Nyt Rumforskningsudvalg klar til at tage fat
Info
Uddannelses- og forskningsministeren har pr. 1. juni 2014 udpeget medlemmerne af
ministerens rådgivende Rumforskningsudvalg.
04. juni 2014
Rumforskningsudvalget har blandt andet til opgave at rådgive uddannelses- og forskningsministeren
om prioriteringen af bevillingerne til dansk deltagelse i den europæiske rumorganisation ESA’s
rumprogrammer. Udvalget består af 12 medlemmer med bred faglig viden om udnyttelsen af rummet
fra forskningsfaglige, højteknologiske, erhvervs- og myndighedsrettede områder.
Formanden for Rumforskningsudvalget er fortsat Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard fra Aarhus
Universitets Institut for Fysik og Astronomi. Den fulde oversigt over udvalgets medlemmer samt
udvalgets nye kommissorium fremgår af Uddannelses og Forskningsministeriets hjemmeside.
Rumforskningsudvalgets medlemmer
Rumforskningsudvalgets kommissorium
Om dansk deltagelse i ESA's programmer
Rumforskningsudvalget blev dannet i 2010 som et bredt sammensat rådgivende udvalg og var en
central anbefaling fra en international analyse af dansk rumforskning i 2008. Her blev en repræsentativ
rådgivning af ministeren på det rumfaglige område efterlyst.
Nedsættelsen af udvalget er ikke hjemlet ved lov og er udelukkende et rådgivende organ for den
siddende minister med ESA som ansvarsområde. Rumforskningudvalget sekretariatbetjenes af
Styrelsen for Forskning og Innovation.