LIU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 54: Kopi af henvendelse af 7/5-14 fra Rolf Heitmann om ministersvar på spørgsmål 70 til L 147 bilag 9

Vedr. Ministersvar på spørgsmål 70 til L 147 bilag 9Idet jeg takker for jeres spørgsmål 70 til Manu Sareen, hvor I beder ham kommentere minhenvendelse til Socialudvalget og Beskæftigelsesudvalget (bilag 9 ad L 147), følgerhermed mine kommentarer til ministerens svar.Ministeren skriver i første afsnit:"Den takst for løn m.v. til hjælpere, som der planlægges indført, er ikke et udtryk for denløn, som den enkelte BPA-hjælper skal have udbetalt. Taksten angiver størrelsen på dettilskud til løn m.v., som kommunen skal udbetale i den enkelte BPA-ordning, hvorefter deter Iden, der er arbejdsgiver i ordningen, der har ansvaret for at indgå aftaler medhjælperne om løn og ansættelsesvilkår."I første sætning insinuerer ministeren, at min henvendelses præmis er forkert, idet denskulle bygge på den misforståelse, at taksten er ”et udtryk for den løn, som den enkelteBPA-hjælper skal have udbetalt.” Jeg mener imidlertid, at det er kontrafaktuelt at hævde,at takstenikkeer udtryk for den løn, som hjælperen vil få udbetalt. Da alle lønmidler tilBPA-hjælpere jo skal tages fra taksten og kun kan komme fra denne, er den ikke blotudtryk for lønnen, den er direkte identisk med (når man ser bort fraadministrationsbedraget) og bestemmende for lønnen. At arbejdsgiveren, som ministerenskriver i sidste sætning, har "ansvaret for at indgå aftaler med hjælperne om løn ogansættelsesvilkår," ændrer ikke noget. Arbejdsgiveren kan jo ikke indgå aftaler medhjælperne om løn som ikke findes. Hvor meget ansvar arbejdsgiveren end pålægges, kanhan eller hun ikke trylle flere penge frem, end der stilles til rådighed via taksten.Ministeren synes for øvrigt at modsige sin egen indledning og give mig ret i ovenstående ibegyndelsen af tredje afsnit, hvor han siger: ”Det er også vigtigt at nævne, at forslagetmed indførelse af et takstsystem - og dermed også taksten for løn m.v. til hjælpere -”.Endvidere skal jeg påpege, at ministerens oplysning i sit svar om at indførelsen aftakstsystemet ”bl.a. er inspireret af en fælles henvendelse til ministeriet fra KL og DanskeHandicaporganisationer, hvor de to organisationer opfordrer ministeriet til at lave nationaletakster for udmåling af BPA-tilskud” ikke har relevans i forhold til min henvendelse, somikke klager over indførelsen af en national takst, men over den uretmæssigeforskelsbehandling af handicaphjælpere, der finder sted i udmålingen af taksten.

Slutteligt vil jeg understrege, at ministerens information om at ”det har været enforudsætning for arbejdet med justeringer af BPA-reglerne, at justeringerne samlet set erudgiftsneutrale” ikke legitimerer den diskriminatoriske praksis, som jeg klager over –snarere tværtimod. Da ministeren adspurgt af Stine Brix ikke er i stand til at anføre nogensaglig grund til at handicaphjælpere skal have mindre i løn end den gruppe, som han selvhar udpeget som sammenlignelig med os (i.e. den lavest lønnede gruppe i det kommunalelønsystem, uuddannet social- og sundhedspersonale, lønramme 11), er takstudmålingenudtryk for banal diskrimination, som ikke er lovlig.