Minister for Ligestillings tale ved mundtlig besvarelse af samrådsspørgsmål M, FIV,

den 22. april 2014

Lad mig indledningsvis knytte nogle ord på, hvorfor regeringen generelt er optaget afligestilling og lige muligheder for kvinder og mænd.

Regeringens holdning er, at ligestilling er til gavn for både den enkelte og for samfundet.Arbejdet med ligestilling handler i bund og grund om at nedbryde barrierer og skabe ligemuligheder for mænd og kvinder og deres deltagelse i samfundet.

Det handler om, at det enkelte menneske skal have mulighed for at udfolde sit potentiale ogsine talenter. Og det handler nok så meget om, at vi som samfund skal have alle ressourcerog talenter i spil, fordi det bidrager til vækst og velstand. Det er helt nødvendigt, hvis vifortsat skal være et konkurrencedygtigt samfund.

Det handler altså ikke om, at vi skal have mindst 50 pct. kvinder og mænd alle steder, dethandler om sund fornuft.

Heldigvis er vi nået langt med ligestillingen i Danmark. Det kan vi være stolte af. Når vi harstort set lige mange kvinder og mænd på de videregående uddannelser, så er det udtryk for,at kvinder og mænd har lige adgang til uddannelse. Også når vi ser på kønsfordelingenblandt kandidater og ph.d.er, er den næsten lige, men derefter begynder det at knibe.

Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt, for det tyder på, at vi ikke udnytter alle ressourcer isamfundet godt nok. Vi har simpelthen som samfund ikke råd til at gå glip af kvindeligetalenter på højt niveau.

For mig at se er der ingen modsætning mellem at skabe den bedste kvalitet inden forforskning og uddannelse og samtidig arbejde for ligestilling og lige muligheder. Netop fordiligestilling handler om at udnytte samfundets ressourcer optimalt og gøre gavn af alletalenter - uanset køn.

Derfor er det vigtigt, at se på, hvad der skal til, for at vi får alle talenter i spil.Det kræver en bred indsats på mange forskellige niveauer og områder. Her kan de retligemuligheder i ligestillingsloven være et blandt flere instrumenter, der er relevante at bringe ispil.

Positive særforanstaltninger er et redskab, som selvfølgelig skal anvendes med forsigtighed.Lad mig kort gennemgå de retlige muligheder, der er i ligestillingsloven for at arbejde medmålrettede indsatser, der kan fremme ligestilling.

Udover forbuddet mod forskelsbehandling forpligter ligestillingsloven også til at arbejde forat fremme ligestilling ved at indtænke køn og ligestilling i al planlægning og forvaltning.

Ligestilling forudsætter altså ikke alene lige rettigheder og fravær af forskelsbehandling,men også en aktiv indsats for at fremme ligestilling og lige muligheder mellem mænd ogkvinder i samfundet.

Det er regeringens holdning, at hvis man vil skabe lige muligheder, er der nogle gange brugfor et ”kærligt skub”. En hjælpende hånd, der bidrager til, at muligheder faktisk er ellerbliver lige.Dette skub – eller muligheden for at iværksætte positive særforanstaltninger – er reguleretikke bare i den danske lovgivning, men også i EU-lovgivningen på området.

For det første er der mulighed for, at den enkelte minister kan give en dispensation inden forsit område. Det initiativ, der kan gives dispensation til, skal have til formål at forebygge elleropveje forskelsbehandling på grund af køn.

Tilladelse til sådanne foranstaltninger gives på baggrund af en ansøgning om dispensation tilet helt konkret initiativ. Det er denne mulighed, der er brugt i forbindelse med YDUN-programmet.

Det er ikke tit, at der gives sådanne dispensationer, men forskningsministre i den tidligereregering har fx også givet dispensationer til universiteter.

Fx er der givet dispensationer til, at Københavns og Århus universiteter kunne indføreordninger, der gav en økonomisk belønning, hvis der blev ansat kvindelige professorer.

Tidligere forskningsminister Helge Sander (V) mente, at positive særforanstaltninger var enbrugbar metode for at få flere kvinder i forskning. Han siger fx blandt andet i et svar tilFolketinget sådan her:

”Tilgengæld mener jeg, at det kan være en god idé i en periode at udvikle særligeprogrammer eller initiativer, der kan understøtte kvindelige forskeres eller forskningslederesudvikling. Sådanne programmer har der også tidligere været gode erfaringer med iforskningsrådssystemet.”

Erfaringerne fra FREJA programmet, der blev udbudt i 1998 på baggrund af en særligfinanslovsbevilling på 78 mio. kr., har da også vist sig at være positive.

Ved evalueringen af programmet i 2005 var der således kommet ni kvindelige professorer,16 fastansættelser og en række nye forskningsfelter til.

En anden mulighed for at tiltrække det underrepræsenterede køn er at lave initiativer indenfor den ramme som bekendtgørelsen om initiativer til fremme af ligestilling giver.

Bekendtgørelsen har hjemmel i ligestillingsloven. Den giver mulighed for – uden at skullesøge om dispensation - at iværksætte forsøgs- og udviklingsinitiativer med fx rekruttering påområder, hvor det ene køn er repræsenteret med under 25 %. Forsøgene må kun køre i enperiode på op til 2 år.

Man kan fx opfordre særligt mænd eller kvinder til at søge en stilling, hvis man har enarbejdsplads, hvor der er en stor overvægt af det modsatte køn.

Det kunne fx være på daginstitutionsområdet i en kommune, hvor man gerne ville havemandlige pædagoger eller lignende. Alle ansøgninger skal tages i betragtning, så det er ikkesådan, at nogen udelukkes. Men det kan sende et signal at opfordre særligt det ene køn til atsøge.

Når der i bekendtgørelsen er opsat rammer for, hvornår og hvor længe man kan iværksætteforsøgs- og udviklingsinitiativer uden dispensation, er det netop for ikke at udhule detgenerelle forbud mod forskelsbehandling.

Endelig er der for det tredje den helt generelle bestemmelse i ligestillingsloven § 3a, somtillader forskelsbehandling uden dispensation, hvis initiativet - som der står i lovteksten - ”erbegrundet i legitime mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige ognødvendige”.

Det kan fx være, hvis man ønsker at rette en oplysningskampagne til kun det ene køn. Dethar vi set fornyligt med kampagnen rettet til mænd om tarmkræft. Det giver god mening medsådanne tiltag, for danske mænds middellevetid er 2-3 år kortere end danske kvinders. IfølgeSelskab for Mænds Sundhed er de også i højere grad ramt af alvorlige sygdomme. Detskyldes blandt andet, at mændene opdager sygdomme for sent, og at sundhedsvæsenet ikkeer opmærksomt på mændenes særlige behov.

Det er regeringens holdning, at positiv særbehandling – hvor det er sagligt begrundet – erbåde et fornuftigt og nødvendigt værktøj. Og det er et generelt, internationalt anerkendtprincip.

Regeringen ønsker, at begge køn skal have lige muligheder for at bidrage til og deltage isamfundet. Og regeringen prioriterer at bringe alle talenter i spil. Derfor er positivesærforanstaltninger ét af værktøjerne, der kan bruges til at nå disse mål. Men det skalselvfølgelig anvendes med forsigtighed.Side 4 af 5

Positive særforanstaltninger er da bestemt heller ikke noget, der bruges ofte. I deindberetninger vi får gennem ligestillingsredegørelserne, kan det tælles på én hånd, hvormange, der søger om dispensation.

Generelt synes jeg, det er vigtigt, at være opmærksom på at anvende de redskaber, der er derigtige i den konkrete situation.

I forhold til de bekymringer, som jeg kan forstå ligger bag spørgsmålet, og som også HansBonde giver udtryk for i sine avisindlæg, må jeg sige, at jeg ikke er bange for, at dekvindelige forskere bliver hverken behandlet usagligt eller får fordele, som dereskvalifikationer ikke berettiger.

Hvorfor skulle det ske? – som vi lige har hørt uddannelses- og forskningsministeren gørerede for, er der strenge krav til videnskabelig produktion. Og udvælgelsen og bedømmelsenaf forskningsprojekter ligger hos Det Frie Forskningsråd, som er eksperter i at foretagekvalificerede vurderinger af forskning.

Så jeg er helt tryg ved, at vi med YDUN programmet får dygtige kvinder på banen – og derstadig også er gode muligheder for mændene.