UDKAST
Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Att.: formand René Christensen
København, den 10. juni 2014
Sagsnr.: 77
Dok.nr.: 671496
Kære Rene,
Tak for dit brev af 8. april 2014 om to notater om standardmandater i forbindelse med
behandling af komitesager (jf. FLF alm. del - bilag 200 og 201). På Fødevareministeriets
område er der en god tradition for en aktiv inddragelse af Fødevareudvalget i behandlin-
gen af EU-sager sideløbende med Europaudvalget.
I forbindelse med Europaudvalgets seneste beretning fra september 2013 blev der
indgået en aftale mellem Europaudvalget og regeringen om brug af standardmandater i
komitesager. De to konkrete standardmandater for komitesager om nye fødevarer samt
sundheds- og ernæringsanprisninger følger den model, som desuden allerede bliver
anvendt på Fødevareministeriets komitesager om salgsfremme (fra 2013) og komitesa-
ger om fodertilsætningsstoffer (fra 2004 og 2007).
Det er Fødevareministeriets vurdering, at komitesager om nye fødevarer samt sund-
heds- og ernæringsanprisninger netop er af en karakter, der gør dem egnede til anven-
delse af standardmandater, da komitesagerne er meget standardiserede og meget
sjældent vil kunne give anledning til en afvigelse fra standardmandatet. Et eksempel er
godkendelsen af korianderfrøolie som ny fødevare i kosttilskud (jf. FLF alm. del - bilag
139). Det skal understreges, at hvis regeringen afviger fra standardmandatet, så vil
forslagene blive forelagt efter normal procedure med et særskilt notat.
Jeg er også meget opmærksom på, at der er en række komitesager, hvor det ikke er
muligt at anvende modellen med standardmandater. Som du påpeger i dit brev er der
løbende spørgsmål eller bemærkninger til konkrete komitesager fra Fødevareudvalget. I
de første 4 måneder af 2014 har der været spørgsmål til komitesager om GMO’er og
pesticidrester samt de delegerede retsakter om landbrugsreformen. Det er helt klart, at
der ikke kan anvendes standardmandater her. De to ovennævnte standardmandater
omfatter alene nye fødevarer samt sundheds- og ernæringsanprisninger.
De seneste år er der oversendt 60-70 komitesager årligt på Fødevareministeriets områ-
de, og det er ikke umiddelbart vurderingen, at brugen af standardmandater på de mere
standardiserede komitesager vil mindske antallet af notater til Folketinget. Det skal
blandt andet ses i lyset af den øgede anvendelse af delegerede retsakter, hvor der vil
skulle oversendes notater. Derfor håber jeg, at Fødevareudvalget vil være åben overfor
brugen af standardmandater, så vi kan skærpe fokus på de mere væsentlige komitesa-
ger og delegerede retsakter.
Med venlig hilsen
Dan Jørgensen
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk