FN’s klimaforhandlinger i Bonn den 4.-15.
juni 2014:
Afrapportering
Som noget nyt var der på de årlige forhandlinger på embedsmandsniveau
under FN’s Klimakonvention (UNFCCC)
indlagt et ministersegment den 5.
og 6. juni om hhv. ambitionsniveauet i anden forpligtelsesperiode under
Kyotoprotokollen og mandatet fra COP17 (Durban Plaform - ADP), hvor
man dels forhandler om en fremtidig global klimaaftale til vedtagelse i
2015 og ikrafttrædelse i 2020, dels om et arbejdsprogram til forøgelse af
reduktionsindsatsen før 2020.
Klima-, energi- og bygningsministeren deltog i drøftelserne den. 6. juni om
mandatet fra COP17 og fokuserede her på vigtigheden af at øge den
globale reduktionsindsats før 2020 samt danske erfaringer med
energieffektivitet og bilaterale samarbejder på energiområdet. Ministeren
benyttede endvidere lejligheden til at mødes bilateralt med en række
ministerkolleger.
På ministerdrøftelserne var der generelt enighed om behovet for at
intensivere kampen mod klimaforandringerne og om at nå til enighed om
en ambitiøs global klimaaftale i Paris i 2015. En lang række ministre
refererede til konklusionerne i IPCC’s seneste delrapporter,
som fik stor
opmærksomhed i Bonn. Selvom der fortsat udestår vanskelige drøftelser
om udformningen af den globale klimaaftale, fik ministrene således sat en
god ramme for de videre forhandlinger. Endvidere understregede
drøftelserne i Bonn, at der generelt er opbakning til processen vedtaget på
COP19 i Warszawa i 2013, hvor parterne opfordres til at fremlægge deres
”bidrag”
til en global klimaaftale
’i god tid’ inden COP21 i Paris i 2015.
På teknisk niveau var det positivt, at det lykkedes at tage vigtige skridt i
forhandlingerne om et øget ambitionsniveau før 2020. Sammenlignet med
de seneste forhandlingssessioner havde parterne i højere grad fokus på
forhandlingerne om at øge ambitionsniveauet mht. reduktionsindsatsen før
2020, hvilket er en dansk prioritet. Det indkommende peruvianske COP-
formandskab understregede flere gange under forhandlingerne, at man
sammen med klimafinansiering vil have særligt fokus på netop denne
dagsorden i Lima, hvor COP20 afholdes til december.
Det lykkedes at nå til enighed om de næste skridt ift. forhandlingerne om
den globale klimaaftale, der skal gælde fra 2020. Der afholdes således en
ekstra forhandlingssession på embedsmandsniveau i Bonn den 20.-25.
oktober 2014. Derudover var der
støtte til, at de to formænd (’co-chairs’),
som faciliterer forhandlingerne, inden sessionen i oktober fremlægger en
såkaldt ’reflection note’, som skal være basis for udarbejdelsen af et
første udkast til en forhandlingstekst om den globale klimaaftale, som
parterne kan diskutere på COP20 i Lima.
Samlet set peger pilen i forhandlingerne nu frem mod FN-
generalsekretærens topmøde om klima den 23. september i New York og
COP20 i Lima som vigtige trædesten på vejen til Paris.
[Dato]
1