Forsvarsudvalget 2013-14
FOU Alm.del Bilag 63
Offentligt
CENTER FOR MILITÆRE STUDIERKØBENHAVNS UNIVERSITET
Kina, Grønland, Danmark– konsekvenser og muligheder i kinesisk Arktispolitik
Mads FugledeJohannes KidmoseMarc LanteigneGary Schaub Jr.Januar 2014
Denne rapport er en del af Center for Militære Studiers forskningsbaseredemyndighedsbetjening for Forsvarsministeriet. Formålet med rapporten er at belyse bådeKinas position i Arktis, rigsfælleskabets muligheder og udfordringer i det arktiske område ogendelig, hvordan de geopolitiske forhold i Stillehavet også er en faktor for den geopolitiskevirkelighed for rigsfællesskabet i Arktis. Rapporten afsluttes med en række anbefalinger tilrigsfællesskabet.Center for Militære Studier er et forskningscenter på Institut for Statskundskab påKøbenhavns Universitet. På centret forskes der i sikkerheds- og forsvarspolitik samt militærstrategi, og centrets arbejde danner grundlag for forskningsbaseret myndighedsbetjening afForsvarsministeriet og de politiske partier bag forsvarsforliget.Denne rapport er et analysearbejde baseret på forskningsmæssig metode. Rapportenskonklusioner kan således ikke tolkes som udtryk for holdninger hos den danske regering, detdanske forsvar eller andre myndigheder.Læs mere om centret og dets aktiviteter på: http://cms.polsci.ku.dk/.Forfattere:Videnskabelig assistent, USA-analytiker, Mads Fuglede, Center for Militære StudierMilitæranalytiker, kaptajnløjtnant, Johannes Kidmose, Center for Militære StudierSeniorforsker, ph.d., Marc Lanteigne, Victoria University of WellingtonSeniorforsker, ph.d., Gary Schaub Jr., Center for Militære StudierForsker, ph.d., Lars Bangert Struwe har bistået ved redigeringen.ISBN: 978-87-719-8-7393
I
This report is a part of Centre for Military Studies’ policy research service for the Ministry ofDefence. Its purpose is to examine the Chinese position as well as the possibilities andchallenges of the Rigsfællesskabet (political union of Denmark, The Faroes and Greenland)in the Arctic regions and finally how the geopolitical situation in the Pacific is also a factorfor the geopolitical reality to the Rigsfællesskabet in the Arctic regions. The report concludeswith a handful of recommendations to the Rigsfælleskabet.Centre for Military Studies is a research-based centre located at the Department of PoliticalScience at the University of Copenhagen. The centre performs research in connection withsecurity and defence policies and military strategies and this research constitutes thefoundation for the policy research services that the centre provides for the Ministry ofDefence and the political parties to the Defence Agreement.This report is an analysis based on research methodology. Its conclusions should thereforenot be understood as the reflection of the views and opinions of the Danish Government, theDanish Defence or any other authority.Read more about the centre and its activities at http://cms.polsci.ku.dk/.Authors:Research assistant, USA Analyst, Mads Fuglede, Centre for Military StudiesMilitary analyst, Lieutenant Commander, Johannes Kidmose, Centre for Military StudiesSenior Lecturer, PhD, Marc Lanteigne, Victoria University of WellingtonSenior Researcher, ph.d., Gary Schaub Jr., Centre for Military StudiesResearcher, PhD, Lars Bangert Struwe, has assisted in the editing.ISBN: 978-87-719-8-7393
II
AbstractThis report examines the Chinese position as well as the possibilities and challenges of theRigsfællesskabet (political union of Denmark, The Faroes and Greenland) in the Arcticregions and finally how the geopolitical situation in the Pacific is also a factor for thegeopolitical reality to the Rigsfællesskabet in the Arctic regions. The report does not predict aChinese or American militarization in the Arctic regions.The growth of China forms the basis of most discussions on the development of the futureglobal security policy. USA has decided to handle this by both including and involvingChina, which is directly relevant to Denmark and the Rigsfællesskabet. This could result inthe Arctic regions becoming a future cooperation area between Denmark and USA. Thereport gives a number of recommendations regarding Denmark’s opportunity to involve USAfurther in the Artic regions and to the Rigsfællesskabet’s future ability to focus on newpossibilities in the Arctic regions.
III
Dansk resuméDenne rapport belyser både Kinas position i Arktis, rigsfælleskabets muligheder ogudfordringer i det arktiske område og endelig, hvordan de geopolitiske forhold i Stillehavetogså er en faktor for den geopolitiske virkelighed for rigsfællesskabet i Arktis. Rapportenkonkluderer, at vi ikke vil opleve en militarisering fra kinesisk eller amerikansk side i Arktis.Kinas vækst er i disse år udgangspunktet for de fleste diskussioner om verdenssikkerhedspolitiske udvikling i fremtiden, og USA har besluttet sig for at håndtere den vedbåde at inddæmme og at engagere Kina. Det er direkte relevant for Danmark og forrigsfællesskabet. Det betyder bl.a., at Arktis er et muligt fremtidigt samarbejdsområde forDanmark og USA. Rapporten giver en række anbefalinger til, hvordan Danmark kanengagere USA yderligere i Arktis, og hvordan rigsfælleskabet kan fokusere på nyemuligheder i den arktiske region.
IV
Indholdsfortegnelse1. INDLEDNING ......................................................................................................... 11.1 Problem og baggrund ..................................................................................................................... 11.2 Opgave ............................................................................................................................................. 21.3 Fremgangsmåde ............................................................................................................................. 2
2. KINAS POLITISKE UDVIKLING............................................................................ 42.1 Kinas udvidede politik for Arktis ................................................................................................... 72.2 Grønlands rolle i Kinas vækstpolitik ........................................................................................... 122.3 Åbningen af handelsruter i Arktis ............................................................................................... 14
3. KINA I ARKTISK RÅD ......................................................................................... 164. RIGSFÆLLESSKABETS FORHOLD TIL KINA I ARKTIS ................................. 204.1 Kinas strategiske råderum over for USA og Arktis ................................................................... 204.2 Rigsfællesskabets strategiske valg i Arktis – med Kina som medspiller ............................... 25
5. KONKLUSION ..................................................................................................... 296. ANBEFALINGER ................................................................................................. 327. NOTER................................................................................................................. 348. LITTERATURLISTE............................................................................................. 38
V
1. IndledningAlle, der har en interesse i de arktiske spørgsmål, og det har Kina jo i forhold til bl.a.mineraler og sejlruter, bør have lov til at sidde med ved bordet, i stedet for at der danneskonkurrerende fora. Vi er tilhængere af en åben tilgang fra dansk side og tror, det er tilArktisk Råds store fordel, at lande, der har noget at bidrage med, er med i rådet. (Tidligereudenrigsminister Villy Søvndal).1Kinas vækst er i disse år udgangspunktet for de fleste diskussioner om verdenssikkerhedspolitiske udvikling i fremtiden, og USA har besluttet sig for at håndtere den vedbåde at inddæmme og at engagere Kina. Dette er direkte relevant for Danmark og forrigsfællesskabet.Den verdensorden, der opstod efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, er defineret afUSA’s dominans, som er så udtalt, at man sandsynligvis ikke på noget tidligere tidspunkt iverdenshistorien har oplevet en nation, der er så stærk i forhold til sine omgivelser som netopUSA. Det er et udbredt synspunkt, at hvis denne amerikanske fase skal afløses af en andenverdensorden, må drivkraften i denne proces være Kinas bemærkelsesværdige vækst.2Kinas vækst har således længe været den største udfordring for USA. Siden præsident GeorgeH. Bushs regeringsperiode har der været en fornemmelse af, at det er et spørgsmål om tid, føret de facto-G2 bestående af USA og Kina bliver en realitet. Præsident Barack Obama harstået for en orientering af USA mod Asien – en såkaldt ”pivot to Asia”. Denne udviklingpåvirker dansk politik i kraft af bl.a. dansk erhvervsliv og ikke mindst rigsfællesskabetsendnu uudnyttede ressourcer i Arktis og åbningen af nye sejlruter. Hvilken indflydelse hardisse forhold på rigsfællesskabet i Arktis i forhold til USA og USA’s strategi i Arktis? Ogudgør USA’s orientering mod Asien en sikkerhedspolitisk udfordring for rigsfællesskabet iArktis? Disse spørgsmål vil denne rapport søge at besvare.
1.1 Problem og baggrundUSA’s og Kinas interesse i Arktis bunder i høj grad i landenes interesse i adgangen tilsøtransport og handel. Det rejser det klassiske spørgsmål om, hvem der har kontrol overhavene. Dette formulerede den britiske officer, opdagelsesrejsende og spion sir WalterRaleigh i 1600-tallet på følgende vis: ”Whoever commands the sea, commands the trade;whosoever commands the trade of the world commands the riches of the world, andconsequently the world itself.”3Denne tilgang til strategi videreførte den amerikanske1
strategitænker Alfred T. Mahan i sine diskussioner om kontrol over havene. Forholdene iArktis kan altså ud fra en traditionel strategisk tankegang give anledning til konfrontation.Kinas intentioner i Arktis vækker da også bekymring i den offentlige debat, og jævnligtbeskriver artikler risikoen for konfrontation – eller risikoen ved ikke at tage en konfrontationmed Kina.4Center for Militære Studier (CMS) har i en række studier diskuteret risikoen for en militærkonfrontation i Arktis. Fokus har i de tidligere studier først og fremmest været på de femarktiske stater og deres interesser. Studierne har konkluderet, at risikoen for en militærkonfrontation er lille. I denne rapport er fokus ikke på de arktiske stater, men på Kina ogUSA og de udfordringer, disse lande giver rigsfællesskabet i Arktis. Rapporten giverindledningsvis et overblik over Kinas interesser i Arktis, USA’s strategiske opfattelse af Kinaog USA’s interesser i Arktis og dernæst en vurdering af rigsfællesskabets position i dekinesiske og amerikanske sammenfald. På det grundlag kommer rapporten med en rækkepraktiske anbefalinger til fokusområder i Arktis set i lyset af den strategiske analyse afhenholdsvis USA’s, Kinas og rigsfællesskabets interesser i Arktis.
1.2 OpgaveDenne rapport er et produktionsmål inden for CMS’ forskningsbaseredemyndighedsbetjening af forsvarsforligskredsen i 2013 og dækker området geopolitik i Arktismed særligt fokus på USA og Kina.
1.3 FremgangsmådeUd fra den ovenstående opgavebeskrivelse har CMS afholdt en række interne møder for atafklare problemfeltet. På den baggrund har vi valgt nedenstående fremgangsmåde foropgaven.Overordnet førte opgaveanalysen frem til tre trin forud for den endelige konklusion oganbefaling. Første trin var afsøgning og gennemgang af den amerikanske strategiskediskussion om Kina med udgangspunkt i forskningslitteraturen såvel som i en national oginternational kontekst. Andet trin bestod i at tilknytte Dr. Marc Lanteigne, som er eninternationalt anerkendt ekspert med viden om Kina og landets interesser i Arktis. Han har ien årrække beskæftiget sig med kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og har bidraget medrapportens kapitel om Kinas interesser i Arktis. Tredje trin var, på baggrund af samtaler medLanteigne og af hans analyse, at supplere analysen med forskningsviden om amerikansk
2
strategi og forholdene i Arktis samt militærfaglig viden om Arktis. Således kombinerede vispecifikke kompetencer med hensyn til Kina og den arktiske region med CMS’ generellekompetencer inden for dansk strategi og rigsfællesskabets forhold. Dette har samlet ført tilrapportens konklusion og anbefalinger.Det skal dog samtidig understreges, at rapportens perspektiver, konklusioner og anbefalingeralene er forfatternes ansvar.
3
2. Kinas politiske udviklingEn af de mest markante ændringer i Kinas udenrigspolitik under Hu Jintao-regeringen (2002-12) var den hurtige ekspansion af landets internationale interesser fra primært at have væretvendt mod Asien-Stillehavs-regionen til at omfatte andre dele af verden langt fra de kinesiskegrænser. Under Hus forgænger, Jiang Zemin, var Beijings internationale fokus især rettetmod USA og Kinas umiddelbare naboer, herunder Japan, Nord- og Sydkorea og Ruslandsamt Sydøst- og Centralasien. Mens disse aktører fortsat har høj prioritet i Kinas nuværendeudenrigspolitik, både under Hu og under den nye Xi Jinping-regering, som blev indsat islutningen af 2012, har der været langt større vægt på tværregionalt diplomati, hvor man harudbygget forbindelserne til områder langt fra Kina, herunder i Afrika, Europa, Latinamerika,det sydlige Stillehav og i stigende grad Arktis.Beijing har altså udvidet sine internationale interesser til mange dele af verden i løbet af detseneste årti og har samtidig understreget, at Kinas udenrigspolitik ikke ville følge det sammespor som tidligere. I stedet forsøger Kina at opnå stormagtsstatus, mens man stadig udviserrespekt for gældende love, normer og internationale organisationer. I de første år af Husregeringstid lagde man i kinesiske udenrigspolitiske kredse stor vægt på såkaldt fredeligvækst, hvilket ville sige, at Kina ikke ville forsøge at være en nedbrydende magtfaktor,selvom landet gradvist blev stærkere og stærkere. Selv udtrykket ’vækst’ blev så politiskømtåleligt, at man begyndte at anvende udtrykket ’fredelig udvikling’ i stedet.5Denunderliggende betydning var den samme: Kina ville ikke forsøge at omvælte det etableredeinternationale system, selvom landet fik større magt.I de første måneder af Xi-regeringens levetid har Kinas udenrigspolitik udvist en størrefortrolighed med og tillid til landets stigende internationale rolle og højere magtstatus. Detses bl.a. af Xi-administrationens hyppige brug af udtrykket ’den kinesiske drøm’, derindebærer yderligere ’foryngelse’ af landet og en større rolle for det enkelte individ iopbygningen af den kinesiske nation.6Ikke desto mindre har Beijing stadig primært fokus påopbygning af partnerskaber baseret på gensidige interesser snarere end på dynamikforholdetmellem stormagt og lille stat i landets forbindelser med regioner uden for Asien-Stillehavs-området. Dette skyldes delvist, at Kina, i modsætning til tidligere fremvoksende stormagter,vokser op under langt større international bevågenhed med landets fremtidige politikker ogmål. Der er også stadig megen intern debat i Beijing om, i hvilken grad landet skal fortsætte
4
med at følge den ofte citerede doktrin fra Deng Xiaoping-æraen: at undgå åbent at vise, hvadman er i stand til, og i stedet holde lav profil.Kinas tværregionale diplomati har siden 2000 antaget mange former og budt på fx bilateraleaftaler, større engagement i internationale fora og organisationer af forskellig form ogstørrelse samt økonomisk samarbejde såsom øget handel, joint ventures og udviklingsbistand.Denne udvidelse og forankring af Kinas diplomatiske interesser har fundet sted, i takt med atlandets magtniveau er vokset så meget, at Kina i 2011 var verdens næststørste økonomi efterUSA og dermed overhalede Japan. Kinas strategiske betydning ændrer sig stadig på mangeområder, men er øget i takt med landets stigende økonomiske magt.På trods af denne udvikling er Kina fortsat i mange henseender et udviklingsland, og på detnationale plan er der et utal af problemer i forhold til økonomiske og politiske reformer. Detkinesiske kommunistparti fører direkte eller indirekte tilsyn med en stor del af den kinesiskeøkonomi, og internt i regeringen drøfter man løbende, hvordan reformprocessen skal foregå,så man sikrer videreudvikling af velfærdssamfundet og løser de alvorlige problemer med storøkonomisk ulighed samt korruption og forurening. Kinas voksende økonomi er afhængigikke blot af samhandlen med Vesten, især USA og Europa, men også af en konstanttilstrømning af energi og råstoffer. Den globale finanskrise i 2008 og den efterfølgenderecession i Vesten har haft en negativ indvirkning på den kinesiske eksport, selvom landetsvækstrater i forhold til vestlige normer har været sunde, og bruttonationalproduktet forventesat være steget med ca. 7,5 % ved udgangen af 2013.7Alligevel er der fortsat bekymring iKina såvel som globalt over det scenarie, der kaldes en blød landing, hvor landet opleverlangsommere økonomisk udvikling og potentielt større arbejdsløshed, hvilket medfører øgetpres på det kinesiske politiske system.Siden den globale recession begyndte, har der fra de højeste niveauer af Kinaskommunistiske parti lydt opfordringer til at justere Kinas økonomiske system i retning afstørre hjemlig vækst og til at udvikle infrastrukturen.8Der er dog ingen tvivl om, atproduktion og eksport vil udgøre størstedelen af Kinas økonomiske rammer i den nærmestefremtid. Behovet for råstoffer har været en vigtig dimension af Kinas tværregionalediplomati, især i forhold til udviklingslandene. Import af fossile brændstoffer har været envigtig del af den kinesiske handel, eftersom man forsøger at dirigere energiforbruget væk frakinesisk kul, som udgør ca. 70 % af landets brændstofforbrug, men som er ineffektivt og enaf de største forureningskilder i landet. I september 2013 overtog Kina USA’s rolle som5
verdens største olieimportør,9og Beijing har arbejdet målrettet på at skaffe nyeforsyningskilder til olie og gas, fortrinsvis i lettilgængelige og politisk stabile regioner.Efterhånden som Kina har opnået stormagtsstatus, forsøger man at hæve landetsinternationale stemme, ikke blot i anliggender, der vedrører Asien-Stillehavs-området, menogså i andre dele af verden, hvilket har ført til bekymring om, hvorvidt Kinas vækst vil gøre,at landet i stigende grad kommer i et modsætningsforhold til USA og USA’s allierede.I mange dele af verden har der været øget mulighed for politisk og økonomisk konkurrencemellem Vesten og Kina, herunder om ressourcer. Bl.a. i Arktis, en region, der er begyndt attiltrække sig stor international opmærksomhed på grund af områdets stigende tilgængelighedsom følge af klimaforandringerne. Arktis og den nordligste region får større og størreøkonomisk betydning på grund af tilgængeligheden af råstoffer, herunder fossile brændstoffer(olie og gas) samt uædle og ædle metaller, mineraler og ædelstene. Mens en stor del af Kinasressourcediplomati i regionen har været fokuseret på Grønland, er andre dele af Arktis, bl.a.Canada, Island og Rusland, også interessante for Kina i råstofsammenhæng.Siden den kinesiske handel begyndte at vokse i løbet af 1990’erne, har en stor del af denkinesiske strategiske opmærksomhed været rettet mod udviklingen af maritime handelsruter.På grund af isens afsmeltning i Arktis bliver søveje, som tidligere var ufremkommelige foralle former for skibe undtagen særlige isbrydere, mere og mere rentable. Dette betyderkortere transittider mellem de vigtigste markeder. Med væksten i Kinas handel har der væretudtrykt bekymring i Beijing for, hvordan man undgår udenlandsk indblanding i den maritimeshippingsikkerhed fra statslige såvel som ikkestatslige aktørers side. Under Hu-regeringenvar man meget optaget af det såkaldte Malacca-dilemma, der vedrører, at en stor del afkinesisk handel, herunder fossile brændstoffer, skal passere gennem Det Indiske Ocean og detsmalle Malaccastræde.10Fx skal ca. 80 % af Kinas importerede olie og gas passereherigennem. Derfor søger Kina konstant efter alternative handelsruter i mindre politiskfølsomme områder.Kina er blandt de mange stater, der følger den økonomiske udvikling i Arktis tæt, menslandet søger større indflydelse i regionale anliggender på baggrund af sin voksende magt ogformåen. Denne udvikling har været en udfordring for de arktiske kyststater, herunderrigsfællesskabet, som nu forener den øgede internationale opmærksomhed på arktiskeressourcer med behovet for at udvikle deres egne politiske og økonomiske interesser og
6
samtidig fremme en højere grad af samarbejde mellem de polare stater. Som det fremgår afdet følgende, har Kinas arktiske interesser udviklet sig ad tre forskellige veje.For det første søger Beijing adgang til potentielt lukrative råvarer, som formodentlig blivermere tilgængelige i Arktis og især i Grønland, der har vist sig at have et væld af endnuuudnyttede værdifulde ressourcer. Men også andre områder i Arktis er potentielt interessante.Selvom Kina forsøger at få større adgang til disse råvarer, er man bevidst om, at man blivernøje overvåget af andre aktører, herunder USA og EU, og derfor er det i Beijings interesse atundgå at blive en katalysator for en åbenlys ressourcekamp. For det andet er den potentielleåbning af arktiske sejlruter, især Nordøstpassagen via den sibiriske kyst, af stor interesse forKina, som ønsker at eksportere varer til bl.a. Europa ad hurtigere og billigere ruter. For dettredje ønsker Kina at spille en større rolle i Arktisk Råd i kølvandet på, at landet i maj 2013opnåede permanent observatørstatus i rådet. Beijing forsøger via sin position at definereforholdene i den arktiske region som et hovedsageligt internationalt anliggende og ikke etanliggende, der udelukkende er af interesse for kyststaterne. Efterhånden som den arktiskeregion får større global strategisk og økonomisk betydning, fokuserer Beijing i højere grad påat undgå at blive udelukket fra fremtidige beslutningsprocesser, især eftersom to andrestormagter (Rusland og USA) er fuldgyldige medlemmer af rådet.
2.1 Kinas udvidede politik for ArktisVi har stadig ikke fra Beijings side set en tilbundsgående redegørelse, der specifikt belyserKinas arktiske politik. I 2009 udtalte en ledende kinesisk udenrigspolitisk talsmand officielt,at hans regering ”ikke har en arktisk strategi”.11Men Kinas nyligt øgede aktiviteter i Arktisgiver mulighed for bedre at kunne identificere specifikke komponenter i en spirende regionalstrategi, og sandsynligvis vil en hvidbog eller lignende blive udsendt af Beijing i dennærmeste fremtid.Udgangspunktet for Kinas arktiske diplomati har været videnskabelig forskning, herundermiljøforskning. Selvom Kina i 1925 var medunderskriver af Spitsbergentraktaten(Svalbardtraktaten), som tillod kinesiske fartøjer at drive fiskeri og anden kommercielvirksomhed i det højarktiske område, var der ikke megen kinesisk aktivitet før årtier senere.12I 1990’erne indledte Beijing sin arktiske forskningsdagsorden med besøg på Nordpolen oghavforskningsudstillinger, der kulminerede med åbningen af Arctic Yellow River Station, enforskningsstation i Ny-Ålesund på den norske øgruppe Svalbard i 2004.13I 1993 købte manen isbryder af Ukraine,Xuelong(Snedragen), og i 2009 besluttede den kinesiske regering, at7
der skulle bygges mindst én kinesisk isbryder for bedre at kunne tjene landets voksendearktiske interesser. Kinas isbryderprogram opererer under den kinesiske Arktis- og Antarktis-administration, som er en underafdeling af Kinas State Oceanic Administration, enunderafdeling af det kinesiske ministerium for jord og ressourcer. I 2012 afsluttedeXuelong,der er i stand til at bryde is af op til ca. 1,2 meters tykkelse, en rundrejse, som omfattedegennemsejling af Nordøstpassagen og stop i Island, hvor der blev foretaget akademiske ogvidenskabelige udvekslinger.14Et andet skridt fremad for Kinas arktiske diplomati blev taget i 2013 med indgåelsen af enfrihandelsaftale mellem Kina og Island. Aftalen var den første frihandelsaftale underskrevetaf Beijing og en europæisk stat og kun den anden af sin art med et medlem af OECD (denførste blev indgået med New Zealand i 2008). De bilaterale forhandlinger om enfrihandelsaftale begyndte i 2006, længe før Kinas nuværende arktiske politik begyndte at tageform. Beijing indgik først og fremmest aftalen for at vise sin vilje til større økonomiskengagement med Europa, især i kølvandet på de mislykkede indledende forhandlinger om enmulig frihandelsaftale mellem Kina og EU tidligere i årtiet. Der var en lang pause iforhandlingerne mellem 2009 og 2012 som følge af Islands økonomiske krise i slutningen af2008 samt Islands ansøgning om optagelse i EU i 2009.15Hvis Island opnår EU-medlemskab,vil alle bilaterale frihandelsaftaler underskrevet af Island, herunder Kina-aftalen, nemligautomatisk blive erklæret ugyldige som en betingelse for godkendelse af medlemskabet.Da den offentlige opbakning i Island til EU-medlemskab på kort sigt var aftagende, og efterden daværende kinesiske premierminister Wen Jiabaos banebrydende besøg i Reykjavík i2012, var der stemning for genoptagelse af forhandlingerne om en frihandelsaftale. Da deblev genoptaget i slutningen af 2012, begyndte Kina at opfatte en aftale som en potentielhjørnesten i udviklingen af landets arktiske interesser. Kinas ambassade i Reykjavík er iøvrigt den største i landet, og det bilaterale finansielle samarbejde blev styrket i 2010 med envalutaswap-aftale på 3,5 mia. yuan (569 mio. dollars), som blev forlænget i september 2013,hvilket kan ses som en tillidserklæring til den islandske økonomi. I løbet af samme månedvalgte den islandske regering under Sigmundur Davíð Gunnlaugsson at opløse landets EU-forhandlende udvalg, hvilket yderligere tyder på, at Island ikke vil søge om medlemskab iden nærmeste fremtid. Islands udenrigsminister, Gunnar Bragi Sveinsson, udtalte i etinterview i oktober 2013, at han ikke støtter Islands potentielle EU-medlemskab, og at landetville være bedre tjent med at forbedre forbindelserne til Kina og Østasien og muligvis blive et
8
arktisk transitknudepunkt. Islands nordøstlige region, Finnafjörður, er ofte blevet nævnt somen potentiel dybvandshavn til udvidet regional shipping.16I april 2013 efterlyste den islandske præsident Ólafur Ragnar Grímsson større økonomisktilstedeværelse af Kina og andre asiatiske stater i Arktis på grund af regionens voksendeøkonomiske betydning.17Der er dog visse politiske brydninger i Island vedrørende øgedeøkonomiske forbindelser til Kina. Det kom bl.a. til udtryk i en kontrovers omkring denkinesiske investor Huang Nubos annoncering af sine planer. Som direktør forejendomsfirmaet Beijing Zhongkun Investment Group ville han købe ca. 30.000 hektar jord idet nordøstlige Island og udvikle turistfaciliteter til en værdi af 200 mio. dollars. Denoprindelige anmodning blev afvist af den islandske regering i 2011 efter stor offentligutilfredshed, idet man henviste til love, der begrænser jordopkøb af aktører uden for EØS.Imidlertid blev anmodningen omskrevet året efter, således at der blev ansøgt om at lease etmindre landområde til samme formål.18Den endelige beslutning om lejemålet er endnu ikketruffet, men den nuværende centrum-højre-regering i Reykjavík har udvist større interesse forudenlandske investeringer end den tidligere regering. Selvom Huang havde understreget, athan søgte en aftale som privat forretningsmand, var der bekymringer i Island med hensyn tilde potentielle fordele for den kinesiske regering, hvis projektet blev gennemført.Som en del af Beijings initiativ til at gennemføre frihandelsaftaler med alle fire medlemmeraf EFTA indledtes forhandlinger mellem Kina og Norge i 2008. Men efter otteforhandlingsrunder blev der sat en brat stopper for forhandlingerne i slutningen af 2010 somfølge af Beijings højlydte protester over tildelingen af Nobels fredspris til den kinesiskesystemkritiker Liu Xiaobo. Alle centrale bilaterale politiske forbindelser blev afbrudt, ogsamhandlen mellem de to lande blev påvirket negativt. I oktober 2011 indrykkede dendaværende norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, en erklæring i avisenDagensNæringsliv,hvori han understregede Nobelkomiteens politiske uafhængighed og udtrykte håbom genoprettelsen af tidligere bånd,19men der er stadig ingen konkrete tegn på, at forholdeter genopvarmet til et punkt, hvor drøftelser om en frihandelsaftale kan genoptages. Men medændringer i regeringen i begge lande og med Norges støtte til Kinas optagelse i Arktisk Rådsom permanent observatør kan der være en optøning undervejs. For nuværende forbliverNorge det eneste EFTA-medlem, der endnu ikke har indgået en frihandelsaftale med Kina,eftersom en aftale med Schweiz blev undertegnet i juli 2013 med Liechtenstein som delpartpå grund af landets toldunion med Schweiz.
9
Ud over friere handel har langt de mest synlige tegn på Kinas voksende tilstedeværelse i denarktiske region været at finde inden for ressourceefterforskning og -udvinding. Siden Kinasøkonomiske reformer begyndte i slutningen af 1970’erne, har landet i stigende grad væretafhængigt af råvareimport til energi, produktion, konstruktion og udvikling af infrastrukturen,og meget af Kinas tværregionale diplomati i det seneste årti, særlig i de ressourcerigeområder (Afrika og Centralasien), har koncentreret sig om fælles udvinding af råstoffer tileksport til Kina. I nogle tilfælde, navnlig med hensyn til olie og gas i Mellemøsten, harBeijing haltet bagefter med hensyn til at indgå ressourcepartnerskaber og har måttetkonkurrere med etablerede vestlige interesser om de økonomiske partnerskaber. På detseneste har der været tilfælde af modstand mod Kinas ressourcediplomati. Beijing har væretgenstand for international kritik, fordi Beijing samarbejdede med Sudan, et regime underanklage for at overtræde menneskerettighederne, og i Zambia har de kinesiske økonomiskeforbindelser mødt modstand af frygt for, at Kina skulle dominere den lokale økonomi. Ved atindgå i internationale økonomiske partnerskaber, herunder om ressourceudvikling, har denkinesiske regering skelnet mellem politik og økonomi, hvilket før har ført til kritik fra Vesten.I Arktis er Kinas ressourcediplomati synligt adskillige steder, navnlig med hensyn til energi,metal og mineraler, i en tid, hvor isen fortsætter med at smelte, og førhen utilgængelige land-og havområder bliver tilgængelige for udvikling. Imidlertid har den internationale kontrolmed Beijings økonomiske aktiviteter i regionen ført til en tilbageholdende tilgang frakinesiske interessers side på grund af frygt for global modstand, hvis landets tilgang til aterhverve arktiske ressourcer opfattes som alt for aggressiv.Med et stigende behov for olie og gas til at sætte yderlige skub i landets økonomi har Beijingreageret med stor interesse på potentialet i udvinding af fossile brændstoffer i Arktis. Enrapport fra 2009 fra United States Geological Survey estimerede, at den nordlige polarcirkel,som repræsenterer 6 % af verdens overflade, kan indeholde 13 % af verdens uudnyttedeolieforsyninger og op til 30 % af verdens naturgas, især nord for Rusland (Sibirien), nord forAlaska og mellem Baffin Island i Nunavut (Canada) og Grønland.20Denne kombination afuudnyttede olie- og gasforsyninger og et politisk stabilt område er særdeles interessant forKina, især da Beijing er i en meget gunstig økonomisk position til at levere opstartskapital ogmateriel til efterforskning og udvikling.Kinas voksende interesse i at samarbejde om udvinding af arktisk olie og gas kan ses i flereforskellige dele af regionen. I februar 2013 afsluttede China National Offshore Oil10
Corporation (CNOOC) købet af den canadiske energivirksomhed Nexen trods uenighed i dencanadiske regering. Handlen var en betydelig konsolidering af kinesiske interesser i detpotentielt lukrative tjæresand i det nordlige Alberta (Canada).21Måneden efter, da denkinesiske præsident Xi var på sit første statsbesøg, blev der indgået aftale med Moskva omkøb af 620.000 tønder olie om dagen fra det russiske statsejede selskab OAO Rosneft samtom fælles udvikling af en gasledning til Kina. Desuden ville OAO Rosneft sammen medChina National Petroleum Corporation udforske farvandene nord for den russiske kyst. Dettevar den første aftale af en sådan art, som Moskva havde indgået med asiatiske interesser, ogaftalen kan yderligere konsolidere Kina som en arktisk energimagt og placere Kina som denstørste aftager af russisk råolie ved at overgå Tyskland.22Endelig blev der i oktober 2013 underskrevet en aftale, der gav et partnerskab mellemCNOOC og det Reykjavík-baserede energiselskab Eykon licens til efterforskning af olie oggas i Dreki-regionen i Nordatlanten mellem Island og Norge. Da Eykon begyndte atudarbejde et forslag om efterforskning af fossile brændstoffer i regionen, slog IslandsNational Energy Authority fast, at Eykon skulle have en udenlandsk partner for at kunne gåvidere med projektet, og det endte med, at valget faldt på CNOOC.23Området forefterforskningen støder op til Jan Mayen-området på den norske side af den maritime grænse,og ifølge en aftale fra 1981 mellem Island og Norge har begge parter mulighed for at kræve25 % andel i enhver efterforskningslicens udstedt af det andet lands regering. Hidtil har dennyligt valgte norske centrum-højre-regering med statsminister Erna Solberg i spidsen afvist atville deltage. Et de facto-moratorium om arktisk olieefterforskning blev annonceret ibegyndelsen af oktober 2013, således at Solbergs mindretalsregering kunne opnå støtte framidterpartierne.24Selvom efterforskningsprocessen kan kræve års arbejde, fremmer Dreki-aftalen ikke kunBeijings tilstedeværelse i Arktis på energiområdet, men har også potentiale til at styrke Islandsom en stærkere energiaktør ved siden af Norge. Øget kinesisk deltagelse i islandskeenergiprojekter vil i øvrigt i høj grad bidrage til Islands fortsatte bestræbelser på at tiltrækkeudenlandske investeringer i kølvandet på bankkrisen i 2008 og den efterfølgende recession.Dreki-aftalen kan også blive springbræt for kinesiske offshoreprojekter andre steder i Arktis.Men trods de forbedrede vilkår for udvinding af fossile brændstoffer i dette område afNordatlanten vil eventuelle offshoreplatforme i Dreki-regionen ligesom anlæg i det øvrigeArktis blive mødt af vanskelige forhold som et barsk klima, herunder stærk vind og tåge, og
11
is i form af frosne havoverflader og isbjerge. Derudover kræves det, at alle mekanismer er påplads for at forhindre olieudslip i den miljømæssigt følsomme region.
2.2 Grønlands rolle i Kinas vækstpolitikEn stor del af Beijings seneste ressourcediplomatiske arbejde har været rettet mod Grønland,et område, som er påvirket af klimaændringerne. Som en del af rigsfællesskabet opnåedeGrønland hjemmestyre i 1979 og selvstyre i 2009. Grønlands begrænsede befolkning (57.000personer) er i høj grad afhængig af fiskeri og jagt samt et årligt bloktilskud fra Danmark på3,4 mia. danske kr. Derudover yder Danmark finansiel og logistisk støtte i forhold til forsvarog maritim sikkerhed, og Grønland har ledt efter alternative former for indkomst og dermedstørre suverænitet og uafhængighed.I Grønland er der muligheder for at udvinde værdifulde metaller, mineraler og ædelstene,herunder kobber, guld, jern, nikkel, platin, titan og zink foruden diamanter og rubiner. Vissesteder, bl.a. på Kvanefjeld (Ilimaussaq) i det sydvestlige Grønland, findes der aflejringer afsåkaldte sjældne jordarter, som på grund af deres karakteristiske elementer er velegnede tiludvikling af højteknologiske produkter, herunder såkaldt grøn teknologi. Disse elementeromfatter cerium, lanthan, neodym og yttrium, der alle findes på Kvanefjeld. P.t. udvindesomkring 97 % af de såkaldt sjældne jordarter i Kina, og dette monopol er begyndt at givesikkerhedsbekymringer i Vesten på grund af den stigende værdi af de sjældne jordarter. Denpotentielle sårbarhed blev illustreret, da den kinesiske eksport af sjældne jordarter til Japankortvarigt blev afbrudt i 2010 i kølvandet på, at en kinesisk trawlerkaptajn blev tilbageholdtaf de japanske myndigheder i det omstridte Østkinesiske Hav.25Der er derfor muligt, atGrønland kan blive en alternativ leverandør af disse elementer. Der er dog også denmulighed, at Kina vil forsøge at opnå aftaler om at udvinde sjældne jordarter i Grønland, daKina allerede har ekspertise på området og har vist vilje til at investere i regionen.På Kvanefjeld og i andre regioner som fx Illorsuit mod syd er der aflejringer af uran, somikke er udnyttet på grund af nultolerancepolitikken med hensyn til uranudvinding. Der harsiden 2010 været tiltag til eventuelt at ophæve nultolerancepolitikken, men det var først eftervalget i marts 2013, hvor partiet Siumut kom til magten, at der blev taget konkrete initiativer,herunder en afstemning i oktober 2013, der lige akkurat gik igennem i det grønlandskeparlament, om potentielt at udvinde uran af grønlandsk jord.26Desuden vil udvinding afsjældne jordarter på Kvanefjeld nødvendigvis betyde udvinding af uran. Den grønlandskeregering fastholdt, at uranudvinding var et økonomisk spørgsmål og dermed faldt under12
Grønlands selvstyre, men den danske regering holdt på, at spørgsmålet om uraneksport pågrund af urans radioaktive natur og potentielle anvendelse i våben var etsikkerhedsspørgsmål, og at Danmark dermed var forpligtet til at gribe ind.Kina er et af mange lande, foruden Australien, Indien, Japan, Sydkorea og Storbritannien,som har udtrykt interesse i joint ventures i Grønland for at udvikle landets minedrift, men deter Beijing, der har fået langt den største opmærksomhed fra Danmark, EU og detinternationale samfund på grund af Kinas fortsatte økonomiske vækst og ressourcediplomati.Konkurrencen mellem Kina og Vesten om Grønlands ressourcer har domineret debatten omlandets potentielle minedriftsboom. Selvom der er snesevis af potentielle miner i Grønland, erminedrift også forbundet med mange vanskeligheder. Ikke alene er isen et problem, men derkræves også meget stor startkapital, udefrakommende arbejdskraft og udbygning afinfrastrukturen. Kina er et af de få lande, der er i stand til at løfte hele denne opgave, og det erkernen i forholdet mellem Beijing og Grønland. To kinesiske virksomheder har væretinvolveret i prospektering i Grønland, nemlig Jiangxi Zhongrun Mining, som i partnerskabmed det britiske selskab Nordic Mining har efterforsket guld og kobber, samt Jiangxi UnionMining, som har søgt efter kobberforekomster i det centrale Grønland. Sidstnævnte var detførste kinesiske mineselskab, der gennemførte operationer nord for polarcirklen.27På nuværende tidspunkt er de kinesiske interesser i Grønland fokuseret på mulighederne forudvikling af en jernmine ved Isua, omkring 150 km nordøst for Nuuk. En jernmalmaflejringmed et omfang på over 1 mia. tons af usædvanlig høj kvalitet (ca. 70 % rent jern) blevopdaget i midten af 1960’erne, men det blev anset for alt for omkostningstungt at udvindejernet, indtil det britiske selskab London Mining i 2005 købte udvindingsrettighederne.Undersøgelser har siden vist, at minedrift vil kunne betale sig her. Projektet, der ville omfatteselve minen, et forarbejdningsanlæg, rørledning til transport af jernmalmen og endybvandshavn, og som ville have en maksimal produktion på 15 mio. tons jernmalm om året,kræver en indledende investering på 2,35 mia. dollars. På grund af de høje indledendeudviklingsomkostninger er det muligt, at London Mining slår sig sammen med kinesiskeinteressenter, herunder Sichuan Xinye Mining Investment.28Hvis det lykkes at få tilladelse tilprojektet fra den grønlandske regering, kan dette bane vejen for fremtidige kinesiskeinteresser i minedrift i Grønland.Men projektet stødte på modstand i begyndelsen af 2012, da der begyndte at dukke rapporterop i medierne om, at udvikling og drift af Isua-minen ville kræve en tilstrømning af 2.000-13
3.000 kinesiske arbejdere på grund af mangel på kvalificeret lokal arbejdskraft. Dette førte tilspørgsmål og diskussioner om indvandring, mindstelønspolitik, ændring af EU-reglerne ogDanmarks rolle i en eventuel aftale.29Nogle rapporter fastslog oven i købet (fejlagtigt), athundredvis af kinesiske arbejdere allerede var ankommet til Grønland,30hvilket førte tilyderligere internationale spekulationer om, at noget stort var under opsejling i forhold tillandets mineralrigdomme, og at Europa var ved at tabe konkurrencen. På grund af karakterenaf forbindelserne mellem den kinesiske regering og kinesiske selskaber i nøglesektorer,såsom ressourceudvinding og minedrift, var det svært for udenforstående observatører atvurdere, i hvor høj grad det var Beijing, der stod bag styringen af de potentielle joint venturesi Grønland.
2.3 Åbningen af handelsruter i ArktisDa isen i Arktis fortsætter med at smelte, har den internationale debat om mulige handelsruterværet centreret om tre vandveje. Nordøstpassagen strækker sig parallelt med Sibiriensnordlige kyst fra Beringstrædet og Tjukotka-halvøen til Novaja Zemlja og den russiskearktiske havneby Murmansk og anses af mange asiatiske lande som en genvej for skibsfart tilde europæiske markeder. Nordvestpassagen løber forbi Ishavsøerne i Northwest Territoriesog Nunavut i det nordlige Canada. Den juridiske status for denne passage er omstridt. Dencanadiske regering fastholder, at ruten ligger inden for den canadiske territorialgrænse, mensUSA og EU mener, at området er internationalt farvand.31Endelig er der nu større mulighedfor transport ad søvejen tættere på Nordpolen, på tværs af Arktis, og undersøgelser tyder på,at med den fart, isen smelter med, kan Arktis i 2040, hvis ikke før, være praktisk taget fri foris i sommermånederne.32Disse ruter kan betyde forkortelse af transittiden for fragtskibemellem markeder. Der er desuden mulighed for, at skibe, der nærmer sig de dimensioner,som er tilladte for transit gennem Panamakanalen, Suezkanalen og Malaccastrædet (desåkaldte Panamax-, Suezmax- og Malaccamax-skibe) kunne sejle på de nordlige søveje somet alternativ til traditionelle skibsruter.I september 2013 gennemsejledeNordic Orion,et fragtskib ejet af det danske firma NordicBulk Carriers, Nordvestpassagen på en rejse mellem Vancouver og den finske havneby Poriog var dermed det første skib af sin størrelse til at gennemføre turen. Denne rute gav, iforhold til den sædvanlige rute ad Panamakanalen, en besparelse på syv rejsedage og ca.80.000 dollars i brændstofudgifter.33Skibet havde samme størrelse og struktur som netopPanamax-typen, og det tyder på, at skibe, der er for store eller tunge til at sejle via detraditionelle passager som Panamakanalen og Malaccastrædet, kunne gøre brug af de nordlige14
skibsruter i fremtiden.Nordic Orionsrejse var blandt de mest betydningsfuldegennemsejlinger af Nordvestpassagen, siden den modificerede amerikanske olietankerManhattangennemsejlede området i 1969.Nordøstpassagen er af særlig interesse for Kina på grund af muligheden for at spare både tidog brændstof for fragtskibe på vej til Atlanterhavet. Hvis man fx anvender denne rute tiltransit fra Shanghai til Hamburg, vil den være omkring 6.400 km kortere end de traditionelleAsien-Europa-sejlruter, der går gennem de snævre passager Malaccastrædet ogSuezkanalen.34Brugen af arktiske sejlruter har også strategiske fordele for Beijing. Pånuværende tidspunkt har Kina ikke kapacitet til regelmæssigt at patruljere Malaccastrædet, ogsom nævnt ovenfor begyndte den kinesiske regering at vurdere situationen som en kilde tilstrategisk sårbarhed, især i betragtning af den stigende import af fossile brændstoffer til Kinafra Afrika og Mellemøsten, som passerer gennem Malaccastrædet. Desuden vil kinesiskefartøjer, hvis de anvender de nordlige ruter, undgå de vanskelige farvande i Adenbugten ogDet Arabiske Hav, som begge siden 2008 i stigende grad har været præget af piratangreb.Potentialet for øget brug af Nordøstpassagen ikke bare af kinesiske skibe, men også affartøjer fra andre østasiatiske lande som Japan og Sydkorea, er baggrunden for, at Beijingmener, at den arktiske region er et internationalt anliggende.Beijing demonstrerede sin vilje til at deltage i åbningen af Nordøstpassagen for kommercielskibsfart i august-september 2013, hvor det kinesiske fragtskibYongshengejet af ChinaCosco Shipping Group sejlede fra Dalian til Rotterdam på 33 dage via den arktiske rute ogdermed sparede ca. to ugers transittid.35Det var første gang, et containerskib gennemførterejsen, og dermed beviste man ikke bare de muligheder, passagen byder på for kinesisk ogasiatisk shipping, men fik også demonstreret Kinas stigende maritime kunnen. Siden Beijingfor alvor påbegyndte en modernisering af flåden, kort efter at Hu kom til magten, har derværet meget fokus på at udvide de kinesiske maritime aktiviteter ud over den såkaldte ”firstisland chain”, hvilket vil sige Taiwan og Filippinerne, som forberedelse til hyppigere ”farseas operations” i farvande langt væk fra Asien. Selvom Beijing har understreget, at der ertale om fredelig udnyttelse af den arktiske region til videnskabelige og økonomiske formål,vil muligheden for at sende skibe via Arktis være en afgørende test af landets voksendestrategi for at udvide sine maritime interesser længere væk fra kinesiske farvande, herundertil mere klimamæssigt udfordrende regioner langt mod nord.
15
3. Kina i Arktisk RådI et stigende antal kinesiske medierapporter og undersøgelser om landets nye politikker medhensyn til Arktis har man betegnet Kina som både en nærarktisk stat og en arktisk interessent,til trods for at Kina ikke har en arktisk grænse. Det var på baggrund af denne opfattelse, atBeijing søgte om permanent observatørstatus i Arktisk Råd, der blev oprettet i 1996 som etforum for samarbejde og koordination mellem de otte arktiske stater36samt de oprindeligefolk i regionen. Sammen med andre ikkearktiske stater gav man Kina tilladelse til at deltagesom ad hoc-observatør. Med andre ord skulle landet ansøge om at deltage som observatør ihvert enkelt møde. Beijing havde imidlertid ønsket at få ret til at deltage i Arktisk Rådsmøder uden at skulle anmode om optagelse hver gang. At blive fuldgyldigt medlem af rådethar aldrig været en mulighed for Kina, da landet ikke har nogen arktisk grænse, menpermanent observatørstatus ville cementere Kinas arktiske interesser og tillade Beijing atspille en mere synlig rolle i udarbejdelsen af den arktiske politik.Den primære begrundelse for Beijings anmodning om permanent observatørstatus i rådet var,at virkningerne af klimaændringer i Arktis ville have betydelige konsekvenser for Kinasmiljø, økologi og landbrug, og at landet allerede havde demonstreret sin vilje til at arbejde formiljø- og udviklingsanliggender i Arktis.37Kina erklærede endvidere sin støtte til de arktiskestaters suverænitet og territoriale rettigheder i henhold til FN’s Havretskonvention(UNCLOS) fra 1982 og udtrykte intet ønske om at udfordre gældende praksis ellerbestemmelser i regionen. Kina tog dog stærkt afstand fra det synspunkt, at arktiskeanliggender var et strengt regionalt anliggende, et standpunkt, som gik imod bl.a. Ilulissat-erklæringen (Arctic Five-erklæringen) fra maj 2008 underskrevet af de fem stater, somdirekte grænser op til Ishavet (Canada, rigsfællesskabet, Norge, Rusland og USA).Erklæringen beskriver de fem landes fælles ansvar for sammen at udvikle et omfattenderegelsæt for Arktis. Men Kina har udviklet en stor følsomhed over for ethvert forsøg fra dissestaters side på at ”dele den arktiske melon”38og begrænse adgangen til de arktiske ressourcertil et lille antal stater.Beijing har fastholdt, at Arktis bør betragtes som et internationalt anliggende, da adskilligelande er berørt af de miljømæssige, politiske og økonomiske forandringer i Arktis, herundermulighederne for åbning af nye handelsruter og adgang til ressourcer. Yin Zhou, enpensioneret flådeadmiral fra Folkets Befrielseshær, blev i 2010 citeret for at sige, atNordpolen og de tilstødende farvande ”tilhører alle folkeslag i verden”, og at Kina, med en16
femtedel af verdens befolkning, nødvendigvis burde spille ”en vigtig rolle” i udforskningenaf området.39Samtidig kan Beijings ønske om at indtræde i Arktisk Råd ligeledes opfattessom en konsekvens af Kinas bekymring for at blive strategisk omringet af Vesten samt atblive lukket ude fra aktiviteter, der kan have væsentlig strategisk eller økonomisk værdi forKina.Inden beslutningen blev taget om at udvide antallet af permanente observatører i Arktisk Råd,havde seks vesteuropæiske lande allerede den rolle (Frankrig, Tyskland, Holland, Polen,Spanien og Storbritannien). Kinas første ansøgning om permanent observatørstatus blevafvist i 2009. Beijing genansøgte i 2012 og udvidede i den forbindelse sine diplomatiskeforbindelser med flere arktiske stater i håbet om at sikre fremtidig støtte. PremierministerWens besøg i Reykjavík i april 2012 og de efterfølgende indledende samtaler omfrihandelsaftaler samt præsident Hus besøg i København i juni samme år (præsidentens førstestatsbesøg) og møder i Beijing med den canadiske premierminister Stephen Harper i februar2012 er blot tre eksempler på Kinas bilaterale arktiske diplomati. Canada overtog pladsensom formand for Arktisk Råd for en toårig periode i maj 2013 og vil blive efterfulgt af USA.Kina har også sat fokus på arbejdet i det primære organ med ansvar for indsamling ogsagsbehandling i forbindelse med landets arktiske interesser, The Polar Research Institute ofChina, der blev grundlagt i 1989 som en underafdeling af The Shanghai Institute ofInternational Studies.På Arktisk Råds topmøde i Kiruna i maj 2013 blev Kina tildelt permanent observatørstatus irådet. Beijing fik følgeskab af andre asiatiske lande, der også er interesserede i mulighedernefor Arktis som en økonomisk ressource, nemlig Indien, Japan, Sydkorea og Singapore, somalle kan drage fordele af regionens ressourcer og brugen af Nordøstpassagen. Også Italienblev tildelt permanent observatørstatus, hvorimod Canada nedlagde veto mod EU’sansøgning om det samme, hovedsagelig på baggrund af uenighed om handel medsælprodukter.40Trods spekulationer om, at Norge ikke ville acceptere Kinas ansøgning i lysetaf den diplomatiske hårdknude siden 2010, blokerede Oslo ikke ansøgningen. Kort efter atgodkendelsen blev bekendtgjort, skrev den kinesiske nyhedstjenesteXinhua,at selvom Kinasnye status i rådet stadig ikke gav landet stemmeret, var Kinas status som permanentobservatør et skridt i den rigtige retning i forhold til Beijings ”legitime rettigheder ogaktiviteter i regionen”.41Kina har understreget, at man i rådet fortsat prioriterer at arbejde påat fremme videnskabelig og miljømæssig forskning i regionen samt at udvikle handelsruterog fremme ressourceudvikling i Arktis. I juni 2013 annoncerede Kina planer om i 2014 at17
åbne et nyt kinesisk-nordisk forskningscenter i Shanghai med støtte fra danske (specifiktNordic Institute of Asian Studies, Københavns Universitet), islandske og norske institutioner.Kinas nyligt opnåede status i Arktisk Råd vil sandsynligvis føre til en større afklaring fra denkinesiske regerings side med hensyn til de vigtigste politiske prioriteter i Arktis. Landet vilvære en aktiv deltager i spørgsmål vedrørende styring i regionen såvel som udvikling af etudvidet regelsæt for økonomiske aktiviteter og handel. Diskussionen om, i hvor høj gradarktiske anliggender kan og bør internationaliseres, med andre ord om, i hvor høj gradspørgsmål og beslutninger skal foregå i et større forum end Arktisk Råd, er også noget, dervil indgå direkte i de kinesiske interesser. Rådet vil også være et glimrende forum for Beijingtil at fortsætte arbejdet med at indsamle oplysninger, ikke blot om fysiske og miljømæssigeaspekter i regionen, men også om medlemslandenes og de andre observatørers politiske ogøkonomiske interesser. Kinas holdning til Arktis som et potentielt internationalt forum delesaf nogle af de andre nyligt udnævnte permanente observatører, især Indien, Japan ogSydkorea.Endelig er der spørgsmålet om, hvilken rolle den nyligt etablerede Arctic Circle kan spille iden regionale institutionsopbygning. Arctic Circle, som havde stiftende møde i Reykjavík ioktober 2013, blev oprettet for at skabe et større forum for samarbejde og dialog omregionale anliggender, herunder med en udvidet rolle til ikkestatslige aktører. Der er planerom at holde møde i Arctic Circle én gang årligt, men det er usandsynligt, at det vil udvikle sigtil en konkurrent til Arktisk Råd. I stedet kan Arctic Circle udvikle sig til en form forstøttemekanisme for rådet ved at bidrage med uddybende oplysninger og politiskeanbefalinger til de regionale regeringer. Det er dog meget muligt, at Beijing ønsker at bevaresynligheden i begge organisationer på grund af deres forskellige roller i udviklingen afstyring i Arktis.Kinas nuværende rolle i Arktis er blevet beskrevet som en ”mildt revisionistisk magt”42pågrund af landets støtte til opretholdelse af regionale normer og regler samt internationaleorganisationer såsom Arktisk Råd kombineret med et ønske om at spille en større rolle iudviklingen i regionen på trods af landets ikkearktiske placering. Men samtidig er Beijingfortsat sensitiv over for den globale opfattelse af, at Kina ensidigt forsøger at annektereressourcerne i Arktis, hvilket de oprindelige forviklinger i sagen om Isua-minedriftendemonstrerede. I en erklæring på et Senior Arctic Officials-møde i Arktisk Råd i oktober2013 konstaterede en repræsentant for det kinesiske udenrigsministerium fx, at mens Beijing18
så frem til at deltage i den kommercielle udvikling af regionen, blev man nødt til at prioriterebåde miljøet og de ”lokale landes relevante krav”.43Med dette in mente har Beijing væretåben over for forslag fra de nordligste regeringer på en række forskellige områder lige fra detvidenskabelige til det politiske. Mens Kina har hævet stemmen over for områder, man anserfor landets kerneinteresser, såsom de nærliggende østkinesiske og sydkinesiske have, harBeijing, når det gælder områder længere væk fra Kina, såsom Arktis, søgt at bevare rollensom partner snarere end fremrykkende magt. Eventuelle aggressive eller revisionistiskehandlinger fra Beijings side ville da også uvægerligt udløse forsøg på at opretholdemagtbalancen fra de andre arktiske regeringer, et scenarie, som det ville være for risikabeltfor Kina at overveje, især i betragtning af at to af de pågældende regeringer er USA’s ogRuslands.
19
4. Rigsfællesskabets forhold til Kina i ArktisUSA har besluttet sig for at håndtere Kinas vækst og fremtidige sikkerhedspolitiske rolle meden strategi, der sigter mod både at inddæmme og at engagere Kina, og Danmark bør nøjefølge USA’s håndtering af Kinas vækst både regionalt og andre steder, som eksempelvis iArktis. USA er både én af Danmarks absolut tætteste allierede og den centrale internationaleaktør, når det handler om at håndtere nye globale udfordringer. Derfor skal en langsigtetdansk udenrigspolitisk strategi medtænke amerikanske mål og metoder. USA har i enårrække diskuteret, hvordan man håndterer Kinas vækst, og er så langt i den strategiskeproces, at man er i færd med at implementere en helt ny Asien-strategi, der dybest set handlerom at håndtere Kina.44Det er med Kinas interesse i Arktis direkte relevant for Danmark ogrigsfællesskabet.Som beskrevet udgør Kinas interesser i Arktis ikke en direkte trussel for rigsfællesskabet, daKinas udenrigspolitiske strategi er baseret på at udvikle partnerskaber. Kina har primærtfokus på sin egen vækst og på, hvordan ressourceudvinding i Arktis og etableringen af nyetransitruter kan understøtte denne udvikling. Der ligger dog også nogle helt simple strategiskebetragtninger bag den konklusion, at Kina ikke udgør en umiddelbar trussel forrigsfællesskabet i Arktis.Kina er meget opmærksom på, at landets optræden i verden vækker meget opsigt, og landethar derfor bestræbt sig på at demonstrere, at det ønsker at følge gældende spilleregler.Desuden er Kina de facto inddæmmet og vil ikke i mange år fremover kunne projiceremilitær magt særlig langt fra sit eget område – og slet ikke i Arktis. Ud fra denne betragtninger det logisk, at Kina vælger en strategi, hvor man søger indflydelse via blød magt – altså etfokus på vækststrukturer og økonomiske strukturer fremfor militære. Kinas bløde magt vileksempelvis kunne manifestere sig ved den indflydelse, man får ved at have en relativt storarbejdsstyrke i et lille samfund som det grønlandske.
4.1 Kinas strategiske råderum over for USA og ArktisUSA er rigsfællesskabets stærkeste allierede i det arktiske område. Derfor er det essentielt atskabe et overblik over, hvordan USA opfatter den kinesiske tilstedeværelse i Arktis, darigsfællesskabet må sikre en hensigtsmæssig balancering i forhold til USA’s opfattelse afKina i Arktis og i forhold til egne ambitioner for udviklingen i området.Kina er som nation hæmmet af sin geografi – i sit nærområde såvel som regionalt. Mod syder Kina begrænset af Malaccastrædet og ASEAN-landenes45kontrol med dette område. Mod20
nord blokerer Japan og Sydkorea og dominerer de smalle farvande som eksempelvisKoreastrædet. Mod øst findes Taiwan, som admiral Douglas MacArthur kaldte for”hangarskibet, der ikke kan sænkes”.46USA har i dette område en række fremskudte baser ognogle meget tætte allierede. Bag denne inddæmningszone har man dernæst en rækkesikkerhedsakser (se figur 1).Figur 1: Amerikanske sikkerhedsakser i Stillehavet47
Det er derfor nærliggende at antage, at Kina kun har kommercielle interesser i Arktis, daKina er væsentligt begrænset i sine muligheder for en sikker og stabil militær magtprojiceringi det arktiske område.Hvis Kina optrådte aggressivt i Arktis eller valgte at handle i strid med gældende regler ognormer, ville landet ikke kunne understøtte denne opførsel militært, og det ville derfor skadelandets vækstpolitik. Desuden ville Kina stå alene med en sådan en aggressiv adfærd, daøvrige nationer gennem Arktisk Råd og Arctic Five-erklæringen har besluttet, at en militæroptrapning i området ikke er hensigtsmæssig for den videre udvikling.48Dermed ville Kina
21
altså stå uden allierede og med et irrationelt mål i forhold til de øvrige mål, som landet har satfor tilstedeværelsen i Det Sydkinesiske Hav og den øvrige vækstpolitik. Derudover villemiljøet i det arktiske område kræve en væsentlig omprioritering af de kapaciteter, som Kinaville skulle bruge for at kunne balancere militært med de øvrige lande omkring Arktis – isærdeleshed USA og Rusland.Kinas vækstpolitik er derimod baseret på en spredt strategi, hvor investeringerne ikke erfokuseret på at skulle understøttes militærlogistisk. Dette er både Afrika og Sydamerika, somKina har investeret massivt i gennem de seneste fem-ti år, gode eksempler på.Det er i Kinas interesse at demonstrere over for omverdenen, at landet vil følge gældenderegelsæt og indordne sig efter Arktisk Råd. Dette harmonerer ydermere med den amerikanskestrategi for at håndtere Kinas hastige vækst. Grundlæggende er USA i stigende grad bevidstom, at man skal forsøge at forstå Kinas motiver og verdensopfattelse bedre. Men detteskygger ikke for en temmelig klar opfattelse af, at Kina kun kan udvikle sig til en nation, derføler et større internationalt medansvar (en såkaldt stakeholder), hvis man lader være med atbehandle Kina udelukkende som en rival eller en trussel. Kina kan kun blive en internationalaktør, hvis landet fortsætter med at engagere sig langt hjemmefra. I denne sammenhæng erder ingen forskel på, om Kina er engageret i Arktis, Mellemøsten eller Afrika – ligesommotivet ikke gør nogen forskel. Des mere Kina er engageret i Arktis, des større interesse villandet have i at tage medansvar for at bekæmpe eksempelvis pirateri, og Kina har netop siden2009 leveret væsentlige bidrag til antipiraterimissioner. Samtidig har de kinesiskeflådestyrker besøgt en lang række lande i Asien, i Mellemøsten, på den afrikanske østkyst ogi Sydeuropa. Derudover har Kina og USA sågar gennemført samarbejdsøvelser inden forrammerne af piratbekæmpelse. Det viser, at Kina ønsker at demonstrere sin bevidsthed om, aten global vækstpolitik afføder et behov for globalt sikkerhedspolitisk ansvar. Det er bl.a.beskrevet i rapporten ”No substitute for Experience – Chinese Antipiracy Operations in TheGulf of Aden” fra U.S. Naval War College, hvor det konkluderes, at:As China becomes a truly global stakeholder in coming years and seeks to protect itsoverseas interests more effectively, Chinese and American interests overseas will intersectto an unprecedented degree. Never before have the two great Pacific nations beenpowerful simultaneously. Substantive cooperation between the two sides will thus beindispensable not only for U.S.-Chinese relations but also for the stability of the globalcommons. An open and cooperative relationship will be required in a variety of maritime22
regions, particularly in areas where the U.S. and other militaries are already wellpositioned to restrict Chinese access and development.49Dermed viser Kina sig i højere grad at ville være en aktør i den globale orden fremfor atudfordre den. Den politik og ansvarsforpligtigelse må også forventes at gælde for Arktis,hvorfor rigsfællesskabet ligesom USA ikke er nødsaget til i væsentlig grad at øge denmilitære tilstedeværelse i det arktiske område i den nærmeste fremtid.I april 2013 præsenterede Wilson Center Scott Kennedy og He Fans rapport ”The UnitedStates, China, and Global Governance: A New Agenda for a New Era”, som understreger, atKina og USA har forskellige strategier, når det handler om de globale fællesskaber. Derforkan der nemt opstå konflikter og forløb, hvor man søger at modvirke den internationale rolle,modparten spiller. Debatterne i forbindelse med borgerkrigen i Syrien eller om, hvordan manskulle håndtere Irans kernekraftprogram i FN-regi, er glimrende eksempler herpå. Rapportenunderstreger dog også, at både USA og Kina ønsker at understøtte den herskende økonomiskeverdensorden, og at den finansielle krise i 2008 afslørede, at de to nationer kan samarbejdeaktivt og har meget at vinde herved. Rapporten konkluderer bl.a.:We call on the government, industry, and NGOs in both the United States and China tomore constructively show leadership at multiple levels – domestically, bilaterally,regionally, and multilaterally – in ways that serve the world’s general needs. Achievinggreater US-China cooperation on global governance will not be easy because of thedifferent approaches to economic governance, their political systems, and economicinterests have all served to constrain cooperation on global governance.50Tidligere i denne rapport understreger vi derfor netop, at rollen som ansvarlig internationalaktør er højt prioriteret i Beijing. Da dette også harmonerer med den ovenfor beskrevneamerikanske strategi over for Kina, er det forventeligt, at det, at Kina og USA bruger detinternationale samfund til at modarbejde hinanden, er ved at ændre sig.51I Pentagon-regi tænkes der meget over de militære perspektiver vedrørende Kina. Det handlerom de to strategiske koncepter, der står over for hinanden, og om, hvorvidt USA’s Air-SeaBattle-strategi (ASB) er tilstrækkelig til at håndtere Kinas Anti-Access/Area Denial-strategi(A2/AD).A2/AD er en simpel operationel metode, hvormed en overvældende missilkapacitet i egetnærområde i teorien skal gøre det umuligt for en fjendtlig magt at operere i eller nær eget23
territorium. De vigtigste komponenter i kinesisk A2/AD er ikke at være modpartenteknologisk overlegen eller at kunne bryde USA’s sikkerhedsakser i regionen, men at kunneidentificere en fjende tæt på eget territorium og uskadeliggøre en trussel ved kvantitativoverlegenhed.ASB derimod er baseret på et behov for fremskudte enheder og baser langt fra egne territorierfor derved hurtigt at kunne projicere magt til et givent område og for at sikre egne interesserså fjernt som muligt fra eget territorium. Dette er heller ikke i sig selv en strategi, men etoperationelt koncept, der skal understøtte USA’s strategiske mål. USA’s strategi er at haveubegrænset adgang til – og kontrol over – globale maritime interesseområder. Da A2/AD iteorien kan betyde, at USA ikke kan operere tæt på kinesisk territorium, er ASB derforudviklet til at imødegå A2/AD med koncepterne ”disrupt, destroy and defeat (D3). Officieltbeskriver Pentagon D3 således:D3 represents the 3 lines of effort of the ASB Concept:Disrupt Adversary Command, Control, Communications, Computers, Intelligence,Surveillance, and Reconnaissance (C4ISR or C4I);Destroy adversary A2/AD platforms and weapons systems; and,Defeat adversary employed weapons and formations.52
Dette er ikke en uvant strategisk metode for USA, som med et stort antal hangarskibsgrupperhistorisk har benyttet sig af denne metode.En militær konflikt med Kina kan have mange årsager, men vil mest sandsynligt være enudløber og eskalering af en af de følgende problemstillinger:Konflikt på grund af grænsedragningen i Det Sydkinesiske HavKonflikt med Taiwan om landets selvstændighedKonflikt med Japan i Det Østkinesiske Hav på grund af Air Defense IdentificationZone (ADIZ).Konflikt med udgangspunkt i NordkoreaKonflikt med udgangspunkt i konflikten på grund af Senkaku-øerne (Diaoyu-øerne).
Selvom alle scenarierne kun synes at have ringe potentiale for at kunne udvikle sig til enegentlig militær konflikt, er de ikke desto mindre så alvorlige, at de især i militære kredsepræger debatten.24
Umiddelbart kan USA’s omfattende Stillehavsstrategi synes uvæsentlig for det danske syn påKinas interesser i Arktis. Men det er netop USA’s succesfulde regionale inddæmning af Kina,der er grundlaget for, at risikoen ved at engagere sig tæt med Kina, eksempelsvis i Arktis, erlille.USA har meget få militære problemer med, at Kina bliver stadig mere aktiv i Arktis. I Arktiser Kinas interesser så langt væk, at de ikke kan understøtte militært. USA kontrollerer Kinasadgang til Arktis, og det er utænkeligt, at Kina vil blive stærkere ved at få øgede interesserhinsides den sikkerhedsbarriere, som de facto findes omkring Kina.Dermed kan USA i et sikkerhedsstrategisk perspektiv føle sig relativt sikker, når det gælderArktis. Dog er USA stadig i en situation, hvor det er nødvendigt at overveje, om landet påmeget længere sigt frygter, at Kinas adgang til ressourcerne ville kunne få sikkerhedspolitiskbetydning. Der er to tilsyneladende modsatrettede spor i USA’s strategiske håndtering afKina:På den ene side søger USA at dominere Kina militært i Kinas nærområde.På den anden side – men mere perifært – giver USA Kina plads for at muliggøre etmere engageret Kina.
4.2 Rigsfællesskabets strategiske valg i Arktis – med Kina sommedspillerSom udgangspunkt viser analyser og vurderinger altså, at risikoen for en egentlig konflikteller spænding mellem staterne omkring Arktis er usandsynlig.53Derved kan en faktiskinterstatslig trussel minimeres. Dette forhold gør også, at Danmark og USA ikkenødvendigvis har et behov for øget militær tilstedeværelse i det arktiske område.Kinas hastige vækst betyder, at landet har en interesse i at få adgang til ressourcer ogmulighed for ubesværet at kunne transportere disse ressourcer. Derudover har landet interessei de handelsruter, der bringer dets varer til verdensmarkedet.Nordvestpassagen og Nordøstpassagen forventes, som tidligere beskrevet, at blive sejlbarehandelsruter i nær fremtid. Det vil formindske afstanden til Asien betydeligt i forhold tilruterne gennem Panamakanalen og Suezkanalen. Mellem London og Tokyo sparer man viaNordvestpassagen eksempelvis ca. 7.000 km i forhold til Panamakanalen og ca. 5.000 km iforhold til Suezkanalen. I Norge diskuterer man allerede, hvordan man skal forholde sig til
25
placeringen midt på ruten mellem EU og Asien.54Også Skotland overvejer muligheder foregnede havnefaciliteter ved Stornoway.55Island har som ikke-EU-land, som tidligerebeskrevet, også overvejelser om sin strategiske placering i forhold til havnefaciliteter.Island, Norge og Skotland er ikke ene om at have en væsentlig strategisk betydning i dettespørgsmål. Rigsfællesskabet er i en lignende situation, som kan være gældende for bådeDanmark, Færøerne og i særdeleshed Grønland. Rigsfællesskabet kunne have væsentligkommerciel interesse i at facilitere omlastningshavne, således at godstransporten over detarktiske område foregår på dertil egnede skibe (fx med isbryderkapacitet), hvorefter godsetomlastes til konventionelle fragtskibe.I Grønland ville man kunne facilitere behovet gennem Nordvestpassagen, og Færøerne ogDanmark (som indsejling til Europa) kunne spille en rolle i forhold til trafik gennem detcentrale Arktis og Nordøstpassagen. Figur 2 illustrerer de mulige ændrede sejlruter.56Figur 2: Sejlruter i Arktis
26
Flere organisationer og fællesskaber kan have interesse i Arktis (fx FN, NATO, EU, ArktiskRåd og de fem arktiske kyststater). Det er på den ene side i dansk interesse, at man følgerFN’s Havretskonvention for at sikre ensartede regler i hele verden og dermed også medhensyn til delingen af det arktiske område. På den anden side kan det aldrig være i en lillenation som Danmarks interesse at skabe et meget stort forum med mange tungere aktører,hvor man diskuterer arktiske problemstillinger. Derfor vurderes det at være i Danmarksinteresse at styrke Arktisk Råd og de fem arktiske kyststaters samarbejde.Arktisk Råd er yderligere den eneste etablerede organisation, hvor danske forhold i Arktiskan diskuteres med Kina. Ved at Kinas interesse i Arktis bliver varetaget i netop dette forum,kan det samtidig sikres, at der er den nødvendige åbenhed om de mere generelle økonomiskeinteresser, Kina måtte have i området. Arktisk Råds opgave er ikke at tage sig af demellemstatslige sikkerhedspolitiske aspekter. Det er derimod en opgave for landene bagArctic Five-erklæringen. Dermed vil Danmark kunne koncentrere fokus på henholdsvisøkonomisk politik og sikkerhedspolitik i hvert sit forum, hvilket igen gør netop Arktisk Rådtil en god base for dansk-grønlandsk-kinesisk vækstpolitisk forhandling.Arktisk Råd og Arctic Five-erklæringen omfatter også et øget samarbejde i forhold til defælles ansvarsområder som eksempelvis søredning, forureningsberedskab og overvågning oghar vist sig at være gode platforme for fx at udvikle samarbejde om kystvagtsopgaver. Dethar bl.a. resulteret i, at Danmark har deltaget i søredningsøvelser med Arctic Five-landene ogIslands og Færøernes respektive kystvagter.57Danmark er tæt allieret med USA, der trods en officiel strategi for Arktis ikke er nået særliglangt med implementeringen af denne og heller ikke synes at prioritere regionen særlig højt.Dog udgav det amerikanske forsvarsministerium i november 2013 en arktisk strategi, somunderstøtter USA’s samlede strategi for området og den arktiske strategi, som blev udgivet afUS Coast Guard i maj 2013. Fælles for strategierne er, at USA fremstår afventende ogmoniterende fremfor at tillægge området væsentlig national sikkerhedsbetydning. Det betydersamlet set, at USA fokuserer på at løfte de kommende opgaver i Arktis gennem internationaltsamarbejde.Råstofudvinding i Grønland har skabt debat internt i rigsfællesskabet om, hvilke ressourcerder måtte have en strategisk betydning for udviklingen i Arktis – både økonomisk ogsikkerhedspolitisk. Det skaber et spændingsfelt mellem råstofpolitik, som er grønlandskansvarsområde, og sikkerhedspolitik, som er dansk ansvarsområde. Udenlandske investorer,27
herunder Kina, er bevidste om dette forhold og vil derfor naturligt søge at gennemføreforhandlinger på ressourceområdet i både København og Nuuk. Det forhold vurderes at væreuhensigtsmæssigt for samarbejdet internt i rigsfællesskabet og i relation til udarbejdelse af deomfattende kontraktforhandlinger, der er nødvendige for økonomisk, miljømæssig ogsikkerhedspolitisk bæredygtighed i Grønland og Arktis.
28
5. KonklusionSom arktisk aktør er rigsfællesskabet i en unik position til at observere og deltage i de hastigtudviklende politiske og økonomiske begivenheder i Arktis og det ekspanderende Kinas rolle iregionen. Danmark har støttet Beijings bestræbelser på at spille en større rolle i Arktisk Råd,og de bilaterale forbindelser er også blevet styrket i de seneste år. Da Kina på mange måderer en nytilkommen i arktisk politik og i socioøkonomiske anliggender, vil Danmark være enværdifuld partner for Beijing, efterhånden som kinesiske interesser i Arktis modnes. Kinasøgede rolle i Arktisk Råd giver desuden den danske regering en ekstra mulighed for atinvolvere Beijing i en række presserende spørgsmål, som vedrører den nordiske region ogIshavet. Der er flere områder inden for arktiske anliggender, herunder løsning afmiljøproblemer, sikker skibsfart, udvikling af regionale adfærdskodekser for økonomiskaktivitet og fælles forskning, hvor de to lande kan samarbejde tættere på bilateralt ogmultilateralt grundlag. Derudover er en af prioriteterne for den canadiske regering, som p.t. erformand for Arktisk Råd, oprettelsen af et polart erhvervsforum (a Circumpolar BusinessForum), som skal skabe forbindelser mellem stats- og erhvervsinteresser i regionen. Detteforum kan medføre endnu mere samarbejde mellem de arktiske stater og asiatiskeøkonomiske interesser, herunder kinesiske.Det potentielle boom inden for grønlandsk minedrift kan udvikle sig til en udfordring fordansk-kinesiske relationer afhængigt af resultatet af Kinas ressourcediplomati i området. I desidste år har Kinas økonomiske interesser i Grønland været snævert bundet til spørgsmåletom større grønlandsk suverænitet og Danmarks fremtidige rolle, hvis Grønlandsminedriftspotentiale bliver realiseret i større omfang. Potentialet for uranudvinding og -eksport vil fortsat være et særligt ømtåleligt spørgsmål for dansk-grønlandske relationer. Øgethandel med Kina og andre asiatiske økonomier er et centralt punkt i Nuuks aktuelle tiltag iforhold til større indflydelse på den fremtidige udvikling, men samtidig udtrykker Grønlandbekymring over tab af økonomisk kontrol til eksterne aktører. Kina er et af de få lande, der eri stand til at yde betydelig, kortsigtet økonomisk bistand til fælles udvinding af den storemineral- og energirigdom i landet, og skulle minedriften i Isua komme til at omfatte kinesiskeinvesteringer, vil lignende joint ventures sandsynligvis blive planlagt. Selvom Grønlandlangtfra er det eneste interesseområde for Kinas ressourcediplomati, vil landets særegne ogrigelige råstoffer, placering og stabile politiske struktur fortsat være attraktive forhold forkinesiske interesser, da Kina ønsker at udbygge økonomiske partnerskaber.
29
I takt med Kinas fortsatte politiske og økonomiske fremgang vil Arktis få en langt størrebetydning for Beijing, efterhånden som Kina får status som stormagt. Imidlertid har det væreti Kinas interesse, sammen med andre stater, der søger en højere grad af tilstedeværelse iArktis, at undgå åbenlyse nulsumspolitikker og i stedet søge det regionale samarbejde ogfælles tillidsskabende tiltag og problemløsning. Et hårdt magtbalancescenarie, hvor direktekonkurrence om ressourcer i, adgang til og indflydelse i Arktis bliver normen, er ikke etutænkeligt resultat. Men selvom der er uenighed mellem de regionale regeringer ogudefrakommende stormagter med hensyn til visse aspekter af den fremtidige styring afArktis, favoriserer den nuværende politiske atmosfære samarbejde og kommunikation. Dettevil være det optimale udgangspunkt for Danmark og andre arktiske regeringer for atsamarbejde med Beijing, efterhånden som Kinas position som verdenssupermagt bliver mereog mere tydelig.Det er altså helt usandsynligt, at Kina vil påbegynde militær oprustning i Arktis, og det erikke sandsynligt, at Kina fremover vil vælge en strategi, som leder til en øget militarisering afArktis.Kinas udenrigspolitiske fokus er primært at opbygge partnerskaber fremfor at indgå ikonflikter. Konflikterne på grund af grænsedragningen i Det Sydkinesiske Hav og på grundaf Senkaku-øerne (Diaoyu-øerne) eller diskussionen på grund af flyzonen (ADIZ) sammested skygger for, at det ikke er i Kinas interesse at optræde egenrådigt uden for sin egenregionale sikkerhedszone.For at understøtte sin vækstpolitik er Kina afhængigt af en massiv import af råstoffer. Derforer netop ressourceperspektivet fremtrædende og dominerende for Kinas interesse i Arktis. DaUSA’s strategi over for Kina er at inddæmme landet regionalt, mens man samtidig støtter, atlandet i højere grad engagerer sig internationalt, må man derfor formode, at KinasArktisstrategi er i harmoni med USA’s generelle strategi over for Kina. Der er opstået enform for strategisk ligevægt, som man fra dansk side skal være opmærksom på: USA vil ikkemodarbejde et kinesisk arktisk engagement, så længe engagementet bidrager til, at Kina tageret større internationalt ansvar.Kinas fokus i Arktis er at undgå at blive lukket ude af beslutningsprocesser i området. Måskeafspejler dette også en kinesisk interesse i at internationalisere Arktis. Det synes at være idansk interesse i højere grad at holde beslutningsapparatet knyttet til Arktisk Råd og de femarktiske kyststater, da det vil gøre det nemmere for en mindre nation som Danmark at blive30
hørt. Der kan således opstå et misforhold mellem Kinas ønske om at internationalisere Arktisog rigsfællesskabets ønske om en meget begrænset internationalisering af regionen. Derforskal man fra dansk side være opmærksom på, hvordan man kan afbalancere Kinas muligepolitik på netop dette område.Nye sejlruter via Arktis vil aflaste Kinas afhængighed af et sejlbart Malaccastræde og gøreadgangen til især Europa væsentlig hurtigere. Kina er opmærksom på nye transitruter bådevia Nordøstpassagen og via Nordvestpassagen. Kinas politik på dette område kan rummestrategiske udfordringer, idet Kina på længere sigt ville kunne anvende de nye sejlruter til atudvide sine maritime interesser. I øjeblikket er det dog de økonomiske og videnskabeligeformål, som tjener Kinas interesse i Arktis. De kommende muligheder for udvidelse afflådekapaciteten vil blive en test af kinesisk strategi i et længere perspektiv og dermed ogsåen udfordring af den internationale orden i Arktis; men for nuværende er der ingen grund tilat betvivle Kinas interesser i konventionel brug af sejlruterne.
31
6. AnbefalingerDa Kinas interesser i Arktis altså koncentrerer sig om handel og ressourcer, børrigsfællesskabet især fokusere på udvikling inden for følgende områder:Man bør generelt understøtte og styrke udviklingen af internationale regler for Arktis. Derespektive organer, i særdeleshed Arktisk Råd, der i dag fungerer som forum for arktiskeinteressenter, er det også i Danmarks interesse at understøtte. Jo mere legitime disse foraer, des bedre kontrol kommer der med udviklingen af aktiviteter i Arktis.I Arktis har Danmark muligheden for at understøtte den amerikanske Kina-strategi. USAønsker at engagere Kina uden for inddæmningszonen for at gøre landet til eninternational aktør. Derfor bør Danmark overveje, hvordan USA’s Kina-strategi skalindgå i en dansk strategi over for Kina i Arktis, således at der i højere grad sker eninddragelse af Kina i det arktiske område.Danmark bør forsøge at få USA til at betragte Arktis fra vores perspektiv, også selvomdette eventuelt vil medføre, at man skal forsøge at foranledige USA til at underskriveFN’s Havretskonvention. Der er mange muligheder for at påbegynde et tættere dansk-amerikansk samarbejde i Arktis, begyndende med fx et Memorandum of Understanding(MOU) om forøget øvelsesaktivitet og samarbejde om overvågning af aktiviteter i Arktis.Et sådant samarbejde kunne med fordel inkludere Canada, med hvem Danmark alleredehar et MOU. Da rigsfællesskabet, Canada og USA ud over at have et historisk dybtallianceforhold udgør den samlede kystlinje langs Nordvestpassagen, er et tætteresamarbejde oplagt. Et sådant samarbejde må endvidere formodes at virke dæmpende påandre lande, der måtte have et ønske om at handle imod gældende regler i regionen –herunder Kina.Det er i dansk interesse at styrke samarbejdet om en kystvagtstjeneste i Arktis, bl.a.gennem et øget samarbejde med USA’s og Canadas kystvagter, som på længere sigt,sammen med det danske søværn, vil være ansvarlige for sejladssikkerheden iNordvestpassagen. I Arktisk Råd er der eksempelvis allerede et begyndende samarbejdeom såkaldte Search and Rescue-operationer og om Protection of the Arctic MarineEnvironment. Aftalen om søredning i Arktis er den første juridisk bindende kontrakt, derer indgået i regi af Arktisk Råd. Det må være i rigsfællesskabets interesse, at der kommer
32
flere bindende aftaler med udgangspunkt i dette forum, hvor rigsfællesskabets stemme erså tydelig.
33
7. Noter1
Christian Nørgaard Larsen, ”Søvndal vil have Kina med i Arktisk Råd”,Berlingske Tidende,15. maj 2013.
2
David Hale and Lyric Hughes Hale, ”China Takes Off”Foreign Affairs82, no. November/December (2003);Robert Singh,Barack Obama’s Post-American Foreign Policy – the Limits of Engagement(Bloomsbury, 2012).3
Walter Raleigh,The Invention of Ships(n.p. 1906).
4
Jens Ejsing, ”Kina melder sig i kampen om Arktis”,Berlingske Tidende,30. januar 2008; Gordon G. Chang,”China’s Arctic Play”,The Diplomat,9. marts 2010.5
Bonnie S. Glaser and Evan S. Medieros, ”The Changing Ecology of Foreign Policy-Making in China: Ascensionand Demise of the Theory of ”Peaceful Rise””,The China QuarterlyJune, no. 190 (2007): 291-310.6
Zheng Wang, ”Not Rising but Rejuvenating: ”The Chinese Dream””,The Diplomat,5. februar 2013.
7
”World Bank President Expects China to Hit GDP Growth Target but Warns of Tapering Risk”,Reuters,15.september 2013.8
Michael Wines, ”In China’s Annual Assessment, Wen Is Optimistic”,The New York Times,5. marts 2012.
9
Lucy Hornby, ”Record Imports Make China World’s Top Importer of Crude Oil”,Financial Times,12. oktober2013.10
Marc Lanteigne, ”China’s Maritime Security and the “Malacca Dilemma”,Asian Security2, no. 4 (2008).
11
Peter Hough,International Politics of the Arctic: Coming in from the Cold,Routledge Advances inInternational Relations and Global Politics (New York: Routledge, 2013), p. 31.12
Zhiguo Gao, ”Legal Issues of MSR in the Arctic: A Chinese Perspective”, Arctic Science, International Law andClimate Change,Beiträge zum ausländischen öffentlichen Recht und Völkerrecht235 (2012), p. 142.13
”Yellow River Station Opens in Arctic”,China Daily,29. juli 2004.
14
Linda Jakobsen, ”China Prepares for an Ice-Free Arctic”,SIPRI Insights on Peace and Security2010/2 (2012);”Chinese Icebreaker Concludes Arctic Expedition”,Xinhua,27. september 2012.15
Marc Lanteigne, ”Northern Exposure: Cross-Regionalism and the China-Iceland Preferential TradeNegotiations”,China Quarterly202, no. June (2010).16
Omar R. Valdimarsson, ”Iceland Pushes to Become Arctic Hub after Scrapping Eu Accession”,Bloomberg,29.oktober 2013.17
Suzanne Goldberg, ”China Should Have a Say in the Future of Arctic-Iceland President”,The Guardian,16.april 2013.18
”Chinese Tycoon Still Hopes to Sign Icelandic Land Deal”,Agence France-Presse,17. august 2013.
19
Jonas Gahr Støre, ”Norway and China”, artikel iDagens Næringsliv,11. oktober 2011,Government ofNorway Document Archive,tilgængelig 16. januar 2014, http://www.regjeringen.no/en/archive/Stoltenbergs-2nd-Government/Ministry-of-Foreign-Affairs/taler-og-artikler/2011/norway_china.html?id=660339.
34
20
Donald L. Gautier, ”Assessment of Undiscovered Oil and Gas in the Arctic”,Science(2009). Vol. 324, no.5931, p. 1175-1179.21
Euan Rocha, ”Cnooc Closes $15.1 Billion Acquisition of Canada’s Nexen”,Reuters,25. februar 2013.
22
Rakteem Katakey and Will Kennedy, ”Russia Gives China Arctic Access as Energy Giants Embrace”,Blomberg/National Post,25. marts 2013.23
Beth Gardiner, ”Iceland Aims to Seize Opportunities in Oil Exploration”,The New York Times,1. oktober2013; ”Iceland: China’s Arctic Springboard?”,Energy Compass,26. juli 2013.24
”Norway’s New Govt. Concedes on Oil, Immigration for Support”,Reuters,30. september 2013.
25
Keith Bradsher, ”Amid Tension, China Blocks Vital Exports to Japan”,The New York Times,22. september2010.26
Cindy Vestergaard and France Bourgouin, ”Should Greenland Mine Its Uranium?” (Danish Institute ofInternational Studies, DIIS Policy Brief 2012). ”Greenland Votes to Allow Uranium, Rare Earths Mining”,Reuters,24. oktober 2013.27
Pu Jun, ”After Year of Talks, Sichuan Miner Still No Closer to Greenland Deal”,Caixin Online,6. november2012.28
Will Hickey, ”China Targets Greenland for Mining”,Yale Global Online Magazine,18. april 2013. James T.Areddy, ”Warm to Investors, Greenland Opens Up”,Dow Jones Newswires/Wall Street Journal,23. august2013.29
”Unions Upset over Greenland’s Revised Mining Law”,Arctic Journal,21. oktober 2013.
30
Christian Spillmann, ”Eu Fights to Catch Chinese in Greenland Rare-Earths Gold Rush”,Agence France-Presse(2012).31
James Kraska, ”The Law of the Sea Convention and the Northwest Passage”,International Journal of Marineand Coastal Law2, no. 22 (2007).32
Marika M. Holland and Cecilia M. Bitz
Bruno Tremblay, ”Future Abrupt Reductions in the Summer Arctic Sea Ice”,Geophysical Research Letters33,no. 23 (2006).33
John McGarrity and Henning Gloystein, ”Big Freighter Traverses Northwest Passage for the First Time”,Reuters,27. september 2013.34
Gang Chen, ”China’s Emerging Arctic Strategy”,Polar Journal2, no. 2 (2012). P. 361.
35
Charlotte MacDonald-Gibson, ”From China to Rotterdam, and into the Record Books”,The Independent,12.september 2013.36
De otte medlemsstater i Arktisk Råd er Canada, Danmark (Færøerne, Grønland), Finland, Island, Norge,Sverige, Rusland og USA.
35
37
‘专访：中国愿为北极地区可持续发展作出贡献’ [“Interview: China is Willing to Contribute to SustainableDevelopment in the Arctic,” Government of the People’s Republic of China / Xinhua, 23 March 2013],tilgængelig 16. januar 2014, http://www.gov.cn/jrzg/2013-03/23/content_2360686.htm.38
David Curtis Wright, ”The Dragon Eyes the Top of the World: Arctic Policy Debate and Discussion in China”,Naval War College, China Maritime Institute8 (2011). P. 2.39
Olav Schram Stokke, ”The Promise of Involvement: Asia in the Arctic”,Strategic Analysis4, no. 37 (2013). P.476.40
”All Eyes on the Arctic Council”,Deutsche Welle,17. maj 2013.”Xinhua Insight: Arctic Council Observer Status Guarantees China’s Legitimate Rights”,Xinhua,16. maj 2013.
41
42
Shiloh Rainwater, ”Race to the North: China’s Arctic Strategy and Its Implications”,Naval War College Review66 (2013). P. 77.43
”China Backs Arctic Council Agenda of Environment over Development,People’s Daily/Xinhua,24. oktober2013.44
Mads Fuglede, ”Nye prioriteter i amerikansk udenrigspolitik” (København: Center for Militære Studier,2013); Robert Singh, "Barack Obama's Post-American Foreign Policy – the Limits of Engagement" (BloomsburyAcademic, 2012).45
Association of Southeast Asian Nations. Etableret i 1967 med det formål at styrke økonomisk, social ogkulturel udvikling i området. ASEAN består af Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Thailand og Singapore.46
Tanguy Struye de Swielande, ”The Reassertion of the United States in the Asia- Pacific Region” (Louvain:University of Louvain, 2012).47
Ibid.; James R. Holmes and Toshi Yoshihara,Chinese Naval Strategy in the 21st Century : The Turn to Mahan(New York: Routledge, 2008).48
“The Ilulissat Declaration”, Arctic Ocean Conference (Ilulissat Greenland: 27 – 29 may 2008), tilgængelig 16.januar 2014, http://www.oceanlaw.org/downloads/arctic/Ilulissat_Declaration.pdf.49
Andres S. Erickson, Austin M. Strange, ”No Substitute for Experience – Chinese Antipiracy Operations in theGulf of Aden”, inChina Maritime Studies(US Naval War College, 2013). P. 187-90.50
Scott Kennedy and He Fan, ”The United States, China, and Global Governance: A New Agenda for a New Era”(Wilson Center, 2013), p. 6.51
Ibid.Department of Defense, ”Air-Sea Battle” (USA: 2013).
52
53
Mikkel Vedby Rasmussen, Esben Salling Larsen, and Jon Rahbek-Clemmensen, ”Forsvaret i Arktis”(København: Center for Militære Studier, 2012); ”Kongeriget Danmarks strategi for Arktis 2011-2012”(København: Udenrigsministeriet, 2011), p. 15 f.54
Amund Lundesgaard, ”Norway’s Arctic Power Play, Asia Dream”,The Diplomat,27. marts 2013.
36
55
”Harbour Highlights August 2013”, Stornoway Port Authority, tilgængelig 16. januar 2014,http://www.stornoway-portauthority.com/harbour-lights.html.56
Fuglede, ”Nye prioriteter i amerikansk udenrigspolitik” (2013).
57
”Sarex 2013 slut”, Forsvaret, 12. september 2013, tilgængelig 16. januar 2013,http://www2.forsvaret.dk/nyheder/nationale_opgaver/Pages/SARex13slut.aspx.
37
8. Litteraturliste”All Eyes on the Arctic Council”.Deutsche Welle,17. maj 2013.Areddy, James T. ”Warm to Investors, Greenland Opens Up”.Dow Jones Newswires/WallStreet Journal,23. august 2013.Bradsher, Keith. ”Amid Tension, China Blocks Vital Exports to Japan”.The New York Times(23. september 2010).Chang, Gordon G. ”China's Arctic Play”.The Diplomat,9. marts 2010.Chen, Gang. ”China’s Emerging Arctic Strategy”.Polar Journal2, no. 2 (december 2012).”China Backs Arctic Council Agenda of Environment over Development”.People’sDaily/Xinhua,24. oktober 2013.”Chinese Icebreaker Concludes Arctic Expedition”.Xinhua,27. september 2012.”Chinese Tycoon Still Hopes to Sign Icelandic Land Deal”,Agence France-Presse,17.august 2013.Department of Defense. ”Air-Sea Battle” (USA: 2013).Ejsing, Jens. ”Kina melder sig i kampen om Arktis”.Berlingske Tidende,30. januar 2008.Fuglede, Mads. ”Nye prioriteter i amerikansk udenrigspolitik ”. København: Center forMilitære Studier, 2013.Gao, Zhiguo. ”Legal Issues of MSR in the Arctic: A Chinese Perspective”.Arctic Science,International Law and Climate Change/Beiträge zum ausländischen öffentlichen Recht undVölkerrecht235 (2012).Gardiner, Beth. ”Iceland Aims to Seize Opportunities in Oil Exploration”.The New YorkTimes,1. oktober 2013.Gautier, Donald L. ”Assessment of Undiscovered Oil and Gas in the Arctic”.Science(29.maj 2009): 1175-1179.Glaser, Bonnie S., and Evan S. Medieros. ”The Changing Ecology of Foreign Policy-Makingin China: Ascension and Demise of the Theory of ”Peaceful Rise””.The China QuarterlyJune, no. 190 (2007): 291-310.Goldberg, Suzanne. ”China Should Have a Say in the Future of Arctic- Iceland President”.The Guardian(16. april 2013).”Greenland Votes to Allow Uranium, Rare Earths Mining”.Reuters,24. oktober 2013.Hale, David, and Lyric Hughes Hale. ”China Takes Off”.Foreign Affairs82, no.November/December (2003): 36-54.38
”Harbour Highlights August 2013”, Stornoway Port Authority, tilgængelig 16. januar 2014,http://www.stornoway-portauthority.com/harbour-lights.html.Hickey, Will. ”China Targets Greenland for Mining”.Yale Global Online Magazine,18. april2013.Holland, Marika M., Cecilia M. Bitz, and Bruno Tremblay. ”Future Abrupt Reductions in theSummer Arctic Sea Ice”.Geophysical Research Letters33, no. 23 (december 2006).Holmes, James R., and Toshi Yoshihara.Chinese Naval Strategy in the 21st Century : TheTurn to Mahan.New York: Routledge, 2008.Hornby, Lucy. ”Record Imports Make China World’s Top Importer of Crude Oil”.FinancialTimes,12. oktober 2013.Hough, Peter.International Politics of the Arctic : Coming in from the Cold.RoutledgeAdvances in International Relations and Global Politics. New York: Routledge, 2013.”Iceland: China’s Arctic Springboard? ”.Energy Compass,26. juli 2013.‘专访：中国愿为北极地区可持续发展作出贡献’ [“Interview: China is Willing toContribute to Sustainable Development in the Arctic,” Government of the People’s Republicof China / Xinhua, 23 March 2013], tilgængelig 16. januar 2014,http://www.gov.cn/jrzg/2013-03/23/content_2360686.htm.Jakobsen, Linda. "China Prepares for an Ice-Free Arctic”.SIPRI Insights on Peace andSecurity2010/2 (2012).Jun, Pu. ”After Year of Talks, Sichuan Miner Still No Closer to Greenland Deal”.CaixinOnline,6. november 2012.Katakey, Rakteem, and Will Kennedy. ”Russia Gives China Arctic Access as Energy GiantsEmbrace”.Blomberg/National Post,25. marts 2013.Kennedy, Scott, and He Fan. ”The United States, China, and Global Governance: A NewAgenda for a New Era”. Wilson Center, 2013.”Kongeriget Danmarks strategi for Arktis 2011-2012”. København: Udenrigsministeriet,2011.Kraska, James. ”The Law of the Sea Convention and the Northwest Passage”.InternationalJournal of Marine and Coastal Law2, no. 22 (2007): 257-82.Lanteigne, Marc. ”China’s Maritime Security and the ”Malacca Dilemma””.Asian Security2, no. 4 (2008): 143-61.———, ”Northern Exposure: Cross-Regionalism and the China-Iceland Preferential TradeNegotiations”.China Quarterly202, no. June (2010): 362-80.
39
Larsen, Christian Nørgaard. ”Søvndal vil have Kina med i Arktisk Råd”, Berlingske Tidende,15. maj 2013.Lundesgaard, Amund. ”Norway’s Arctic Power Play, Asia Dream”.The Diplomat,27. marts2013.MacDonald-Gibson, Charlotte. ”From China to Rotterdam, and into the Record Books”.TheIndependent,12. september 2013.McGarrity, John, and Henning Gloystein. ”Big Freighter Traverses Northwest Passage for theFirst Time”. (27. september 2013).”Norway’s New Govt. Concedes on Oil, Immigration for Support”.Reuters(1. oktober2013).Rainwater, Shiloh. ”Race to the North: China’s Arctic Strategy and Its Implications”.NavalWar College Review66 (2013).Raleigh, Walter.The Invention of Ships.n.p. 1906.Rasmussen, Mikkel Vedby, Esben Salling Larsen, and Jon Rahbek-Clemmensen. ”Forsvaret iArktis”. København: Center for Militære Studier, 2012.Rocha, Euan. ”Cnooc Closes $15.1 Billion Acquisition of Canada's Nexen”.Reuters,25.februar 2013.”Sarex 2013 slut”, Forsvaret, 12. september 2013, tilgængelig 16. januar 2013,http://www2.forsvaret.dk/nyheder/nationale_opgaver/Pages/SARex13slut.aspx.Singh, Robert.Barack Obama’s Post-American Foreign Policy – the Limits of Engagement.Bloomsbury, 2012.Spillmann, Christian. ”Eu Fights to Catch Chinese in Greenland Rare-Earths Gold Rush”.Agence France-Presse(5. august 2012).Stokke, Olav Schram. ”The Promise of Involvement: Asia in the Arctic”.Strategic Analysis4, no. 37 (2013).Strange, Andres S. Erickson, and Austin M. ”No Substitute for Experience – ChineseAntipiracy Operations in the Gulf of Aden”. InChina Maritime Studies:US Naval WarCollege, 2013.Jonas Gahr Støre, ”Norway and China”, artikel iDagens Næringsliv,11. oktober 2011,Government of Norway Document Archive,tilgængelig 16. januar 2014,http://www.regjeringen.no/en/archive/Stoltenbergs-2nd-Government/Ministry-of-Foreign-Affairs/taler-og-artikler/2011/norway_china.html?id=660339.Swielande, Tanguy Struye de. ”The Reassertion of the United States in the Asia-PacificRegion”. Louvain: University of Louvain, 2012.40
”Unions Upset over Greenland’s Revised Mining Law”.Arctic Journal,21. oktober 2013.Valdimarsson, Omar R. ”Iceland Pushes to Become Arctic Hub after Scrapping EuAccession”.Bloomberg,29. oktober 2013.Vestergaard, Cindy, and France Bourgouin. ”Should Greenland Mine Its Uranium? ”. DanishInstitute of International Studies, DIIS Policy Brief 2012.Wang, Zheng. ”Not Rising but Rejuvenating: ”The Chinese Dream””.The Diplomat,5.februar 2013.Wines, Michael. ”In China’s Annual Assessment, Wen Is Optimistic”.The New York Times,5. marts 2012.”World Bank President Expects China to Hit GDP Growth Target but Warns of TaperingRisk”,Reuters,15. september 2013.Wright, David Curtis. ”The Dragon Eyes the Top of the World: Arctic Policy Debate andDiscussion in China”.Naval War College, China Maritime Institute8 (august 2011).”Xinhua Insight: Arctic Council Observer Status Guarantees China’s Legitimate Rights”.Xinhua(17. maj 2013).”Yellow River Station Opens in Arctic”.China Daily,29. juli 2004.
41
42
