Kirkeudvalget 2013-14
KIU Alm.del Bilag 41
Offentligt

Betænkning 1544

Folkekirkensstyre

Betænkning fra

Udvalget om en mere sammenhængendeKirkeministeriet - April 2014

og moderne styringsstruktur for folkekirken

Sammenfatning

Udvalget har haft til opgave at komme med forslag til en mere sammen-hængende og moderne styringsstruktur for folkekirken med en klaransvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold, herunderindre anliggender.Udvalgets kommissorium er gengivet i kapitel 1.Det fremgår af kommissoriet, at udvalget især har skullet beskæftige sigmed folkekirkens styre i forhold til to overordnede temaer: indre anlig-gender og folkekirkens fælles økonomi.Udvalget fremlægger i denne betænkning sine overvejelser og forslagvedrørende den fremtidige styring i folkekirken med særligt fokus påstyringen i forhold til folkekirkens fælles økonomi samt indre anliggen-der.Udvalgets overvejelser og forslag præsenteres i denne rækkefølge:Udvalget har imidlertid også haft til opgave at beskrive den nuværendeopgavefordeling og de styringsmæssige kompetencer i folkekirken samtfordele og ulemper ved at bevare disse.

2.1

Opgaver og kompetencer i folkekirken er fordelt på fire niveauer: sogn -provsti - stift – nationalt. Niveauerne og de valgte organer og forvalt-

Nuværende opgave- og kompetencefordeling ifolkekirken

•Nuværende opgave- og kompetencefordeling - afsnit 2.1 og kapitel3•Forholdet mellem stat og kirke samt kirkestyre i andre lande -afsnit 2.2 og kapitel 4•Udvalgets debatoplæg, debatmøder og høringssvar - afsnit 2.3 ogkapitel 5•Folkekirkens opgave og identitet samt syv pejlemærker - afsnit2.4 og kapitel 6•Folkekirkens fælles økonomi og kompetence i forhold til styringenaf den - afsnit 2.5 og kapitel 7•Folkekirkens fælles anliggender - afsnit 2.6 og kapitel 8•Indre anliggender og kompetence i forhold til regulering af dem -afsnit 2.7 og kapitel 9•Udkast til lovforslag vedrørende henholdsvis folkekirkens fællesøkonomi og indre anliggender - afsnit 2.8 og kapitel 10.

ningsmyndigheder samt de embeder, der findes på hver af dem kan ses ifølgende skema:SognAntal: 2.194ProvstiAntal: 103StiftAntal: 10NationaltniveauValgte organer ogforvaltningsmyndighederMenighedsrådProvstiudvalgBudgetudvalgBiskopEmbederPræst(er)Provst

BudgetsamrådStiftsråd

Stiftsøvrighed (biskop ogstiftamtmand)

Ministeren / KirkeministerietBudgetfølgegruppen vedr.fællesfonden / budgetsamrådDet Mellemkirkelige Råd

Biskop

2.1.1 Udvalgets overvejelser om den nuværende opgave- ogkompetencefordelingKapitel 3 afsluttes med nogle af udvalgets overvejelser om den nuvæ-rende opgave- og kompetencefordeling.

Der er desuden i kapitlet en oversigt over de forslag om ændringer iopgave- og kompetencefordelingen, der er fremlagt i betænkninger i deseneste år som resultat af arbejdet i forskellige udvalg, og som enten erblevet gennemført eller stillet i bero. Det drejer sig om forslag i følgendebetænkninger: betænkning 1477 Opgaver i sogn, provsti og stift, derblev afgivet i 2006, betænkning 1491 Folkekirkens lokale økonomi, derblev afgivet i 2007, og betænkning 1527 Provstestillingen og provstietsfunktion, der blev afgivet i 2011.

Fordelingen af opgaver og kompetencer mellem de fire niveauer og mel-lem de organer og forvaltningsmyndigheder samt embeder, der findespå de enkelte niveauer, er udførligt beskrevet i kapitel 3.

Ministeren somansættelsesmyndighedfor præster, provster ogbiskopper

Menighedsrådene har en meget stærk position i folkekirken, og den børefter udvalgets opfattelse fastholdes, fordi sognet fortsat er den grund-læggende enhed i folkekirken, og fordi det demokratisk baserede menig-

hedsråd i kraft af medlemmernes tilhørsforhold blandt sognets folke-kirkemedlemmer har gode muligheder for at varetage de lokale kirke-lige anliggender i bedst mulig overensstemmelse med, hvad der ermedlemmernes ønsker og forventninger.

Udvalget konstaterer, at nogle af de væsentligste argumenter foretableringen af de nuværende organer og for fordelingen af opgaver ogkompetencer imellem dem har været,

Nogle af udvalgets medlemmer understreger behovet for, at der i etfortsat udredningsarbejde fokuseres på menighedsråd og stift sombærende enheder for folkekirken, og mener, at lovfæstede, valgte stifts-råd og nye lovfæstede, valgte organer bør føre til overvejelser om for-enkling og en opgaveflytning mellem de nuværende niveauer. Udvalgethar dog ikke fundet anledning til at komme med konkrete forslag.

•at folkekirkens medlemmer gennem valgte organer skal havebetydelig kompetence i forhold til beslutninger om de lokalekirkelige forhold,•at kompetence skal være placeret så tæt som muligt på det sted,hvor opgaverne findes og skal løses, og•at der samtidig skal være sikkerhed for et nødvendigt tilsyn samten økonomisk og forvaltningsmæssig koordinering på tværs afsognegrænserne.

Udvalget forudsætter, at eventuel indførelse af et folkekirkeligt organ pånationalt niveau vedrørende indre anliggender samt fælles økonomi ogfælles anliggender ikke vil have betydning for kompetenceforholdene isogne, provstier og stifter, men det vil gennem stemmeret give medlem-mer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd m.fl. indflydelse på for-valtningen af anliggender på det nationale niveau.Udvalget henleder opmærksomheden på, at der på forskellige måder erblevet arbejdet for og fortsat kan arbejdes for at styrke og forenklemulighederne for, at menighedsråd kan gå i samarbejde om varetagelseaf opgaver, som de mener at kunne løse bedre i fællesskab end hver forsig.

I forhold til provstiudvalgene peger udvalget på, at det er nødvendigtmed en instans, der har kompetence til at koordinere den kirkeligeøkonomi inden for ligningsområdet, at det er nødvendigt at opretholdeet tilsyn med menighedsrådenes økonomiske forvaltning, og at det - bl.a.af hensyn til de kulturværdier, der er knyttet til kirker og kirkegårde - ernødvendigt at opretholde et tilsyn med, at kirker og kirkegårde holdes iforsvarlig stand.Udvalget har også drøftet stiftsøvrighedens sammensætning og opgaversamt stiftsrådenes og Det mellemkirkelige Råds opgaver. Udvalget har

2.2

Udvalget har til brug for sine overvejelser om folkekirkens styre under-søgt forholdet mellem stat og kirke samt kirkernes interne beslutnings-kompetencer i de nordiske lande, Tyskland (repræsenteret ved Nord-kirche - den evangelisk-lutherske kirke i Nordtyskland), United King-dom samt Grønland og Færøerne.

ikke fundet anledning til at foreslå ændringer i forhold til disse, men an-befaler meget, at spørgsmålet om stiftsøvrighedens sammensætning ogopgaver undergives en evaluering og fornyet overvejelse snarest muligt.

Stat, kirke og kirkestyre i andre lande

Det beskrives udførligt i kapitel 4.

Generelt kan det om forholdet mellem stat og kirke i disse lande siges, at•I Norge, Island og Sverige har der været tradition for et nært for-hold mellem statsmagten og de evangelisk-lutherske folkekirkermed staten som lovgiver for kirkerne. I løbet af de seneste ca. 15år har disse kirker i forskellig grad fået øget selvstændighed.•I Finland har den evangelisk-lutherske kirke status som "folke-kirke" og har i mange årtier, men i særlig grad siden en grund-lovsændring i 1999 haft stor selvstændighed i forhold til staten.Den eneste begrænsning i dag i kirkens selvstændighed i forholdtil staten er, at kirkeloven, som er kirkens overordnede regelsæt,skal stadfæstes af rigsdagen. Ændring af kirkeloven kan dog kunske på kirkens eget initiativ.•I Tyskland er stat og kirke adskilt. Kirkerne - heriblandt den evan-gelisk-lutherske kirke i Nordtyskland ("Nordkirche") - har fuldselvstændighed. De har dog af staten fået forskellige privilegier,herunder at de har ret til at opkræve skatter af deres medlemmer,og at de gejstlige er ligestillet med statslige embedsmænd. Detyske forbundslande giver desuden i varierende omfang økono-misk støtte til kirkerne.•I United Kingdom er der to statskirker: Church of England ogChurch of Scotland. Church of England er i begrænset omfangunderlagt, at kirkens lovgivning skal stadfæstes af parlamentet, ogudnævnelse af biskopper stadfæstes af Dronningen efter indstil-ling fra premierministeren. Church of Scotland har fuld selvstæn-dighed med hensyn til kirkelig lovgivning og udnævnelse afembedsmænd.•I Grønland har Grønlands Selvstyre den lovgivende magt i forholdtil den evangelisk-lutherske kirke, der er folkekirke og under-støttes af staten (selvstyret) i overensstemmelse med § 4 iDanmarks Riges Grundlov. Biskoppen varetager den centrale

2.3

I overensstemmelse med kommissoriet afleverede udvalget medio april2013 sine foreløbige resultater til regeringen i form af "Debatoplæg fraudvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstrukturfor folkekirken".

Debatoplæg, debatmøder og høringssvar

styrelse og administration af kirken. Grønlands Kirke finansieresaf bevillinger fra selvstyret, og præster ansættes af selvstyret.•På Færøerne er Lagtinget lovgiver for folkekirken. Kirkens indreanliggender, f.eks. en ny alterbog, reguleres af kirken. De styrendeorganer i kirken er: stiftsøvrigheden, der består af biskoppen, etmedlem udpeget af landsstyret og et medlem valgt af menigheds-rådene, provstiråd med 4 valgte medlemmer og domprovsten somfødt og forretningsførende medlem samt et kirkeråd (menigheds-råd) i hvert sogn. Præster ansættes af landsstyret, og kirkenfinansieres dels ved kirkeskat, dels ved tilskud fra landsstyret tilpræsteløn.

Det blev samtidig oplyst, at udvalget ville indbyde til 11 debatmøder - eti hvert stift samt et på Bornholm.Debatoplæg, debatmøder og høringssvar beskrives mere udførligt i ka-pitel 5.I debatoplægget var der fire hovedafsnit.Det første handlede om folkekirkens opgave og identitet og seks pejle-mærker.Debatoplæggets andet hovedafsnit handlede om folkekirkens indreanliggender.•Model 1: Lovregulering med udgangspunkt i den nuværendeordning.•Model 2: Kirkeråd med begrænset kompetence.•Model 3: Kirkeråd med udvidet kompetence.

Debatoplægget blev efter regeringens beslutning offentliggjort den 2.maj 2013 og i trykt form udsendt til alle menighedsråd, provstiudvalg,stifter og institutioner i folkekirken samt til en række foreninger, orga-nisationer, institutioner og myndigheder. I et høringsbrev blev detoplyst, at der var mulighed for at indsende høringssvar indtil 31. okto-ber 2013.

Der blev peget på, at den nuværende ordning kan videreføres uændret,og der blev beskrevet tre mulige modeller for en fremtidig anderledesstyring af indre anliggender:

Debatoplæggets tredje hovedafsnit beskrev folkekirkens fælles økono-mi, der udgøres af statens tilskud til folkekirken samt fællesfonden. Detblev konstateret, at debatoplæggets modeller for mulig fremtidig styringaf den fælles økonomi kunne anvendes uafhængigt af, om statens tilskudomlægges til bloktilskud.Der blev peget på, at den nuværende ordning kan videreføres uændret,og der blev beskrevet fire mulige modeller, samt en variant af den førstemodel, for en fremtidig anderledes styring af folkekirkens fælles økono-mi og fælles anliggender:•Model 1: Lovregulering med udgangspunkt i den nuværendeordning.•Model 1 a: Lovregulering og forelæggelse for FolketingetsFinansudvalg.•Model 2 a: Et folkekirkeligt organ med besluttende kompetence.•Model 2 b: Enighedsmodel (mellem et folkekirkeligt organ ogministeren).•Model 3: Folkekirkens økonomibestyrelse (Et folkekirkeligt organmed mest mulig kompetence).

Der var i forbindelse med model 2 a en beskrivelse af, hvordan sammen-sætningen af et folkekirkeligt organ kan være.

2.3.1 Debatmøder og høringssvar

Udvalget indbød til 11 debatmøder, et i hvert stift samt et på Bornholm.Formålet med møderne var at inspirere til og understøtte en bred debatved at orientere om debatoplægget og give mulighed for spørgsmål ogkommentarer. Der var offentlig adgang til møderne, og de 11 debatmø-der havde tilsammen ca. 2.200 deltagere.Ved hvert debatmøde orienterede udvalgets formand om debatoplæg-gets indhold. Spørgsmål og kommentarer blev besvaret af formandeneller af andre tilstedeværende medlemmer af udvalget. Medlemmer afudvalgets sekretariat deltog i møderne og tog til brug for udvalgetsfortsatte arbejde noter vedrørende spørgsmål og debat.Om det nærmere indhold af høringssvarene henvises der til kapitel 5afsnit 5.3.

Det fjerde hovedafsnit beskrev muligheder for at kombinere modellernefor styring af henholdsvis indre anliggender og fælles økonomi.

Såvel udvalgets formand som andre medlemmer af udvalget deltog iperioden maj-oktober 2013 i et betydeligt antal møder, som andrehavde arrangeret med det formål at drøfte debatoplægget. Ved opgø-relse den 7. november 2013 var der modtaget 671 høringssvar.

2.4

Udvalget har beskrevet folkekirkens opgave og identitet og i sammen-hæng hermed syv pejlemærker som en del af grundlaget for overvejel-serne om, hvordan folkekirkens styre kan være udformet.Folkekirkens opgave og identitet og de syv pejlemærker er udførligtbeskrevet i kapitel 6.

Folkekirkens opgave og identitet - og syvpejlemærker

2.4.1 Folkekirken som evangelisk-luthersk kirke

Folkekirken er ifølge de særlige evangelisk-lutherske bekendelses-skrifter et fællesskab af mennesker, hvor evangeliet bliver forkyndt, oghvor sakramenterne - dåb og nadver - bliver forvaltet. Det betyder, atmenigheden, som samles om forkyndelsen af evangeliet og om dåb ognadver, er central i forståelsen af folkekirken. Dette hænger sammenmed Luthers tanker om det almindelige præstedømme.

Folkekirkens opgave som en kristen kirke er at forkynde evangeliet omKristus som hele verdens frelser. Dette udgangspunkt er lovgivnings-mæssigt bestemt i grundloven, der fastlægger, at folkekirken er enevangelisk-luthersk kirke.

Der er dog ved siden af det almindelige præstedømme også et særligtpræsteembede med en særlig tjeneste og et særligt ansvar for evange-liets forkyndelse. Præsten forventes at udføre sin særlige tjeneste i ettillidsfuldt vekselvirkningsforhold med menigheden. Og når det gælderfolkekirkens styrelse, er der i både menighedsråd, provstiudvalg ogstiftsråd etableret et samvirke mellem lægfolk og gejstlige.

Folkekirken arbejder med sin centrale opgave - at forkynde evangelietom Jesus Kristus som verdens frelser - i både ord og handling. Der for-kyndes ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Der forkyndes ogsågennem kirkeligt børne- og ungdomsarbejde samt ved kirkehøjskoler ogbibelkredse for voksne. Forkyndelsen kommer desuden til udtryk isocial omsorg ved kirkens diakonale arbejde, i mission samt i oplysningog kulturel formidling i øvrigt. En del af de mange forskellige aktiviteterudfoldes i sognemenighedernes regi, ligesom de frie folkekirkelige

Folkekirken forstås som et rummeligt fællesskab, hvor enhver, der erdøbt, har ret til at være med, og hvor enhver, der er med, har mulighedfor at tage del i et fælles ansvar. Det er formentlig medvirkende til, at etstort flertal af Danmarks befolkning er med i folkekirken. Den er dermedogså en kulturbærende faktor, der er med til at skabe folkelig sammen-hæng og fortolkning af livsmening ind i det enkelte menneskes liv og detdanske samfund.

2.4.2 Syv pejlemærkerFolkekirken og folket

organisationer også i stor udstrækning varetager en række af disse op-gaver.

Kristendommen har haft stor betydning for det danske folk og udvik-lingen af det danske samfund i mere end 1000 år.

Det første pejlemærke handler om folkekirkens forhold til og betydningfor folket.Folkekirken bidrager ved sin bredde og ved, at et meget stort flertal afalle indbyggere ønsker at gøre brug af folkekirken ved de centralebegivenheder i livet, samt ved mange lokale, diakonale initiativer til enfolkelig og samfundsmæssig sammenhængskraft.

Folkekirkens betydning for sammenhængskraften afspejles bl.a. ibrugen af folkekirken som samlingssted for alle danskere uanset reli-giøst tilhørsforhold ved markeringen af visse officielle begivenheder.Folkekirken indgår også i nogen grad i et samspil med institutioner somfolkeskolen og Danmarks Radio.

Folkekirkens tilstedeværelse overalt

Folkekirkens bidrag til sammenhængskraften afspejles også i, at folke-kirken har ansvaret for sikring og vedligeholdelse af den meget store delaf den danske kulturarv, som udgøres af kirker og deres kulturhistoriskværdifulde udsmykninger og inventar. Endvidere afspejles det i, atfolkekirken har ansvaret for at sikre, at der er begravelsespladser foralle, der dør i Danmark, uanset deres religiøse tilhørsforhold. De folke-kirkelige kirkegårde repræsenterer desuden ligesom kirkerne en væ-sentlig del af den danske kulturhistorie.Det andet pejlemærke handler om folkekirkens tilstedeværelse overalt,såvel geografisk som på anden måde.

I de 165 år, folkekirken har eksisteret, har det været en grundholdning,at folkekirkens tilstedeværelse bl.a. sikres gennem den præsteligebetjening med gudstjenester og kirkelige handlinger i sognemenighe-derne, som er folkekirkens grundenheder og dermed det organisato-riske fundament.26Der er imidlertid, især i løbet af de seneste ca. 40 år, i stigende omfangopstået behov for præstelig betjening af menigheder, som er defineretud fra særlige grupper, f.eks. studerende, eller i forhold til institutionersom f.eks. hospitaler og fængsler. Mange mennesker møder kristen

forkyndelse i kraft af de frie kirkelige organisationer. I en globaliseret oginternational verden påtager folkekirken sig ligeledes sammen medDanske Sømands- og Udlandskirker et ansvar for at betjene danskere iudlandet samt dansksindede i Sydslesvig.Grundholdningen om, at der skal være præster overalt, imødekommes iførste række ved, at præstestillinger primært finansieres af fællesfon-den og også af staten, så de ikke er afhængige af de enkelte områdersselvstændige økonomiske bæreevne. Dernæst ved at fordelingen af detsamlede antal stillinger mellem de 10 stifter sker på grundlag af enpræstefordelingsmodel og ved, at biskoppen inden for det enkelte stiftsørger for, at såvel sognemenigheder som særlige grupper og institu-tioner bliver tilgodeset med præstelig betjening.Rummelighed og frihedDet tredje pejlemærke handler om rummelighed og frihed, som er tokarakteristiske træk ved folkekirken.Der er således tale om et solidaritetsprincip, som bør fastholdes.

Disse træk afspejles bl.a. i, at der ikke stilles andre krav til folkekirkensenkelte medlemmer, end at de skal være døbt, og at de skal være villigetil at betale kirkeskat.De afspejles også i, at de rammer, som den kirkelige lovgivning sætter,giver meget store muligheder for, at man lokalt i sognemenighederneselv kan bestemme, hvordan det kirkelige liv skal udformes.Endvidere indeholder den kirkelige lovgivning en række frihedsbestem-melser, bl.a. om sognebåndsløsning, valgmenigheder og om hensyn tilmindretal i en sognemenighed, f.eks. i forbindelse med præsteansæt-telse og i form af adgang til at holde gudstjenester med en præst, dertilkaldes udefra.Det giver mulighed for, at forskellige kirkesyn kan rummes og udfoldesinden for folkekirken.Det fjerde pejlemærke handler om folkekirkens enhed.

2200 menigheder - én folkekirke

Udvalget har i overensstemmelse med sit kommissorium arbejdet ud fraforudsætningen om, at folkekirkens tradition for rummelighed, friheds-lovgivning og mindretalshensyn skal videreføres.De enkelte menigheder i folkekirken fremstår som individuelle evange-lisk-lutherske menigheder. Det betyder dog ikke, at der i Danmark er ca.2.200 helt selvstændige folkekirker (svarende til antallet af sogne). Selvom de enkelte menigheder kan være meget forskellige, så er de alligevel

bundet sammen på en måde, som gør, at folkekirken kan og må betrag-tes som én, landsdækkende kirke.Udvalget vurderer, at der er meget bred opbakning såvel folkeligt somkirkeligt og politisk til at fastholde folkekirken som en enhed.

Samtidig er folkekirken fortsat i meget stor udstrækning karakteriseretved et nærhedsprincip, som også fremmer rummelighed og frihed ogderigennem mangfoldighed. Det har medvirket til, at folkekirken beståraf mange små enheder og samtidig er en landsdækkende helhed.

Nærhedsprincippet indebærer i folkekirkens sammenhæng for detførste, at det, der kan løses lokalt, fortsat løses lokalt - enten i det enkel-te sogn eller i et samarbejde mellem flere sogne. Det indebærer dernæst,at løsning af opgaver på et fælles (højere) niveau først og fremmest børske i situationer, hvor der i den nære sammenhæng er tilslutning til, aten opgave kan løses bedre gennem samarbejde på et højere niveau. Derer dog også opgaver, som efter deres karakter må løses i fællesskab ellerpå et højere niveau end det enkelte sogn, herunder for folkekirken somhelhed.Derfor samarbejdes der i stadigt stigende omfang på tværs af sogne-grænser. Der ses således en vis udvikling i retning af, at folkekirken pådet lokale niveau i stigende grad opfattes som et fælles anliggende medprovstiet eller stiftet som ramme. Denne udvikling kan i bedste faldvære med til at fastholde og måske endog styrke medlemmernes opbak-ning til folkekirken på grund af de muligheder, som skabes gennemsamarbejdet, dels i forhold til økonomien, dels i forhold til, hvilke opga-ver der er menneskelige og økonomiske ressourcer til at tage op. Udvik-lingen kan dog også bidrage til at svække folkekirken, hvis den inde-bærer, at afstanden mellem folkekirkens medlemmer og de styrendeorganer bliver oplevet som værende for stor.Enheden eller fællesskabet kommer i forhold til økonomi bl.a. også tiludtryk i, at løn m.v. til præster m.v. samt udgifter til nogle stifts- ellerlandsdækkende institutioner og aktiviteter finansieres på et fælles,centralt niveau.

Præstens uafhængighed

Det femte pejlemærke handler om præstens uafhængighed i udøvelsenaf den pastorale forpligtelse.

Præsternes forkyndelse skal ske ud fra det fælles grundlag, som udgøresaf folkekirkens bekendelsesskrifter. Inden for det fælles grundlag er derimidlertid, og skal der fortsat være, plads til, at præster er forskellige ideres forkyndelse og i udøvelsen af deres pastorale virksomhed i øvrigt.

Dette har siden 1912 bl.a. været understøttet af, at der i lov om menig-hedsråd er en bestemmelse om, at præsten i udøvelsen af den pastoraleforpligtelse, herunder sin forkyndelse, sin sjælesorg og sin undervisning,er uafhængig af menighedsrådet.Det sjette pejlemærke handler om demokratisk legitimitet.Præstens uafhængighed anses under den nuværende ordning desudenfor at være sikret i kraft af, at ansættelsesmyndigheden i forhold tilpræster er placeret hos kirkeministeren.

Demokratisk legitimitet

Det indebærer, at der er en indbygget afbalancering af magt mellem deforskellige organer. Der er desuden en afbalancering af magt mellemlægfolket og gejstligheden. Det kommer bl.a. til udtryk i den forpligtelse,som de valgte medlemmer af menighedsrådene og præsterne har til atsamvirke om det kirkelige liv i sognet. Det kommer også til udtryk isammensætningen af provstiudvalg og stiftsråd, hvor der også er bådelæge og gejstlige medlemmer.Magtspredningen og magtbalancen medvirker til, at der er og kan værestor frihed i folkekirken.Menighedsrådene henter deres demokratiske legitimitet fra, at allevoksne medlemmer af folkekirken har adgang til at deltage i valget afdem.

Folkekirken er karakteriseret ved en høj grad af magtspredning. Indfly-delsen i folkekirken er delt mellem forskellige organer, bl.a.: Folketinget,kirkeministeren, biskopperne, stiftsrådene, provstiudvalgene og menig-hedsrådene.

Menighedsrådene deltager i samtlige øvrige valg i folkekirken, idet deter menighedsrådenes læge medlemmer, der vælger de fleste af provsti-udvalgets og stiftsrådets medlemmer. Menighedsrådene har også stem-meret ved valg af stiftets biskop.

Valg til provstiudvalg og stiftsråd sker således ved indirekte valg, hvorde læge medlemmer vælges blandt folkekirkens medlemmer. Det kanvære et demokratisk problem, at valg sker ved indirekte valg, specieltnår interessen for at deltage i menighedsrådsvalget – i hvert fald nårman ser på antallet af afstemningsvalg og stemmeprocenten ved disse –er forholdsvis beskeden.Det bør således overvejes, hvordan der kan sikres et eventuelt nytfolkekirkeligt organ på nationalt niveau en tilstrækkelig demokratisklegitimitet.29

Nært forhold mellem staten og folkekirken

Med grundloven af 1849 blev der indført religionsfrihed, jf. grundlovens§ 67, men der blev ikke indført religionslighed eller ligestilling af tros-samfund. Traditionen for et nært forhold mellem staten og den evange-lisk-lutherske kirke blev videreført, om end på et ændret grundlag, medgrundlovens § 4, der fastslår, at den evangelisk-lutherske kirke er dendanske folkekirke og understøttes som sådan af staten, og med grund-lovens § 66, der bestemmer, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov.Regeringen og de politiske partier, som har tilsluttet sig nedsættelsen afudvalget, har understreget, at udvalgets overvejelser skal ske med re-spekt af folkekirkens grundlovssikrede særstilling.Folkekirkens samlede økonomi består af den fælles økonomi, som ud-gøres af fællesfonden og statens tilskud til folkekirken, samt den lokaleøkonomi, det vil sige kirkekasserne og provstiudvalgskasserne.

Det syvende pejlemærke er, at der fortsat skal være et nært forhold mel-lem staten og folkekirken.Staten og den evangelisk-lutherske kirke har været tæt forbundne sidenreformationen i 1536.

2.5

Folkekirkens fælles økonomi

I kapitel 7 er der først et overblik over folkekirkens samlede økonomi. I2012, som er det seneste år, for hvilket der foreligger regnskabstal forde lokale kirkelige udgifter, var de samlede folkekirkelige udgifter 7.791mio. kr.Derefter er der i kapitlet en udførlig beskrivelse af statens tilskud tilfolkekirken, herunder lovgrundlaget og kompetencen i forhold til fast-sættelsen og administrationen af tilskuddet, samt en beskrivelse aftidligere overvejelser om omlægning af statens tilskud til et bloktilskud.Videre er der en udførlig beskrivelse af fællesfonden, herunder lov-grundlaget og kompetencen i forhold til fastsættelse af fællesfondensbudget og landskirkeskatten samt en omtale af den rådgivende budget-følgegruppe.Dernæst er der en beskrivelse af samspillet mellem fastsættelse afstatens tilskud til folkekirken og fastsættelse af landskirkeskatten.

Videre gøres der rede for udvalgets overvejelser om fremtidig styring affællesfonden og fælles anliggender.

Efter disse beskrivende afsnit gøres der rede for udvalgets overvejelserom statens tilskud, herunder om omlægning til et bloktilskud.

2.5.1 Statens tilskud

Statens økonomiske støtte til folkekirken udspringer af bestemmelsen igrundlovens § 4, der siger, at folkekirken understøttes af staten.I de første årtier efter grundloven var den økonomiske del af statensstøtte dog af begrænset omfang. Det skyldtes, at folkekirken stort setkunne finansieres af sine egne indtægtskilder. Efter år 1900 svandtfolkekirkens mulighed for "selvfinansiering" ind. Derfor skete der iårene omkring 1920 en markant forøgelse af statens tilskud til folke-kirken i form af tilskud til løn og pension til præster.I årenes løb er der flere gange sket ændringer i fordelingsmønstretmellem henholdsvis statens tilskud til løn og pension til præster ogprovster og folkekirkens egen andel af præstelønnen, der betales affællesfonden.

Kapitlet afsluttes med udvalgets forslag vedrørende fremtidig styring.

Efter de seneste ændringer dækker statens tilskud 40 procent af lønnentil 1892,8 præstestillinger, og staten betaler fuldt ud tjenestemands-pension vedrørende præster og provster. Fællesfonden kan fuldt udfinansiere præstestillinger ud over de stillinger, som staten yder tilskudtil.Staten yder desuden ved bevilling på finansloven tilskud til forskelligefolkekirkelige formål.Statens bevillinger vedrørende folkekirken i 2014 fremgår af den ikapitel 7, afsnit 7.2.2, gengivne tabel ”Statens bevillinger til folkekirken2014 (nettoudgift)”.

2.5.1.1 Lovgrundlaget for statens tilskud til folkekirken

I henhold til økonomilovens § 20 afholder statskassen lønninger, pens-ioner og andre ydelser til biskopperne, pensioner og efterindtægt tilprovster og præster samt udgifterne ved den kirkelige betjening afChristiansø og Hirsholmene. Endvidere yder statskassen et årligt tilskudtil fællesfonden på 40 pct. af fællesfondens udgifter til lønninger tilpræster og provster svarende til 1.892,8 årsværk. Præstestillingerherudover finansieres fuldt ud af fællesfonden eller af lokale kirkeligemidler. Endelig udreder statskassen et tilskud på mindst 14 mio. kr.

Ud over grundlovens § 4 er lovgrundlaget for statens økonomiske støttetil folkekirken § 20 i lov om folkekirkens økonomi samt Finanslovens §22 Kirkeministeriet og Finanslovens § 36 Pensionsvæsenet, hvori indgårpension til folkekirkens præster og provster samt Pensionskassen af1950 for forskellige private kirkelige institutioner.

2.5.1.2 Kompetence i forhold til statens tilskud

2.5.1.3 Tidligere overvejelser om omlægning af statens tilskud til

bloktilskud

Spørgsmålet om omlægning til bloktilskud har i de senere år væretbehandlet i to udvalgsbetænkninger, senest i betænkning 1511 (2009)Omlægning af statens tilskud til folkekirken til bloktilskud.

Regeringen udøver kompetence i forhold til statens bevillinger til folke-kirken, dels ved at Finansministeren (vedrørende § 22 Kirkeministeriet)på grundlag af et tæt samarbejde mellem Finansministeriet og Kirke-ministeriet udarbejder og i Folketinget fremsætter forslag til finanslov,dels ved at kirkeministeren administrerer finanslovens bevillinger tilfolkekirken, hvilket bl.a. indebærer, at kirkeministeren har kompetencetil og ansvar for at foretage den nærmere fordeling af den bundnebevilling til præsteløn; se herved nærmere kapitel 7, afsnit 7.2.3.

Folketinget har kompetencen til atfastsætte arten og omfangetaf sta-tens tilskud til folkekirken. Det sker gennem lov om folkekirkens økono-mi og med vedtagelse af finansloven.

Kompetencen i forhold til statens bevillinger til folkekirken udøves delsaf Folketinget, dels af regeringen og her primært af kirkeministeren.

årligt, til restaurering af kirker og af kirkers historiske inventar samtsærligt bevaringsværdige gravminder.

I betænkning 1511 fremlagde udvalget mulige modeller for omlægningtil bloktilskud. De folkekirkelige repræsentanter i udvalget anbefalededog, at den hidtidige ordning for statens tilskud blev videreført uændret.Efter offentliggørelse af betænkningen og en bred høring besluttede dendaværende regering, at der ikke skulle arbejdes videre med en omlæg-ning af statens tilskud.

2.5.2 Fællesfonden

En nærmere omtale af modellerne i betænkning 1511 og det daværendeudvalgs overvejelser findes i kapitel 7, afsnit 7.2.4.Fællesfonden blev etableret i 1919 med henblik på, at den skulle dækkeen del af udgifterne til løn og pension til præster og provster. Det blevsamtidig besluttet, at medlemmer af folkekirken skulle betale en kirke-skat (landskirkeskat) til den.

Indtil 1986 kunne der af fællesfonden ud over løn og pension til præsterstort set kun anvendes et begrænset beløb som tilskud til nedsættelse afden kirkelige ligning i økonomisk svage kommuner (udligningstilskud).Med lov om folkekirkens økonomi fra 1986 blev fællesfonden tillagt fle-re udgiftsområder, bl.a. at dække udgifterne ved bispeembedernes ogstiftsøvrighedernes kontorhold og ejendomme. Fællesfonden er vedsenere lovændringer blevet tillagt yderligere udgiftsområder.Fællesfondens primære udgiftsområde er dog fortsat at dække folkekir-kens egen del af lønnen til præster og provster.

Fællesfondens primære indtægtskilde, landskirkeskatten, er i 2014 fast-sat til 1107,2 mio. kr.

2.5.2.1 Lovgrundlag og kompetence vedrørende fællesfonden

Fællesfondens udgifter i 2014 fremgår af den i kapitel 7, afsnit 7.3.2 gen-givne tabel herom.Det nuværende lovgrundlag for fællesfonden er kapitel 2 (§§ 10-17) iøkonomiloven. Ministeren har desuden med hjemmel i lovens § 10udstedt en bekendtgørelse om fællesfondens budget og regnskab m.v.Lovens § 11-14 indeholder nærmere bestemmelser om fællesfondensindtægter og udgifter (se herom nærmere kapitel 7, afsnit 7.3.1).

Lovens § 10 definerer fællesfonden som "folkekirkens fælleskasse" ogfastslår, at "fællesfonden bestyres (dvs. administreres eller forvaltes) afbiskopperne og af et administrativt fællesskab efter bestemmelserfastsat af kirkeministeren og under ansvar over for kirkeministeren".

I § 15 fastslås det bl.a., at landskirkeskattens størrelse fastsættes afkirkeministeren; endvidere at kirkeministeren fastsætter fællesfondensbudget, og at der ikke kan budgetteres med samlede udgifter, der erstørre end indtægterne fra landskirkeskatten, andre indtægter samteventuelt videreført overskud fra tidligere år.Kirkeministeren har således kompetencen til, at•fastsætte en overordnet prioritering mellem fællesfondens for-skellige udgiftsområder.•fastsætte det beløb, der ud over statens tilskud af fællesfondenskal anvendes til løn og andre udgifter i forbindelse med præsterog provster. Beløbet skal dog fastsættes i sammenhæng med detbeløb, der på finansloven er bevilget som statens andel af løn tilpræster.•fastsætte fordelingen af de samlede bevillinger til præsteløn mel-lem de 10 stifter.

Kirkeministerens fordeling af de samlede bevillinger til præsteløn mel-lem de 10 stifter er traditionelt blevet udøvet efter drøftelse mellemministeren og biskopperne. Siden 2009 er fordelingens sket på grundlagaf en beregningsmodel, baseret på 6 kriterier: 1. antal medlemmer affolkekirken, 2. antal kirker, 3. antal kirkelige handlinger, 4. forpligtelse iforhold til ikke-medlemmer, 5. særlige vilkår i de enkelte stifter samt 6.stillinger til betjening af stiftsoverskridende menigheder.Det er biskoppen, der har kompetencen til at fordele stiftets bevilling tilpræsteløn inden for stiftet. Det er således biskoppen, der fastlæggerplaceringen af præstestillinger i stiftet.Statens tilskud til folkekirken fastsættes på den årlige finanslov på bag-grund af de bestemmelser om statens tilskud, der findes i lov om folke-kirkens økonomi § 20. Finansloven vedtages normalt primo december iåret forud for budgetåret.

Budgetfølgegruppen består af en biskop, en stiftskontorchef, et medlemudpeget efter indstilling fra Landsforeningen af Menighedsråd, et med-lem udpeget efter indstilling fra Danmarks Provsteforening og en repræ-sentant fra Kirkeministeriet. Endvidere afholder budgetfølgegruppenårligt et eller to budgetsamråd med deltagelse af en læg repræsentantfor hvert stift valgt af stiftsrådet samt én observatør fra Den danskePræsteforening og én observatør indstillet i fællesskab af kirkefunktio-nærernes faglige organisationer. I budgetsamrådets drøftes fællesfon-dens årlige regnskab samt spørgsmål om prioritering af fællesfondensudgifter.

Siden 2002 har repræsentanter for de folkekirkelige myndigheder væretinddraget ved en budgetfølgegruppe, der følger budgetudarbejdelsen ogrådgiver ministeren og ministeriet.

•fastsætte bevillinger til de myndigheder og institutioner, derfinansieres helt eller delvis af fællesfonden.•fastsætte størrelsen af det beløb, der skal anvendes som udlig-ningstilskud, samt fordelingen af det mellem kommunerne (lig-ningsområderne).•fastsætte landskirkeskattens størrelse.

2.5.2.2 Samspil mellem fastsættelsen af statens tilskud og

landskirkeskatten

Landskirkeskattens størrelse bliver imidlertid "låst" ca. to måneder tid-ligere, idet landskirkeskatten sammen med den lokale kirkelige ligningindgår i den fastsættelse af kirkeskatteprocenten, der skal være sketsenest den 15. oktober.

2.5.3 Udvalgets overvejelser om statens tilskud, herunderom omlægning til bloktilskud

Hvis Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af finansloven beslutter,at statens tilskud til folkekirken skal reduceres i det kommende år, oghvis reduktionen vedrører tilskud til præsteløn, vil det indebære, atkirkeministeren skal reducere fællesfondens udgifter, medmindre derfra tidligere år er et videreført overskud, der kan anvendes.

At statens støtte er udformet som tilskud til løn til et antal præstestil-linger, der er fastsat ved lov, anses desuden af nogle, heriblandt nogle afudvalgets medlemmer, for at medvirke til at fastholde statens støtte pået stabilt niveau.Statens økonomiske støtte til folkekirken kan imidlertid også ydes somet bloktilskud, der ikke er knyttet til løn til præster.At støtten udformes som et generelt bloktilskud eller som øremærketbloktilskud i forbindelse med bestemte opgaver, der ikke er af forkyn-delsesmæssig karakter, anses af nogle, heriblandt nogle af udvalgetsmedlemmer, som naturligt set i lyset af, at alle borgere bidrager til sta-tens støtte til folkekirken uanset religiøst tilhørsforhold.

At støtten er øremærket til dette formål anses af nogle, heriblandt nogleaf udvalgets medlemmer, som naturligt set i lyset af, at forkyndelsen eret kerneanliggende i en evangelisk-luthersk kirke som folkekirken samti lyset af kristendommens meget centrale betydning i Danmark bådehistorisk og aktuelt.

Statens økonomiske støtte kan, som det har været tilfældet i næsten 100år, ydes primært som tilskud til løn og pension til præster og provster.

Fortalere for dette finder det naturligt, at folkekirkens medlemmer selvvia kirkeskatten finansierer forkyndelsen, men finder det samtidig rime-ligt, at staten, og dermed alle borgere uanset religiøst tilhørsforhold bi-drager til at dække folkekirkens udgifter til varetagelse af opgaver, derhar værdi og betydning for samfundet som helhed og for alle borgereuanset religiøst tilhørsforhold.Et flertal af udvalgets medlemmer er af den opfattelse, at et bloktilskud igivet fald bør ydes som et generelt tilskud, således at der ikke i lovgiv-ningen er specifikke angivelser af, hvordan bloktilskuddet skal anven-des.Det er desuden flertallets opfattelse, at et bloktilskud i givet fald børoverføres til fællesfonden, og at anvendelsen af bloktilskuddet skalbesluttes i sammenhæng med prioriteringen og fastsættelsen af fælles-fondens budget.

Et bloktilskud kan således begrundes og ses i sammenhæng med, atfolkekirken via medlemmernes kirkeskat finansierer varetagelse afsamfundsrelevante opgaver, som folkekirken uanset en omlægning tilbloktilskud eller ej fortsat vil have ansvar for.

Et mindretal af udvalgets medlemmer har den opfattelse, at den nuvæ-rende ordning med statstilskud til præsters løn og pension tydeliggørdet nære forhold mellem stat og kirke. En omlægning til bloktilskud vilikke ændre ved, at staten fortsat vil bidrage til en evangelisk-lutherskkirke, hvis kerneopgave er forkyndelse af det kristne evangelium. Det erderfor mere reelt og gennemskueligt at fastholde statens støtte som etdirekte tilskud til aflønning af præster frem for at kanalisere statenstilskud til andre områder af den folkekirkelige økonomi, hvorfra der såfrigøres midler til forkyndelse.

Det er endvidere flertallets opfattelse, at nogle af statens nuværendeudgifter eller tilskud må anses for at være knyttet til decideret statsligeforpligtelser, og at disse udgifter eller tilskud derfor ikke bør indgå iberegningen af et bloktilskud til folkekirken, men fastholdes som sær-skilte bevillinger på finansloven (se nærmere kapitel 7, afsnit 7.4.1). Detdrejer sig om bevillinger, som på finansloven for 2014 udgør en samletnettoudgift på 250 mio. kr. Et bloktilskud bør derfor i givet fald aleneerstatte øremærkede bevillinger, der på finansloven for 2014 samletbeløber sig til 510,6 mio. kr.

Mindretallet peger desuden på, at folkekirkens præster udfører et om-fattende arbejde, der rækker længere ud end forkyndelse og betjening affolkekirkens medlemmer. Tilskud til præsteløn kan desuden bidrage tilat fastholde omfanget af statens støtte på et stabilt niveau. En omlæg-ning kan risikere at gøre antallet af præstestillinger til genstand forløbende forhandling og dermed svække fastholdelse af folkekirkenstilstedeværelse overalt.Et andet mindretal ønsker ikke at tage stilling til, om statens tilskud skalomlægges til et bloktilskud eller ej, jf. afsnit 2.5.5.3,, men tilkendegiver,at hvis der skal ske en sådan omlægning, er det en afgørende forudsæt-ning, at der etableres et demokratisk valgt organ i folkekirken til atmodtage bloktilskuddet.

Udvalget har - i lighed med tidligere udvalg om bloktilskud - overvejet,hvorvidt en omlægning til bloktilskud vil eller bør have konsekvenser iforhold til ansættelse af præster og provster.Den fælles og centrale ansættelsesmyndighed for præster anses bredtfor at bidrage til at sikre præstens uafhængighed af menighedsrådet i

Præster og provster har under de gældende regler kirkeministeren somansættelsesmyndighed.

udøvelsen af den pastorale virksomhed. Den centrale ansættelsesmyn-dighed bidrager også til at sikre, at præster har ensartede ansættelses-vilkår, uanset hvor i folkekirken de er ansat.Udvalgets anbefalinger vedrørende bloktilskud beskrives nedenfor iafsnit 2.5.5 samt mere uddybet i kapitel 7, afsnit 7.5.1.

Der er i udvalget enighed om, at den fælles og centrale ansættelsesmyn-dighed for præster bør fastholdes, uanset om der gennemføres en om-lægning af statens tilskud til folkekirken eller ej.

2.5.4 Udvalgets overvejelser om fælles økonomi og fællesanliggender

Det har i nogle år i såvel folkekirkelige som politiske kredse væretdiskuteret, om det kan anses for tidssvarende, at kirkeministerenformelt set har enekompetence i forhold til fastsættelse af det beløb,som folkekirkens medlemmer skal betale i landskirkeskat, samt i for-hold til prioritering og fastsættelse af fællesfondens budget.

Kirkeministerens kompetence i forhold til fællesfonden indebærer, atdet også formelt er kirkeministeren, som har kompetence til at beslutte,hvilke opgaver der skal varetages som fælles anliggender for folkekirkenud over de fælles anliggender, der er bestemt ved lov. Kirkeministerenskompetence i forhold til fælles anliggender er begrundet i, at dissefinansieres af fællesfonden.Andre, heriblandt et flertal af udvalgets medlemmer, er af den opfattel-se, at en tidssvarende og sagligt mere hensigtsmæssig ordning må inde-bære, at et demokratisk baseret folkekirkeligt organ helt eller delvisovertager kirkeministerens kompetencer på disse områder. Det gælder iforhold til at prioritere og fastsætte fællesfondens budget samt lands-kirkeskattens størrelse og dermed også kompetencen til at beslutte ogprioritere opgaver, der skal varetages som fælles anliggender.Der har i udvalget været drøftet forskellige grader af et folkekirkeligtorgans overtagelse af kompetence fra ministeren.I forhold til udvalgets debatoplæg, der indeholdt en række modeller (jf.kapitel 5, afsnit 5.1), har udvalget i sine endelige overvejelser koncen-treret sig om to muligheder: enten en videreførelse af den nuværendeordning med begrænset ændring i form af lovfæstelse af budgetfølge-gruppen der foreslås sammensat ved demokratisk valg, eller en mereDen nuværende ordning anses af nogle, heriblandt nogle af udvalgetsmedlemmer, for at være velfungerende og for at være tilstrækkeligtdemokratisk legitimeret i og med, at kirkeministeren står til ansvar overfor Folketinget.

Under udvalgets drøftelser efter høringsfasen har Finansministerietsrepræsentant i udvalget udtrykt alvorlig og principiel betænkelighedover for enighedsmodellen. Et krav om delt ansvar gennem enighed medfolkekirkeligt organ vil begrænse ministeren afgørende i de politiskeforhandlinger, herunder ministerens bidrag til arbejdet med finans-loven. Desuden er modellen uklar i samspillet mellem organets ansvarog ministerens ansvar, Hertil kommer, at det i praksis ikke vil væremuligt som foreslået i modellen at videreføre fællesfondens budgetuændret i tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed mellem kirkemini-steren og et folkekirkeligt organ.Udvalgets endelige overvejelser har derfor med udgangspunkt i debat-oplæggets model 2 a været koncentreret om en model, hvor kirkemini-sterens og dermed statens indflydelse baseres på, at der af ministerenfastsættes retningslinjer, der beskriver nogle forhold eller kriterier, somet folkekirkeligt organ skal tage hensyn til i sine overvejelser og beslut-ninger vedrørende fællesfondens budget, landskirkeskatten og fællesanliggender.

Udvalget har i forhold til den mere vidtgående ændring overvejet de tomodeller, der i udvalgets debatoplæg var opstillet som model 2 a Etfolkekirkeligt organ med besluttende kompetence og model 2 b Enig-hedsmodel, der forudsatte enighed mellem et folkekirkeligt organ ogkirkeministeren.

vidtgående ændring, hvorefter kompetencen i forhold til fællesfonden,landskirkeskatten og fælles anliggender deles mellem kirkeministerenog et nyt, demokratisk baseret folkekirkeligt organ.

Sådanne retningslinjer kan bl.a. sigte på at sikre en ansvarlig udvikling ifællesfondens samlede budget og landskirkeskatten. De kan også sigtepå fortsat at sikre præstelig betjening i rimeligt omfang overalt i folke-kirken. Endvidere kan retningslinjer bl.a. sigte på at sikre den fortsatteeksistens af en udligningsordning, der er til gunst for økonomisk sva-gere stillede områder i folkekirken samt sikre understøttelse af uddan-nelse og videreuddannelse af præster og kirkefunktionærer. Såfremt derikke sker en omlægning af statens tilskud til et bloktilskud, bortfalderbehovet for, at ministeren fastsætter retningslinjer vedrørende sikringaf præstelig betjening overalt i landet.Udvalget har desuden overvejet, hvordan et nyt folkekirkeligt organvedr. fælles økonomi og fælles anliggender kan sammensættes. Det har iovervejelserne om dette været centralt, at der bør være et samspil ellersamvirke mellem læge og gejstlige medlemmer, der svarer til det, somkendes fra de eksisterende valgte organer i folkekirken: menighedsråd,provstiudvalg og stiftsråd. Der er desuden i overvejelserne lagt afgøren-de vægt på, at der skal være en bred geografisk repræsentation, men at

det samtidig skal være muligt i et rimeligt omfang at få tilgodeset teolo-giske og/eller kirkepolitiske mindretal.

2.5.5 Anbefalinger om omlægning af statens tilskud tilbloktilskud

Udvalgets anbefalinger vedrørende fremtidig styring af fællesfonden ogfælles anliggender beskrives nedenfor i afsnit 2.5.6 samt mere uddybet ikapitel 7, afsnit 7.5.2.

Udvalgets medlemmer er delte i spørgsmålet om omlægning af statenstilskud til folkekirken til bloktilskud.

I det følgende gøres der først rede for flertallets og dernæst for mindre-tallenes anbefalinger.Jesper Langballe, der afgik ved døden den 15. marts 2014, havde vedmøder i udvalget i januar og februar klart tilkendegivet, at han ønskededen nuværende ordning videreført uændret, jf. afsnit 1.4.De tre statslige repræsentanter i udvalget (Henrik Nepper-Christensen,Kristian Korfits Nielsen og Sune Thvilum-Kannegaard) indtager ikkestandpunkter i forhold til de fremlagte løsningsforslag.

2.5.5.1 Flertallets anbefaling

Et flertal, der omfatter 11 af udvalgets medlemmer (Jens Andersen, PawKingo Andersen, Helle Christiansen, Hans Gammeltoft-Hansen, HelgaKolby Kristiansen, Kurt E. Larsen, Karsten Nissen, Inge Lise Pedersen,Peter Skov-Jakobsen, Karen Sundbøll og Preben Juul Sørensen), anbe-faler, at statens tilskud til folkekirken omlægges til et ikke-øremærketbloktilskud, der udbetales til fællesfonden, hvorefter anvendelsen af detdisponeres i sammenhæng med øvrige fælles indtægter.

Flertallet anbefaler, at den del af statens bevillinger vedrørende folke-kirken, der må anses for decideret statslige forpligtelser, og som i 2014tilsammen udgør 250 mio. kr., fastholdes som øremærkede statsligebevillinger på finansloven, således at et bloktilskud alene kommer til atomfatte den del af de statslige bevillinger, der kan anses for at væreknyttet til naturlige folkekirkelige forpligtelser. Disse bevillinger udgør i2014 i alt 510,6 mio. kr.,

For flertallet er det en forudsætning for omlægning til bloktilskud, at deretableres et demokratisk baseret folkekirkeligt organ, FolkekirkensFællesudvalg, som tillægges kompetence til at fastsætte fællesfondensbudget og landskirkeskattens størrelse og prioritere fælles anliggender

2.5.5.2 Et mindretals anbefaling

Et mindretal på fire medlemmer (Per Bucholdt Andreasen, Ulla MorreBidstrup, Charlotte Dyremose og Britta Schall Holberg) anbefaler, at sta-tens støtte til folkekirken videreføres uændret som et tilskud, der førstog fremmest er øremærket til løn og pension til præster og provster.

efter retningslinjer, der er fastsat af kirkeministeren, jf. nedenfor i afsnit2.5.6 samt i kapitel 7, afsnit 7.5.2.

Denne ordning tydeliggør det nære forhold mellem stat og kirke. Derhar siden 1919 være tradition for, at staten som en naturlig følge affolkekirkens særstilling bidrager til aflønning af præster og provster. Enomlægning til bloktilskud vil ikke ændre ved, at staten fortsat vil bidragetil en evangelisk-luthersk kirke, hvis kerneopgave er forkyndelse af detkristne evangelium. Det er derfor mere reelt og gennemskueligt at fast-holde statens støtte som et direkte tilskud til aflønning af præster fremfor at kanalisere statens tilskud til andre områder af den folkekirkeligeøkonomi, hvorfra der så frigøres midler til forkyndelse.Den hidtidige ordning har endelig vist sig enkel og gennemskuelig, bådefordi den medfører, at præsterne er ansat og aflønnet på ét og sammested, og fordi den ikke udløser de øgede indrapporteringskrav, som enomlægning til et bloktilskud rejser bekymring for hos denne del af ud-valget.Dette mindretal lægger i øvrigt afgørende vægt på, at det hidtidigeminimumsantal af præstestillinger (1892,8 årsværk) fastholdes i de afministeren fastsatte retningslinjer, såfremt der – mod mindretalletsanbefaling – sker en omlægning af statens tilskud til et bloktilskud.En omlægning kan risikere at gøre antallet af præstestillinger til gen-stand for løbende forhandling og dermed svække fastholdelse af folke-kirkens tilstedeværelse overalt.

2.5.5.3 Et andet mindretals anbefaling

Et mindretal (Lisbet Christoffersen) ønsker ikke at tage stilling til, omstatens tilskud skal omlægges til et bloktilskud eller ej, men tilkende-giver, at hvis der skal ske en sådan omlægning, er det en afgørendeforudsætning, at der etableres et demokratisk valgt organ i folkekirkentil at modtage bloktilskuddet.

Mindretallet finder på denne baggrund, at et minimum på 1892,8 præ-stestillinger fortsat i en overskuelig fremtid og inden for rammerne af etmedlemstal, der nogenlunde svarer til det nuværende, må sikres ifolkekirken f.eks. gennem de af ministeren fastsatte retningslinjer.

2.5.6 Anbefalinger om kompetence i forhold til fællesøkonomi og fælles anliggender

2.5.6.1 Flertallets anbefaling

Jesper Langballe, der afgik ved døden den 15. marts 2014, havde vedmøder i udvalget i januar og februar klart tilkendegivet, at han ønskededen nuværende ordning videreført uændret, jf. afsnit 1.4.

De tre statslige repræsentanter i udvalget (Henrik Nepper-Christensen,Kristian Korfits Nielsen og Sune Thvilum-Kannegaard) indtager ikkestandpunkter i forhold til de fremlagte løsningsforslag.

Udvalgets medlemmer er delte i spørgsmålet om, hvem der skal havekompetence i forhold til fælles økonomi og fælles anliggender.

I det følgende gøres der først rede for flertallets og dernæst for mindre-tallenes anbefalinger.

Et flertal på 13 af udvalgets medlemmer (Jens Andersen, Paw KingoAndersen, Per Bucholdt Andreasen, Ulla Morre Bistrup, Helle Chri-stiansen, Hans Gammeltoft-Hansen, Helga Kolby Kristiansen, Kurt E.Larsen, Karsten Nissen, Inge Lise Pedersen, Peter Skov-Jakobsen, KarenSundbøll og Preben Juul Sørensen) anbefaler, at der ved ændring af lovom folkekirkens økonomi oprettes et demokratisk baseret folkekirkeligtorgan, Folkekirkens Fællesudvalg, som tillægges kompetence vedrø-rende folkekirkens fælles økonomi og fælles anliggender.Flertallets forslag er detaljeret udformet i "Udkast til Forslag til Lov omændring af lov om folkekirkens økonomi (Folkekirkens Fællesudvalg)",der er gengivet i kapitel 10.Folkekirkens Fællesudvalg sammensættes, så der er en overvægt af lægemedlemmer i udvalget. Det foreslås således, at fællesudvalget får følgen-de sammensætning:1) 10 læge medlemmer, hvoraf der vælges 1 i hvert stift. Valgbare i etstift er alle, der er valgbare til menighedsråd. Valgret i et stift harlæge medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsrådsamt repræsentanter for valgmenigheder, der har hjemsted istiftet.2) 4 læge medlemmer valgt ved forholdstalsvalg på landsplan.Valgbare er alle, der er valgbare til menighedsråd. Valgret harlæge medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd ifolkekirken samt repræsentanter for valgmenigheder.3) 3 præster, der vælges af og blandt præster ansat i folkekirken,bortset fra provster og biskopper. Præster ansat i valgmenighederhar valgret men er ikke valgbare.

Funktionsperioden er fire år, og fællesudvalget vælges året efter ordi-nært valg til menighedsråd.Folkekirkens Fællesudvalg sekretariatsbetjenes af Kirkeministeriet.

4) 2 provster, der vælges af og blandt provster ansat i folkekirken.5) 2 biskopper, der vælges af biskopperne.6) 2 medlemmer, der udpeges af kirkeministeren efter forhandlingmed undervisningsministeren og kulturministeren.7) 3 læge medlemmer, der udpeges af de frie folkekirkelige organisa-tioner, og repræsenterer diakoni, mission og det folkekirkeligebørne- og ungdomsarbejde.8) 2 observatører, der udpeges af folkekirkens personaleorganisa-tioner, således at kirkemusikernes personaleorganisationerudpeger 1 observatør, og de øvrige personaleorganisationerudpeger 1 observatør.

Forslaget indebærer, at kompetencen til at fastlægge fællesfondensbudget og landskirkeskattens størrelse flyttes fra ministeren til Folke-kirkens Fællesudvalg. Fællesudvalget aflægger regnskab for fælles-fonden, og regnskabet revideres som i dag af Rigsrevisionen. Fællesud-valget får samtidig mulighed for at prioritere fælles anliggender. Fæl-lesudvalgets kompetence udøves efter retningslinjer fastsat af kirke-ministeren.

Ministeren kan f.eks. fastsætte retningslinjer vedrørende fordeling afpræstestillinger, udviklingen i landskirkeskattens størrelse, udviklingenaf fællesfondens udgifter, udligningsordningen, understøttelse af uddan-nelse samt efter- og videreuddannelse af folkekirkens præster og kirke-

Der lægges i bemærkningerne til forslaget op til, at ministeren ved fast-sættelsen af disse retningslinjer skal understøtte folkekirkens vareta-gelse af de samfundsmæssige og kulturelle opgaver og - såfrem der skeren omlægning af statens tilskud til bloktilskud - sikre, at folkekirkenslandsdækkende forpligtelse til præstelig betjening opretholdes med detilpasninger, som den demografiske udvikling tilsiger.

Ministeren kan ikke ændre Folkekirkens Fællesudvalgs beslutninger omøkonomi og fælles anliggender, så længe de falder inden for de af mini-steren fastsatte retningslinjer. Ministeren kan til enhver tid ændre ret-ningslinjerne fremadrettet.

funktionærer, tilskud til kirkelig betjening af danskere i udlandet samtdet mellemkirkelige arbejde; se nærmere kapitel 7, afsnit 7.5.2.1. Så-fremt statens tilskud omlægges til bloktilskud, forventes ministerenendvidere at fastsætte retningslinjer om antallet af præstestillinger.

Forslaget vil således betyde, at det vil være Folkekirkens Fællesudvalg,som inden for de af ministeren fastsatte retningslinjer - samt bestem-melsen i økonomilovens § 15, stk. 2, hvorefter der ikke kan budgetteresmed samlede udgifter, der er større end indtægterne fra landskirke-skatten, andre indtægter samt eventuelt videreførte overskud fra tidli-gere år – har kompetence til:

I retningslinjerne vil også kunne indgå principper for udviklingen ifællesfondens udgifter og landskirkeskatten. Det forudsættes, at kirke-ministeren ikke ved fastsættelsen af retningslinjerne fastsætter ind-holdsmæssige begrænsninger for specifikke fælles anliggender. Fællesanliggender er initiativer, som fællesudvalget af forskellige grundevurderer, at det vil være relevant eller nødvendigt at varetage pånationalt niveau.

•at fastsætte landskirkeskattens størrelse•at fastsætte en overordnet prioritering mellem fællesfondens•

•••

Den lokale økonomi kan blive berørt (enten i form af en højere kirkeskateller et mindre provenu til det lokale niveau), f.eks. hvis antallet af cen-tralt finansierede præstestillinger forøges i forbindelse med fællesfon-dens budget, eller hvis tilskud til istandsættelse af kirker formindskes,eller hvis størrelsen på bloktilskuddet ændrer sig.

forskellige udgiftsområder, herunder de fælles anliggender,at fastsætte det beløb, der af fællesfonden skal anvendes til løn,godtgørelse m.v. til præster og provster og dermed prioritereantallet af præstestillinger, som aflønnes af fællesfonden, ud overdet antal, der af ministeren fastsættes som minimum. Såfremt derikke sker en omlægning af statens tilskud til et bloktilskud, vil detkun have praktisk betydning for stillinger, der fuldt ud finansieresaf fællesfonden.at fastsætte fordelingen af de samlede bevillinger til præstelønmellem de 10 stifter ud fra en fordelingsmodel, der bygger påfaste kriterier,at fastsætte bevillinger til de myndigheder og institutioner, derfinansieres helt eller delvis af fællesfonden, ogat fastsætte størrelsen af det beløb, der skal anvendes som udlig-ningstilskud, og tilskuddets fordeling mellem kommunerne (lig-ningsområderne).

Supplerende udtalelser fra medlemmer af flertallet

Ni medlemmer af flertallet (Jens Andersen, Helle Christiansen, PeterSkov Jakobsen, Helga Kolby Kristiansen, Kurt Larsen, Karsten Nissen,Inge Lise Pedersen, Karen Sundbøll og Preben Juul Sørensen) udtaler, atde gerne havde set et folkekirkeråd med mere udvidet kompetencen,men at flertallets forslag er udtryk for et væsentligt skridt i den rigtigeretning.To medlemmer af flertallet (Per Bucholdt Andreasen og Ulla MorreBidstrup) udtaler, at de ønsker statstilskuddet fastholdt på finanslovensom et tilskud til 1892,8 præstestillinger. Er dette ikke muligt, finder dedet afgørende, at dette minimumsantal af præstestillinger i det mindstefastholdes i de af ministeren fastsatte retningslinjer, som det fremgår afflertallets forslag, og på den baggrund har de tilsluttet sig flertallets for-slag.

To medlemmer af flertallet (Paw Kingo Andersen og Karsten Nissen)udtaler, at de helst havde set et forslag svarende til model 2 b i udval-gets debatoplæg, Enighedsmodellen, men at de, da den model er taget afbordet, tilslutter sig flertallets forslag.

2.5.6.2 Et mindretals anbefalinger

De to medlemmer af dette mindretal fremlægger på denne baggrundhver sit forslag.Det ene forslag

Budgetfølgegruppen og Folkekirkens Økonomiudvalg sammensættes påsamme måde.Det ene medlem (Charlotte Dyremose) anbefaler, at den nuværendebudgetfølgegruppe lovfæstes, dog med en ændret sammensætning, derindebærer både læge og gejstlige medlemmer, der vælges til budget-følgegruppen fremfor som i dag, hvor der i høj grad er tale om medlem-mer, der repræsenterer organisationer og embeder i folkekirken.

Et mindretal på to af udvalgets medlemmer (Charlotte Dyremose ogBritta Schall Holberg) anbefaler, at den demokratiske legitimitet bagbudgetlægningen i fællesfonden og udskrivelsen af landskirkeskattenøges. Enten ved, at den nuværende budgetfølgegruppe lovfæstes, dogmed en ændret sammensætning, der består af valgte læge og gejstligemedlemmer. Eller ved, at der lovgives om et demokratisk baseret, folke-kirkeligt organ, Folkekirkens Økonomiudvalg, der tillægges kompetencevedrørende folkekirkens fælles økonomi og fælles anliggender. Økono-miudvalget skal endvidere modtage statens tilskud til folkekirken.

Dette forslag er detaljeret udformet i "Udkast til Forslag til Lov om æn-dring af lov om folkekirkens økonomi (Udvidelse af budgetfølgegruppenog lovfæstelse af budgetfølgegruppens kompetencer m.v.)", der er gen-givet i kapitel 10.Forslaget indebærer, at budgetfølgegruppen, der er nedsat i henhold tilbekendtgørelse, der er udstedt af kirkeministeren, lovfæstes, dog såle-des at den gældende ordning ændres og forenkles ved at ændre sam-mensætningen af budgetfølgegruppen og ved, at budgetsamrådet ned-lægges. Det foreslås, at budgetfølgegruppen sammensættes med valgtelæge og gejstlige medlemmer, hvilket medfører en større demokratisklegitimitet.Budgetfølgegruppen foreslås sammensat på følgende måde:

Funktionsperioden er fire år, og budgetfølgegruppen vælges året efterordinært valg til menighedsråd.

Forslaget indebærer endvidere, at der lovfæstes en høringspligt forkirkeministeren. Det foreslås således, at hvis kirkeministeren ikke følgerbudgetfølgegruppens indstilling, skal ministeren afgive en skriftligbegrundelse herfor i forbindelse med fastsættelsen af budgettet. Detforudsættes, at budgetprocessen tilrettelægges sådan, at budgetfølge-gruppen bliver bekendt med samtlige budgetønsker fra de myndighe-der, institutioner m.v., der finansieres af fællesfonden. Samtidig lov-fæstes det, at budgetfølgegruppen skal høres, hvis kirkeministerenefterfølgende, herunder i løbet af budgetåret, ønsker at foretage ændrin-ger i budgettet. Dette har til formål at sikre en større gennemsigtighedog demokratisk legitimitet ved udarbejdelsen af budgettet.

Budgetfølgegruppen skal efter forslaget have indseende i Kirkeministe-riets budgetopfølgning af fællesfonden og løbende rådgive ministerenog ministeriet i spørgsmål om fællesfonden. Budgetfølgegruppens op-gaver svarer således til de opgaver, som i dag varetages af budgetfølge-gruppen og budgetsamrådet.

1) 10 læge medlemmer, hvoraf der vælges 1 i hvert stift. Valgbare i etstift er alle, der er valgbare til menighedsråd. Valgret i stiftet harlæge medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd.2) En præst, der vælges af og blandt præster ansat i folkekirken,bortset fra provster og biskopper.3) En provst, der vælges af og blandt provster ansat i folkekirken.4) En biskop, der vælges af biskopperne.5) En observatør udpeget i fællesskab af kirkefunktionærernesfaglige organisationer.

Det andet forslag

Det andet medlem (Britta Schall Holberg) anbefaler, at der ved ændringaf lov om folkekirkens økonomi oprettes et demokratisk baseret folke-kirkeligt organ, Folkekirkens Økonomiudvalg, som tillægges kompe-tence vedrørende folkekirkens fælles økonomi og fælles anliggender.Økonomiudvalget skal endvidere modtage statens tilskud til folkekirken.Det er afgørende for dette medlem, at økonomiudvalget alene tillæggeskompetence vedrørende den fælles økonomi og fælles anliggender, og atkompetencen vedrørende fællesfondens budget og landskirkeskattensstørrelse afgrænses af de af ministeren fastlagte retningslinjer.

Det er endvidere afgørende, at Folkekirkens Økonomiudvalg alene kandrøfte og behandle de områder, hvor økonomiudvalget ifølge lov er til-lagt kompetence.

Forslaget er detaljeret udformet i "Udkast til Forslag til Lov om ændringaf lov om folkekirkens økonomi (Folkekirkens Økonomiudvalg)", der ergengivet i kapitel 10.Folkekirkens Økonomiudvalg sammensættes, så der er en overvægt aflæge medlemmer i udvalget. Det foreslås således, at økonomiudvalgetfår følgende sammensætning:1) 10 læge medlemmer, hvoraf der vælges 1 i hvert stift. Valgbare i etstift er alle, der er valgbare til menighedsråd. Valgret i et stift harlæge medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd.2) 1 præst, der vælges af og blandt præster ansat i folkekirken,bortset fra provster og biskopper.3) 1 provst, der vælges af og blandt provster ansat i folkekirken.4) 1 biskop, der vælges af biskopperne.5) 1 observatør udpeget i fællesskab af kirkefunktionærernes fagligeorganisationer.

Med denne begrundelse foreslås det, at der lovfæstes et valgt økonomi-udvalg til erstatning for den af ministeren nedsatte budgetfølgegruppe.

Funktionsperioden er fire år, og økonomiudvalget vælges året efterordinært valg til menighedsråd.

Folkekirkens Økonomiudvalg sekretariatsbetjenes af Kirkeministeriet.

Forslaget indebærer, at kompetencen til at fastlægge fællesfondensbudget og landskirkeskattens størrelse flyttes fra ministeren til Folke-kirkens Økonomiudvalg. Økonomiudvalget aflægger regnskab for fæl-lesfonden, og regnskabet revideres som i dag af Rigsrevisionen. Økono-miudvalget får samtidig mulighed for at prioritere fælles anliggender.Økonomiudvalgets kompetence udøves efter retningslinjer fastsat afkirkeministeren.

Forslaget indebærer, at der skabes større klarhed om beslutningsgrund-laget, at legitimiteten bag udskrivning og anvendelse af landskirkeskat-ten øges, ligesom den folkekirkelige indflydelse på den fælles økonomiøges. Ministerens rolle ændres således, at ministeren fremover fastsæt-ter visse rammer for forvaltningen af fællesfonden, mens den løbendeprioritering flyttes til økonomiudvalget og dermed til folkekirken.Ministeren kan ikke ændre Folkekirkens Økonomiudvalgs beslutningerom økonomi og fælles anliggender, så længe de falder inden for de afministeren fastsatte retningslinjer. Ministeren kan til enhver tid ændreretningslinjerne fremadrettet.Der lægges i bemærkningerne til forslaget op til, at ministeren ved fast-sættelsen af disse retningslinjer skal understøtte folkekirkens varetagel-se af de samfundsmæssige og kulturelle opgaver og sikre folkekirkenstilstedeværelse overalt i landet. Retningslinjerne skal medvirke til atsikre, at folkekirkens landsdækkende forpligtelse til præstelig betjeningopretholdes med de tilpasninger, som den demografiske udvikling til-siger.I retningslinjerne skal indgå principper for udviklingen i fællesfondensudgifter og landskirkeskatten. Det forudsættes, at kirkeministeren ikkeved fastsættelsen af retningslinjerne fastsætter indholdsmæssige be-grænsninger for specifikke fælles anliggender. Fælles anliggender erinitiativer, som Folkekirkens Økonomiudvalg af forskellige grunde vur-derer, at det vil være relevant eller nødvendigt at varetage på nationaltniveau.

Ministerens retningslinjer skal omfatte følgende emner: Antallet og for-delingen af præstestillinger, udviklingen i landskirkeskattens størrelseog fællesfondens udgifter, udligningsordningen, understøttelse af ud-dannelse samt efter- og videreuddannelse af præster og kirkefunktio-nærer og det mellemkirkelige arbejde.Forslaget vil således betyde, at det vil være Folkekirkens Økonomiud-valg, som inden for de af ministeren fastsatte retningslinjer vil havekompetence til:

Ministeren bevarer med muligheden for at fastsætte retningslinjer forrammerne for fællesfondens budget og landskirkeskattens størrelse enbetydelig indflydelse på udvikling i fællesfondens indtægter og udgifter.

•at fastsætte landskirkeskattens størrelse,•at fastsætte en overordnet prioritering mellem fællesfondens

forskellige udgiftsområder, herunder de fælles anliggender,•at fastsætte det beløb, der af fællesfonden skal anvendes til løn,godtgørelse m.v. til præster og provster. Beløbet skal ses i sam-

2.5.6.3 Et andet mindretals anbefaling

Mindretallet finder, at Folkekirkens Fællesudvalg alene bør have denkompetence, der tillægges udvalget ved lov. En del af denne kompetencebør være at tage initiativ til eller finansiere nye, fælles anliggender samtat tage stilling til finansiering af det udviklingsarbejde, biskoppernemåtte ønske at initiere vedrørende indre anliggender. Begrebet fællesanliggender bør således tydeliggøres i bemærkningerne til et lovforslagom et folkekirkens fællesudvalg.

Et andet mindretal (Lisbet Christoffersen) anbefaler, at der igangsætteset lovgivningsarbejde for fælles økonomi og fælles anliggender med ud-gangspunkt i flertallets udkast til lovforslag, dog med de præciseringeraf begrebet ’fælles anliggender’, de anførte kompetencebegrænsningerog de anbefalede klargøringer/ændringer vedr. procedurerne for sam-mensætning af udvalget, der fremgår af det følgende.

menhæng med det beløb, der på finansloven er bevilget somstatens tilskud.•at fastsætte fordelingen af de samlede bevillinger til præstelønmellem de 10 stifter ud fra en fordelingsmodel, der bygger påfaste kriterier,•at fastsætte bevillinger til de myndigheder og institutioner, derfinansieres helt eller delvis af fællesfonden, og•at fastsætte størrelsen af det beløb, der skal anvendes somudligningstilskud, og tilskuddets fordeling mellem kommunerne(ligningsområderne).

Et udvalg vedrørende folkekirkens fælles anliggender skal sagligt kunnedrøfte og prioritere opgaver inden for hele den folkekirkelige virksom-hed på nationalt niveau. Det indebærer, at udvalgets sammensætningbør afspejle såvel virksomheden med gudstjenester og kirkelige hand-linger som arbejdet med børn og unge, mission og diakoni, ligesomstifternes og de forskellige teologiske retningers opfattelser bør kunneafspejles gennem valg af læge medlemmer på landsplan. Mindretalletforeslår dog, at valgene på landsplan sker ved forholdstalsvalg efter dend’Hondt'ske metode, som kendes fra bl.a. menighedsrådsvalg. Det tillæg-ges i den forbindelse også betydning hos dette mindretal, at indførelse afSainte-Laguës-valgmetode vil give en unødvendig overrepræsentationtil mindretal.

Mindretallet peger særskilt på, at der er behov for i en kommende lov-proces at foretage en nærmere afklaring af en række spørgsmål i forholdtil eventuelle medlemmer af fællesudvalget udpeget af frie folkekirkeligeorganisationer. Dette gælder efter mindretallets opfattelse særligtspørgsmål vedrørende identifikation og afgrænsning af de relevante

organisationer, inklusion og eksklusion i kredsen af opstillingsberet-tigede samt afklaring af valgmetoder til identifikation af de indstilledemedlemmer. Det bør således ikke overlades til en lidt uklart afgrænsetgruppe af organisationer på egen hånd at fastlægge kriterierne for ud-pegning af tre medlemmer, der skal indgå i prioritering og brug af lands-kirkeskatten og statens tilskud til folkekirken.Mindretallet fraråder at tildele fællesudvalget anden egentlig kompe-tence, for så vidt angår indre anliggender, end den indirekte indflydelse,der ligger i bevillingskompetencen i forhold til de nødvendige udgifter.Mindretallet finder i stedet, at fællesudvalget bør tillægges en selvstæn-dig rolle i processen med regulering af indre anliggender.

2.6

Betegnelsen fælles anliggender omfatter forskellige initiativer eller akti-viteter inden for folkekirken, som det af forskellige grunde anses for re-levant eller nødvendigt at varetage på nationalt niveau.

Fælles anliggender

I kapitel 8 er det beskrevet, hvordan nogle af de hidtidige fælles anlig-gender er blevet sat i gang, og hvordan de er blevet udviklet.De fælles anliggender, som beskrives, er:•••••••Uddannelse og efteruddannelse af præsterKirkemusikskolerneDet mellemkirkelige RådFolkekirkens forsikringsordningfolkekirken.dkFolkekirke og ReligionsmødeDen Folkekirkelige Udviklingsfond.

2.7

Traditionelt anses ritualer, gudstjenesteordningen, bibeloversættelse ogsalmebøger for at høre til det, der ofte betegnes som folkekirkens indreanliggender. Til de indre anliggender regnes også tilsynet med de speci-fikt gejstlige dele af præsternes embedsførelse i form af forkyndelse ogforvaltning af sakramenterne.

Folkekirkens indre anliggender

På baggrund heraf og med folkekirkens bekendelsesskrifter som rammefører biskopperne tilsyn med præsternes embedsførelse. Det vil bl.a.sige forkyndelsen, herunder gudstjenestetilrettelæggelse med salmevalgog kirkelige handlinger, forvaltningen af sakramenterne, sjælesorg ogkonfirmandundervisning mv.

2.7.1 Gældende ret om indre anliggender

Folketingets adgang til at vedtage love om kirkelige anliggender er dogbegrænset af bestemmelsen i grundlovens § 4 om, at det er den evange-lisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke, og at den som sådanunderstøttes af staten. Folketinget er således afskåret fra at lovgive omfolkekirken på en måde, der er i strid med den evangelisk-lutherske be-kendelse.

I gældende ret har der ikke traditionelt været sondret mellem folkekir-kens indre og ydre anliggender. Det skal bl.a. forstås således, at det ialmindelighed har været antaget, at folkekirkens indre anliggender ikkeer unddraget lovgivningsmagtens kompetence. Folketing og regering ersåledes folkekirkens øverste beslutningsorgan og fastlægger de retligerammer for folkekirkens virksomhed.

De indre anliggender samt udvalgets overvejelser og anbefalinger omdem er udførligt beskrevet i betænkningens kapitel 9.

Folketinget har lovgivet om medlemskab, om styrelse og kompetencefor menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd, om ansættelse af præster,provster og biskopper og om disses kompetencer samt om ansættelse afkirkefunktionærer. Der er også lovgivet om de uddannelsesmæssigekrav m.v., der stilles som forudsætning for at være ansat som præst ifolkekirken. Der er også enkeltstående eksempler på, at der er lovgivetom forhold, der må siges at falde ind under begrebet folkekirkens indreanliggender.Lovgiver har imidlertid udvist betydelig tilbageholdenhed over for attage stilling til liturgiske spørgsmål, gudstjenesteordning mv. Folketin-get har således aldrig lovgivet herom.Siden 1849 har regeringen således i kraft af en sædvane ved vedkom-mende minister stået for reguleringen af disse indre kirkelige anliggen-der i det omfang, det er nødvendigt at regulere dem.

Reguleringen sker gennem kongelige anordninger eller resolutioner, derudstedes efter ministerens indstilling og på ministerens ansvar. Ministe-ren kan uden at inddrage Folketinget udstede bindende retsregler omdisse indre kirkelige anliggender.Denne sædvane har ikke grundlovskraft, hvilket indebærer, at den prin-cipielt ikke afskærer Folketinget fra til enhver tid at beslutte at lovgivepå disse områder.50Som eksempler på den retlige regulering i medfør af den nævnte sæd-vane kan nævnes, at der ved kongelig resolution er autoriseret gudstje-nesteordning, bibeloversættelse, salmebog og ritualer for dåb, nadver i

hjemmet, konfirmation, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse,kirkeindvielse, præstevielse og provsteindsættelse.

Der er også ved kongelig anordning fastsat bestemmelser om dåb, kon-firmation og indledende konfirmationsforberedelse (minikonfirman-der).

Biskopperne har som supplement til de ritualer m.v., der er fastsat vedkgl. resolution eller kgl. anordning, udarbejdet vejledende ordninger fornogle andre kirkelige handlinger. Der er bl.a. vejledende ordninger forbegravelse og bisættelse (idet ritualet for jordpåkastelse dog er auto-riseret), urnenedsættelse, kirkegårdsindvielse og kapelindvielse.Der er hverken ved lovgivning, der er vedtaget af Folketinget, eller påanden måde fastsat regler om, hvilken fremgangsmåde ministeren skalanvende i forbindelse med regulering af indre anliggender.

2.7.2 Praksis ved regulering af indre anliggender

Ministerens kompetence til at regulere folkekirkens indre anliggenderudøves i praksis ved, at ministeren forelægger indstillinger til Dronnin-gens underskrift.Der er ikke fastlagt regler om proceduren, som fører frem til en indstil-ling, idet fremgangsmåden hviler på en tradition.

Der er ikke fastlagt regler om, at nogen kirkelig instans, fx en særligtudpeget biskop, biskopperne i fællesskab eller andre, formelt har kravpå at medvirke ved udformningen af regler på disse områder, eller selvkan producere, ændre eller dispensere fra egentlige retsregler. Realite-ten er dog, at ministeren normalt orienterer sig bredt inden for folke-kirken, og at ministeren altid rådfører sig med biskopperne.

Indstillingen indeholder en kort sagsfremstilling underskrevet af mini-steren med forslag til en ekspedition, som underskrives af Dronningen.For kongelige anordningers vedkommende vil disse være forsynet medministerens kontrasignatur.

Der findes ingen regler om, at ministeren er forpligtet til helt eller delvisat følge forslag fra udvalg, arbejdsgrupper og kommissioner.De skiftende ministre siden 1849 har imidlertid generelt udvist storskønsomhed og været tilbageholdende med selvstændigt at regulere deindre kirkelige anliggender. Ministerens kompetence til at udstede an-ordninger på disse områder er derfor oftest blevet udøvet på grundlagaf indstillinger fra biskopper eller rådgivning i form af betænkninger fraudvalg, arbejdsgrupper eller kommissioner med deltagelse af biskopperog andre teologisk sagkyndige samt efter omstændighederne lægfolk ogeventuelt anden sagkundskab end den teologiske.

2.7.3 Biskopperne som kollegium

Den hidtidige procedure er nærmere beskrevet i notatet " Hidtidig pro-cedure vedrørende regulering af folkekirkens indre anliggender", derfindes som bilag 5 i denne betænkning.

Ministerens nedsættelse af kommissioner, arbejdsgrupper og udvalgsker på baggrund af den problemstilling, som ønskes belyst. Problem-stillingen beskrives i et kommissorium, og udpegning af medlemmernetil et udvalg sker blandt andet under hensyntagen til de interesser, sommå antages at blive umiddelbart berørt af kommissoriets indhold, og denødvendige fagkyndige bidrag.

I forbindelse med udvalgets drøftelser om ændrede styreformer har ud-valget overvejet, hvilken rolle biskopperne som kollegium har og frem-over skal have.

Bispeembedet er i den lutherske kirke en funktion af præsteembedetmed henblik på, at kirken skal ledes og fastholdes på sin opgave. Biskop-pen har til opgave at inspirere, opmuntre og vejlede stiftets præster ogmenigheder. Bispeembedet medvirker til at sikre kirkens forkyndelse ogeksistens ved at føre tilsyn med, at evangeliet faktisk forkyndes.Den kirkelige lovgivning forordner som hovedregel den enkelte biskopsforpligtelser og opgaver inden for stiftet.Den enkelte biskop kan udarbejde konkrete vejledninger vedrørendegudstjenester og kirkelige handlinger i stiftet.Da den danske folkekirke er en enhed, på tværs af de ti stifter, har detværet naturligt, at biskopperne mødes til drøftelse af fælles anliggenderfor hele kirken samtidig med, at biskopperne har et selvstændigt ansvarfor hver deres stift. Biskopperne varetager derfor ikke blot deres embe-de individuelt, men af en række grunde også i fællesskab med andrebiskopper.

Biskopperne er - typisk efter dialog med andre aktører i folkekirken -initiativtagere og bidragydere til løbende videreudvikling af bibelover-sættelse, folkekirkens liturgi samt salmebog. Dette foregår ofte i et

Den fælles folkekirke bindes således sammen af et fælles præsteembede,et fælles bekendelsesgrundlag og fælles gudstjenesteordning, ritualer,bibeloversættelse og salmebog. Når biskopperne i visse sammenhængeoptræder som et kollegium, er der derfor ikke kun tale om en historiskudvikling. Det skyldes også en teologisk nødvendighed for, at folkekir-ken kan fungere som et fællesskab.Som kollegium varetager biskopperne i fællesskab deres læremæssigetilsynsopgave i spørgsmål, der vedrører hele kirken.

2.7.4 Udvalgets overvejelser om indre anliggender

2.7.4.1 Overvejelser om afgrænsning af begrebet indre

anliggender

Udvalget har ved den lovmæssige afgrænsning af begrebet ”indre anlig-gender” holdt sig til de centrale dele af folkekirkens indre anliggender,dvs. de forhold, der direkte vedrører folkekirkens kultus og ritus somevangelisk-luthersk kirke. Disse emner har hidtil været reguleret vedkongelig resolution og kongelig anordning. Det drejer sig om gudstjene-steordning, bibeloversættelse, salmebog og ritualer for dåb, nadver ihjemmet, konfirmation, vielse og jordpåkastelse samt for bispevielse,kirkeindvielse, præstevielse, provsteindsættelse, dåb, konfirmation ogindledende konfirmationsforberedelse (minikonfirmander).Udvalget har overvejet, hvorledes biskoppernes fremtidige rolle skalvære i forhold til kompetencer og beslutningsprocedurer, hvis dergennemføres en lovgivning, som ændrer på kompetencen vedrørendefolkekirkens indre anliggender.

Der henvises til kapitel 9. afsnit. 9.2.1.

Som et led i varetagelsen af den fælles læremæssige tilsynsopgave harbiskopperne som kollegium til opgave at tage stilling til læremæssigespørgsmål i forhold til andre kirker. Det sker i et samspil med Folkekir-kens mellemkirkelige Råd. Biskopperne har også som kollegium opgaveri gejstlige læresager. Endvidere drøfter biskopperne uddannelse ogefteruddannelse af folkekirkens præster og indstiller repræsentanter forbiskopperne til bestyrelsen for Folkekirkens Uddannelses- og Videns-center.

udvalg eller en kommission nedsat af ministeren efter drøftelse medbiskopperne. Dermed sikres også et bredt fagligt, folkeligt og folkekirke-ligt netværk bag forslagene.

2.7.4.2 Overvejelser om et bispekollegium

Det må i så fald gøres klart, hvorledes samspillet mellem biskopperne oget eventuelt folkekirkeligt fællesudvalg skal være, og det må også gøresklart, hvordan det fremtidige samspil mellem ministeren og biskopper-ne skal være.Udvalget har overvejet en lovfæstelse af bispekollegiet, hvor der i givetfald må tages stilling til, hvordan beslutninger træffes. Det skal såledesfastsættes i en forretningsorden, hvordan bispekollegiet træffer beslut-ninger, om formandskab m.v.

Det skal fremgå, hvilke beslutninger der kan træffes ved simpelt flertal,og hvilke der kræver kvalificeret flertal. Udvalget har i sin drøftelse afdette også lagt vægt på, at det vil være afgørende, at det tydeligt frem-går, hvordan såvel et flertal som et mindretal i bispekollegiet har for-holdt sig til den enkelte sag.

I sager, som alene vedrører vejledende ordninger, der ikke skal under-gives behandling hos minister eller Dronning, (jf. det ovenfor beskrevneeksempel om en vejledende ordning for en gudstjenestelig velsignelsefor par, der har indgået registreret partnerskab), kan ordningen tænkesvidereført, som den fungerer i dag. Det vil sige, at de biskopper, somikke slutter op om en given sag, ikke kan blokere for de øvrige biskop-pers beslutning.I spørgsmål, der reguleres ved kgl. resolution eller kgl. anordning, harbiskopperne i hidtidig praksis indstillet ændringer af ritualer m.v. tilministeren på grundlag af enighed eller kvalificeret flertal. Ministerenhar ikke formelt været forpligtet til at føre biskoppernes indstilling ud ilivet, men praksis viser, at grundigt gennemarbejdede ønsker om fx enny salmebog er blevet gennemført.

2.7.4.3 Overvejelser om et folkekirkeligt fællesudvalg

To mindretal i udvalget finder, at der i tilfælde af lovgivningen ombiskoppernes indflydelse på indre anliggender bør indføres en formelbinding sådan, at ministeren alene kan fremme et forslag om ændreteller ny regulering af indre anliggender, hvis et kvalificeret flertal afbiskopper samt brede kredse i folkekirken anbefaler dette.

Ministeren vil heller ikke i en eventuel fremtidig ordning med et lov-fæstet folkekirkeligt fællesudvalg og et lovfæstet bispekollegium, væreformelt bundet af en indstilling fra biskopperne. Men det må antages, aten minister, der også fremtidig forudsættes at udøve sit hverv medskønsomhed, som udgangspunkt vil være lydhør over for enstemmigeindstillinger eller indstillinger med kvalificeret flertal fra bispekollegiet isamspil med et lovfæstet fællesudvalg.

Der er i udvalget enighed om, at det er afgørende, at reguleringen af in-dre anliggender sker i et samspil mellem læge og gejstlige. Der er imid-lertid forskellig opfattelse af, hvordan dette bedst kan ske. Udvalgetsflertal finder således, at samspillet bedst tilgodeses ved nedsættelse af etfællesudvalg, der indgår som led i proceduren – og dermed får del ikompetencen vedrørende indre anliggender. Udvalgets mindretal fin-

Udvalget har drøftet, om der bør nedsættes et permanent folkekirkeligtfællesudvalg, der skal have del i kompetencen vedrørende indre anlig-gender.

der, at samspillet bedst kan tilgodeses ved høring og inddragelse afbiskopperne og folkekirkelige organer m.v. eller alternativt vedsupplerende, indirekte indflydelse fra et fællesudvalg via beslutningerom finansiering af udviklingsarbejde og eventuelt direkte indflydelsegennem en selvstændig rolle i processen.

2.7.5 Udvalgets anbefalinger om indre anliggender

Udvalget begrænser sig til at fremsætte anbefalinger vedrørende deindre anliggender, som hidtil har været reguleret ved kongelig reso-lution og kongelig anordning, dvs. følgende:

De forskellige opfattelser afspejler sig i de anbefalinger fra henholdsviset flertal af udvalgets medlemmer og mindretal i udvalget, som findes ide følgende afsnit samt mere uddybet i afsnittene 9.4.1, 9.4.2 og 9.4.3.

Det foreslås, at disse indre anliggender fortsat reguleres ved kongeliganordning eller kongelig resolution efter indstilling fra kirkeministeren.De tre statslige repræsentanter i udvalget (Henrik Nepper-Christensen,Kristian Korfits Nielsen og Sune Thvilum-Kannegaard) indtager ikkestandpunkter i forhold til de fremlagte løsningsforslag.Jesper Langballe, der afgik ved døden den 15. marts 2014, havde vedmøder i udvalget i januar og februar klart tilkendegivet, at han ønskededen nuværende ordning videreført uændret, jf. afsnit 1.4.

Udvalgets medlemmer er i øvrigt delte i spørgsmålet om fremtidig regu-lering af indre anliggender. I det følgende gøres der først rede for fler-tallets og dernæst for mindretallenes anbefalinger.

1) Indre anliggender, der reguleres ved kongelig resolution, her-under autorisation af gudstjenesteordning, autorisation af ritualerfor kirkelige handlinger, autorisation af salmebog samt autorisa-tion af bibeloversættelse.2) Andre indre anliggender, der reguleres ved kongelig anordning,herunder regler om dåb, indledende konfirmationsforberedelse(dåbsoplæring) og konfirmation.

2.7.5.1 Flertallets anbefaling

Et flertal, der omfatter 13 af udvalgets medlemmer (Jens Andersen, PawKingo Andersen, Per Bucholdt Andreasen, Ulla Morre Bistrup, HelleChristiansen, Hans Gammeltoft-Hansen, Helga Kolby Kristiansen, Kurt E.Larsen, Karsten Nissen, Inge Lise Pedersen, Peter Skov-Jakobsen, KarenSundbøll og Preben Juul Sørensen), anbefaler, at bispekollegiet lovfæ-stes, og at der oprettes et folkekirkeligt fællesudvalg, som tillæggeskompetence vedrørende folkekirkens fælles økonomi og endvidere ind-

går som led i proceduren - og dermed får del i kompetencen - vedrø-rende indre anliggender.Om udvalgets overvejelser og anbefalinger om Folkekirkens Fælles-udvalg og sammensætningen af det henvises til bemærkningerneovenfor i afsnit 2.5.6 samt kapitel 7, afsnit 7.4.2. og 7.5.2.1.Flertallets forslag er detaljeret udformet i et "Udkast til Forslag til lovom indre anliggender", der er gengivet i kapitel 10.Proceduren indebærer,

Den foreslåede procedure omkring ny eller ændret regulering af folke-kirkens indre anliggender tilsigter inddragelse af kirkeminister, folke-kirkelige organer, relevant sagkundskab og bred høring.

Kirkeministeren vil efter forslaget fortsat have den endelige beslut-ningskompetence i forhold til regulering af disse anliggender, men for-slaget indebærer en formalisering af beslutningsproceduren kombineretmed, at såvel den læge som den gejstlige indflydelse øges ved, at Bispe-kollegiet og Folkekirkens Fællesudvalg deltager i beslutningsprocessen.Kirkeministeren træffer efter forhandling med Bispekollegiet og Folke-kirkens Fællesudvalg beslutning om ny eller ændret regulering af folke-kirkens indre anliggender. Bispekollegiet og Folkekirkens Fællesudvalgkan kun, hvis der er enighed mellem disse to organer, indstille, at forslagtil ny eller ændret regulering gennemføres.Ministeren vil ikke være forpligtet til at følge en indstilling fra Bispekol-legiet og Folkekirkens Fællesudvalg, jf. dog nedenfor om nedsættelse afudvalg og om høringer.

•at samspillet mellem læge og gejstlige sikres gennem et krav omenighed mellem fællesudvalget og bispekollegiet ved afgivelse afindstillinger m.v. til ministeren,•at der vedrørende alle spørgsmål af indgribende eller omfattendekarakter nedsættes udvalg, som skal udrede og komme med anbe-falinger. Udvalgets sammensætning skal tilgodese en række nær-mere bestemte hensyn, og•at der som led i proceduren normalt foretages brede høringer, derblandt andet indbefatter alle valgte folkekirkelige organer.

Kirkeministeren træffer efter forhandling med Bispekollegiet og Folke-kirkens Fællesudvalg beslutning om, hvorvidt der skal nedsættes et ud-valg, som skal udrede og komme med anbefalinger om indre anliggen-der. Ministeren er dog ved alle spørgsmål af indgribende eller omfat-tende karakter forpligtet til at nedsætte sådanne udvalg, hvis sammen-sætning tilgodeser hensynet til deltagelse af både gejstlig og læg repræ-

Kirkeministeren træffer efter forhandling med Bispekollegiet og Folke-kirkens Fællesudvalg beslutning om, hvorvidt et forslag om ændret ellerny regulering af indre anliggender skal sendes til høring hos bredefolkelige og folkekirkelige kredse, herunder de valgte folkekirkelige or-ganer. Det forudsættes, at sådanne brede høringer vil være det normale,inden forslag om ændret eller ny regulering af indre anliggender frem-mes til autorisation.Den formaliserede beslutningsprocedure betyder således, at samspilletmellem læge og gejstlige sikres ved, at Bispekollegiet og FolkekirkensFællesudvalg i enighed kan afgive indstilling til ministeren om:•at der sker ændringer eller gennemføres ny regulering af folke-kirkens indre anliggender,•at der nedsættes udvalg, som skal udrede og komme med anbefa-linger om indre anliggender, og om•at forslag om ændret eller ny regulering af indre anliggender skalsendes til høring hos brede folkelige og folkekirkelige kredse, her-under hos de valgte folkekirkelige organer.

sentation, inddragelse af relevant sagkundskab samt hensynet til folke-kirkens rummelighed.

Supplerende udtalelse fra to medlemmer af flertallet

Bispekollegiet og Folkekirkens Fællesudvalg kan endvidere i fællesskabeller hver for sig nedsætte stående udvalg og arbejdsgrupper med hen-blik på udvikling af områder, der hører til folkekirkens indre anliggen-der. Dette svarer til den mulighed, biskopperne allerede i dag har for atnedsætte udvalg vedr. indre anliggender. Også arbejdsgrupper til forbe-redelse af Bispekollegiets og fællesudvalgets arbejde med bestemtespørgsmål kan nedsættes.To medlemmer af flertallet (Per Bucholdt Andreasen og Ulla MorreBidstrup) udtaler i tilknytning til dette forslag:

Det bemærkes i den sammenhæng, at beslutninger i bispekollegiet træf-fes ved kvalificeret flertal på 2/3, mens beslutninger i fællesudvalgettræffes ved simpelt flertal.

"Hvad angår de indre anliggender, har Præsteforeningens repræ-sentanter i udgangspunktet ikke ønsket at etablere et valgt organ,men at fremme procedurer med inddragelse af brede kredse i hø-ringsforløb og nedsættelse af ad-hoc-udvalg, hvor relevant sagkund-skab er indkaldt. Præsteforeningen finder det hensigtsmæssigt, atbiskopperne forpligtes som kollegium i forhold til indre anliggender,så at også disse kan indgå i procedurerne, som ønskes sikret vedretsregler.

2.7.5.2 Et mindretals anbefaling

Et mindretal, der består af to medlemmer af udvalget (Charlotte Dyre-mose og Britta Schall Holberg) anbefaler, at der lovfæstes retningslinjerfor, hvordan ministeren skal inddrage folkekirken i hele sin bredde ieventuelle ændringer i kirkens indre anliggender, samt at det ved lov-givning sikres, at ministeren ikke kan foretage regulering i kirkens indreanliggender uden opbakning fra 8/10 af biskopperne.

Denne hensigt mener vi, at vi bedst har kunnet nå ved at tilslutte osflertallets forslag og indgå i udformningen af dette forslags beskri-velse af et samspil mellem Folkekirkens Fællesudvalg, bispekollegietog ministeren med sikring af brede høringsforløb og nedsættelse afad-hoc-udvalg ved ændringer i indre anliggender."

Konkret i forhold til valgmenighederne finder mindretallet det væsent-ligt, at de har indflydelse på samme niveau som resten af folkekirken.Valgmenighederne deler ikke økonomi med folkekirken, og er af dengrund ikke valgbare til Folkekirkens Fællesudvalg. Dermed kan valgme-nighederne ikke få plads i det organ, der har bestemmende indflydelseogså på valgmenighedernes indre anliggender. Udvalg nedsat af mini-

Mindretallet finder det dog relevant at lovfæste retningslinjerne for,hvordan ministeren skal inddrage folkekirken i hele sin bredde i even-tuelle ændringer i kirkens indre anliggender. Først og fremmest liggerdet mindretallet på sinde, at biskopperne spiller en central rolle i regule-ringen af folkekirkens indre anliggender, hvilket understreges ved fast-læggelsen af biskoppernes ansvar og forpligtelse i processen. Derfor øn-sker mindretallet via lovgivning at sikre, at ministeren ikke kan foretageregulering i kirkens indre anliggender uden opbakning fra 8/10 afbiskopperne. Dertil finder mindretallet, at loven skal indeholde ret-ningslinjer for, hvordan der via nedsættelse af udvalg, der kan rådgiveministeren, kan sammensættes en persongruppe, der på relevant visdækker alle de aspekter, der bør inddrages, når der foretages noget såvæsentligt som ændringer i kirkens indre anliggender. Ligesom æn-dringer på dette område bør sendes i høring i brede folkelige og folke-kirkelige kredse.

Mindretallet ser det som en stor styrke ved folkekirkens rummelighed,at ændringer i kirkens indre anliggender sker i tæt dialog mellem mangeaktører indenfor folkekirken med kirkeministeren og derigennem Fol-ketinget som samtalepartner. Dette ”velordnede anarki” giver plads tilstor forskellighed indenfor den evangelisk-lutherske kirke og bidragertil, at folkekirken ikke lukker sig om sig selv.Mindretallet ønsker på den baggrund på linje med den overvejende delaf høringssvarene ikke at oprette et kirkeråd.

steren kombineret med brede høringer kan derimod varetage de nød-vendige hensyn også til valgmenighederne på ligeværdige vilkår.

Mindretallets forslag er nærmere beskrevet i Forslag fra et mindretal tilUdkast til forslag til lov om indre anliggender, der er gengivet i kapitel10.Forslaget indebærer, at kirkeministeren efter forhandling med biskop-perne træffer beslutning om ændret eller ny regulering af folkekirkensindre anliggender. Ministeren vil ikke være forpligtet til at følge en ind-stilling fra biskopperne, men kan dog ikke fremme en sag, som ikke an-befales af 8/10 biskopper.Biskopperne kan stille forslag om ændret eller ny regulering af folke-kirkens indre anliggender. Ministeren er ikke forpligtet til at fremmedisse forslag.

Samtidig foreslås, at biskopperne fortsat skal have en mulighed for påegen hånd at nedsætte udvalg med henblik på at udrede eller overvejeområder, der hører til folkekirkens indre anliggender.

Inden kirkeministeren træffer beslutning om ændret eller ny reguleringaf indre anliggender, skal der gennemføres et udvalgsarbejde herom.Det forudsættes, at udvalgsarbejdet først igangsættes efter en forhand-ling med biskopperne. Udvalgsarbejdet skal sikre, at både den teologi-ske faglighed og sagkundskab samt bredden i folkekirken inddrages idet forberedende arbejde.

2.7.5.3 Et andet mindretals anbefaling

Endelig indføres der en forpligtelse for ministeren til at sende forslag tilhøring hos brede folkelige og folkekirkelige kredse, herunder de cen-trale folkekirkelige organer. Høring iværksættes efter forhandling medbiskopperne og skal foregå mellem udvalgsarbejdet og ministerensbeslutning om ændret eller ny regulering. Høringen kan dog undlades,hvis der alene er tale om mindre tekniske ændringer.

Et mindretal, der består af et medlem af udvalget (Lisbet Christoffersen)anbefaler, at et lovgivningsarbejde tager udgangspunkt i en kombinationaf lovudkast fra både flertal og mindretal vedrørende indre anliggenderDette mindretal anbefaler således, at biskoppernes daglige ansvar påområdet fastslås i lov eller lovgivningsbemærkninger, samt at et folke-kirkeligt fællesudvalg ikke tillægges anden egentlig kompetence på det-te område end den indirekte, der ligger i bevillingsprocessen. Mindre-tallet finder i stedet, at fællesudvalget bør tillægges en selvstændig rollei processen med regulering af indre anliggender.

Da det imidlertid ikke er en hensigtsmæssig konstruktion at overladedet samlede ansvar til biskopperne alene, anbefaler medlemmet, at manpå nationalt niveau - med afsæt i ordlyden i menighedsrådslovens § 38 -tildeler initiativret og -pligt vedr. indre anliggender (inklusive udvalgs-arbejde på området) til biskopperne, men sådan, at eventuelle konklu-sioner og forslag til regulering på området forelægges det anbefaledefolkekirkelige fællesudvalg til evt. samtykke forud for en indstilling tilministeren om at udarbejde den nødvendige regulering.I den forbindelse bør også det faktisk eksisterende bispekollegium lov-fæstes med en klar kompetenceafgrænsning, allerede fordi frit svæven-de ukontrolleret magt er demokratisk problematisk.

Endvidere anbefaler mindretallet, at det i lovgivningen fastslås - hvadder allerede er gældende praksis - at det er biskoppernes forpligtelse atfølge, understøtte og bidrage til videreudvikling af de områder, der eromfattet af begrebet indre anliggender, herunder evt. nedsætte ståendeudvalg mv. for at understøtte udviklingen af området. Biskopperne børvære forpligtet til at sikre, at hele den folkekirkelige, faglige og folkeligebredde og dybde, inkl. de folkekirkelige valgmenigheder, involveres isådant udviklingsarbejde.

Mindretallet anbefaler, at ministeren alene kan indstille en retlig regule-ring af indre anliggender til kongelig autorisation/resolution, hvis det eranbefalet af et flertal af biskopperne og brede kredse af folkekirken i øv-rigt, således at ministerens kompetence på området begrænses negativt.

2.8

Udvalgets udkast til lovforslag - såvel forslag fra udvalgets flertal somforslag fra mindretal af udvalgets medlemmer er i deres helhed gengiveti kapitel 10.

Udkast til lovforslag

Der er følgende forslag:

•Flertallets "Udkast til Forslag til Lov om ændring af lov om fol-kekirkens økonomi (Folkekirkens Fællesudvalg)" - afsnit 10.1.•Et mindretals "Udkast til Forslag til Lov om ændring af lov omfolkekirkens økonomi (Udvidelse af budgetfølgegruppen oglovfæstelse af budgetfølgegruppens kompetencer mv.)" - afsnit10.2.•Et mindretals "Udkast til Forslag til Lov om ændring af lov omfolkekirkens økonomi (Folkekirkens Økonomiudvalg)" - afsnit10.3.•Flertallets "Udkast til Forslag til lov om indre anliggender" - afsnit10.4.

•Et mindretals "Udkast til Forslag til lov om indre anliggender" -afsnit 10.5.