Uddannelses- og Forskningsudvalget 2013-14
FIV Alm.del Bilag 226
Offentligt
1386709_0001.png
Faktaark: Effektvurdering af EUDP 
Evalueringen af EUDP i 2011 viste, at EUDP-projekterne generelt forløber planmæssigt og opfylder de
opstillede milepæle. De faktorer der betinger succes i et projekt såsom samarbejde, vidensdeling og en klart
opstillet projektplan er i høj grad til stede i de projekter, EUDP støtter. Samlet set tegnede evalueringen et
positivt billede af EUDP-projekterne, hvor der er en udbredt forventning om, at projekterne medfører
markedsintroduktion af produkter og teknologier og dermed har et potentiale for at skabe vækst i form af flere
jobs og øget omsætning. I datagrundlaget for evalueringen indgik adskillige projekter, som endnu ikke var
afsluttet, og det var derfor vanskeligt at estimere den egentlige effekt af programmet.
I 2014 er der flere afsluttede projekter og derfor et bedre datagrundlag for at estimere effekterne af EUDP-
projekterne. I forlængelse af evalueringen er det derfor formålet med denne effektvurdering at tilvejebringe et
veldokumenteret og mere præcist overblik over, hvilke resultater og effekter de afsluttede projekter har opnået
som følge af støtten fra EUDP. De estimerede effekter og resultater i effektvurderingen bygger på interview med
51 projekter, som alle er afsluttet i perioden fra september 2009 til januar 2014. Neden for præsenteres
effektvurderingens hovedkonklusioner.
HOVEDKONKLUSIONER: 
EUDP-projekterne har en markant beskæftigelseseffekt:
I de 51 projekter er der samlet set skabt 493
nye jobs. Det giver en beskæftigelsesfaktor på 1,2 ansatte for hver million kr., EUDP har investeret.
Medregnes den indirekte beskæftigelseseffekt på 542 jobs, har de 51 projekter skabt i alt 1.035 nye jobs. For
hele EUDP’s projektportefølje kan det forventes, at der skabes 2.860 nye jobs. Hvis de indirekte jobs
medregnes, kan det forventes, at det samlede antal jobs vil være 6.000.
Det er især videnstunge jobs, EUDP-projekterne skaber:
I størstedelen af projekterne er det jobs inden
for forskning og udvikling (F&U), der skabes. Det afspejler dels, at projekterne viderefører deres forsknings-
og udviklingsaktiviteter efter projekternes ophør dels, at salgs- og kommercialiseringsaktiviteter ofte kræver
en stor faglig og teknisk indsigt.
De teknologiske løsninger kommer på markedet:
I 40 af de 51 projekter er produktet, ydelsen eller
teknologien kommet på markedet. Det viser, at der er en høj grad af kommercialisering og markedsmodning
af de teknologier, der udvikles i projekterne. Selvom mange projekter formår at få de teknologiske løsninger
ud på markedet, er der dog et stykke vej til et egentligt kommercielt gennembrud. Det skyldes, at det kan
være vanskeligt at afsætte teknologierne på markedet, da salg af energiteknologi typisk kræver lange
forhandlings- og udviklingsprocesser., ofte er investeringstunge samt at rammebetingelser ikke er på plads.
De deltagende virksomheder eksporterer i høj grad deres teknologier:
Klart størstedelen af
virksomhederne eksporterer deres teknologier og ydelser, og der eksporteres årligt for 763 mio. kr. Det viser,
at der er stor global efterspørgsel på de teknologier, der udvikles i projekterne. Det er især nærmarkederne,
virksomhederne eksporterer til og i mindre grad fjernmarkeder som eksempelvis BRIK-landene. For hele
EUDP’s projektportefølje kan det forventes, at den årlige eksport er på 4,4 mia. kr.
Deltagelse i EUDP-projekter skaber meromsætning hos virksomhederne:
Samlet set har der for de 51
projekter været en årlig meromsætning på 815 mio. kr. med relation til EUDP. Siden projekternes afslutning
har den samlede omsætning med relation til EUDP været på 1.3 mia. kr. For hele EUDP’s projektportefølje
kan det forventes, at der genereres 4,7 mia. kr. i årlig omsætning.
De deltagende virksomheder udtager i stort omfang patenter:
Der er udtaget 53 patenter i alt. Det er
især de store virksomheder, der udtager patenter. I 33 af de 51 projekter er der enten søgt om, eller der er
planer om at søge patenter. For hele EUDP’s projektportefølje kan det forventes, at der udtages 270
patenter.