Kulturudvalget 2013-14
KUU Alm.del Bilag 179
Offentligt
Til Folketingets Kulturudvalg
Tak for høringsbrev om arbejdsgruppen om medieansvar og medieetik under Folketingets Kulturudvalg.
Kreativitet & Kommunikation støtter ideen om, at der nedsættes en parlamentarisk arbejdsgruppe, der skal
se nærmere på personfølsomme oplysninger. Ovenpå Se- og Hør-skandalen er der utvivlsomt et behov for
at se nærmere på om, om lovgivningen er tilstrækkelig i dag. Vi finder det dog vigtigt at understrege, at en
så konkret og enkeltstående sag, der indeholder grove strafferetlige aspekter, ikke kommer til at sætte
baren for, hvordan den europæiske databeskyttelsesforordning skal udformes. Her bør udgangspunktet
være, at danske virksomheder overholder loven, og at der allerede findes et strafferetligt system, der
sanktionerer sådanne overtrædelser.
Det ville dog tjene et godt formål, hvis arbejdsgruppen undersøger, hvor tidsvarende og balancerede
udkastet til databeskyttelsesforordningen er. For os er det helt centralt for at undgå retsusikkerhed, at
forordningen får et langt mere konkret indhold uden upræcise programerklæringer, der gør det vanskeligt
at forudsige reglernes materielle indhold og med risiko for, at reglerne fortolkes forskelligt i de enkelte
medlemslande.
Ligeledes er det vigtigt, at Kommissionens beføjelser til at supplere forordningen med delegerede retsakter
nøje overvejes, da indholdet af sådanne retsakter kan få ganske vidtrækkende betydning for forordningens
reelle indhold. Vi anbefaler derfor, at der opstilles regler for, at sådanne retsakter undergives en grundig
høringsprocedure.
Dernæst vil vi gerne komme med det forslag, at der indføjes en bestemmelse, der opfordrer de enkelte
brancher til at udarbejde ”Best Practice anbefalinger” gældende for forskelige brancher og retsområder.
Her kunne man tage nogle af de emner op, som er vanskelige at beskrive med få ord i en lov. Det kunne fx
vedrøre ” Best practice for retten til at blive glemt”. ”Best practise for datamining”, ”Best practise for
samtykke og indsigt” osv. Best practise-regler bør naturligvis udarbejdes af de berørte brancher i
samarbejde med forbrugerrepræsentanter og eventuelt også gerne af myndighederne.
Vi lægger også vægt på, at reguleringen af databeskyttelsen sker i forordningsform, så der sikres ensartet
regulering i hele EU. Kun herigennem er det muligt at gennemføre europæiske markedsføringskampagner
kommercielt effektivt og sikre ens konkurrencevilkår.
Forordningen gælder i sagens natur kun inden for EU, ikke globalt. Det er en udfordring, fordi mange
tjenester kommer uden for EU, enten fra USA eller også fra mere eksotiske tredjelande. De regler,
forordningen indeholder, vil på mange områder typisk være strengere end reglerne uden for EU. Det er
derfor vores håb, at der med en forordning også vil blive afsat de fornødne ressourcer til i muligt omfang at
håndhæve forordningen over for virksomheder uden for EU, samt at der via internationale konventioner og
traktater sikres, at landene uden for EU også forpligter sig til at prioritere området og indføre regler på
niveau med EU-forordningen.
Jeg vedhæfter vores seneste notat om forordningsforslaget. I er meget velkomne til at kontakte mig med
spørgsmål til ovenstående.
Med venlig hilsen
Tine Aurvig-Huggenberger
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1396133_0002.png
Tine Aurvig-Huggenberger
CEO
[email protected]
|+45 2127 9620
kreativitetogkommunikation.dk
| +45 33 13 44 44
St. Kongensgade 81B | DK-1264 København K