Virksomhed, udvikling og løn til kunstneren? ... uha nej, ikke i Statens
Kunstfond.
Ikke alle kunstnere er skarpe til det med at drive virksomhed. Det ved de fleste. Det er også
en af grundene til at kunstnere generelt har ringe erhvervsvilkår. Derfor er der tale om en
ubetinget positiv udvikling, når kunstnerne i fællesskab gør noget ved det - tager skeen i egen
hånd og etablerer deres egen kollektive virksomhed (KKArt), der kan håndtere den side af
sagen. Det er positivt både for kunstnerne og for det samfund de skal virke i. Politikerne har
da også udtalt i forbindelse med den nye lov om Statens Kunstfond, at det skal være muligt, at
søge projektstøtte i KKArts regi – hvis det er kunstnerens ønske. Men ak. Det nye
Projektstøtteudvalg for Billedkunst i Statens Kunstfond har nu vedtaget med sig selv, at man
kun vil tildele produktionsstøtte til de udførende kunstnere
personligt.
Stik imod den politiske
intention. Det er dybt uforståeligt og mangler enhver sober begrundelse.
Hvad var det lige der skete? Jo, i den tekst embedsværket ”formulerede” og som politikerne
lagde navn til – stod der et enkelt sted ”ønsker” i stedet for ”skal” og med henvisning til
”armslængdeprincippet” mener man dermed, at et
juridisk
spørgsmål, der alene har med de
overordnede politiske rammer at gøre, alligevel skal afgøres af et
kunstfagligt
udvalg.
Om det skal være muligt at give produktionsstøtte til kunstnernes kollektive virksomhed
(KKArt) eller ej, har intet med kunstfaglighed at gøre. Det er jura og af samme grund tør
kunstnerne i udvalget naturligvis ikke gå imod embedsværket.
Det er dybt selvmodsigende, at Statens Kunstfond, der er sat i verden for at støtte kunsten og
kunstnerne, direkte modarbejder kunstnernes ønske om at producere i regi af deres egen
kollektive virksomhed. Alle andre praktiske fagfolk og jurister, der kender til forholdene giver
udtryk for, at den kooperative virksomhedsform (som KKArt er), er en særdeles fornuftig
måde, for kunstnere at indrette sig på rent erhvervsmæssigt.
Det er utroligt, at man i Statens Kunstfond ikke kan se visionerne og mulighederne – men
vælger nej-hatten, fordi man er fanget i sit eget mytologiske syn på ”kunstneren” som det
enlige gudsbenådede geni, der skal beånde verden. Det er patetisk og siger meget om hvad
det er for kræfter, der fanger kunstnerne i den fælde, der holder dem i amatørens skruestik.
”Vi gør det jo ikke for pengenes skyld” - og dermed er det tabu at snakke om virksomhed, for
ikke at tale om lønsomhed og da slet ikke om løn til kunstneren … uha nej.
Man siger i sin begrundelse: ”Vi
ønsker helt enkelt, at støtten til produktion af værker følger
det kunstneriske ansvar”.
Det lyder rigtig fint, men følger vi den logik, svarer det til, at
direktøren, kuratoren eller inspektøren på de danske kunstmuseer – som jo har det
kunstfaglige ansvar for de udstillinger de viser – for hvert projekt
personligt
skulle søge staten
om ”støtte” til deres projekter på museet. Hvis de fik ”ja” til bevillingen, blev støtten tildelt
dem som personlig indkomst. Så kunne de, når projektet var afsluttet og alle regninger betalt
og deres personlige skatteregnskab gjort op, se om projektet gav overskud nok til, at de også
kunne få lidt løn. Det lyder ikke rimeligt vel? – men det er altså den virkelighed man helt
selvfølgeligt, mener kunstnerne skal leve i.
Det skal naturligvis laves om. Det kunstneriske ansvar ligger i sagens natur hos kunstneren
og/eller i den kunstneriske virksomhed. Det er ikke Statens Kunstfonds opgave at diktere
under hvilke legitime virksomhedsmæssige rammer kunstnerne etablerer deres produktion.
Staten Kunstfond skal vurdere det kunstfaglige og så i øvrigt spille konstruktivt sammen med
kunstnerne i den virkelighed de virker i, hvad enten det er enkeltvis, i foreningsregi eller i
kooperativ virksomhedsform.
Jan Balling
Fmd.
Danske Billedkunstnere
Danske Billedkunstnere