Høringssvar fra Grundtvigsk Forum
Vedrørende betænkning 1544 Folkekirkens styre
Maj 2014
Grundtvigsk Forum finder det afgørende, at ændringer i folkekirkens styring fastholder og
videreudvikler folkekirken som en rummelig kirke, hvor der er frihed til forskellighed, både når det
gælder tolkning af kristendommen i nutidig sammenhæng, og når det gælder lokal organisering.
Rummeligheden fordrer strukturelt set, at der fortsat arbejdes for, at magten spredes på flere aktører
- folketing, kirkeminister, biskopper, et landsdækkende udvalg, stiftsråd, provstiudvalg og
menighedsråd - og balanceres mellem læge og gejstlige.
I betænkning 1544 foreslås et Folkekirkens Fællesudvalg oprettet. Det tilslutter vi os, idet vi finder
det naturligt at fortsætte en kirkelig demokratisk tradition grundlagt med menighedsrådsloven fra
1903 og senere videreført med loven om henholdsvis provstiudvalg og stiftsråd. Målet er åbenhed
og gennemskuelighed omkring de kirkelige prioriteringer, nu også på nationalt niveau.
Udvalgets sammensætning
Vi finder spørgsmålet om sammensætningen af Folkekirkens Fællesudvalg helt afgørende, og
tilslutter os forslagets sammensætning, hvad angår forholdet mellem gejstlige og læge medlemmer
(hvor valgmenighedspræster naturligvis bør være valgbare i præstepuljen på linje med folkekirkens
øvrige præster)
.
Vi finder den stiftsvise repræsentation i udvalget naturlig og tilslutter os desuden
forslaget om 4 landsvalgte valgt efter den foreslåede metode, som så vidt muligt sikrer mindretal
repræsentation. Vi finder endvidere, at de to ministerudpegede medlemmer medvirker til at
fastholde folkekirken i samtale med kultur og samfund.
Grundtvigsk Forum opfatter den fælles folkekirkelige økonomi som Fællesudvalgets hovedopgave
og eksistensberettigelse. Vi finder det derfor problematisk, at de frie folkekirkelige organisationer
tildeles tre pladser med fuldt medlemskab uden at bidrage til folkekirkens økonomi. Vi noterer os,
at valgmenighederne af samme grund
ikke
er tildelt repræsentation.
Grundtvigsk Forum
Vartov
Farvergade 27
1463 København K
Telefon 3373 2800
www.grundtvig.dk
CVR. 56 85 24 17