LIU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 29: Henvendelse af 16/1-14 fra Hvert 3. barn om diskriminering af fædre

Fra:Tanja Graabæk [mailto:[email protected]mailto:[email protected]]Sendt:16. januar 2014 18:20Til:Folketingets OplysningEmne:Att. Ligestillingsudvalget - erstatter indlæg af 16.01.2014 kl. 08.38Med reference til jeres netop afholde møde om diskriminering af fædre, vil jeg vil lige komme med mit input. Det somen, der har siddet på begge sider af bordet. Tidligere som tidligere juridisk fuldmægtig i Statsforvaltningen og nu somyder af juridisk og psykologisk bistand til forældrene ved samlivsophør og samværskonflikter.samlivsophørStatsforvaltningen har mange udfordringer, men de diskriminerer efter min opfattelse ikke – i hvert tilfælde ikkedirekte. De forskelsbehandler bopælsforælderen (den, som barnet har primær bopæl hos) og den samværsberettigede,men det skyldes de retlige rammer som er udstukket for deres virke. De har kun kompetence til at se på densamværsberettigedes forhold i samværssager. Men når det kommer til mænd versus kvinder, så bliver allesamværsberettigede behandlet ens uanset køn.Man kan måske argumentere for en indirekte diskrimination:Statsforvaltningens praksis – som man jo skal huske på bliver udstukket af Ankeinstansen – baseres på etfamiliemønster, som efter min opfattelse ikke er i overensstemmelse med det moderne familiefamiliemønster (hvor far typiskbidrager på lige fod som mor). Statsforvaltningen mener selv, at de i deres sagsbehandling tager udgangspunkt i den nyefamiliedynamik. Men statistikken viser, at bopælsretten ligger hos moderen i 88 % af tilfældene. I 81% af de titilfælde,hvor bopælsretten er overført fra den ene forælder til den anden, så er den gået fra far til mor. Det tyder på indirektekønsdiskriminering – en opfattelse af, at mor som udgangspunkt er bedre som omsorgsperson end far. Man kanargumentere for, at statistikken er et udtryk for “fortid”. Man skal dog huske følgende: Ude i det virkelige liv - nårfamilien brydes op – så er det hovedreglen, at far flytter fra mor og børnene eller at mor tager børnene og går. Dermeder mors ret som bopælsforælder i mange tilfælde allerede blevet slået fast på baggrund af fars handling. Derfor er denenævnte statistik efter min opfattelse mere et udtryk for konsekvenserne af, hvordan familierne vælger at indrette sig vedet samlivsophør, end den er et udtryk for diskriminadiskrimination.Mit hjerte bløder for de forældre, som en dag vågner op til den virkelighed, at de er blevet samværsforælder – uden atde på noget tidspunkt har været opmærksomme på, at det kunne være konsekvens. Det er derfor vigtigt, atStatforvaltningen bliver bedre til at tage stille spørgsmålstegn ved hvem, som har været den primære omsorgsperson foredrebørnene under samlivet (det behøver nemlig ikke, at være den, som har “beholdt” barnet hos sig). Og de skal ift. deresparksis helt klart blive bedre til at acceptere, at børn har et behov for begge forældre. Praksis læner sig mere hen mod enacceptere,skævdeling af børnene til bopælsforælderens fordel – og den bør ændres. Men det er en generel - og ikke kønsspecifik –problematik, jf. ovenfor.I Hvert 3. Barn er vi som udgangspunkt ikke politiske, men det kommer til spørgsmålet om forældreroller så er voresngspunktholdning klar: den ene forælder erikkebedre end den anden. Den ene forældre kan have bedre forældreevner end denanden, men det er ikke en kønsspecifik evne. Barnet har ret til begge sine forældre.Vi vil meget gerne bidrage, hvis det er muligt.Med venlig hilsenTanja Graabæk