Indledning

Schleswig-Holsteinisches Oberverwaltungsgericht (Tyskland) har ved kendelse af 15. juli 2013 forelagt etpræjudicielt spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af begrebet ”støtteberettigethektar”i artikel 34,stk. 2, litra a), i Rådets forordning nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælleslandbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger forlandbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og omophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (herefter forordning nr. 73/2009).Spørgsmålet handler om, hvorvidt arealer, der både anvendes som led i en landbrugsproduktion og tjenerandre ikke-landbrugsmæssige formål, falder ind under begrebet ”støtteberettigethektar”i artikel 34, stk. 2,litra a)’s forstand.

Sagens omstændigheder og juridiske problemstilling

Sagsøgeren i sagen opdrætter får og producerer slagtelam og forpagter i den forbindelse arealer til brug forfårebesætningens afgræsning. Blandt andet forpagter sagsøgeren græsarealer, der udgør såkaldteafdækningslag på to affaldsdeponeringsanlæg i henholdsvis Kreis Nordfriesland og Schleswig-Haferteich. Selveaffaldsdeponeringsfasen er for begge arealers vedkommende afsluttet, og arealerne er nu henholdsvis i ennedlukningsfase og i en efterbehandlingsfase, hvor der ved lov stilles visse krav om sikringsforanstaltningersamt løbende kontrol.På baggrund af sagsøgerens anvendelse af arealerne til afgræsning, ansøgte hun om støtte forproduktionsåret 2010, hvilket den sagsøgte tyske myndighed afslog.Sagen blev herefter indbragt for de tyske domstole, og den forelæggende ret har forelagt følgende spørgsmålfor EU-Domstolen:”Er der ligeledes tale om et landbrugsareal som omhandlet i artikel 34, stk. 2, litra a), i Rådetsforordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009, når arealet ganske vist tillige benyttes tillandbrugsmæssige formål (afgræsning ved hjælp af fårehold), men imidlertid udgør afdækningslaget pået affaldsdeponeringsanlæg under efterbehandling?”Landbrugsstøtte efter enkeltbetalingsordningen udbetales til en landbruger, der på baggrund af tildeltebetalingsrettigheder, har ansøgt om støtte for støtteberettigede hektarer. Artikel 34, stk. 2, litra a) iforordning nr. 73/2009 indeholder følgende definition af”støtteberettiget hektar”:”2. I dette afsnit III forstås ved ”støtteberettiget hektar”:

a. Ethvert af bedriftens landbrugsarealer, og ethvert areal, der er tilplantet med lavskov med kortomdriftstid (KN-kode ex 0602 90 41), og som anvendes til landbrugsaktivitet, eller, hvis arealerogså anvendes til andre formål, som fortrinsvis anvendes til landbrugsaktivitet…”EU-Domstolen har ved dom af 14. oktober 2010 i sag C-61/09, Landkreis Bad Dürkheim, præciseret begrebet”støtteberettiget hektar”,jf. dommens præmis 37-40. Sagen omhandlede artikel 44, stk. 2 i den tidligereforordning nr. 1782/2003, der blev ophævet og erstattet af forordning nr. 73/2009.Af dommens præmis 37 fremgår:”… kvalificeringen af arealer som ”agerjord” eller ”permanente græsarealer” og følgelig som”landbrugsareal” afhænger af den faktiske anvendelse af de omhandlede arealer…”På den baggrund fastslog EU-Domstolen i præmis 38, at arealer, der benyttes landbrugsmæssigt (konkretgræsning med fårehold for øje), ikke var udelukket fra at være støtteberettigede landbrugsarealer i artikel 44,stk. 2’s forstand, blot fordi arealerne overvejende tjente til naturbeskyttelse og landskabspleje. I forlængelseheraf, bemærkede EU-Domstolen i præmisserne 39 og 40, at miljøbeskyttelse er et af formålene medenkeltbetalingsordningen, hvilket fremgår af præamblen til forordning nr. 1782/2003, betragtning 3, 21 og24.Den forelæggende ret henviser i sin forelæggelseskendelse til, at EU-Domstolen ikke med sin dom i C-61/09,Landkreis Bad Dürkheim, har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt arealer kan anses forstøtteberettigede, når der foreligger flere anvendelsesformål, hvoraf ét af disseikkeer foreneligt medenkeltbetalingsordningen. I den forbindelse nævner den tyske domstol som eksempler samtidig anvendelsesom flyveplads eller golfbane.Sagsøgeren gør under sagen gældende, at arealerne ikke udelukkes som støtteberettigede blot fordi arealernebåde tjener landbrugsformål men også deponeringsformål, idet ét anvendelsesformål ikke udelukker et andet.Da det er forskellige retsnormer, der finder anvendelse afhængigt af anvendelsesformål, mener sagsøgeren,at det er uundgåeligt, at der i den forbindelse kan opstå en normkollision mellem reglerne. Derudover gørsagsøgeren gældende, at arealernes karakter af at være afdækningslag på deponeringsanlæg i øvrigt ikkeudgør en anvendelse, men blot en tilstand.Den sagsøgte myndighed gør heroverfor gældende, at de omtvistede arealer ikke kan anses forstøtteberettigede landbrugsarealer, da arealerne overvejende tjener deponeringsformål. Afdækningslagetdyrkes med græs af hensyn til at opnå den størst mulige støtte på det ler- og muldlag, der er placeret på denunderliggende afdækningsfolie, og fåreafgræsningen sikrer i den forbindelse, at afdækningen vedligeholdes.Den forelæggende ret finder således, at det for løsningen af den nationale retstvist er relevant at få svar fraEU-Domstolen på, om den omstændighed, at det omhandlede areal er omfattet af affaldsretligebestemmelser, er til hinder for, at det kvalificeres som landbrugsareal.

Regeringens retlige stillingtagen

EU-Domstolens besvarelse af det præjudicielle spørgsmål kan få betydning for en række sager i Danmark,herunder en verserende sag ved Vestre Landsret.Sagen for Vestre Landsret handler om, hvorvidt græsarealer, som udgør sikkerhedszoner omkring enlufthavns landings-, start- og rullebaner, men som samtidigt anvendes til en landbrugers produktion af foder(grøntpilleproduktion), er støtteberettigede hektarer i enkeltbetalingsordningens forstand. I sagen harparterne anmodet Vestre Landsret om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende blandt andetfortolkningen af ”støtteberettigethektar”i artikel 34, stk. 2, litra a) i forordning nr. 73/2009 og i den tidligerebestemmelse i artikel 44, stk. 2 i forordning nr. 1782/2003.I sagen gør Fødevareministeriets Klagecenter – i overensstemmelse med myndighedernes faste praksis påområdet - gældende, at vurderingen af, om et areal udgør støtteberettiget hektar i enkeltbetalingsordningens

forstand, skal foretages på grundlag af en objektiv bedømmelse af arealets generelle anvendelse. Derudoverskal der, såfremt et areal anvendes til mere end ét formål, lægges vægt på arealets primæreanvendelsesformål. I den forbindelse gør Fødevareministeriets Klagecenter gældende, at det må vurderes, omanvendelsen begrænses af, eller er underlagt en anden anvendelse/aktivitet, ligesom det skal vurderes, hvadarealet som sådan primært har været anvendt til, og ikke hvad en evt. forpagters subjektiveanvendelsesformål har været.Endvidere gøres det gældende, at EU-Domstolens dom i sag C-61/09, Landkreis Bad Dürkheim, var konkretbegrundet i den omstændighed, at de omstridte arealers hovedformål om landskabspleje og naturbeskyttelsevar foreneligt med formålene i enkeltbetalingsordningen. Dette understreges af EU-Domstolen vedhenvisningen til, at miljøbeskyttelse indgår som en del af EU's landbrugspolitik, jf. dommens præmis 39.Regeringen er af den opfattelse, at regeringen bør afgive indlæg i sagen, hvori der argumenteres ioverensstemmelse med det, som Fødevareministeriets Klagecenter har gjort gældende under landsretssagen.Endvidere bør regeringen i indlægget oplyse EU-Domstolen mere generelt om, i hvilke situationer dettespørgsmål opstår.Det fremgår ikke af Schleswig-Holsteinisches Oberverwaltungsgerichts forelæggelseskendelse, hvilkenkontekst de omtvistede arealer indgår i, hvilke sikringsforanstaltninger, der kræves, eller hvad de pågældendekontroller af arealerne indebærer. Derfor er det ikke muligt for regeringen at forholde sig til, om de konkretearealer, som den tyske retssag vedrører, er støtteberettigede.

Notat til Folketingets Europaudvalg om afgivelse af indlæg i EU-domstolens sag C-422/13, Wree

Indledning

Sagens omstændigheder og juridiske problemstilling

Regeringens retlige stillingtagen