KIU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 28: Henvendelse af 10/2-14 fra Jens Smedegaard Andersen, Hellerup vedr. ny styring af folkekirken

Folkekirkenen politisk og juridiske analyse oget forfatningsforslag for kirkenHvad er der på spil?Den ene grund til analysen er omtalt senere: Lutherhaus i Eisenach – varJesus Jøde?Den anden følger her:1) Regeringen har udtrykt ”ønske” om at ville lave nye regler for styring af kirken, men haraldrig fortalt, hvad årsagen er til denne beslutning – bortset fra brug af intetsigende ord”moderne, sammenhængende, tidssvarende og klare” om nye reglers indhold.2) Kirkens ve og vel og evne til at løse de opgaver, der hviler på kirken, indgår overhovedetikke i, hvad ændringerne sigter på – henvisning hertil er helt fraværende iregeringsgrundlag, i ministerens formulering af et styringsudvalgs opgaver og i udvalgetsskitser til mulige løsninger.3) Der findes i disse skitser til eventuelle ændringer intet – intet, der angiver, at der er tale omnævneværdige reelle ændringer i den styring, der nu praktiseres.4) Det antydes, at der laves regler, som kan kaldes "forfatning", som det allerede i 1849 blevbestemt i grundlovens § 66. Men der oplyses intet om, hvordan det realistisk kan lade siggøre for strukturudvalget at nå en saglig behandling fra foråret 2012 - omfattendehøringsperiode i sommeren 2013 og efterfølgende gennemgang af høringssvar - tilaflevering af færdigt forfatningsforslag i foråret 2014.5) Det er uklart, om ændringer fastholder regeringens opfattelse af kirken som enhver andenstatslig forvaltningsgren, der er underlagt folketing og minister, eller om ændringer medføreren anden opfattelse af dette.6) Høringssvar og debat om udvalgets skitseforslag har bragt mange forskellige opfattelserfrem, herunder vægtig teologisk kritik, men iøvrigt drejer det sig mest om, hvorvidt manskal have et kirkeråd eller ikke. Der er intet gjort for at nuancere denne debat eller skabekendskab til, hvordan holdningen til et kirkeråd vil være, hvis andre mulighederfremlægges.7) Uvisheden om regeringens hensigter med ændring af styringsregler omfatter også, hvilkenslags kirke de nye styringsregler skal tjene. De vil være meget forskellige alt efter, omkirken skal være en almindelig statslig borgerservice til betjening efter behov ogefterspørgsel. Eller om kirken skal være et evangelisk-luthersk selvstændigt trossamfund aflokale menigheder, der til alle søger for at udbrede kendskabet til kirkens trosgrundlag ogindbyder enhver til at deltage i det tilhørende fællesskab om et holdbart livsgrundlag, derikke er overgået, og som efter kirkens trosgrundlag er enestående.Al denne uklarhed og tavshed fra regering og minister om, hvad der i virkeligheden tilstræbes medgennemførelse i største hast af en ny struktur for kirken, fremkalder megen skepsis over forregeringens motiver. Det må for ansvarsfulde politikere vække mistanke om, at bestræbelsernedrejer sig om at skaffe vælgere i en kommende valgkamp – med tilsidesættelse af ethvert hensyn tilden kirke, som alle politikere har en pligt til efter grundloven at drage omsorg for og derfor undladeat inddrage i partipolitiske, taktiske overvejelser – så længe et eventuelt mål om bortfald af pligtenikke er nået ved ændring af grundloven.

Rå skitse til en lov, der tilvejebringer en forfatning for folkekirken.Enhver velfungerende organisation må nødvendigvis have en gennemsigtig struktur, der skal værehensigtsmæssig i forhold til målet. Den skal være let at forstå, således at alle medarbejdere kanvide, hvad de skal navigere efter. Beskrivelsen af målet skal være præcis, klar, udførlig og udenklichéer.Nye styringsregler må udformes med henblik på at tjene kirkens arbejde med at nå målet – ogikke tjene andre – herunder politiske – målsætninger, uanset hvor sympatiske de måtte forekomme.Udformningen må ske med tilsidesættelse af snævre særinteresser og med forståelse for, at en debatherom ikke kan indskrænke sig til at være for eller imod, men være åben for en saglig udveksling afsynspunkter, der nødvendigvis må bøje sig imod hinanden, og være klar over, at mange løsninger tilbedste for resultatet oftest ligger mellem yderstandpunkterne.Styringsregler for folkekirken kan heller ikke fungere uden en formålsbeskrivelse – herunder ensikker angivelse af, hvad det er for en kirke, der skal møde fremtidens udfordringer. Om det er enpassiv statsligt forvaltet borgerservice, eller det er et trossamfund, der består af lokale menigheder,som til alle udbreder kendskabet til det kristne budskab, og som inviterer til og er åben for alle i detkristne menighedsfællesskab. Hensigtsmæssige styringsregler vil være afgørende forskellige for deto kirkemuligheder. Styringsreglerne skal – uden for centrale dele - sikre rummelig plads til demeget forskellige fortolkninger af det kristne budskab som findes.Formålsbeskrivelsen skal beskrive målet - ikke vejen dertil. Den overlades til alle i kirken, menikke mindst til lokale engagerede kræfter.Ingen enkeltperson har grundlag for at udarbejde forslag til en forfatning for kirken.

Med det forbehold følger her et udkast til en rå skitse:§1.Denne lov fastlægger indholdet af ”folkekirkens forfatning”, som er omtalt i grundlovens§66. Ved reglerne om styring af folkekirken, som er fastsat heri, afsluttes det styre, som hidtil erudøvet af folketing, regering og i et vist omfang af ministeren på egen hånd.Stk.2. Forfatningen kan ændres af folketinget ved lov, når folkekirkens kirkeråd anmoder omdet. Det kan ske, hvis 4/5 af kirkerådets medlemmer stemmer for ønsket om formulerede ændringer,eller såfremt 2/3 af det siddende kirkeråd og tillige 2/3 af medlemmerne af det følgende ordinærekirkeråd stemmer derfor.Stk.3. Folkekirken er et trossamfund beskyttet af grundlovens §67 som andre trossamfund, ogsom disse iøvrigt underkastet den til enhver tid gældende lovgivning og anden lovlig myndighed.Der er herefter ingen andre uligheder i forhold til staten mellem folkekirken og andenreligionsudøvelse i samfundet end dem, der fremgår af grundlovens §4: pligt til at fastholde kirkensevangelisk-lutherske trosgrundlag og statens pligt til at understøtte folkekirken. Kirkerådetrepræsenterer kirken i denne forbindelse med regering og folketing, der består deri. Forbindelsenhenhører for statens vedkommende under statsministeriet.Stk.4. Ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne, og ingen kan med bindende virkningfastslå eller afgøre tvivl om indholdet af kirkens trosgrundlag. Domstolene kan i konkreteretstilfælde fortolke trosgrundlaget, hvor der er behov for det. Menighedsråd, biskoppernes enhedog kirkerådet kan ikke drøfte, forhandle eller beslutte om trosgrundlagets forståelse eller afgøretvister herom.

Stk.5. Fjernes folkekirkens særstilling efter grundlovens §4 er denne forfatning vedtægt fordet trossamfund, der uden denne tilknytning til staten i det hele er ligestillet med andenreligionsudøvelse i samfundet. Kirken er i så fald undergivet regler, der er fastsat ved lov om”afvigende trossamfund” i medfør af grundlovens §69.Stk.6. Det er folkekirkens formål at være trossamfund for de kristne menigheder, der består afmedlemmer af kirken, og det er kirkens mål at udbrede og fastholde kendskabet til kirkenstrosgrundlag til alle i samfundet og aktivt til alle i samfundet at udbrede kendskabet til oplevelsen afdet livgrundlag, som den kristne tro tilbyder i et trofast fællesskab, som alle indbydes til at deltage i.Stk.7. Kirkens hjemsted er Fredericia, hvorfra kirkerådets arbejde udgår og dets sekretariatplaceres.Stk.8. Kirkens administration består af menighedsråd, biskopperne hver for sig og deresenhed og af et kirkeråd med kompetencefordeling som beskrevet i denne forfatning.Stk.10. Folkevalgte menighedsråd og det indirekte af menighedsrådene folkevalgte kirkerådudgør kirkens folkelige og demokratiske grundlag. Menighedsrådene kan herefter ikke søge særligindflydelse gennem samarbejde i foreninger eller lignende og kan ikke økonomisk bidrage til sådantsamarbejde mellem menighedsrådsmedlemmer.Stk.11. Medlemskab af menighedsråd og kirkeråd er ulønnet.§2.Medlemmer og menighedsråd.Folkekirken er samlingen af dets medlemmer, der alle som sådan er knyttet til lokalemenigheder, der geografisk er afgrænset i sogne. Folkekirken er endvidere dets organisatoriske oggejstlige ledelse, som er beskrevet i denne forfatning.Stk.2. Folkekirkens medlemmer er enhver, der er døbt i folkekirken, medmindre den, dersåledes bliver medlem, som myndig selv eller som mindreårig ved forældremyndighedensindehaver tilkendegiver ikke at ville være medlem, eller det konstateres, at personen tilhører etandet trossamfund. Medlemmer er tillige enhver, der fremsætter anmodning om at blive medlem. Erden pågældende ikke døbt bliver medlemskabet effektivt ved dåben i folkekirken. Medlemskabmedfører pligt til at betale skat/bidrag til kirken, som fastsættes efter reglerne i denne forfatning.Stk.3. Folkekirkens medlemmer vælger for perioder på 4 år blandt deres menighedsmedlemmer et menighedsråd på 8-12 medlemmer og 3 suppleanter, der harbeslutningskompetencen i alle administrative anliggender, der vedrører den lokale menighed, hvorkompetence ikke i denne forfatning er overladt til andre.Stk.4. Menighedsrådet råder på en måde, som tjener kirkens mål, hvor andet ikke er bestemtheri, i enhver henseende over indtægter fra medlemmernes kirkeskat/bidrag og fra, hvad der i øvrigttilflyder menigheden. Menighedsrådet sørger for forsvarligt bogholderi og regnskab og revision. Afmenighedens indtægter afgives beløb til bestridelse af folkekirkens fælles udgifter - herunder tiludligning mellem sognene og til kirkerådets betaling af løn og pension m.v. til biskopper, provsterog præster og øvrige ansatte medarbejdere.Stk.5. Menighedsrådet råder over menighedens bygninger og bestemmer over deres lovligebrug - begrænset af præstens (præsternes) kompetence med hensyn til gennemførelse afgudstjenester og kirkelige handlinger og ret til at rejse indsigelse imod anden brug af kirkerummet.Uenighed herom afgøres endeligt af biskoppen. Præsten afgør inden for gældende generelle fællesretningslinier fastsat af biskoppernes enhed, hvorledes gudstjenester og kirkelige handlinger skalforløbe.Stk.6. Menighedsrådet er ikke arbejdsgiver for præsterne, men for menighedens øvrigelønnede medarbejdere og ansætter og afskediger disse. Præsten eller hvis der i en menighed er flereden af menighedsrådet udpegede præst forestår menighedens daglige ledelse af øvrigemedarbejdere. Menighedsrådet kan i særlige tilfælde med biskoppens tiltræden overlade dennedaglige ledelse til et af menighedsrådets medlemmer.Stk.7. Menighedsråd kan i lokale områder samarbejde. I det omfang det indebærerpræsternes deltagelse med tiltrædelse af disse. Sogne kan ikke nedlægges eller dets grænservæsentligt ændres uden samtykke fra menighedsrådet, der forud for sådant samtykke skal høremenigheden ved indkaldelse til offentligt møde herom.

Kirkeråd.Menighedsrådene vælger for perioder på 4 år et kirkeråd, der består af 21 således valgtemedlemmer og 6 suppleanter for disse og tillige af de i §4, stk.1 nævnte 3 biskopper. 7 af de 21valgte medlemmer og 2 af de 6 suppleanter vælges blandt medlemmer af menighedsråd i hvert af denævnte biskoppers område.Stk.2. Kirkerådet konstituerer sig selv blandt valgte medlemmer med formand, næstformand,kasserer og et medlem med særligt ansvar for rådets forbindelse med menighedsrådene og medkirkelige organisationer, som kirkerådet kan støtte – herunder økonomisk. De nævnte udgørsammen med den biskop, som biskopperne til enhver tid udpeger, rådets forretningsudvalg.Stk.3. Kirkerådet er folkekirkens organ til koordinering af menighedsrådenes administrativefunktioner, og dets kompetence er indskrænket til de i stk.4 opregnede opgaver.Stk.4. Kirkerådet1) udarbejder regler for valg af menighedsråd og kirkeråd2) udarbejder fælles forretningsorden for menighedsrådene og forretningsorden for kirkeråd ogdets forretningsudvalg3) udarbejder enkle fællesregler for menighedernes bogføring, regnskabsaflæggelse ogrevision, der kun må tjene regnskabs- og budgetmæssige formål. Kirkerådet forhandler allegenerelle arbejdsvilkår og vedrørende aflønning og pension med præsternes og øvrigemedarbejderes faglige organisationer. Løn- og pensionsudbetalinger og lønningsregnskaberudføres for alle kirkens medarbejdere af kirkerådet4) oppebærer alle indtægter fra medlemmernes kirkeskat/bidrag og afregner til menighedernederes andel med fradrag af deres lønudgifter m.v. Der kan i fradraget efter generelleretningslinier medtages beløb til udligning mellem sognene på grund af deres forskelligekarakter og behov. Kirkerådet kan tillige udmåle udligning til enkelte menigheder, såfremtfastholdelse i konkrete tilfælde af den generelle udligning er uhensigtsmæssig med henblikpå lokalt at opnå rimelige resultater for de enkelte menigheder5) varetager alle menighedernes generelle interesser i forhold til alle medarbejdernesorganisationer og afholder de med pensioner forbundne udgifter6) ansætter for et åremål, hvis længde bestemmes af kirkerådet før opslaget af en ledig stillingved hver ansættelse, biskopperne blandt ansøgere, der er kvalificerede til at bestride deopgaver, der er tillagt dem i denne forfatning. Ved afstemninger herom og om afskedigelseaf biskopper, der besluttes af kirkerådet, har valgte medlemmer af kirkerådet, der hører tilden pågældende biskops område 2 stemmer.7) ansætter og afskediger provster efter indstilling fra de respektive biskopper og deres enhed8) ansætter og afskediger præster efter indstilling fra det eller de menighedsråd i hvismenighed(er) præsten skal gøre tjeneste, for andre præster efter indstilling fra biskoppen fordet område, hvor præsten skal gøre tjeneste9) fastsætter på baggrund af budget for egne og budgetter for biskoppernes udgifter, som detkan fastsætte et største beløb for, en procent, der sammen med procentsatsen formenighederne skatte/bidragsindtægter indgår i de skatteprocenter, som kommunerneopkræver, og som kirkerådet generelt kan fastsætte en maksimal størrelse for.Stk.5. Biskopperne for Grønland og Færøerne kan deltage uden stemmeret i kirkerådetsmøder.Stifter.Landet - bortset fra Færøerne og Grønland - inddeles i 3 stifter med hver sin biskop - et forSjælland og Bornholm, der ledes af biskoppen i Roskilde, et for Lolland-Falster, Fyn ogSønderjylland, der ledes af biskoppen i Odense, og et for Jylland nord for Kongeåen, der ledes afbiskoppen i Viborg. Kirkerådet afgør fordelingen af landets andre øer mellem stifterne.§4.

Stk.2. Biskopperne har opgaver og kompetence hver for sig i deres stift, som det er beskreveti denne forfatning. Biskopperne bistås hermed hver af 20 provster som medarbejdere heraf 18provster inden for fastsatte geografiske områder, hvor de i forvejen er sognepræster og af 2 provstermed tilknytning til biskoppens sekretariat.Stk.3. Biskopperne har som en enhed opgaver og kompetencer, som det er beskrevet i denneforfatning, hvor det er anført, om der til beslutninger kræves enstemmighed eller almindeligt flertal.Enheden af biskopper bistås herved af 2 provster, hvoraf den ene leder et selvstændigt sekretariatfor denne enhed, der placeres i tilknytning til den administration, der betjener biskoppen i Odense,mens den anden placeret samme sted leder arbejdet med præsternes og andre medarbejderesuddannelse og efteruddannelse.Stk.4. Biskopperne er ikke hver for sig eller som enhed undergivet nogen instruktioner, menkan – bortset behov derfor ved de dem tillagte opgaver – ikke hver for sig eller som enhed tagebindende stilling til forståelsen af kirkens trosgrundlag.§5.Biskoppens opgaver og kompetence i sit stift.1) bistår menighederne, når menighedsrådene fremsætter ønske om assistancefører tilsyn med præsterne2) er sjælesørger for præsterne3) bistår menigheder vedrørende fastsættelse af kirkeskatteprocent og afgør uenighed herommed henblik på at opnå ensartet opkrævning i kommunen4) vejleder menigheder i forbindelse med indstilling til ansættelse af præster og afgør, om der,hvis der er flere præster, skal tages hensyn til ønsker herom fra et eventuel eventueltmindretal i menighedsrådet5) meddeler kollats til præster6) indvier og genindvier kirker7) indsætter præster8) udarbejder budget for stiftets udgifter9) støtter inden for sit budget kirkelige organisationer i stiftet – også økonomisk10) kan i enkelttilfælde dispensere fra regler fastsat af biskoppernes enhed om kirkers brug ognedlægge forbud mod påtænkt anvendelse11) kan generelt eller konkret midlertidigt tillade anvendelse af friere oversættelser af bibelen ogaf salmer, der ikke er optaget i salmebogen end den biskoppernes enhed har godkendt12) inspirerer stiftets præster og provster og menigheder og varetager stiftets egne opgaver iforhold til offentligheden13) bestemmer hvem af de under biskoppen ansatte provster, der træder i biskoppens sted itilfælde af dennes forfald14) afgør uenighed mellem menighedsråd og præst(er) om vedligeholdelse af præstebolig15) indretter sit sekretariat og ansætter medarbejdere16) indstiller til kirkerådet om ansættelse af stiftets provster17) bistår menigheder, der anmoder derom ved samarbejde mellem menigheder – herunder omhel eller delvis fælles administration§6.1)2)3)4)5)6)7)Biskopperne udgør tillige en enhed med følgende opgaver og kompetence, når de er enige:indstilling til kirkerådet om ansættelse af enhedens provsterudarbejder budget for stifternes fælles udgifterfastlægger indholdet af og tilvejebringer baggrunden for præsternes faglige uddannelse ogefteruddannelse og udøver tilsyn med gennemførelsenfastlægger indholdet af og tilvejebringer baggrunden for andre medarbejderes uddannelse ogefteruddannelse af andre medarbejdere og fører tilsyn med gennemførelsenbistår menighederne, der anmoder derom vedrørende sammenlægning af sogne, ændring afsognegrænser, fællesskab om medarbejdere og spørgsmål om at tage bygninger ud af brugfastlæggelse af indholdet af kirkens ritualer, obligatoriske dele af liturgi, fastlæggelse afsalmebogens og bibeloversættelser indhold,nedlægger forbud mod enkeltdele af, hvorledes gudstjeneste og kirkelige handlingergennemføres

8) fastlægger, hvorledes kirkebygninger må anvendes9) fastlægger den sproglige formulering af oversættelsen af indholdet af den bibel, hvis teksteranvendes af kirkens præster ved gudstjenester og kirkelige handlinger10) tager stilling til kirkerådets ønsker om konkrete afvigelser fra den generelle udligningmellem menighederne11) kan efter indstilling fra områdets biskop formelt påtale præsters og provsters adfærd ogindstille disse til afskedigelse12) varetager kirkens økumeniske arbejde13) beslutter oprettelse af institutter, der kan bidrage til hensigtsmæssige vejledninger omkirkens arbejde herunder troens udbredelseStk.2. Biskoppernes opgaver og kompetencer som en enhed, når afgørelser træffes af etflertal:1) indstilling til kirkerådet om afskedigelse af provster2) afgør, hvorledes der skal forholdes med bygninger, der konkret tages ud af brug3) ansættelse af medarbejdere ved enhedens sekretariat – herunder til bestridelse af arbejdetmed IT og forholdet til offentligheden og koordinering af den enkelte biskops opgaver idenne forbindelse4) indstilling af præster til afskedigelse§7.Præster1) Præster har under tilsyn af biskoppen forkyndelsesfrihed

Lutherhaus i Eisenach - var Jesus jøde?Hvem stiller et sådant spørgsmål? Det gør vel nysgerrige og forskere inden for historie og teologi.For den kristne tro er der ingen tvivl - den historiske Jesus er jøde. En beretning om nazistyretsinteresse i svar er/var beskrevet på en udstilling i Lutherhaus i Eisenach.Det brutale nazidiktatur, der i slutningen af 1930-erne havde nået et foreløbigt højdepunkt iforfølgelsen af jøderne, havde brug for et andet svar end det kristne. Styret, der intet havde til oversfor den kristne tro, havde brug for en form for legitimering af den påstand, at forfølgelserne ikkedirekte og grundlæggende var i strid med kristnes overbevisning, der – med oplevelsen af Jesus somjøde - ellers måske kunne give vanskeligheder for forfølgelsernes fortsættelse og for udryddelsen afjøderne, hvorom endelig beslutning først udtrykkeligt blev truffet senere.En anerkendt tysk teologisk professor med tilknytning til den evangeliske kirke, skaffede detnazistiske styre, som han støttede, det krævede svar, at Jesus ikke var jøde.Svaret blev med samme formål suppleret med et arbejde bistået af anerkendte også kirkeligefagfolk, hvorved der frembragtes en krævet dokumentation for jødedommens negative indflydelsepå kristendommen.For at skaffe disse svar særlig vægt, blev de knyttet til den gamle, kulturelle højborg Wartburg vedbyen Eisenach, hvor Luther har boede som barn og som voksen har haft ophold som beskyttelse

mod den katolske bandbulle imod ham, hvor han i 1521 oversatte Det NY Testamente fra græsk tiltysk. Wartburg var også kendt for en helgenkåring og Goethes forkærlighed for stedet.Dermed var vejen banet for nazistyrets ubegrænsede forfølgelse af jøderne. Den evangeliskekirke havde i et vist omfang indirekte medvirket og undladt at protestere. En udbrydergruppe havdeskabt Bekendelseskirken, der sagde nej, hvilket kostede flere livet.Et sådant nej til medvirken vil ikke kunne forekomme fra den fungerende danske folkekirke itilsvarende eller andre situationer, hvis politikere med et lovgivende flertal kræver kirkensmedvirken til at legitimere deres rent verdslige politiske bestræbelser. I hvert fald ikke, hvis det errigtigt, som regering og minister hævder, at folkekirken ifølge grundloven er en underordnet del afden verdslige del af statens forvaltning – undergivet de verdslige politikeres herredømme til enhvertid og i enhver henseende – også i trosanliggender.En sådan kirke vil derfor - i modsætning til en selvstændig folkekirke - aldrig kunne afvise denverdslige stats krav. Præster og biskopper er efter denne opfattelse underordnede medarbejdere iden verdslige forvaltning af den danske statskirke, og selv folkevalgte menighedsråd behandles somunderlagt ordrer fra den verdslige del af staten.Kan det virkelig være rigtigt, at kirken som organisation, som den fungerende kirkes medlemmeropfatter som et kristent fællesskab og et trossamfund, ikke skulle kunne afvise krav fra et verdsligtpolitisk flertal om at bringe fællesskabets trosgrundlag i overensstemmelse med verdslige politiskebestræbelser.Erfaringerne med den evangeliske kirkes forhold til nazistyret må kalde på erkendelse af, atsamfund – også det danske - i ”gode” tider må forberede sig på de eventualiteter fremtiden kanindebære, således at det er bedst muligt rustet til at modstå de svagheder, som viser sig, når der er etstærkt behov for, at kirkens organisation kan afvise et verdsligt styres krav om medvirken vedlegitimering af verdslige politiske bestræbelser, der krænker kirkens trosgrundlag.Den evangeliske kirke under nazistyret kunne, men gjorde det ikke under ekstremeomstændigheder. Når folkekirken opfattes som statslig organisation, kan den ikke modsætte sigmagten, og biskopper og præster vil ikke blive spurgt. Folketing og minister kan selv bestemmeover kirken.Nogen vil formentlig indvende, at nazistyret var helt særegent og ekstremt, og at der ikke er grundtil at tro at noget lignende vil vise sig i fremtiden.Andre, der vil tage medansvar for, at der i Danmark i givet fald er modstand fra kristnefællesskabers kirkeorganisation mod verdslige politiske krænkelser, kan henvise til, at nazi styretkun var et hårsbred fra at få uindskrænket herredømme over hele Europa, og at det kun drejede sigom timer, da britiske styrker i 1945 besatte Danmark før sovjetiske nåede frem først. Dette kunnehave fået katastrofale følger for det verdslige styres krænkelser.Hvilke ændringer vedrørende det verdslige styre byder for eksempel atomtruslen, terroren ogøkonomiske ubalancer m.v. på? Og hvad vil det betyde for samfundsstrukturerne, at detfredsinitiativ i Europa, som EU er, har vanskeligt ved at få betryggende fodfæste?Er der grund til at tro, at U.S.A. endnu engang vil eller kan påtage sig at få styr på uro i Europa?Er det urealistisk at tro, at fremtiden ikke kan bringe urolige forhold, hvor der kan blive behov foren kristen kirkes nej til verdslige politikeres inddragelse af kirken i politiske øjemed i strid med etkristent trosgrundlag?Denne afvisning kan den nuværende kirke ikke troværdigt præstere. Men det vil en selvstændigfolkekirke kunne, hvis den er organiseret ved en forfatning, som politikerne ikke kan ændre. Herivil være fastsat, at intet kirkeligt organ kan udtale sig bindende om kirkens trosgrundlag, og kravom medvirken kan afvises med henvisning hertil.

Regeringsgrundlagets indhold om folkekirken.Regeringen bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstretiltrådte i efteråret 2011 efter at have aftalt et regeringsgrundlag, som blandt andet indeholder:”EN STYRINGSREFORM AF FOLKEKIRKEN””Grundloven tildeler den danske folkekirke en særstilling. Regeringen ønsker inden for folkekirkensgrundlovssikrede særstilling at indrette en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for den danskefolkekirke, jf. også grundlovens § 66 ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.””Regeringen vil nedsætte et udvalg, som skal komme med forslag til en mere sammenhængende ogmoderne styringsstruktur for folkekirken med en klar ansvarsfordeling for økonomiske ogindholdsmæssige forhold.”Kommentar:Regeringen vil ændre kirken væsentligt, men holde sig indenfor grundloven.De radikale fik det nyvalgte folketingsmedlem, Manu Sareen, udpeget som Ligestillingsministermed ansvar også for kirkelige anliggender, idet Kirkeministeriet blev nedlagt. Han var udennærmere kendskab til landspolitik og kirkens forhold. Før valget påtænkte han at melde sig ud affolkekirken på grund af utilfredshed med, at homoseksuelle ikke kunne blive viet i kirken.Ministeren har ikke svaret på spørgsmål om, hvilke signaler regeringen hermed har villet sende tilvælgerne. Og hvorfor han ikke, som det er set mange gange ved tidligere regeringsdannelser, blevminister for to ministerier - Kirkeminister og Ligestillingsminister – og hvorfor betegnelsen, nårKirkeministeriet nu skulle nedlægges, ikke blev Ministeriet for Kirke- og Ligestilling, når defaktiske forhold er, at det nedlagte Kirkeministerium var langt større end Ligestillingsministeriet.Der er meget, der tyder på, at regeringen har villet signalere, at der med formuleringen afregeringsgrundlaget skulle ske noget meget betydningsfuldt ved at løsne båndene mellem kirken ogstat – eller at det i det mindste af politiske grunde skulle se sådan ud.Nedlæggelse af Kirkeministeriet og dermed nedvurdering af den verdslige del af statensadministration af kirken må forklares på samme måde.I regeringsgrundlaget anføres, at der ikke sker ændringer i kirkens "særstilling" efter grundlovens§ 4, der fastslår statens pligt til at understøtte folkekirken i modsætning til alle andre trossamfund -herunder ateismen, der i særlig grad i de senere år har bekæmpet folkekirken. Brugen af ordetfolkekirkens "særstilling" i regeringsgrundlaget, og nedlæggelsen af kirkeministeriet og overførselaf dets administration til Ligestillingsministeriet leder tanken hen på, at regeringens hensigt er atreducere uligheden mellem kirken og anden religionsudøvelse i muligt omfang. Focus forregeringen vedrørende nye styringsregler for kirken er ligestilling og ikke hensigtsmæssige forholdfor kirken.Altså, at ordene i regeringsgrundlaget ”styringsstruktur” og ”reform” nok skal se ud af noget stort,men i øvrigt ikke skal tages efter pålydende, mens ”særstilling”, der giver ulighed skal bekæmpes afministeren for Ligestilling."Særstillingen" for kirken efter § 4 er ret svagt formuleret med ordet "understøtte", der giver rigemuligheder for udhuling. Det ses ved, at regeringen ikke har hindret kirkens yderligerefortrængning fra folkeskolen. Og ministeren har vist sin vilje til at udhule særstillingen ved at ville

nedlægge kirker, der var udpeget dertil, og yderligere 200 kirker og dermed opløse de tilhørendemenigheder uden at have fastlagt kriterier for kirkelukninger. Han har også uden at præcisere dettenærmere fastlagt begrænsninger vedrørende antallet af præstestillinger og andre besparelser. Hanhar vist at ville nedvurdere kirken ved at vise sin magt i forsøg på at åremålsansætte biskopper udenkoordinering med den planlagte nye styringsstruktur.Ordene i regeringsgrundlaget om, at den ændrede ”styringsstuktur” og ”forfatning” skal være”tidssvarende”, ”moderne”, ”klar” og ”sammenhængende” har ingen selvstændig betydning, fordidet er krav, der som en selvfølge stilles til enhver ”styringsstruktur” og ”forfatning”. MinisterSareen har tydeliggjort sammenhængen mellem ordene ”styringsstruktur” og ”forfatning” på denmåde, at han forventer en ”reform”, idet han på ministeriets hjemmeside har udtrykt glæde overudsigten til, at den ”forfatning”, som folketinget må forventes at gennemføre, er den ”forfatning”,som er omtalt i Grundlovens §66, og som kirken har måttet vente på siden 1849. Måske harministeren herved blot ville forstærke det indtryk fra regeringsgrundlagets formulering, at deændringer, der tilstræbes er epokegørende – eller skal se ud til at være det.Regeringsgrundlaget angiver, at man "ønsker" ændringer af styringen af kirken, mens man "vil"indføre vielse i folkekirken af personer af samme køn.Forskellen på ”ønske” og ”vil” henleder opmærksomheden på, at regeringens udtrykte ønskervedrørende styring af kirken realistisk kan opfattes som en politisk programerklæring, hvor det kanvære formålstjenligt at fastholde en vis uklarhed i forhold til vælgerne, mens ”vilje” vedrørendehomoseksuelle vielser i kirken ikke rummer noget politisk farligt, fordi en stor del af befolkningenhar sympati for generel lige behandling trods seksuelle afvigelser, mens der hersker stor usikkerhedog uenighed om eventuelle ændringer i kirkens styring.”Ønskerne” vedrørende styringen af kirken holdes uklare, hvilket er politisk hensigtsmæssigt, vedat regeringen/ministeren ikke har villet oplyse mere præcist, hvilke ændringer regeringens ”ønske”drejer sig om, men overlader til et udvalg at komme med forslag, som regeringen kan vælgeimellem – herunder helt undlade at gennemføre.Uligheden mellem kirken og anden religionsudøvelse er som nævnt reelt det regeringenkoncentrerer sig om ved det udtrykte ønske om ændret styring af kirken.Konklusionen må være, at regeringsgrundlaget med nye styringsregler vil give det udseende afstørre afstand mellem kirken og staten ved en vis – måske blot tilsyneladende - selvstændighed ogdermed markere større ligestilling mellem kirken og anden religionsudøvelse.Regeringsgrundlaget indeholder også:”SEKSUEL LIGESTILLING””Regeringen vil give alle medlemmer af den danske folkekirke muligheder for at blive gift i kirken– uanset deres seksuelle orientering. Regeringen vil derfor fjerne forbuddet mod vielser afhomoseksuelle i folkekirken og i øvrigt undersøge yderligere tiltag i retningen af en kønsneutralægteskabslovgivning.”Kommentar:Analysen vedrører regeringens vilje til at gennemføre nye styringsregler for folkekirken. Citatet fraregeringsgrundlaget viser, at den verdslige del af staten vil bruge herredømmet over kirkenstrosgrundlag ved at gennemtvinge vielse af homoseksuelle ubetinget, mens bestræbelser i retning afen kønsneutral ægteskabslovgivning kun skal "undersøges."Hermed viser regeringen "vilje" til at afgøre, hvad der er det rette trosgrundlag, selv om der erkvalificeret begrundet uenighed om kirkelig vielse af personer af samme køn er forenelig med dette.Sådan uenighed består i kirken. Alligevel har regeringen gennemtvunget, at sådanne vielser kanfinde sted, og derved er dette gjort til kirkens program - sløret ved tilladelse til, at præster, der vilforetage disse vielser, kan gøre det.

Denne udøvelse af herredømme over kirkens trosgrundlag er uforenelig med en beskrivelse afkirken som luthersk og som et trossamfund, som definitionsmæssigt er beskyttet af grundlovensbestemmelser om trosfrihed for religionsudøvelse i samfundet, der betyder frihed fra den verdsligestats indblanding særligt i trosforhold.Hvis dette statslige herredømme over trosgrundlaget fastholdes som grundlovens beskrivelse affolkekirkens stilling i samfundet, vil nye styringsregler ikke få nogen som helst nævneværdigbetydning for kirken. Derimod nok for de politiske bestræbelser på at vise, at regeringen læggerstørre vægt på at skaffe større ligestilling mellem borgerne ved at skaffe homoseksuelle adgang tilat blive viet i kirken, end vægt på at respektere grundlovens beskrivelse af trosgrundlaget.Det verdslige herredømme gav sig ikke tid til at lade kirken selv skaffe befolkningstilslutning tildenne ligestilling.Kirken selv ville uden tvang fra den verdslige stats side kunne have gennemført den ordning, dernu gælder, eller en ligestilling, hvor kirken slet ikke stod for vielser, men for ønsker fra såvelheteroseksuelle som homoseksuelle om efterfølgende kirkelig velsignelse af borgerligt indgåedeægteskaber – eller til vielser i kirken, som præster kunne opnå frihed fra at deltage i – sådan som detgælder med hensyn til vielse af fraskilte.Kønsneutral ægteskabslovgivning henhører under verdslig lovgivning uden særlig interesse forkirken. Når ”undersøgelse” af denne nævnes i regeringsgrundlaget i sammenhæng med ”vilje” tilkirkelig vielse af homoseksuelle, virker det, som om regeringen vil vise sin magt over for kirken -også i trosanliggender.Regeringsgrundlagets formulering vedrørende kirken viser ingen vilje til at tage hensyn til, atændringer skal tjene kirkens formål: at kirken bliver bedre til at fremme kirkens formål somtrossamfund.Der er værd at hæfte sig ved, at regeringsgrundlaget bruger ordene vil ”fjerne forbuddet” modkirkelig vielse af homoseksuelle. Sandheden er, at der aldrig har eksisteret noget forbud modsådanne vielser i kirken. De ville slet ikke kunne komme på tale, før der var gennemført enkønsneutral ægteskabslov. Hindringen for vielse – i kirken såvel som på borgmesterkontoret – varaltså ikke kirkelige forhold – eller forbud - men ægteskabslovens indhold, der alene vedrørteforholdet mellem mand og kvinde. Hvorfor ordene ”fjerne forbuddet” i regeringsgrundlaget, hvisder ikke var et ønske om at dramatisere den nyskabelse at homoseksuelle skulle kunne vies og vies ikirken – og fejlagtigt at vise, at kirken var årsag til at det ikke kunne finde sted.Forinden styringsudvalgets opgave nærmere omtales, er det formålstjenligt, at henledeopmærksomheden på nogle særlige omstændigheder, der har betydning for vurderingen afregeringsgrundlagets reelle indhold:Ved regeringens tiltrædelse blev Kirkeministeriet nedlagt, og statsadministrationen af kirken blevlagt ind under Ligestillingsministeriet med tilføjelsen "og Kirke". Ligestillingsministeriet var megetmindre end Kirkeministeriet, og derfor havde det været mest naturligt at læggeLigestillingsministeriet ind under Kirkeministeriet således, at det var blevet "Ministeriet for Kirkeog Ligestilling."Regeringen blev udvidet til 24 ministerier, så det har ikke været ønske om at begrænse antallet afministerier, der var årsag til nedlæggelsen af Kirkeministeriet. Ministeren fik ikke tildelt toministerier, som det er sket ved tidligere regeringsdannelser, og som det nu sker igen vedregeringsomdannelsen i februar 2014, hvor kulturminister Marianne Jelved også blev Kirkeminister- således at kirkeministeriet blev genoprettet.Regeringen ville vise samfundet, at kirkens stilling blev nedprioriteret og underordnetligestillingshensynet. Det Radikale Venstre vil efter partiets program ændre grundloven og dermedadskille stat og kirke. Da dette har lange udsigter, ”nøjes” partiet med at gå ind for ligestilling afkirken med andre trossamfund i det omfang, der er muligt under hensyn til grundlovens §4 eller idet mindste få det til at se sådan ud.Ved et større møde vedrørende nye styringsregler indbød minister Sareen blandt andrerepræsentanter for Humanistisk Samfund (ateister) og for Ateistisk Selskab, der begge aggressivt

modarbejder folkekirken. Men ministeren indbød ikke repræsentanter for andre trossamfund. Ogministeren har ikke svaret på spørgsmål om årsagen til dette, men det peger i retning af, at der afpolitiske hensyn er særlig sympati for disse to organisationer - deres kamp for ligestilling.Ministeren tilkendegav hurtigt efter sin tiltrædelse, at han anså sig for chef for kirken og som sådani vidt omfang alene og på visse områder med et folketingsflertals tiltræden kunne træffe allebeslutninger vedrørende kirken også vedrørende trosanliggender.Det er en fremherskende del af denne antagelse, at kirken ikke er et trossamfund og derfor hellerikke som sådan beskyttet af grundlovens regler om trosfrihed.Ministeren har senere udtalt, at han er en "troende-tvivlende", et moderne udtryk, der eranvendeligt, hvor der er behov for at holde det åbent, men uklart, om det er en permanent tilstand,og om der hældes mest til den ene eller den anden side.Kan dette være årsag til, at ministeren ikke, før han påbegyndte ændringer i kirkens regler,tilkendegav en retningsbeskrivelse for kirkens arbejde og formål. Kan det tillige være årsag til, atministeren uden forudgående kriterier besluttede nedlæggelse af udpegede kirker og forudsagdeyderligere nedlæggelse af 200 kirker?Er det en urimelig antagelse, at måske afgørende beslutninger vedrørende kirken skalgennemføres med største hastværk, fordi baggrunden mere er politiske mål end omsorg for kirkensevne til at leve op til den opgaver, der fremgår af grundloven?Kirkens forhold som egnede til at varetage et kristent trossamfunds pligter er som nævnt ikkenævnt noget sted i regeringens eller ministerens bestræbelser. Det har derfor heller ikke væretnævnt i udvalgets skitseforslag og bliver det derfor heller ikke i de forslag til lovgivning, somudvalget skulle komme med i foråret 2014.

Ministerens opgave til et nedsat styringsudvalgMinisterens opgavebeskrivelse til styringsudvalget nævner nogle intetsigende ord: "klar,tidssvarende, sammenhængende og moderne" uden at nævne formålet med kirkens virke. Derlevnes ikke tvivl om, at det, der tilstræbes, er, at den verdslige del af statens magt over kirken skalforblive uindskrænket - også i trosanliggender. Der ses ikke nogen klar tilsigtet mulighed forafvigelse fra regeringens fortolkning af grundlovens beskrivelse af forholdet mellem den verdsligedel af staten og kirkeen - med ministers og folketings eneherredømme. Regeringsgrundlaget gør detheller ikke klart, om nye styringsregler skal ændre kirkens nuværende uselvstændighed underhenvisning til grundlovens § 66.Opgavebeskrivelsen indeholder, at ”beslutningskompetencen i forhold til økonomi og detkirkelige liv så vidt muligt følges ad”. Ved at beskrive opgaven i to overordnede temaer: ”indreanliggender og folkekirkens fælles økonomi” må ordene ”det kirkelige liv” og ”indre anliggender”beskrive det samme. ”Indre anliggender” er angivet som ”ritualer, bibeloversættelser, salmebøgerm.v.”, mens fortolkning af trosgrundlaget ikke er nævnt og derfor må forudsættes fortsat at væreforbeholdt folketing og minister i forbindelse med udøvelse af herredømmet over kirken.I øvrigt antydes muligheden af, at et særligt organ vedrørende det beskrevne meget begrænsedeområde ”indre anliggender” og vedrørende den fælles økonomi kan få en vis

beslutningskompetence i konkurrence med statens. Her må dog erindres om, at staten udenudformning af en egentlig ”forfatning” efter grundlovens §66 – altså for en selvstændig kirke - ikkeendeligt kan afgive beslutningskompetence, der derfor altid vil kunne ændres og tilbagekaldes.Allerede muligheden herfor vil påvirke beslutningerne, idet forhåndsgodkendelse fra ministeren vilblive søgt.Styringsudvalgets arbejdsvilkår, hvor arbejdet begyndte i foråret 2012 og skal – med enhøringsperiode i sommeren 2013 - afleveres færdigt med lovforslag i foråret 2014, giver slet ikketilstrækkelig tid til bearbejdning af diverse modstridende holdninger blandt "kirkefolket" vednødvendige debatter.Det er derfor nærliggende at antage, at regeringen politisk vil udnytte disse meningsforskelle ikirken til at fremme verdslige politiske interesser, d.v.s. reel eller tilsyneladende større ligestillingmellem al religionsudøvelse og den verdslige del af staten.Dette indtryk forstærkes af ministerens aktuelle initiativ, som går ud på at arrangere organiseretdebat mellem yngre præster om, hvad der er kirkens formål. Han har ment det hensigtsmæssigt atundlade at inddrage ældre præster og andre, der er engageret i kirkens arbejde, og kun modvilligthar inddraget biskopperne.

Styringsudvalgets skitseforslag (debatoplæg).Forslagene har været offentligt tilgængelige fra foråret 2013 og høringen, der bl.a. omfattede alleca.1800 menighedsråd, afsluttedes i efteråret 2013.Udvalget beskriver først seks pejlemærker for arbejdet: ”Nært forhold mellem staten ogfolkekirken”, ”Folkekirkens tilstedeværelse overalt”, ”Præstens uafhængighed”, ”Rummelighed ogfrihed”, ”2200 menigheder – én folkekirke”, ”Demokratisk legitimitet”.Dette grundlag er udmøntet i forskellige modeller for styring af indre anliggender og forskelligemodeller for styring af fælles økonomi (særligt kirkeskat og statens tilskud).Indre anliggender:Model 1: Den praksis, der nu regulerer de indre anliggender, fastsættes i lov, ændringer bestemmesadministrativt af minister (uden folketingets indblanding). Biskopperne skal høres og kan foreslåændringer – og eventuelt stile krav om udvalgsarbejde om ændringer og høring.Model 2: Et etableret kirkeråd, der vedrørende gudstjenesteordning, ritualer, dåb og konfirmationsamt salmebog og bibeloversættelser kan indstille til ministeren om ændringer, idet der skal væreregler, hvorved kirkeråd og bispekollegiet samarbejder om sådanne indstillinger, idet der tildelesbiskopperne indflydelse på indstillingen af hensyn til deres læremæssige tilsyn.Model 3: Ud over model 2 inddrages kirkerådet i folkekirkelige kerneanliggender, der reguleres vedlovgivning (det vil bl.a. sige gejstlig retspleje, præsteuddannelse og tilladelse til at søgepræstestilling).

Model 2 b: En folkekirkelig bestyrelse skal nå til enighed med ministeren om budget for fællesfondog landskirkeskatten. I tilfælde af uenighed evt. endelig beslutning hos minister eller videreførelseaf uændret budget.Model 2 a og 2 b: Begge kan kombineres med inddragelse af Folketingets Finansudvalg, somindgår i model 1 a og evt. med årsmøde for stiftsrådne, som angivet under model 3.Model 3: En folkekirkens økonomibestyrelse får kompetence til at fastsætte fællesfondens budgetog landskirkeskatten og til udarbejdelse af forslag til budget for anvendelse af statens tilskud tilfolkekirken. Bestyrelsen får en ved lov afgrænset kompetence til gennemførelse af anliggender, derskal gennemføres på landsplan – eventuelt udvidet med en institutionalisering af et årsmøde forstiftsrådene, der kan virke som idé og dialogpartner.Kommentar:De opstillede pejlemærker må som uklare være udvalgets programerklæring, der skal berolige vissekredse i kirken.”Nært forhold mellem staten og Folkekirken” forudsætter, at den mulighed består, at forholdetkan være fjernt. Det strider imod den kendsgerning, at end ikke ændring af grundloven vil kunnefjerne kirken fra at være en integreret og uadskillelig del af staten. Kirken kan aldrig blive en ”stat istaten”. At skelne mellem kirke og stat får kun mening, hvis administrationen af kirken får denselvstændighed, hvorefter kirken som trossamfund beskyttet af grundlovens trosfrihed ikke erundergivet et verdsligt politiske herredømme, som kan gribe ind særligt i kirkens trosgrundlag.Bortset herfra vil kirken som selvstændig altid være uadskillelig fra staten og være bundet affolketingets generelle lovgivning, som alle andre i samfundet er det.”Folkekirkens tilstedeværelse overalt” er i bedste fald indholdsløst. Kirken er, hvor medlemmerneer, og de kan leve spredt, men kirkens tilbud til dem kan opleves som fjerne og ikke tilstede overalt.Nedlæggelse af 200 kirker/menigheder, som minister Sareen har bebudet, eller mange flere ifremtiden, vil ikke hindre kirkens tilstedeværelse overalt, men stride mod medlemmernes oplevelseheraf.”Præstens uafhængighed” må betyde forkyndelsesfrihed, og at der ikke vil blive tale om et ændretforhold til menighedsråd.”Rummelighed og frihed” – er et upræcist udtryk for alle medlemmers ret til at mene, hvad de vilog give udtryk for det, men kirkens forpligtelse på det evangelisk-lutherske trosgrundlag kan der joikke røres ved – det følger af grundloven.”2200 menigheder – én Folkekirke” – igen et upræcist udtryk for hvad? Det er i hvert fald ikkeudtryk for minister Sareens politik, når han vil nedlægge mere end 200 kirker/menigheder."Demokratisk legitimitet" består nu udelukkende af folketingets, regeringens og ministerenseneherredømme over folkekirken og udgør dermed vælgernes indflydelse. Folkevalgtemenighedsråd og indirekte folkevalgte provstiudvalg og stiftsråd har reelt under det politiskeherredømme ingen anden indflydelse - bortset fra menighedsrådenes præstevalg, der udhules - endlokal administration underlagt et byrdefuldt statsligt bureaukrati. Disse direkte og indirekte valgteorganer og indirekte folkevalgte biskopper, der opfattes af regeringen som ministerensunderordnede, har reelt ingen demokratisk legitimitet. Regering, folketing og minister kan til enhvertid politisk ændre deres stilling. Kun en kirke med en forfatning, der ikke kan ændres politisk, kanskabe demokratisk legitimitet.Om høringen forlyder det, at af de ca.1800 menighedsråd, der har været hørt, har ca.½ undladt atsvare, mens lidt mere end halvdelen af de menighedsråd, der har svaret, har oplyst at være imodforeslåede ændringer, mens resten (altså et mindretal af besvarelserne og mindre end � af de hørte)har svaret positivt. Der foreligger ikke oplysninger om, hvad ministeren og udvalget harkonkluderet ud fra høringen.Medlemmerne af bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd har - bortset fra ét -personligt, i foreningens navn, tilkendegivet at være positive, selv om foreningen ikke burde værehørt og i hvert fald burde have undladt at svare, når foreningens medlemmer blev hørt enkeltvis.Disse bestyrelsesmedlemmer har uden at spørge de mere end halvdelen af menighedsråd, der ikkehar svaret på høringen, taget disses undladelse af at svare til indtægt for deres positive standpunkt.

Menighedsrådene har – bortset fra ret til præstevalg, der nu udhules – ingen reel nævneværdigselvstændig kompetence tilbage. Tværtimod er de blevet belastet af et omsiggribende ogødelæggende bureaukrati - tilvejebragt i et samarbejde mellem landsforeningen og statensadministration af kirkelige anliggender. Det er derfor forståeligt, hvis mange menighedsråd harundladt at svare, hvis det alligevel er uden betydning for resultatet.Landsforeningens bestyrelsesmedlemmer har ved at tage disse menighedsråds undladelse af atsvare til indtægt for, at de ønsker ændringer i form af de stillede forslag, vist, at foreningen også idette tilfælde er helt ude af kontakt med menighedsrådenes interesse i at kunne bidrage til atfremme kirkens grundlæggende rolle i samfundet. Der kan men dette er måske tvivlsomt - medsindsro i det hele ses bort fra høringen af denne forening.Den prestige, som regering og minister har anbragt i gennemførelse af ændringer af styringen afkirken i indeværende valgperiode, vil med et folketingsflertal i ryggen med stor sandsynlighedmedføre en eller anden form for ændring, således at forholdet mellem stat og kirke på en eller andenmåde kommer til at fremtræde som mindre tæt end nu med henblik på at få det til at se ud, som omder er skabt større lighed mellem kirken og anden religionsudøvelse i samfundet.Debatten herom er i december 2013 blevet suppleret med en vægtig udgivelse: Folkekirkens styringved et vendepunkt (Forlaget AROS), hvori 3 teologer hver for sig indgående beskriver deres isærteologisk begrundede synspunkter og kritik af forslagene, og hvori en professor i økonomi redegørfor sine også kritiske synspunkter. Bogen er anmeldt i Kristeligt Dagblad 5.februar 2014.Det er endnu uklart om udskiftning i begyndelsen af februar 2014 af Manu Sareen somadministrator af kirkens anliggender med kulturminister Marianne Jelved, der tillige er blevetKirkeminister, vil betyde ændringer i resultatet vedrørende regeringens ”ønske” om nyestyringsregler. Kirkeministeriet er i hvert fald blevet genoprettet, og deri kan måske indlægges eteller andet signal fra regeringen.

FORSKELLIG FORTOLKNING AF GRUNDLOVENSBESKRIVELSE AF KIRKENS STILLING I SAMFUNDET-FORHOLDET TIL DEN VERDSLIGE DEL AF STATENStaten omfatter alt og regulerer alt inden for grundlovens rammer. Folkekirken har eftergrundlovens § 4 kun den særstilling inden for staten, at det evangelisk-luthersketrosgrundlag skal fastholdes, og at staten skal understøtte kirken. Denne særstilling kanbortfalde ved en grundlovsændring. Men principielt kan stat og kirke ikke adskilles. Forkirken skal altid overholde folketingets lovgivning som alle andre.Der kan alene være uenighed om, hvorvidt kirken skal være selvstændig i den forstand, atden selv eller om den verdslige del af staten fortsat skal administrere kirken og dermed havedet fulde ansvar for kirkens trivsel. I sidste instans må domstolene og i sidste instansHøjesteret afgøre, hvordan Grundlovens §§4 og 66 skal forstås.Regeringsgrundlaget bygger på den fortolkning, at kirken er en integreret del af statensforvaltning ligesom postvæsenet, hvorved folketing og minister har det fulde herredømmeover kirken også vedrørende trosgrundlaget. Det vil blive fastholdt ved styringsudvalgetsudarbejdelse af skitseforslag til nye styringsregler og ved udvalgets forslag til lovgivning.Fortolkningen af grundloven medfører, at kompetence kun kan overlades til et kirkerådmidlertidigt, og at den kan tilbagekaldes til enhver tid.Det har ingen mening og vil være misbrug at anvende ordet ”forfatning” om sådannestyringsregler og oven i købet henvise til Grundlovens §66 i denne forbindelse.

Reformationen medførte, at der under Chr. III i 1535 i Danmark blev indført den lutherske lære tilafløsning af den katholske. Alle danske fik tilknytning til den protestantiske kirke, en tilknytning,der senere blev lempet for jøder og baptister, men som i øvrigt til langt op mod 1849 blevhåndhævet med tvangsdåb med politiets bistand, hvis der var behov for det. Der var ingentrosfrihed.I 1849 var altså næsten alle borgere tilknyttet enevældens kirke, der var ét med kongen.Kongen havde al magt over kirken – gejstligheden dog med en betydelig uformel indflydelse. Dervar dengang, som det er tilfældet nu, uenighed om forståelsen af indholdet af det kristne budskab -spændende fra indordning under fornuften til den hjertevarme, som Grundtvig var fortaler for.Det var en kirke, hvor gejstligheden talte og folket lyttede passivt uden at have anden funktion ikirken. En statskirke, hvor den største del af gejstligheden - også Grundtvig - befandt sig godt udenfolkets indblanding.

Efter systemskiftet:Chr.VIII, der døde i januar 1848, havde givet sin efterfølger og søn Fr.VII, hvis evner han ikkehavde store tanker om, besked om at give kongeriget den frie forfatning, som han selv havde væretbetænkelig ved at indføre, og som den væsentligste forandring af samfundet indebar, at folket i etrepræsentativt demokrati overtog magten, og at der blev indført frihedsrettigheder for borgerne -blandt andet trosfrihed, som ikke alene var en ret for den enkelte borger, men også en frihed til atslutte sig sammen med andre om religionsudfoldelse (danne trossamfund), og væsentligt i vorsammenhæng frihed fra, at den verdslige stat blander sig i troen og religionsudfoldelsen.Fr. VII nedsatte hurtigt et ministerium til at gennemføre systemskiftet. Teologen og politikerenD.G. Monrad blev kirke- og undervisningsminister (kultusminister), og han formuleredebestemmelserne om kirken i det grundlovsforslag, som senere næsten uændret blev vedtaget somgrundloven af 1849. Disse er uændrede i senere grundlove - senest i 1953.Grundloven flyttede i 1849 magten i samfundet fra kongen til et folkevalgt folketing (dengangrigsdag) og regering.Grundloven giver folkekirken en særstilling i forhold til al anden religionsudøvelse, men ikke iforhold til andre af de i grundloven omtalte myndigheder.Spørgsmålet er, om indholdet af grundloven giver kirken en særstilling - som f.eks domstolenehar - i forhold til den generelle magt, som grundloven tillægger folketing og regering. Sagt på enanden måde, om kirken ifølge grundloven udgør noget, der uden at være adskilt fra den verdsligedel af staten kan betegnes som selvstyrende, og hvori selvstændigheden i givet fald består.Folketing og regering har efter systemskiftet i 1849 faktisk udøvet magten over kirken på en måde- også i trosanliggender - der kunne give det indtryk, at dette svarer til grundlovens beskrivelse afkirkens stilling i samfundet, altså den tilstand af uselvstændighed, som var gældende i enevældenstid under kongens magt. Det vil svare til, at grundloven slet ikke nævnte kirken.Men det gør grundloven. Fortolkning af grundloven består derfor i at finde ud af, hvilkenbetydning, det har, at disse bestemmelser overhovedet er indføjet i grundloven, og hvilkenbetydning der skal tillægges deres indhold.Derfor må først spørges, hvorfor grundlovgiverne har forsynet grundloven med bestemmelser, dervedrører kirken? Kan der efter mere end 160 års forløb konstateres betydning af, at grundlovenindeholder bestemmelser om kirken? Eller kan der som følge af den forløbne tid og udviklingen sesbort fra bestemmelserne eller tillægges dem en afvigende betydning fra det, de var tiltænkt i 1849?Friheden til eventuelt at se bort fra grundlovens beskrivelse af kirken kaldes i moderne juridiskteori med et meget positivt og forledende ord for ”dynamisk” fortolkning af grundloven, der oftesthævdes af dem, der ikke kan finde grundlag for deres synspunkter ved anvendelse af almindeligtanerkendt juridisk fortolkning.

Grundloven beskriver kirken således:Kapitel 1§4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”.I øvrigt indeholder grundloven følgende bestemmelser om kirken:Kapitel 2§ 6: Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.Kapitel 7§ 66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.§ 67 beskriver trosfriheden for den enkelte borger og deres frihed til religionsudøvelse ifællesskaber (trossamfund).§ 69: De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov.Afgørende for forståelse af en lovtekst er ordlyden. Giver ordlyden ikke i sig selv svar, er detafgørende, hvad der giver mening. Er der stadig tvivl hentes støtte i lovens forarbejder, der først ogfremmest ser på, hvilken mening der tillægges ordene af dem, der har udformet bestemmelserne. Ogdet er med hensyn til grundloven i 1849 først og fremmest kultusminister D.G.Monrad, der da vargået af som minister, og grundlovens givere, der som nævnt stort set uændret vedtog hansformuleringer, uden at et flertal entydigt havde tilkendegivet nogen afvigende opfattelse.Grundlovgiverne havde hver for sig mange forskellige opfattelser - mest om teologiske forhold -men de vedtog Monrads formuleringer.Monrad havde under forarbejdet med udkast til teksterne indkaldt gejstligheden til møder omkirkens stilling efter systemskiftet og var derved blevet klar over, at gejstligheden ikke skulleinddrages i formuleringen af grundlovens bestemmelser vedrørende kirken. For mange gejstlige vardet en vederstyggelighed, at folket skulle deltage i kirkens ledelse. Monrad lagde ikke skjul på, atfor ham var det vigtigt, at sådan som folket efter systemskiftet skulle bestemme i alle verdsligesager, skulle kirkefolket have afgørende indflydelse i kirken. Det var helt klart for ham, at kirkenskulle have selvstyre – altså ikke være underlagt det verdslige styres herredømme i kirkeligeanliggender, hvorimod kirken som en uadskillelig del af staten selvfølgelig som alt andet varunderlagt folketingets generelle lovgivning.Der er – uden at det har været prøvet ved domstolene - en vis teoretisk juridiske tilslutning til denfortolkning af grundloven, at kirken, der nu fungerer, er den kirke, som grundloven beskriver, og atden er og skal forblive en uselvstændig, underordnet del af den verdslige del af statens forvaltningmed biskopper og præster som underordnede medarbejdere, hvor folketing, regering og i et vistomfang ministeren på egen hånd har herredømmet over kirken i enhver henseende – også itrosanliggender. Kirkens stilling i samfundet er i forbindelse med denne fortolkning som tidligerenævnt fremstillet som sammenlignelig med den praktiske foranstaltning, som postvæsenet er. Der erudbredt tilslutning til, at denne fortolkning betyder, at kirken ikke gennem grundlovens §67 omtrosfrihed er beskyttet mod indblanding i religionsudøvelsen fra folketing , regering og minister, ogaltså ikke på lige fod med anden religionsudøvelse er beskyttet.En enkelt fremtrædende jurist har offentligt tilkendegivet, at folkekirken efter hans opfattelse er ettrossamfund beskyttet af §4, der bindende også for den verdslige del af staten fastlæggerfolkekirkens evangelisk-lutherske trosgrundlag. Trosfriheden for kirken, som enkelte måskeforestiller sig ligger i §4, er imidlertid ikke fuldstændig, fordi beskyttelsen ikke omfatter de dele aftrosgrundlaget, hvor der er uenighed om forståelsen.Der kan vist være almindelig enighed om, at forståelsen af det evangelisk-lutherske trosgrundlager genstand for megen uenighed - også kvalificeret - så stor uenighed, at der uden for kernen er sårigt et spillerum for den verdslige magt til at blande sig, at eventuel beskyttelse i §4 ikke opfylderbetingelserne for, at kirken kan betegnes som et trossamfund.

Kirkehistorien - i hvert fald nyere - anfører i strid med denne fortolkning, at grundloven forudsætteren kirke, der med selvstyre er et trossamfund. Det gælder i værket Kirkeret fra 2012 og andre stederog i doktorafhandling fra 1947 af H.J.Hansen Glædemark: Kirkeforfatningsspørgsmålet i Danmark– indtil 1874. Bo Lidegaard er i sit historiske værk om Danmark i det 20.århundrede på liniehermed.En afvigende juridisk fortolkning anfører, at den fungerende kirke ikke er den folkekirke, somgrundloven beskriver. Den er den fortsættende kirke fra enevældens tid. Denne kirke skulle eftergrundloven kun have fungeret en kortere tid, indtil folketinget havde tilvejebragt den forfatning forkirken, som grundloven i §66 foreskriver.Forfatningen ville give de styringsregler, som gjorde det muligt for grundlovens selvstændige,selvstyrende folkekirke at træde i funktion. Altså for den kirke grundloven beskriver som afløser forenevældens kirke. Den enevældige kirkes medarbejdere og bygninger m.v. skulle selvfølgeligfortsætte i denne grundlovens Folkekirke, som altså stadig venter på styringsregler.Denne fortolkning indebærer uforbeholdent, at folkekirken som anden religionsudøvelse vedgrundloven er skabt som et trossamfund beskyttet ved grundlovens §67 mod den verdslige del afstatens indblanding, som altså særligt ikke kan ske vedrørende trosgrundlaget og altså heller ikkekan ske på de områder af trosgrundlaget, hvorom der er tvivl om forståelsen.Domstolene kan i konkrete retstilfælde fortolke trosgrundlaget.Denne fortolkning bygger bl.a. på, at et hovedformål med systemskiftet var, at den enevældigekonges herredømme skulle afløses af folkets, og at afløsningen for kirkens vedkommende ikke kanvære folketing og regering/minister, fordi grundloven samtidig skabte trosfrihed og derved netopbeskytter al religionsudøvelse mod indblanding fra den verdslige del af staten. Derfor betyderfolkets indflydelse i forhold til kirken, at ”kirkefolket” skulle bestemme, og kirken dermednødvendigvis have selvstyre.Formuleringen af grundlovens §4, der anfører, at den evangelisk-lutherske kirke er den danskefolkekirke, kan ikke betyde, at der derved henvises til enevældens kirke, selv om den varevangelisk-luthersk , fordi den jo udgjorde en enhed med kongen, som under ingen omstændighederskulle fortsætte med nogen funktion i kirken efter systemskiftet, og fordi enevældens kirke underingen omstændigheder var en folkets kirke, der kan berettige til den antagelse, at den selv udenenheden med kongen kunne blive den kirke, som grundloven gav navnet ”Folkekirke” til fremtidenskirke. Enevældens kirke var kongens bistået af gejstligheden - folket havde kun tilhørernes rolle.Det er herimod anført, at ordene i §4 ”Den evangelisk-lutherske kirke” med sin bestemtesproglige form - ”Den” – henviser til enevældens kirke, som så bliver ”den danske folkekirke”.Dette er en fejlagtig forståelse af grundlovens formulering. Enevældens kirke var ikke ”Denevangelisk-lutherske kirke”, men en (af flere eksisterende) evangelisk-lutherske kirker, hvorvedordene i §4 ”Den evangelisk-lutherske kirke” blev anvendt som det sproglige udtryk for dettrosgrundlag, der er fælles for kirker, der netop har et evangelisk-luthersk trosgrundlag.Herved udtrykker §4, at folkekirken, som altså netop ikke kan være den enevældige kirke, skalhave evangelisk-luthersk trosgrundlag og som sådan understøttes af den verdslige stat.Det er værd at lægge mærke til, at Folkekirken er beskrevet i §4. Systemskiftets øvrige nyeorganer folketing, regering og domstole er anført i §3. Begge §§ i Grundlovens kapitel 1, udenantydning af, at kirken ikke skulle have en vis selvstændighed – som for eksempel domstolene.Denne juridiske fortolkning, der afviger fra regeringens, bygger på følgende:1) hvorfor er der overhovedet regler om kirken i grundloven - §§4, 6, 66, 69, hvis de ikkeskulle have også den betydning, at kirken skulle have en vis selvstændig stilling?2) hvorfor anvender grundloven i §4 betegnelsen folkekirke, hvis det ikke var meningen atadskille den fra den hidtidige statskirke under enevælden? Det hævdes, at begrundelsen erdels, at betegnelsen ”folke” kun er en beskrivelse af, at næsten hele befolkningen pågrundlovens tid var knyttet til kirken, dels at folket jo gennem folketingets magt fik detherredømme over kirken, som kongen hidtil havde haft. Begrundelsen er uholdbar, fordifolkets tilknytning til enevældens kirke var baseret på obligatorisk dåb - altså tvang og ikkefrivillighed. Enevældens kirke kunne under ingen omstændigheder betegnes som folkets

kirke – tværtimod var den præget af, at kongen og gejstligheden talte og rådede, og folketudelukkende var inddraget som passive lyttere. En tilstand som alle vist er enige om skulleophøre ved systemskiftet. Når det anføres, at folket fik indflydelse ved, at folketingetovertog herredømmet over kirken, så opfylder denne overførsel ikke hensigten medgrundlovens bestemmelse om trosfrihed, som netop er frihed fra indblanding ireligionsudfoldelse fra den verdslige del af staten. Det har ikke mening at hævde, at der medgrundloven indføres trosfrihed, men at denne ikke skal gælde for stort set hele befolkningenstilknytning til kirken.I grundlovens §4 bestemmes, at staten skal understøtte kirken. Det giver ikke mening athævde, at optagelsen i grundloven af denne bestemmelse blot betyder, at staten skalunderstøtte en af dens egne underordnede forvaltningsenheder og ikke noget, der i et ellerandet omfang er selvstændigt.Kirken ville i så fald være den eneste underordnede del af statens forvaltning som fikgrundlovssikret krav på understøttelse. Selv om bestemmelsen om understøttelse måtteforstås også som en pligt til for staten at opretholde kirken, så ligger der også i dette, atkirken er noget selvstændigt i forhold til den verdslige del af staten.3) I grundlovens § 6 bestemmes, at kongen skal høre til folkekirken. Giver det mening athævde, at kongen ved det systemskifte, som han accepterede, skal være knyttet til enuselvstændig del af den statslige forvaltning, der ikke er et trossamfund – og altså væreundergivet folketingets eller en ministers bestemmelser om, hvorledes den evangelisk-lutherske kristne tro skal forstås i de mange tilfælde, hvor der består tvivl?4) I grundlovens kapitel VII om trosfrihed bestemmes i §66, at folketinget ved lovtilvejebringer ”folkekirkens forfatning”. Giver det mening, som det sker, at kaldebestemmelsen for en ”løfteparagraf”, som skal udtrykke, at lovgiverne kan tilvejebringe”forfatningen”, hvis de ønsker det og ellers undlade at gøre det. Et ”løfte” fra hvem tilhvem? Og skal ”løfter” ikke opfyldes? Det er en alvorlig ting at tilvejebringe en”forfatning”, et ord der normalt anvendes om styringsregler for en suveræn, selvstændig stat.Har det mening, at grundlovens givere med anvendelsen netop af ordet ”forfatning” hartænkt på styringsregler for en uselvstændig, underordnet enhed i statens forvaltning? Har detmening, at §66 om folkekirkens ”forfatning” anbringes i kapitlet om trosfrihed lige før §67,der beskriver trosfrihedens indhold, uden, at den kirke, som ”forfatningen” skal være rammeom, skal være et trossamfund. Har det mening at fratage ordet ”forfatning” den mere endnærliggende betydning, at folkekirken særligt i trosanliggender skal være fri for denverdslige del af statens indblanding? Nej, der er så afgørende forventninger på spil vedgrundlovens udformning, at anvendelse af ordet ”forfatning” indeholder en bestemtforudsætning om, at lovgiver tilvejebringer den – altså en i grundloven fastsat pligt til forfolketinget at udarbejde forfatningen. Lovgiverne iværksatte da også hurtigt efter 1849arbejdet med udarbejdelse af forfatningen. De var ikke i tvivl om den rette forståelse afgrundloven. Det hævdes med urette, at dette, at grundloven bestemmer, at forfatningenfastsættes ved lov, fratager ordet ”forfatning” dets egentlige selvstændige betydning, ogderfor betyder, at sådan lov, som andre love, kan tilbagekaldes. Herved tages det ikke ibetragtning, at folketinget regulerer ved udarbejdelse af love, og at brugen i grundloven afordene ”ved lov” ikke anfører andet end, hvad der skulle ske, hvis grundloven i stedet havdeanført, at lovgiver tilvejebringer en ”forfatning” for folkekirken. Folketingets opgave er detverdslige styre, og redskabet hertil er at give love. Det fejlagtige synspunkt følger i øvrigtogså af, at grundloven i §69 bestemmer, at folketinget ordner forholdene for ”afvigendetrossamfund” ved lov - her bruges ikke ordet ”forfatning”, og ordene ”ved lov” er kunudtryk for, at sådan arbejder lovgiver, som fordi ordet ”forfatning” ikke anvendes i §69 kanlovgiver til enhver tid ændre reglerne for de trossamfund, der afviger fra folkekirken. Mendisse regler kan ikke på grund af trosfriheden omhandle disse trossamfunds trosgrundlag.5) Som §66 om folkekirkens ”forfatning” er placeret i Kapitel VII om trosfrihed er i dettekapitel også i §69 anført, at der ved lov gives regler, der ordner forholdene for ”frafolkekirken afvigende trossamfund”. Det giver ingen mening at læse ordet ”afvigende” somudtryk for, at folkekirken, der er omtalt i §66, ikke er et trossamfund. Ordet ”afvigende” kankun rigtigt forstået læses således, at folkekirken afviger fra andre trossamfund ved

særstillingen i §4 og ved at have afvigende trosgrundlag og ikke, at det betyder, atfolkekirken i modsætning til ”andre trossamfund” har en underordnet stilling til staten –også i trosanliggender.6) Folkekirken er omtalt i §4, som står i kapitel 1, der i øvrigt beskriver konge, lovgiver,regering og domstole – altså systemskiftets hoved”personer”. Giver det med denne placeringmening at hævde, at i §4 beskrives, uden udtrykkeligt at anføre det, en underordnet,uselvstændig enhed i statens forvaltning? Ville det ikke være meget mere nærliggende, at ensådan underordnelse var anført eller i det mindste antydet, og omtalen af kirken var flyttet tilet mere ydmygt kapitel i grundloven? Giver det mening at hævde, at §4 netop angiver, at ensådan uselvstændig kirke skal være den danske Folkekirke? Kan en sådan institution i etdemokratisk samfund med et luthersk trosgrundlag med rette bære betegnelsen ”kirke”, nården ikke er et trossamfund? Kan den være en troværdig ramme om kristne trosfællesskaber?Et trossamfund kan den som nævnt under ingen omstændigheder være. Hvis kirken er enunderordnet del af den verdslige stats forvaltning styret af folketing, regering og ministermed biskopper og præster som underordnede embedsmænd, er dette styre også eneansvarligfor kirken. Hvorfor så den anførte, men vagt formulerede, pligt til at understøtte kirken? Dethar ingen mening.7) Regeringens fortolkning af Folkekirkens stilling betyder så vanskelige arbejdsbetingelser forkirken, at det er utænkeligt, at grundlovens givere har forestillet sig dette som en muligvirkning af deres vedtagelse af grundloven, som Monrad har formuleret. Netop på baggrundaf, at han forudså vanskelighederne, og med hans forestillinger om, hvad formuleringerneskulle betyde. De afviger helt fra, hvad regeringens fortolkning af grundloven hævder. Detvil føre til en kirke, der ikke troværdigt kan svare, når borgerne i stigende omfang – somogså minister Sareen har gjort - vil spørge, hvad og hvem kirken i grunden er, og hvor det ervanskeligt for kirken troværdigt at missionere til omvendelse, som trosgrundlagetforeskriver, og hvor det vil være vanskeligt for en sådan kirke troværdigt at svare på, hvaddet er, den tilbyder. Skulle det virkelig være grundlovgivernes tanker om kirken, der fører tilsådanne resultater. At kirken er dårligere stillet end konkurrenterne, fordi de, men ikkekirken, er beskyttet af trosfriheden, mens en selvstændig, selvstyrende folkekirke, der ertrossamfund vil være ligestillet med trossamfund med en anden religionsudøvelse og disseligestillet med folkekirken - bortset fra den verdslige del af statens pligt til at understøttekirken og forpligtelsen til at opretholde et evangelisk-luthersk trosgrundlag.

Tillæg:Regeringsgrundlaget anfører, at ønskerne heri ikke indebærer bestræbelser på at ændre grundloven.Dette giver anledning til følgende tilføjelse:En grundlovsændring efter de udtrykkelige regler i grundloven kræver stor opbakning blandtborgerne. Den fortolkning, der fastholder, at grundlovens folkekirke er en uselvstændigunderafdeling af statens forvaltning, anfører, at det særlige forhold mellem den verdslige del afstaten, som findes i §4 kan bringes til ophør uden sådan ordinær grundlovsændring.Det skulle kunne ske ved, at folkekirkens medlemstal falder til under 50% af det samlede antalborgere. Herved skulle grundlovens bestemmelse om statens pligt til at understøtte folkekirken ogpligten til at fastholde det evangelisk-lutherske trosgrundlag automatisk bortfalde. Man kan hæftesig ved, at medlemstallet i Københavns Stift hastigt nærmer sig halvdelen af beboerne.Grundloven indeholder intet herom men har specificerede regler om ændringer af grundloven.Opfattelsen bygger på anvendelse af betegnelsen ”folke”kirke i grundloven. Og på, at en kirkemed tilslutning af mindre end 50% ikke længere kan være folkekirke. Denne fortolkning glemmer,at betegnelsen ”folkekirke” i grundloven efter fortolkningens egne overvejelser blev anvendt somudtryk for, at næsten alle borgere i 1849 var tilknyttet den enevældige kirke. En fortolkning, derikke tager hensyn til, at folkets tilknytning til denne kirke ikke var frivillig, men obligatorisk, og atenevældens kirke under ingen omstændigheder var folkets kirke - tværtimod. Gejstligheden talte,folket var kun medvirkende som lyttende, og folkets ”tilknytning” kan ikke bære at skulle forklare,

hvorfor betegnelsen ”folke”kirke i grundloven blev anvendt. Grundlovens kirke skulle derimodvære folkets.Opfattelsen fortsætter argumentationen med, at der i den grundlovgivende forsamling blev stilletændringsforslag, hvorefter statens pligt til at understøtte kirken skulle ophøre, hvis den overvejendedel af befolkningen ikke var medlemmer af kirken. Forslaget blev uden videre afvist, fordi det ansåsfor utænkeligt, at en sådan tilstand skulle kunne opstå. Den uholdbare fortolkning af grundlovenantager, at det forkastede ændringsforslag alligevel er gældende, fordi forslaget må antages at væreudeladt, fordi grundlovgiverne ikke havde fornøden fantasi, således at det må antages, at ændringenville være blevet vedtaget, hvis fantasien havde rakt til et medlemstal i fremtiden på under 50%.Fortolkning af en grundlov kan ikke bygge på gætteri om, hvad grundlovens givere ville havebestemt, hvis de havde haft fantasi til at forestille sig, at en bestemt fremtidig begivenhed indtrådte.Havde de været mere forudseende, ville et mere nærliggende gæt i øvrigt være, at de ville havebestemt, at hvis medlemstallet gik væsentligt ned, måtte statens pligt til at understøtte kirkenudbygges for at modvirke yderligere nedgang. Mest sandsynligt ville det dog være, at bortfald afGrundlovens §4, hvis det skulle gennemføres, blev overladt til borgerne som ved afstemning omandre ændringer - altså efter reglerne om ændring fastlagt udtrykkeligt i grundloven.Denne afvigende fortolkning er ikke holdbar. Den understreger imidlertid behovet for, at en”forfatning” udformes på en sådan måde, at den er egnet til at virke for kirken også, efter at deformelle bånd mellem kirke og stat eventuelt måtte være fjernet, hvad enten det sker på den eneeller den anden måde.

Folketingets mulighederNår folketinget skal beskæftige sig med styringsregler, kan politikerne vælge at opfylde den pligt,der siden 1849 har hvilet på lovgiverne, hvorefter der ved lov, der ikke ensidigt kan tilbagekaldes,tilvejebringes en kirkens forfatning, der overlader til kirkens selvstyre at tage stilling til kirkeligeanliggender – f.eks. som foreslået i ovenstående rå skitse med angivelse af, at ingen kan udtale sigpå kirkens vegne.I praksis vil den verdslige del af staten herefter være fritaget for at beskæftige sig med kirkeligeanliggender – bortset fra pligten til at understøtte kirken og eventuelle anmodninger fra kirken omat ændre forfatningen. Bortset herfra vil al religionsudøvelse i samfundet være ligestillet i forhold tilden verdslige del af staten, idet dog kirken skal fastholde det evangelisk-lutherske trosgrundlag.Som alle andre og som alt andet vil kirken stadig være en uadskillelig del af staten. Med pligt til atoverholde al generel lovgivning og rette sig efter enhver lovlig myndighed.Folketinget kan på denne måde lovgive – fri for partipolitiske interessers indflydelse - med detformål at tilvejebringe en forfatning, der skaber de bedste betingelser for, at kirken kan mødefremtidens udfordringer og fremme de opgaver, som grundloven pålægger folkekirken.Folketinget kan, som tidligere folketing har gjort med tilsidesættelse af grundlovens bestemmelserom kirkens stilling i samfundet, undlade at foretage ændringer i den bestående tilstand. Her måpolitikerne være opmærksom på, at tidligere tiders folketing berettiget kan have oplevetgejstlighedens modstand og indflydelse på borgerne som en politisk hindring for at efterkommebestemmelserne i grundloven. Denne hindring består ikke længere.Folketinget kan, som det ser ud til, at regeringen vil foreslå, vælge at give organer med tilknytningtil kirken en vis grad af kompetence, som i strid med grundloven kun kan blive midlertidige, indtilet flertal i folketinget senere finder det politisk ønskeligt at foretage ændringer i eller helt ophævesådan lovgivning.Det er påvist oven for, at der intet hensyn herved vil blive taget til at forbedre kirkens evne til atudføre den opgave, som grundloven pålægger den. Tværtimod. Årsagen til ændringerne vil alenevære partipolitisk interesse i at få det til at se ud som om, der er gennemført en større ligestillingimellem kirken og anden religionsudøvelse i forhold til den verdslige del af staten.