Dansk slagtesvineproduktion i frit fald
- antallet af slagtesvin falder med 300.000 om året. Om et par generationer er det slut
Åbent brev til Fødevareministeren
Kære Dan Jørgensen
70 kroner. Så meget taber jeg og mine kolleger på hvert eneste slagtesvin i forhold til vores tyske kolleger.
På landsplan bliver det til mange, mange millioner kroner. Dansk slagtesvineproduktion styrer mod
afgrunden, hvis ikke der gøres noget...
Dansk slagtesvineproduktion er presset – og har været det i de seneste mange år. Det er ikke fordi, der ikke
har været skrevet og talt om situationen. Det er heller ikke, fordi situationen ikke har været dokumenteret.
Men det ser desværre ikke ud til, at omtale eller dokumentation har haft nogen effekt på den ansvarlige
ministers ageren for at redde dansk slagtesvineproduktion fra undergang. For det
er
netop situationen; for
hvert år der går, nærmer vi os en tilstand, hvor slagtesvineproduktion i Danmark er historie.
Kort fortalt viser beregninger, at forskellen på rammevilkår for danske slagtesvineproducenter i forhold til
vores tyske naboers medfører et tab pr. produceret slagtesvin på knap 70 kroner. Dette tab fordeler sig på
konkurrenceforvridningen i de danske gødningsregler og den danske PSO-afgift samt de tyske producenters
momsfordele. Isoleret set er 70 gode danske kroner jo et lille beløb, men i forhold til den danske
slagtesvineproduktions volumen er det ikke svært at se, hvor store konsekvenserne er for Danmark, for
erhvervet – og for den enkelte landmand. Pengene fosser ud af slagtesvineproducenternes kasse. Og det
får mange svineproducenter til at lukke og flere til at planlægge at lukke næste gang, der skal ske større
investeringer i staldanlæg m.v. For ti år siden var der over 21 millioner slagtesvin i Danmark; i dag er der
godt 18 millioner.
Situationen er alvorlig. Og ministeren bør gøre noget med det samme. Den lille lempelse af PSO-afgiften er
ikke tilstrækkelig. Der skal mere til for at redde slagtesvineproduktionen som erhverv i Danmark.
Fremtidsudsigterne for den enkelte producent er selvklart dystre. Men jeg synes, vi bør se på de nationale
perspektiver. For hvad er konsekvenserne for Danmark og den danske økonomi, den dag dansk
slagtesvineproduktion er udkonkurreret på grund af de tyske producenters væsentligt bedre produktions-
og rammevilkår? Uden slagtesvineproduktion vil et hav af arbejdspladser gå tabt. Det gælder
arbejdspladserne ude hos producenterne, men også slagterierhvervet og transportsektoren m.v. vil tabe
arbejdspladser. Og det er vel at mærke arbejdspladser i de landdistrikter, hvor regeringen i forvejen har
fokus på at ville skabe vækst…
Alt dette medfører endvidere tabte skatte- og momsindtægter for staten, øgede udgifter til arbejdsløse, og
samtidig vil staten miste den PSO-afgift, som erhvervet betaler i dag. Hovedparten af dansk produceret
svinekød eksporteres, og denne eksportindtægt vil forsvinde.
Alt dette er ikke en værdig eller ønskværdig situation. Hverken for Danmark, ministeren, mig selv – eller
resten af dansk slagtesvineproduktion.
Mit spørgsmål er derfor til ministeren: Hvornår tager du aktion og får skabt de forandringer i de danske
producenters rammevilkår, som vil kunne sikre erhvervets overlevelse? Hvis ikke der snart sker noget,
styrer dansk slagtesvineproduktion mod afgrunden. Vi er allerede i frit fald.
Med håbet om, at ministeren handler hurtigt.