FIV, Alm.del - 2013-14 - Bilag 163: Kvalitetsrapporten "Nye veje - Fremtidens videregående uddannelsessystem" + kommissorium

Fororddette er et sammendrag af den første rapport fra udvalg for Kvalitet og relevans i de videregående uddannelser, også kaldet Kvalitetsudvalget. rapporten indeholder en række anbefalinger om, hvilke ændringer der bør ske med de videregående uddannelser for at sikre, at de fremover udfylder deres samfundsmæssige rolle bedst muligt.Kvalitetsudvalget, der blev nedsat af regeringen i oktober 2013, skal komme med anbefalinger til ændringer for de videregående uddannelser. det skal sikres, at det faglige indhold er i top, at de tilegnede kundskaber er relevante i forhold til erhvervs- og beskæftigelses-muligheder i samfundet, og at de studerende kan bevæge sig i uddannelsessystemet uden spildtid.som det vil fremgå, handler alle anbefalinger i denne første rapport om behov for ændringer af uddannelsessystemet i sin helhed. vi har valgt at kalde den nye veje. Fordi der er behov for nye veje i det videregåendeuddannelsessystem, når mange flere unge fremover vil tage en videregående uddannelse. vores opgave er at sikre, at uddannelserne får både høj kvalitet og stor relevans.Kvalitetsudvalgets anbefalinger i denne rapport tager afsæt i følgende seks konstateringer:¶ danmark lægger vi vægt på lige i muligheder for alle borgere, der har lyst og evner til videregående uddannelse.¶ rugerbetaling og su-systemet ligger uden Bfor Kvalitetsudvalgets kommissorium¶ e videregående uddannelsesinstitutioner dhar en høj grad af autonomi og fagligt selvstyre.¶ e videregående uddannelsers mission er dat uddanne dimittender til alle dele af det danske arbejdsmarked – både det offentlige og det private.¶ en danske private sektor har en meget dalsidig erhvervsstruktur med få meget store virksomheder og rigtig mange små- og mellemstore virksomheder med en stor faglig spændvidde. ¶ valitetsudvalgets opgave er ikke at spare, Kmen at bidrage til, at danmark får det størst mulige udbytte af den enorme samfundsmæssige investering, som videregående uddannelse er.disse seks konstateringer afgrænser den scene, inden for hvilken Kvalitetsudvalget arbejder. når man analyserer de uddannelser, som udbydes i et samfund, kan man angribe det på tre måder. man kan zoome ind og vælge at fokusere på de enkelte uddannelser – om fx fagligt indhold, studieintensitet og pædagogik har det rette niveau. går man et niveau op, vil analyseobjekterne være de institutioner, der udbyder uddannelserne – altså universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier samt de kunstneriske og maritime uddannelser. Her kan interessen fx samle sig om, hvem de optager, og hvordan uddannelser er bygget op og sammensat.endelig kan man forholde sig til uddannelses- systemet som sådan. altså den samlede indretning af videregående uddannelser i danmark. Fx om for mange eller for få får bestemte typer uddannelser, om samfundet får de kompetencer, der er behov for, og om måden, der fordeles penge på, giver et fornuftigt resultat? Kvalitetsudvalget interesserer sig for alle tre niveauer. men denne første rapport handler alene om det sidste – uddannelsessystemet i sin helhed. de øvrige niveauer vil blive analyseret i en kommende rapport, som udgives senere i 2014.i det følgende vil vi nogle steder, af fremstillings-mæssige årsager, undlade at nævne de kunstneriske og maritime uddannelser. de er ikke glemt. når vi fx bruger ordet professionsbacheloruddannelser, er der lige så meget tænkt på maskinmestre, som på diplomingeniører og sygeplejersker. god læselyst.

VIderegåendeuddannelser Idanmark –EN succEsi udgangspunktet er videregående uddannelseri danmark historien om en succes. det erhistorien om at sætte mål – der bliver indfriet.skiftende regeringer har i løbet af de senesteårtier haft blikket rettet mod de videregåendeuddannelser. budskabet har været det sammelænge. nemlig at en større del af en ungdoms-årgang skal tage en videregående uddannelse.i mange år har målet været, at mindst halvdelenaf en ungdomsårgang skal tage en videre-gående uddannelse. men ved regeringsskifteti 2011 blev skruen strammet og målsætningenhævet til 60 pct. samtidig indførte man dettillægsmål, at mindst 25 pct. af årgangen skaltage enlangvideregående uddannelse.succeshistorien er, at det mål er nået. godtog vel endda. Forventningen er, at 62 pct. afdem, der gik ud af niende klasse i 2012, i løbetaf de kommende år vil tage en videregåendeuddannelse. og at hele 29 pct. af årgangenvil ende med at få en lang én af slagsen. gårman bare fem år tilbage, var forventningen, at48 pct. ville komme igennem en videregåendeuddannelse. og tilbage i 1990 var tallet 36 pct.Først skal uddannelsen tages – og det er forde fleste sket om fire-fem år. til den tid vilder komme, hvad der måske i første omgangfremstår som et skvulp af ekstra menneskermed en videregående uddannelse. men frem-skrivninger viser, at udviklingen fortsætter– skvulpet viser sig at være en tsunami.For ti år siden havde godt 700.000 en videre-gående uddannelse. i dag er antallet knap900.000. og i 2030 er det forventningen, at derer tale om knap 1,2 million – som det fremgåraf figur 2 nedenfor. hvilket er en fremragendeudvikling. under én central forudsætning.nemlig, at der er relevante job til de mangehøjtuddannede. det kræver et ordenligtmatch mellem det, de studerende lærerpå uddannelserne, og den viden, der erbrug for ude i samfundet.Begrænset oFFentligudgiFtsvæKstmennesker med videregående uddannelserhar indtil i dag særligt fundet ansættelse tosteder: i den offentlige sektor og på storeprivate virksomheder.med hensyn til den offentlige sektor, så vilfremtidens udfordring være, at den slet ikkeforventes at vokse med samme hast, somantallet af mennesker med en videregåendeuddannelse. ser man på, hvor mange børnder skal passes, unge der skal undervises, ogældre der skal plejes fremover, så kommerder justeringer. Flere ældre, færre børn. mensamlet set bliver der ikke brug for mangeflere offentligt ansatte med en videregåendeuddannelse de kommende mange år.

Figur 2 illustrerer fire forhold. For det førsteviser den udvikling i antallet, der har en videre-gående uddannelse i henholdsvis 2003, 2013og 2030. dernæst viser den, hvor mange afdem, der er ansat (eller i 2030 forventes ansat)i den offentlige sektor (de blå). og den viserhvor mange med en videregående uddannelse,der ikke er offentligt ansatte (de gule). endeligviser den, hvor stor en andel af dem, der ikkeer offentligt ansatte, der har en lang videre-gående uddannelse (de rødskraverede).det fremgår af figuren, at det offentlige i både 2003og 2013 har givet beskæftigelse til omkringhalvdelen af de videregående uddannede. detvil ikke ske i fremtiden. der bliver behov forflere, men slet ikke så mange som der vil bliveuddannet. i 2030 er forventningen, at kun ca.43 pct. af de højtuddannede vil være ansat iden offentlige sektor.eller med andre ord: hidtil har der rundt regnetværet 100 højtuddannede privatansatte forhver 100 højtuddannede offentligt ansatte.

mere fleksIbleunIVersItetsuddannelserdanske universiteter er om ikke verdensmestre,så tæt ved, i forskning. danmark ligger – iforhold til sin størrelse – internationalt i top,uanset om man måler på kvantitet (artikler pr.indbygger) eller kvalitet (citater i anerkendtetidskrifter).en så høj placering får man kun, hvis nogenhar satset, og det har virket. danske univer-siteter har formået at producere dygtigekandidater og uddanne fremragende forskere.For danmark er det afgørende, at denne satsningfortsætter fremover. men det kan ikke ståalene. der er samtidig behov for, at univer-siteterne tager bestik af, og indretter sig på,deres umådelige popularitet de senere år.der var engang, hvor universitetet var et sted forde udvalgte få. nok skulle universitetet sørgefor statens behov for lærde. men samtidig varstudierne en åndelig dannelses- og erkendelses-rejse gennem arkæologien, litteraturen ellermatematikken. Professoren opdrog ynglingen isit billede og universitetes mission var stort setindfriet, hvis man formåede at producere lærdekandidater, der kunne løfte arven fra tidligeregenerationer.men sådan ser verden ikke ud i dag. somnævnt er forventningen, at 29 pct. af dem,der gik ud af 9. klasse i 2012, vil tage en langvideregående uddannelse. det betyder, atuniversiteterne skal uddanne mennesker, derskal finde ind på et meget bredere arbejds-marked end hidtil.helt konkret er der behov for, at universiteterneudvikler mere fleksible uddannelser. dimittenderneskal finde beskæftigelse i andre brancher ogandre typer af virksomheder end hidtil. derforbør der være nye specialiseringsmuligheder,som er vanskelige at forudse, før den enkeltehar fundet beskæftigelse.Figur 3 illustrerer problemstillingen. denviser, hvor stor produktion universiteterne haraf kandidater årligt, og hvor mange der årligtbliver forskerspirer – ph.d.’er.andelen af ph.d.’er er ikke i sig selv et udtryk for, hvormange der får en karriere inden for forskning,udvikling og undervisning. de videregåendeuddannelsesinstitutioner har i en årrækkebeskæftiget knap hver tredje ph.d.’er efterfølgende.

til gengæld tiltrækker private virksomhedersom fx danfoss, novozymes eller lundbeckkandidater og ph.d.’er til forskning og udvikling.men også her er der grænser for, hvor mangeder kan aftages.uanset hvordan man kigger på det, er situationenden, at langt de fleste med en længerevarendeuddannelse – i dag og fremover – kommer til atarbejde med noget andet end forskning.i dag forekommer der at være en de factoonesize fits all– at alle universitetsstuderendefølger samme model. man optages på univer-sitet, tager sin bachelor, fortsætter straks medkandidatuddannelsen – og bliver kandidat. ogsom færdiguddannet kandidat er man – hvisman er dygtig – klædt på til at gå forskervejen.universiteter tilbyder godt nok en lang rækkebacheloruddannelser. men enhver ved, at enbachelorgrad i sig selvikkeer gangbar mønt påarbejdsmarkedet.jobmuligheder for bachelorer er beskrevet påuniversiteternes hjemmesider. hvad kan manfx med en bachelor i filosofi fra københavnsuniversitet?langt de fleste færdiguddannede

det kan ske ved, at bachelorgraden reelt indføres i danmark. samtidig skal der skabes helt nye muligheder for, hvordan man tager kandidatgraden. Forslaget er illustreret i figur 4.Forslaget er, at bachelorforløbet på universiteterne udvides fra at vare tre år til fire år. der skal undervises i de samme fag som i dag, og derudover skal der undervises i noget mere. de studerende, der har evner og motivation for at kvalificere sig direkte til kandidat- og forskervejen, skal have mulighed for en tidligere og mere krævende faglig fordybelse end i dag. retskravet på at fortsætte direkte på kandidatdelen ophæves – der indføres adgangsbegrænsning. i gennemsnit, på tværs af universitetsuddannelserne, bør en tredjedel af bachelorerne få tilbudt kandidatuddannelsen direkte efter bachelor-forløbet. at der er tale om et gennemsnit betyder, at der skal tages stilling til, hvilke uddannelser der får større direkte optag, og hvilke der får mindre. enkelte uddannelser, som fx medicin, er undtaget fra denne struktur.For de mange, der ikke skal den direkte vej, skal der undervises i, hvordan faget kan anvendes i praksis i forskellige dele af erhvervslivet eller den offentlige sektor. alle skal have et højt akademisk niveau. man skal kende teorierne, have viden om forsknings-metoder, kunne læse forskningsartikler og kritisk vurdere information. men alle behøver ikke være parate til selv at blive forskere.

markedsføring, hvis man finder beskæftigelse i en privat virksomhed. Blandt kandidater er situationen i dag den, at lidt under halvdelen er ansat i den offentlige sektor. som det fremgik af sidste kapitel ,kommer denne relation til at ændre sig fremover. i år 2030 vil der for hver offentlig ansat kandidat være to til rådighed til privat ansættelse. denne ændring er større, end den måske ser ud til ved første øjekast. Forklaringen er, at stort set hele stigningen sker i det private, mens de fleste offentlige stillinger allerede er besat af nogen, der måske forbliver ansatte de næste 20, 30 eller 40 år. Konsekvensen er, at fire ud af fem nye kandidater kommer til at arbejde i det private.Kvalitetsudvalget foreslår, at der skabes formaliserede strukturer for nye fleksible måder at tage kandidatgraden på. Princippet skal være, at der fremover bliver tre muligheder i forhold til at tage kandidatgraden. den ene er den, der er kendt i dag, nemlig at man tager kandidatgraden i direkte forlængelse af bachelorgraden. den anden er, at man får et offentligt eller privat deltidsjob og samtidig tager sin kandidatgrad – ligeledes på deltid. den tredje, at man efter at have arbejdet nogle år søger tilbage og bliver fuldtidsstuderende med su. Fælles for de tre adgangsveje til kandidatniveauet er, at man skal kvalificere sig til at blive optaget. Forventningen er, at det mere fleksible optag giver specialiseringer, som er særdeles målrettet i forhold til den enkeltes karrierespor. de, der går den direkte vej, vil nok orientere sig mod forskning og udvikling i det offentlige eller de forskningsbaserede private virksomheder. de, der læser kandidat og samtidig er ansat på en virksomhed, vil også blive fageksperter, men inden for lige præcis det område, som de har mest brug for i forhold til deres jobområde. Og den, der kommer tilbage til universitetet – efter at have arbejdet nogle år – vil utvivlsomt vælge et specialeemne, der forekommer fremmende i forhold til den videre arbejdskarriere. det skal være muligt at søge ph.d., uanset hvilken kandidatvej man har fulgt.

synlIge Veje mellemuddannelsesnIVeauermuligheden skal være der. Vejen skal være lagtud, selvom den kun vil blive betrådt af de få.sådan lyder den helt korte version af kvalitets-udvalgets forslag om, hvad der skal gælde iforhold til det, man kunne kalde bevægelserpå tværsaf de videregående uddannelses-niveauer – fra erhvervsakademiuddannelsetil professionsbacheloruddannelse og fraprofessionsbacheloruddannelse til kandidat-uddannelse.der er en grund til, at der er tre uddannelses-niveauer. med en erhvervsakademiuddannelsefår man efter to eller to et halvt års fuldtids-studium fx titlen markedsføringsøkonom,multimediedesigner eller laborant. somprofessionsbachelorstuderende kan man iløbet af tre et halvt til fire år uddanne sig tilfx sygeplejerske, lærer eller pædagog. ogpå universitetet tager man, som nævnt,uddannelser på bachelor- og kandidatniveau.denne opdeling er skabt ud fra en tankegangom, at de tre typer af uddannelser skal kunnenoget forskelligt. der er ganske enkelt forskelpå, hvad det er for en pakke, de studerendefår. der er fx forskel på, hvor tæt uddannelserneer knyttet til deres respektive professioner ogerhverv. og på, hvilken type viden de læner sigmest op ad – praksis eller forskning.de skal noget forskelligt, de kan noget forskelligt,og de gør noget forskelligt. derfor er detheller ikke nogen naturlov, at man skal haveret til at gå fra den ene uddannelsestype tilden anden. at man fx starter med to år på enerhvervsakademiuddannelse, hopper videretil to ekstra år på en professionsbachelor-uddannelse, hvorefter man sætter kronen påværket med et kandidatstudie på et universitet.hvis man fx tager en uddannelse som lærer,sygeplejerske eller pædagog, er det selvfølgeligfordi, man gerne vil arbejde som lærer, syge-plejerske eller pædagog.men samtidig bør det være klart, hvad der skaltil for at bevæge dig videre i uddannelses-niveauerne. der skal være lagt en klar vej udfor det mindretal, der kan se et formål, harmotivationen og besidder evnerne til at bevægesig videre. det bør være muligt at bevægesig fra en erhvervsakademiuddannelse til enprofessionsbacheloruddannelse. og fra enprofessionsbachelor til en kandidatuddannelsepå et universitet.sådan er det ikke i dag. et eksempel: kirstine erprofessionsbachelor i ernæring og sundhed.hun var moden, da hun tog uddannelsen.og dygtig. meget dygtig. et halvt år efterendt uddannelse (med topkarakterer) blevhun stedfortrædende leder i et storkøkken idet lokale ældrecenter. så leder. og kort tidsenere – chef for centralkøkkenet på regionenshospital. ingen overraskelse her for den, derkender kirstine. nu er der gået fem år, oghun har behov for at bygge noget mere påsin uddannelse. hendes interesse går merepå ernæring og sundhed end på ledelse. enmaster- eller diplomuddannelse i fritiden erselvfølgelig en mulighed – men hvad med enkandidatgrad? i hvad? hvordan?der er universitetsuddannelser, som forekommerat være helt relevante for kirstine. Fx kandidati human ernæring. men den formaliserede vejeksisterer ikke.kvalitetsudvalget foreslår, at institutionernebliver forpligtet til at skabe klare regler for,hvad der skal til, for at man med en uddannelsepå ét niveau kan læse videre på en uddannelsepå et andet niveau.i dag er der institutioner, som har aftaler medhinanden. men aftalerne er lokale, til tiderupræcise og og ikke altid systematiske, klareog lette at udnytte.helt konkret foreslår udvalget, at fx professions-højskolerne for hver af deres uddannelser fåransvaret for at skabe en vej ind til mindst énkandidatgrad på et universitet. det kræver, atet af universiteterne vil samarbejde. skulle detvise sig ikke at være tilfældet, bør det være ensag for ministeren at bidrage.det er ikke forventningen, at fx en sygeple-jerske kan gå direkte ind på universitet. mensygeplejeuddannelsen skal give det mindretal,der har evner og motivation for evt. senere attage en kandidatgrad mulighed for at kvalificeresig hertil. det skal ske ved at tilbyde valgfagpå sygeplejeuddannelsen, som indgår iadgangsbetingelserne til et kandidatstudiumpå universitetet. til gengæld skal universite-terne tilbyde to-årige kandidatforløb til dissestuderende.

behoV forsamlet oVerblIkenhver, der har interesse for emnet, ved, atder er rimelig godt styr på de videregåendeuddannelser i danmark. de ved, at alle, derhar søgt ind på en videregående uddannelse,på én gang, samme dag sidst i juli, får beskedom, hvorvidt de blev optaget på en af deuddannelser, de har ønsket.oven på en alt for lang og begivenhedsløssommer er medierne super opmærksomme:clara jubler, for hun kom ind på sin ønske-uddannelse, kan vi læse. modsat for magnusog mads. de blev afvist, så hvad skal de nu?sidste år fik omkring 90.000 unge besked –og blandt dem kunne omkring 64.000 glædesig over, at de havde fået plads på en videre-gående uddannelse.denne faste, tilbagevendende begivenhedforud for endnu et studieår bidrager til atskabe et billede af, at nogen har brugt delange sommeraftener på at lægge et stortpuslespil. man ser det næsten for sig – etnydeligt puslespil er lagt. det viser detsamlede landskab for uddannelser idanmark – 64.000 unge er fordelt pålandets videregående uddannelsespladser.hvad de færreste nok ved er, at puslespillet erdannet uden en samlet plan. der er brikker,ja – uddannelsespladser, der skal fyldes op.men der er ingen, der beslutter, hvordan helepuslespillet skal se ud. ingen, der bestemmerover og dimensionerer en pakke ud fra, hvadsamfundet har brug for.i den koordinerede tilmelding fordeler manblot de pladser, som de forskellige institutionerhar sagt, de vil udbyde.hovedprincippet er, at beslutninger om, hvormange studerende der kan optages, træffesaf landets syv professionshøjskoler, otteuniversiteter og ni erhvervsakademier. hverisær. i forhold til mange af deres uddannelserhar de frihed til at vælge at udvide ellerindskrænke antallet af pladser. når fx psykologikræver 11,2 i eksamenssnit, og der skal 10,9til for at læse antropologi eller statskundskab,er det et udtryk for, at man lokalt har lagt sigfast på et bestemt antal pladser, uanset hvormange der har lyst til studiet.men der har aldrig været tradition for nogensamlet vurdering på tværs af institutionerne.det kan ikke afvises, at nogle skeler til, talermed og til tider koordinerer med naboinstitutionen.men de er også konkurrenter. de konkurrererom studerende, penge og prestige.så det kan godt være, at universitet a begrænserantallet af pladser på en bestemt uddannelse –blandt andet under hensyntagen til fremtidigbeskæftigelse. men det kan på ingen mådeafvises, at det får universitet b til at se sit snittil at skrue op for optaget på samme slagsuddannelse.set fra det samlede samfunds side er der reeltingen koordinering. risikoen for de studerendeer overproduktion og deraf følgende arbejds-løshed. og for samfundet er problemet, atman har investeret rigtig mange penge ikompetencer, der viser sig ikke at være brug for.en ung, der vil have en videregående uddannelse,kan starte på et af 859 uddannelsesudbud. afdem er 141 dimensioneret fra centralt hold,hvilket vil sige, at nogen har taget stilling til,hvad der på landsplan er brug for eller pladstil. det gælder fx studier som medicin, biomekanik,tandlæge, dyrlæge og maskinmester. menogså pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen,hvor der skal være praktikplads til alle.resten – altså 718 uddannelser – er dimensionereti det omfang, de enkelte institutioner vælger atgøre det. 84 pct. af alle videregående uddannelserer altså ved indgangsdøren udbudt uden nogendimensionering på landsplan. dertil kommer564 kandidatuddannelser, hvoraf kun nogle fåer dimensioneret centralt.

marKed – uden marKedsKræFtermen hvad er det så, der styrer de 24 uddannelses-institutioners udbud af uddannelser? det gørmarkedet. eller det vil sige: den særlige formfor marked, der eksisterer i danmark, hvoruddannelse er et offentligt gode.På den ene side står de videregåendeuddannelsesinstitutioner. de får – somaltovervejende hovedregel – penge for attiltrække studerende, der består. sat påspidsen står uddannelsesinstitutioner med,hvad man kunne kalde envær-attraktiv-og-bliv-bestået-pakke.det kan på ingen mådeafvises, at institutionerne interesserer sig forde studerendes efterfølgende beskæftigelses-muligheder. men det betyder ikke noget iforhold til de penge, institutionen får.På den anden side står de studerende, somheller ikke har knivskarp tilskyndelse til atinteressere sig for, hvor meget beskæftigelse– eller hvilke lønudsigter – der er i en bestemtuddannelse.de studerende behøver ikke interessere sigfor, hvad en bestemt uddannelse koster – detoffentlige betaler. de får via su (sammenlignetmed andre lande) et relativt højt honorar for atvære studerende, så den økonomiske investeringi uddannelsen er lille. skulle de falde fra, vælgeny uddannelse eller blive forsinket, bliver detogså et langt stykke ad vejen dækket af detoffentlige.og går det galt efter uddannelsen – viser detsig fx, at der ingen beskæftigelsesmulighederer – så sørger understøttelse, kontanthjælpeller andet for, at man bliver kompenseret.hvis man – modsat – har taget en uddannelse, dergiver job og høj løn, udjævnes indtægten pågrund af indretningen af vores skattesystem.alt i alt står den unge altså over for det, manpassende kunne kalde endet-går-nok-alligevel-pakke. Fejler man, eller sejrer man, udjævner

det sig et langt stykke ad vejen. danmark erdet oecd-land, hvor den direkte omkostningved at gennemføre en uddannelse er lavestfor den enkelte. når man ser bort fra tid, erinvesteringen lille. derfor kan man tillade sigat lægge mere vægt på andre ting, end hvadman får tilbage efter endt uddannelse.derudover står man, helt grundlæggende,over for det, der inden for den økonomiskelitteratur kendes under begrebetfælledenstragedie:nemlig at individuelle beslutninger– hvor rationelle de end er – kan føre til etkatastrofalt resultat for fællesskabet. hvis énsætter sin ko på græs på fælleden, er det intetproblem. hvis alle træffer den samme (yderstrationelle) beslutning, bliver fælleden over-græsset og dør.uden styring kan det samme ske for devideregående uddannelser. det ville væreen tragedie, hvis det for sent opdages, at altfor mange – hver især rationelle unge – harbevæget sig i en retning, som er helt udenerhvervs- og beskæftigelsesmuligheder.kvalitetsudvalget har undersøgt, om nogleuddannelser konsekvent uddanner til højarbejdsløshed og lav løn.det viser sig, at mange uddannelser efterfølgendefører til høj løn og gode beskæftigelses-perspektiver. men der er modsat ogsåuddannelsestyper, som klarer sig dårligere.uddannelser som efterlader de studerendemed relativt dårlige muligheder for at få etgodt job – både i økonomisk gode og dårligetider.nogle ville utvivlsomt argumentere for, aten løsning ville være at gøre videregåendeuddannelse til et rigtigt marked. at de ungebærer omkostningen ved deres valg – altsåud med su og ind med egenbetaling. og forat universiteterne mærker konsekvensen afat uddanne for mange til arbejdsløshed – atderes indtægter afhænger af beskæftigelsenfor bachelorer og kandidater.

eller med andre ord: Brugerbetaling og beskæftigelsestaxameter. Kvalitetsudvalget foreslår hverken det ene eller andet. Brugerbetaling – uden omfattende ændringer i lånevilkår, skattepolitik mv. – har en række negative konsekvenser. den mest åbenlyse er, at unge med motivation og talent ville være lukket ude fra mange uddannelser, fordi de rent økonomisk er ude af stand til at tage dem. i danmark har vi ikke råd til, at penge står i vejen for talent. at udelukke talent er markedets tragedie.et beskæftigelsestaxameter forekommer heller ikke at være nogen fornuftig vej. det vil gøre institutionernes økonomi stærkt uforudsigelig. Og derudover vil det være et upræcist instrument at bruge i forhold til målet. målet er at undgå overproduktion af uddannelser i forhold til samfundets behov. det vil gå ud over undervisningens kvalitet, hvis man gør det ved at sige, at ledigheden for x-kandidater er steget, så nu får i færre penge pr. studerende.mere præcist er det, at sige: i producerer y om året, og vi kan se, at der kun er brug for X. så derfor skal i kun producere X fremover.Kvalitetsudvalget anerkender, at det kan være svært at forudsige fremtidens behov. men udvalget foreslår, at vi i fællesskab forsøger at forhindre både fælledens og markedets tragedier. udvalget anbefaler, at det den uafhængige institution det rådgivende udvalg for videregående uddannelser – på et mere oplyst grundlag end i dag – fremover med jævne mellemrum bør tage stilling til, hvilke uddannelser der skal dimensioneres. det oplyste grundlag kunne tilvejebringes af fx det Økonomiske råd.

grænser forudbudknap ét nyt udbud af en videregående uddannelse– om ugen. det er, hvad danmark har fåetsiden 2007.i alt godt 300 nye uddannelsesudbud er blevetgodkendt de seneste syv år. det betyder heltkonkret, at man i godt 300 tilfælde har fåetmulighed for at læse noget nyt et eller andetsted i landet. enten er der tale om en helt nyuddannelse. eller også udbydes en alleredekendt uddannelse et nyt sted.de videregående uddannelser knopskyder.For øjeblikket er der små 1.500 videregåendeuddannelsesudbud i alt. retningen er konstantden samme: nye uddannelser, nye steder, nyemuligheder.at det entydigt bevæger sig i den retning erder flere årsager til. en er, at den politiskevind er blæst samme vej i årtier: Flere, flere,flere. og institutionerne har lyttet. samtidighar der været en vis volumensyge, som i højgrad er blevet understøttet af den måde,institutionerne får penge på: Én ekstrastuderende, der består eksamen, giverekstra penge i kassen. to ekstra – endnuflere penge. og så videre.tivoliseringder har gennem en årrække været en tendenstil, at nye uddannelser – med navne, der i hvertfald var noget andet end de gamle – blev skabt.den udvikling er nogle gange blevet kaldt entivolisering. hvilket vil sige, at hvis én sætteren bod op, så sætter en anden sin op lige vedsiden af og finder på et sjovere navn i et forsøgpå at tiltrække ekstra studerende, penge ogprestige. set fra samfundets side bidrager ensådan udvikling alene til at skabe forvirring.lærer man noget det ene sted, som man ikkegør det andet? eller er det grundlæggende densamme uddannelse i forskellige indpakninger?kvalitetsudvalget foreslår, at institutionernegennemfører en grundig oprydning. grund-uddannelserne på alle tre typer institutionerskal være brede. det skal være en betingelsefor næste akkreditering, at der er ryddet op.der skal naturligvis fortsat være mulighedfor at oprette nye uddannelser, når de fagligeforudsætninger er til stede, og beskæftigelses-mulighederne er godt underbygget. kvalitets-udvalget foreslår imidlertid, at det rådgivendeudvalg for Videregående uddannelser skalhave en stram praksis i forhold til at godkendeoprettelsen af nye uddannelsesudbud. istillingtagen til, om behovet er der, skalnært beslægtede uddannelser ses samlet. Påområder uden stærk vækst i beskæftigelses-mulighederne bør nye uddannelser kunoprettes, hvis der på overbevisende vis kanargumenteres for, at de er bedre end nogetallerede eksisterende, som så kan lukkes.geograFisK Fordelingman skal ikke have boet eller bevæget sigrundt i en provinsby længe, før man finderud af, hvor ekstremt vigtige uddannelses-institutioner (eller mangel på samme) er forlokalsamfundet. uden uddannelser – ingenungdom. uden ungdom – ingen fremtid.overalt vil der, fuldt forståeligt, være stærkekræfter, som kæmper for at tiltrække ellerbevare uddannelsesinstitutioner.der er altså mange grunde til, at antalletaf uddannelser bare stiger og stiger. menuddannelsesudbud kan blive for små. dekan blive så små, at både den lærerfagligekompetence, fleksibiliteten og mulighedenfor at komme rundt i alle specialer bliver udvandet.hvis man ser nærmere på de gennemførtekvalitetsvurderinger – akkrediteringer – af devideregående uddannelser, viser de da også,at det især er på de små udbud, at der ser udtil at være problemer med at sikre et solidtfagligt miljø og en undervisning baseret påden nyeste forskningsviden.kvalitetsudvalget foreslår en ny fortolkningaf kravet om, at både erhvervsakademierog professionshøjskoler skal sikre regionaldækning af uddannelser. der er ikke nogetgalt i, at undervisning udbydes flere steder,men det skal sikres, at de tilhører størreenheder, så alle studerende oplever athave samme kvalitet, valgmuligheder ogspecialiseringstilbud. På alle uddannelserskal det være muligt for de særligt dygtige ogmotiverede at vælge fag, der kvalificerer tilfortsat uddannelse. det vil aldrig kunne ske påde små udbudssteder i den nuværende struktur.det kan kun ske ved, at disse valgmulighederudbydes et eller få steder i hver region.de små Fagi et lille land som danmark er der fag, somsamfundet af forskellige grunde gerne vilbevare, til trods for at de ikke kan være særligtstore. det gælder fx for eskimologi, oldtids-kundskab og en lang række sprogfag.men når små fag udbydes, bør det som etmindstemål sikres, at de kun udbydes ét stedi landet. man bør modvirke den tendens, derkan være til, at alle uddannelsessteder ønskerså mange fag som muligt med i deres paletaf udbud.kvalitetsudvalget foreslår, at at rektorkollegiernelaver en fordeling af de små fag. genereltbør udbud med optag under 30 studerendenedlægges eller sammenlægges med andreudbud. reglen bør være, at et fag, hvis optag pålandsplan er på under 60 studerende årligt,kun bør udbydes ét sted.

størreoVerskuelIghedfor de ungeunge, der vil tage en videregående uddannelse,har umiddelbart to opgaver.den ene er, i sagens natur, at kvalificere sig tilat komme i betragtning – med en ungdoms-uddannelse og et vist karaktergennemsnit.den anden opgave glemmes nemt. men denkan være en lige så stor – om ikke større –udfordring. de unge skal finde ud af, hvadde vil læse. hvad vil du være – hvad er ditdrømmestudium?som tidligere nævnt har en ung, der gerne vilhave en videregående uddannelse, 859 udbudat vælge imellem. det kunne måske ligne etslaraffenland af valgmuligheder, men kanfremstå som et totalt uoverskueligt landskab.går man på pizzaria, er det nemt at besluttesig, hvis der er otte klart genkendelige pizzaer– den uden noget, den med pølse, den medskinke, den med okse, den med de fire oste,den med tun og rejer, den med salat eller denhelt stærke. og skulle der være 85, så går detnok også for de fleste. men et menukort med859 pizzaer? det ville forekomme decideretfjollet.ikke desto mindre er det netop menukortet,de unge i dag bliver præsenteret for eftergymnasiet. blandt alle disse muligheder skalde træffe et valg, der får betydning for, hvadder kommer til at ske i resten af deres liv.undersøgelser viser, at danske unge i højgrad vælger uddannelse efter, hvad derumiddelbart interesserer dem. det visersig, hvis man holder deres svar op mod svarfra jævnaldrende unge fra lande, vi normaltsammenligner os med. Faktorer, som betydermere i udlandet, fx løn og beskæftigelses-udsigter, spiller en mindre rolle for danske unge.en af flere forklaringer kunne være, at deti dag er umuligt for en ung at skabe sigoverblik. hvad gør man, når man står med859 muligheder? måske surfer man lidt rundtpå hjemmesider fra lokale uddannelses-institutioner. eller kigger lidt i andre byer.muligvis rammer man på det tidspunktuddannelsesguiden.dk, der har samletinformationer om alle videregående uddannelseret sted.hvor velment denne uddannelsesguide end er,så finder kvalitetsudvalget, at den langt fra erden hjælp til unge, som den burde være.lad os et øjeblik forsøge at sætte os i et ungtmenneskes sted. Vi kunne kalde hende rikke.hun er, i lighed med mange jævnaldrende,netop begyndt at smage på voksenlivet og erinteresseret i mange ting. yndlingsfag i gymnasieter fysik og matematik. i fritiden læser hunbl.a. om design, og hun har gennem mange årlavet smykker. solgt til veninder og fået en lilleproduktion i gang. hun er som de fleste andreen særdeles habil bruger af både pc, tablet ogsmartphone, og hun har en vis interesse forcomputere.så hvad skal hun læse? matematik? Fysik?it? design? det kunne være, at man kunneskabe et firma med smykkerne – så måskebusiness?hun prøver uddannelsesguiden og tastermatematik, indretning, design, it, businessog klikker påsøg.det giveringen resultater,men en opfordringtil at afgrænse søgningen.det gør hun så. denne gang nøjes hun meddesign.og ja, den giver resultat. Faktisk hele1.774 resultater. hun opdager, at hun kanafgrænse søgningen tilvideregående uddannelserog får nu 378 hits. et par ekstra tasttryk fremme– og bingo! 169 hits.hvad vil du helst? skal det væredesign ogbusiness, arkitektur og design, digitalemedier og design, bæredygtigt design,designkultur, designkultur og økonomi,digital design, rumlige design og samfund,urbant design, industrielt designeller måskeen af de 159 andre uddannelser, hvor designindgår i beskrivelsen?

det vil utvivlsomt være individuelt, hvilkekriterier man har lyst til at sammenligneuddannelserne på. det kunne fx være studie-miljø, kvalitet, beskæftigelsesmuligheder,lønudsigter, frafald eller nuværende studerendesvurdering af uddannelse. men uddannelses-guiden giver reelt ingen mulighed for atsammenligne på noget kriterium.det virker paradoksalt, at rikke har langt fleremuligheder for at blive oplyst, hvis hun skalbooke et hotel i berlin. tripadvisor eller enanden app giver umiddelbar mulighed for atsammenligne pris, beliggenhed og gæstersvurderinger. eller hvis man skal købe et hus –ja, lad os sammenligne. byens bedste burger,den mest hyggelige café – den finder vi hurtigt.men en livsbeslutning, som at vælge enuddannelse – nej lige den har vi ikke på lager.det foreslår kvalitetsudvalget, at der lavesom på. der skal skabes et værktøj, hvorder er systematiske og sammenligneligeoplysninger om beskæftigelse, løn,uddannelsernes kvalitet, frafald, timetalog alle mulige andre parametre.man kunne fx lade sig inspirere af neden-stående skærmbilleder fra en endnu ikkeeksisterende guide – minuddannelse.dk.her skitseres, hvordan uddannelser, der errelevante ud fra nogle søgekriterier, kan listesfor den unge.

her har rikke, ud fra sin interesser – forudfor dette skærmbillede – udvalgt 11 nøgleord.På dén baggrund dukker en række uddannelserop, hvor det fremgår, hvor mange af hendesnøgleord der matcher uddannelsens. hunkan blandt andet se, at digital design oginformationsvidenskab matcher henholdsvisotte og ni af hendes 11 nøgleord.hun kan også se, at digital design scorer højtpå henholdsviskvalitetogrelevans.hvordanratingen præcis skabes, vil kvalitetsudvalgetvende tilbage til i senere rapporter, men det vilske på baggrund af objektive kvantificerbaredata. rikke kan også se, at de studerendegiver uddannelsen en rigtig høj vurdering.herefter kan hun sammenligne uddannelserpå en række parametre, som hun selv vælger:Vurderinger fra studerende, beskæftigelse,løn, frafald, adgangskrav, evalueringer, under-visningstimer med flere.klikker hun på ”Vurderinger fra studerende”,får hun uddybet de studerendes vurderingerog kommentarer til studiet. i forhold tilinformationsvidenskab kan hun nu se, atgennemsnitsvurderingen er, at undervisningenog det faglige niveau scorer rigtig pænt, menat administrationen til gengæld halter lidt.

anBefalInger oM en nyuddannelSeSStruktur•de akademiske bacheloruddannelsergøres 4-årige med indbyggedemuligheder for i slutningen af studietat fokusere enten på fagets praktiskeanvendelsesmuligheder eller fagetsmere forskningsorienterede teoretiskeog metodiske aspekter.retskravet på at fortsætte direkte frabachelorgrad til kandidatstudier ophæves,og i stedet indføres to sæt af kriterier foroptagelse på en kandidatuddannelse:1. karakter på bacheloruddannelsen –evt. kombineret med optagelsessamtale.Primært møntet på de studerende, derønsker at gå direkte på en teoretisk ogforskningsorienteret kandidatuddannelseog/eller ph.d.-uddannelse.2. relevant bachelorgrad og erhvervs-erfaring eller -tilknytning.Primært møntet på de studerende, derønsker en mere praksis- og anvendelses-orienteret kandidatuddannelse i tætsammenspil med arbejdsmarkedet.•et mindre antal universitetsuddannelser– primært autorisationsuddannelser –udelades fra den nye uddannelsesstruktur.en mindre andel af professionsbachelorerneskal kunne kvalificere sig til optag på en2-årig kandidatuddannelse på universiteterne.der sker en begrænsning af dimittenderfra erhvervsakademiuddannelsernesdirekte adgang til overbygningsuddannelsetil professionsbachelor (top-up-uddan-nelser). der indføres på tilsvarende visto sæt af kriterier for optagelse på entop-up-uddannelse:1. karakter på erhvervsakademi-uddannelsen – evt. kombineret medoptagelsessamtale.2. relevant erhvervsakademiuddannelseog erhvervserfaring eller -tilknytning.

anBefalInger oM færreog Større udBud•der fastsættes en minimumsgrænse forudbud af bachelor-, professionsbachelor-,og erhvervsakademiuddannelse på 30studerende i årligt optag.uddannelser med et lavt studenteroptagpå landsplan skal kunne udbydes ét sted ilandet. uddannelser med samlet årligt optagpå under 60 på landplan skal samles ét sted.institutioner, der udbyder samme uddannelserpå flere geografiske lokaliteter, bør kun haveén samlet uddannelse, men en større ellermindre del af undervisningen kan foregå påforskellige geografiske lokaliteter eller vednetbaseret undervisning.der fastsættes en periode, inden for hvilkeninstitutionerne selv reducerer i mængdenaf små uddannelsesudbud, og institutions-akkrediteringen følger op på, om denneoprydning har fundet sted.en større andel af uddannelsesudgifternefinansieres ved faste årlige bevillinger tilinstitutionerne, og taxameteret finansiererkun de egentlige marginale omkostningerforbundet med ændringer i studentertallet.

anBefalInger oMdIMenSIonerIng••en central dimensionering på udvalgteuddannelser eller uddannelsesgruppermed betydelig risiko for overproduktionbesluttes hvert tredje år og gælder for treår.der fastsættes adgangsbegrænsningerpå den direkte adgang fra bachelor-uddannelser til kandidatuddannelser.udvalget anbefaler, at omkring en tredjedelaf bachelorerne i gennemsnit kan fortsættedirekte på kandidatuddannelsen, men medvariation fra uddannelse til uddannelse.der fastsættes adgangsbegrænsningerpå den direkte adgang fra erhvervs-akademiuddannelser til professions-bachelor svarende til, at omkring entredjedel af dimittenderne fra erhvervs-akademiuddannelserne kan fortsættedirekte i top-up uddannelserne.det rådgivende udvalg for vurdering afudbud af videregående uddannelse (ruVu)får til opgave at rådgive ministeren om,inden for hvilke uddannelser der skalfastsættes et loft over antallet af pladserog fordelingen af disse på institutioner.ruVu får til opgave at tilvejebringe etanalyseapparat, som skal ligge tilgrund for udvalgets indstillingerom dimensionering af uddannelser.analyserne skal være offentligttilgængelige.ruVu skal høre institutionerne, indenden endelige rådgivning af ministerenforetages.•