkt., har opsættende virkning, medmindre Natur- og

Miljøklagenævnet bestemmer andet. Rettidig klage efter § 13, stk. 1, 2. pkt., har ikke opsættende virkning,

medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet.«

Overskriften

»Godkendelse af indvindingsmateriel«

efter § 18 ophæves.

§ 20, stk. 1,

indsættes efter »lov«: », jf. dog stk. 6 og § 20 b, stk. 5«.

§ 20, stk. 2, nr. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »betale«: »pr. kubikmeter«.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

§ 20, stk. 2, nr. 1, 2. pkt.,

ophæves og i stedet indsættes: »Såfremt flere ansøgere tilbyder at betale samme

vederlag pr. kubikmeter, meddeles tilladelsen på grundlag af størst budte mængde. Såfremt flere ansøgere

tilbyder at betale samme vederlag pr. kubikmeter for den samme mængde, indkaldes supplerende tilbud fra

disse ansøgere.«

10.

§ 20, stk. 2, nr. 2,

ændres »omfattet af § 22, stk. 1,” til: »til fælles råstofindvinding (fællesområder)«.

11.

§ 20, stk. 2, nr. 3,

affattes således:

»3) Tilladelse med eneret til efterforskning eller indvinding til større opfyldningsopgaver og andre større

anlægsarbejder samt til kystbeskyttelse kan efter ansøgning meddeles til bygherren.«

12.

§ 20, stk. 3,

indsættes efter »tilladelse«: »til indvinding, herunder prøvesugninger og

produktionsforsøg,« og som

2. pkt.

indsættes: »Tilladelse til efterforskning kan kun meddeles i geografisk

afgrænsede områder.«

13.

§ 20

indsættes som

stk. 6 og 7:

»Stk. 6.

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at efterforskning ikke er omfattet af kravet i stk. 1 om

tilladelse til efterforskning af råstoffer. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte, at undersøgelser, der ikke

kræver tilladelse, skal anmeldes, og fastsætte regler om høring af offentligheden, herunder at offentlig høring

kan ske udelukkende digitalt, og om, at resultaterne af undersøgelserne skal indberettes.

Stk. 7.

Miljøministeren kan nedlægge forbud og meddele påbud i forhold til efterforskning, der ikke kræver

tilladelse, jf. stk. 6.«

14.

§ 20 a, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »periode« », og tilladelse til indvinding meddeles desuden til en

begrænset mængde«.

15.

§ 20 a, stk. 1, 3. pkt.,

indsættes efter »nr. 1«: »og 3«.

16.

§ 20 a, stk. 2,

indsættes efter »Tilladelse«: »til indvinding«.

17.

§ 20 a, stk. 5,

affattes således:

»Stk. 5.

Miljøministeren fastsætter nærmere regler om tilladelsesordningen efter § 20, herunder om

1) behandling af ansøgninger og meddelelse af tilladelse efter stk. 1, herunder om høring af offentligheden,

herunder at offentlig høring kan ske udelukkende digitalt, om inddragelse af andre myndigheder og om vilkår

efter § 21, stk. 3,

2) krav til anmodning om afholdelse af auktion over bestemte områder, om offentlig indkaldelse af

ansøgninger efter § 20, stk. 2, nr. 1, herunder om, at indkaldelse kan ske udelukkende ved digital

annoncering, om betingelser for og afholdelse af auktion og overbud samt om kriterier i forbindelse med

auktion,

3) tidsbegrænsning, eneretsperiode og fortrolig behandling af efterforsknings- og undersøgelsesdata, og

4) tilladelse til efterforskning og indvinding i et fællesområde efter § 20, stk. 2, nr. 2, herunder om, i hvilke

områder der kan gives tilladelse til fælles råstofindvinding.«

18.

Efter § 20 a indsættes:

»§

20 b.

Miljøministeren kan på nærmere fastsatte vilkår, jf. § 21, stk. 2, meddele tilladelse til nyttiggørelse

af oprensnings- og uddybningsmaterialer.

Stk. 2.

Ved oprensnings- og uddybningsmaterialer forstås havbundsmateriale, der fremkommer ved

oprensning eller uddybning af havne og sejlrender, eller når der i andre tilfælde er brug for oprensning eller

uddybning på søterritoriet.

Stk. 3.

Det påhviler ansøger til en tilladelse efter stk. 1 at foretage de fornødne undersøgelser og

miljømæssige vurderinger.

Stk. 4.

Tilladelse efter stk. 1 til anvendelse på land forudsætter, at det pågældende materiale ikke skal

1) videreføres nedstrøms på kysten, jf. § 16 b, stk. 1, nr. 1, i lov om kystbeskyttelse,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2) nyttiggøres til kystbeskyttelse, jf. § 16, stk. 1, nr. 1, i lov om kystbeskyttelse, eller

3) nyttiggøres til anvendelser, der er omfattet af § 16 a i lov om kystbeskyttelse eller i øvrigt nyttiggøres på

søterritoriet.

Stk. 5.

Ansøgning om tilladelse til dumpning i henhold til § 26 i lov om beskyttelse af havmiljøet kan, hvis

materialet er egnet til nyttiggørelse, anses som ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse i henhold til stk. 1.

Stk. 6.

Der kræves ikke tilladelse efter stk. 1 i tilfælde, der er omfattet af en tilladelse til videreførelse eller

nyttiggørelse efter § 16 b i lov om kystbeskyttelse.

Stk. 7.

Miljøministeren fastsætter nærmere regler om behandling af ansøgninger og meddelelse af tilladelse

efter stk. 1, herunder om høring af offentligheden, herunder at offentlig høring kan ske udelukkende digitalt,

om inddragelse af andre myndigheder og om vilkår efter § 21, stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler

om kravet i stk. 4, herunder om undtagelser fra kravet.«

19.

§ 21, stk. 1, nr. 2,

udgår: »den råstofgeologiske«.

20.

§ 21, stk. 1, nr. 7,

ændres »indvindingsfartøjets« til: »fartøjets« og efter »m.v.,« indsættes: »og om

egenkontrol i øvrigt«.

21.

§ 21, stk. 2,

indsættes efter »efter § 20 til indvinding«: »eller efter § 20 b til nyttiggørelse«.

22.

§ 21, stk. 2, nr. 1,

indsættes efter »indvindingen«: »eller nyttiggørelsen« og efter »overvågning«: »og

egenkontrol i øvrigt«.

23.

§ 21, stk. 3, 2. og 3. pkt.,

ophæves.

24.

§ 21, stk. 4,

ophæves.

25.

Før § 22 indsættes som overskrift:

»Generelle regler«

26.

§ 22, stk. 1 og 2,

ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 1.

27.

Efter

§ 22, stk. 3,

der bliver stk. 1, indsættes:

»Stk. 2.

Miljøministeren kan ved bekendtgørelse udlægge områder, hvor der ikke kan gives tilladelse til

råstofindvinding, eller hvor adgang til at give tilladelse til råstofindvinding begrænses.

Stk. 3.

Miljøministeren kan fastsætte regler om, hvordan efterforskning og indvinding af råstoffer skal

udføres, herunder om efterforsknings- og indvindingsmetoder, anmeldelse af og krav til efterforsknings- og

indvindingsmateriel, overvågning og egenkontrol i øvrigt samt indberetning.«

28.

§ 22 a, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4.

Der betales ikke vederlag for

1) råstoffer, der benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse fra miljøministeren,

2) råstoffer, der indvindes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 1 eller 3, og som benyttes til

anlægsarbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen vedtaget ved lov,

3) råstoffer, der indvindes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 1 eller 3, og som benyttes til

udbygning eller nyanlæg af veje, broer, jernbaner og diger, og

4) oprensnings- og uddybningsmaterialer, der nyttiggøres, jf. § 20 b.«

29.

§ 22 a, stk. 5,

affattes således:

»Stk. 5.

Ved anmodning om afholdelse af auktion over et område efter § 20, stk. 2, nr. 1, stilles sikkerhed

for et beløb svarende til gennemførelse af efterforskningen af området. Hvis auktionen over et område er

blevet vundet af en anden end den, der har anmodet om afholdelse af auktionen, skal auktionsvinderen stille

tilsvarende sikkerhed før udstedelse af efterforskningstilladelse. Før udstedelse af efterforskningstilladelse

efter § 20, stk. 2, nr. 3, stilles tilsvarende sikkerhed. Kravet om sikkerhedsstillelse bortfalder, når

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

miljøministeren har konstateret, at der foreligger en fyldestgørende efterforskningsrapport. Sikkerhed, der er

stillet ved anmodning om afholdelse af auktion over et område, bortfalder, hvis auktionen er blevet vundet af

en anden, når auktionsvinderen har stillet sikkerhed. Sikkerhedsstillelse bortfalder endvidere, hvis den

pågældende lovligt opgiver området uden at foretage efterforskning. Hvis den, der har anmodet om

afholdelse af auktion eller har vundet en auktion, eller har fået efterforskningstilladelse efter § 20, stk. 2, nr.

3, ikke inden for de fastsatte frister opfylder betingelserne for bortfald af sikkerhedsstillelsen, skal den

pågældende betale et beløb svarende til sikkerhedsstillelsen som bod til Naturstyrelsen for den manglende

efterforskning af området.«

230.

§ 22 a, stk. 6,

indsættes som

2. pkt.:

»Ministeren kan fastsætte nærmere regler om sikkerhedsstillelse

og bod, herunder om størrelsen heraf«.

31.

§ 23, stk. 1,

ændres »at påvirke miljøet i væsentlig grad" til: »at kunne få en væsentlig indvirkning på

miljøet«.

32.

§ 23, stk. 3,

indsættes efter »regler om«: »vurderingen efter stk. 1 og om«.

33.

§ 24, stk. 1,

ændres »§20« til: »§§ 20 eller 20 b« og som

2. pkt.

indsættes: »En tilladelse til indvinding

efter § 20, stk. 2, nr. 2, bortfalder dog, hvis ingen tilladelsesindehaver har indvundet i det pågældende område

i 3 på hinanden følgende år.«

34.

§ 24, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Miljøministeren kan til enhver tid ændre, begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter §§ 20 og 20

b, hvis det er nødvendigt for at beskytte væsentlige miljø-, natur-, kulturarvs- eller fiskerimæssige interesser,

af hensyn til væsentlig risiko for oversvømmelse eller erosion af kysten, af hensyn til væsentlige interesser

for skibsfarten. Ministeren kan endvidere tilbagekalde en tilladelse efter §§ 20 og 20 b i tilfælde af grov eller

gentagen overtrædelse af vilkår eller af lovgivningen i øvrigt.«

35.

§ 26, stk. 2, 2. pkt.,

ophæves.

36.

§ 26, stk. 2,

indsættes efter »§§ 20,«: »20 b«.

37.

§ 26, stk. 3, 1. pkt.,

ændres »§ 20« til: »§ 20 b«.

38.

§ 26, stk. 3, 2. pkt.

ændres »vilkår, som er fastsat i regler udstedt i medfør af § 22, stk. 1« til: »samme

vilkår som en allerede meddelt tilladelse, bortset fra vilkår om vederlag.«

39.

§ 26 a, stk. 1, nr. 9,

affattes således:

»9) Danske Råstoffer,«

340.

§ 26, stk. 6,

indsættes som

2. pkt.:

»Klage over forbud og påbud efter § 20, stk. 7, har dog ikke opsættende virkning for den påklagede

afgørelse, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet.«

341.

Tre steder i

§ 28

ændres »By- og Landskabsstyrelsen« til: »Naturstyrelsen«.

42.

Efter § 32 indsættes:

»§ 32 a.

Den, der er ansvarlig for efterforskning efter eller indvinding af råstoffer eller for nyttiggørelse af

oprensnings- og uddybningsmaterialer skal efter anmodning fra regionsrådet eller miljøministeren give alle

oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af

efterforskningens, indvindingens eller nyttiggørelsens indvirkning på miljøet eller andre af de forhold, der er

nævnt i § 3, for eventuelle afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger og for andre forhold, der er

reguleret i loven eller regler udstedt i medfør af loven. Oplysninger skal også gives efter anmodning fra andre

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

myndigheder, der har fået tillagt opgaver eller beføjelser efter loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Myndighederne nævnt i 1. og 2. pkt. kan herunder påbyde den pågældende for egen regning

1) at foretage prøveudtagning, analyser og målinger af råstoffer, der indvindes eller nyttiggøres og af stoffer,

der udsendes til omgivelserne, samt af støj og rystelser,

2) at foretage prøveudtagning og analyser af materialer og produkter, der anvendes eller behandles, samt af

eventuelle affaldsstoffer,

3) at klarlægge årsagerne til eller virkningerne af en stedfunden indvinding eller forurening og

4) at klarlægge, hvordan følgerne af indvindingen, nyttiggørelsen eller forureningen afhjælpes eller

forebygges.

Stk. 2.

Tilsynsmyndigheden kan revidere vilkårene i en tilladelse for at forbedre tilladelsesindehaverens

egenkontrol eller opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn.

§ 32 b.

I tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter finder anvendelse, kan regionsrådet eller miljøministeren udføre nødvendige undersøgelser

for den ansvarliges regning til belysning af forhold, som denne ellers er eller kunne være pålagt at afgive

oplysninger om.

§ 32 c.

I tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter finder anvendelse, eller hvor det af håndhævelsesmæssige eller miljømæssige årsager i

øvrigt skønnes nødvendigt, kan regionsrådet eller miljøministeren for en afgrænset periode træffe beslutning

om at udføre den kontrol, som en virksomhed ellers skulle udføre som egenkontrol, for virksomhedens

regning. I afgørelsen om at overtage egenkontrollen kan myndigheden fastsætte de krav, der er nødvendige

for myndighedens gennemførelse af kontrollen.«

43.

§ 34, stk. 1, 3. pkt.,

ophæves.

44.

Efter § 36 indsættes før overskriften før § 37:

»Kommunikation

§ 36 a.

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra miljøministeren,

regionsrådet og øvrige myndigheder, som har fået tillagt beføjelser i medfør af § 38, om forhold, som er

omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2.

Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af

bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og digital signatur.

Stk. 3.

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for

meddelelsen.

§ 36 b.

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at miljøministeren, regionsrådet og øvrige myndigheder,

som har fået tillagt beføjelser i medfør af § 38, kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov

eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde

gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har

udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og

dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2.

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er

truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af

miljøministeren, regionsrådet og øvrige myndigheder, som har fået tillagt beføjelser i medfør af § 38, som

afsender.

§ 36 c.

Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er

udstedt af andre end de i § 36 b nævnte myndigheder, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved

anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2.

Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2.

Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder

bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.«

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

45.

§ 44, stk. 1, nr. 3,

indsættes efter »§ 9, stk. 2,«: »§ 20, stk. 6, § 24, stk. 2,«.

46.

§ 44, stk. 1, nr. 4,

ændres »§ 32, stk. 4, eller« til: »§ 32, stk. 4,«.

47.

§ 44, stk. 1,

indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) undlader at meddele oplysninger eller afgive prøver efter § 32 a, stk. 1, eller«

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.

48.

§ 44, stk. 2 og 3,

ændres »1 år« til: »2 år«.

§2

I lov om kystbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 267 af 11. marts 2009, foretages følgende ændringer:

Overalt i loven ændres »transportministeren« til: »miljøministeren« og »Transportministeren« til:

»Miljøministeren«.

§ 16, stk. 3,

ophæves.

§ 16 b

ophæves.

Efter § 16 a indsættes:

»§ 16 b.

På søterritoriet samt på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes

sammenhængende landvegetation, kan der efter tilladelse fra miljøministeren foretages

1)videreførelse nedstrøms på kysten af sediment, som er ophobet som følge af et fast anlæg, en sejlrende, et

havnebassin el. lign. (by-pass), eller

2)nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer, jf. § 20 b, stk. 2, i lov om råstoffer, i form af

kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse efter § 16, stk. 1, nr. 1, eller etablering af anlæg eller opfyldning i

henhold til en tilladelse efter § 16 a, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Stk. 2.

Miljøministeren kan stille vilkår for tilladelser udstedt i medfør af stk. 1.

Stk. 3.

Tilladelse efter stk. 1, nr. 2, til nyttiggørelse kan afslås, hvis det vurderes, at de pågældende

sedimenter for at undgå en negativ virkning på kysten, bør videreføres som omhandlet i stk. 1, nr. 1.

Ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse i henhold til stk. 1, nr. 2, kan i så fald anses som ansøgning om

tilladelse til videreførelse i henhold til stk. 1, nr. 1.

Stk. 4.

Ansøgning om tilladelse til dumpning i henhold til § 26 i lov om beskyttelse af havmiljøet eller om

nyttiggørelse i henhold til § 20 b i lov om råstoffer kan anses som ansøgning om tilladelse til videreførelse

eller nyttiggørelse i henhold til stk. 1.

Stk. 5.

Miljøministeren fastsætter nærmere regler om krav til ansøgning om tilladelse efter stk. 1, herunder

om hvilke oplysninger ansøgeren skal tilvejebringe, og om at ansøgning skal gives digitalt, herunder om

anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og digital signatur. Ministeren

fastsætter nærmere regler om behandling af ansøgninger og meddelelse af tilladelse efter stk. 1, herunder om

høring af offentligheden, herunder at offentlig høring kan ske udelukkende digitalt, om inddragelse af andre

myndigheder og om behandlingen af sagerne i øvrigt.

Stk. 6.

Miljøministeren kan fastsætte regler om, at den, der foretager videreførelse eller nyttiggørelse, skal

give oplysninger herom, blandt andet om beliggenhed, art og mængde af de sedimenter, der videreføres eller

nyttiggøres, om anvendelsen heraf, og om at oplysningerne skal gives digitalt, herunder om anvendelse af

bestemte it-systemer, særlige digitale formater, skemaer og digital signatur.

§ 16 c.

Ansøgninger om tilladelser og afgørelser efter § 16, stk. 1, § 16 a og § 16 b skal skriftligt meddeles

ejere af naboejendomme. Ansøgningerne og afgørelserne skal offentliggøres ved meddelelse i stedlige blade

eller på Kystdirektoratets hjemmeside, hvis de er af væsentlig betydning eller har almindelig offentlig

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

interesse. Offentliggørelsen skal ske samtidigt med, at ansøgningen sendes i høring og tilladelsen meddeles

ansøgeren.

Stk. 2.

Vilkår for tilladelse efter § 16, stk. 1, og § 16 a kan tinglyses på ejendommen for ejerens regning.«

§ 17, stk. 1, 2. pkt.,

ophæves.

§ 18

affattes således:

»§ 18.

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet som

sammensat efter § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Kommunalbestyrelsens afgørelser

efter § 2, stk. 2, kan dog kun påklages for så vidt angår retlige spørgsmål.

Stk. 2.

Afgørelser efter §§ 16, 16 a og 16 b, der er truffet af miljøministeren eller efter bemyndigelse fra

miljøministeren, jf. § 19, stk. 1, kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet som sammensat efter § 5, stk. 1,

nr. 2, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet for så vidt angår retlige forhold.

Stk. 3.

Miljøministeren kan fastsætte regler om klage over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen eller

miljøministeren efter regler udstedt i medfør af loven. Miljøministeren kan herunder bestemme, at sådanne

afgørelser kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, eller at sådanne afgørelser ikke kan påklages til

anden administrativ myndighed.«

Efter § 18 indsættes:

»§ 18 a.

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven kan påklages af den, afgørelsen er rettet til, og af

enhver der har en væsentlig individuel interesse i sagen samt af Danmarks Naturfredningsforening,

Friluftsrådet, Grundejernes Landsorganisation og Fritidshusejernes Landsforening. Miljøministeren kan

fastsætte regler om, at andre lignende interesseorganisationer tillige kan påklage disse afgørelser.

Stk. 2.

Miljøministerens afgørelser efter lovens §§ 16, 16 a og 16 b kan påklages af afgørelsens adressat og

enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagen, samt af landsdækkende foreninger og

organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur- og miljø eller varetagelse af væsentlige

brugerinteresser inden for arealanvendelsen, på betingelse af:

1) at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og

2) at foreningen eller organisationen kan dokumentere, at den repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Stk. 3.

Fristen for at klage efter stk. 1 og 2 er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt den pågældende eller

offentliggjort.

Stk. 4.

Klage til Natur- og Miljøklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen,

ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 18 b, stk. 2-4, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet.

Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En

klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde

afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen

til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse,

de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens

bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.

Stk. 5.

Når myndigheden videresender klagen til Natur- og Miljøklagenævnet, sender den samtidig en kopi

af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Natur- og

Miljøklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.

Stk. 6.

Myndigheden skal straks underrette Natur- og Miljøklagenævnet, hvis den, efter at klagen er

videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger

af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Natur- og Miljøklagenævnet kan sætte behandlingen af

sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af

forhandlingerne, når de er afsluttet.

Stk. 7.

Myndighedens videresendelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med

Natur- og Miljøklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor

klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Natur- og Miljøklagenævnet har

truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Stk. 8.

Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende

klagen til Natur- og Miljøklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 4, 4. og 5. pkt., og stk. 5 ikke

anvendelse.

Stk. 9.

Rettidig klage har opsættende virkning. Dog kan den myndighed, der har truffet afgørelsen,

bestemme, at uopsættelige reparations- og afværgeforanstaltninger skal iværksættes uanset rettidig klage.

Stk. 10.

En afgørelse i henhold til § 6 kan ikke indbringes for domstolene, før afgørelsen har været prøvet i

henhold til stk. 1.«

§ 20, stk. 1,

indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) overtræder § 16 b,«

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 4 og 5.

§ 20, stk. 1, nr. 3,

der bliver nr. 4, ændres »og § 16 a« til: », § 16 a og § 16 b«.

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2015, jf. dog stk. 2

Stk. 2.

Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 2, nr. 6 og 7.

§4

Stk. 1.

Verserende sager om nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmateriale færdigbehandles efter de

hidtil gældende regler. Klage over afgørelser truffet efter de hidtil gældende regler behandles ligeledes efter

de hidtil gældende regler.

Stk. 2.

Regler udstedt i medfør af § 22, stk. 1, som affattet før denne lovs ikrafttræden, opretholdes, indtil de

afløses af regler udstedt i medfør af § 20 a, stk. 5, og tilladelser udstedt i medfør af § 20, stk. 2, nr. 2.

Tilladelser udstedt i medfør af § 20, stk. 2, nr. 2, før denne lovs ikrafttræden, opretholdes, indtil de afløses af

nye tilladelser. Tilladelser, der udstedes i medfør af § 20, stk. 2, nr. 2, og som erstatter tilsvarende tilladelser

udstedt i medfør af de hidtil gældende regler, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3.

§ 2, nr. 6 og 7, finder også anvendelse på verserende sager, hvor klage er indgivet, før

bestemmelserne er trådt i kraft, jf. § 3, stk. 2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Lovforslagets baggrund

2.1. Auktionsordningen for indvinding på havet

2.2. Ændring af reglerne om fritagelse for vederlagsbetaling for indvinding på havet

2.3. Nyttiggørelse af havbundsmaterialer og videreførelse af sediment (by-pass)

Hovedpunkter i lovforslaget

3.1. Auktionsordningen for indvinding på havet

3.1.1. Gældende ret

3.1.2. Lovforslaget

3.2. Fællesområder for indvinding på havet

3.2.1. Gældende ret

3.2.2. Lovforslaget

3.3. Ændring af reglerne om fritagelse for vederlagsbetaling for indvinding på havet

3.3.1. Gældende ret

3.3.2. Lovforslaget

3.4. Nyttiggørelse af havbundsmaterialer og videreførelse af sediment (by-pass)

3.4.1. Gældende ret

3.4.2. Lovforslaget

3.5. Ændring af reglerne for klage over råstofplanerne på land

3.5.1. Gældende ret

3.5.2. Lovforslaget

3.6. Andre ændringer i råstofloven

3.6.1. Gældende ret

3.6.2. Lovforslaget

3.7. Andre ændringer i kystbeskyttelsesloven

3.7.1. Gældende ret

3.7.2. Lovforslaget

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Administrative konsekvenser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer

Sammenfattende skema

10.

1. Indledning

Lovforslaget vedrører hovedsagelig reglerne i lov om råstoffer (herefter råstofloven) for

indvinding af råstoffer på havet. De foreslåede ændringer omfatter primært

auktionsordningen, reglerne om fritagelse for vederlagsbetaling for indvinding på havet og

områder til fælles råstofindvinding (fællesområder). Der foreslås ændringer af råstofloven

og lov om kystbeskyttelse (herefter kystbeskyttelsesloven) for så vidt angår regler om

nyttiggørelse af havbundsmateriale fra oprensning og uddybning og indførelse af regler om

flytning af havbundssediment ved menneskeskabte anlæg og sejlrender. Der foreslås også

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

regler om beskyttede områder på søterritoriet, hvor der ikke kan gives tilladelse til

råstofindvinding eller muligheden for at give tilladelse begrænses. Der foreslås endvidere

justering af råstoflovens regler vedrørende opsættende virkning af klage over råstofplaner

på land, og kystbeskyttelsesloven forslås ændret som opfølgning på overførelsen af loven

til miljøministerens ressort.

2. Lovforslagets baggrund

Råstoflovens regler om indvinding på havet blev ændret ved lov nr. 515 af 12. juni 2009,

som trådte i kraft den 1. januar 2010. Ændringen havde bl.a. det formål at sikre en fri og

dermed større konkurrence mellem virksomheder, der indvinder råstoffer på havet. Der

blev bl.a. indført auktionsområder med eneret, og områder til fælles råstofindvinding

(fællesområder), hvor alle kan få tilladelse til indvinding. Bygherrer kan endvidere få

tilladelse i særlige bygherreområder, og der kan gives tilladelse til nyttiggørelse af oprenset

havbundsmateriale. Der blev desuden indført regler om vederlag til staten.

Der har vist sig behov for at justere det system, der blev indført i 2009, idet der ikke er

opnået den tilsigtede konkurrence, og idet auktionsordningen har vist sig ikke at være så

interessant for små og mellemstore indvindingsvirksomheder, jf. nedenfor afsnit 2.1. Der

er herudover identificeret en række regler vedrørende indvinding på havet, som bør

justeres, bl.a. vedrørende vederlagsfritagelse, jf. nedenfor afsnit 2.2.

Derudover har der vist sig behov for justering af reglerne om nyttiggørelse m.v. af

havbundmaterialer, jf. nedenfor afsnit 2.3.

Det foreslås endvidere at præcisere reglerne om ændring og tilbagekaldelse af tilladelser til

råstofindvinding på havet.

Det vurderes også hensigtsmæssigt at skabe bedre muligheder for at føre tilsyn med

råstofindvinding med henblik på at kunne kontrollere og håndhæve reglerne mere effektivt.

Der foreslås derfor bl.a. indsat en regel om oplysningspligt for de virksomheder, der

indvinder råstoffer, som svarer til reglerne i andre love på miljøområdet, f.eks.

miljøbeskyttelsesloven. Desuden foreslås strafferammen i loven hævet, så den bliver

ensrettet med andre virksomhedsregulerende miljølove, f.eks. miljøbeskyttelsesloven.

For at sikre mulighederne for yderligere digitalisering af sagsbehandlingen foreslås

endvidere opdaterede bestemmelser om digital kommunikation.

Det foreslås herudover at ændre råstoflovens regel om klage vedrørende råstofplanlægning

på land, således at klage over råstofplanerne som udgangspunkt ikke har opsættende

virkning for planen, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet beslutter andet.

Det foreslås endelig, at klageadgangen i kystbeskyttelsesloven ændres, så de afgørelser, der

i dag kan påklages til miljøministeren, fremover kan påklages til Natur- og

Miljøklagenævnet. Endvidere foreslås en række konsekvensrettelser som følge af

ressortomlægningen af kystbeskyttelsesområdet fra Transportministeriet til

Miljøministeriet.

2.1. Auktionsordningen for indvinding på havet

En evaluering af råstofloven fra februar 2012 pegede på, at auktionssystemet foreløbig

ikke havde bidraget til at fremme konkurrencen, og at auktionerne var mest interessante for

større virksomheder. Evalueringen er sendt til Folketingets miljøudvalg og kan desuden

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

findes på Naturstyrelsens hjemmeside www.nst.dk. I regeringens konkurrencepolitiske

udspil, som Erhvervs- og Vækstministeriet offentliggjorde i oktober 2012, fremgår det, at

regeringen vil skabe bedre muligheder for, at eksisterende små og mellemstore

indvindingsvirksomheder samt nye aktører kan konkurrere med de store

indvindingsvirksomheder. En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Naturstyrelsen og

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i oktober 2013 kommet med en rapport

"Forbedrede konkurrenceforhold ved råstofindvinding på havet". Rapporten indeholder

anbefalinger om ændringer af auktionssystemet, som nødvendiggør lovændringer.

Rapporten kan findes på Naturstyrelsen hjemmeside www.nst.dk.

Arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende auktionssystemet indebærer en række ændringer

af reglerne, som skal forbedre konkurrencen, bl.a. ved at gøre det mere attraktivt at byde,

særlig for små og mellemstore virksomheder, men også for større virksomheder, og ved at

skabe større gennemsigtighed i auktionssystemet. Forslagene vedrører bl.a., hvordan

områder indmeldes til auktion, enerettens længde, tilgængelighed af

undersøgelsesresultater og minimumsvederlag. På baggrund af arbejdsgruppens

anbefalinger og drøftelser med råstofbranchen foreslås en række ændringer af

auktionsordningen.

Der foreslås ikke ændringer i selve vederlagssatserne. Dette skyldes, at vederlagssystemet

først er blevet fuldt gennemført fra 2014, da overgangsregler i lovændringen fra 2009 har

betydet, at der har været betydelige områder, hvor en række firmaer har kunnet indvinde

vederlagsfrit til og med 2013. Det vurderes derfor, at det er for tidligt at vurdere, om

vederlagsstrukturen og vederlagssatserne er passende.

Ordningen for indvinding i områder til fælles råstofindvinding (fællesområder) foreslås

justeret, men ikke grundlæggende ændret. Der foreslås heller ikke indførelse af en egentlig

planlægning af råstofindvinding på havet, da overvejelser herom bør afvente arbejdet med

at gennemføre det kommende direktiv om maritim fysisk planlægning.

2.2. Ændring af reglerne om fritagelse for vederlagsbetaling for indvinding på havet

Bygherrer til anlægsarbejder på havet, som er vedtaget ved lov, har efter de gældende

regler ret til vederlagsfri indvinding. Disse bygherrer kan få udlagt særlige

bygherreområder, men de kan også vælge at indvinde i fællesområder uden vederlag. Det

er i konflikt med lovens incitamentsstruktur, idet virksomheder, der bekoster den

efterforskning og miljøvurdering, der ligger til grund for udlægningen af et fællesområde,

herved risikerer ikke at kunne forrente denne investering. Det foreslås derfor, at

vederlagsfritagelsen for bygherrer til anlægsarbejder på havet vedtaget ved lov ikke skal

gælde i fællesområder.

2.3. Nyttiggørelse af havbundsmaterialer og videreførelse af sediment (by-pass)

Havbundsmateriale, der stammer fra oprensning af sejlrender eller uddybninger på havet

kan nyttiggøres til f.eks. kystbeskyttelse eller bruges i forbindelse med etablering af anlæg

på søterritoriet. Tilladelse til nyttiggørelse af havbundsmaterialer skal i en del tilfælde

behandles efter flere forskellige regelsæt, herunder råstofloven og kystbeskyttelsesloven.

Råstoflovens regler for nyttiggørelse er på visse punkter uhensigtsmæssigt afgrænset,

hvilket indebærer, at der ikke kan gives tilladelse til nyttiggørelse i alle tilfælde, hvor det

ville være relevant. Der er et særligt tæt samspil mellem reglerne i råstofloven om

nyttiggørelse og kystbeskyttelsesloven, og derfor foreslås reglerne ændret, så de bliver

mere fleksible, og således at sagsbehandlingen forenkles.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Menneskeskabte anlæg på søterritoriet, f.eks. en mole, medfører ofte, at der ophobes

materiale på den ene side af anlægget, mens materialet kommer til at mangle på den anden

side, hvor der så sker nedbrydning af kysten. Tilsvarende tilfælde kan opstå ved sejlrender,

hvor materialet kan blive fanget i sejlrenden. Der er i dag ikke hjemmel til at tillade, at det

materiale, der ophobes, videreføres nedstrøms på kysten ved at blive flyttet til den anden

side af anlægget eller sejlrenden (by-pass), og der foreslås derfor indført en sådan

hjemmel. Da der vil være tale om flytning af sediment, der er aflejret på mindre end 6 m

dybde, hvor der efter råstofloven som udgangspunkt ikke må ske råstofindvinding, er der

lagt vægt på at afgrænse denne mulighed snævert.

En stor del af det havbundsmateriale, som stammer fra oprensninger og uddybninger,

dumpes (klappes) på havet. I det omfang materialet er egnet, vil det være mere

hensigtsmæssigt, at det videreføres nedstrøms på kysten (by-pass) eller nyttiggøres til

f.eks. kystfodring eller som fyldmaterialer. Derfor forslås der indført et hierarki for

anvendelse af sediment, således at by-pass og nyttiggørelse på havet (f.eks.

kystbeskyttelse) skal gå forud for anvendelse på land, som ligeledes går forud for

dumpning på havet. Hvis der ikke er andre muligheder, kan materialerne deponeres på

land.

3. Hovedpunkter i lovforslaget

3.1. Auktionsordningen for indvinding på havet

3.1.1. Gældende ret

Den gældende auktionsordning er reguleret i råstoflovens kapitel 4, særlig § 20, stk. 2, nr.

1, og § 22 a, stk. 1 og 5, samt i bekendtgørelse nr. 60 af 19. januar 2012 om auktion over

områder til råstofindvinding fra havbunden (auktionsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse

nr. 59 af 19. januar 2012 om vederlag for indvinding af råstoffer fra havbunden

(vederlagsbekendtgørelsen).

Hovedtrækkene i ordningen er følgende:



To gange årligt annoncerer Naturstyrelsen efter interessetilkendegivelser om

udlægning af indvindingsområder med henblik på auktion.



Ved interessetilkendegivelsen indmelder virksomheder et helt farvandsområde,

f.eks. Skagerrak, til auktion, som herefter udbydes opdelt i mindre felter af

Naturstyrelsen.



Auktionen vindes af den, der byder det højeste vederlag, dvs. den højeste pris pr.

ganget med den tilbudte mængde pr. år.



Der skal (som ved andre typer af tilladelser) foretages en efterforskning bestående

af en råstofgeologisk efterforskning og en miljøundersøgelse og miljøvurdering af

området, før der kan gives indvindingstilladelse.



Der skal stilles sikkerhed for udførelsen af efterforskningen ved udstedelse af

efterforskningstilladelse.



Geologiske data fra efterforskningen er fortrolige i eneretsperioden.



Eneret til indvinding gives normalt for 5 år.



Den del af et auktioneret felt, som auktionsvinderen har efterforsket, men valgt ikke

at søge indvindingstilladelse i, og et udlagt indvindingsområde, hvor eneretten er

udløbet, kan søges udlagt som fællesområde.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files



Der betales et arealvederlag på 25.000 kr. pr. km

pr. år (beløbet pristalsreguleres

og er i 2014 på 26.520 kr.). Derudover betales et produktionsvederlag på den budte

pris pr. m

for den mængde, der indvindes, dog mindst 50 % af den årlige

indvindingsmængde fastsat i tilladelsen. En mængde, der er betalt for i et år, uden

at den er indvundet, kan indvindes vederlagsfrit i efterfølgende år (modregning).



Tilladelsesindehaveren kan frasige sig tilladelsen og eneretten inden

eneretsperiodens ophør og skal herefter ikke betale vederlag, men kan ikke

begrænse indvindingsområdet eller den tilladte mængde i tilladelsesperioden, hvis

det viser sig, at det ikke er rentabelt at indvinde i hele området, eller der ikke er

afsætning for hele den tilladte mængde.

3.1.2. Lovforslaget

Evalueringen af råstofloven i februar 2012 pegede på, at auktionssystemet foreløbig ikke

havde bidraget til at fremme konkurrencen, og at auktionerne var mest interessante for

større virksomheder. I regeringens konkurrencepolitiske udspil, som Erhvervs- og

Vækstministeriet offentliggjorde i oktober 2012 fremgår det, at regeringen vil skabe bedre

muligheder for eksisterende små og mellemstore indvindingsvirksomheder samt nye

aktører, så de kan konkurrere med de store indvindingsvirksomheder.

I årene 2010-2013 har der været afholdt auktioner to gange årligt, i alt otte gange. Der er

afgivet bud ved syv auktioner. Der er indkommet mellem et og ni bud ved hver auktion.

Det er sjældent, at der er flere, der har budt på samme felt. Der er p.t. givet

indvindingstilladelse i ti auktionsområder, og der er yderligere syv auktionsområder under

sagsbehandling. Der er i perioden 2010-2013 givet samlet 28 bud med et gennemsnitligt

bud på ca. 175.000 m

pr. år. Ikke alle bud ender i en indvindingstilladelse. Buddene ved

auktionerne har stort set ligget på den mindste tilladte kubikmeterpris på 2,50 kr. pr. m

(beløbet pristalsreguleres og er i 2014 på 2,65 kr.). Den gennemsnitlige budpris har været

kr. 2,58 kr. pr. m

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Naturstyrelsen og Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen er i oktober 2013 kommet med anbefalinger om ændringer af

auktionssystemet, som nødvendiggør ændringer af råstoflovens regler om indvinding på

havet og tilhørende bekendtgørelser.

På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger og efterfølgende drøftelser med branchen

foreslås en række ændringer vedrørende auktionssystemet, som skal forbedre

konkurrencen, bl.a. ved at skabe større gennemsigtighed i auktionssystemet og ved at gøre

det mere attraktivt at byde, særligt for små og mellemstore virksomheder, men også for

større virksomheder. De væsentligste ændringer omfatter:



Indvindere skal indmelde et konkret, mindre område til auktion for at opnå større

åbenhed om, hvad der bydes på.



Afgrænsningen af det område, der sættes på auktion, foretages af den, der

indmelder det. Indvinderen kan afgrænse feltet, så det kun omfatter arealer, hvor

vedkommende ønsker at efterforske efter råstoffer, og tvinges dermed ikke til at

skulle efterforske (del)områder, som de på forhånd ved, ikke er interessante for

dem, som tilfældet er med de felter, som Naturstyrelsen afgrænser.



Indvindere er forpligtet til at byde på de områder, som de har meldt ind, og, hvis de

vinder, foretage efterforskning, og de skal derfor stille sikkerhed allerede ved

interessetilkendegivelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files



Lettere adgang for alle virksomheder ved at auktionerne vindes af den, der byder

højeste pris pr. m

, og ikke som nu af højeste pris pr. m

ganget med den tilbudte

mængde, medmindre der er flere, der byder den samme pris pr. m



Data fra efterforskningen gøres offentligt tilgængelige, efter at auktionsvinderen

har fået indvindingstilladelse eller valgt at indstille aktiviteter i området og ikke

som nu, når eneretten er udløbet. Det betyder en bedre udnyttelse af data, idet de

efterfølgende kan anvendes af andre virksomheder.



Auktionsvinderen får mulighed for at få eneret til indvinding i 10 år mod i dag 5 år,

og dermed bedre mulighed for at forrente sin investering i efterforskning og

miljøundersøgelser.



Der kan ske genauktion (sekundær auktion) med en eneret på 5 år. Dette gælder

både den del af et auktioneret område, som auktionsvinderen har efterforsket, men

valgt ikke at søge indvindingstilladelse i, og et udlagt indvindingsområde, hvor

eneretten er udløbet. Sådanne områder vil også som hidtil kunne udlægges som

fællesområder. Tilsvarende vil gælde i forhold til et tidligere bygherreområde.



For at gøre ordningen mere fleksibel præciseres det, at der ikke i alle tilfælde skal

fastsættes et loft for årlig indvinding. Der vil dog kun kunne gives

indvindingstilladelse uden et årligt loft, hvis den konkrete miljøvurdering viser, at

det er miljømæssigt acceptabelt. Hvis der fastsættes et årligt loft, skal det ske på

baggrund af miljøvurderingen.



Det nuværende årlige minimums-produktionsvederlag på 50 % af den budte/tilladte

årlige mængde nedsættes til 30 % af den gennemsnitlige tilladte årlige mængde

(samlet tilladt mængde divideret med eneretsperioden)



En virksomhed, der har fået indvindingstilladelse, får mulighed for at begrænse

indvindingsområdet (og dermed arealvederlaget) efter det første år, hvis det har vist

sig, at en del af arealet alligevel ikke indeholder de ønskede råstoffer, eller disse

ikke kan indvindes rentabelt.

Visse af disse ændringer indføres med de ændringer af råstofloven, der er indeholdt i dette

lovforslag, mens andre vil blive gennemført ved ændringer af de bekendtgørelser, der er

udstedt i medfør af loven.

Der foreslås ikke ændringer i selve vederlagssatserne.

Den foreslåede auktions- og tilladelsesordning vurderes ikke at være omfattet af lov om

miljøvurdering af planer og programmer.

3.2. Fællesområder for indvinding på havet

3.2.1. Gældende ret

Den gældende ordning med fællesområder for indvinding er reguleret i råstoflovens kapitel

4, særlig § 20, stk. 2, nr. 2, § 22, stk. 1 og 2 og § 22 a, stk. 2, samt bekendtgørelse nr. 1298

af 12. december 2013 om udlægning af områder for fælles indvinding af råstoffer fra

havbunden (fællesområdebekendtgørelsen) og vederlagsbekendtgørelsen.

Hovedtrækkene i ordningen er følgende:



Fællesområder udlægges ved bekendtgørelse.



De oprindelige fællesområder, der blev udlagt pr. 1. januar 2010, var baseret på

eksisterende indvindingsområder og tilladelser. Det samme gælder en række

fællesområder, der blev udlagt pr. 1. januar 2014, som omfattede en række

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files



områder, hvor der var givet kortvarige tilladelser uden vederlag efter en

overgangsregel i § 2, stk. 4, i lov nr. 515 af 12. juni 2009.

Udlægning af nye fællesområder kan i øvrigt ske efter ansøgning. Når

Naturstyrelsen har modtaget en ansøgning, har styrelsen normalt sat en frist for

indsendelse af ansøgninger vedrørende andre områder, som ønskes behandlet

parallelt med den først modtagne. Miljøministeren (Naturstyrelsen) træffer

afgørelse om vilkårene for udlægning. Afgørelserne indarbejdes efter udløb af

klagefristen i fællesområdebekendtgørelsen.

Der kan søges om udlægning af nye fællesområder i de tidligere overgangsområder

og i den del af et auktioneret felt, som auktionsvinderen har efterforsket, men valgt

ikke at søge indvindingstilladelse i, og et indvindingsområde udlagt efter auktion,

hvor eneretten er udløbet.

Ansøgning om udlægning af nye fællesområder eller en yderligere mængde i et

eksisterende fællesområde kræver efterforskning, herunder miljøundersøgelser, og

miljøvurdering.

Enhver kan få tilladelse til indvinding i et fællesområde inden for den mængde,

som er udlagt ved bekendtgørelsen.

Vederlaget i fællesområder er 8 kr. pr. m

(beløbet indeksreguleres, og er i 2014 på

8,49 kr.). Såfremt indvinderen har afholdt udgiften til efterforskning og

miljøvurdering i det pågældende område, betales dog kun 6 kr. pr. m

(beløbet

indeksreguleres, og er i 2014 på 6,36 kr.).

3.2.2. Lovforslaget

Der foreslås ikke grundlæggende indholdsmæssige ændringer i ordningen med

fællesområder, men det har vist sig, at udlægning af områder og mængder ved

bekendtgørelse er en omstændelig procedure. For at forenkle og forkorte sagsbehandlingen

foreslås det, at fællesområder fremover ikke skal udlægges ved bekendtgørelse, men alene

ved tilladelser. Disse tilladelser vil som andre tilladelser skulle tidsbegrænses, som

hovedregel til 10 år.

Den foreslåede tilladelsesordning for fællesområder vurderes ikke at være omfattet af lov

om miljøvurdering af planer og programmer.

Desuden er det hensigten, at tidligere bygherreområder også skal kunne søges udlagt som

fællesområder.

I forbindelse med, at udlægningen af fællesområder ved bekendtgørelse bliver ophævet,

skal der udstedes nye tilladelser også i de nuværende fællesområder. I den forbindelse vil

tilladelserne blive rettet til efter de nye regler, således at de bl.a. tidsbegrænses, som

udgangspunkt til 10 år.

Det forventes, at der ved en ændring af fællesområdebekendtgørelsen primo 2015 vil blive

indført et loft for den årlige indvindingsmængde i en række fællesområder, ud over den

samlede tilladte mængde, som er fastsat i bekendtgørelsen i dag. Et loft vil blive overvejet

for hvert af de oprindelige fællesområder, som blev udlagt pr. 1. januar 2010 som en

videreførelse af de tidligere konverteringsområder, hvor mængden ikke senere er blevet

udvidet på baggrund af en ny miljøundersøgelse.

Når der fremover gives nye tilladelser, vil det afhænge af resultatet af miljøvurderingen af

området, om der kan gives tilladelse til indvinding uden et loft for den årlige indvinding.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der vil kun blive givet tilladelse uden et årligt loft, hvis den konkrete miljøundersøgelse

viser, at dette er miljømæssigt acceptabelt.

For at sikre, at de tilladte mængder ikke overskrides, forventes det, at reglerne om

indberetning af indvundne mængder bliver skærpet ved ovennævnte ændring af

fællesområdebekendtgørelsen, for de situationer, hvor mængden i et område er ved at være

opbrugt. Hvis det senere vurderes hensigtsmæssigt, vil der være mulighed for at indføre

regler om fordeling af den sidste del af en tilladt mængde mellem de indvindere, der har

tilladelse i området.

3.3. Ændring af reglerne om fritagelse for vederlagsbetaling for indvinding på havet

3.3.1. Gældende ret

Ifølge råstoflovens § 22 a, stk. 1-3 skal der betales vederlag til staten for indvinding af

råstoffer på havet. Dette gælder som udgangspunkt, hvad enten råstofferne indvindes i et

auktionsområde, et fællesområde eller et bygherreområde.

Råstofloven indeholder dog i § 21, stk. 3 og 4, og § 22 a, stk. 4, regler om, at visse typer af

råstofindvinding er vederlagsfri.

Indvinding til kystbeskyttelse og til anlægsarbejder på havet, som er vedtaget ved lov, er

vederlagsfri, uanset i hvilken type indvindingsområde råstofferne indvindes, og uanset om

indvindingen foretages af bygherren eller af andre. Vederlagsfriheden i auktionsområder

gælder dog kun vederlaget pr. indvunden m

. Der skal således betales arealvederlag og –

som udgangspunkt – minimumsvederlag.

Indvinding foretaget af offentlige bygherrer til veje, broer, jernbaner og diger er

vederlagsfri, hvis indvindingen sker i bygherreområder.

Endelig er oprensnings- og uddybningsmaterialer, der nyttiggøres, fritaget for vederlag.

3.3.2. Lovforslaget

Det har givet anledning til problemer i praksis, at en bygherre, der indvinder til

anlægsarbejder på havet vedtaget ved lov, ikke skal betale vederlag, uanset hvor

materialerne indvindes, dvs. at der kan indvindes vederlagsfrit ikke alene i et

bygherreområde udlagt efter råstoflovens § 20, stk. 2, nr. 3, men også i et fællesområde,

hvor en anden har bekostet de undersøgelser, der ligger til grund for udlægningen, i

forventning om at kunne indvinde til en lavere takst. Da de mængder, der indvindes af

bygherrer til anlægsarbejder vedtaget ved lov, typisk er meget store, kan denne mulighed

blive væsentligt forringet.

Råstofbranchen har derfor udtrykt utilfredshed med, at bygherrer til anlægsprojekter

vedtaget ved lov kan indvinde hele eller en væsentlig del af den udlagte mængde i et eller

flere fællesområder. Dette gælder særlig, da det kan ske, uden at de betaler vederlag for

det, og uden at de er forpligtede til at bekoste miljøundersøgelser m.v., der er nødvendige

for udlægningen af en tilsvarende mængde.

På den baggrund foreslås reglerne om vederlagsfrihed for bygherrer ændret, så det ikke

længere er muligt vederlagsfrit at indvinde materialer i fællesområder til anlægsarbejder på

havet vedtaget ved lov.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ved at indføre en sådan regel vil bygherrer, der er omfattet af reglen, få et økonomisk

incitament til at udlægge egne områder, hvis de mængder, der skal indvindes, er store.

Hvis det alt i alt er mere hensigtsmæssigt, vil der også kunne indvindes fra fællesområder.

Her vil bygherren kunne få tilladelse til den (højere) vederlagstakst, som gælder for andre

indvindere, som ikke har bekostet udlægningen af området. Hvis der er en indvinder, som

har foretaget undersøgelserne af området, og som derfor har ret til at indvinde til den lavere

takst, vil denne kunne vælge at tilbyde at sælge råstoffer fra området til en lavere pris, og

det er derfor sandsynligt, at bygherren vil købe råstofferne af denne indvinder. Således vil

udgiften til at udlægge området ikke vil være spildt, selv om området bruges til et stort

projekt. På denne måde styrkes incitamentsstrukturen i råstofloven, der indebærer, at den

indvinder, der bekoster udlægningen af et fælleområde, reelt får mulighed for at forrente

denne investering.

Det foreslås efter drøftelse med branchen at opretholde vederlagsfriheden i

auktionsområder, som dog kun gælder vederlaget pr. m

, og altså ikke berører

arealvederlaget eller minimumsvederlaget.

I dag er der vederlagsfrihed til til visse projekter på land (veje, broer, jernbaner og diger)

med offentlige bygherrer, men kun hvis der indvindes i bygherreområder. Det forslås at

indføre tilsvarende vederlagsfritagelse for disse projekter i auktionsområder. Forslaget

skyldes, at det er vanskeligt at begrunde en forskel i, hvilke typer indvindingsområder, der

er omfattet af de to vederlagsfritagelsesregler, og at det vil kunne fremme anvendelsen af

materialer fra havet i denne type af projekter.

Reglen i § 21, stk. 3, om vederlagsfritagelse for råstoffer til kystbeskyttelse foreslås flyttet

til § 22 a, hvor alle regler om vederlag samles, men der foreslås ikke indholdsmæssige

ændringer, da reglen ikke hidtil har givet anledning til problemer i praksis.

Det samme gælder vederlagsfritagelsen for nyttiggjorte materialer.

3.4. Nyttiggørelse af havbundsmaterialer og videreførelse af sediment (by-pass)

3.4.1. Gældende ret

Ud over egentlig råstofindvinding fjernes der i en række tilfælde sediment fra havbunden.

Dette reguleres i en række forskellige regler, primært kystbeskyttelsesloven og havneloven.

Der er af hensyn til skibstrafikken jævnligt behov for at oprense havnebassiner og

sejlrender til offentliggjort vanddybde, når de er sandet til, med henblik på at bibeholde

den offentliggjorte dybde. Dette kræver ikke i sig selv tilladelse efter kystbeskyttelsesloven

eller havneloven, idet der er tale om vedligeholdelse.

Havneloven (for Københavns Havn lov om Metroselskabet I/S og

Arealudviklingsselskabet I/S) regulerer uddybninger og oprensninger i erhvervshavne.

I andre tilfælde, hvor der skal ske uddybning og gravning på søterritoriet, herunder

uddybning og gravning i andre havne end erhvervshavne, kræves tilladelse fra

miljøministeren (Kystdirektoratet) efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 4. Ved

behandling af sagerne, skal der foretages en kystteknisk vurdering af, hvilken påvirkning

det vil få på kystens udvikling at foretage uddybning eller gravning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De sager, der behandles efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 4, vedrører

ændringer, som har varig karakter, hvorfor der i tilladelsen stilles vilkår om

vedligeholdelse af det ansøgte projekt. Hvis der f.eks. gives tilladelse til at foretage en

uddybning i en sejlrende, vil der blive stillet vilkår om, at der efterfølgende foretages den

nødvendige oprensning for at vedligeholde den tilladte dybde. Såfremt dette ikke sker, vil

det kræve fornyet tilladelse på et senere tidspunkt at genetablere sejlrenden.

I visse tilfælde, hvor der er en væsentlig forurening af sedimentet, vil selve optagningen

kunne medføre en forurening af vandet, der hvor optagningen foregår. I så fald vil

optagningen (også) kræve tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2. Dette gælder

dog ikke, hvis der gives tilladelse til dumpning på søterritoriet (klapning) efter

havmiljølovens § 26, jf. nedenfor. I så fald reguleres forholdet i klaptilladelsen.

Når der foretages uddybninger og oprensninger, skal der tages stilling til, hvad der skal ske

med det sediment, der fjernes.

De forskellige muligheder er reguleret i forskellige regelsæt.

Ifølge råstoflovens § 20, stk. 2, nr. 3, kan miljøministeren (Naturstyrelsen) meddele

tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings- eller uddybningsmaterialer, hvilket forstås som

materialer, der indvindes eller graves op fra sejlrender eller arealet inden for havnens

dækkende værker eller i forbindelse med udvidelse af havne eller etablering af anlæg på

søterritoriet.. Det skal bemærkes, at betegnelsen "nyttiggørelse" i råstofloven anvendes i

en bredere betydning end i affaldsreguleringen efter miljøbeskyttelsesloven. Det anvendes

om al anvendelse af materialerne til nyttige formål, og uanset om materialerne skal

klassificeres som affald eller ej, jf. nedenfor. Det er dog afgørende, at formålet med at

optage materialerne ikke er at udnyttelse eller afsætning, men at fjerne dem fra det sted,

hvor de ligger. Ellers er der tale om en almindelig råstofindvinding.

I visse tilfælde kan der være behov for at fjerne sedimentet, før det af bølger og strøm føres

ned i en sejlrende eller ind i et havnebassin (præventiv oprensning) for at forhindre, at

sejlrenden eller havnen pludselig sander til, f.eks. i forbindelse med en storm. Imidlertid er

der ikke hjemmel i de gældende regler om nyttiggørelse i råstofloven til at tillade, at

sådanne materialer nyttiggøres, idet reglerne om nyttiggørelse kun anses for at omfatte

materialer, der fjernes fra sejlrender eller området inden for havnens dækkende værker

eller som led i et bygge- og anlægsprojekt.

Ansøgning om nyttiggørelse er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 1169 af 3. oktober

2013 om ansøgning om tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer fra

havbunden samt indberetning af efterforskningsdata og indvundne råstoffer §§ 6 og 9.

Oprensnings- og uddybningsmaterialer, der nyttiggøres, er undtaget fra råstoflovens

gældende bestemmelser om betaling af vederlag til staten, jf. råstoflovens § 22 a, stk. 4,

hvilket hænger sammen med, at materialer der stammer fra oprensning eller uddybning

ikke indvindes med henblik på råstofindvinding, idet optagningen af havbundsmaterialet

sker i forbindelse med vedligeholdelse af den offentliggjorte vanddybde i sejlrender og

havne eller det er en forudsætning for et bygge- og anlægsprojekt. På samme måde skal der

ikke betales afgift af disse materialer, jf. affalds- og råstofafgiftslovens § 6, nr. 2,

lovbekendtgørelse nr. 311 af 1. april 2011.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Råstofloven indeholder ingen begrænsninger med hensyn til, hvilke formål oprensnings-

eller uddybningsmateriale kan anvendes til. Materialerne anvendes typisk til kystfodring

eller opfyldning ved etablering af anlæg på søterritoriet, hvortil der kræves tilladelse efter

kystbeskyttelsesloven.

Kystbeskyttelsesloven giver mulighed for, at miljøministeren (Kystdirektoratet) kan give

tilladelse til at foretage kystbeskyttelse, jf. lovens § 16, stk. 1, nr. 1. Kystbeskyttelse

omfatter såvel kystfodring med sediment som etablering af hård kystbeskyttelse i form af

f.eks. høfder og stensætninger.

Tilladelse til kystbeskyttelse forudsætter, at der er et kystbeskyttelsesbehov, hvilket efter

kystbeskyttelseslovens § 1 betyder, at der er behov for at beskytte mennesker og ejendom

mod oversvømmelse og nedbrydning fra havet. Også i denne sammenhæng er der i

tilladelsen som udgangspunkt vilkår om vedligeholdelse af det tilladte.

Efter kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 1, kan miljøministeren (Kystdirektoratet)

give tilladelse til at foretage inddæmning eller opfyldning på søterritoriet.

Havneloven (for Københavns Havn lov om Metroselskabet I/S og

Arealudviklingsselskabet I/S) regulerer dog opfyldninger og etablering af

havnekonstruktioner inden for en erhvervshavns dækkende værker. Begge disse love

administreres af Transportministeriet (Trafikstyrelsen).

Oprensnings- og uddybningsmaterialer kan ligeledes anvendes på land til opfyldning eller

andre bygge- og anlægsprojekter. Dette kræver i visse tilfælde tilladelse efter

miljøbeskyttelseslovens §§ 19 eller 33. Hvis materialerne er affald i affaldsreglernes

forstand, jf. nedenfor, vil anvendelsen efter omstændighederne være omfattet af punkt K

206 om anlæg, der nyttiggør ikke-farligt affald, eller K 201 om anlæg, der nyttiggør farligt

affald, i bilag 2 i bekendtgørelse nr. 669 af 18. juni 2014 om godkendelse af

listevirksomhed. I så fald skal anlægget være godkendt af kommunalbestyrelsen efter

miljøbeskyttelseslovens § 33. Andre anvendelser, hvor materialerne oplægges på eller

nedgraves i jorden vil – afhængig af materialernes forureningsgrad – kunne kræve

tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19.

Alternativt kan miljøministeren (Naturstyrelsen) efter havmiljølovens § 26 og

bekendtgørelse nr. 32 af 7. januar 2011 om dumpning af optaget havbundsmateriale

(klapbekendtgørelsen), give tilladelse til dumpning (klapning) af materialerne på

søterritoriet. Det fremgår af havmiljølovens bilag 1, at bl.a. mulighederne for nyttiggørelse

skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøgning om tilladelse til klapning.

Både tilladelse til nyttiggørelse og til klapning forudsætter, at materialernes karakter og

forureningsgrad er kendt, så det kan vurderes om den pågældende anvendelse eller

klapning er acceptabel ud fra bl.a. miljømæssige hensyn. Afhængig af om det fjernes fra et

sted, hvor der er stor eller lille risiko for, at det kan være forurenet, vil der skulle tages

stilling til, om der skal foretages analyser for forurenende stoffer, før der kan gives

tilladelse.

Hvis materialerne er for forurenede til at blive nyttiggjort på søterritoriet eller på land eller

til at blive klappet (eller ikke ønskes klappet), skal det deponeres i f.eks. spulefelter, og

sedimentet skal i så fald håndteres efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1049 af 28. august

2013 om deponeringsanlæg (deponeringsbekendtgørelsen).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Oprensnings- og uddybningsmaterialer kan være omfattet af definitionen på affald, idet

indehaveren skiller sig af med det eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med det, jf.

artikel 3, stk. 1, nr. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF om affald

(affaldsdirektivet) og § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald

(affaldsbekendtgørelsen). Affaldsdirektivet omfatter dog ifølge artikel 2, stk. 3, ikke affald

i form af sedimenter, der flyttes inden for overfladevand med henblik på forvaltning af

vand og vandveje eller for at forhindre oversvømmelse eller afbøde virkningerne af

oversvømmelse og tørke eller landindvinding, hvis det bevises, at sedimenterne er ikke-

farlige. Nyttiggørelse på havet og klapning af oprensnings- og uddybningsmaterialer, som

ikke er så forurenede, at der er tale om farligt affald, er derfor normalt ikke omfattet af

affaldsdirektivet. Der gives ikke tilladelse til klapning af materialer, der må anses for

farligt affald.

Den almindelige danske affaldsregulering omfatter ikke forhold, der er reguleret i anden

lovgivning. Reglerne om klapning i havmiljøloven er udtømmende og erstatter

reguleringen i bl.a. miljøbeskyttelsesloven, og klapning er således ikke omfattet af den

almindelige danske affaldsregulering.

Oprensnings- og uddybningsmaterialer, som skal klassificeres som affald, er – hvis de ikke

klappes – som udgangspunkt omfattet af affaldsreguleringen i miljøbeskyttelsesloven

(særlig kapitel 6) og reglerne udstedt i medfør heraf, også selv om de er omfattet af

undtagelsen i affaldsdirektivets artikel 2, stk. 3.

I de tilfælde, hvor oprensnings- og uddybningsmaterialer er af så god kvalitet, at de

umiddelbart kan afsættes som råstoffer – på samme måde som råstoffer, der er indvundet

med henblik på afsætning, dvs. på det almindelige råstofmarked – har materialerne ikke

karakter af affald. Oprensnings- eller uddybningsmaterialer er heller ikke affald, hvis

materialerne har en kvalitet, der indebærer, at de i medfør af en tilladelse til optagning eller

nyttiggørelse skal anvendes på en bestemt måde på et på forhånd angivet bestemt sted i

umiddelbar nærhed af oprensningen eller uddybningen, f.eks. til kystfodring. Det skal

fremhæves, at dette forudsætter, at materialerne er egnede, herunder ikke har farlige

egenskaber, og opfylder et reelt behov, der er opstået eller opstår, f.eks. som følge af

oprensningen eller uddybningen, og at anvendelsen ikke fordrer etablering af et egentligt

anlæg for at sikre miljøet ved anvendelse af materialerne.

Hvis materialerne nyttiggøres på havet, f.eks. til kystbeskyttelse, vil der derfor formentlig

normalt ikke være tale om affald.

Hvis materialerne bringes på land med henblik på nyttiggørelse i anlæg, veje m.v., vil de i

visse tilfælde skulle anses for affald, jf. ovenfor. I så fald er de omfattet af affaldsdirektivet

og af de danske affaldsregler. De er dog i stort set alle tilfælde ikke omfattet af

kommunens anvisningspligt og -ret, da de oftest vil blive betragtet som kildesorteret

erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse, jf. affaldsbekendtgørelsens § 24, stk. 3.

Hvis der er behov for at afklare, om oprensnings- og uddybningsmaterialerne skal

klassificeres som affald, er det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning herom i

medfør af affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 1.

Det forekommer ofte, at der ophobes sediment på den ene side af et anlæg på søterritoriet,

f.eks. en mole, fordi bølger og strøm overvejende fører det i en bestemt retning langs

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kysten, og at sedimentet dermed mangler nedstrøms på kysten på den anden side af

anlægget. Tilsvarende kan sedimentet af bølger og strøm blive ført ned i en sejlrende,

hvorefter det mangler nedstrøms på den anden side af sejlrenden.

Der er efter gældende ret ikke noget i kystbeskyttelsesloven, der er til hinder for at fjerne

sediment på luv-siden af et anlæg, hvor sediment ophobes, såfremt det sker under

hensyntagen til kystens udvikling. Hvis der imidlertid ikke er et behov for at fjerne

sedimentet, fordi det ikke er til gene, f.eks. for sejladsen, og man dermed kun ønsker at

fjerne det for at kunne videreføre det på den anden side af forhindringen, vil der være tale

om en almindelig råstofindvinding, som kræver tilladelse efter råstofloven. En sådan

indvinding vil imidlertid normalt ikke kunne tillades efter råstoflovens regler om

indvinding på søterritoriet, da der er et generelt forbud mod at give tilladelse til at indvinde

råstoffer på mindre end 6 m vanddybde. Der kan derfor efter gældende ret i en række

tilfælde ikke gives tilladelse til at fjerne sedimentet.

Kystbeskyttelsesloven giver mulighed for, at miljøministeren (Kystdirektoratet) kan give

tilladelse til at grave, bore, pumpe, suge og foretage terrænændring på stranden, jf. § 16

stk. 1, nr. 2. Dette vil også gælde i tilfælde, hvor man ønsker at fjerne materiale, der har

ophobet sig på luv-siden af et anlæg, og har nået et niveau, der ligger over havstokken, og

dermed er blevet til land. Dette vil imidlertid også kræve en tilladelse fra regionsrådet efter

råstoflovens regler om indvinding på land. Det vil desuden kræve dispensation fra strand-

eller klitbeskyttelseslinjen i §§ 8 og 15 i naturbeskyttelsesloven. Hvis man ønsker at

placere materialet på land på den anden side af anlægget, vil dette også i visse tilfælde

kræve dispensation fra §§ 8 eller 15.

3.4.2. Lovforslaget

Lovforslaget indeholder ændringer af reguleringen af oprensninger og uddybninger på

søterritoriet og anvendelsen af materialer herfra. Formålet med ændringerne er:

- at sikre, at sediment, som ophobes ved et anlæg eller en sejlrende, og som mangler på den

anden side af anlægget eller sejlrenden, kan videreføres nedstrøms på kysten ved at blive

flyttet til den anden side af anlægget eller sejlrenden (by-pass),

- at sikre, at der i øvrigt sker nyttiggørelse – fortrinsvis på havet – af så stor en del som

muligt af de materialer, der fjernes ved opgravninger og uddybninger, og

- at sikre enkle og hensigtsmæssige arbejdsgange og opgavefordeling i forbindelse med

behandlingen af tilladelserne.

Det foreslås, at der indsættes en hjemmel i kystbeskyttelsesloven til at tillade, at der kan

ske videreførelse af sediment i de tilfælde, hvor et fast anlæg på søterritoriet, f.eks. en

mole, en sejlrende eller et havnebassin hindrer den naturlige sedimenttransport, hvilket på

grund af, at sedimentet ophober sig på luvsiden af anlægget eller i sejlrenden eller

havnebassinet, medfører, at det mangler på læsiden. Der vil i medfør af

kystbeskyttelsesloven kunne blive stillet krav om bl.a. miljømæssige undersøgelser og

miljømæssige vilkår. Ud over miljøproblemer som følge af en eventuel forurening af

materialerne kan selve anbringelsen af sedimentet i visse tilfælde skade væsentlige

naturinteresser. Det vil også skulle sikres, at eventuelt indhold af tang m.v. ikke giver

væsentlige miljø- eller andre problemer. I den forbindelse bemærkes, at der kan være

væsentlig forskel på effekten af at videreføre en stor mængde materiale på en gang og

effekten af den naturlige materialevandring, der ville have været, hvis anlægget eller

sejlrenden ikke havde været der. Der kan således være tilfælde, hvor nyttiggørelse andre

steder eller klapning i større afstand fra kysten vil være mindre skadelig for havmiljøet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dette vil der skulle tages højde for ved udformningen og administrationen af de nye regler.

Kystdirektoratet vil høre bl.a. Naturstyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagerne.

Der vil blive fastsat nærmere regler herom. Det foreslås, at disse tilfælde undtages fra

råstoflovens tilladelses- og anmeldekrav.

Lovforslaget indeholder desuden forslag om, at der indføres et hierarki for anvendelse af

opgravnings- og uddybningsmaterialer, så dette så vidt muligt skal videreføres eller

nyttiggøres på havet. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal materialerne om muligt

nyttiggøres på land og kun, hvis dette heller ikke kan lade sig gøre, kan materialerne

dumpes på havet (klapning) (eller deponeres på land). Naturstyrelsen vil, med henblik på at

afdække mulighederne for anvendelse af opgravnings- og uddybningsmateriale, etablere en

arbejdsgruppe om anvendelsen af materialerne. Der vil dels blive set på mulighederne for

øget anvendelse til kystbeskyttelse og anlæg på søterritoriet, dels på mulighederne for

nyttiggørelse på land, f.eks. afsætning til råstoffirmaer, som kan iblande materialerne med

andre materialer til brug for f.eks. byggeri og etablering af vejanlæg.

Herved opnås, at der fjernes mindre mængder sediment fra kysterne.

I det omfang oprensnings- og uddybningsmaterialer, der ellers ville være blevet klappet,

anvendes til formål, hvor de erstatter andre råstoffer, herunder til kystbeskyttelse og anlæg

på havet og på land, kan der spares på indvinding af nye råstoffer hertil, og mængden af

materialer, der klappes, mindskes også. Dette mindsker den negative effekt på havmiljøet,

der er forbundet med råstofindvinding og klapning.

Det foreliggende forslag er opbygget efter de principper, der følger af affaldsdirektivets

artikel 4 og affaldsbekendtgørelsens § 12, hvor der for håndtering af affald, der ikke kan

forebygges, gælder følgende hierarki: 1) Forberedelse med henblik på genbrug 2)

Genanvendelse 3) Anden nyttiggørelse 4) Bortskaffelse.

Reglerne adskiller sig bl.a. fra affaldshierarkiet ved at omfatte alle oprensnings- og

uddybningsmaterialer, hvad enten de skal anses for affald eller ej. Desuden anvendes

"nyttiggørelse" fortsat i en bredere betydning end i affaldsreguleringen, jf. ovenfor i afsnit

3.4.1.

Forslaget indebærer, at der som hovedregel ikke skal kunne gives tilladelse til at nyttiggøre

oprensnings- og uddybningsmaterialer på land, som enten kan videreføres på kysten (by-

pass), nyttiggøres til kystbeskyttelse eller i øvrigt nyttiggøres på søterritoriet. For at undgå,

at materialer, der er egnet til at blive videreført på kysten eller nyttiggjort, i stedet bliver

klappet er det hensigten samtidig at ændre klapbekendtgørelsen, som er fastsat i medfør af

havmiljøloven. Det er således hensigten, at tilladelse til klapning som hovedregel skal

forudsætte, at materialerne ikke kan videreføres på kysten eller nyttiggøres (på havet eller

på land).

For at sikre, at alle relevante materialer kan nyttiggøres, indeholder lovforslaget forslag

om, at der indføres en definition af, hvad der forstås ved oprensnings- og

uddybningsmaterialer. Samtidig forslås begrebet udvidet, således at sediment, der ligger

uden for sejlrender eller havnens dækkende værker også vil kunne blive betragtet som

oprensnings- og uddybningsmateriale, som der kan gives en nyttiggørelsestilladelse til,

såfremt der er behov for at fjerne materialet af hensyn til havnens drift eller af andre

grunde. Det kan f.eks. være præventiv oprensning af sediment, der lægger sig på luvsiden

af en sejlrende, et fast anlæg, f.eks. en mole, eller lign., og hvor sedimentet vil blive

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

videreført af bølger og strøm til sejlrenden eller havnebassinet. I disse tilfælde vil det være

hensigtsmæssigt, at en havn har mulighed for at få en nyttiggørelsestilladelse til sediment,

som senere må forventes at ville give anledning til problemer i forhold til sejladsen i

sejlrender eller havnebassiner. Det skal dog ved administrationen af bestemmelser sikres,

at der er et reelt behov for at fjerne sedimenterne fra det sted, hvor de ligger, og at formålet

dermed ikke er udnyttelse eller afsætning af materialerne. Ellers vil der fortsat være tale

om en almindelig råstofindvinding, som kræver tilladelse efter reglerne herom i

råstofloven, og vil være omfattet af reglen om, at tilladelse normalt ikke kan gives på

vanddybder under 6 m.

Der foreslås endvidere en ny sagsgang i en række sager om klapning og nyttiggørelse af

oprensnings- og uddybningsmaterialer og et tættere samspil mellem råstofloven og

kystbeskyttelsesloven. Den nye sagsgang skal dels sikre, at materialet anvendes

hensigtsmæssigt, dels sikre en effektiv myndighedsbehandling, hvor det så vidt muligt

undgås, at flere myndigheder skal meddele tilladelse i den samme sag.

Det foreslås derfor, at tilladelser i sager om nyttiggørelse, hvor nyttiggørelsen sker til

anvendelser, som kræver tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, fremover skal gives af

Kystdirektoratet efter kystbeskyttelsesloven, så de to tilladelser, når det er relevant, kan

integreres. I de tilfælde, hvor selve fjernelsen også kræver en tilladelse efter

kystbeskyttelsesloven, kan også denne tilladelse integreres i den samlede tilladelse. Det vil

betyde, at de krav om miljømæssige undersøgelser og miljømæssige vilkår, som ellers

kunne stilles efter råstofloven, i stedet stilles i medfør af kystbeskyttelsesloven. I

forbindelse med Kystdirektoratets obligatoriske høring af alle berørte myndigheder og

organisationer har Naturstyrelsen mulighed for at sikre sig, at de miljømæssige hensyn,

som efter de gældende regler indgår i Naturstyrelsen afgørelse, kommer til at indgå i

Kystdirektoratets afgørelse. Der vil blive fastsat nærmere regler herom.

Det er også hensigten at fastsætte nærmere regler, der i øvrigt sikrer en koordinering og

effektivisering af sagsbehandlingen i disse sager, og sikrer, at hierarkiet gennemføres. Bl.a.

er det hensigten at ensrette kravene til prøveudtagning og analyser m.v. til belysning af

materialernes art og forureningsgrad, idet dette er afgørende for, hvad de kan anvendes til

eller hvordan de skal bortskaffes. Der vil i den forbindelse blive taget udgangspunkt i de

gældende regler og praksis for klapsager, idet det samtidig skal sikres, at der foretages de

undersøgelser, der er relevante for at afdække, hvilke anvendelser materialerne er egnede

til. Der vil endvidere skulle sikres ensartede regler og praksis om høring af interessenter,

herunder miljø- og fiskeriorganisationer og myndigheder m.v.

Forslagene vil betyde, at i de tilfælde, hvor en havn eller andre, der skal foretage en

uddybning eller oprensning, hvor materialet er egnet til by-pass eller til at blive nyttiggjort

til kystbeskyttelse eller som fyldmaterialer i anlæg på søterritoriet, vil de skulle søge

Kystdirektoratet om tilladelse hertil.

Hvis ansøgeren i stedet ansøger Naturstyrelsen om tilladelse til klapning eller nyttiggørelse

på land, vil behandling af ansøgningen forudsætte, at der først tages stilling til, om

materialet er egnet til by-pass, kystbeskyttelse eller nyttiggørelse i øvrigt på søterritoriet.

Medmindre Naturstyrelsen umiddelbart kan konstatere, at materialet ikke er egnet til by-

pass eller nyttiggørelse på søterritoriet, f.eks. fordi det er for forurenet, vil styrelsen sende

sagen til Kystdirektoratet, og afvente Kystdirektoratets stillingtagen. Ansøgeren vil blive

orienteret herom. Hvis en havn søger om at anvende materialerne i egne anlæg på land, er

det dog hensigten, at alene by-pass skal have fortrinsret.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis Kystdirektoratet vurderer, at materialet bør by-passes, eller at det er egnet til

nyttiggørelse efter kystbeskyttelsesloven og kan finde anvendelse inden for en rimelig

afstand fra det sted, hvor det graves op, kan Kystdirektoratet give en tilladelse efter

kystbeskyttelsesloven til by-pass eller nyttiggørelse til kystbeskyttelse eller i anlæg på

søterritoriet. Ansøgningen om klapning eller nyttiggørelse på land vil i så fald blive anset

som en ansøgning om by-pass eller nyttiggørelse efter kystbeskyttelsesloven. Der vil i

overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler blive foretaget partshøring

inden der træffes en sådan afgørelse.

Naturstyrelsen vil i så fald give afslag på ansøgning om nyttiggørelse på land eller

klapning. Der kan dog være tilfælde, hvor det må forudses, at ikke alt materialet vil kunne

anvendes i henhold til tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven, og hvor det derfor kan være

relevant at have en parallel tilladelse til nyttiggørelse på land og/eller til klapning. Det kan

f.eks. være tilfældet, hvis materialet må forudses i visse tilfælde ikke at kunne opfylde

kvalitetskravene i tilladelse til by-pass eller nyttiggørelse, f.eks. fordi det kan være iblandet

for store mængder tang m.v., eller hvis det forventes, at kun en del af mængderne vil kunne

by-passes eller nyttiggøres efter kystbeskyttelsesloven. I så fald kan der meddeles en

tilladelse til nyttiggørelse på land eller klapning, som kun kan udnyttes, hvis materialet ved

den konkrete optagning viser sig ikke at kunne by-passes eller nyttiggøres i henhold til

tilladelsen hertil efter kystbeskyttelsesloven.

Helt eller delvist afslag på tilladelse til klapning eller nyttiggørelse på land vil forudsætte,

at det i det konkrete tilfælde er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at

kræve, at materialet by-passes eller nyttiggøres på søterritoriet. Der kan således ikke gives

afslag, hvis by-pass eller nyttiggørelse på søterritoriet vil blive uforholdsmæssigt dyrt i

forhold til klapning eller nyttiggørelse på land.

Det foreslås også, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om undtagelse fra

hierarkiet. En sådan bemyndigelse kan f.eks. udnyttes til at undtage grupper af tilfælde,

hvor det kan forudses, at en konkret proportionalitetsvurdering i de fleste sager ville føre

til, at materialet ikke kan kræves nyttiggjort eller ikke kan kræves nyttiggjort på havet.

Hvis havnen ansøger Naturstyrelsen om tilladelse til klapning eller nyttiggørelse på land,

og Naturstyrelsen umiddelbart kan konstatere eller Kystdirektoratet vurderer, at materialet

ikke er egnet til by-pass eller kystbeskyttelse eller indbygning i anlæg på havet, f.eks. fordi

materialet er for forurenet, behandles sagen som i dag i Naturstyrelsen.

Ved ansøgning om tilladelse til klapning vil det dog være en forudsætning, at ansøgeren

dokumenterer, at materialet ikke kan nyttiggøres på land, eller at dette vil være

uforholdsmæssigt dyrt.

For at fremme mulighederne for nyttiggørelse på land er det hensigten at udvide

anvendelsesområdet for bekendtgørelse nr. 1662 af 21. december 2010 om anvendelse af

restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet

bygge- og anlægsaffald, som er udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven, så der indføres

tilsvarende regler for anvendelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer. Hvis

materialerne opfylder de kriterier, der fastsættes i bekendtgørelsen, vil de således kunne

anvendes til bygge- og anlægsarbejder uden tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19

eller 33, idet anvendelsen alene skal anmeldes til kommunalbestyrelsen. Nyttiggørelsen vil

dog stadig forudsætte tilladelse efter råstofloven.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis materialerne ikke kan nyttiggøres på land og er for forurenede til at blive klappet eller

ikke ønskes klappet, vil de som hidtil skulle behandles efter de almindelige regler om

deponering af affald.

3.5. Ændring af reglerne for klage over råstofplanerne på land

3.5.1. Gældende ret

I forbindelse med kommunalreformen blev råstofplanerne indført i råstofloven ved lov nr.

566 af 24. juni 2006, hvorefter klage over en råstofplan som udgangspunkt tillægges

opsættende virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet efter ansøgning træffer

afgørelse om, at der i det konkrete tilfælde ikke er behov for, at klagen tillægges

opsættende virkning. At klagen har opsættende virkning betyder, at planen ikke har

retsvirkning før klagesagen er afgjort. Det forhold, at klage over planen som udgangspunkt

tillægges opsættende virkning indebærer, at der ikke f.eks. vil kunne søges

indvindingstilladelse i et graveområde, der er udlagt i den påklagede plan, selv om klagen

ikke vedrører netop dette område.

Forud for kommunalreformen fremgik det af planloven, at regionplanen skulle indeholde

retningslinjer for anvendelsen af arealer med forekomster af grus, sten og andre

naturforekomster i jorden. Klage over regionplanen havde efter den dagældende planlov

ikke opsættende virkning. Ved overførelsen til råstofloven i forbindelse med

kommunalreformen blev der imidlertid ikke sondret mellem opsættende virkning i forhold

til klage over afgørelser om indvinding og klage over råstofplanen. Klage over

råstofplanen blev derved omfattet af den eksisterende regel om opsættende virkning for

klage over afgørelser efter loven.

3.5.2. Lovforslaget

Det foreslås, at klage over råstofplanen ikke tillægges opsættende virkning, medmindre

Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet. Det foreslås derfor, at råstoflovens

klagebestemmelser i forhold til indvinding på land ændres således, at der sondres mellem

klage over regionernes råstofplaner og regionernes afgørelser om indvinding på land.

Klage over afgørelser om indvinding af råstoffer vil fortsat have opsættende virkning,

medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet. Dermed vil klagereglerne for

råstofplanerne følge det generelle udgangspunkt for klage over planer, hvor en klage som

hovedregel ikke har opsættende virkning.

3.6. Andre ændringer i råstofloven

3.6.1. Gældende ret

Råstofloven indeholder i § 18, stk. 2, en hjemmel til at miljøministeren kan udarbejde

planer for råstofindvinding på havet. I § 22, stk. 3, findes en bemyndigelse for

miljøministeren til at udpege områder på havet, der forbeholdes råstofindvinding, herunder

særlige råstofforsyningsbehov. Loven indeholder ikke nogen hjemmel til at udpege

områder, hvor der ikke skal ske råstofindvinding.

Råstofloven indeholder regler om pligt for ansøgere til at tilvejebringe oplysninger til brug

for behandling af ansøgningen og regler om løbende indberetning af oplysninger, men den

indeholder ikke nogen regel om oplysningspligt i øvrigt for de virksomheder, der indvinder

råstoffer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Råstofloven indeholder i § 24, stk. 3, en regel om, at en tilladelse til indvinding af råstoffer

på havet til enhver tid kan begrænses eller tilbagekaldes.

Råstofloven indeholder i § 34 hjemmel til at kræve, at ansøgning skal indgives elektronisk,

og at undersøgelsesdata skal indgives i et bestemt format. Loven indeholder desuden i de

enkelte bestemmelser regler om, at lovpligtige offentlige høringer og annonceringer m.v.

kan ske udelukkende digitalt. Loven indeholder ikke i øvrigt regler om digital

kommunikation.

Råstofloven indeholder i § 44 en strafbestemmelse. Når der foreligger skærpende

omstændigheder, kan straffen stige til 1 års fængsel.

3.6.2. Lovforslaget

Det foreslås at indføre en bemyndigelse for miljøministeren til at udpege områder på havet,

hvor der ikke kan gives tilladelse til råstofindvinding eller hvor adgangen til at give

tilladelse begrænses. Formålet er dels at sikre en beskyttelse af områderne, dels at

medvirke til en højere grad af forudsigelighed for indvinderne ved at det angives, hvor

råstofindvinding ønskes udfaset.

For det første er hensigten benytte hjemmelen, hvis det besluttes at udpege beskyttede

områder i medfør af artikel 13, stk. 4, i direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om

fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger

(havstrategirammedirektivet), hvor der efter dette direktiv skal iværksættes

beskyttelsesforanstaltninger. Områderne identificeres på baggrund af direktivets krav om,

at de beskyttede områder skal udgøre sammenhængende og repræsentative net, der i

tilstrækkelig grad dækker diversiteten i de enkelte økosystemer samt i forhold til behovet

for beskyttelse for at opnå god miljøtilstand i havmiljøet. Der skal således ses på aktiviteter

i havmiljøet generelt – ikke specifikt i forhold til råstofindvinding.

For det andet vil bestemmelsen kunne bruges til eventuelt at udlægge andre områder, som

ønskes helt eller delvis friholdt fra råstofindvinding på grund af hensyn til miljø, natur eller

fiskerimæssige interesser eller andre væsentlige samfundsmæssige interesser. I relevant

omfang vil sådanne områder også kunne indgå som en del af indsatsprogrammerne i

henhold til havstrategirammedirektivet.

Ligesom ved anden virksomhed kan der ved råstofindvinding være behov for at afkræve

indvindere oplysninger, dels i forbindelse med tilsyn, dels for at vurdere konsekvenserne af

en indvinding. I modsætning til andre love på miljøområdet, f.eks. miljøbeskyttelsesloven,

indeholder råstofloven imidlertid ikke en regel om oplysningspligt. Der foreslås derfor

indsat en sådan regel om oplysningspligt for råstofindvindere svarende til reglerne i andre

love på miljøområdet, f.eks. miljøbeskyttelseslovens § 72.

Råstoflovens regel om begrænsning og tilbagekaldelse af tilladelser til indvinding på havet

er meget bredt formuleret, men har efter forarbejderne et noget snævrere

anvendelsesområde. Det foreslås derfor at præcisere lovens § 24, stk. 3 om begrænsning og

tilbagekaldelse af tilladelser til indvinding på havet.

For at sikre mulighederne for yderligere digitalisering foreslås endvidere indsat udbyggede

og opdaterede bestemmelser om digital kommunikation svarende til de regler, der er blevet

sat ind i en række andre love herom.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Strafbestemmelsen i loven foreslås desuden ensrettet med andre miljølove, f.eks.

miljøbeskyttelsesloven, således at straframmen, når der foreligger skærpende

omstændigheder, forhøjes til fængsel i 2 år, da overtrædelser af råstofloven potentielt kan

have en lige så alvorlig karakter som overtrædelser af f.eks. miljøbeskyttelsesloven.

3.7 Andre ændringer i kystbeskyttelsesloven

3.7.1. Gældende ret

Med kongelig resolution af 3. februar 2014 blev det bl.a. bestemt, at ressortansvaret for

Kystdirektoratet med en række tilhørende sagsområder skulle overføres fra

transportministeren til miljøministeren. Med ressortomlægningen blev bl.a.

administrationen af kystbeskyttelsesloven derfor overført til Miljøministeriet.

Miljøministeren (efter ressortomlægning) og kommunerne kan træffe afgørelser i form af

tilladelser, forbud og påbud i en række tilfælde efter kystbeskyttelsesloven.

Kommunernes afgørelser efter loven kan påklages til miljøministeren. Beføjelsen til at

behandle klager over kommunernes afgørelser er dog delegeret fra ministeren til

Kystdirektoratet, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 580 af 29. maj 2013 om Kystdirektoratets

opgaver og beføjelser og om klageadgang (delegationsbekendtgørelsen), i tilfælde, hvor

direktoratet ikke allerede har afgivet udtalelse under kommunalbestyrelsens behandling af

sagen. Direktoratet vil som hovedregel have afgivet udtalelse under kommunernes

behandling af en sag.

Miljøministerens beføjelser til at træffe afgørelse i første instans er for en række

afgørelsers vedkommende delegeret til Kystdirektoratet. Det drejer sig f. eks. om tilladelser

til etablering af kystbeskyttelsesforanstaltninger (§ 16) samt om administration af statens

højhedsret på søterritoriet (§ 16 a). Derudover er kompetencen til at håndhæve disse

bestemmelser delegeret til Kystdirektoratet.

Ved delegationsbekendtgørelsens § 14 er det bestemt, at afgørelser truffet af

Kystdirektoratet i henhold til kystbeskyttelseslovens § 10, § 17, stk. 4, § 18, stk. 1, §§ 19 a-

19 c, § 19 d, stk. 1, § 19 e og § 22 ikke kan påklages til miljøministeren eller anden

administrativ myndighed. Det er herefter alene kystdirektoratets afgørelser efter lovens §§

16 og 16 a, der kan påklages til miljøministeren.

Kredsen af klageberettigede fremgår dels af lovens § 18, stk. 2, for så vidt angår klage over

kommunernes afgørelser og af delegationsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, for så vidt angår

afgørelser truffet af Kystdirektoratet efter delegation.

Efter de gældende regler kan kommunernes afgørelser som udgangspunkt prøves i deres

helhed, idet afgørelser efter lovens § 2, stk. 2, er begrænset til retlige spørgsmål.

Afgørelser truffet af Kystdirektoratet efter delegation kan påklages for så vidt angår retlige

spørgsmål, jf. delegationsbekendtgørelsens § 9.

3.7.2. Lovforslaget

Med henblik på at ensarte klagereglerne i kystbeskyttelsesloven med den øvrige lovgivning

på Miljøministeriets område foreslås det, at de afgørelser på kystbeskyttelseslovens

område, der tidligere kunne påklages til transportministeren (efter ressortændringen

miljøministeren) eller til Kystdirektoratet efter delegation, fremover skal kunne påklages til

Natur- og Miljøklagenævnet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Natur- og Miljøklagenævnet er klagemyndighed for administrative afgørelser inden for

natur- og miljøområdet, og nævnet er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags

behandling og afgørelse, jf. § 1 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, jf.

lovbekendtgørelse nr. 736 af 14. juni 2013.

Ud over en ændring af klagemyndigheden foreslås klagereglerne alene ændret, i det

omfang det er nødvendigt for Natur- og Miljøklagenævnets sagsbehandling. De

eksisterende regler om f.eks., hvilke typer afgørelser der kan påklages, prøvelsens omfang

og kredsen af klageberettigede foreslås videreført. De afgørelser, der skal kunne påklages

til Natur- og Miljøklagenævnet er derfor afgørelser truffet af kommunerne i forbindelse

med sager om kystbeskyttelsesforanstaltninger, jf. lovens kapitel 1a og 2, samt afgørelser

truffet af miljøministeren (efter delegation Kystdirektoratet) efter lovens § 16 og § 16 a.

Endvidere foreslås det, at afgørelser efter den foreslåede § 16 b skal kunne påklages til

Natur- og Miljøklagenævnet.

For en række afgørelsestyper vil der – som det er tilfældet i dag – ikke være klageadgang.

Det drejer sig f. eks. om afgørelser efter lovens § 10 om henvisning af sager om

kystbeskyttelse, der har betydning i flere kommuner, til behandling i

kommunalbestyrelsen, om afgørelser efter § 17, stk. 4, om vilkår ved Søfartsstyrelsens

godkendelse af sejlads med hurtigfærger samt om §§19 a-19 c og § 19 d, stk. 1, om

håndhævelse af lovens §§ 16 og 16 a.

Det foreslås, at klagesagerne behandles af nævnet i dets læge sammensætning, som består

af formanden eller en stedfortræder for denne, 7 medlemmer, der er udpeget af Folketinget,

og 2 medlemmer, der er udpeget af Højesteret. Baggrunden herfor er, at der for en

væsentlig del af de afgørelser, der træffes på kystbeskyttelseslovens område, indgår almene

og samfundsmæssige synspunkter i en samlet vurdering og afvejning af sagerne. Undtaget

herfra forventes dog at blive klager over afgørelser vedr. miljøskade, der meddeles efter

bekendtgørelse nr. 875 af 2. september 2008 om miljøskade. Det forventes, at

bekendtgørelsens klagebestemmelse med hjemmel i den foreslåede § 18, stk. 3, ændres, så

klager behandles af Natur- og Miljøklagenævnet i dets sagkyndige sammensætning. Dette

svarer til klager over miljøskader på de øvrige lovområder under Miljøministeriet.

Det foreslås, at de nuværende grænser for prøvelsens omfang videreføres, hvilket betyder

at prøvelsen for visse typer af afgørelser – f.eks. afgørelser efter lovens §§ 16 og 16 a er

begrænset til retlige spørgsmål. Ligeledes foreslås det, at den nuværende kreds af

klageberettigede videreføres.

Endelig foreslås der indført regler om klageprocessen, der svarer til de øvrige lovområder,

hvor Natur- og Miljøklagenævnet er klagemyndighed. Det drejer sig om regler vedrørende

1. instans myndighedens pligt til genvurdering af sagen inden den oversendes til nævnet,

om frist for oversendelse samt om underretning af nævnet, hvis der optages forhandlinger

om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen.

Som følge af den foreslåede ændring af klageadgangen til Natur- og Miljøklagenævnet, vil

de regler om klageprocessen, der fremgår af lov om Natur- og Miljøklagenævnet, jf.

lovbekendtgørelse nr. 736 af 14. juni 2013, også finde anvendelse på klagesagerne. Det

drejer sig f. eks. om nævnets adgang til at begrænse sin prøvelse af en afgørelse, jf. lovens

§ 12 a, om at nævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed,

jf. lovens § 17, og om gebyrer for klagesagsbehandlingen, jf. lovens § 18.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

De økonomiske konsekvenser af forslaget for staten vedrører primært det vederlag, som

skal betales til staten for indvinding af råstoffer på havet.

I forbindelse med indførelse af vederlaget blev det skønnet, at det samlede vederlag fra

både auktionsområder og fællesområder, men excl. bygherreområder, ville kunne

indbringe et årligt provenu til staten på i størrelsesordenen 23 mio. kr. fra 2010, stigende til

ca. 25 mio. kr. fra 2012 og herefter faldende med op til 10 mio. kr. over en tiårig periode. I

auktionsområder betales dels et produktionsvederlag, som er den budte pris ganget med

den indvundne mængde, dels et arealvederlag, som er en pris pr km

for det areal, som

indvindingstilladelsen omfatter. I fællesområder betales kun et produktionsvederlag, hvis

størrelse afhænger af, om den pågældende indvinder har afholdt omkostninger til at

efterforske det pågældende areal.

Vederlagsprovenuet for indvinding i årene 2010-13 har været gennemsnitlig ca. 13,5 mio.

kr. pr. år. Dette er et væsentligt mindre provenu end vurderet i lovforslaget i 2009. Dette

skyldes bl.a. den generelle afmatning i bygge- og anlægsbranchen efter 2008, samt at der

under behandlingen af lovforslaget i Folketinget blev indført en overgangsordning med

vederlagsfri indvinding i en række områder. Denne ordning var der ikke var taget højde for

i lovforslagets vurdering af vederlagets størrelse. Overgangsordningen har været gældende

til udgangen af 2013. Det forventes, at provenuet fra 2014 stiger til i størrelsesordenen 20

mio. kr. på grund af udløbet af overgangsordningen (forudsat, at der indvindes en uændret

samlet mængde på havet).

De foreslåede ændringer i auktionsmodellen har til hensigt at forbedre konkurrencen og

dermed øge budpriser, hvilket isoleret set vil kunne betyde en forhøjelse af statens

provenu. Muligheden for at begrænse indvindingsarealet efter det første år og nedsættelsen

af minimumsvederlaget fra 50 til 30 % vil isoleret set kunne føre til et mindre provenu.

Ændringerne forventes også at gøre auktionssystemet mere attraktivt i forhold til den

alternative indvinding i fællesområder, hvor alle har adgang, og i forhold til indvinding på

land. Dette kan påvirke statens samlede vederlagsprovenu. Der er meget store usikkerheder

forbundet med at vurdere, hvor stor betydning ændringerne får for vederlagsprovenuet, da

det afhænger af, hvilke adfærdsændringer de fører til i branchen, hvilket er svært at

forudsige. Der kan både blive tale om fald og stigning, men det vurderes, at de ændringer

som kan forventes på grund af de foreslåede regelændringer, er mindre end de udsving,

som vil følge af svingninger i efterspørgslen efter råstoffer. Virkningerne vurderes således

at være begrænsede, og vil først slå igennem i løbet af nogle år, når der er afholdt auktioner

og givet indvindingstilladelser efter de nye regler, og tilladelserne udløber i de

auktionsområder, der er udlagt efter de nugældende regler.

Ændringerne af auktionssystemet vurderes alt i alt ikke at ville få væsentlige administrative

konsekvenser for staten.

Ændring af vederlagsfritagelsesreglerne for anlægsprojekter på havet vedtaget ved lov, vil

betyde, at offentlige myndigheder og offentligt ejede selskaber skulle bruge flere

ressourcer på at efterforske og få udlagt bygherreområder i flere tilfælde end i dag, eller

alternativt vil skulle betale vederlag for indvinding i fællesområder.

Der er dog i forvejen ikke vederlagsfrihed for projekter med offentlig bygherre i alle

tilfælde. Anlægsprojekter på havet er kun fritaget, hvis projektet er vedtaget ved lov, og

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

anlægsprojekter på land er kun fritaget, hvis der indvindes fra et bygherreområde, og hvis

projektet vedrører veje, broer, jernbaner eller diger.

Hidtil har kun én bygherre til et anlægsprojekt på havet vedtaget ved lov benyttet

muligheden for vederlagsfri indvinding i fællesområder. Hvis denne bygherre skulle have

betalt vederlag for det, de har indvundet i fællesområder, ville det have medført en udgift

på gennemsnitligt i 2012 og 2013 ca. 2,86 mio.kr. pr. år (2012: kr. 4.915.253); 2013: kr.

795.078).

Ændringerne vedrørende fællesområder og undersøgelseskrav forventes ikke at medføre

øgede udgifter eller øget administration for det offentlige.

Ændringerne af reglerne om nyttiggørelse og by-pass forventes alt i alt ikke at have

væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for staten.

De ændrede klageregler i kystbeskyttelsesloven vil betyde, at Natur- og Miljøklagenævnet

vil få øgede opgaver svarende til ca. 1 ÅV.

Forslagene vurderes ikke i øvrigt at have økonomiske eller administrative konsekvenser for

regioner og kommuner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslagene om ændring af auktionsmodellen vil kunne have økonomiske konsekvenser for

de virksomheder, der indvinder råstoffer på havet, idet vilkårene for at vinde retten til

indvinding ændres.

Det vurderes, at forslagene vil forbedre konkurrenceforholdene på markedet. En

auktionsmodel, hvor der er åbenhed om, hvilke konkrete auktionsområder der bydes på, vil

forbedre konkurrencen, idet sandsynligheden for konkurrence mellem byderne i auktionen

øges markant. Konkurrence på budprisen alene vil endvidere fremme mindre

virksomheders mulighed for at deltage i auktionerne, idet auktionen ikke afgøres af, hvilke

råstofmængder de bydende virksomheder har brug for, men alene hvilken kubikmeterpris

de er villige til at betale. En forlængelse af eneretten vil desuden skabe mulighed for, at

aktøren kan afskrive engangsinvesteringen til undersøgelser over en længere periode. Dette

vil også gøre auktionssystemet mere attraktivt og derved fremme konkurrencen.

Ved at lade det være op til den virksomhed, som foreslår at sætte et område på auktion, at

afgrænse feltets størrelse mindskes barrieren for mindre aktører for at deltage på

auktionerne, og alle virksomheder vil kunne undgå at efterforske (del)områder, som man

på forhånd har en formodning om, ikke indeholder råstoffer.

En reduktion af minimumsvederlaget og mulighed for afskaffelse af det årlige loft for

indvinding vurderes desuden at give virksomhederne en øget fleksibilitet og gøre det mere

attraktivt at indvinde råstoffer på havet.

Det er vanskeligt at vurdere de samlede økonomiske konsekvenser for erhvervet af

ændringerne i auktionssystemet. En længere eneretsperiode vil give erhvervet større

sikkerhed for at have en råstofressource til rådighed, og erhvervet får dermed bedre

muligheder for at anlægge langsigtede virksomhedsstrategier. I det omfang den samlede

størrelse af vederlagsbetalingen ændres, jf. ovenfor under de offentlige økonomiske

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

konsekvenser, vil det have økonomiske konsekvenser for indvinderne, som betaler

vederlaget.

For den danske bygge- og anlægsbranche skønnes det, at øget konkurrenceudsættelse af

indvindingserhvervet og forbedrede muligheder for at øge forsyningen af råstoffer til land

på længere sigt vil betyde lavere omkostninger ved indkøb af sand, grus og ral samt de

byggematerialer, hvori råstofferne indgår.

Ændringerne i auktionsordningen forventes ikke at få væsentlige administrative

konsekvenser for erhvervet. Det forhold, at virksomhederne fremover selv skal afgrænse

de områder, som de ønsker at få på auktion, kan siges at være en mindre forøgelse af de

administrative byrder, men forslaget fremsættes efter ønske fra branchen og har til hensigt

at sikre, at virksomhederne kan få de områder på auktion, som de er interesserede i at byde

på.

En ændring af reglerne om vederlagsfritagelse for anlægsprojekter på havet vedtaget ved

lov vil have positive konsekvenser for erhvervslivet. Uanset hvor råstofferne til et givet

projekt skal indvindes, vil indvindingen i praksis blive foretaget af en (dansk eller

udenlandsk) indvindingsvirksomhed. Råstofbranchen vil formentlig i færre tilfælde opleve,

at et fællesområde pludselig tømmes til et stort projekt, hvorefter en eller flere

virksomheder, der ønsker fortsat at kunne indvinde til den daglige råstofforsyning, skal

bekoste de nødvendige undersøgelser, søge om tilladelse m.v. Forslaget vil derfor føre til

økonomiske og administrative lettelser for erhvervslivet. I de tilfælde, hvor en virksomhed

i forvejen har bekostet udlægning af et fællesområde, vil vedkommende have en

konkurrencefordel, hvis der ønskes indvundet råstoffer til et projekt fra området, idet denne

virksomhed vil kunne tilbyde råstofferne billigere, da de betaler et mindre vederlag end

andre.

Hvis der sker en øget by-pass og nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer,

vil det samlet kunne medføre mindre besparelser for havne og de private foreninger m.v.,

som står for kystbeskyttelse.

Den foreslåede regelforenkling i relation til samarbejdet mellem Kystdirektoratet og

Naturstyrelsen i sager om nyttiggørelse vil formentlig bidrage til administrative lettelser

for erhvervslivet, særlig de havne, der skal have foretaget oprensning m.v.

De øvrige forslag forventes foreløbig at få begrænsede økonomiske og administrative

konsekvenser for erhvervslivet. Dog kan ændringer af kravene til undersøgelser, VVM-

kriterier m.v. – afhængig af ændringernes indhold – få økonomiske og administrative

konsekvenser (positive eller negative). Dette vil dog ikke være en del af lovforslaget, men

af de efterfølgende bekendtgørelser.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Der forventes ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Det vurderes, at forslagene vedrørende auktionsmodellen – forudsat at områderne ikke er

tømt ved den første eneretsperiode – vil føre til, at der i højere grad sker en kontinuerlig

tømning af det enkelte råstofområde. Dette vil alt andet lige være med til at begrænse

indvindingen til færre områder, ligesom det enkelte område i højere grad vil blive

færdiggravet, idet det samtidig skal sikres, at der ikke sker en mere intensiv indvinding end

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

det er miljømæssigt forsvarligt. Det vurderes derfor, at forslaget vil have en positiv effekt

på havmiljøet.

Det vurderes ligeledes, at øget nyttiggørelse frem for klapning vil have en positiv effekt på

miljøet, i det omfang der ellers ville være brugt andre råstoffer – dels som følge af en

eventuel faldende mængde materiale, der klappes, dels fordi man undgår at indvinde denne

mængde fra almindelige indvindingsområder, og dermed undgår den forstyrrelse af

havbunden, der følger heraf.

I det omfang forslagene fører til at fastholde sedimentet i den aktive kystzone, vil det helt

eller delvist kompensere for den skadelige indflydelse et anlæg på søterritoriet har på den

konkrete læsidestrækning. Omvendt kan der være miljømæssige problemer forbundet med

videreførelse af sedimentet tæt på kysten, hvor klapning længere fra kysten i visse tilfælde

ville være mindre skadelig for havmiljøet. Dette vil der skulle tages højde for ved

udformningen af de administrativt fastsatte regler og administrationen af de nye regler.

8. Forholdet til EU-retten

Der foreslås indført en hjemmel til at udpege områder, hvor der ikke kan gives tilladelse til

råstofindvinding eller hvor adgangen til at give tilladelse begrænses. Dette kan bl.a.

medvirke til gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17.

juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske

foranstaltninger (havstrategirammedirektivet), EU-Tidende 2008 nr. L 164, side 19.

Lovens titelnote om gennemførelse af EU-direktiver foreslås ændret, således at direktiv

2006/21/EF om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (mineaffaldsdirektivet)

udgår, da loven ikke længere er en del af da den danske gennemførelse af direktivet. Den

danske gennemførelse af direktivet findes nu i miljøbeskyttelsesloven og i bekendtgørelse

nr. 1150 af 28. november 2012 om håndtering af udvindingsaffald og en række andre

bekendtgørelser med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.

Endvidere foreslås noten opdateret for så vidt angår ændringer af direktiver m.v.

Lovforslaget indeholder ikke i øvrigt EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

Mindreudgifter

Økonomiske konsekvenser for

Staten

Kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

Staten

Begrænsede

Ingen

Ingen væsentlige

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Begrænsede

Ingen

Natur- og Miljøklagenævnet vil få

yderligere opgaver svarende til ca.

1 ÅV.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Miljømæssige konsekvenser

Administrative konsekvenser for

borgerne

Forholdet til EU-retten

Ingen

Begrænsede

Ingen

I øvrigt ingen væsentlige

Ingen

Begrænsede

Ingen

Implementeringsnote tilpasses. Forslaget om hjemmel til at udlægge

områder, hvor der ikke kan tillades råstofindvinding, kan medvirke til

gennemførelsen af havstrategirammedirektivet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås at nyaffatte lovens titelnote, således at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om

ændring af direktiv 2004/35/EF (Mineaffaldsdirektivet) udgår. Dette skyldes, at

gennemførelsen af direktivet nu findes i regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven,

særlig bekendtgørelse nr. 1150 af 28. november 2012 om håndtering af udvindingsaffald,

og ikke i råstofloven. Desuden ajourføres noten med opdaterede henvisninger til de seneste

ændringer af direktiverne.

Til nr. 2

Der foreslås en række præciseringer af lovens § 3 om de hensyn, som myndighederne skal

lægge vægt på ved lovens anvendelse.

Det foreslås at indsætte rekreative interesser som en af de interesser, der skal indgå i

afvejningen ved afgørelser efter loven. Rekreative interesser vil som oftest være dækket af

hensynet til miljø og natur, men for at undgå tvivl om, hvorvidt disse interesser særskilt

skal tages i betragtning, foreslås det, at de nævnes udtrykkeligt. Forslaget er således ikke

udtryk for, at disse interesser skal have tillægges særlig vægt.

Tilsvarende foreslås det at præcisere, at infrastrukturanlæg også omfatter

energiproducerende anlæg. F.eks. er det relevant at tage hensyn til planlagt placering af

vindmøller ved udstedelse af tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer på

havet, hvilket også hidtil er sket.

Endelig foreslås det at ændre »kystsikkerhed« til: »risiko for oversvømmelse eller erosion

af kysten«, da dette er en mere korrekt beskrivelse af hensynet.

Forslaget vil således ikke føre til nogen ændring af hidtidig praksis.

Til nr. 3

Det forslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 7 om tilladelse til og anmeldelse af indvinding af

råstoffer på land. Efter den foreslåedes regel er indvinding af råstoffer, der er tilladt efter

den foreslåede bestemmelse i kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslagets §

2, nr. 4,ikke omfattet af stk. 1-3. Undtagelsen omfatter det tilfælde, hvor der i forbindelse

med en videreførelse af sediment i henhold til kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1,

(by-pass) fjernes sediment, der ligger over højeste daglig vandstandslinje, og hvor der efter

forslaget ikke skal kræves tilladelse eller anmeldelse efter råstoflovens regler om

indvinding på land.

Højeste daglig vandstandslinje er skillelinjen mellem land og søterritoriet. I de tilfælde,

hvor sedimentet fjernes i henhold til kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1, vil der

være tale om en situation, hvor sediment har hobet sig op som følge af et fast anlæg, en

sejlrende, et havnebassin el. lign. I øvrigt henvises til bemærkningerne til den foreslåede §

16 b, stk. 1, nr. 1.

Til nr. 4.

Det foreslås at ændre lovens § 10, stk. 7, om bortfald af tilladelser til råstofindvinding på

land ved manglende udnyttelse, således at der kan fastsættes vilkår, der fraviger den

generelle regel om bortfald efter 3 år. Med den foreslåede ændring vil bestemmelsen svare

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

til råstoflovens § 24, stk.1, vedrørende bortfald af tilladelse til indvinding på havet,

hvorefter der kan fastsættes vilkår om, at en tilladelse ikke skal bortfalde selv om den ikke

er blevet udnyttet inden for 3 år efter den er meddelt eller i 3 på hinanden følgende år.

Muligheden skal kun udnyttes, hvis der foreligger særlige omstændigheder, der gør det

uhensigtsmæssigt, at tilladelsen bortfalder, hvis den ikke har været udnyttet i 3 år.

Den vil være relevant f.eks. ved tilladelse til indvinding af materialet klæg, som ofte

anvendes primært til havdigerne ved Vadehavet, som beskytter baglandet mod stormfloder.

En stormflod kan forvolde store skader på digerne, og bølgerne kan lave store huller i

digerne, som skal udbedres med det samme. Behovet for indvinding er svingende, idet

behovet for indvinding typisk opstår efter store storme. Der kan således gå mere end tre år

imellem, at der er brug for indvinding af netop dette materiale.

Der kan også forekomme andre tilfælde, hvor det er hensigtsmæssigt, at fastsætte vilkår

om, at indvindingstilladelsen ikke automatisk bortfalder, såfremt tilladelsen ikke er blevet

brugt aktivt i 3 på hinanden følgende år eller taget i brug inden for 3 år efter tilladelsen er

meddelt.

Endvidere foreslås det at rette bestemmelsens henvisning til stk. 1 en henvisning til § 7,

stk. 1, idet de tilladelser, der er tale om, gives i henhold til § 7, stk. 1, og ikke § 10, stk. 1,

hvor der alene henvises til § 7, stk. 1.

Til nr. 5

Det foreslås at nyaffatte § 16, stk. 6, om opsættende virkning af klage over afgørelser

vedrørende råstofindvinding på land, således at klage over regionernes råstofplaner ikke

har opsættende virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet. Det

foreslås hermed, at reglerne om klage over råstofplaner bliver tilsvarende de klageregler,

der var gældende før kommunalreformen, hvor råstofplanlægningen indgik i regionplanen i

henhold til planloven, og hvor en klage ikke havde opsættende virkning.

I forhold til klage over tilladelser til indvinding af råstoffer på land indebærer forslaget

ingen ændring, idet klage over indvindingstilladelse som hidtil vil have opsættende

virkning, medmindre Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet.

Til nr. 6

Det foreslås, at overskriften

Godkendelse af indvindingsmateriel

efter § 18 ophæves.

Overskriften knyttede sig til § 19, som blev ophævet ved lov nr. 515 af 12. juni 2009.

Overskriften blev ved en fejl ikke ophævet samtidig.

Til nr. 7

Der foreslås i § 20, stk. 1, indsat en henvisning til de foreslåede bestemmelser i § 20, stk. 6,

og § 20 b, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 13 og 18.

I § 20, stk. 1, bestemmes, at efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og

kontinentalsoklen kun må ske efter tilladelse efter råstofloven.

I lovforslaget foreslås indsat en bemyndigelse i § 20, stk. 6, til at miljøministeren kan

fastsætte undtagelser fra kravet om tilladelse til efterforskning. I det foreslåede § 20 b, stk.

5, undtages visse tilfælde af råstofindvinding fra kravet om tilladelse efter råstofloven. Det

gælder de tilfælde, hvor der efter den foreslåede bestemmelse i kystbeskyttelseslovens § 16

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

b, stk. 1, er givet tilladelse til at videreføre sediment forbi et fast anlæg, en sejlrende, et

havnebassin el. lign. (by-pass), eller tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings- og

uddybningsmaterialer til kystbeskyttelse eller anlæg eller opfyldning på søterritoriet, jf.

lovforslagets § 2, nr. 4.

Det foreslås derfor præciseret i § 20, stk. 1, at kravet om tilladelse efter råstofloven ikke

gælder i de tilfælde, der undtages i medfør af § 20, stk. 6, og § 20 b, stk. 5.

Til nr. 8

Det foreslås i § 20, stk. 2, nr. 1, 1. pkt., at indsætte ”pr. kubikmeter" efter ”betale”.

§ 20, stk. 2, nr. 1, omhandler tilladelse til indvinding på havet efter auktion. Ændringen

betyder, at auktionerne fremover vindes af den, der byder den højeste pris pr. kubikmeter.

Efter de gældende regler vindes auktionen af den, der har budt det højeste vederlag, dvs.

prisen pr. kubikmeter ganget med den budte mængde. Den foreslåede ændring vurderes at

give mindre virksomheder og andre, der har behov for mindre mængder råstoffer, bedre

mulighed for at deltage i en auktion. Om den situation, hvor flere byder samme pris pr.

kubikmeter, se forslaget i § 1, nr. 9.

Til nr. 9

Det foreslås at ophæve § 20, stk. 2, nr. 1, 2. pkt., og i stedet indsætte to nye punktummer,

som fastsætter, hvad der sker, hvis flere byder samme pris pr. kubikmeter ved en auktion. I

så fald vil den budte mængde være afgørende, således at den, der har budt den højeste

mængde, vinder auktionen. Hvis flere også har budt den samme mængde, foreslås det, at

der ligesom efter den gældende regel i 2. pkt., skal indkaldes supplerende tilbud fra disse

ansøgere.

Til nr. 10

Det foreslås i § 20, stk. 2, nr. 2, at ændre ”omfattet af § 22, stk. 1,” til: ”til fælles

råstofindvinding (fællesområder)”. Ændringen har sammenhæng med ændringen foreslået i

§ 1, nr. 26, hvorefter § 22, stk. 1, ophæves, og områder til fælles råstofindvinding

(fællesområder) dermed ikke længere skal udlægges ved bekendtgørelse. Forslaget

medfører således, at fællesområder ligesom auktionsområder og bygherreområder alene

udlægges ved tilladelse efter § 20, stk. 2.

Hvis der ansøges om tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 2, til efterforskning eller indvinding i

et område, der kan udlægges til fællesområde, vil ansøgningen blive behandlet som andre

ansøgninger. Hvis den foretagne efterforskning og miljøvurdering lever op til de gældende

krav og viser, at betingelserne for at tillade indvinding er opfyldt, vil der blive udstedt

indvindingstilladelse. Den eneste forskel i forhold til auktions- og bygherreområder er, at

tilladelse ikke gives med eneret. Andre vil således efterfølgende kunne søge om tilladelse i

det samme område.

Hvis en efterfølgende ansøger ønsker tilladelse til at indvinde af den samme mængde på

samme vilkår, som er omfattet af den første tilladelse, vil der kunne gives

indvindingstilladelse, uden at der foretages efterforskning og miljøvurdering. Eneste

forskel i forhold til den første tilladelse vil være, at den, der har afholdt udgiften til

efterforskning og miljøvurdering vil skulle betale 6 kr. (indeksreguleret) pr. m

i vederlag,

hvorimod de efterfølgende ansøgere, der ikke har foretaget efterforskning og

miljøvurdering, vil skulle betale 8 kr. (indeksreguleret), jf. § 22 a, stk. 2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der vil også være mulighed for at søge om indvindingstilladelse på andre vilkår eller til en

anden mængde i det samme område. Dette kan f.eks. være relevant, hvis den første

tilladelse er begrænset til kvalitetsmaterialer, men der også i området er ressourcer, som er

egnede som fyldsand.

Det kan også være relevant at ansøge om en yderligere mængde af samme type råstof, før

den allerede tilladte mængde er opbrugt, for at undgå, at der bliver en periode, hvor man

ikke kan indvinde i området, fra den tilladte mængde er opbrugt, og indtil en ny tilladelse

kan gives. I så fald vil tilladelsen til den nye mængde først blive givet med virkning fra det

tidspunkt, hvor den allerede tilladte mængde er opbrugt.

Der vil i nødvendigt omfang skulle udføres efterforskning og miljøvurdering for at få

indvindingstilladelse til en yderligere mængde. Hvis den allerede tilladte mængde ikke er

opbrugt, vil den råstofgeologiske efterforskning skulle dokumentere, at både den allerede

tilladte og den ansøgte yderligere mængde er til stede. Miljøundersøgelse og

miljøvurdering skal endvidere dokumentere, at det er miljømæssigt forsvarligt at indvinde

denne samlede mængde.

Indvindingstilladelserne efter § 20, stk. 2, nr. 2, vil være tidsbegrænsede som andre

indvindingstilladelser, jf. § 20 a, stk. 1, 1. pkt., og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.

14.

Se i øvrigt bemærkningerne til § 1, nr. 17, vedrørende den foreslåede § 20 a, stk. 5, nr. 4.

Til nr. 11

Det foreslås at nyaffatte § 20, stk. 2, nr. 3, om tilladelser til efterforskning og indvinding,

der kan meddeles til en bygherre i særlige bygherreområder, således at den fremover ikke

omfatter tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer. Denne del af

bestemmelsen foreslås udskilt til en særskilt paragraf, § 20 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 18,

og bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 20, stk. 2, nr. 3, skal omfatte tilladelse til efterforskning

eller indvinding til større opfyldningsopgaver eller andre større anlægsarbejder og til

kystbeskyttelse. Dette er en udvidelse i forhold til den gældende ordlyd, som ud over

kystbeskyttelse kun omfatter indvinding af sand til større opfyldningsopgaver, og dermed

ikke materialer til f.eks. betonfremstilling. Enkelte projekter kan imidlertid være så

omfattende, at der f.eks. bygges egne betonfabrikker m.v., som skal bruge store mængder

materialer til fremstillingen. Dette gælder bl.a. Femern Bælt projektet. I sådanne tilfælde

vil det være relevant at meddele en bygherretilladelse til indvinding af også disse

materialer.

Endvidere foreslås det at præcisere, at tilladelser i bygherreområder gives med eneret til

bygherren. Der er i dag hjemmel til i en tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 3, at stille vilkår om,

at råstofferne skal anvendes til bestemte formål, herunder til et bestemt projekt, jf. § 21,

stk. 1, nr. 3, og § 21, stk. 2, nr. 2. Det bør imidlertid også klart fremgå, at der ikke kan

gives indvindingstilladelse til andre, herunder ved auktion, i det samme område i den

periode, hvor bygherretilladelsen gælder, jf. dog nedenfor.

Når en bygherretilladelse er udløbet, vil der kunne søges om en ny bygherretilladelse eller

om at få området på auktion eller udlagt som fællesområde. Det er hensigten, at der i

medfør af § 20 a, stk. 5, skal fastsættes regler om, hvorvidt den bygherre, der oprindelig

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

har fået udlagt området, skal have fortrinsret til at søge en ny tilladelse, hvis betingelserne

for at få en bygherretilladelse stadig er opfyldt, og om, hvorvidt ansøgning om auktion

eller fællesområde evt. skal have fortrinsret.

Normalt vil bygherreområder skulle udlægges på et areal, der ikke i øvrigt er udlagt til

råstofindvinding. I særlige tilfælde vil der dog kunne udlægges et bygherreområde på et

areal, hvor der i forvejen er givet en fællesområdetilladelse. Det kan komme på tale i

tilfælde, hvor der er en væsentlig samfundsmæssig interesse i, at der kan findes råstoffer til

et anlægsprojekt, og det viser sig svært at finde egnede råstoffer i en rimelig afstand,

undtagen i eksisterende fællesområder. En sådan tilladelse vil dog forudsætte, at bygherren

dokumenterer, at området indeholder tilstrækkelige mængder af råstoffer til, at man både

kan indvinde den mængde, der allerede er givet tilladelse til efter § 20, stk. 2, nr. 2, og den

mængde, som bygherren ønsker tilladelse til. Det vil desuden forudsætte, at bygherren

foretager miljøundersøgelser og miljøvurdering, der dokumenterer, at det er miljømæssigt

forsvarligt at indvinde denne samlede mængde. Hvis der gives en sådan tilladelse, vil

eneretten kun omfatte den mængde, som bygherren har fået tilladelse til at indvinde – ikke

området som sådan.

Til nr. 12

Den gældende bestemmelse i § 20, stk. 3, fastsætter, at der kun kan meddeles tilladelse i

geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder. Det foreslås at præcisere, at kravet om

miljøvurdering kun omfatter tilladelser til indvinding, herunder tilladelse til

prøvesugninger og produktionsforsøg, og at tilladelse til efterforskning kun kan meddeles i

geografisk afgrænsede områder.

Det betyder, at der uden forudgående miljøvurdering baseret på undersøgelser af området

kan gives tilladelse til efterforskning ved hjælp af f.eks. akustisk kortlægning af havbunden

og overfladen samt undersøgelser med dykker og ROV (Remotely operated underwater

vehicle) samt til efterforskning ved anvendelse af boringer eller indsamling af bundprøver

op til 50 liter.

Der vil imidlertid som hidtil både i ansøgningsmaterialet og under behandlingen af sagerne

skulle ske en vurdering af, om det ansøgte kan skade miljøet, herunder Natura 2000-

områder eller beskyttede arter, og der skal i nødvendigt omfang stilles miljøkrav til

efterforskningen, enten som vilkår i tilladelsen eller som generelle regler, f.eks. krav om

soft start-procedure i forbindelse med akustisk kortlægning.

Præciseringen er i overensstemmelse med hidtidig praksis for efterforskning, der ikke

indebærer prøvesugninger og produktionsforsøg, som den er udmøntet i

ansøgningsbekendtgørelsens § 2.

Forslaget skal derfor ses i sammenhæng med, at det samtidig foreslås fastsat, at tilladelse

til prøvesugning og produktionsforsøg er omfattet af reglerne om indvinding og ikke af

reglerne om efterforskning. Ved prøvesugning og produktionsforsøg foretages

indvindingsoperationer m.v. med henblik på at vurdere, om og i hvilket omfang der er

basis for en (kommerciel) indvinding i større skala.

Hidtil er tilladelse til sådanne aktiviteter givet som tilladelse til efterforskning. Tilladelse

til efterforskning er som udgangspunkt ikke underlagt krav om forudgående miljøvurdering

af området, idet efterforskning i almindelighed ikke medfører mærkbare indgreb i

havbunden. Ved prøvesugning og produktionsforsøg er det imidlertid for at sikre

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

miljøbeskyttelsen nødvendigt, at området er miljøvurderet, før der gives tilladelse. Det er

derfor i dag fastsat i ansøgningsbekendtgørelsens § 3, at efterforskningstilladelse til

sådanne aktiviteter skal meddeles særskilt og forudsætter en miljøvurdering, inklusive

miljøundersøgelser, gennemført efter ansøgningsbekendtgørelsens bilag 1.

Det vurderes, at man vil opnå en klarere retsstilling, hvis disse aktiviteter i stedet

kategoriseres som indvinding og dermed underlægges de regler, der gælder for indvinding.

Dette vil betyde, at det ikke er nødvendigt at definere, f.eks. ud fra mængdemæssige

kriterier, hvad der adskiller prøvesugning og produktionsforsøg fra almindelig indvinding.

Det vil også betyde, at der skal betales vederlag af indvindingen under prøvesugning og

produktionsforsøg.

Til nr. 13

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 6 og 7 i § 20.

Efter det foreslåede stk. 6 kan miljøministeren fastsætte regler om, at efterforskning ikke er

omfattet af kravet i stk. 1 om tilladelse til efterforskning af råstoffer. Ministeren kan i den

forbindelse fastsætte, at undersøgelser, der ikke kræver tilladelse, skal anmeldes, og

fastsætte regler om høring af offentligheden, herunder at offentlig høring kan ske

udelukkende digitalt, og om, at resultaterne af undersøgelserne skal indberettes.

I princippet er al efterforskning af råstoffer omfattet af kravet om tilladelse i § 20, også

miljøundersøgelser med henblik på vurdering af råstofindvinding. Der har dog ikke været

helt klarhed over rækkevidden af bestemmelsen, og der er ikke altid blevet givet tilladelse

til miljøundersøgelser i tilfælde, hvor der ikke krævedes en råstofgeologisk kortlægning.

Det er tanken som led i den gennemgang af kravene til efterforskning og miljøvurdering,

der er igangsat af Naturstyrelsen, se bemærkningerne til § 1, nr. 17, ad den foreslåede § 20

a, stk. 5, nr.1, at overveje, i hvilke tilfælde det er hensigtsmæssigt at kræve en egentlig

tilladelse til efterforskning, og i hvilke tilfælde det er tilstrækkeligt, at der foretages en

anmeldelse og en efterfølgende indrapportering af resultaterne. Hvis det vurderes at være

hensigtsmæssigt, vil bestemmelsen også give mulighed for helt at undtage efterforskning

fra krav om tilladelse.

For tilfælde, hvor der kræves anmeldelse, kan det, hvis det vurderes hensigtsmæssigt,

fastsættes, at efterforskningen ikke må påbegyndes, før der er gået en vis tid fra

anmeldelsen, og eventuelt at anmeldelsen skal sendes i høring.

Efter det foreslåede stk. 7 kan ministeren nedlægge forbud og meddele påbud i forhold til

efterforskning, der ikke kræver tilladelse. Det kan være nødvendigt at kunne gribe ind for

at hindre uacceptable virkninger på miljøet af en efterforskning, som ikke kræver tilladelse.

Hvis en efterforskning f.eks. kan forstyrre beskyttede arter i yngletiden på grund af støj,

kan det være nødvendigt at meddele forbud mod efterforskning på bestemte tidspunkter.

Det er hensigten at delegere ministerens adgang til at meddele påbud og forbud i forhold til

efterforskning, der ikke kræver tilladelse, til Naturstyrelsen.

Til nr. 14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det foreslås at præcisere i § 20 a, stk. 1, at tilladelse efter § 20 meddeles til en begrænset

mængde.

I den gældende § 20 a, stk. 1, 1. pkt., er det fastsat, at tilladelse efter § 20 meddeles for en

tidsbegrænset periode. Det foreslås derudover udtrykkeligt at fastsætte, at tilladelse til

indvinding meddeles til en begrænset mængde. Dette er også hidtil sket i alle tilfælde, og

der tilsigtes således ikke med ændringen en ny praksis. Indvindingstilladelser skal således

både afgrænses tidsmæssigt og mængdemæssigt, herunder skal der fastsættes en samlet

mængde, som må indvindes i henhold til tilladelsen. I visse tilfælde fastsættes herudover

en årlig maksimal mængde. For auktionstilladelser er der hidtil i de fleste tilfælde blevet

fastsat en maksimal årlig mængde. Med lovforslaget forudsættes, at der for

auktionstilladelser fremover følges en praksis, som svarer til det, der følges for andre typer

tilladelser. Der vil således blive fastsat en maksimal årlig mængde baseret på

miljøvurderingen, medmindre miljøvurderingen viser, at det er acceptabelt, at den samlede

tilladte mængde indvindes på et år.

Hidtil har tilladelser i fællesområder udlagt ved bekendtgørelse efter § 22, stk. 1, i praksis

kun været afgrænset af den tilladte mængde. Med forslaget om ikke længere at udlægge

fællesområder ved bekendtgørelse, jf. § 1, nr. 10 og 26, vil også tilladelser i fællesområder

skulle meddeles for en tidsbegrænset periode. Det er hensigten, at tidsbegrænsningen for

en tilladelse i et fællesområde som udgangspunkt fastsættes til 10 år, medmindre der er

særlige forhold, der gør sig gældende. Efterfølgende tilladelser i fællesområdet, som gives

uden efterforskning og miljøvurdering på samme vilkår som en eksisterende tilladelse,

gives for den periode, som resterer af den eksisterende tilladelses gyldighedsperiode.

Både for tilladelser i fællesområder og andre typer af tilladelser vil der være mulighed for

at søge om en fornyelse af tilladelsen, hvis den tilladte mængde ikke er eller forventes

indvundet, inden tilladelsesperioden udløber. Det vil i så fald bero på en konkret vurdering,

om den tidligere miljøvurdering fortsat er dækkende, og om forlængelse derfor kan ske

uden udførelse af fornyede miljøundersøgelser og miljøvurdering. For tilladelser meddelt

efter auktion, jf. § 20, stk. 2, nr. 1, vil en fornyelse under alle omstændigheder kræve

afholdelse af en ny auktion eller ansøgning om udlægning til fællesområde efter § 20, stk.

2, nr. 2.

Til nr. 15

Den gældende bestemmelse i § 20 a, stk. 1, 3. pkt., fastsætter, at en

efterforskningstilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 1, kan gives med fortrinsret til

indvindingstilladelse. Det foreslås at indsætte en henvisning også til § 20, stk. 2, nr. 3,

således at dette også skal gælde efterforskningstilladelser til bygherrer.

Der er i dag hjemmel til i en efterforskningstilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 3, at fastsætte

vilkår om, at råstofferne skal anvendes til bestemte formål, herunder til et bestemt projekt,

jf. § 21, stk. 1, nr. 3. Imidlertid vil det være hensigtsmæssigt også at kunne fastsætte, at

efterforskningstilladelsen gives med fortrinsret til efterfølgende indvindingstilladelse, jf.

også forslaget i § 1, nr. 11, om, at tilladelser efter § 20, stk. 2, nr. 3, gives med eneret.

Til nr. 16

I den nugældende § 20 a, stk. 2, er det fastsat, at tilladelse efter § 20 ikke kan gives i

områder med en vanddybde på mindre end 6 m. Det foreslås at præcisere, at dette kun

gælder tilladelse til indvinding, og ikke til efterforskning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der er for det første behov for at kunne foretage efterforskning, og særlig

miljøundersøgelser, i den påvirkningszone på 500 m, der ligger uden om et potentielt

indvindingsområde. Hvis der ønskes indvindingstilladelse helt ind til 6 m grænsen, vil en

del af påvirkningszonen ligge på lavere vand end 6 m, og det er derfor nødvendigt, at der

foretages undersøgelser i områder med en vanddybde på mindre end 6 m. Om der i det

enkelte tilfælde kan gives indvindingstilladelse helt ind til 6 m grænsen, vil afhænge af

resultaterne af miljøundersøgelserne, herunder undersøgelserne af påvirkningszonen.

For det andet er der i § 20 a, stk. 3, fastsat en hjemmel for ministeren til i visse særlige

tilfælde at fravige stk. 2 og tillade indvinding på lavere vanddybde. Reglen omfatter

tilfælde, hvor en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i

konflikt med væsentlige kulturarvs- og naturmæssige værdier. For at der kan søges en

sådan indvindingstilladelse er det imidlertid nødvendigt, at der først har kunnet gives en

efterforskningstilladelse, så det kan dokumenteres, dels at der er en værdifuld

råstofforekomst, dels at indvindingen ikke vil komme i konflikt med væsentlige kulturarvs-

og naturmæssige værdier, og at betingelserne for at give en indvindingstilladelse i øvrigt er

opfyldt. Ud over tilfælde, hvor den pågældende værdifulde råstofforekomst udelukkende

befinder sig på mindre end 6 m vand, kan det også være relevant i tilfælde, hvor et

potentielt indvindingsområde omfatter f.eks. en revle eller banke, som helt eller delvis har

en lavere vanddybde end 6 m. F.eks. i tilfælde, hvor der er tale om et lille isoleret område,

som har lavere dybde end 6 m, og som ikke har større naturmæssig værdi end de

omliggende dybere områder, vil der således kunne gives tilladelse til indvinding, hvis det

konkret vurderes at fordyre indvindingen, hvis området ikke bliver en del af

indvindingsområdet.

Til nr. 17.

Det foreslås at nyaffatte § 20 a, stk. 5, som indeholder bemyndigelse til miljøministeren til

at fastsætte regler om tilladelsesordningen efter § 20. I medfør af den gældende

bestemmelse er fastsat en række bekendtgørelser, som vil skulle revideres som opfølgning

på lovændringen, jf. nærmere nedenfor under de enkelte numre i det foreslåede stk. 5.

Dette vil ske, så bekendtgørelserne kan træde i kraft samtidig med lovændringen den 1. juli

2015.

Kravene til ansøgning om tilladelse vil fortsat blive fastsat med hjemmel i lovens § 24. De

fremgår i dag af bekendtgørelse nr. 1169 af 3. oktober 2013 om ansøgning om tilladelse til

efterforskning og indvinding af råstoffer fra havbunden samt indberetning af

efterforskningsdata og indvundne råstoffer (ansøgningsbekendtgørelsen). Der er bl.a. i

bekendtgørelsen fastsat krav til de råstofgeologiske og miljømæssige undersøgelser og

vurderinger, der skal foretages, og som er en betingelse for, at Naturstyrelsen kan behandle

en ansøgning om indvindingstilladelse.

Naturstyrelsen har igangsat en gennemgang af disse krav med henblik på at vurdere, om de

er relevante og fyldestgørende. I arbejdet vil de relevante myndigheder, organisationer og

forskningsinstitutioner m.v. blive inddraget, herunder råstofbranchen, miljøorganisationer

og fiskeriorganisationer. Det vil herunder også blive vurderet, hvilke krav der bør stilles i

tilfælde, hvor der tidligere er udført miljøundersøgelser i et område, hvor der ønskes

indvindingstilladelse til en yderligere mængde. Dette vil afhænge af de konkrete

omstændigheder, herunder af resultaterne af de tidligere undersøgelser og vurderinger og

eventuelle nye oplysninger, men der kan formentlig opstilles visse retningslinjer for

vurderingen. Hvis kravene til miljøundersøgelser er blevet skærpet i den mellemliggende

periode, kan dette også medføre, at der skal udføres supplerende miljøundersøgelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det vil endvidere blive vurderet, om kravet om geologiske undersøgelser skal gælde, hvis

der ønskes ny tilladelse i områder, hvor der tidligere har været indvinding, men aldrig er

foretaget en geologisk undersøgelse. Dette krav er i visse tilfælde i praksis blevet fraveget

på grund af tvivl om, hvorvidt undersøgelserne i disse tilfælde giver et retvisende billede

af, hvilke råstoffer der er til stede. Igangværende undersøgelser forventes at vise, om man

også i disse tilfælde vil kunne foretage en vurdering af råstofforekomsterne, og om kravet

om geologiske undersøgelser i disse tilfælde derfor bør fastholdes.

Hvis der søges om tilladelse til indvinding af en yderligere mængde, inden hele den

allerede tilladte mængde er indvundet, må det kræves, at de nye undersøgelser og

vurderinger, som skal foretages til brug for ansøgningen, skal belyse de miljømæssige

virkninger af indvinding af såvel den yderligere mængde, som der nu ønskes

indvindingstilladelse til, og den tilladte restmængde, der er tilbage på det tidspunkt, hvor

undersøgelserne foretages. Det kan desuden efter omstændighederne være nødvendigt at

kræve, at undersøgelser foretages, efter at den væsentligste del af den tidligere tilladte

mængde er indvundet, så tilstanden efter indvinding af denne mængde kan vurderes. Dette

vil også indgå i arbejdet med at revidere kravene til undersøgelser.

Reglerne om VVM-vurdering og VVM-screening vil også blive gennemgået som led i det

nævnte arbejde. Disse regler findes i dag i en særskilt bekendtgørelse, bekendtgørelse nr.

1422 af 12. december 2011 om miljømæssig vurdering af råstofindvinding på havbunden

(VVM). Det påtænkes at skrive disse regler sammen med reglerne i

ansøgningsbekendtgørelsen.

nr. 1

foreslås det, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om behandling af

ansøgninger og meddelelse af tilladelse efter stk. 1, herunder om høring af offentligheden,

herunder at offentlig høring kan ske udelukkende digitalt, om inddragelse af andre

myndigheder og om vilkår efter § 21, stk. 3.

Ud over de regler, der er fastsat i dag, er det bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at en

efterforskningsansøgning skal sendes i høring. Berørte interessenter vil i den forbindelse

have lejlighed til at angive, hvis de har interesse i området, som vil kunne berøre

muligheden for at få indvindingstilladelse. I det omfang pligten til at søge om

efterforskningstilladelse ophæves og erstattes af en anmeldelse, vil det blive overvejet, om

der skal fastsættes regler om, at anmeldelsen skal sendes i høring, jf. lovforslagets § 1, nr.

13, og bemærkningerne hertil.

Hvis der i høringen fremkommer oplysninger om uforudsete forhold, som gør, at området

ikke er interessant for ansøgeren, vil denne have mulighed for at trække ansøgningen

tilbage og undlade at gennemføre efterforskningen. Dette kan f.eks. ske, hvis der

fremkommer oplysninger om, at der er interesser i området, som kan forventes væsentligt

at begrænse mulighederne for at få indvindingstilladelse. Dette gælder også en

auktionsvinder, som i så fald vil kunne frasige sig retten til området, og i så fald ikke vil

være forpligtet til at gennemføre efterforskningen. Auktionsvinderen kan ikke lovligt

undlade at efterforske, fordi dennes egne forhold eller markedsforholdene har ændret sig.

Det foreslås i

nr. 2,

at ministeren bemyndiges til at fastsætte krav til anmodninger om

afholdelse af auktion over bestemte områder, om offentlig indkaldelse af ansøgninger efter

§ 20, stk. 2, nr. 1, herunder om, at indkaldelse kan ske udelukkende ved digital

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

annoncering, om betingelser for og afholdelse af auktion og overbud samt om kriterier i

forbindelse med auktion.

Reglerne vedrørende auktion fremgår i dag af bekendtgørelse nr. 60 af 19. januar 2012 om

auktion over områder til råstofindvinding fra havbunden.

Som opfølgning på rapporten fra arbejdsgruppen om forbedrede konkurrenceforhold ved

råstofindvinding på havet og drøftelser med råstofbranchen er det hensigten at foretage en

række ændringer af bekendtgørelsen.

Det er hensigten, at indvindere skal indmelde et konkret, mindre område til auktion frem

for et helt farvandsområde (f.eks. Skagerrak eller Storebælt). Aktøren, som indmelder

området, vil være forpligtet til at afgive bud i auktionen. Hvis de indkomne forslag til

auktionsområder overlapper, vil det enkelte areal med overlap gå til den, der har budt den

højeste kubikmeterpris. Ved lige bud er også her den budte mængde afgørende.

Det er foreløbig hensigten, at der som hidtil gennemføres auktioner to gange om året, hvor

Naturstyrelsen fastlægger tidsplan, herunder frist for indmeldelse af områder til auktion.

Det er hensigten at fastsætte krav om, at et auktionsområde afgrænses af rette linjer, og at

der skal være tale om et sammenhængende område. Hvis der ønskes flere adskilte områder,

må de sættes særskilt på auktion. Ved genauktionering af indvindingsområder, hvor

eneretten er udløbet, og hvor den oprindelige indvindingstilladelse har omfattet flere

adskilte områder, kan det dog overvejes, om disse i visse tilfælde skal kunne

genauktioneres samlet.

Aktørerne forventes som minimum at indmelde et område og tilbyde en

indvindingsmængde, der størrelsesmæssigt kan forrente investeringen til efterforskning, og

generelt må det derfor forventes, at basisomkostningerne ved at iværksætte

efterforskningen vil gøre, at de fleste indmeldte områder vil have en vis størrelse Hvis der

omvendt meldes et meget stort område ind, vil efterforskningsomkostningerne være

tilsvarende høje, hvilket må forventes at have en begrænsende virkning på størrelsen af de

indmeldte områder og modvirke, at der meldes meget store områder ind blot for at spærre

dem for andre. Det vil dog ved udmøntningen af ordningen blive nærmere overvejet, om

der bør fastlægges en nedre eller øvre arealgrænse for det individuelle auktionsområde og

et minimumsareal og mindste indvindingsmængde for et endeligt afgrænset

indvindingsområde.

Der holdes auktion over områderne, sådan som de er afgrænset i anmodningen om

afholdelse af auktion, medmindre de angivne områder indeholder arealer, der er omfattet af

beskyttelseszoner eller lignende, som indebærer forbud mod at give tilladelse til

råstofindvinding, herunder områder udlagt i medfør af den foreslåede § 22, stk. 2, jf.

lovforslagets § 1, nr. 27. I så fald vil den, der har meldt området ind, have mulighed for at

trække interessetilkendegivelsen tilbage. Hvis området fortsat ønskes sat på auktion,

tilpasses det, så det pågældende område ikke omfattes.

Hvis der er begrænsninger i adgangen til at give tilladelse i det indmeldte område, f.eks.

fastsat i medfør af den foreslåede § 22, stk. 2, eller der er arealreservationer, f.eks. til

kommende kabler eller vindmøller, ændres området ikke, idet det må afklares, når der til

sin tid skal gives indvindingstilladelse, om der kan gives tilladelse i det pågældende areal,

evt. for en kortere årrække eller med andre begrænsninger. Naturstyrelsen vil lægge til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

grund, at den, der indmelder området, har været opmærksom på begrænsningerne eller

reservationerne, og altså ønsker at efterforske det pågældende areal på trods heraf.

Naturstyrelsen forventer, at den Danske Marine Råstofdatabase er i drift og tilgængelig på

internettet, når den nye ordning træder i kraft, og her vil man efter planen kunne søge et

samlet overblik over de forskellige forhold, der kan være til hinder for indvindingen.

Der vil ikke i auktionsmaterialet blive gjort opmærksom på forhold, der vil kunne medføre

begrænsninger i adgangen til råstofindvinding i et konkret område. Aktører, der påtænker

at byde på auktionen, må selv undersøge disse forhold, herunder i den Danske Marine

Råstofdatabase, jf. ovenfor. I dag oplyses i auktionsmaterialet placeringen af

internationale naturbeskyttelsesområder, men da dette fremover vil kunne ses i den Danske

Marine Råstofdatabase, vil dette heller ikke fremgå af auktionsmaterialet fremover.

Den endelige afklaring af, om der foreligger forhold i det konkrete område, som medfører,

at der ikke kan gives tilladelse som ansøgt, vurderes i overensstemmelse med gældende

praksis i forbindelse med behandlingen af ansøgning om efterforskning og indvinding.

Den, der har meldt området ind, er forpligtet til at afgive bud og gennemføre

efterforskning, medmindre der efterfølgende, f.eks. ved høring om

efterforskningsansøgningen, fremkommer oplysninger om, at der er interesser i området,

som kan forventes væsentligt at begrænse mulighederne for at få indvindingstilladelse.

Hvis denne ikke afgiver bud, og heller ikke andre byder på feltet, betales bod til

Naturstyrelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 29, og bemærkningerne hertil. Auktionsvinderen

må på baggrund af resultatet af efterforskningen inden for en vis frist afgøre, om

vedkommende ønsker at søge en indvindingstilladelse eller ej. Det er foreløbig hensigten,

at efterforskningen som hidtil normalt skal gennemføres på et år. Herefter er det hensigten,

at auktionsvinderen har yderligere en måned til at indsende indvindingsansøgning. Hvis

der ikke søges indvindingstilladelse, bortfalder eneretten.

Hvis der søges indvindingstilladelse, skal denne som hovedregel behandles efter de samme

regler som andre indvindingsansøgninger.

Udgangspunktet er, at der ansøges om den mængde, som var angivet i buddet. Der er dog

ikke noget til hinder for, at der kan søges om en større mængde, hvis efterforskningen har

vist, at den er til stede.

Da mængden er en del af buddet og kan være afgørende for, hvem der vinder auktionen,

kan der som udgangspunkt ikke søges om en mindre mængde, end der er budt. Ændringer i

udsigten til at kunne afsætte de pågældende råstoffer eller afsætte dem til den forventede

pris, kan således ikke medføre, at der kan søges om en mindre mængde. Imidlertid kan der

være tilfælde, hvor der ved efterforskningen er kommet dokumentation for, at der kun

findes en mindre mængde råstoffer i området, eller kun en mindre mængde af den kvalitet,

som den pågældende ønskede at efterforske efter og indvinde, og som det fremgik af

efterforskningsansøgningen var målet med efterforskningen. Der kan også være tilfælde,

hvor de geologiske forhold gør, at kun en mindre mængde kan indvindes uden

uforholdsmæssigt store omkostninger. I så fald vil der kunne søges om

indvindingstilladelse til en mindre mængde. Naturstyrelsen vil i sådanne tilfælde skulle

påse, at det er korrekt, at der ikke findes en større mængde af de pågældende råstoffer

tilgængelig i området. Eventuelt må en afgørelse heraf udskydes til efter det første år af

indvindingstilladelsen, jf. nedenfor.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det er endvidere hensigten, at Naturstyrelsen ved behandling af auktionsvinderens

ansøgning om indvindingstilladelse får mulighed for at begrænse indvindingsarealets

størrelse for at forhindre, at én aktør sætter sig på et uforholdsmæssigt stort, attraktivt

område. Dette vil være aktuelt i ansøgninger, hvor den ansøgte indvindingsmængde for et

konkret område er meget mindre end den mængde, der er dokumenteret tilgængelig i

efterforskningen inden for området. Det indebærer dog ikke, at et indvindingsområde ikke

må indeholde en større mængde råstoffer, end der gives indvindingstilladelse til. Formålet

med bestemmelsen er at forebygge hoarding (hamstring). Der skal således være et

decideret misforhold mellem på den ene side størrelsen af det ansøgte areal og den

tilgængelige mængde, og på den anden side den ansøgte mængde, så det ikke sagligt kan

begrundes, at der søges om tilladelse til hele arealet.

Hvis spørgsmålet om, hvorvidt der kan søges om en mindre mængde, eller om det ansøgte

areal skal beskæres, ikke kan afgøres endeligt på baggrund af de seismiske data fra

efterforskningen, kan afgørelsen vedrørende det endelige indvindingsareal og den endelige

tilladte mængde udskydes et år.

Det er således hensigten, at det første år, efter at der er givet indvindingstilladelse,

eventuelt kan benyttes af tilladelsesindehaveren til at foretage prøvesugninger og

produktionsforsøg. På baggrund heraf kan tilladelsesindehaveren anmode om, at

indvindingsområdet eller mængden begrænses, hvis det dokumenteres, at den ønskede

kvalitet ikke er til stede i det ventede omfang, eller ikke kan indvindes uden

uforholdsmæssigt store omkostninger, jf. ovenfor.

Der vil også på baggrund heraf kunne træffes afgørelse om begrænsning af arealet, hvis

den tilladte indvindingsmængde for et konkret areal er uforholdsmæssigt meget mindre end

den mængde, der er dokumenteret tilgængelig.

I disse tilfælde vil minimumsvederlaget og arealvederlaget blive nedsat for de

efterfølgende år, så de svarer til den endelige tilladelse.

Afgørelser om begrænsning af mængde eller areal på baggrund af de tilgængelige råstoffer

vil i langt hovedparten af tilfældene ikke kunne påklages, da de ikke indeholder vilkår til

beskyttelse af kulturarv, natur og miljø, jf. § 26, stk. 2.

Tilladelsesindehaveren vil også efter et år kunne søge om at få forøget den tilladte

mængde. En sådan ansøgning skal dog behandles som en indvindingsansøgning, og

afgørelsen vil for så vidt angår vilkår til beskyttelse af kulturarv, natur og miljø kunne

påklages efter de almindelige regler i § 26, stk. 2. Hvis den tilladte mængde forøges, vil

minimumsvederlaget blive hævet for de efterfølgende år.

For auktionstilladelser er der hidtil i de fleste tilfælde blevet fastsat en maksimal årlig

mængde, som svarer til den budte årlige mængde. Med lovforslaget forudsættes, at der for

auktionstilladelser fremover følges en praksis, som svarer til det, der følges for andre typer

tilladelser. Der vil således blive fastsat en maksimal årlig mængde baseret på

miljøvurderingen, medmindre miljøvurderingen viser, at det er acceptabelt, at den samlede

tilladte mængde indvindes på et år. I de tilfælde, hvor det ikke er miljømæssigt nødvendigt

at fastsætte en årlig mængde, eller hvor den årlige mængde kan fastsættes højere end den

budte årlige mængde, vil det give virksomhederne en højere grad af fleksibilitet til at

kunne udnytte en gunstig afsætningssituation.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter det første år vil tilladelsesindehaveren ikke have mulighed for at få nedsat den tilladte

mængde eller det udlagte areal, men der vil til enhver tid være mulighed for helt at give

afkald på indvindingstilladelsen og eneretten, hvorefter der ikke vil skulle betales

arealvederlag eller minimumsvederlag for de følgende år.

Når der er givet indvindingstilladelse, eller når auktionsvinderen har valgt ikke at søge om

indvindingstilladelse, vil andre aktører have mulighed for at anmode om, at de dele af det

oprindelige auktionsområde, hvor der ikke er givet indvindingstilladelse, udbydes på en

sekundær auktion eller udlægges som fællesområde.

Når den fulde mængde, som er fastsat i indvindingstilladelsen, er indvundet, bortfalder

eneretten, selv om eneretsperioden ikke er udløbet, og der kan søges om at udlægge

området til fællesområde, eller der kan ske afholdelse af en sekundær auktion. Det er

hensigten efter drøftelser med branchen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at

fastsætte nærmere regler om, hvorvidt eneretsindehaveren eller andre aktører inden en vis

frist inden enerettens udløb skal kunne kræve, at der afholdes sekundær auktion, eller at

området udlægges til fællesområde, eller om det alene skal være afgørende, om der først

anmodes om sekundær auktion eller udlægning til fællesområde.

Det foreslås i

nr. 3,

at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om tidsbegrænsning,

eneretsperiode og fortrolig behandling af efterforsknings- og undersøgelsesdata.

Det er hensigten, at data fra efterforskningen, som med den nuværende ordning er

fortrolige i eneretsperioden, gøres offentligt tilgængelige og dermed frigives til markedet,

efter at auktionsvinderen har fået indvindingstilladelse til et område eller har valgt at

indstille sine aktiviteter i området pga. manglende resultater og ikke søge om

indvindingstilladelse.

Det er hensigten, at eneretsperioden forlænges til som udgangspunkt 10 år i primære

auktionsområder. Dette vurderes hensigtsmæssigt på baggrund af en undersøgelse af de

hidtidige omkostninger ved udlægningen af et indvindingsområde, som viser, at

investeringen i forbindelse med efterforskning og miljøundersøgelser kræver relativt høje

indvindingsmængder under den nugældende eneret på 5 år, før investeringen kan forrentes.

Dette skyldes, at aktøren bærer relativt høje engangsomkostninger i forbindelse med de

påkrævede undersøgelser, og en forlængelse af eneretten vil derfor skabe mulighed for at

afskrive investeringen over en længere periode, hvorved det også bliver attraktivt for

aktører med mindre indvindingsmængder at deltage i auktionerne. Udvidelsen af

eneretsperioden er desuden hensigtsmæssig under hensyn til, at data frigives til markedet

umiddelbart efter, at der gives indvindingstilladelse, samt målet om at skabe bedre adgang

til auktionerne for flere aktører. Det vurderes således, at en sådan forlængelse af eneretten

vil føre til en rimelig dækning af auktionsvinderens omkostninger til udlægningen af et

område, samt omkostninger til indhentning af efterforskningsdata, som efterfølgende

kommer samtlige markedsaktører til gode.

Det er hensigten, at eneretsperioden ved gennemførelsen af en eventuel ny auktion i

samme område (en sekundær auktion) som udgangspunkt skal være 5 år. Dette gælder

både en sekundær auktion i selve indvindingsområdet efter enerettens udløb og en

sekundær auktion i en del af det område, der var omfattet af den primære auktion, men som

der ikke er givet indvindingstilladelse i. Det vil endvidere gælde, hvis der anmodes om

auktion over et område, der tidligere har været udlagt som bygherreområde, jf. § 20, stk. 2,

nr. 3. Den kortere eneretsperiode skyldes, at den pågældende indvinder ikke vil have de

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

samme investeringsomkostninger til udlægning af området, som aktøren, der foretager de

påkrævede undersøgelser på baggrund af den primære auktion, da den sekundære

auktionsvinder vil kunne bygge videre på de data, som den primære auktionsvinder har

tilvejebragt.

I bygherreområder, jf. § 20 stk. 2, nr. 3, vil tilladelsens længde og dermed eneretsperioden

afhænge af det pågældende projekt, som materialerne skal benyttes til. Som hidtil vil der

som altovervejende hovedregel ikke blive givet tilladelser af mere end 10 års varighed,

men der vil kunne ansøges om fornyet tilladelse, hvis betingelserne fortsat er opfyldt.

Det er hensigten, at der skal fastsættes regler om, at den bygherre, der oprindelig har fået

udlagt området, skal have fortrinsret til at søge en ny tilladelse, hvis betingelserne for at få

en bygherretilladelse stadig er opfyldt, samt om, hvorvidt ansøgning om auktion eller

fællesområde evt. skal have fortrinsret, hvis området ikke fortsætter som bygherreområde.

Hvis det vurderes hensigtsmæssigt for at opnå mulighed for en kontinuerlig indvinding i et

område, vil der blive fastsat regler om, at der kan afholdes auktion og gives

efterforskningstilladelse i et område, før eneretten udløber. Eneretten udelukker således

kun, at der gives indvindingstilladelse til en anden i eneretsperioden.

Det foreslås i

nr. 4,

at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om tilladelse til

efterforskning og indvinding i et fællesområde efter § 20, stk. 2, nr. 2, herunder om, i

hvilke områder der kan gives tilladelse til fælles råstofindvinding.

Fællesområder er i dag udlagt ved bekendtgørelse med hjemmel i lovens § 22, stk. 1, jf.

bekendtgørelse nr. 1298 af 12. december 2013 om udlægning af områder for fælles

indvinding af råstoffer fra havbunden. Med lovforslaget foreslås det at ændre systemet med

fællesområder, så de konkrete fællesområder og vilkårene for dem ikke længere skal

fastlægges ved bekendtgørelse, jf. de i lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede ændring af § 20,

stk. 2, nr. 2, og den i lovforslagets § 1, nr. 26, foreslåede ophævelse af § 22, stk. 1.

Der vil stadig skulle være regler i bekendtgørelsesform om fællesområder, som indeholder

de generelle regler for, i hvilke typer af områder der kan ansøges om

fællesområdetilladelse, eventuelt generelle vilkår for indvinding i områderne, og andre

generelle regler om systemet, herunder om adgangen til at få tilladelse på samme vilkår

som en eksisterende tilladelse i området uden at foretage efterforskning og miljøvurdering.

Der vil som udgangspunkt kunne søges om fællesområdetilladelse i de samme typer

områder som i dag, nemlig i de tidligere såkaldte overgangsområder defineret i

bekendtgørelse nr. 1078 af 11. december 1996 om udlæg af overgangsområder for

indvinding af sand, grus og ral fra havbunden og i områder, som har været omfattet af en

auktion, og hvor der enten ikke er givet indvindingstilladelse til auktionsvinderen, eller

eneretten er udløbet. Det er derudover hensigten, at der skal være adgang til at søge om at

få tidligere bygherreområder udlagt til fællesområde. For så vidt angår tidligere

auktionsområder og bygherreområder, vil der også være mulighed for at anmode om at få

afholdt auktion, jf. ovenfor.

Det er endvidere hensigten at fastsætte regler om, at ændringer eller tilbagekaldelse af den

oprindelige tilladelse også får virkning for de efterfølgende tilladelser, der er meddelt på

samme vilkår, og at alle disse tilladelser tidsbegrænses til samme tidspunkt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Desuden er det hensigten at fastsætte regler om betingelserne for at få meddelt en tilladelse

til en ny mængde eller på andre vilkår end dem, der er fastsat i en anden gældende

tilladelse i samme område.

Det følger af § 24, stk. 1, som foreslået ændret ved lovforslagets § 1, nr. 33, at alle

tilladelser i området vil bortfalde på samme tid i tilfælde af manglende indvinding i

området i 3 år.

Det er tanken, at det skal fremgå af Naturstyrelsens hjemmeside, hvilke områder der er

givet fællesområdetilladelse i og på hvilke vilkår, således at andre kan søge om at få en

tilladelse på samme vilkår. Det vil endvidere lige som i dag fremgå af hjemmesiden, hvor

stor en tilladt mængde der er tilbage i de enkelte fællesområder. Denne opgøres på

baggrund af tilladelsesindehavernes kvartalsvise indberetninger af, hvilke mængder de har

indvundet i de forskellige områder. Hver tilladelsesindehaver er i fællesområder såvel som

i andre indvindingsområder forpligtet til at holde løbende kontrol med, hvor stor mængde

der indvindes under deres egen tilladelse. En tilladelsesindehaver i et fællesområde er

således forpligtet til at sørge for, at der ikke indvindes mere under deres tilladelse end den

senest offentliggjorte restmængde. Hvis en tilladelsesindehaver i øvrigt får oplysninger om,

at en del af eller hele restmængden er indvundet af en anden tilladelsesindehaver, skal

vedkommende også tage højde for dette, og kan således i dette tilfælde ikke lovligt

indvinde den del af den offentliggjorte restmængde, som vedkommende er bekendt med

allerede er blevet indvundet af en anden.

Når mængden er tæt på at være opbrugt, er det ikke tilstrækkeligt at opgøre den resterende

mængde kvartalsvis, da dette medfører en risiko for, at flere indvindere, der indvinder i

samme periode, indvinder op til den offentliggjorte restmængde, og at den tilladte mængde

derfor overskrides, uden at de pågældende indvindere har kunnet vide det. Der vil derfor

blive indført regler, som skal imødegå dette. Det forventes, at der allerede med en

bekendtgørelsesændring primo 2015 med hjemmel i de hidtil gældende regler i loven

indføres en hjemmel i bekendtgørelsen til at fastsætte en hyppigere indberetning for

områder, hvor mængden er ved at være opbrugt, samt indføre en pligt for

tilladelsesindehavere til at indberette det, så snart de har indvundet hele den resterende,

offentliggjorte, mængde. Det vil endvidere blive overvejet i forbindelse med opfølgningen

på dette lovforslag at indføre en pligt til i visse tilfælde at foretage anmeldelse forud for

indvinding i et fællesområde. Det kan f.eks. være relevant ved indvinding i et område, hvor

mængden er ved at være opbrugt. Det kan også være relevant, hvis den pågældende

planlægger at indvinde en stor del af den tilbageværende mængde inden for det kommende

kvartal.

Hvis det vurderes hensigtsmæssigt, vil der også være mulighed for at indføre regler om

fordeling af den sidste del af en tilladt mængde mellem de indvindere, der har tilladelse i

området.

På længere sigt overvejes det at indføre et system til løbende digital indberetning af

indvundne mængder, hvilket ville kunne effektivisere tilsynet og gøre det lettere for såvel

indvindere som myndigheder at følge med i tilbageværende mængder i områderne, jf. også

bemærkningerne til § 1, nr. 44.

Til nr. 18.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det foreslås at indsætte en ny § 20 b, der alene omhandler nyttiggørelse af oprensnings- og

uddybningsmaterialer. Det foreslås samtidig, at nyttiggørelse udgår af lovens § 20, stk. 2,

nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Til stk. 1.

Det foreslås i stk. 1, at miljøministeren på nærmere fastsatte vilkår kan meddele tilladelse

til nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer. Bestemmelsen svarer til den

gældende bestemmelse i § 20, stk. 2, nr. 3, hvorefter nyttiggørelse kræver tilladelse fra

miljøministeren.

Det foreslås dog, at nyttiggørelse til anvendelser, der tillades efter kystbeskyttelsesloven,

udgår, jf. det foreslåede stk. 5 og bemærkningerne hertil. Bestemmelsen vil således

fremover alene finde anvendelse i forbindelse med tilladelse til nyttiggørelse på land samt i

anlæg på søterritoriet, som er omfattet af havneloven.

Det bemærkes, at "nyttiggørelse" som hidtil anvendes i en bredere betydning end i

affaldsreguleringen, idet det omfatter alle typer af anvendelse af materialerne til nyttige

formål.

Både ved anvendelse på havet og på land skal det vurderes, hvorvidt materialerne er

egnede til nyttiggørelse, herunder skal materialets forureningsgrad og beskaffenhed belyses

og vurderes.

Der vil således i forbindelse med behandlingen af sagerne bl.a. skulle foretages en

vurdering af sandsynligheden for, at materialerne er forurenede med miljøfarlige stoffer.

Denne vurdering foretages ud fra parametre som afstanden til mulige forureningskilder

samt vind- og strømforhold i området. Hvis det vurderes, at materialerne kan være

forurenede, skal der tages kemiske prøver af dem, og herudfra vurderes materialernes

miljømæssige egnethed til det nyttiggørelsesformål, som ansøger har beskrevet i sin

ansøgning.

De øvrige miljømæssige forhold i forbindelse med optagning og anbringelse af

materialerne skal også vurderes og reguleres i tilladelsen, men i det omfang dette kræver

tilladelse efter anden lovgivning, hvor de miljømæssige forhold reguleres, vil der ikke

skulle foretages en særskilt vurdering og vilkårsfastsættelse for dette i

nyttiggørelsestilladelsen.

Bestemmelsen ændrer således ikke på, at der i givet fald skal meddeles tilladelse i henhold

til andre bestemmelser, som regulerer henholdsvis den pågældende optagning på

søterritoriet og anvendelsen på søterritoriet eller på land.

Optagningen kan, hvis der er tale om forurenede sedimenter, være omfattet af

miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2. Det er kommunalbestyrelsen, der skal afgøre, om

optagningen er omfattet af denne bestemmelse, og i givet fald tage stilling til ansøgning

om tilladelse.

Anvendelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer i anlæg m.v. kan være omfattet

miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33. Det er normalt ligeledes kommunalbestyrelsen, der

er kompetent myndighed i relation til disse bestemmelser, jf. nærmere afsnit 3.4.1 i de

almindelige bemærkninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis der er tale om nyttiggørelse i anlæg, som er omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler

om godkendelse af listevirksomhed, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33, vil vurderingen af,

om anvendelsen er miljømæssigt forsvarlig, dog ske i forbindelse med

godkendelsesbehandlingen efter miljøbeskyttelsesloven, og der skal i så fald ikke tages

stilling til det i tilladelsen efter § 20 b.

I tilfælde, hvor nyttiggørelsen forudsætter en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19,

vil der ikke i tilladelsen efter § 20 b skulle tages stilling til beskyttelse af jord og

grundvand, idet hensynet hertil vil blive varetaget i forbindelse med tilladelsen efter

miljøbeskyttelseslovens § 19.

Nyttiggørelsestilladelsen vil normalt først kunne gives, når eventuelle nødvendige

tilladelser efter miljøbeskyttelsesloven til optagning og/eller anvendelse er givet.

Nyttiggørelsestilladelse gives ofte til anvendelse i et konkret anlæg eller projekt. I visse

tilfælde vil der dog kunne gives nyttiggørelsestilladelse til en mere generel anvendelse.

For at fremme mulighederne for nyttiggørelse er det hensigten at udvide

anvendelsesområdet for bekendtgørelse nr. 1662 af 21. december 2010 om anvendelse af

restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet

bygge- og anlægsaffald, som er udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven, så der indføres

tilsvarende regler for anvendelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer på land og

eventuelt også i anlægsarbejder på søterritoriet. Hvis materialerne opfylder de kriterier, der

fastsættes i bekendtgørelsen, vil de således kunne anvendes til bygge- og anlægsarbejder

uden tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33. Nyttiggørelsen vil stadig

forudsætte tilladelse efter råstofloven, men denne tilladelse vil ikke skulle tage stilling til

de miljøforhold, som bekendtgørelsen tager højde for.

Til stk. 2.

I stk. 2 foreslås der indført en definition af, hvad der forstås ved oprensnings- og

uddybningsmaterialer, som kan tillades nyttiggjort. Det foreslås, at der ved oprensnings- og

uddybningsmaterialer skal forstås havbundsmateriale, der fremkommer ved oprensning

eller uddybning af havne og sejlrender, eller når der i andre tilfælde er brug for oprensning

eller uddybning på søterritoriet.

Som hidtil er det ikke afgørende, om materialerne konkret skal anses som affald eller ej, jf.

afsnit 3.4.1. i de almindelige bemærkninger. Det er kommunalbestyrelsen, der har

kompetencen til at afgøre, om materialerne er affald, hvis det i den konkrete sag er relevant

at tage stilling hertil.

Den foreslåede definition indebærer en udvidelse af, hvilke materialer der kan anvendes til

nyttiggørelse, idet også materiale uden for havnens dækkende værker og sejlrender kan

anvendes til nyttiggørelse, hvis der er behov for at fjerne det. Den udvidede adgang til

nyttiggørelse er møntet på de tilfælde, hvor der af hensyn til f.eks. sejladsen er behov for at

fjerne sediment, der ligger uden for sejlrender og havnens dækkende værker. Denne

situation forekommer f.eks. i de tilfælde, hvor sedimentet har hobet sig op pga. et fast

anlæg, og hvor havnen har et behov for f.eks. en præventiv oprensning, således at

sedimentet ikke af bølger og strøm føres over i sejlrenden eller ind i havnebassinet. Der

kan også forekomme tilfælde, hvor der ophobes sediment i havet uden for udløbet af et

vandløb, som så spærrer for udløbet og medfører oversvømmelser langs vandløbet. I

sådanne og andre tilfælde, hvor der er et dokumenteret behov for at fjerne det ophobede

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

sediment, bør dette, hvis det er egnet, kunne tillades nyttiggjort i stedet for at skulle

dumpes på havet (klapning). Det skal dog i forbindelse med behandlingen af sagerne påses,

at der er et reelt behov for at få sedimentet fjernet fra det pågældende sted. Hvis der ikke er

et sådant behov, og sedimentet således optages, fordi det ønskes anvendt eller solgt, vil

situationen være omfattet af de almindelige regler om indvinding af råstoffer, herunder

kravet om tilladelse efter råstoflovens § 20, forbuddet mod at tillade indvinding på mindre

end 6 m vanddybde og vederlagsreglerne.

Til stk. 3.

I stk. 3 foreslås det, at det påhviler den, der søger om tilladelse til nyttiggørelse, at foretage

de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger. Reglen svarer til lovens § 20 a,

stk. 4, som nyttiggørelsessagerne hidtil har været omfattet af, og forslaget medfører således

ikke ændringer i forhold til den gældende retstilstand.

Det følger af reglen, at ansøger skal bekoste de fornødne undersøgelser om bl.a.

forureningsgrad, materialets beskaffenhed, herunder f.eks. kornstørrelse, og biologiske

forhold i forbindelse med placeringen af sedimentet m.v.

Til stk. 4 og 5.

I stk. 4 foreslås, at tilladelse efter stk. 1 til anvendelse på land forudsætter, at det

pågældende materiale ikke skal videreføres nedstrøms på kysten, jf. kystbeskyttelseslovens

§ 16 b, stk. 1, nr. 1, nyttiggøres til kystbeskyttelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1,

nr. 1, eller i øvrigt nyttiggøres på søterritoriet til anvendelser, der er omfattet af § 16 a i lov

om kystbeskyttelse eller havneloven.

Det foreslås endvidere i stk. 5, at ansøgning om tilladelse til dumpning i henhold til § 26 i

lov om beskyttelse af havmiljøet (ansøgning om klapning) kan, hvis materialet er egnet til

nyttiggørelse, anses som ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse i henhold til stk. 1.

Bestemmelserne er en del af gennemførelsen af det hierarki, som foreslås indført i forhold

til, hvordan oprensnings- og uddybningsmaterialer skal anvendes eller bortskaffes, jf.

afsnit 3.4.2 i de almindelige bemærkninger. Det foreslås, at oprensnings- og

uddybningsmaterialer skal søges anvendt til by-pass, kystbeskyttelse eller til anlæg på

søterritoriet, og kun hvis dette ikke er relevant, skal materialet kunne anvendes til andre

formål på land. Såfremt anvendelse på land heller ikke er muligt, kan materialet dumpes

(klappes) på havet efter havmiljøloven. Alternativt kan materialet deponeres efter reglerne

i bekendtgørelse nr. 1049 af 28. august 2013 om deponeringsanlæg.

Den foreslåede regel i stk. 4 indebærer, at oprensnings- og uddybningsmaterialer i det

væsentligste skal søges anvendt til by-pass eller til kystbeskyttelse eller anlæg på havet, og

som hovedregel kun hvis dette ikke er muligt, kan nyttiggøres til andre formål på land.

Formålet med bestemmelsen er at mindske den mængde sediment, der fjernes fra kysten,

samt at spare på indvinding af nye råstoffer.

Hvis ansøgeren søger Naturstyrelsen om tilladelse til nyttiggørelse på land, vil behandling

af ansøgningen forudsætte, at der først tages stilling til, om materialet er egnet til by-pass

eller nyttiggørelse til kystbeskyttelse eller anlæg på søterritoriet. Det er dog hensigten med

hjemmel i det foreslåede stk. 7 at fastsætte regler om, at bl.a. de tilfælde, hvor en havn

ønsker at anvende materialerne i egne anlæg, også på land, er undtaget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Medmindre Naturstyrelsen umiddelbart kan konstatere, at materialet ikke er egnet til by-

pass eller nyttiggørelse på søterritoriet, f.eks. fordi det er for forurenet, vil styrelsen derfor

sende sagen til Kystdirektoratet, og afvente Kystdirektoratets stillingtagen. Hvis

Kystdirektoratet vurderer, at materialet skal by-passes, eller at det er egnet til nyttiggørelse

og kan finde anvendelse inden for en rimelig afstand fra det sted, hvor det optages, og dette

også miljømæssigt er acceptabelt, kan der gives en tilladelse til by-pass, eller nyttiggørelse

efter kystbeskyttelseslovens § 16 b, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Der vil i så fald som udgangspunkt blive givet afslag på ansøgning om nyttiggørelse på

land.

Der kan være tilfælde, hvor det må forudses, at ikke alt materialet vil kunne eller ikke

nødvendigvis skal anvendes i henhold til en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, og hvor

det derfor kan være relevant at have en parallel tilladelse til nyttiggørelse på land. Det kan

f.eks. være tilfældet, hvis materialet må forudses i visse tilfælde ikke at kunne opfylde

kvalitetskravene i en tilladelse til by-pass eller nyttiggørelse efter kystbeskyttelsesloven,

eller hvis der f.eks. er tale om meget store mængder sediment på en strækning, hvor der

ikke er væsentlig erosion. Hvis materialet i så fald vil kunne nyttiggøres på land, kan der

gives en tilladelse hertil, som kun kan udnyttes, hvis materialet ved den konkrete

opgravning viser sig ikke at kunne by-passes eller nyttiggøres i henhold til tilladelsen hertil

efter kystbeskyttelsesloven.

Helt eller delvist afslag på tilladelse til nyttiggørelse på land under henvisning til reglen i

stk. 4 vil forudsætte, at det i det konkrete tilfælde er i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet at kræve, at materialet by-passes eller nyttiggøres på

søterritoriet. Der kan således ikke gives afslag på ansøgning om tilladelse til nyttiggørelse

på land, hvis by-pass eller nyttiggørelse på søterritoriet vil blive uforholdsmæssigt dyrt i

forhold til nyttiggørelse på land efter råstofloven.

Hvis en havn ansøger Naturstyrelsen om tilladelse til nyttiggørelse på land, og

Naturstyrelsen eller Kystdirektoratet vurderer, at materialet ikke er egnet til by-pass eller

kystbeskyttelse eller indbygning i anlæg på havet, f.eks. fordi materialet er for forurenet,

behandles sagen som i dag af Naturstyrelsen efter råstofloven.

De nærmere regler om udmøntningen af hierarkiet vil blive fastsat i bekendtgørelse i

medfør af det foreslåede stk. 7 og vil blive koordineret med de tilsvarende regler, der

fastsættes herom i medfør af den foreslåede bestemmelse i kystbeskyttelseslovens § 16 b,

stk. 5, jf. lovforslaget § 2, nr. 4, og bemærkningerne hertil, og med regler udstedt i medfør

af havmiljøloven, særlig dennes § 28.

Det er således hensigten, at der med hjemmel i havmiljøloven skal indføres tilsvarende

regler i forhold til behandlingen af ansøgninger om dumpning (klapning), jf. § 3, stk. 1, nr.

8, i bekendtgørelse 32 af 7. januar 2011 om dumpning af optaget havbundsmateriale

(klapning). Hvis der ansøges om tilladelse til klapning vil det således også skulle vurderes,

om materialet er egnet til by-pass eller kystbeskyttelse eller indbygning i anlæg på havet.

Hvis dette ikke er tilfældet, vil det ligeledes være en forudsætning for at få tilladelse til

klapning, at ansøgeren dokumenterer, at materialet ikke kan nyttiggøres på land, eller at

dette vil være uforholdsmæssigt dyrt. Helt eller delvist afslag på tilladelse til klapning

under henvisning til hierarkiet vil forudsætte, at det i det konkrete tilfælde er i

overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at kræve, at materialet by-passes eller

nyttiggøres. Hvis det vurderes, at materialet skal by-passes eller nyttiggøres, kan

ansøgningen om tilladelse til klapning anses som ansøgning om tilladelse efter de

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

foreslåede bestemmelser i kystbeskyttelseslovens § 16 b, jf. dennes stk. 4, eller

råstoflovens § 20 b.

Hvis det kan forudses, at ikke alt materialet vil kunne by-passes eller nyttiggøres, kan det

være relevant at have en parallel tilladelse til klapning.

Til stk. 6.

I stk. 6 foreslås, at der ikke kræves tilladelse efter stk. 1 i tilfælde, der er omfattet af en

tilladelse til videreførelse eller nyttiggørelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 b.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 4, at indsætte en ny bestemmelse i

kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1, hvorefter der kan gives tilladelse til at

videreføre sediment nedstrøms på kysten, som er ophobet som følge af et fast anlæg, en

sejlrende, et havnebassin el. lign. (by-pass). Fjernelse af sediment efter denne bestemmelse

er principielt en indvinding af råstoffer, som så videreføres i sedimentvandringen på den

anden side af anlægget eller sejlrenden. Da det imidlertid ikke er hensigtsmæssigt, at en

sådan videreførelse kræver tilladelse efter to love, foreslås det at undtage det fra

råstoflovens tilladelseskrav, se også lovforslagets § 1, nr. 3, hvor der foreslås indsat en

tilsvarende undtagelse for så vidt angår råstofindvinding på land.

Det foreslås endvidere i lovforslagets § 2, nr. 4, at indsætte en ny bestemmelse i

kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, nr. 2, hvorefter der kan gives tilladelse til nyttiggørelse

i form af kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1,

nr. 1, eller etablering af anlæg eller opfyldning i henhold til en tilladelse efter

kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 1 eller 2.

I de nævnte tilfælde skal ansøgninger om nyttiggørelse altså behandles af Kystdirektoratet

efter kystbeskyttelsesloven og ikke af Naturstyrelsen efter råstofloven. Dette skyldes, at

sagerne alligevel skal behandles af Kystdirektoratet, da den anvendelse, som der søges om

at nyttiggøre materialerne til, kræver tilladelse fra Kystdirektoratet. Man undgår således – i

modsætning til i dag – at der skal gives tilladelse til projektet af to myndigheder efter to

forskellige love.

I forbindelse med behandlingen af ansøgninger efter den foreslåedes § 16 b i

kystbeskyttelsesloven, vil der ske en høring af berørte myndigheder og organisationer, bl.a.

Naturstyrelsen. I forbindelse med denne høring skal Naturstyrelsen vurdere de

miljømæssige forhold, herunder i forhold til placering af sedimentet, bl.a. i lyset af

sedimentets forureningsgrad. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til ændringen af

kystbeskyttelsesloven, jf. § 2, nr. 4.

Til stk. 7.

I stk. 7 foreslås, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af

ansøgninger og meddelelse af tilladelse efter stk. 1, herunder om høring af offentligheden,

herunder at offentlig høring kan ske udelukkende digitalt, om inddragelse af andre

myndigheder og om behandlingen af sagerne i øvrigt. Det foreslås også, at ministeren

herunder kan fastsætte nærmere regler om kravet i stk. 4, herunder om undtagelser fra

kravet.

Det er hensigten, at der skal udarbejdes en bekendtgørelse om behandling af sager om

nyttiggørelse, der med hjemmel i råstoflovens § 34 fastsætter krav til ansøgning, med

hjemmel i det foreslåede stk. 6 fastsætter regler om proceduren og indholdsmæssige krav

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vedrørende nyttiggørelsestilladelser, herunder nærmere regler om det foreslåede hierarki.

Derudover vil bekendtgørelsen indeholde krav om indberetning om art, mængde og

anvendelse af nyttiggjorte materialer, samt om, at indberetningen skal ske digitalt, hvilket

fastsættes med hjemmel i den foreslåede § 36 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 44.

De regler, som udstedes i medfør af bestemmelsen, vil skulle koordineres eller

sammenskrives med de tilsvarende regler om klapning, der fastsættes i medfør af

havmiljøloven, særlig dennes § 28, og om videreførelse og nyttiggørelse efter den

foreslåede § 16 b i kystbeskyttelsesloven, der fastsættes med hjemmel i § 16 b, stk. 5 og 6 .

Det er hensigten, at bemyndigelsen til at fastsætte undtagelser fra kravet i stk. 4 om at følge

det angivne hierarki, bl.a. anvendes til at undtage tilfælde, hvor en havn ønsker at anvende

materialerne i egne anlæg, også på land. Bemyndigelsen vil derudover f.eks. kunne

udnyttes til at undtage grupper af tilfælde, hvor det kan forudses, at en konkret

proportionalitetsvurdering i de fleste sager ville føre til, at materialet ikke kan kræves

videreført eller nyttiggjort på havet efter reglerne kystbeskyttelsesloven.

Til nr. 19.

§ 21, stk. 1, nr. 2, giver hjemmel til at stille vilkår i tilladelser efter § 20 til efterforskning

vedrørende gennemførelse og indhold af efterforskningen og godkendelse af

undersøgelsesprogrammer. Den gældende bestemmelse er begrænset til den

råstofgeologiske del af efterforskningen. Det foreslås, at denne begrænsning udgår, så der i

tilfælde, hvor det måtte være relevant, er mulighed for at fastsætte sådanne vilkår også om

de miljømæssige undersøgelser. Dette svarer også til, at der i den gældende § 34 bl.a. er

hjemmel til at fastsætte regler om, at undersøgelsesprogrammer til brug for en ansøgning

skal godkendes. I denne bestemmelse er der ikke fastsat begrænsninger i, hvilke typer af

undersøgelser der er tale om.

Til nr. 20.

§ 21, stk. 1, nr. 7, giver hjemmel til at stille vilkår i tilladelser efter § 20 til efterforskning

vedrørende anmeldelse af efterforskningsmateriel og krav til dettes udstyr. Bestemmelsen

nævner "indvindingsfartøjet". Da den omhandler efterforskning og ikke indvinding,

foreslås det at ændre dette til "fartøjet".

Endvidere foreslås bestemmelsen præciseret ved, at der indsættes en udtrykkelig generel

omtale af vilkår om egenkontrol. Der vil således bl.a. være hjemmel til at fastsætte vilkår

om, at overvågning og egenkontrol skal foretages efter bestemte metoder med udstyr, der

opfylder bestemte krav, eller af akkrediterede virksomheder, sagkyndige o. lign. Der er i

forvejen i bestemmelsen nævnt vilkår om elektronisk kontroludstyr til registrering af

fartøjets position og arbejde m.v., hvilket i praksis er den mest almindelige form for

egenkontrol, der pålægges i forbindelse med efterforskningstilladelser.

Til nr. 21.

Det foreslås i § 21, stk. 2, om vilkår i indvindingstilladelser efter § 20 at indsætte en

henvisning til den foreslåede § 20 b om nyttiggørelse. Dette skyldes, at det foreslås, at

tilladelse til nyttiggørelse ikke længere skal gives med hjemmel i § 20, men udskilles til en

særskilt bestemmelse, § 20 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 18, og bemærkningerne hertil. De

enkelte numre i § 21, stk. 2, vil derfor omfatte såvel tilladelser til indvinding som til

nyttiggørelse. I nr. 1 og 3 nævnes ordet indvinding. Det foreslås, at indsætte

"nyttiggørelse" i nr. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 22. Der foreslås ikke en tilsvarende ændring

i stk. 2, nr. 3, som omhandler vilkår om opmåling efter endt indvinding og andre

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

opfølgende vilkår, som er særlig målrettet egentlige indvindingstilladelser. Hvis der i en

konkret nyttiggørelsestilladelse efter den foreslåede § 20 b bliver behov for at stille vilkår

om opfølgning, vil der være hjemmel hertil i stk. 2, nr. 1 eller 8. I de tilfælde, hvor

optagningen eller anvendelsen også kræver tilladelse efter anden lovgivning, vil det dog

ofte være i disse tilladelser, at vilkår af denne type stilles.

Til nr. 22.

§ 21, stk. 2, nr. 1, giver hjemmel til at stille vilkår i tilladelser efter § 20 om gennemførelse

af indvindingen. Fremover vil den også omfatte tilladelser til nyttiggørelse efter § 20 b, jf.

forslaget i § 1, nr. 21. Det foreslås derfor at præcisere, at der også kan stilles vilkår om

gennemførelsen af nyttiggørelsen.

Bestemmelsen foreslås desuden præciseret ved, at der ud over "overvågning", som allerede

er nævnt i bestemmelsen, indsættes en udtrykkelig omtale af egenkontrolvilkår i øvrigt,

idet det er denne betegnelse, der bruges i de fleste andre miljølove. Der er også med

hjemmel i den hidtidige bestemmelse blevet stillet egenkontrolvilkår i tilladelserne, f.eks.

om måling af spild, støjmåling, krav om AIS-udstyr på skibet, indsendelse af

kvalitetssikringsplan m.v. Der vil således bl.a. være hjemmel til at fastsætte vilkår om, at

overvågning og egenkontrol skal foretages efter bestemte metoder med udstyr, der opfylder

bestemte krav, eller af akkrediterede virksomheder, sagkyndige o. lign.

Til nr. 23 og 24.

Det foreslås at ophæve § 21, stk. 3, 2. og 3. pkt., og § 21, stk. 4, der omhandler

vederlagsfrihed for indvinding til visse formål. Bestemmelserne om vederlagsfrihed

foreslås samlet i § 22 a, der i øvrigt omhandler vederlag, se nærmere lovforslagets § 1, nr.

28, om nyaffattelse af § 22 a, stk. 4, og bemærkningerne hertil. De ophævede

bestemmelser videreføres således med visse ændringer i det foreslåede § 22 a, stk. 4.

§ 21, stk. 3, bestemmer herefter alene, at der i tilladelser til efterforskning eller indvinding

efter § 20 skal fastsættes vilkår om vederlag, jf. § 22 a. Hvis det følger af § 22 a, at der

ikke skal betales vederlag, vil vilkåret gå ud på dette.

Til nr. 25.

Det foreslås at indsætte en overskrift »Generelle regler« før § 22. § 22 vil med de

foreslåede ændringer i § 1, nr. 26 og 27, indeholde bemyndigelse for ministeren til at

udstede generelle regler for efterforskning og indvinding på havet samt til ved

bekendtgørelse at udpege af områder, hvor der ikke eller kun i begrænset omfang kan gives

tilladelse til råstofindvinding, foruden den eksisterende hjemmel til ved bekendtgørelse at

udpege områder, som forbeholdes råstofindvinding.

Til nr. 26.

Det foreslås at ophæve § 22, stk. 1 og 2.

Ifølge det gældende stk. 1 udlægger miljøministeren ved bekendtgørelse områder til fælles

råstofindvinding og fastsætter regler for meddelelse af tilladelse til efterforskning og

indvinding i disse områder, herunder om ændring og tilbagekaldelse og vilkår efter § 21.

Det gældende stk. 2 knytter sig til stk. 1 og omhandler ophævelse af områder udlagt efter

stk. 1, som ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Udlægning af fællesområder ved bekendtgørelse og ændring af vilkårene herfor, herunder

de udlagte mængder, har vist sig at være en ret omstændelig procedure. Først indsender en

virksomhed en ansøgning om udlægning af et område eller ændring af vilkår om mængde.

Herefter træffer Naturstyrelsen afgørelse om vilkårene for udlægning. Denne afgørelse kan

påklages til Natur- og Miljøklagenævnet inden for en klagefrist på 4 uger. Herefter kan så

bekendtgørelsen udstedes. Råstofbranchen har derfor ønsket en mere smidig proces.

Der vurderes ikke at være noget juridisk til hinder for, at man kan afgrænse fællesområder

og fastsætte vilkår for indvindingen ved konkrete tilladelser, ligesom det sker i tilladelser

efter auktion og i bygherretilladelser efter § 20, stk. 2, nr. 1 og 3. Der skal så udstedes en

tilladelse efter lovens § 20, stk. 2, nr. 2, til den, der ansøger om at få tilladelse til

indvinding i et fællesområde. Tilladelsen vil – som andre tilladelser – blive offentliggjort,

og andre indvindere vil kunne søge om at få en tilladelse til indvinding på samme vilkår,

herunder til indvinding af den samme mængde i området uden at foretage yderligere

efterforskning eller miljøvurdering. Kun vilkår om vederlag vil være forskellige, idet der

vil gælde forskellig takst for indvindere, der har afholdt udgiften til efterforskning og

miljøvurdering, og andre indvindere, jf. § 22 a, stk. 2.

Et samlet overblik over fællesområder og tilladte mængder og andre vilkår vil kunne findes

på Naturstyrelsens hjemmeside. Indvundne mængder vil ligeledes som hidtil fremgå af

Naturstyrelsens hjemmeside.

I forhold til de eksisterende fællesområder er det hensigten, at Naturstyrelsen udsteder nye

tilladelser til de indvindere, som har eksisterende tilladelser, med de ændringer der følger

af overgangen til det nye system, bl.a. at tilladelserne tidsbegrænses til som udgangspunkt

10 år. Vederlagssatsen vil blive fastsat som i de eksisterende tilladelser. Andre indvindere

vil kunne få udstedt tilsvarende tilladelser.

I øvrigt henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 og 17, og § 3, stk. 4, og bemærkningerne

hertil.

Det gældende stk. 3 bliver stk. 1. Bestemmelsen bemyndiger miljøministeren til ved

bekendtgørelse at udlægge områder, som forbeholdes råstofforsyning herunder særlige

råstofforsyningsbehov.

Til nr. 27.

Det foreslås at indsætte to nye stykker, stk. 2 og 3, i § 22.

Til stk. 2.

Det foreslås at indføre en ny bestemmelse i § 22, stk. 2, med en bemyndigelse til, at

miljøministeren ved bekendtgørelse kan udlægge områder, hvor der ikke kan gives

tilladelse til råstofindvinding, eller hvor adgang til at give tilladelse til råstofindvinding

begrænses. Formålet er dels at sikre en beskyttelse af områderne, dels at medvirke til en

højere grad af forudsigelighed for indvinderne, ved at det angives, hvor råstofindvinding

ønskes udfaset.

I medfør af § 10 i lov om havstrategi kan der udpeges beskyttede områder, hvor der ikke

skal foregå aktiviteter, som påvirker havbunden. Hvis det besluttes at udpege sådanne

områder, er det hensigten at benytte den foreslåede bestemmelse til at fastsætte ved

bekendtgørelse, at der ikke kan gives tilladelse til råstofindvinding i disse områder. Det

følger af § 18 i lov om havstrategi, at statslige, regionale og kommunale myndigheder ved

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen er bundet af de miljømål og

indsatsprogrammer, der fastsættes efter loven. Det vil følge heraf, at der skal gives afslag

på tilladelse til råstofindvinding, hvis det ville være i strid med miljømål og

indsatsprogrammer, herunder i strid med beskyttelsen i de beskyttede områder. Det

vurderes dog hensigtsmæssigt, at de beskyttede områder også kan fastsættes ved

bekendtgørelse efter råstofloven, så der ikke skal tages konkret stilling til ansøgninger om

råstofindvinding i de pågældende områder.

Den foreslåede bestemmelse giver herudover hjemmel til at udlægge andre områder, som

ønskes helt eller delvis friholdt fra råstofindvinding på grund af væsentlige hensyn til

miljø, natur eller fiskerimæssige interesser eller andre væsentlige samfundsmæssige

interesser. Som basis for overvejelser om at udlægge sådanne områder med restriktioner vil

konsekvenserne for råstofforsyningen blive undersøgt. Det følger af råstoflovens

formålsbestemmelser i §§ 1 og 3, at der ved lovens anvendelse på den ene side skal lægges

vægt på råstofressourcernes omfang og kvalitet og en sikring af råstofressourcernes

udnyttelse samt tages erhvervsmæssige hensyn, og på den anden side skal lægges vægt på

en række beskyttelsesinteresser. Beslutning om eventuel udlægning vil således skulle ske

på baggrund af en afvejning mellem på den ene side de beskyttelsesinteresser, der er

baggrund for overvejelserne om udlægningen af det pågældende område, og på den anden

side hensynet til det danske samfunds behov for forsyning med råstoffer fra det konkrete

område og fra havet generelt.

Hvis områderne udlægges ved bekendtgørelse, afhænger beskyttelsen herefter ikke af en

konkret vurdering og afvejning af de pågældende interesser i forbindelse med konkrete

ansøgninger om tilladelse til indvinding.

Udlægningen af områderne vil ikke i sig selv give hjemmel til at forbyde allerede tilladt

råstofindvinding. Eksisterende tilladelser vil kunne tilbagekaldes, hvis der er hjemmel til

det i § 24, stk. 2 eller 3.

Til stk. 3.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i stk. 3, hvorefter miljøministeren kan fastsætte

regler om, hvordan efterforskning og indvinding af råstoffer skal udføres, herunder om

efterforsknings- og indvindingsmetoder, anmeldelse af og krav til efterforsknings- og

indvindingsmateriel, overvågning og egenkontrol i øvrigt. Overvågning og egenkontrol vil

skulle udføres for den pågældende virksomheds egen regning. Der vil herunder kunne

fastsættes regler om, at overvågning og egenkontrol skal foretages efter bestemte metoder

med udstyr, der opfylder bestemte krav, eller af akkrediterede virksomheder, sagkyndige o.

lign.

Det er bl.a. hensigten at udstede regler, som skal gælde i de tilfælde, som måtte blive

undtaget fra krav om tilladelse til efterforskning, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Bestemmelsen vil endvidere, i det omfang det vurderes hensigtsmæssigt, kunne anvendes

til at fastsætte generelle regler til afløsning for standardvilkår i efterforsknings- og

indvindingstilladelser.

Til nr. 28.

Det foreslås at nyaffatte § 22 a, stk. 4, således at alle regler om vederlagsfritagelse samles

her.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det foreslåede nr. 1, hvorefter der ikke skal betales vederlag af råstoffer, der benyttes til

kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse fra miljøministeren, svarer til den gældende § 21,

stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsen gælder, uanset hvem der indvinder råstofferne, og i hvilken

type indvindingsområde. De største mængder råstoffer til kystbeskyttelse indvindes af

Kystdirektoratet i særlige bygherreområder. Der er imidlertid også mulighed for, at der kan

leveres vederlagsfrit fra auktionsområder. Vederlagsfritagelsen vil i disse tilfælde dog ikke

berøre pligten til at betale arealvederlag, jf. § 22 a, stk. 1, eller minimumsvederlag i

henhold til de regler herom, der vil blive fastsat i medfør af § 22 a, stk. 6. Der vil også

være mulighed for at indvinde vederlagsfrit i fællesområder i henhold bestemmelsen. Dette

kan være relevant for private og kommuner, der ønsker materiale til kystbeskyttelse, samt

for Kystdirektoratet. Kystdirektoratet vil som hidtil kun indvinde meget begrænsede

mængder råstoffer i fællesområder til brug på kyststrækninger, hvor behovet for

kystbeskyttelse ikke kan bære udlægning af et bygherreområde, og kun, hvor der er udlagt

rigelige mængder i fællesområderne i nærheden. Langt den største del af de materialer,

som Kystdirektoratet anvender til kystbeskyttelse, vil således som hidtil blive indvundet i

bygherreområder.

Det forslåede nr. 2 omhandler råstoffer, som benyttes til anlægsarbejder på søterritoriet og

kontinentalsoklen vedtaget ved lov. Reglen svarer til den gældende § 21, stk. 3, 3. pkt.,

med den ændring, at det foreslås, at vederlagsfritagelsen ikke længere skal gælde for

råstoffer, der indvindes i fællesområder, men kun råstoffer, der indvindes i henhold til en

tilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 1 eller 3, dvs. i auktionsområder og bygherreområder. Som i

nr. 1 vil vederlagsfritagelsen i auktionsområder hverken påvirke pligten til at betale

arealvederlag eller minimumsvederlag.

Det har givet anledning til problemer i praksis, at en bygherre, der indvinder til

anlægsarbejder på havet vedtaget ved lov, ikke skal betale vederlag, uanset, hvor

materialerne indvindes, dvs. at der kan indvindes vederlagsfrit i et fællesområde, hvor en

anden har bekostet de undersøgelser, der ligger til grund for udlægningen, i forventning om

at kunne indvinde til en lavere takst. Da de mængder, der indvindes af bygherrer til

anlægsarbejder vedtaget ved lov, typisk er meget store, kan denne mulighed blive

væsentligt forringet. Dette er i konflikt med lovens incitamentsstruktur, idet virksomheder,

der bekoster den efterforskning og miljøvurdering, der ligger til grund for udlægningen af

et fællesområde, risikerer ikke at kunne forrente denne investering. Det foreslås derfor, at

vederlagsfritagelsen til anlægsarbejder vedtaget ved lov ikke skal gælde i fællesområder.

Hvis der ikke er mulighed for at finde andre egnede ressourcer, hvor der kan udlægges et

bygherreområde til brug for projektet, men der findes egnede ressourcer i fællesområder,

vil der være mulighed for at udlægge bygherreområder på samme areal som fællesområder,

jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11. En sådan tilladelse vil dog forudsætte, at

bygherren dokumenterer, at området indeholder tilstrækkelige mængder af råstoffer til, at

man både kan indvinde den mængde, der allerede er givet tilladelse til efter § 20, stk. 2, nr.

2, og den mængde, som bygherren ønsker udlagt. Det vil desuden forudsætte, at bygherren

foretager miljøundersøgelser og miljøvurdering, der dokumenterer, at det er miljømæssigt

forsvarligt at indvinde denne samlede mængde. Indvinding til anlægsprojekter på havet

vedtaget ved lov i et sådant bygherreområde vil være omfattet af vederlagsfritagelse

ligesom i andre bygherreområder udlagt til projektet.

Det foreslåede nr. 3 om råstoffer, der indvindes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 2,

nr. 1 eller 3, og som benyttes til udbygning eller nyanlæg af veje, broer, jernbaner og diger,

svarer til den gældende bestemmelse i § 21, stk. 4, bortset fra, at vederlagsfritagelsen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

foreslås udvidet fra kun at gælde råstoffer indvundet i bygherreområder til også at gælde

for auktionsområder med de samme begrænsninger, som er anført under nr. 1og 2. Der ses

ikke at være nogen grund til, at den regel skulle være mere begrænset end reglen om

anlægsprojekter på havet vedtaget ved lov.

Vederlagsfritagelsen efter nr. 1-3 forudsætter, at tilladelsesindehaveren kan dokumentere,

at de konkrete laster er leveret til den vederlagsfritagne anvendelse. Normalt vil det således

være et krav, at de leveres direkte, usorteret og ubearbejdet til den pågældende

vederlagsfritagne anvendelse. Materialer, der skal anvendes til kystbeskyttelse eller i øvrigt

som fyldsand til vederlagsfritagne projekter skal således normalt sejles eller køres direkte

til det sted, hvor de skal anvendes, uden at der sker bearbejdning eller sortering, og uden at

materialerne indgår sammen med andre råstoffer i den almindelige handel med råstoffer.

Hvis der undtagelsesvis er tale om kvalitetsmaterialer, som indvindes specifikt til brug for

f.eks. betonfremstilling til et stort, vederlagsfritaget anlægsprojekt, er det ligeledes et krav,

at tilladelsesindehaveren kan dokumentere, at de konkrete laster er anvendt til

betonfremstilling til det konkrete projekt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis

betonelementer til projektet fremstilles på en fabrik, der ikke producerer andet.

Det foreslåede nr. 4 omhandler oprensnings- og uddybningsmaterialer, der nyttiggøres, jf.

§ 20 b, og svarer til den gældende § 22 a, stk. 4.

Til nr. 29.

Det foreslås at nyaffatte § 22 a, stk. 5, om sikkerhedsstillelse og herunder fastsætte

udtrykkelige regler om bod i de tilfælde, hvor betingelserne for bortfald af

sikkerhedsstillelsen ikke opfyldes inden for de fastsatte frister.

Indvindere skal efter de gældende regler stille sikkerhed til Naturstyrelsen for

gennemførelse af efterforskningen, når de vinder et auktionsområde (ved udstedelse af

efterforskningstilladelse) eller får efterforskningstilladelse til et bygherreområde. Formålet

er at forhindre, at nogen får efterforskningstilladelse til et område, som herefter blokeres

for andre i den periode, hvor efterforskningstilladelsen gælder, typisk et år, uden at have en

reel intention om at efterforske området.

Som noget nyt foreslås det, at der allerede ved anmodning om afholdelse af auktion over et

bestemt område efter § 20, stk. 2, nr. 1, skal stilles sikkerhed for et beløb svarende til

gennemførelse af efterforskningen af området. Dette er foreslået af arbejdsgruppen om

forbedrede konkurrenceforhold mellem virksomheder, som indvinder på havet, og har til

formål at sikre, at den, der har indmeldt et bestemt område til auktion, også byder på

auktionen. Dette skal forhindre, at den samme virksomhed melder en række områder ind til

den samme auktion, og herved slører, hvilket område man reelt er interesseret i. Hvis dette

ikke forhindres, vil man risikere, at der reelt ikke sker nogen ændring i forhold til i dag,

hvor alle felter i et helt farvandsområde sættes på auktion samtidig, og hvor der sjældent er

flere, der byder på det samme område. Hermed vil man risikere ikke at opnå den tilsigtede

styrkelse af konkurrencen.

Hvis den virksomhed, der har meldt området ind, vinder auktionen, fortsætter

sikkerhedsstillelsen, nu som sikkerhed for, at den pågældende gennemfører efterforskning

af området, sådan som der også i dag er krav om. Hvis auktionen vindes af en anden end

den, der har anmodet om afholdelse af auktionen, foreslås det, at auktionsvinderen skal

stille tilsvarende sikkerhed før udstedelse af efterforskningstilladelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det foreslås at ændre tidspunktet for, hvornår kravet om sikkerhedsstillelse bortfalder,

således at det sker, når miljøministeren har konstateret, at der foreligger en fyldestgørende

efterforskningsrapport. I dag bortfalder kravet først, når der er givet en

indvindingstilladelse, eller – hvis den pågældende ikke ønsker at søge om en

indvindingstilladelse på baggrund af efterforskningen – når der foreligger en

fyldestgørende efterforskningsrapport. Da formålet med sikkerhedsstillelsen er at sikre, at

efterforskningen udføres, ses der ikke at være grund til, at denne skal opretholdes efter at

myndighederne har konstateret, at der er udført den krævede efterforskning. Hvis der

ansøges om indvindingstilladelse, vil Naturstyrelsen kontrollere den indsendte

efterforskning i forbindelse med behandling af indvindingsansøgningen.

Sikkerhedsstillelsen vil derfor typisk kunne frigives, når et udkast til afgørelse sendes i

høring. Hvis der ikke ansøges om indvindingstilladelse, vil Naturstyrelsen kontrollere det

indsendte efterforskningsmateriale, og frigive sikkerhedsstillelsen, når det er konstateret, at

det er fyldestgørende.

Det foreslås endvidere, at sikkerhed, der er stillet ved anmodning om afholdelse af auktion

over et område, bortfalder, hvis auktionen er blevet vundet af en anden, når

auktionsvinderen har stillet sikkerhed. Det er hensigten med hjemmel i § 22 a, stk. 6, som

ændret ved forslaget i § 1, nr. 30, at fastsætte regler om frist for, hvornår en

auktionsvinder, som ikke selv har indmeldt feltet, skal stille sikkerhed. Hvis

auktionsvinderen ikke stiller sikkerhed, vil vedkommende tabe retten til området, og den,

der har afgivet det næsthøjeste bud, vil få retten og vil skulle stille sikkerhed – eller

sikkerhedsstillelsen opretholdes, hvis der er tale om den, der har indmeldt området til

auktion.

Endvidere foreslås det, at sikkerhedsstillelsen bortfalder, hvis den pågældende lovligt

opgiver området uden at foretage efterforskning. Dette kan ske, hvis der f.eks. ved høring

om en efterforskningsansøgning fremkommer oplysninger om, at der er interesser i

området, som kan forventes væsentligt at begrænse mulighederne for at få

indvindingstilladelse. Auktionsvinderen kan ikke lovligt undlade at efterforske, fordi

dennes egne forhold eller markedsforholdene har ændret sig.

De nærmere krav til den efterforskning, der skal gennemføres, vil blive fastlagt i

bekendtgørelsen. Det er foreløbig hensigten, at auktionsvinderen / bygherren ligesom i dag

skal have mulighed for at vælge at standse efterforskningen efter den overordnede

geologiske kortlægning (omtalt som fase IA i ansøgningsbekendtgørelsens bilag 1) uden at

betale bod, hvis resultaterne af efterforskningen viser, at området alligevel ikke er

interessant for den pågældende.

Det foreslås, at der som i dag skal stilles tilsvarende sikkerhed før udstedelse af

efterforskningstilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 3, (bygherretilladelser). Kravet om

sikkerhedsstillelse bortfalder, når miljøministeren har konstateret, at der foreligger en

fyldestgørende efterforskningsrapport.

Det foreslås endvidere, at hvis den, der har anmodet om afholdelse af auktion eller har

vundet en auktion, eller har fået efterforskningstilladelse efter § 20, stk. 2, nr. 3, ikke inden

for de fastsatte frister opfylder betingelserne for bortfald af sikkerhedsstillelsen, skal den

pågældende betale bod til Naturstyrelsen for den manglende efterforskning af området.

Der er allerede i auktionsbekendtgørelsens § 14 fastsat regler om, at auktionsvinderen skal

betale bod for manglende gennemførelse af efterforskning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Eventuel bod tilfalder Naturstyrelsen. Styrelsen er ikke forpligtet til at gennemføre

efterforskningen.

Størrelsen af sikkerhedsstillelsen foreslås at udgå af bestemmelsen, og i stedet fastsættes

størrelsen af såvel sikkerhedsstillelse som bod ved bekendtgørelse med hjemmel i § 22 a,

stk. 6, som ændret ved forslaget i § 1, nr. 30, da der fremover vil være så stor forskel på

auktionerne, at det ikke er hensigtsmæssigt at operere med samme takst for

sikkerhedsstillelse i alle tilfælde. Sikkerhedsstillelsens og bodens størrelse vil skulle svare

til hinanden.

Til nr. 30.

Det foreslås i § 22 a, stk. 6, at indsætte en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte

nærmere regler om sikkerhedsstillelse og bod, herunder om størrelsen heraf.

Ved primær auktion samt auktion i en del af et tidligere auktionsområde, hvor der ikke er

søgt indvindingstilladelse, og hvor der ikke er lavet fuld geologisk kortlægning, er det ikke

umiddelbart hensigten at ændre den nuværende takst for bod på 25.000 kr. pr. km

. Da der

fremover vil kunne meldes meget små områder ind, vil det dog være nødvendigt at

fastsætte et minimumsbeløb, idet der er visse grundomkostninger ved en efterforskning,

uanset hvor lille et område der er tale om. Det er som udgangspunkt hensigten at foreslå et

minimumsbeløb på 300.000 kr. i bod ved en primær auktion eller sekundær auktion, hvor

der ikke er lavet fuld geologisk kortlægning.

Ved en sekundær auktion i et indvindingsområde, hvor eneretten til indvinding er udløbet,

vil efterforskningen være billigere, idet der som udgangspunkt kun skal laves en

miljøvurdering. Her vil det være tilstrækkeligt med en mindre bod. Det kunne f.eks. være

10.000 kr. pr. km

og 100.000 kr. som minimumsbeløb.

Det er hensigten, at minimumsbeløbene vil kunne fraviges, hvis der er tale om atypiske

tilfælde, hvor omkostningerne må forventes at blive væsentligt lavere, f.eks. hvis der ikke

er behov for at udføre efterforskningen med skib, fordi der undtagelsesvis efterforskes på

meget lav vanddybde.

Det er hensigten, at de fastsatte beløb indeksreguleres.

Ved bygherretilladelser efter § 20, stk. 2, nr. 3, vil efterforskningen normalt svare til

områder, hvor der har været afholdt en primær auktion, og boden vil skulle have samme

størrelse. Hvis der undtagelsesvis er tale om et område, hvor der tidligere er blevet lavet en

fuld geologisk efterforskning, vil der dog kunne blive tale om en mindre

sikkerhedsstillelse, svarende til sikkerhedsstillelsen ved sekundær auktion i et

indvindingsområde, hvor eneretten til indvinding er udløbet.

Det er endvidere hensigten at fastsætte, at en auktionsvinder, som ikke selv har indmeldt

feltet, skal stille sikkerhed inden en bestemt frist, f.eks. senest 1 måned efter auktionens

afholdelse, se også bemærkningerne til § 1, nr. 29.

Det er endvidere hensigten at ændre reglerne om minimumsvederlag i den gældende

vederlagsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 59 af 19. januar 2012 om vederlag for

indvinding af råstoffer fra havbunden), der er fastsat med hjemmel i § 22 a, stk. 6. Som

anbefalet af arbejdsgruppen om forbedrede konkurrenceforhold mellem virksomheder, som

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

indvinder råstoffer på havet er det hensigten, at det nuværende minimumsvederlag

reduceres fra 50 % til 30 % af den (gennemsnitlige) årlige tilladte indvindingsmængde. Det

vil sikre aktøren en større fleksibilitet i forhold til årlige svingninger i

afsætningsmuligheder, og dermed gøre det mere attraktivt at byde på auktionerne og

derved skabe øget konkurrence. Det vil samtidig sikre en større tilbudsmængde, og dermed

en bedre udnyttelse af området, forudsat at de fornødne afsætningsmuligheder er til stede.

Til nr. 31.

Det foreslås at justere ordlyden af § 23, stk. 1, som omhandler VVM-pligtig indvinding af

råstoffer på havet, så ordlyden af afgrænsningen af de VVM-pligtige projekter kommer til

at svare til ordlyden af art. 2 i direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og

private projekters indvirkning på miljøet og § 3, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 764 af 23. juni

2014 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i

medfør af lov om planlægning. Ændringen medfører ikke nogen indholdsmæssige

ændringer.

Til nr. 32.

Det foreslås i § 23, stk. 3, at præcisere, at ministeren ud over de formelle forhold

vedrørende en VVM-vurdering, også kan fastsætte regler om selve vurderingen. Sådanne

regler er i dag fastsat i bekendtgørelse nr. 1422 af 12. december 2011 om miljømæssig

vurdering af råstofindvinding på havbunden (VVM). Det påtænkes at skrive disse regler

sammen med reglerne i ansøgningsbekendtgørelsen. Som for andre undersøgelser og

miljømæssige vurderinger gælder det, at VVM-vurdering foretages af ansøgeren for

dennes regning, jf. § 20 a, stk. 4.

Til nr. 33.

Det foreslås at indsætte en særlig regel om tilladelser i fællesområder i § 24, stk. 1, som

omhandler bortfald af tilladelser, der ikke udnyttes. Efter den eksisterende regel bortfalder

en tilladelse efter § 20, medmindre andet fremgår af tilladelsens vilkår, hvis den ikke

udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden

følgende år. Det betyder f.eks. at tilladelse og eneret til indvinding i et auktionsområde

bortfalder, hvis der ikke indvindes i 3 år. Området vil herefter kunne udbydes i auktion

igen eller overgå til at være fællesområde.

For fællesområder, hvor flere har tilladelse i det samme område, er der behov for en anden

bortfaldsregel. Dette har hidtil været reguleret i § 22, stk. 2, hvorefter udlægningen af et

område som fællesområde efter § 22, stk. 1, skal ophæves, hvis området ikke har været

udnyttet i 3 på hinanden følgende år. Da det foreslås, at fællesområder ikke længere skal

udlægges ved bekendtgørelse, og § 22, stk. 1 og 2, derfor foreslås ophævet, jf.

lovforslagets § 1, nr. 24, foreslås det at indsætte en tilsvarende regel i § 24, stk. 3, hvorefter

en tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 2, nr. 2, bortfalder, hvis ingen

tilladelsesindehaver har indvundet i det pågældende område i 3 på hinanden følgende år.

For fællesområder vil alle tilladelser således bortfalde på en gang, hvad enten de er udstedt

for mere eller mindre end 3 år siden, hvis området ikke har været udnyttet i 3 på hinanden

følgende år. Selv om en konkret tilladelsesindehaver ikke har udnyttet sin tilladelse i et

fællesområde i 3 på hinanden følgende år, vil tilladelsen således ikke bortfalde, hvis andre

har indvundet i området i denne periode. Dette vil også gælde i tilfælde, hvor der er

tilladelse til flere forskellige mængder i det samme område. Selv om ingen af de

tilladelsesindehavere, der har tilladelse til en bestemt mængde, har indvundet i 3 år, vil

tilladelserne alligevel ikke bortfalde, hvis der er indvundet i området i henhold til en

tilladelse med et andet vilkår for indvindingsmængde.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Til nr. 34.

Det foreslås at nyaffatte den gældende § 24, stk. 3, som omhandler begrænsning og

tilbagekaldelse af tilladelser efter § 20. Ifølge sin ordlyd er den gældende bestemmelse helt

ubegrænset. Ifølge bemærkningerne til den har den dog et væsentligt snævrere

anvendelsesområde. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at gøre ordlyden af reglen mere

præcis, således at det fastsættes, at miljøministeren til enhver tid kan ændre, begrænse eller

tilbagekalde en tilladelse efter § 20 og den foreslåede § 20 b, hvis det er nødvendigt for at

beskytte væsentlige miljø-, natur-, kulturarvs- eller fiskerimæssige interesser, af hensyn til

væsentlig risiko for oversvømmelse eller erosion af kysten eller af hensyn til væsentlige

interesser for skibsfarten.

Ændring, begrænsning eller tilbagekaldelse forudsætter således, at den tilladte aktivitet har

mere alvorlige virkninger i forhold til de nævnte interesser, end man lagde til grund ved

udstedelsen af tilladelsen, og at det derfor er nødvendigt at gribe ind i tilladelsen.

Afgørelser i henhold til bestemmelsen træffes i øvrigt under iagttagelse af

proportionalitetsprincippet.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget i § 1, nr. 42, om oplysningspligt. Hvis

der således fremkommer oplysninger om, at en indvindingsaktivitet kan have nogle

uforudsete virkninger, kan der afhængig af oplysningernes karakter i visse tilfælde gives

påbud om at fremskaffe yderligere oplysninger og på den baggrund træffes afgørelse om

en eventuel tilbagekaldelse eller begrænsning af tilladelsen. Hvis oplysningerne er

tilstrækkelig klare, eller der er tale om en risiko for en alvorlig, akut eller irreversibel

skade, kan der som første skridt ske tilbagekaldelse eller begrænsning.

Særlig om indvindingstilladelser i fællesområder bemærkes, at det ofte ikke vil være

muligt at pålægge en bestemt indvindingsvirksomhed at foretage generelle undersøgelser i

et fællesområde, hvis man ikke kan relatere et formodet problem til denne konkrete

indvinder. Hvis der derfor kommer oplysninger, der tyder på, at indvinding i fællesområdet

har mere alvorlige virkninger i forhold til de nævnte interesser, end man lagde til grund

ved udstedelsen af tilladelsen, vil der kunne ske tilbagekaldelse eller ændring, også selv

om der, hvis der var tale om et auktions- eller bygherreområde, i første omgang ville blive

givet påbud til tilladelsesindehaveren om at fremskaffe yderligere oplysninger. Hvis en

indvinder i et fællesområde ønsker at ansøge om fornyet tilladelse, eller om at de fastsatte

begrænsninger skal fjernes, vil denne have mulighed for at foretage undersøgelser, der

eventuelt kan dokumentere, at der ikke er et problem i forhold til de nævnte interesser.

Til nr. 35

Det foreslås at ophæve § 26, stk. 2, 2. pkt., som handler om klage over afgørelser truffet

efter § 22, stk. 1, om vilkårene for områders udlægning til fælles råstofindvinding. Da det

foreslås, at fællesområder ikke længere skal udlægges efter en særlig procedure, og at § 22,

stk. 1, ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 24, vil klage over tilladelser til indvinding i

fællesområder fremover følge de almindelige klageregler vedrørende afgørelser om

indvindingstilladelse efter § 20. Vedrørende klage over efterfølgende tilladelser i

fællesområder, se lovforslagets § 1, nr. 35.

Til nr. 36

Det foreslås i § 26, stk. 2, om klageadgang for afgørelser truffet bl.a. efter § 20 om

tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer på havet at indsætte en henvisning til

den foreslåede 20 b om tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmateriale,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

jf. lovforslagets § 1, nr. 18. Disse tilladelser gives i dag efter § 20, stk. 2, nr. 3, og er

således omfattet af klageadgangen. Forslaget opretholder således den gældende

retstilstand.

Til nr. 37.

Det foreslås i § 26, stk. 3, 1. pkt., som afskærer klage over tilladelse til enkeltstående

indvinding af op til 50.000 m

, at ændre henvisningen til hjemmelsbestemmelsen fra § 20

til § 20 b, da disse tilladelser foreslås fremover at skulle gives efter denne forslåede nye

bestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Til nr. 38.

Det foreslås at ændre § 26, stk. 3, 2. pkt., som indeholder afskæring af klage over

tilladelser til indvinding i fællesområder. De tilladelser i fællesområder, hvor der

fastlægges vilkår for indvinding i området, vil fremover kunne påklages efter den

almindelige regel i § 26, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 33 og bemærkningerne hertil. Det

foreslås, at indvindingstilladelser i fællesområder, som – bortset fra vederlagsstørrelsen,

som ikke kan påklages efter § 26, stk. 2 – indeholder samme vilkår som en anden tilladelse

i området, ikke skal kunne påklages. Dette svarer til den nuværende retsstilling.

Til nr. 39.

Det foreslås i § 26 a, stk. 1, som omhandler de klageberettigede i forhold til afgørelser om

indvinding på havet, at erstatte Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere med Danske

Råstoffer, da den førstnævnte forening er ophørt, og området nu dækkes af Danske

Råstoffer.

Til nr. 40

Det foreslås at indsætte et 2. pkt. i § 26, stk. 6, om opsættende virkning af klage over

afgørelser om råstofindvinding på havet. Det foreslås, at klage over forbud og påbud efter

§ 20, stk. 6, ikke skal have opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre

Natur- og Miljøklagenævnet bestemmer andet. Det foreslås i § 20, stk. 6, jf. lovforslagets §

1, nr. 13, at i de tilfælde, hvor der fastsættes undtagelser fra det generelle krav om tilladelse

til efterforskning af råstoffer på havet, kan ministeren meddele forbud og påbud

vedrørende efterforskningen. Hvis formålet med forbud eller påbud i denne situation ikke

skal forspildes, er det nødvendigt, at disse skal efterleves straks, og at klage over dem ikke

har opsættende virkning, og at en påtænkt efterforskning altså ikke må udføres i strid med

et meddelt forbud eller påbud.

Til nr. 41.

Det foreslås i § 28 om indberetninger at ændre ”By- og Landskabsstyrelsen” til

”Naturstyrelsen”, da By- og Landskabsstyrelsen er nedlagt, og området nu varetages af

Naturstyrelsen.

Til nr. 42.

Ad § 32 a.

Det foreslås at indsætte en bestemmelse om oplysningspligt for råstofindvindere. I mange

miljølove, herunder de love der regulerer erhvervsvirksomhed findes tilsvarende

bestemmelser, se bl.a. miljøbeskyttelseslovens § 72 og husdyrgodkendelseslovens § 53.

Råstofloven har imidlertid hidtil manglet en sådan bestemmelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det foreslås i stk. 1, at den, der er ansvarlig for efterforskning efter eller indvinding af

råstoffer eller for nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer, jf. § 20 b, efter

anmodning fra regionsrådet eller miljøministeren skal give alle oplysninger, herunder om

økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af

efterforskningens, indvindingens eller nyttiggørelsens indvirkning på miljøet eller andre af

de forhold, der er nævnt i § 3, for eventuelle afhjælpende eller forebyggende

foranstaltninger og for andre forhold, der er reguleret i loven eller regler udstedt i medfør

af loven. Oplysninger skal også gives efter anmodning fra andre myndigheder, der har fået

tillagt opgaver eller beføjelser efter loven elle regler udstedt i medfør af loven.

Det foreslås, at myndighederne kan påbyde den pågældende for egen regning 1) at foretage

prøveudtagning, analyser og målinger af råstoffer, der indvindes eller nyttiggøres og af

stoffer, der udsendes til omgivelserne, samt af støj og rystelser, 2) at foretage

prøveudtagning og analyser af materialer og produkter, der anvendes eller behandles, samt

af eventuelle affaldsstoffer, 3) at klarlægge årsagerne til eller virkningerne af en

stedfunden indvinding eller forurening og 4) at klarlægge, hvordan følgerne af

indvindingen, nyttiggørelsen eller forureningen afhjælpes eller forebygges.

Reglen vil særlig have betydning, hvis der i forbindelse med tilsyn eller på anden måde

fremkommer oplysninger, der tyder på, enten at en virksomhed har overtrådt de gældende

regler eller tilladelser, eller at den tilladte råstofindvinding har negative virkninger, som

der ikke er taget højde for ved meddelelse af tilladelsen.

Afgørelser i henhold til bestemmelsen træffes i øvrigt under iagttagelse af

proportionalitetsprincippet.

Et konkret eksempel er, at indvinding i henhold til en tilladelse, hvor der ikke er fastsat

støjkrav, alligevel giver anledning klager over støj. Her kan det efter omstændighederne

være relevant at pålægge tilladelsesindehaveren at udføre støjmålinger og støjberegninger.

Et andet eksempel kan være, at der, efter at tilladelsen er meddelt, identificeres en

væsentlig naturtype i nærheden af et indvindingsområde, og hvor det efter

omstændighederne kan være nødvendigt at få undersøgt og vurderet, om den konkrete

indvindingsaktivitet kan forårsage skade, og om tilladelsen derfor bør tilbagekaldes eller

begrænses, jf. § 24, stk. 3.

Et tredje eksempel kan være, at Naturstyrelsen via den elektroniske registrering af

indvindingsfartøjer (AIS), får mistanke om, at der indvindes uden for det tilladte

indvindingsområde eller til en anvendelse, som ikke er tilladt. I så fald kan bestemmelsen

anvendes til at kræve oplysninger om forholdet fra den pågældende, herunder oplysninger

om, hvordan denne vil undgå fremtidige overtrædelser af denne art, eller undersøgelser af,

hvilke konsekvenser overtrædelsen har haft. I sådanne tilfælde skal § 10 i lov om

retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

naturligvis overholdes, jf. også de foreslåede bestemmelser i §§ 32 b og 32 c og

bemærkningerne hertil. § 10 fastsætter bl.a., at hvis der er konkret mistanke om en strafbar

lovovertrædelse gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele

oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan

udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen

af den formodede lovovertrædelse.

I stk. 2 forslås, at tilsynsmyndigheden kan revidere vilkårene i en tilladelse for at forbedre

tilladelsesindehaverens egenkontrol eller opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bestemmelsen svarer til miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3. Forslaget indebærer, at vilkår,

der har betydning for egenkontrol og myndighedernes tilsyn kan ændres, uden at de

almindelige betingelser for at ændre en tilladelse er opfyldt.

Ad §§ 32 b og 32 c.

Det foreslås, at i tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse

af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse, kan regionsrådet eller

miljøministeren udføre nødvendige undersøgelser for den ansvarliges regning til belysning

af forhold, som denne ellers er eller kunne være pålagt at afgive oplysninger om.

Det foreslås endvidere, at i tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse, eller hvor det af

håndhævelsesmæssige eller miljømæssige årsager i øvrigt skønnes nødvendigt, kan

regionsrådet eller miljøministeren for en afgrænset periode træffe beslutning om at udføre

den kontrol, som en virksomhed ellers skulle udføre som egenkontrol, for virksomhedens

regning. I afgørelsen om at overtage egenkontrollen kan myndigheden fastsætte de krav,

der er nødvendige for myndighedens gennemførelse af kontrollen.

En række andre miljølove indeholder tilsvarende bestemmelser, bl.a.

miljøbeskyttelsesloven.

Til nr. 43

Det forslås, at § 34, stk. 1, 3. pkt. ophæves. Bestemmelsen giver hjemmel til at fastsætte,

at ansøgning skal indgives elektronisk, og at undersøgelsesdata skal indgives i et bestemt

format. Bestemmelsen erstattes af de foreslåede §§ 36 a-36 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 40.

Til nr. 44

Der foreslås indsat bemyndigelser til at fastsætte regler om digital kommunikation på

råstoflovens område, som svarer til de bemyndigelser, der ved lov nr. 1231 af 18.

december 2012 er indført i 68 love på erhvervs- og vækstministerens område og på

miljøministeriets område i kemikalieloven ved lov nr. 277 af 19. marts 2013.

Det fremgår af Den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2011-2015 »Den digitale vej til

fremtidens velfærd«, som den nuværende regering har tiltrådt, at virksomhederne skal

foretage alle indberetninger digitalt til offentlige myndigheder fra 2012 eller snarest

derefter, når den nødvendige lovgivning og de effektive løsninger er på plads.

Forslaget er et led i udmøntningen af regeringens målsætning om, at digital

kommunikation mellem virksomheder m.v. og det offentlige skal udbredes, således at al

relevant skriftlig kommunikation mellem virksomheder og det offentlige fremover foregår

digitalt. Det foreslås derfor, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om

tvungen digital kommunikation. Det foreslås i forlængelse heraf, at miljøministeren også

bemyndiges til at fastsætte regler om, at krav om fysisk underskrift kan fraviges.

Baggrunden for, at det ikke skal være frivilligt, men obligatorisk at kommunikere digitalt,

er blandt andet et ønske om at sikre hurtigere kommunikation mellem virksomhederne og

myndighederne, hurtig og effektiv service fra myndighederne og en optimering af

arbejdsgangene hos både virksomhederne og myndighederne. Ved at fjerne manuelle

rutiner og papirhåndtering kan der frigives tid og ressourcer hos virksomhederne og

myndighederne, og kommunikationen mellem parterne smidiggøres, samtidig med at

sagsgangene optimeres både hos virksomhederne og myndighederne. Dette er en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forudsætning for at sikre vækst og fremgang for dansk erhvervsliv i en stadig mere global

og digital verden. Samtidig er der behov for at sikre størst mulig ressourceudnyttelse i den

offentlige sektor. Der er således et stort behov for at tilvejebringe grundlaget for effektiv

opgavevaretagelse bredt i det danske samfund via digitalisering.

Forslaget omfatter både virksomheder og fysiske personer, som er omfattet af råstofloven.

Der sker kun i meget begrænset omfang kommunikation med fysiske personer (bortset fra

enkeltmandsvirksomheder) inden for råstoflovens område. Det følger af Den

Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2011-2015, at det for borgerne frem mod 2015 vil

blive obligatorisk at bruge de digitale løsninger i deres skriftlige kommunikation med de

offentlige myndigheder.

Desuden skal forslaget ses i sammenhæng med lov nr. 528 af 11. juni 2012 om Offentlig

Digital Post, der sikrer automatisk og obligatorisk tilslutning af borgere og virksomheder

til den fællesoffentlige postløsning, Offentlig Digital Post. Loven giver tilsluttede

offentlige myndigheder mulighed for at sende meddelelser, afgørelser m.v. til borgere og

virksomheder via Offentlig Digital Post med samme retsvirkninger som skriftlige

meddelelser, der sendes med traditionel papirpost. For virksomheder med CVR-nummer er

den obligatoriske tilslutning trådt i kraft. For fysiske personer forventes obligatorisk

tilslutning at træde i kraft 1. november 2014.

Udrulningen af digitaliseringsstrategien har medført, at en stor del af virksomhedernes

kontakt til offentlige myndigheder, bl.a. i forbindelse med indberetning af skat, allerede i

dag foregår digitalt. De fleste virksomheder vil derfor i vidt omfang være godt rustet til at

kommunikere digitalt med offentlige myndigheder.

Da regeringsgrundlaget nu fastslår, at al relevant skriftlig kommunikation mellem borgere,

virksomheder og det offentlige skal foregå digitalt inden udgangen af 2015, er der behov

for, at der indføres hjemmel til at fastsætte obligatorisk digital kommunikation om alle

relevante forhold, som er omfattet af råstofloven.

Det vil fremgå af de enkelte bekendtgørelser, der udstedes på området, på hvilken måde

kommunikationen mellem myndighederne og de pågældende virksomheder eller personer

fremover skal foregå digitalt. Det forudsættes, at de digitale selvbetjeningsløsninger er

brugervenlige og tilgængelige, så stadig flere borgere og virksomheder kan anvende og

blive fortrolige med anvendelsen af de digitale løsninger.

De foreslåede bemyndigelser til at fastsætte regler om digital kommunikation er formuleret

således, at miljøministeren »kan« fastsætte regler om obligatorisk digital kommunikation.

Heraf følger, at det også vil være muligt at fritage nærmere afgrænsede grupper af

virksomheder eller personer og sagområder generelt fra kravet om digital kommunikation.

Fritagelsesmuligheden tænkes f.eks. anvendt, hvor det er påkrævet at anvende en dansk

digital signatur, og der er tale om en virksomhed med hjemsted i udlandet, som ikke kan få

en dansk digital signatur eller en person uden dansk CPR-nummer, eller hvis en gruppe af

virksomheder eller personer med erhvervsaktiviteter ikke vurderes at være it-parate. Den

kan derudover også anvendes, hvis materialet er af en sådan beskaffenhed, at det ikke

egner sig til digital fremsendelse. Desuden vil der blive fritaget for krav om digital

kommunikation, hvor der er behov for at kunne fremlægge originaldokumenter. Det

forhold, at en virksomhed eller en person oplever, at den pågældendes egen computer ikke

fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, kan ikke føre til fritagelse for

pligten til digital kommunikation.

Endvidere vil udenlandske virksomheder m.v. blive fritaget for krav om digital

kommunikation, hvis dette vil være i strid med EU-retten eller andre internationale

forpligtelser.

Endvidere vil det være muligt at dispensere fra fastsatte krav om digital kommunikation i

særlige tilfælde. Hensigten med dette er at sikre, at de omfattede virksomheder og personer

ikke forhindres i at opnå de muligheder og indfri de pligter efter råstofloven og regler

udstedt i medfør heraf, som i kraft af lovforslaget kræves gennemført ved anvendelse af

digitale medier.

Da der hovedsagelig vil være tale om kommunikation om erhvervsforhold, vil

dispensationsmuligheden dog som udgangspunkt kun blive anvendt, når ganske særlige

omstændigheder taler for det. Det forhold, at en virksomhed eksempelvis ikke er i

besiddelse af computer og internetforbindelse, vil som udgangspunkt ikke berettige

virksomheden til at blive fritaget for krav om digital kommunikation. Tilsvarende vil gøre

sig gældende for kommunikation mellem myndigheder og personer om erhvervsforhold.

I en række situationer er det påkrævet, at myndigheder reagerer hurtigt med henblik på at

varetage særlige hensyn. For eksempel kan det være påkrævet, at der straks gribes ind

overfor ulovlig råstofindvinding af hensyn til miljøet. I sådanne situationer kan der opstå

behov for at kommunikere til og fra myndigheder på anden måde end digitalt, hvis der

samtidig er nedbrud i den pågældende myndigheds eller virksomheds it-system,

sammenbrud i den digitale signatur infrastruktur, generelle strømafbrydelser eller generelle

problemer hos myndighedens internetudbyder o.l. I disse tilfælde må myndighederne

vælge en anden kommunikationsform, som er hensigtsmæssig i den givne situation.

Ad § 36 a

Det foreslås at indsætte en ny § 36 a, der som noget nyt skaber en generel hjemmel til, at

miljøministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra

miljøministeren, miljøministeren, regionsrådet og øvrige myndigheder, som har fået tillagt

beføjelser i medfør af § 38 om forhold, som er omfattet af råstofloven eller af regler

udstedt i medfør af denne, skal foregå digitalt, og hvordan denne digitale kommunikation

skal foregå, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater,

skemaer og digital signatur, jf. stk. 1-2.

Det foreslås også, at en digital meddelelse skal anses for at være kommet frem, når den er

tilgængelig for adressaten for meddelelsen, jf. stk. 3. Det vil sige med samme

retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende

meddelelse m.v. er lagt i adressatens fysiske postkasse. En meddelelse vil normalt anses

for at være kommet frem til myndighederne m.v. på det tidspunkt, hvor meddelelsen er

tilgængelig for myndigheden m.v., dvs. f.eks. når myndigheden m.v. kan behandle

meddelelsen. En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed

eller person, på det tidspunkt hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En

meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selv om den pågældende ikke kan skaffe

sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende

at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke

fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ved udnyttelse af den foreslåede bemyndigelse, vil forslaget bl.a. indebære, at skriftlige

henvendelser m.v. om forhold, som er omfattet af råstofloven eller af regler, som er udstedt

i medfør af denne, ikke anses for behørigt modtaget, hvis de indsendes på anden vis end

den foreskrevne digitale måde.

Af de bekendtgørelser, der påtænkes at udmønte bemyndigelsen, vil det komme til at

fremgå, hvem der omfattes af pligten til at kommunikere digitalt med myndighederne, om

hvilke forhold og på hvilken måde. I bekendtgørelserne kan der desuden fastsættes regler

om fritagelse for pligten til digital kommunikation. I det omfang der er tale om

kommunikation om erhvervsforhold, vil fritagelsesmuligheden blive begrænset, jf.

ovenfor.

Det overvejes i løbet af nogle år at indføre et system til løbende digital indberetning af

indvundne mængder af råstoffer på havet, hvilket ville kunne effektivisere tilsynet og gøre

det lettere at følge med i tilbageværende mængder i områderne. Det vil også på længere

sigt blive overvejet, på hvilke andre områder det vil være hensigtsmæssigt at indføre

digitale systemer til f.eks. indberetninger, og ansøgning og anmeldelse.

Bemyndigelserne omfatter alene formkrav. Hjemlen til at stille krav om indberetning, krav

til ansøgning om tilladelse, krav om anmeldelse m.v. findes andre steder i loven.

Ad § 36 b

Det foreslås at indsætte en ny § 36 b. Efter dennes stk. 1 foreslås det, at miljøministeren

kan fastsætte regler om, at miljøministeren, regionsrådet og øvrige myndigheder, som har

fået tillagt beføjelser i medfør af § 38 kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter

råstofloven eller regler udstedt i medfør af denne uden underskrift, med maskinelt eller på

tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer

entydig identifikation af udstederen. Sådanne afgørelser og dokumenter foreslås sidestillet

med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

I § 36 b, stk. 2, foreslås det, at miljøministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og

andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk

sagsbehandling, kan udstedes alene med angivelse af miljøministeren, regionsrådet og

øvrige myndigheder, som har fået tillagt beføjelser i medfør af § 38 som afsender.

Naturstyrelsen og Regionsrådet træffer en lang række afgørelser efter råstofloven eller

regler udstedt i medfør af denne om bl.a. tilladelse til efterforskning og indvinding af

råstoffer. Det vil være naturligt i forbindelse med processer om yderligere digitalisering at

overveje afsenderspørgsmålet, herunder overgå til digitale underskrifter eller andre former.

Den foreslåede § 36 b er en forudsætning for, at kommunikation omfattet af den foreslåede

§ 36 a fra Naturstyrelsen og de andre nævnte myndigheder kan ske digitalt.

Ad § 36 c

Det foreslås at indsætte en ny § 36 c. Efter dennes stk. 1 foreslås det, at hvor det efter

råstofloven eller regler udstedt i medfør af denne er krævet, at et dokument, som er udstedt

af andre end de i den foreslåede § 36 b nævnte myndigheder, skal være underskrevet, kan

dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den,

som har udstedt dokumentet, jf. dog det foreslåede stk. 2. Det foreslås også, at sådanne

dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift. I § 36 c, stk. 2, foreslås

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

det, at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fravigelse af underskriftskrav,

herunder at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Bestemmelsen vil alene give hjemmel til at fravige et underskriftskrav og ikke til at

fastsætte krav om digital kommunikation mellem private i øvrigt.

Til nr. 45.

Det foreslås at ændre § 44, stk. 1, nr. 3, om straf for tilsidesættelse af forbud eller påbud at

indsætte henvisninger til den foreslåede § 20, stk. 6, samt det gældende § 24, stk. 2.

I § 20, stk. 6, indføres en hjemmel til at meddele forbud eller påbud i de situationer, hvor

efterforskning efter råstoffer på havet undtages fra krav om tilladelse, jf. lovforslagets § 1,

nr. 13.

I det gældende § 24, stk. 2, er hjemmel til at meddele påbud eller forbud af hensyn til

overholdelse af forpligtelserne i habitatdirektivet. Ved indsættelsen af § 24, stk. 2, blev der

imidlertid ikke foretaget den nødvendige konsekvensrettelse af § 44, stk. 1, nr. 3.

Til nr. 46 og 47.

Det foreslås at indsættelse af et nyt nr. 5 i § 44, stk. 1, om mulighed for idømmelse af straf

for overtrædelse af råstofloven. Det foreslås, at undladelse af at meddele oplysninger eller

afgive prøver efter den forslåede oplysningspligtsbestemmelse i § 32 a, stk. 1, kan straffes.

Indsættelsen er derfor en konsekvens af indsættelsen af § 32 a, jf. lovforslaget § 1, nr. 38.

Der foreslås en konsekvensrettelse af § 44, stk. 1, nr. 4.

Til nr. 48

Det foreslås at ændre straframmen i § 44, stk. 2, fra 1 til 2 års fængsel for at ensrette den

med andre tilsvarende love på miljøområdet.

§ 44, stk. 2, omfatter overtrædelser, hvor der er skærpende omstændigheder, idet

overtrædelserne er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvor der ved

overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller opnået eller

tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved

besparelser.

Under Folketingets behandling af forslaget til den nugældende miljøbeskyttelseslov i

1991blev strafferammen hævet til 2 års fængsel for overtrædelser begået under tilsvarende

skærpende omstændigheder. Siden er strafferammen sat til 2 år i en række eksisterende og

nye miljølove, herunder stort set alle de erhvervsregulerende love, hvor overtrædelse kan

medføre alvorlig skade på natur og miljø. Dette gælder således lov om miljøgodkendelse

m.v. af husdyrbrug, havmiljøloven, jordforureningsloven, kemikalieloven, lov om miljø og

genteknologi og jagt- og vildtforvaltningsloven.

Ulovlig råstofindvinding kan ligesom overtrædelse af de nævnte love medføre store skader

på natur og miljø og medføre betydelige økonomiske fordele for den, der overtræder

reglerne. Formålet med forslaget er således at sikre en harmonisering af straframmen med

øvrige sammenlignelige miljølove og hermed undgå, at overtrædelser af råstofloven

opfattes som mindre alvorlige end overtrædelser af de øvrige nævnte love.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Til § 2

Til nr. 1

Det foreslås, at transportministeren over alt i kystbeskyttelsesloven ændres til

miljøministeren. De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at ressortansvaret for loven

ved kongelig resolution af 3. februar 2014 er overgået fra transportministeren til

miljøministeren.

Til nr. 2

Det foreslås, at § 16, stk. 3, ophæves. Ifølge § 16, stk. 3, må arbejder i henhold til § 16, stk.

1, på sandflugtsfredede arealer kun udføres efter tilladelse fra miljøministeren.

(Sandflugtsfredede arealer benævnes nu klitfredede arealer i naturbeskyttelsesloven.) Den

foreslåede ændring er en konsekvens af, at ressortansvaret for loven ved kongelig

resolution af 3. februar 2014 generelt er overgået fra transportministeren til

miljøministeren, hvorfor der ikke er behov en særregel om, at miljøministeren har

kompetencen i disse sager. Det er hensigten, at kompetencen til at give tilladelse efter § 16,

stk. 1, også fremover skal være delegeret til Kystdirektoratet, og at Naturstyrelsen som

hidtil vil blive hørt i sager om tilladelse, hvad enten de vedrører sandflugtsfrede/klitfredede

arealer eller ej. Desuden er det som hidtil i visse tilfælde, f.eks. hvis der skal udføres

terrænreguleringer eller kystbeskyttelse for enkeltejendomme, nødvendigt at søge

Naturstyrelsen om dispensation fra reglerne i naturbeskyttelseslovens §§ 8 eller 15 om

henholdsvis klitfredede arealer og strandbeskyttelse.

Til nr. 3

Det foreslås at ophæve § 16 b. Indholdet af bestemmelsen foreslås videreført i den

foreslåede § 16 c, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Til nr. 4

Til § 16 b.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i

§ 16 b,

som indeholder nye hjemler for

miljøministeren til at give tilladelse til visse aktiviteter på søterritoriet samt på

strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende

landvegetation.

Til stk. 1

stk. 1, nr. 1,

foreslås det, at der kan gives tilladelse til at videreføre sediment nedstrøms

på kysten, som er ophobet som følge af et fast anlæg, en sejlrende, et havnebassin el. lign.,

og som derfor forhindres i at indgå i den naturlige sedimentvandring på strækningen.

Den fagtekniske betegnelse for dette er by-pass af sediment. Ved by-pass forstås således, at

sedimentet føres videre i sedimenttransportretningen, således at sedimentet flyttes forbi

den forhindring, der har bremset den naturlige sedimenttransport. Dermed vil sedimentet

fortsat indgå i den naturlige sedimenttransport i den aktive kystzone.

Den aktive kystzone er den del af kystprofilet, hvor bølger og lokal havstrøm flytter

sediment på havbunden og stranden. Det skal ved ansøgning om by-pass vurderes, om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

mængden af sediment har en væsentlig betydning for kystens udvikling, om sedimentet

miljømæssigt er egnet til at blive videreført, herunder de forureningsmæssige forhold, jf.

nærmere nedenfor under bemærkningerne til det foreslåede stk. 1, nr. 2, samt om det er

miljømæssigt acceptabelt at anbringe materialet på det pågældende sted.

Det skal bemærkes, at der ikke med bestemmelsen kan gives tilladelse til f.eks. at anbringe

det ophobede sediment et andet sted på kysten end der, hvor anlægget har medført, at der

mangler sediment.

Det skal således også bemærkes, at hvis formålet med placeringen af sedimentet er at

foretage egentlig kystbeskyttelse af ejendom eller infrastruktur og ikke er at foretage by-

pass af materialet i det naturlige system, skal placeringen behandles efter reglerne i lovens

§ 16, stk. 1, og den foreslåede § 16 b, stk. 1, nr. 2, jf. nedenfor. Dette kan eksempelvis

være tilfældet, hvor sedimentet placeres på en anden strækning end den hvor sedimentet

fjernes. Det skal i den forbindelse bemærkes, at formålsbestemmelsen i lovens § 1 alene

finder anvendelse ved behandling efter lovens § 16.

Bestemmelsen kan finde anvendelse, uanset om der er behov for at fjerne det ophobede

sediment af andre grunde end for at videreføre det. Det er således ikke nødvendigt at tage

stilling til, om det ville kunne fjernes som en (præventiv) oprensning af en sejlrende eller et

havnebassin eller ej, ligesom det heller ikke er nødvendigt tillige at få tilladelse til

fjernelsen efter andre regler, herunder kystbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, nr. 2, og § 16 a,

stk. 1, nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke en fravigelse af naturbeskyttelseslovens regler

om strandbeskyttelse. Det kan derfor være nødvendigt også at søge om dispensation fra

disse regler, hvis der skal foretages fjernelse af materiale over højvandslinjen eller andre

indgreb på stranden.

Det foreslås i

stk. 1, nr. 2,

at der kan meddeles tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings-

og uddybningsmaterialer, jf. råstoflovens § 20 b, stk. 2, til projekter, der kræver tilladelse

efter § 16, stk. 1, nr. 1, eller § 16 a, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Kystdirektoratet kan efter den foreslåede bestemmelse give tilladelse til, at sedimentet

nyttiggøres i forbindelse med kystbeskyttelse eller etablering af anlæg, som kræver

tilladelse fra Kystdirektoratet. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor sediment fra en

uddybning eller oprensning kan anvendes til kystbeskyttelse eller etablering af anlæg efter

lovens § 16 eller § 16 a. Bestemmelsen er parallel til råstoflovens regler om nyttiggørelse,

jf. lovforslagets § 1, nr. 18, som omfatter nyttiggørelse til andre anvendelser.

Den del af ansøgningen, der drejer sig om at fjerne sediment fra søterritoriet, behandles

efter § 16 a, stk. 4, hvis det kræver tilladelse efter denne bestemmelse, mens placeringen

skal behandles efter lovens § 16, stk. 1, nr. 1, eller § 16 a, stk. 1, nr. 1 eller 2.

Bestemmelsen omfatter kun oprensnings- og uddybningsmaterialer som defineret i den

foreslåede bestemmelse i råstoflovens § 20 b, stk. 2. Det skal ligesom i forbindelse med

behandlingen af sager om nyttiggørelse efter råstofloven bl.a. påses, at der er et reelt behov

for at fjerne sedimentet, og at fjernelsen således ikke er omfattet af de almindelige regler

om indvinding af råstoffer, herunder forbuddet mod at indvinde på mindre end 6 m

vanddybde og vederlagsreglerne i råstofloven.

Som i forbindelse med nyttiggørelse i henhold til råstofloven er det ikke afgørende, om

materialerne konkret skal anses som affald eller ej. Det er kommunalbestyrelsen, der har

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kompetencen til at afgøre, om materialerne er affald, hvis det i den konkrete sag er relevant

at tage stilling hertil, jf. nærmere afsnit 3.4.1 i de almindelige bemærkninger.

De miljømæssige forhold i forbindelse med optagning og anbringelse af materialerne skal

vurderes og reguleres i tilladelsen, men i det omfang der kræves tilladelse efter anden

lovgivning, hvor de miljømæssige forhold reguleres, vil der ikke skulle foretages en

særskilt vurdering og vilkårsfastsættelse for dette i nyttiggørelsestilladelsen.

Bestemmelsen ændrer således ikke på, at der i givet fald skal meddeles tilladelse i henhold

til andre bestemmelser, som regulerer henholdsvis den pågældende optagning på

søterritoriet og anvendelsen på søterritoriet eller på land.

Optagningen kan, hvis der er tale om forurenede sedimenter, være omfattet af

miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2. Det er kommunalbestyrelsen, der skal afgøre, om

optagningen er omfattet af denne bestemmelse, og i givet fald tage stilling til ansøgning

om tilladelse.

Anvendelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer i anlæg m.v. kan være omfattet

miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33. Det er normalt ligeledes kommunalbestyrelsen, der

er kompetent myndighed i relation til disse bestemmelser.

Hvis der er tale om nyttiggørelse i anlæg, som er omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler

om godkendelse af listevirksomhed, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33, vil vurderingen af,

om anvendelsen er miljømæssigt forsvarlig, ske i forbindelse med

godkendelsesbehandlingen efter miljøbeskyttelsesloven, og der skal i så fald ikke tages

stilling til det i tilladelsen efter § 16 b, stk. 1, nr. 2.