Kulturudvalget 2013-14
KUU Alm.del Bilag 184
Offentligt
Ubegribeligt. Urimeligt. Utilgiveligt.
DR lukker og slukker for UnderholdningsOrkestret!
Hvad tænker I dog på, derude i det store blå mediehus? I nedlægger et ensemble, der på
enestående vis har stået for kunstnerisk nytænkning og udvikling. Et orkester, der formår
at tænke utraditionelt, og som har stor appel til både bredden og eliten. Et kreativt
kraftcenter og eksperimentarium, som med engagement og fantasi bygger broer mellem
rytmisk og klassisk musik, mellem ’folkelig’ og ’fin’ kultur, mellem ny og gammel musik.
Og I gør det tilmed på et tidspunkt, hvor orkestret er i bedre form end nogensinde. 15 års
samarbejde med den ungarske stjernedirigent Adam Fischer har gjort orkestret til et af
Europas skarpeste klassiske kammerorkestre. Deres imponerende udgivelse sidste år af
alle Mozarts symfonier har høstet jublende anmeldelser overalt i verden, og orkestret står
netop nu på tærsklen til et egentligt internationalt gennembrud med invitationer fra
prominente festivaler og koncertarrangører i bl.a. Salzburg, Toronto, Spanien og Wien. I
plejer ellers nok at kunne bryste jer, når jeres dramaer og TV-serier har international
succes. At dreje nøglen om på DRUO på nuværende tidspunkt svarer nærmest til at sige
nej-tak til en Oscar!
Kære kulturpolitikere fra alle sider af Folketingssalen, hjælp det store danske
musikpublikum i kampen for at bevare den diamant, som DR’s ledelse nu er ved at smide i
rendestenen. Mind dem om, at DR har et ansvar, der rækker ud over det rent
driftsmæssige. DR er den suverænt største enkeltaktør i dansk musikliv, og husets
dispositioner har vidtrækkende konsekvenser for hele landets kulturliv. Derfor er DR’s
virksomhed også reguleret i en public service kontrakt med Kulturministeriet, hvori det
bl.a. hedder:
”Som led i sine aktiviteter på musikområdet skal DR drive følgende kor og
ensembler: DR SymfoniOrkestret, DR UnderholdningsOrkestret, DR Big Bandet, DR
Koncertkoret, DR VokalEnsemblet og DR PigeKoret.”
Beslutningen om at lukke UnderholdningsOrkestret strider således ikke kun mod al sund
fornuft, men også åbenlyst mod ordlyden i DR’s public service kontrakt.
Ubegribeligt. Urimeligt. Utilgiveligt. Og måske ligefrem ulovligt?
Kære kulturpolitikere; fortæl de kolde hjerner derude i det blå hus, at vi ikke vil finde os i
det! Danmark kan ikke undvære UnderholdningsOrkestret.
Med venlig hilsen
komponisterne
Per Nørgård
Ib Nørholm
Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Svend Hvidtfelt Nielsen
Andy Pape
John Frandsen