KOU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 15: Mødet med KL onsdag den 23. oktober 2013 kl. 12.00-14.30 i KL huset, Weidekampsgade 10, 2300 København S

I dette debatoplæg præsente-res KL’s vision for fremtidenssocialpolitik. Debatoplægget eroffentliggjort op til KL’s Kom-munalpolitiske Topmøde 2013.På KL’s Sociale Temamøde 2013offentligøres endnu et udspil, dersætter handling bag visionen.Udspillet er opdelt i to afsnit. Iførste afsnit præsenteres KL’svision. I andet afsnit foldes debærende elementer i fremtidenssocialpolitik ud.Citaterne i dette debatoplæger hovedsagelig taget fra KL’sdebatseminar den 5. februar2013. I debatseminaret deltog enrække aktører, organisationer ogforeninger, som alle har en rolle ifremtidens socialpolitik.

Velfærdssamfundet er skabt afaktive borgere – og uden bidragfra langt de fleste borgere, kandet ikke fungere. Danmark står idag ved en skillevej, hvor vi harbrug for en helt anderledes mådeat trække på hinanden. I de godeår har vi skruet op for servicen,men vi har glemt, hvad det er foret velfærdssamfund, vi ønsker.Vi kalder vores debatoplæg’Investér før det sker’. Det gørvi, fordi der er god livskvali-tet og samfundsøkonomi i atinvestere i tidlige indsatser ogforebyggelse.Med dette de-batoplæg ønsker vi et fokusskiftei socialpolitikken, hvor vi satserpå tidlige indsatser og fremskudtstøtte, dér hvor barnet eller denvoksne færdes i deres dagligdag.Vi skal med vores stærke fagligeudgangspunkt i kommunernemålrette vores indsatser, så dersættes ind på rette tid og sted.Det kræver, at vi i højere gradbaserer os på viden om, hvad dervirker – og flytter vores ressourcerefter det.Vi skal gøre op medøkonomisk og faglig silotænk-ning. Vi skal formulere fællesmål for og insistere på helhedog sammenhæng i de kommu-nale løsninger.Der er behov for, at vi styrker af-sættet i borgernes ressourcer ogskaber løsningerne i fællesskab.Vi tillader os at flyve højt og bruge

ordet ’samskabelse’. Med detmener vi, at fremtidens velfærds-løsninger skal findes i et langttættere samspil med den enkelte,netværket og civilsamfundet.Hovedbudskabernei dettedebatoplæg er:Fremtidens socialpolitiktager afsæt i, at borgernesom udgangspunkt er defremmeste eksperter i dereseget livog derfor har et stortansvar for at finde vejen til detmeningsfulde liv. Sigtet er, atde borgere, der kan bidrageselv ved aktivt at tage del ieget liv og muligheder, skalgøre det. Derved sikres, atder fortsat er mulighed for atyde hjælp, hvor det er mestpåkrævet.Kommunerne skal fortsætteden inklusionsdagsorden,som vi allerede nu er front-løbere på.Vi skal fortsættemed at insistere på at tageafsæt i den velunderbyggedeviden, som vi har om, at bådebørns og voksnes ressourcerbedst bringes i spil, når deinkluderes i folkeskolen, ar-bejdsmarkedet, boligområdermv. Tidlige og fremskudte ind-satser er centrale elementer,som kommunerne skal styrkefremadrettet.Fremtidens velfærdsløsnin-ger skal findes i et meget

tættere samspil med ci-vilsamfundet.Uden at sættevores høje faglighed over styr,skal vi åbne dørerne til nyska-bende og bredt funderedeløsninger i tæt samspil medborgeren, familie og netværk,frivillige, uddannelsesinstitu-tioner og private virksomhederm.fl.Sociale indsatser skal sessom målrettede sociale in-vesteringer, der i et forebyg-gende og rehabiliterendeperspektiv giver den størstmulige effekt.Kommunerneskal basere sine indsatser påviden om, hvad der virker ogflytte ressourcer efter det.Vi skal investere i det velfærds-samfund, som vi kan være os selvbekendt – og stolte af! Vi håberderfor, at vi med dette oplæg fårtaget hul på en god og konstruktivdebat om hvilken vej, vi ønsker atgå. Vores fælles bestræbelser skalsikre og udvikle vores fremtidigevelfærd inden for det begrænsedeøkonomiske råderum, som er etgrundvilkår i dag og vil være det imange år frem.God læselyst!Erik NielsenFormandKristian WendelboeAdministrerende direktør

Vi skal skabe nyevelfærdsløsningeri fællesskabFremtidens kommune er rammenom forpligtende fællesskaber.Fremtidens socialpolitik handlerom, hvordan vi i fællesskab tageransvar for hinanden. Socialpo-litikkens fundament er ikke bloten menu af ydelser. Det drejersig om, at den enkelte borger,familien, kommunen og det civilesamfund i langt højere grad skalpulje deres ressourcer og viden.Alle skal have lyst til at bidrage tilfællesskabet og opleve, at de fårnoget igen.Velfærdssamfundet er skabt afaktive borgere – og uden bidragfra langt de fleste borgere kandet ikke fungere. Den bærendeidé bag velfærdssamfundet er atskabe grundlaget for et godt liv

for det enkelte menneske – ogfundamentale ingredienser i etgodt liv er aktivitet og deltagelse.Uddannelse og arbejde er to heltgrundlæggende forudsætnin-ger for at kunne deltage aktivt isamfundslivet. Men deltagelse erogså, når den tidligere hjemløsearbejder frivilligt på et værested,eller når en udviklingshæmmetborger arrangerer ’pædagogfrie’ferier for andre udviklingshæm-mede.SamskabelseKL’s vision for fremtidenssocialpolitik kan helt kort sam-menfattes i ordet samskabelse.Fremtidens socialpolitik skal byg-ge på, at velfærdsløsninger ska-bes i et samspil mellem borgeren,pårørende, frivillige organisationer,uddannelsesinstitutioner, privatevirksomheder mv. Derved skaber

vi flere muligheder for deltagelse inye fællesskaber – og de er langtfra altid kommunale.Udgangs-punktet er, at borgerens res-sourcer skal bringes langt merei spil, så den enkeltes evne tilaktivt at tage ansvar for eget livstyrkes.Det betyder, at fremtidens social-politik bevæger sig i flere arenaer.Det er de arenaer, som alle men-nesker som udgangspunkt færdesi – dagtilbud, skole, job, bolig mv.Her skal der sættes ind med frem-skudte tidlige indsatser, når detopdages, at nogen er i risikozo-nen. Fx er der viden om, at ganskefå psykologtimer til frafaldstruedeunge kan fastholde dem på enungdomsuddannelse; eller atgældsrådgivning kan medvirke til,at mennesker ikke bliver sat ud afderes bolig.

Nogle børn og voksne har behovfor mere omfattende støtte. Nogleaf dem skal have en kortvarig ogeffektiv hjælp til selvhjælp, somfx den unge mor på kontanthjælpmed et svagt socialt netværk. An-dre med svære problemstillingerskal have den nødvendige – ogfor nogle – livslange støtte til atmestre deres hverdag, fx borgeremed omfattende funktionsned-sættelser, som bor på et botilbud.Socialpolitikken skal fortsat ud-gøre et stærkt sikkerhedsnetværkfor dem med størst behov, mender er brug for et nyt fokus i vorestilgang til borgeren og netværketomkring denne.

Vi vil ikke være en social foran-staltning. Vi vil behandles lige somalle andre. Det er lige meget omdet er arbejde, bolig eller fritid, såer det en social foranstaltning. Viføler, at vi lever sideløbende, alt ertilrettelagt, vi skal på specialskolerog beskyttede værksteder. Andrealmindelige mennesker lærer ikkeat omgås handicappede. For nogener det godt at være i en lille verden,men det er også godt at lære af denalmindelige verden.Lisbeth Jensen, formand forUdviklingshæmmedes Landsforbund (ULF)

modsætninger til specialisering.Inklusion og mestringOmdrejningspunktet for detsociale arbejde i kommunerne erinklusion og mestring. Inklusion ogmestring kan ske på mange måderalt efter hvilke ressourcer, barneteller den voksne har.Det helt af-gørende er konsekvent at tageafsæt i den velunderbyggedeviden, der er om, at både børnsog voksnes ressourcer bedstbringes i spil, når de inkluderesi folkeskolen, arbejdsmarke-det, boligområdet – kort sagt inærmiljøet – i vante omgivelser.Og inklusion og mestring er ikkeVi skal sætte endnu mere fokuspå, hvordan børn, unge ogvoksne kan leve et almindeligtliv.Det kræver noget af os alle!Det handler bl.a. om at udvikle dekommunale indsatser og metoder,som vi gør det, når misbrugsind-satsen flytter ud i ungdomsuddan-nelserne, og når vi finder alternati-ver til anbringelse af børn uden forhjemmet. Men det handler ogsåom, hvordan fodboldklubben,spejdergruppen, fitness-centeret,Det kan sagtens – og skal også –gå hånd i hånd.

Investeringer kræverprioriteringerDer er god livskvalitet i at inve-stere i forebyggelse og tidligeindsatser. En række analyser afvirksomme metoder på børne- ogungeområdet viser, at selvom kunen lille andel af de omfattede børnog unge reelt opnår forbedringeri forhold til deres forventede livs-forløb, giver indsatsen et positivt

InklusionAlle har et behov for at høre til. Alle skal ’have lov’ til at være med, allehar ret til at være aktive deltagere i fællesskabet på lige fod med andre.Der skal være mulighed for at føle sig inkluderet og ikke bare rummet/være tilstede – ingen trives med at være på ’tålt ophold’. At arbejde in-kluderende er et grundlæggende menneskesyn – ikke bare en metode.

afkast.Det kræver, at vi sersociale indsatser som socialeinvesteringer, i stedet for aleneat opfatte dem som udgiftspo-ster. Og vi skal acceptere, atgevinsten evt. høstes et andetsted, end dér hvor investerin-gen blev finansieret.Staten skalogså være villig til at bidrage tilsådanne investeringer.Kommunerne skal med et stærktfagligt udgangspunkt målrette ogdosere indsatserne og i højere

Prioritering er et grundvilkårHvad er socialeinvesteringer?Samfundets sociale indsatserer investeringer med kortsig-tede og langsigtede effekterfor både individ og samfund.En god investering betyder, atder sættes ind på rette niveauog tidspunkt.En investeringstankegangkræver aktiv styring og ledelseog stimulerer udvikling afvirksomme metoder.

Den enkelte kommunalbestyrelseskal tænke nyt og flytte penge fraét område til et andet, hvis det erdét, som samlet giver den bedsteeffekt. For at sikre det bedsteudbytte af de fælles goder, må dergøres op med tankegangen om,at hvert område har ret til en givenstørrelse af kommunekassen.Ofte får man bedre og billigereresultater ved at investere iindsatser, der dækker bredtpå tværs af områder og ved athave fokus på forebyggelse ogtidlige indsatser.Det handlerfx om den opsøgende indsats idagtilbuddene og understøttelse

grad basere dem på viden om,hvad der virker og er omkost-ningseffektivt. Vi skal investerefør det sker og flytte kommunalemidler til fremskudte indsatser,når vi ved, at en tidlig støtte harlangsigtet effekt – og vi skal sættemassivt ind, når vi ved, at det erdet, som skal til.Tidlige og forebyggende indsat-ser er ikke forbeholdt børn ogunge, men kan anvendes på alletidspunkter livet igennem. Deter muligt at sikre, at de borgere,der har det dårligst, ikke får detværre. Det gælder fx ’housing-first-princippet’, hvor udenlandskeog danske effektanalyser viser,at en forholdsvis høj andel afde hjemløse kan komme ud afhjemløsheden ved, at der tidligti et indsatsforløb etableres enpermanent boligløsning kombine-ret med den fornødne individuellesociale bostøtte. Og vi kenderdet fra hverdagsrehabilitering påældreområdet, som ændrer denpassive pleje til aktiv indsats, dergør borgeren mest mulig selvhjul-pen.

af en sammenhængende indsatsmellem social-, sundheds- ogbeskæftigelsesområdet.Der er også brug for en åbendiskussion af, hvad kommunerneskerneydelser er på det socialeområde. Hvad er formålet medstøtten, og hvem skal have den?Er der noget af det, som kom-munerne gør i dag på det socialeområde, som ikke skal gøresfremadrettet? Den enkelte

Forskellige mennesker –forskellige løsningerUdgangspunktet er, at borge-ren er ekspert i eget liv – ogskal have sit liv til at fungere påegne betingelser. De kommu-nale indsatser skal basere sigpå borgerens egne ressourcer,aktive deltagelse og understøtteborgerens selvbestemmelse ogselvstændighed. Fokus skal værepå, at borgeren kan udvikle ogbruge egne kompetencer til at fået godt og meningsfyldt liv – ogdet gælder uanset, om vi talerbørn eller voksne.Det betyder, at indsatserne skaltage udgangspunkt i borgerensønsker og drømme. Det styrkerborgerens motivation og engage-ment. Det er samtidig afgørende,at der opstilles mål for indsat-serne. De kommunale fagper-soner og specialister skal støtte

og lovgivningsmæssigt – tæn-Fokuspunkter i fremti-dens socialpolitik er:Forskellige mennesker –forskellige løsningerSocialpolitikken begynderi familienNetværk og civilsamfundMetoder, der virkerSammenhæng på tværsNy udfordringer – nyefaglighederVelfærdsteknologi – vi harkun set begyndelsen

kes aktiv handling og træning ogikke alene omsorg. Det kan afindlysende grunde aldrig blive enambition, at alle skal fungere ligegodt og uden hjælp, eller at allekan bidrage lige meget. Men kanvi sammen styrke den enkeltesmestring af eget liv – næsten uan-set udgangspunkt – vil det styrkeinklusionsperspektivet, den enkel-tes opfattelse af egen formåen ogi sidste ende give flere menneskermulighed for selv at bidrage tilfællesskabet.

Mennesker kankomme sig af sværpsykisk sygdomEn række undersøgelser harpåvist, at psykisk sygdom ikkenødvendigvis er en livslanglidelse. For mennesker medskizofreni – hvilket typiskregnes for en svær og kronisklidelse – peges der fx på, atmellem 25 og 50 pct. kan blivehelt eller delvist raske over tid.

for ensidigt på at levere generelleydelser og sociale hyldevarer.Der vil naturligvis fortsat væreborgere, som ikke vil kunne indgåaktivt og medvirke til udvikling afegne kompetencer. Der er borge-re, som fortsat vil have et massivtomsorgsbehov. Tilgangen er ikkeat udelukke dette. Sigtet er, at deborgere, der på nogen måde kanbidrage selv ved aktivt at tage deli eget liv og muligheder, skal gøredet. Derved sikres, at der fortsater mulighed for at yde hjælp, hvordet er mest påkrævet.Derfor:Udgangspunktet er, at bor-geren er ekspert i eget liv.De kommunale indsatser skalbasere sig på borgerens egneressourcer, aktive deltagelseog understøttelse af borge-rens selvbestemmelse ogselvstændighed.Vi skal forlade det socialpoli-tiske spor, hvor der fokuseresalt for ensidigt på at leveregenerelle ydelser og socialehyldevarer. Derved sikres, atder fortsat er mulighed for atyde hjælp, hvor det er mestpåkrævet.Kommunerne har allerede mangegode erfaringer med familieklas-ser, forældrekurser mv., og evi-densbaserede forældreprogram-

Socialpolitikkenbegynder i familienForældre er nøglen til børnslæring og udvikling. Forældre errollemodeller for deres børn, ogtallene taler deres tydelige sprog,når vi ser på, hvilken betydning,familiebaggrund har for børns ud-viklingsmuligheder. Fx er risikoenfor at komme på kontanthjælpmarkant forhøjet for unge, derkommer fra en udsat familie.

mer er på vej ud til alle landetskommuner. Kommunerne skal ru-ste udsatte forældre til at udfyldederes forældrerolle – og fastholdedem på deres forældreansvar.Samtidig bør vi stille spørgs-målene: Hvad betyder det forfamilien, hvis far får et arbejdeog mor drikker mindre?Svarenesynes indlysende, og det kalderpå en langt bedre koordinationmellem de forskellige kommu-nale forvaltningsområder, så derkommer et helhedsperspektiv påfamilien.

år, som var på kontanthjælp, kan der peges på fire familieparametre, somøger risikoen for at komme på kontanthjælp:En eller flere i familien modtager kontanthjælp eller førtidspension.Barnet boede som 15-årig ikke sammen med både mor og far.Ingen af forældrene har en uddannelse ud over grundskolen.Familieindkomsten er blandt de 20 pct. laveste.Jo flere af faktorerne, der er til stede under opvæksten, jo større ersandsynligheden for at komme på kontanthjælp. Således modtog 24 pct.af de unge, som er vokset op i familier, hvor alle fire faktorer gør siggældende, kontanthjælp. Omvendt var det færre end 3 pct. af de unge,som ikke havde levet med et eneste af de nævnte forhold underopvæksten, som fik kontanthjælp.

Borgere hjælper borgereFacilitering af netværk, hvorborgere hjælper borgere, er envæsentlig trædesten fremadret-tet.Når man mødes med andrei samme situation, bliver detmere legalt, at man har ud-fordringer – og de, som erkommet langt i deres egenmestring, kan fungere somFamilieorienteredeindsatser virkerForskningen viser, at inddra-gelse af familien i alkohol-behandlingen påvirker såvelalkoholadfærd som familien ien gunstig retning.Effekten af familieorienteretalkoholbehandling er:Større tilfredshed iparforholdet.Færre skilsmisser.Forbedret familiefunktion(færre konflikter, bedreomsorg for hinanden ogstørre samhøringhed).Reduktion af vold i hjem-met.Reduktion af psykosocialeproblemer hos børnene.

Netværk og civilsamfundFremtidens kommune får en nyrolle som facilitator. At værefacilitator handler kort sagt omat være medskaber af sociale ogarbejdsmæssige fællesskaber,hvor mennesker oplever, at dekan og er noget og derved opnårhandlekraft og styrke til at mestreeget liv.Der er mange veje til at nå dettemål, men det er grundlæggendefor alle mennesker, at vi har brugfor at spejle os i andre.

I stedet for at tro, at kommunen ligger inde med allesvarene, er det afgørende at undersøge, hvem der eri borgerens netværk og samtidig vurdere, om der erfrivillige eller brugerorganisationer, som er eksperterpå feltet. I stedet for at præsentere borgere for ydel-serne på hylden fra a til z, skal borgerens, netværketsog civilsamfundets ressourcer puljes.Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet

Familie og netværker en del af løsningenNår der skal findes løsninger foret barn eller en voksen, er dethelt afgørende, at kommunernehar blik for, hvilke muligheder ogressourcer, der er i borgerensnære netværk. Det kan både værei forhold til den konkrete støtte,hvor eksempler på netværksind-dragelse er familierådslagning,slægts- og netværksanbringelsersamt åben dialog på psykiatri-området. Og når kommunerneskal udvikle nye indsatser, hvorfx inddragelse af forældre til børnmed handicap kan føre til bedreog billigere løsninger i børnenesnærmiljø.Samtidig kan brugerforeningerne,der har årelange erfaringer somfacilitatorer af netværk for bådebrugere og pårørende, i højeregrad end i dag indgå i et sam-spil med kommunerne på detteområde.Der er også det store netværkeller fællesskab – som vi typiskkalder civilsamfundet.Det er engevinst for alle parter, når kom-munen faciliterer partnerskabermed aktører i civilsamfundet.Det kan fx dreje sig om det bo-ligsociale arbejde, hvor bolig-selskaber, praktiserende læger,private virksomheder, frivillige mv.,sammen med kommunen, løfteren bydel og ad den vej mindskerde sociale problemer. Et andeteksempel er fritidspas til børn ogunge, der gør det muligt for demat gå til fritidsaktiviteter og dervedøge deres trivsel og udviklingsmu-ligheder.

Pårørende gør en forskelLandsforeningen Bedre Psykia-tri har udarbejdet en analyse,der viser, at øget inddragelseaf pårørende i behandlingen afskizofreni kan udløse en sam-fundsøkonomisk gevinst på 1,5mia. kr. pga. mindsket risiko fortilbagefald, færre genindlæg-gelser og øget samarbejdsviljeomkring medicin.

Metoder der virkerDer er i dag på en række områderviden om virksomme metoder.Der er fx viden om, hvordanmisbrugsindsatsen tilrettelæg-ges bedst mulig, hvordan psykisksårbare borgere bedst inkluderespå arbejdsmarkedet og hvordanforældre rustes til at tage et størreansvar for deres børn.Det er afgørende, at kommunernearbejder efter den nyeste viden,så effekten af indsatserne erstørst mulig for børn og voksne.Dér, hvor der ikke er samletviden om metoder, der virker,

Men det betyder ikke, at allekommuner skal gøre altingens. Der er stadig rige mulig-heder for forskellighed mellemkommunerne, men den enkeltekommune skal stå til ansvar for,hvorfor den gør, som den gør.Kommunerne skal stadig værerisikovillige og nysgerige og prøvenye ting af. Uden nye satsningerog kloge tanker, stopper udvik-lingen.På tværs af kommuner er der brugfor, at kommunerne skaber fællesstandarder og styrker det fællesdokumentationsarbejde – someksempelvis Voksenudreningsme-toden og DUBU (Digitalisering,Udsatte Børn og Unge).Viden om virksomme metoder kanbåde komme fra forskning og frapraksis på socialområdet. Kom-munerne skal derfor arbejde på atskabe ny viden om, hvad der vir-ker ud fra en systematisk opfølg-ning på effekten af egen praksis.Staten har også et stort anvar for,at kommunerne kan arbejde medvirksomme og omkostningsef-fektive metoder. Det er afgørende,at der nationalt investeres langt

Styrket samarbejdemed de frivilligeKommunernes samarbejde medfrivillige er nærmest eksplodereti de seneste år, og stort set allekommuner forventer at styrkesamarbejdet med frivillige i dekommende år.Det er kommunen, der skal sikreden daglige service. Men der erbrug for en debat om, hvor oghvordan frivillige kan bidrage, oghvordan kommunalbestyrelsenkan sætte og udvikle rammer foret mere omfattende samspil medcivilsamfundet. Der er mange, derallerede er frivillige og endnu flere,der gerne vil være det i fremtiden.Disse muligheder skal forfølges!Derfor:Borgerens netværk, brugeror-ganisationer og frivillige skalspille en større rolle i løsnin-gen af fremtidens velfærdsind-satser.Kommunerne skal se netværkog civilsamfund som en res-source, som de skal forholdesig strategisk og inkluderendetil.

skal kommunerne stadig stillekrav til sig selv og efterspørgeforskning og viden.Kommunerneskal altid tilstræbe, at de syste-matisk, og på baggrund af egendokumentation, vurderer egneindsatser. Politikere og ledereskal kunne se hinanden i øjneneog svare på, hvorfor vi gør, somvi gør. Kommunerne skal arbejdesystematisk og klogt og meddokumentation, opfølgning ogevaluering. Kommunerne skal der-for også have modet til at stoppede indsatser, som viser sig ikke athave den forventede effekt.

mere i praksisnær forskning, dertager afsæt i maskinrummet. Herskal staten løfte sit ansvar ogiværksætte forskning, som virkerlokalt.Derfor:Kommunene skal anvendevirksomme og omkostningsef-fektive metoder. Det kræver,at kommunerne løbende efter-spørger og selv opsøger ogskaber ny viden, som de kanstille til rådighed for andre.

Kommunerne skal syste-matisk dokumentere ogevaluere, om de enkeltemetoder og indsatser giverden forventede effekt.Dér,hvor en forventet effekt ude-bliver, skal kommunen spørgesig selv, hvad der kan gøresanderledes.Der er behov for, at der fra na-tional side satses og investe-res flerårigt i mere praksisnærforskning.Partnerskab omvirksomme metoderKL og Social- og Integrati-onsministeriet har indgået et

Metoden faglige kvalitetsoplysningergiver viden om, hvad der virkerFaglige kvalitetsoplysninger viser effekten af indsatserne over forfx en borger med en sidslidelse eller handicap.Faglige kvalitetsoplysninger giver myndigheden, ledelsen, sagsbe-handlere samt medarbejdere på leverandørområdet dokumentation ogviden om effekten af de indsatser, der leveres til borgerne. En viden,der skal anvendes til at styrke dialogen lokalt. Faglige kvalitetsoplys-ninger muliggør en benchmarking på tværs af tilbud og kommuner, ogfaglige kvalitetsoplysninger er udviklet på både børne- ogvoksenområdet.

partnerskab på det socialeområde. Formålet med partner-skabet er bl.a. at sætte fokuspå udbredelse og implemen-tering af virksomme metoder.I første omgang skal samar-bejdet bidrage til afdækningog udbredelse af alleredekendte metoder. Derfor er det iøkonomiaftalen for 2013 aftalt,at brugen af familieprogrammerskal udbredes i kommunerne.

Sammenhæng på tværsBåde børn og voksne har krav påen faglig indsats, der har borge-ren som omdrejningspunkt. Deter de forskellige fagpersoner, derskal holde fokus på, at de nødven-dige facetter og fagligheder spillersammen, når der i fællesskab medborgeren skal findes en løsning.Vi skal væk fra indsatser prægetaf monofaglige tilgange, som kanskubbe problemet rundt mellemforvaltninger eller faggrupper.Det er sagt mange gange før,at borgeren skal i centrum – nuskal det være tydeligt, ikke barei ord, men også i handling.Detkræver fælles mål, tværfagligekompetencer og metoder, samar-bejde på tværs og et opgør medkassetænkning.Det forudsætter, at kommunal-bestyrelsen arbejder på tværs ogimødegår faglige og organisatori-ske siloer. Kommunalbestyrelsenskal skabe helhed og sammen-hæng i opgaveløsningen for bor-gerne, både her og nu, men ogsåi forhold til de langsigtede mål ogresultater. Den enkelte kommunal-bestyrelse skal insistere på helhedog sammenhæng på tværs af denkommunale organisering – medmulighed for også at omprioritereøkonomisk.Rehabilitering og rehabilite-ringsteams er ét af svarene påudfordringen med at skabe sam-menhæng i indsatserne.Rehabi-litering kan i langt højere gradend i dag blive det begreb, dersætter fælles mål for og binderindsatserne sammen på tværsaf faggrænser mellem social-,sundheds- og beskæftigelses-området.Det gælder internt ikommunen, men i høj grad ogsåpå tværs af sektorer. Et velfunge-

rende samarbejde med regio-nerne er essentielt for, at mange –både børn og voksne – modtageren målrettet og effektiv indsats.Derfor:Kommunerne skal sættemål for, hvordan der skabeshelhed og sammenhæng iopgaveløsningen for borgerne,både her og nu, men også iforhold til de langsigtede målog resultater.Staten skal sikre, at lovgiv-ningen understøtter sammen-hæng på tværs af områderne;særligt i overgangen fra barntil voksen. Samtidig bør kravetom, at beskæftigelsesindsat-sen skal være adskilt fra andreindsatser, herunder de socialeindsatser, ophæves.Rehabilitering baseres påborgerens hele livssituation ogbeslutninger, og består af enkoordineret, sammenhængendeog vidensbaseret indsats.Formålet er, at borgeren, somhar eller er i risiko for at fåbetydelige begrænsninger i sinfysiske, psykiske og/eller socialefunktionsevne, opnår et selv-stændigt og meningsfuldt liv.

Vi skal have et opgør med de mange pro-ceskrav og i stedet måle indsatserne påderes resultater. Vi skal sammen med bor-geren opstille progressionsmål for borge-rens forløb og ud fra dem dokumentere ogevaluere indsatserne. På den måde flyttervi fokus væk fra detaljerede procedurekravtil det virkelig interessante: hvad der kom-mer ud af de indsatser, vi sætter i værk oghvordan borgeren oplever indsatserne.Mette Bertelsen, konsulent i Dansk Socialrådgiverforening

Nye udfordringer– nye faglighederNye udfordringer kræver nyefagligheder. Der er tale om, atder skal gennemføres gennem-gribende kulturændringer, bådehos ledelse og personale, hviskommunerne skal helt i mål med,at inklusion og mestring er om-drejningspunktet for det socialearbejde. De fagprofessionelle skalskubbe ’omsorgsgenet’ lidt i bag-grunden og tage udgangspunkt iden enkeltes ressourcer. De skalsikre sig, at deres støtte bidragertil, at det enkelte barn eller voksenudvikler sig i forhold til de person-lige mål.Det kræver, at medarbejdernehar de nødvendige kompeten-cer til at arbejde med mål forborgerens udvikling og kan ind-gå i en evalueringskultur, hvorman systematisk dokumentererog evaluerer sine indsatser.Nye perspektiverDe fagprofessionelle skal ikkevære hovedpersoner i borgerensliv, men skal tilstræbe at skabebro til almenområderne. Heltkonkret betyder det, at medar-bejderne skal rustes til at ageresom facilitatorer. Medarbejderneskal i højere grad kunne indgå i etsamarbejde med barnet eller den

voksne, de pårørende, frivillige,dagtilbud og skole, sundheds-væsen, ungdomsuddannelsermv. og bidrage til at skabe ethelhedsorienteret grundlag for, atdet enkelte menneske støttes tilat leve et så selvstændigt liv sommuligt.Helhedsperspektivet betyderogså, at medarbejderne skalhave blik for andre faggruppersnødvendige kompetencer. Påskoleområdet handler det fx om athave blik for, hvornår de socialfag-lige kompetencer skal bringes ispil, når et barn mistrives; og i desociale tilbud kan det handle omat sikre sundhedsfaglige kompe-tencer, når vi ved, at menneskermed psykiske lidelser har en kor-tere levetid end gennemsnittet.

Kommunerne skal også lade sigudfordre af brugerne. Der er bl.a.gode erfaringer fra psykiatriom-rådet med at gennemføre fælleskompetenceudviklingsforløb formedarbejdere og borgere. Detbringer nye perspektiver ind i denkommunale opgaveløsning ogkan bidrage til den nødvendigekulturændring.Endelig skal vi ikke glemme, atdet socialfaglige personale påbo- og dagtilbud til menneskermed funktionsnedsættelser ogdøgninstitutioner til børn og ungeallerede i dag har stærke kom-

gennem uddannelsessystemet.De statslige grund-, efter- ogvidereuddannelser skal sætteinklusions- og mestringsper-spektivet højt på dagsordenenog sikre, at medarbejderne fåret fælles sprog, der kan danneudgangspunkt for det tværfagligearbejde.Uddannelsesstederneskal i dialog med kommunernesikre, at deres uddannelsestil-bud følger den socialpolitiskeudvikling.Derfor:Kommunerne skal arbejdestrategisk med kulturændrin-ger, der sikrer, at medarbej-derne kan arbejde tværfagligtmod et fælles mål om mestringog inklusion. Kommunalbe-styrelsen og ledelsen skal gåforrest.De kommunale medarbejdereskal have de nødvendige kom-petencer til at dokumentereog evaluere det socialfagligearbejde. Der skal udvikles enkommunal evalueringskultur.

Socialpædagogernei fremtidenSL’s politiske strategi ’Socialpæ-dagogerne i fremtiden’ fra no-vember 2012 peger på en rækkeroller, som fremtidens socialpæ-dagoger skal kunne indtage. Detdrejer sig om f.eks. inklusi-onsekspert, forandringsagent,rehabiliteringsekspert, specialistog netværkskoordinator.

petencer på en række områder,som skal fastholdes, styrkes ogvidereudvikles.Kommunerneskal fortsætte med at levereen specialiseret indsats til deborgere, der har brug for det.Et godt eksempel er autisme-området, hvor der gennem enårrække er opbygget solid videnog erfaringer med visualisering,tilrettelæggelse af dagstruktur ogandre pædagogiske metoder, som

Medarbejdernes kompetencersom facilitatorer skal udvikles.Medarbejderne skal besid-de viden, der gør, at de kanarbejde ressourceorienteretmed den enkelte borger samtetablere et tæt samarbejdemed det lille og store netværkomkring borgeren.De statslige grund-, efter- ogvidereuddannelser skal under-støtte kommunernes arbejdemed inklusion og mestring.

Der er på få år gjort store land-vindinger for den enkelte borger:Påmindelser fra kalender-funkti-onen meddeler, at det er tid til attage sin medicin, og borgerenssmartphone guider den enkeltemed bus og tog til og fra arbejde.Der er også gjort en række erfa-ringer med sociale medier somFacebook, YouTube og Skype. Degiver mennesker med fysiske ogpsykiske handicap nye mulighederfor at kommunikere med deresvenner og familie. Ligesom derallerede er flere eksempler på, atpædagogisk støtte kan gives viaSkype. Og sms er blevet mangeunges foretrukne kommunika-tionskanal – også med deresstøttepersoner.Hjælp til selvhjælpVi skal i fremtiden bruge velfærds-teknologi til i endnu højere grad atyde hjælp til selvhjælp. Velfærds-teknologi vil erstatte nogle af deydelser, som kommunerne leverernu. Velfærdsteknologi bliver etvæsentligt værktøj, når vi skal dif-

ferentiere hjælpen, så den går tilde borgere med størst behov.Men skal vi udnytte det fuldepotentiale, er der brug for atflytte grænser. Kommunerneskal i højere grad kunne bevilgevelfærdsteknologiske løsningeri stedet for personlig støtte.Et eksempel på et velfærdstek-nologisk hjælpemiddel, som kanmindske borgerens afhængighedaf personlig støtte, er robotarmen,der kan hjælpe med at spise.Der er et presserende behovfor, at lovgivningen føres ind ivelfærdsteknologiens tidsalder.Lovgivningen skal tilpasses, såvi kan forvente, at borgeren haren computer, adgang til nettet,smartphones eller tablets. Deaktuelle regler om hjælpemidlerog almindelige forbrugsgoder erikke tidssvarende. De er fra en tid,hvor udviklingen og udbredelse afteknologi gik meget langsommereend i dag. Eksempelvis opfattesopvaskemaskinen endnu ikke somalmindelig udbredt.

Velfærdsteknologi – vihar kun set begyndelsenNutidens borgere – ikke mindstbørn og unge - er digitale på enmåde, som aldrig er set før. Oggenerelt i befolkningen er der enpositiv holdning til velfærdstekno-logi.Velfærdsteknologi rummerstore muligheder for at øgeden enkeltes selvstændighedog styrke de sociale relationer.Der er mange erfaringer medvelfærdsteknologi i de enkeltekommuner, og vi har kun setbegyndelsen.

Der er brug for, at der arbejdessystematisk med innovation ognytænkning i kommunerne, og atder igangsættes flere metode-udviklingsprojekter i fællesskabmed staten. Projekterne skalhave et helhedsorienteret syn påkompensation til borgeren, ogse på hvordan arbejdsgange kanændres. Hensigten er at borgerenreelt kan blive mere selvhjulpenog dermed mere uafhængig afpersonlig hjælp.Derfor:Lovgivningen skal føres ind ivelfærdsteknologiens tidsal-der, og grænserne for, hvornårkommunerne kan bevilge vel-færdsteknologiske løsninger,i stedet for personlig støtte,skal flyttes.

Borgerne ser frem til en smartere verdenKommunerne er godt igang med at indføre velfærdsteknologi ogforventer, at det kan effektivisere den kommunale drift. Mere end 70 pct.af kommunerne forventer allerede effektiviseringsgevinster i 2013.Billedet er også generelt, at borgerne tager godt imod velfærds-teknologi. En Momentum-undersøgelse fra september 2011 viser, at etflertal af danskerne hellere vil have hjælp af teknologi frem forkommunale medarbejdere eller venner og familie, hvis de ikke længereselv kan spise, vaske sig eller gå på toilettet.