Mindretalsudtalelse fra tre medlemmer af Grundtvigsk Forums
styrelse vedrørende Betænkning 1544 Folkekirkens styre
Undertegnede tre medlemmer af Grundtvigsk Forums styrelse kan ikke gå ind for kommissionsflertallets
forslag om et Folkekirkens Fællesudvalg (et nationalt kirkeråd) med de i betænkningen beskrevne
kompetencer over økonomi (herunder forvaltning af bloktilskud fra staten) og indre anliggender.
Fællesudvalget er udtryk for et alt for stort og burokratisk apparat, hvis størrelse efter alt at dømme vil
være omvendt proportional med udvalgets folkelige basis (og dermed folkelige/demokratiske legitimitet),
specielt når man betænker interessen blandt folkekirkens medlemmer for valg til kirkelige råd
(menighedsråd).
Folkekirkens styrke er dens decentrale struktur med stor teologisk og kirkelig frihed i de enkelte
menigheder. Denne lokale frihed vil kunne anfægtes af et centralt kirkeligt udvalg/råd, som med økonomisk
budget- og prioriteringsmagt i ryggen kan give sig til også at foretage teologiske prioriteringer i retning af,
hvorda folkekirke ”skal være kirke” i dag.
Endvidere er der en åbenlys risiko for, at et stort centralt udvalg eller kirkeråd gradvist tillægges, subs.
tiltager sig, større og større kompetence, hvorved folkekirkens forbindelse til staten udhules, hvilket også
undergraver folkekirkens største demokratiske legitimitet, som netop er sammenhængen med
kirke i ister og folketi g state , ”det offe tlige” .
Samtidigt med, at samtalen og samvirket mellem stat
og
kirke opretholdes, er det vigtigt, at de forvalt i gs æssige ”statsliggørelse” af folkekirke
odvirkes.
Risikoen for, at et (måske stadig mere magtfuldt) centralt udvalg/råd falder for fristelsen til at politisere på
folkekirkens vegne, vil også være reel. Skulle noget sådant ske (hvad man med erfaringer fra det nære
udland ikke kan afvise), er folkekirkens rummelighed og sammenhængskraft for alvor truet.
Vi
a
efaler derfor i stedet og i forlæ gelse af god folkekirkelig traditio e ” i i alistisk”
odel,
d.v.s en
model, som med udgangspunkt i den nuværende sædvaneret afbalancerer og præciserer
beslutningskompetencerne i folkekirken og således tilgodeser, at magten er spredt på flere instanser og
niveauer, hvorved netop menighedernes frihed bedst sikres, samtidig med, at den grundlovssikrede
forbindelse mellem stat og kirke opretholdes, ikke blot formelt, men i praksis.