EU-Domstolens domme i sag C-220/12, Meneses, og sag C-275/12, Elrick.Den 24. oktober 2013 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-220/12, Meneses, ogsag C-275/12, Elrick.1. Resume af dommene1.1. C-220/12, MenesesSagen omhandler en tysk regel om, at der kun gives støtte til tyske statsborgere, derhar fast bopæl i udlandet, hvis de søger støtte til uddannelse i det land, de er bosat ieller et af dette lands nabolande, og i øvrigt opfylder betingelser, der kan begrundestøtte i det konkrete tilfælde.I den konkrete sag havde de tyske myndigheder givet afslag på at imødekomme enansøgning om studiestøtte til en tysk statsborger, der – efter i en kort periode athave fået støtte til uddannelse i Tyskland – ønskede støtte til en ny uddannelse iNederlandene. Den tyske statsborger er født i Brasilien og har fast bopæl i Istanbuli Tyrkiet, hvor også hans forældre bor.Idet ansøgeren har fast bopæl i Tyrkiet, og Nederlandene ikke er nabostat til Tyrki-et, har de tyske myndigheder givet afslag på studiestøtte til uddannelse i Nederlan-dene.I retssagen gør sagsøger gældende, at afslaget på studiestøtte tilsidesætter hans rettil fri bevægelighed og ophold i henhold til TEUF artikel 20 og 21. Sagsøger erunionsborger og anfører, at han hindres i at udnytte sine rettigheder, idet han kunkan få studiestøtte til uddannelse i Tyskland, men ikke til uddannelse i Nederlan-dene.I dommen af 24. oktober 2013 udtaler EU-Domstolen, atden omtvistede tyske regeludgør en restriktion for den ret til fri bevægelighed og ophold, som alle unionsbor-gere nyder i medfør af TEUF artikel 21 (præmis 27). En sådan restriktion kan be-grundes efter EU-retten, såfremt den er baseret på objektive almene hensyn, der eruafhængige af de berørte personers nationalitet og står i rimeligt forhold til det mål,der lovligt forfølges med national ret (præmis 29).Domstolen fastslår, at såvel integration af studerende som ønsket om at sikre et visttilknytningsforhold mellem samfundet i den pågældende medlemsstat og den, derer berettiget til en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, kan udgøre objektivealmene hensyn, der kan begrunde en sådan restriktion (præmis 34). Domstolenhenviser endvidere til, at den tidligere har fastslået, at medlemsstaterne har en vid

skønsbeføjelse ved fastsættelsen af kriterierne for vurderingen af en sådan tilknyt-ning (præmis 37). Endelig gentager Domstolen, at formålet om at tilgodese de stu-derendes mobilitet er et tvingende alment hensyn (præmis 48).Domstolen understreger dog samtidig,atder er en risiko for, at et enkeltståendebopælskrav vil udelukke studerende fra støtte, der har en tilstrækkelig tilknytningtil medlemsstaten (præmis 38). Domstolen konkluderer, at den tyske lovgivningefter sin karakter er for generel og for ensidig, samt at den ikke kan anses for atvære forholdsmæssig, eftersom den prioriterer en omstændighed, der ikke nødven-digvis er den eneste indikator for den reelle grad af tilknytning mellem ansøgerenom støtte og det tyske samfund (præmis 40, 50 og 51). EU-Domstolen gentagersåledes, hvad den tidligere udtalte i sin dom 18. juli 2013 i sagenPrinz og See-

1.2. C-275/12, ElrickSagen drejer sig om, hvorvidt TEUF artikel 20 om indførelse af et unionsborger-skab og TEUF artikel 21 om unionsborgeres ret til fri bevægelighed er til hinder foren tysk regel om, at en uddannelse for at give ret til studiestøtte i udlandet skal føretil opnåelse af et erhvervskvalificerende eksamensbevis efter et undervisningsfor-løb af mindst to års varighed. Krav om to års varighed stilles ikke ved studiestøttetil en tilsvarende uddannelse i Tyskland. Der er konkret tale om en 1-årig uddan-nelse i Det Forenede Kongerige, og uddannelsen svarer til en tysk 1-årig erhvervs-faglig uddannelse på erhvervsfagligt skoleniveau.De tyske myndigheder har givetafslag med begrundelsen, at en sådan 1-årig uddannelse ganske vist kan være støt-teberettiget i Tyskland men ikke i udlandet. I udlandet vil uddannelsen kun beretti-ge til studiestøtte, hvis uddannelsen har en varighed af toår.Sagsøger gør gældende, at de tyske regler, der begrænser støtte til uddannelse iudlandet, er i strid med EU-retten, idet de nationale regler stiller hende over for etvalg mellementenat give afkald på sin ret til fri bevægelighed inden for EU i for-bindelse med valg af uddannelsesstedellerstudiestøtte i henhold til national lov-givning. Herigennem begrænses sagsøgers ret til fri bevægelighed som omhandlet iEU-Domstolens praksis, uden at dette er objektivt begrundet.I dommen af 24. oktober 2013 udtaler EU-Domstolen, at den pågældende tyskeregel udgør en restriktion som omhandlet i TEUF artikel 21 (præmis 28).Det fremgår af dommen, at den tyske regering havde påberåbt sig, at den i sagenomhandlede lovgivning sikrede, at der kun bliver ydet økonomisk støtte til de ud-dannelser i udlandet, der fører til, at de studerendes chancer på arbejdsmarkedetøges. Domstolen anføreri den forbindelse, at det er inkonsekvent og uforholdsmæs-sigti forhold til det anførte formål, at der i henhold til tysk ret - for så vidt angårstudier i en anden medlemsstat- pålægges en varighedsbetingelse på mindst to år,når denne ikke pålægges studier i Tyskland. Domstolen påpeger i den forbindelse,at varighedsbetingelsen ikke siger noget om niveauet på den valgte uddannelse(præmis32-33). Samlet set finder Domstolen, at TEUF artikel 20 og TEUF artikel21 er til hinder for en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede.

Domstolen har inden for det seneste halvandet år afsagt dom i tre sager om bo-pælskrav i forbindelse med uddannelsesstøtte til uddannelse i udlandet.Det drejer sig om:Kommissionen mod Nederlandene, C-542/09, om arbejdstagere og deres fami-liemedlemmers ret til studiestøtte,Giersch, C-20/12, om børn af grænsegængeres ret til studiestøtte, ogPrinz og Seeberger, C-523/11 og C-585/11, om egne statsborgeres ret til stu-diestøtte.Der henvises til redegørelsen af 12. september 2013, som sendt til SU-forligskredsen og Folketingets udvalg for Forskning, Innovation og VideregåendeUddannelser, for en gennemgang af ovenstående domme.3.ProcesMinisteriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser vil nu vurdereeventuelle konsekvenser af de to nye domme for det danske SU-system.SU-forligskredsen og Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Ud-dannelser vil blive orienteret, når denne vurdering foreligger.

Ministeriet for Forskning,

Innovation og Videregående