9. september 2014
Til kulturordførerne
På vegne af professionelle komponister, sangskrivere og tekstforfattere i Danmark skal vi på
det skarpeste protestere imod, at DR uhindret får lov til at nedlægge en både velfungerende
og endog meget vigtig del af dansk kulturformidling.
DR UnderholdningsOrkestret er ikke bare et orkester. Det er et orkester med en helt særlig
funktion og rolle, der nu bliver lagt ned. Et orkester, der som det smukke træ midt på
gårdspladsen bliver fældet, uden at det er ordentlig gennemtænkt, hvordan pladsen vil se
ud uden træet. Med et enkelt velplaceret hug kan man fælde det smukke træ – med et
enkelt pennestrøg kan DR fælde DR UnderholdningsOrkestret. I begge tilfælde vil
tomrummet vise sig øjeblikkeligt.
DR UnderholdningsOrkestret er et orkester, der aldrig har været bedre end det er nu. Det er
et orkester, der har formået at gå i bredden – krydse alle genrer og samtidigt altid gå i
dybden. Det er et orkester, der med deres chefdirigent, Adam Fisher, har skabt indspilninger
og koncerter af det mest klassiske, den wienerklassiske musik, på højt internationalt niveau
– et af de bedste kammerorkestre i Europa, som DR selv nåede at kalde det, inden de
sender det på skafottet. Det er et orkester, som har kunnet bevæge sig smerteløst og med
højeste professionalisme fra den historiske musik til den nyeste musik. Det er et orkester,
der har kunnet underholde – vist at den seriøse, svære musik kan være underholdende –
vist at den underholdende musik kan være seriøs. Det er et orkester, som har gjort så
umådelig meget for dansk musikliv. Et orkester der altid har taget deres virke seriøst. Et
orkester der har favnet al den musik, de har været i nærheden af – den nyeste, den svære,
den elitære, den folkelige musik. Altid har det forkælet den.
Hvis DR UnderholdningsOrkestret forsvinder, vil alle vi danske komponister fra alle hjørner
savne det. Alle lyttere vil savne det; men frem for alt vil musikken savne dem, og i det savn
vil der være et tomrum, der aldrig kan blive fyldt igen, ligegyldigt hvor meget DR dækker
fjernelsen af DR UnderholdningsOrkestret ind under omstruktureringsundskyldninger. Det er
et orkester, man ikke bare kan fjerne, for det er ikke en blindtarm i dansk musikliv. Det er et
vitalt organ. Et orkester, et træ der breder grenene ud til alle hjørner af musiklivet.
Vi vil derfor opfordre alle partier bag medieforliget – og partiernes medie- og kulturordførere
– til at finde en måde, så vi ikke mister et orkester med en så vigtig rolle og funktion. DRs
public service forpligtigelse er vigtig. Og måske bør DRs generaldirektør have en snak med
Christiansborg om, at her er der også en særlig forpligtigelse i forhold til kulturlivet –
herunder at finde midler til UnderholdningsOrkestret!
Med venlig hilsen
Bent Sørensen
formand for DKF
formand for DJBFA
Susi Hyldgaard
Niels Mosumgaard
formand for DPA