Til Fødevareudvalget
København, 16. juli 2014
Sagsnr.: 26645
Dok.nr.: 696393
Titel: Orientering om omlægning af sortsafprøvningen (Tystofte)
Fødevareministeren har i samråd AE den 23. maj 2014 redegjort for den
undersøgelse, der tidligere var sat i gang for at finde muligheder for en
omlægning af sortsafprøvningen i Tystofte. Der blev ved den lejlighed redegjort
for, at navnlig de økonomiske udfordringer krævede, at der findes en anden
model. Det blev også understreget, at staten fortsat ville opfylde sine
forpligtelser med hensyn til de myndighedsopgaver, der er fastlagt i EU-
lovgivningen, både med hensyn til administration af sortslisten og med
certificering af frøeksporten. Derimod ønskede man at begrænse statens
engagement i den tekniske afprøvning.
En arbejdsgruppe med deltagelse af sortsafprøvningens vigtigste kunder og
andre interessenter blev etableret ved årsskiftet og har siden undersøgt
forskellige modeller for at finde den mest egnede fremtidssikrede løsning. Den
23. juni indstillede arbejdsgruppen i fuld enighed til fødevareministeren, at der
vil blive forsøgt etableret en erhvervsdrivende fond, der kan overtage
sortsafprøvningen i Danmark. Ministeren har tiltrådt denne indstilling. Der vil
herefter blive taget skridt til en detaljeret planlægning af arbejdet med at
undersøge muligheden for at etablere en fond.
Det forventes, at de juridiske og økonomiske forudsætninger for etablering af
den erhvervsdrivende fond kan være klarlagt inden udgangen af 2014.
Arbejdet gennemføres i tæt samarbejde med de væsentligste
erhvervsrepræsentanter. Der er fuld opbakning fra Landbrug & Fødevarer og
øvrige organisationer med interesse i sortsafprøvning. Medarbejderne ved
forsøgsstationen holdes løbende orienteret om arbejdet. Arbejdet med udvikling
af en mulig fondsmodel vil blandt andet fokusere på:
Afklaring af alle juridiske aspekter med bistand fra
Kammeradvokaten
Fastlæggelse af fremtidige snitflader til NaturErhvervstyrelsen for så
vidt angår myndighedsopgaverne
Tilvejebringelse af fondskapital fra ikke-statslige kilder
Overdragelse af jord og bygninger til fonden
Det er NaturErhvervstyrelsens vurdering, at der umiddelbart kan opnås en
besparelse for kunderne ved at omlægge drift af sortsafprøvningen til en fond.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk