Kære Marianne Jelved og Kulturudvalget.

Teater, dans, performance og alle de andre genrer, der er samlet under den fælles betegnelsescenekunst, er kunst, der reelt kun eksisterer i nuet, mens det opføres for et levende publikum.Manuskripter, scenografiske tegninger og fotodokumentation kan gemmes, men det dokumentererikke den levende opførelse.Der er derfor behov for en sikring af dokumentation af den levende scenekunst, således a opførelseratkan gemmes og bruges af eftertiden til forskning, uddannelse og udvikling af ny scenekunst, ligesomden almindelige borger bør have adgang til historiske scenekunstoplevelser.I fx litteratur og billedkunst er værkets fysiske manifestationer lig med værket selv. Musik, derligligesom scenekunst er en levende og flygtig kunstart, dokumenteres ved, at langt størstedelen af denbevaringsværdige musik er indspillet og systematisk indsamles og bevares som en delingsværdigeNationalbiblioteket af Statsbiblioteket i Aarhus. Det er blandt de store kunstarter alenescenekunsten, som i dag ikke er sikret en bevaring af den kunstneriske manifestation.Vi opfordrer til, at der iværksættes en kortlægning af mulige aktører i en indsats for produktion,bevaring, tilgængeliggørelse og formidling af videooptagelser af opførelser af scenekunst. En indsatsgørelsekan ske på flere niveauer, lige fra blot at sikre bevaring af de eksisterendedokumentationsoptagelser, som en del teatre selv laver, til - optimalt - at sikre en dækkendeokumentationsoptagelser,produktion og formidling af professionelt filmede og redigerede optagelser.duktionDet er klart, at der er en meget stor økonomisk forskel på de to yderpunkter, fra den minimale til denideelle indsats. Men det vigtigste er at komme i gang med at få undersøgt mulighemulighederne.Der investeres hvert år betydelige summer fra Kulturministeriet i scenekunst. Det er med næsten 1,4mia. kr. den største post i ministeriets budget. En indsats for bevaring og tilgængeliggørelse af dennekulturarv, vil betyde en markant forøgelse af den kulturelle værdi af denne investering i form af entilgængeliggørelse ud over det flygtige nu. Kan vi forsvare at lade være?