DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)24. oktober 2013*»Unionsborgerskab – artikel 20 TEUF og 21 TEUF – ret til fri bevægelighed ogophold – statsborger i en medlemsstat – studier, der følges i en anden medlemsstat– bevilling af uddannelsesstøtte – krav om fast bopæl – uddannelsesstedbeliggende i ansøgerens bopælsstat eller en nabostat – begrænset undtagelse –ansøgerens særlige omstændigheder«I sag C-220/12,angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF,indgivet af Verwaltungsgericht Hannover (Tyskland) ved afgørelse af 20. april2012, indgået til Domstolen den 11. maj 2012, i sagen:

Andreas Ingemar Thiele Meneses

mod

Region Hannover,

harDOMSTOLEN (Tredje Afdeling)sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne C.G. Fernlund, A. ÓCaoimh (refererende dommer), C. Toader og E. Jarašiūnas,generaladvokat: E. Sharpstonjustitssekretær: fuldmægtig C. Strömholm,på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. marts 2013,efter at der er afgivet indlæg af:–*

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skalpådømmes uden forslag til afgørelse,afsagt følgende

Dom

12Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20 TEUFog 21 TEUF.Anmodningen er indgivet inden for rammerne af en tvist mellem Andreas IngemarThiele Meneses, som er tysk statsborger og bosiddende i Istanbul (Tyrkiet), ogRegion Hannover, afdelingen for uddannelsesstøtte, vedrørende et afslag påuddannelsesstøtte til studier i Nederlandene.

Retsforskrifter

3Under overskriften »Uddannelse i Tyskland« fastsætter § 4 i Bundesgesetz überindividuelle Förderung der Ausbildung (Bundesausbildungsförderungsgesetz,forbundslov om individuel uddannelsesstøtte) i den affattelse, der blevoffentliggjort den 7. december 2010 (BGBl. I, s. 1952, herefter »BAföG«),følgende:»Med forbehold af § 5 og § 6 ydes der uddannelsesstøtte til uddannelse iTyskland.«4BAföG’s § 5, som har overskriften »Uddannelse i udlandet«, har følgende ordlyd:»1. Ved »fast bopæl« i denne lovs forstand forstås det sted, hvor denpågældende, ikke kun midlertidigt, har centrum for sine livsinteresser, uden at detkommer an på viljen til fast at bosætte sig; den, som kun opholder sig på et stedmed henblik på en uddannelse, har ikke fast bopæl det pågældende sted.2.Personer under uddannelse, der har fast bopæl i Tyskland, er berettiget tiluddannelsesstøtte til studier ved en uddannelsesinstitution, der er beliggende iudlandet, såfremt:I-2

[...]3)[...]«5BAföG’s § 6 har overskriften »Støtte til tyske statsborgere i udlandet« ogbestemmer:»Tyske statsborgere i forfatningens forstand, som har fast bopæl i en udenlandskstat, og som dér eller derfra følger undervisningen ved en uddannelsesinstitution ien nabostat, kan få udbetalt uddannelsesstøtte, hvis det er begrundet i de særligeomstændigheder i det konkrete tilfælde. Ydelsernes form og varighed samthensyntagen til indkomst og formue afgøres under hensyn til de særligeomstændigheder i opholdsstaten.«6BAföG’s § 16 har overskriften »Støttens varighed i udlandet« og følgende ordlyd:»1. For en uddannelse i udlandet som omhandlet i § 5, stk. 2, nr. 1, eller stk. 5,ydes uddannelsesstøtten i højst ét år.[...]3.I de i § 5, stk. 2, nr. 2 og 3, omhandlede tilfælde ydes uddannelsesstøtte udenhensyn til den i stk. 1 og 2 fastsatte tidsbegrænsning, i de i § 5, stk. 2, nr. 3,omhandlede tilfælde dog kun i mere end ét år, hvis personen under uddannelseinden påbegyndelsen af et efter den 31. december 2007 indledt udlandsopholdallerede har haft fast bopæl i Tyskland i mindst tre år.«7BAföG’s § 6 suppleres af Allgemeine Verwaltungsvorschrift zumBundesausbildungsförderungsgesetz (administrative bestemmelser vedrørendeBAföG, herefter »BAföGVwV«), som fastsætter:»6.0.1 [...] Der ydes som hovedregel ikke uddannelsesstøtte til uddannelse iudlandet til forskel fra uddannelse i Tyskland.6.0.2 Den uddannelsessøgende skal først udnytte sin ret til støtte fra opholdsstaten.[…]6.0.10 […] Studerende, som har fast bopæl i en anden stat, skal primært henvisestil studier i Tyskland.[…]6.0.12 For så vidt angår studerende, hvis behov er fastlagt i henhold til § 13, kanmanglende mulighed for at studere i Tyskland følge af:I-3en uddannelse påbegyndes eller fortsættes ved en uddannelsesinstitution i enaf Den Europæiske Unions medlemsstater eller i Schweiz.

Den studerende som person: f.eks. hvis den studerende er syg ellerhandicappet og har behov for hjælp fra sine forældre eller nærmesteslægtninge eller for at være indkvarteret på en institution i udlandet.Den studerendes nærmeste omgivelser eller familie: f.eks. hvis denstuderendes forældre eller nærmeste slægtninge er syge, handicappede ellersvage og derfor har behov for, at den studerende er hos dem for at tage sig afdem.Grunde relateret til studierne: f.eks. hvis den studerende i opholdsstaten gårpå et tysk uddannelsessted, som i kraft af adgangskriterierne for, karakterenog indholdet af den uddannelse, som udbydes dér, og af det afsluttendeeksamensbevis kan sidestilles med relevante tyske uddannelsessteder […]Økonomiske hensyn: f.eks. hvis den studerendes forældre eller denstuderende selv i uddannelsesperioden uforudset kommer i økonomiskevanskeligheder og kan søge social bistand i henhold til § 119 iBundessozialhilfegesetz (forbundslov om social bistand) [...], og det vil værefor byrdefuldt at afbryde uddannelsen i udlandet eller at fortsætteuddannelsen i Tyskland.Familiemæssige tilknytning til én af de under punkt 6.0.5 nævntepersongrupper, hvis disse personer forflyttes til en anden stat efter deresarbejdsgivers ordre eller foranledning.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

8Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Andreas Ingemar Thiele Meneses, somer tysk statsborger og født i 1989 i Brasilien, har fast bopæl i Istanbul, hvor hansforældre bor.Han gik i tysk skole i Istanbul fra 2001 til 2004, i Barcelona fra 2004 til 2007 ogpå ny i Istanbul fra 2007 til 2009. I juni 2009 fik han sin studentereksamen(»Abitur«). Sagsøgeren i hovedsagen opholdt sig fra juni 2009 til april 2010 iSydamerika, hvor han bl.a. var i praktik i Santiago (Chile) i tre måneder. Isommeren 2010 påbegyndte han et jurastudium ved universitetet i Würzburg(Tyskland).Ved begyndelsen af vintersemesteret 2010/2011 skiftede Andreas Ingemar ThieleMeneses universitet og påbegyndte et jurastudium ved universitetet i Maastricht(Nederlandene), hvor han etablerede en yderligere bopæl.Den 11. august 2010 indgav sagsøgeren i hovedsagen en ansøgning til RegionHannover om uddannelsesstøtte til sine studier ved universitetet i Maastricht.

Ved afgørelse af 12. oktober 2010 afslog Region Hannover denne ansøgning medden begrundelse, at der i henhold til BAföG’s § 6 kun kan der bevilgesuddannelsesstøtte til tyske statsborgere, der har bopæl i udlandet, under særligeomstændigheder. Der forelå ifølge Region Hannover ikke sådanne særligeomstændigheder for så vidt angik sagsøgeren i hovedsagen.Den 15. november 2010 anlagde Andreas Ingemar Thiele Meneses sag til prøvelseaf denne afgørelse ved Verwaltungsgericht Hannover, idet han gjorde gældende,at afslaget på at bevilge ham uddannelsesstøtte er i strid med den ret til fribevægelighed, som han er sikret ved artikel 20 TEUF og 21 TEUF, for så vidtsom BAföG’s bestemmelser er til hinder for, at han kan gøre brug af degrundlæggende friheder, der er fastsat i EUF-traktaten, fordi han efter de nævntebestemmelser, eftersom han har bopæl i Tyrkiet, kun kan bevilgesuddannelsesstøtte, hvis han fortsætter sine studier i Tyskland.Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt nationale bestemmelser såsomBAföG’s §§ 5 og 6 er forenelige med artikel 20 TEUF og 21 TEUF. Efter dennerets opfattelse bevirker disse bestemmelser, at en bestemt gruppe unionsborgere,hvis faste bopæl var i en anden EU-medlemsstat end ForbundsrepublikkenTyskland, før de påbegyndte deres studier, stilles ringere end andre, idetbestemmelserne begrænser retten til uddannelsesstøtte til uddannelse i udlandet tiltyske statsborgere, som har bopæl i Tyskland. BAföG’s § 5, stk. 2, førstepunktum, nr. 3, kan afskrække en tysk statsborger med fast bopæl uden forTyskland, men ikke nødvendigvis inden for Den Europæiske Union, fra at tage tilen anden medlemsstat end Forbundsrepublikken Tyskland for at påbegynde ellerfortsætte studier dér.Ifølge den forelæggende ret opvejes denne ringere stilling kun delvist af densupplerende bestemmelse i BAföG’s § 6, da den ikke finder anvendelse på alleuddannelsesforløb i alle medlemsstater, men derimod er begrænset til den stat,hvori ansøgeren om støtte har bopæl, eller nabostaterne til denne stat. Desudengiver BAföG’s § 6 ikke krav på støtte, eftersom en sådan kun bevilges undersærlige omstændigheder og efter Region Hannovers skøn. BAföG’s § 6 kan derforligeledes afskrække en unionsborger med fast bopæl i udlandet fra frit at kunnevælge at tage til en hvilken som helst medlemsstat for at påbegynde eller fortsættestudier dér.Verwaltungsgericht Hannover har på denne baggrund besluttet at udsætte sagenog forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»Er en unionsborgers ret til fri bevægelighed og ophold i henhold til artikel 20TEUF og 21 TEUF til hinder for en ordning i national ret, hvorefter tyskestatsborgere, der har fast bopæl uden for Tyskland, kun kan opnåuddannelsesstøtte til uddannelse ved en uddannelsesinstitution, der er beliggende ien af Den Europæiske Unions medlemsstater, såfremt uddannelsesinstitutionenenten ligger i den stat, hvor den pågældende har fast bopæl, eller i en nabostat tilI-5

denne, og støtten endvidere er begrundet i særlige omstændigheder i det konkretetilfælde?«

Om det præjudicielle spørgsmål

17Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en nationallovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, hvorefter bevilling afuddannelsesstøtte til studier, som følges i en anden medlemsstat, i princippet erunderlagt en enkelt betingelse om at have etableret fast bopæl i denne lovgivningsforstand på det nationale område, og hvorefter en statsborger i denne medlemsstat,som ikke har fast bopæl dér, kun kan opnå uddannelsesstøtte til uddannelse iudlandet i den stat, hvor ansøgeren har fast bopæl, eller i en nabostat dertil, og kunnår det er begrundet i særlige omstændigheder.Indledningsvis bemærkes, at Andreas Ingemar Thiele Meneses i sin egenskab aftysk statsborger ifølge artikel 20, stk. 1, TEUF er unionsborger og som følge herafkan påberåbe sig de rettigheder, der er knyttet til en sådan status, herunder i givetfald over for sin oprindelsesmedlemsstat (jf. dom af 26.10.2006, sag C-192/05,Tas-Hagen og Tas, Sml. I, s. 10451, præmis 19, af 23.10.2007, forenede sager C-11/06 og C-12/06, Morgan og Bucher, Sml. I, s. 9161, præmis 22, og af18.7.2013, forenede sager C-523/11 og C-585/11, Prinz og Seeberger, endnu ikketrykt i Samling af Afgørelser, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).Som Domstolen gentagne gange har fastslået, er unionsborgerskabets formål atskabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, idet det gørdet muligt for de af medlemsstaternes statsborgere, som befinder sig i sammesituation, inden for traktatens materielle anvendelsesområde at blive undergivetsamme retlige behandling uanset deres nationalitet og med forbehold afudtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende (dom af 11.7.2002, sag C-224/98, D’Hoop, Sml. I, s. 6191, præmis 28, og af 21.2.2013, sag C-46/12, N.,endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 27, samt dommen i sagen Prinzog Seeberger, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).Blandt de situationer, der henhører under EU-rettens anvendelsesområde, findesdem, der er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggendefriheder, bl.a. dem, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholdesig frit på medlemsstaternes område i henhold til artikel 21 TEUF (dommen isagen Morgan og Bucher, præmis 23, og i sagen Prinz og Seeberger, præmis 25og den deri nævnte retspraksis).I denne henseende præciseres, at medlemsstaterne – selv om det er dem, der ioverensstemmelse med artikel 165, stk. 1, TEUF er kompetente for så vidt angårundervisningsindholdet og opbygningen af deres respektive uddannelsessystemer– skal udøve denne kompetence under overholdelse af EU-retten og herunderspecielt traktatens bestemmelser, hvorefter enhver unionsborger har ret til atI-6

færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område i henhold til artikel 21,stk. 1, TEUF (dommen i sagen Morgan og Bucher, præmis 24, og i sagen Prinz ogSeeberger, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).22Det bemærkes dernæst, at en national lovgivning, som stiller visse nationalestatsborgere ringere, blot fordi de har gjort brug af deres ret til at færdes ogopholde sig frit i en anden medlemsstat, udgør en restriktion for de friheder, somifølge artikel 21, stk. 1, TEUF tilkommer enhver unionsborger (dom af 18.7.2006,sag C-406/04, De Cuyper, Sml. I, s. 6947, præmis 39, samt dommen i sagenMorgan og Bucher, præmis 25, og i sagen Prinz og Seeberger, præmis 27).De i traktaten fastsatte rettigheder med hensyn til fri bevægelighed forunionsborgerne ville nemlig ikke få fuld gennemslagskraft, såfremt en statsborgerfra en medlemsstat – på grund af de hindringer, der skyldes hans ophold i enanden medlemsstat – kunne blive afskrækket fra at udøve dem som følge af enlovgivning i hans oprindelsesstat, der stiller ham ringere, alene fordi han harudnyttet rettighederne (D’Hoop-dommen, præmis 31, dom af 29.4.2004, sag C-224/02, Pusa, Sml. I, s. 5763, præmis 19, samt dommen i sagen Morgan ogBucher, præmis 26, og i sagen Prinz og Seeberger, præmis 28).Denne betragtning er særlig vigtig inden for uddannelsesområdet, når henses til demål, som forfølges med artikel 6, litra e), TEUF og artikel 165, stk. 2, andet led,TEUF, nemlig bl.a. at begunstige studerendes og læreres mobilitet (jf. D’Hoop-dommen, præmis 32, dom af 7.7.2005, sag C-147/03, Kommissionen mod Østrig,Sml. I, s. 5969, præmis 44, samt dommen i sagen Morgan og Bucher, præmis 27,og i sagen Prinz og Seeberger, præmis 29).I denne forbindelse bemærkes, at EU-retten ikke pålægger medlemsstaterne nogenforpligtelse til at fastsætte en ordning med uddannelsesstøtte til at studere i enanden medlemsstat. Når en medlemsstat fastsætter en ordning foruddannelsesstøtte, der gør det muligt for studerende at modtage sådan støtte, skalmedlemsstaten imidlertid drage omsorg for, at de nærmere bestemmelser omtildeling af støtten ikke skaber en ubegrundet restriktion for den nævnte ret til atfærdes og opholde sig på medlemsstaternes område (dommen i sagen Morgan ogBucher, præmis 28, og i sagen Prinz og Seeberger, præmis 30).I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen, som harbevaret fast bopæl i BAföG’s forstand i Tyrkiet, påbegyndte sine jurastudier iTyskland og derpå efter et semester skiftede universitet for at fortsætte sine studieri Nederlandene. Det fremgår ligeledes af sagens akter, at nævnte sagsøger ikkeønskede at studere hverken i Tyrkiet eller i en nabostat, og at der ifølge RegionHannovers skøn ikke forelå nogen personlige omstændigheder, som kunnebegrunde bevilling af uddannelsesstøtte til uddannelse i udlandet.Det må fastslås, at en betingelse som den i BAföG’s § 5, stk. 2, fastsatte om fastbopæl også udgør en restriktion for den ret til fri bevægelighed og ophold, somI-7

alle unionsborgere nyder i medfør af artikel 21 TEUF, når den gælder uden forskelfor tyske statsborgere og andre unionsborgere (jf. i denne retning dommen i sagenPrinz og Seeberger, præmis 31). Det ændrer ikke ved, at der foreligger en sådanrestriktion, at der i den i hovedsagen omhandlede lovgivning er fastsat enmulighed i BAföG’s § 6 for at fravige denne betingelse i forhold til nationalestatsborgere under særlige og klart beskrevne omstændigheder, idet dissestatsborgere ikke fuldt ud sikres retten til fri bevægelighed og ophold.28En sådan lovgivning kan således afskrække unionsborgere fra at udøve deres rettil at færdes og opholde sig frit i en anden medlemsstat, henset til den indvirkning,som udøvelsen af denne frihed kan have på retten til uddannelsesstøtte (dommen isagen Prinz og Seeberger, præmis 32).Den restriktion, som følger af den i hovedsagen omhandlede lovgivning, er kunbegrundet efter EU-retten, såfremt den er baseret på objektive almene hensyn, derer uafhængige af de berørte personers nationalitet og står i rimeligt forhold til detmål, der lovligt forfølges med national ret (jf. De Cuyper-dommen, præmis 40,samt dommen i sagen Morgan og Bucher, præmis 33, og i sagen Prinz ogSeeberger, præmis 33). Det fremgår af Domstolens praksis, at en foranstaltning erforholdsmæssig, når den er egnet til at sikre opfyldelsen af det forfulgte mål ogikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det (De Cuyper-dommen,præmis 42, samt dommen i sagen Morgan og Bucher, præmis 33, i sagen Prinz ogSeeberger, præmis 33).Det er i lyset af kravene i den retspraksis, der er henvist til i ovenstående præmis,at de argumenter, som er fremsat for Domstolen med henblik på at begrunde denrestriktion, der er nævnt i denne doms præmis 27, skal vurderes.Ifølge den tyske regering er bestemmelserne i BAföG, for så vidt som de udgør enrestriktion for retten til fri bevægelighed og ophold, begrundet i objektive almenehensyn. Således henvises en tysk statsborger, uanset om han bor i Tyskland eller iudlandet, i første omgang for så vidt angår uddannelsesstøtte i henhold til BAföGtil studier på det nationale område. Den nationale lovgivning giver således ifølgedenne regering kun undtagelsesvis mulighed for at finansiere studier uden forForbundsrepublikken Tyskland i tilfælde, hvor en rimelig mulighed for at følgestudierne i denne medlemsstat ikke foreligger, og kun i ansøgerens bopælsstateller en nabostat dertil. Undtagelsen i BAföG’s § 6 har dermed et begrænsetanvendelsesområde og har ikke til formål at indføre en generel ordning, hvoreftertyske statsborgere med fast bopæl i udlandet kan få finansieret deres studier. Dentyske regering har desuden henvist til, at kriteriet om national tilknytning altid eren betingelse for at få bevilget støtte i henhold til BAföG.Således har den tyske regering gjort gældende, at den nationale lovgivning erbegrundet i tre mål: et mål, som tilsigter at sikre, at ansøgeren om støtte erintegreret i et vist minimalt omfang i den bevilgende stat, et økonomisk mål, somtilsigter at undgå en uforholdsmæssigt stor økonomisk byrde og at opretholde denI-8

nationale ordning for uddannelsesstøtte, som kan tages med til udlandet, og etmål, som tilsigter at fremme de studerendes mobilitet på tværs af grænser.33For det første har denne regering anført, at den ved BAföG fastsatte lovgivninghar til formål at sikre, at ansøgeren om støtte er integreret i et vist minimaltomfang i den bevilgende stat.I den forbindelse må det fastslås, at såvel integration af studerende som ønsket omat sikre et vist tilknytningsforhold mellem samfundet i den pågældendemedlemsstat og den, der er berettiget til en ydelse som den i hovedsagenomhandlede, kan udgøre objektive almene hensyn, som kan begrunde, atbetingelserne for bevilling af en sådan ydelse kan påvirke unionsborgernes friebevægelighed (jf. analogt D’Hoop-dommen, præmis 38, og dommen i sagen Tas-Hagen og Tas, præmis 35, samt dom af 22.5.2008, sag C-499/06, Nerkowska,Sml. I, s. 3993, præmis 37, og af 1.10.2009, sag C-103/08, Gottwald, Sml. I,s. 9117, præmis 32).Domstolen har anerkendt, at det kan være begrundet for en medlemsstat – medhenblik på at undgå, at bevilling af støtte til dækning af leveomkostningerne forstuderende fra andre medlemsstater bliver til en urimelig byrde, der kan havekonsekvenser for det samlede støttebeløb, som kan udbetales af denne stat – kunat bevilge en sådan støtte til studerende, der har godtgjort en vis grad afintegration i nævnte stats samfund, og at tilsvarende betragtninger i princippet kangøres gældende for så vidt angår en medlemsstats bevilling af uddannelsesstøtte tilstuderende, som ønsker at studere i andre medlemsstater, hvis der er risiko for, atdenne medlemsstat skal bære en sådan urimelig byrde (dom af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 56 og 57, samt dommen i sagen Morgan ogBucher, præmis 43 og 44, og i sagen Prinz og Seeberger, præmis 36).Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at det bevis, som en medlemsstat kræverfor, at det kan gøres gældende, at der består en reel integration, ikke må have enfor ensidig karakter derved, at en omstændighed, som ikke nødvendigvis er udtrykfor den reelle og faktiske grad af tilknytning mellem ansøgeren og dennemedlemsstat, utilbørligt prioriteres, og alle andre relevante omstændigheder ladesude af betragtning (jf. D’Hoop-dommen, præmis 39, dom af 21.7.2011, sag C-503/09, Stewart, Sml. I, s. 6497, præmis 95, af 4.10.2012, sag C-75/11,Kommissionen mod Østrig, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 62,og af 20.6.2013, sag C-20/12, Giersch m.fl., endnu ikke trykt i Samling afAfgørelser, præmis 76, samt dommen i sagen Prinz og Seeberger, præmis 37).Hvad mere specifikt angår graden af tilknytning mellem modtageren af en ydelseog samfundet i den pågældende medlemsstat har Domstolen fastslået, atmedlemsstaterne hvad angår en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, somikke er reguleret i EU-retten, har en vid skønsbeføjelse ved fastsættelsen afkriterierne for vurderingen af en sådan tilknytning (jf. i denne retning dommen isagen Tas-Hagen og Tas, præmis 36, og Gottwald-dommen, præmis 34).I-9

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at der er en risiko for, at etenkeltstående krav om fast bopæl som det i hovedsagen omhandlede udelukkerstuderende fra den pågældende støtte, der, selv om de ikke har haft uafbrudt bopæli Tyskland i tre år umiddelbart før påbegyndelsen af et studium i udlandet, ikkedesto mindre har en tilstrækkelig tilknytning til det tyske samfund. Dette kan væretilfældet, når den studerende er statsborger i den pågældende medlemsstat og hargået i skole dér i en betydelig periode, eller som følge af andre forhold, såsombl.a. den studerendes familie, beskæftigelse og sprogkundskaber eller andresociale eller økonomiske bånd (jf. i denne retning dommen i sagen Prinz ogSeeberger, præmis 38).I det foreliggende tilfælde giver BAföG’s § 6 mulighed for at fravige betingelsenom uafbrudt bopæl i Tyskland i tre år for tyske statsborgere, som har fast bopæl iudlandet. Den tyske regering har imidlertid i de indlæg, som den har indgivet tilDomstolen, og under retsmødet anført, at den fravigelsesmulighed, der er fastsat iBAföG’s § 6, fortolkes indskrænkende og har karakter af en undtagelse. Den har idenne forbindelse anført, at § 6, som suppleres af BAföGVwV, udelukkendefinder anvendelse i situationer, hvor ansøgerne om uddannelsesstøtte ikke harmulighed for at gennemføre deres studier i Tyskland. BAföGVwV omhandlerbl.a. plejekrævende sygdom eller handicap hos ansøgeren eller dennes forældre,andre grunde relateret til sidestillede studier eller til ansøgerens forældresøkonomiske situation.Det lader således til, at anvendelsen af disse fravigelsesmuligheder på ingen mådeafhænger af et tilknytningsforhold mellem den, der ansøger om støtte, og det tyskesamfund. Disse muligheder kan derfor ikke, som hævdet af den tyske regering,tjene hensynet til integration. Under disse omstændigheder er den betingelse omfast bopæl, som er omhandlet i hovedsagen, både for ensidig og for tilfældigderved, at en omstændighed, som ikke nødvendigvis er udtryk for den reelle ogfaktiske grad af integration i medlemsstatens samfund på tidspunktet foransøgningen om støtte, utilbørligt prioriteres. Følgelig kan den i hovedsagenomhandlede nationale lovgivning ikke anses for at stå i rimeligt forhold til måletvedrørende integration.Det tilkommer derfor den forelæggende ret, som er enekompetent til at vurdere defaktiske omstændigheder, at undersøge, om der foreligger et tilknytningsforholdmellem sagsøgeren i hovedsagen og Forbundsrepublikken Tyskland i lyset af, atAndreas Ingemar Thiele Meneses, som er født i Brasilien, aldrig har boet iTyskland, men har tilbragt hele sin skolegang i tyske skoler i Spanien og Tyrkiet.For det andet har den tyske regering gjort gældende, at de omhandledebestemmelser i BAföG har til formål at undgå, at den bevilgende stat skal bære enurimelig byrde, hvilket sikrer opretholdelse den nationale ordning foruddannelsesstøtte, som kan tages med til udlandet. Den er af den opfattelse, athensynet til at undgå en urimelig byrde og til at opretholde den nationale ordningfor uddannelsesstøtte, som kan tages med til udlandet, er objektive almene hensyn,I - 10

som kan begrunde en restriktion for de grundlæggende friheder, der sikres vedartikel 20 TEUF og 21 TEUF.43Hertil bemærkes, at selv om budgetmæssige hensyn kan være afgørende for enmedlemsstats socialpolitiske valg og påvirke arten og omfanget af de socialesikringsforanstaltninger, staten ønsker at træffe, udgør de imidlertid ikke i sig selvet mål for socialpolitikken (jf. i denne retning dom af 20.3.2003, sag C-187/00,Kutz-Bauer, Sml. I, s. 2741, præmis 59, og af 10.3.2005, sag C-196/02,Nikoloudi, Sml. I, s. 1789, præmis 53). Rent økonomiske hensyn kan ikke væretvingende almene hensyn, der kan begrunde en begrænsning af en grundlæggendefrihed, som er sikret ved traktaten (jf. analogt dom af 17.3.2005, sag C-109/04,Kranemann, Sml. I, s. 2421, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, og af11.3.2010, sag C-384/08, Attanasio Group, Sml. I, s. 2055, præmis 55).Heraf følger, at det rent økonomiske mål, som den tyske regering har påberåbt sig,ikke kan anses for at være et tvingende alment hensyn, der objektivt kan begrundeden omhandlede lovgivning.Desuden har den tyske regering under retsmødet også gjort gældende, at detteøkonomiske mål understøtter et andet formål vedrørende integration og såledesskal sikre, at kun de ansøgere om støtte, som har godtgjort en tilstrækkeligtilknytning til den bevilgende stat, får bevilget uddannelsesstøtte. Med dette målforfølges dermed et andet ikke-økonomisk formål, som kan begrunde enrestriktion for de grundlæggende friheder.Domstolen har allerede i denne doms præmis 40 fastslået, at betingelsen om fastbopæl, uanset de begrænsede muligheder for fravigelse heraf, under alleomstændigheder er for generel og for ensidig. Denne restriktion for retten til fribevægelighed og ophold kan ikke anses for at stå i rimeligt forhold til det forfulgteøkonomiske mål, således som den tyske regering har hævdet.For det tredje har den nationale lovgivning ifølge den tyske regering som mål atfremme mobiliteten på uddannelsesområdet. Således har den i hovedsagenomhandlede lovgivning en sådan karakter, at den tilskynder studerende, som villevære tilbøjelige til kun at studere i Tyskland, til at studere i udlandet, og dennemobilitet er en fordel for det nationale arbejdsmarked, idet studerende, henset tilen fast bopæl i Tyskland, som regel vender tilbage til den bevilgende stat.Derimod har en ansøger om støtte, som bor i udlandet, og som vil studere på etandet sprog i en anden medlemsstat, ikke noget incitament til at vende tilbage tildet tyske arbejdsmarked. De ved BAföG trufne foranstaltninger gør det derformuligt at nå dette mål og går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det.I denne forbindelse har Domstolen allerede fastslået, at formålet om at tilgodesede studerendes mobilitet henhører under et alment hensyn og er omfattet af denindsats, som artikel 165 TEUF henfører til Unionen inden for politikområderneuddannelses- og erhvervsuddannelse, ungdom og sport, og at mobilitet iI - 11

forbindelse med uddannelse og erhvervsuddannelse er en integrerende del af denfrie bevægelighed for personer og udgør ét af de vigtigste mål for Unionensindsats (jf. dom af 14.6.2012, sag C-542/09, Kommissionen mod Nederlandene,endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 71).49I denne sammenhæng kan en begrundelse vedrørende fremme af de studerendesmobilitet anses for at være et tvingende alment hensyn, der kan begrunde enrestriktion som den foreliggende. Som anført i denne doms præmis 29, kan enlovgivning, der efter sin karakter begrænser en grundlæggende frihed, som ergaranteret i traktaten, såsom unionsborgernes ret til fri bevægelighed og ophold,imidlertid kun gyldigt begrundes, såfremt den er egnet til at sikre gennemførelsenaf det legitime mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (jf.dommen i sagen Kommissionen mod Nederlandene, præmis 73).Under alle omstændigheder har Domstolen allerede i denne doms præmis 40fastslået, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede efter sin karakter erfor generel og for ensidig, samt at den ikke kan anses for at være forholdsmæssig,eftersom den prioriterer en omstændighed, der ikke nødvendigvis er den enesteindikator for den reelle grad af tilknytning mellem ansøgeren om støtte og dettyske samfund (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen modNederlandene, præmis 86).I betragtning af det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, atartikel 20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for ennational lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, hvorefter bevillingaf uddannelsesstøtte til studier, som følges i en anden medlemsstat, i princippet erunderlagt en enkelt betingelse om at have etableret fast bopæl i denne lovgivningsforstand på det nationale område, og hvorefter en statsborger i denne medlemsstat,som ikke har fast bopæl dér, kun kan opnå uddannelsesstøtte til uddannelse iudlandet i den stat, hvor ansøgeren har bopæl, eller i en nabostat dertil, og kun nårdet er begrundet i særlige omstændigheder.

Sagens omkostninger

52Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, derverserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse omsagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som erafholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en

national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, hvorefter

bevilling af uddannelsesstøtte til studier, som følges i en anden medlemsstat, i

princippet er underlagt en enkelt betingelse om at have etableret fast bopæl i

I - 12

Andreas Ingemar Thiele Meneses

Region Hannover,

Dom

Retsforskrifter

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

Om det præjudicielle spørgsmål

Sagens omkostninger

Artikel 20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en

national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, hvorefter

bevilling af uddannelsesstøtte til studier, som følges i en anden medlemsstat, i

princippet er underlagt en enkelt betingelse om at have etableret fast bopæl i

denne lovgivnings forstand på det nationale område, og hvorefter en

statsborger i denne medlemsstat, som ikke har fast bopæl dér, kun kan opnå

uddannelsesstøtte til uddannelse i udlandet i den stat, hvor ansøgeren har

bopæl, eller i en nabostat dertil, og kun når det er begrundet i særlige

omstændigheder.