FIV, Alm.del - 2013-14 - Bilag 127: Henvendelse af 1/3-14 fra Christian Breinholt, Hinnerup, vedrørende pædagoguddannelsen

Pædagoguddannelsen, som er den største af vores professionsbacheloruddannelser, skal igen refor-meres. En ny uddannelse skal fra august 2014 ikke som hidtilstyres af Folketinget gennem lovgiv-ning, men af Uddannelses- og forskningsministeriet via en uddannelsesbekendtgørelse. Det ser udtil at få overraskende konsekvenser, som følgende historie om en særlig sætning kan illustrere.Historienhandler om en sætning, der er vokset frem gennem pædagoguddannelsens hundredårigehistorie: ”Uddannelsen skal fremme de studerendes personlige udvikling, herunder deres interessefor og evne til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund, og skal give de studerende grundlag forvidereuddannelse”. En personlig udvikling, som indbefatter demokratisk deltagelseog høj faglighed,er de karaktertræk, der samles her.Sætningensoverordnede led,personlig udvikling,har været højt prioriteret i pædagoguddannelsenlige siden begyndelsen omkring år 1900. Personlig udvikling som mål i uddannelsen er tæt forbun-det med det forhold, at pædagogisk arbejde i både dag- og døgntilbud drejer sig om personlig ud-vikling hos børn, unge og voksne med både almindelige og særlige behov og evner. Reformpæda-gogikkens motto om at tage udgangspunkt i børn blev defineret på den måde, at ”dette motto aner-kender børnsrettil deres egen personlighed”.Udtrykket personlig udvikling spiller en meget storrolle for både professionelle og brugere – og er da også det centrale i de tre love, pædagoger arbej-der ud fra. I dagtilbudsloven fremgår tydeligt af selve formålsparagrafferne, at personlig udviklinghar høj prioritet, og det tilsvarende gælder både serviceloven og skoleloven. Det bliver derfor enselvfølge, at personlig udvikling også indtager en høj prioritet i uddannelsen.Det er her, vi finderbegrundelsen for deltagelsespligten i undervisningen og for de lange praktikforløb. Statenbekræfte-de denne prioritering i den første uddannelsesbekendtgørelse 1953ved at indsætte en formålspara-graf, der siger, at uddannelsen skal ” udvikle og modne elevernes personlighed”.Året efter vedtagesden nye læreruddannelseslov, hvor det i formålsparagraffen for første gang hedder, at uddannelsenskal give faglige kundskaber og ”fremme elevernes personlige udvikling”. Baggrunden er for beggeuddannelsers vedkommende langvarige udvalgsarbejder præget af afslutningen af anden verdens-krig, der blev fortolket som den frie verdens sejr for de demokratiske samfund.Da den særlige socialpædagogiske uddannelse senere blev etableret, blev der brugt samme formule-ringer og samme tankegang om en dobbelt vekseluddannelse, altså både en vekslen mellem teori-og praktikperioder og en vekslen mellem de rent faglige kvalifikationer og den personlige udvik-ling. Denne kerne i uddannelsernes relevans og kvalitet har os bekendt haft tilslutning fra alle si-der:lærere, studerende, arbejdsgivere og politikere. En af de nyeste formuleringer af personlig ud-vikling som centralt for pædagogiske relationer kommer fra de lærerstuderende: "Folkeskolens vig-tige samspil mellem fællesskabet og den enkelte elevs personlige og alsidige udvikling og dannelseskal modsvares af den lærerstuderendes egen personlige og faglige udvikling og kvalificering" (Læ-rerstuderendes Landsråd 1.-3. marts 2013).

’Personlig udvikling’ som uddannelsesmål er af Uddannelses- og forskningsministeriet foreslåetfjernet nu, hvor Folketinget ikke længere lovgiver om formålet. ’Personlig udvikling’ indgår ikke idet udkast til bekendtgørelse, som ministeriet har fremlagt.Høringsfristen sluttede 10/2-2014 ogarbejdet med færdiggørelse sker netop nu.Sætningens næste led,interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund,bli-ver kort før år 2000 ført frem som integreret del af det, der menes med personlig udvikling. Det skeri et omfattende og bemærkelsesværdigt initiativ fra undervisningsminister Margrethe Vestager, som17. november 1999 præsenterer et lovinitiativ med populærtitlen ”Det repræsentative demokrati iuddannelsessystemet” (L 98). Det formuleres meget klart, at med ”lovforslaget kommer demokratisom bærende værdi til at indgå i formålet for den enkelte uddannelse”, således at ”opnåelse af de-mokratisk kompetence, personlig kompetence og faglig kompetence er fælles ligeværdige mål i detdanske uddannelsessystem”. I lovgivningen om folkeskole, ungdomsskole, gymnasier og en langrække kortere og mellemlange videregående uddannelser skal det i formålet med mindre variationerudtrykkelig hedde, at uddannelsen skal ”fremmede studerendes personlige udvikling, herunder de-res interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund”.I bemærkningerne til forslaget konstateres først det samme, som blev pointeret ved afslutningen afanden verdenskrig: ”En bæredygtig demokratisk udvikling er ikke nogen selvfølge”.Det heddervidere: ”Med denne lov indskrives det som central målsætning, at anvendt demokrati skal indgåsom en væsentlig faktor i al uddannelse i Danmark ved indgangen til det nye årtusind. (…) Folke-tinget og regeringen lægger den allerstørste vægt på, at demokratiet som bærende værdi fremmes ialle sammenhænge, hvor det er muligt”. Forslaget vedtages 6. april 2000 af alle partier,og tilføjelsentil uddannelsernes formål gælder med det samme forbl.a. pædagoger og lærere.At ”udvikle interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund” er for uddannelser-nes vedkommende nu taget ud af de enkelte bekendtgørelser og indføjet i den overordnede ”Lov omerhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser” fra 2011. I ministeriets forslag tilny bekendtgørelse for pædagogers uddannelse er denne centrale ”demokrati-sætning” fraværende.Den er helt udgået fra formålet med pædagoguddannelsen – og kan kun med velvilje siges at optræ-de indirekte et par steder.Reelt set bliver der i ministeriets uddannelsesbekendtgørelse meget lidt tilbage af de intentioner,der i 1999 blev fremført om demokrati som bærende værdi i dette årtusind. Den overordnede place-ring af demokratisk kompetence er isolerende og afskærer kravet fra praksis.Det sidste led i sætningen,grundlagfor videre uddannelse,ændrer betydning, når personlig udvik-ling fjernes fra formålet. Det betyder, at uddannelsen mere og mere fokuseres på det faglige ogdermed denaktuelt nytteorienterede og målbare del.Fjernelsen af personlig udvikling som uddannelsesmål er et brud med den professionsidentitet, derer opbygget i pædagoguddannelsen. Fjernelsen af demokratiske værdier er et brud med det initiativ,som Folketinget tog i 1999 med henblik på uddannelser i det nye årtusinde.

Hertil kommer, at udkastet til ny bekendtgørelse for uddannelse af pædagoger ikke er i overens-stemmelse med de retningslinjer, der blev udstukket for Uddannelses- og forskningsministerietsovertagelse af Folketingets kompetence til at regulere pædagoguddannelsen. I bemærkningerne tillovforslaget fremgår det, at hensigten er øget fleksibilitet, men en radikal udskiftning af centraleformål er ikke den opgave, ministeriet har fået overdraget. I bemærkningerne om den bekendtgørel-se, ministeriet skal skrive, hedder det: ”Trygge og udviklende dagtilbud er en af grundpillerne i detdanske velfærdssystem”. Der tales altså først om tryghed og udvikling. Dernæst tales om at brydenegativ social arv, om forudsætninger for at gennemføre uddannelse, leve et værdigt liv, understøttebørn i deres udvikling, om et godt liv og derfor også om ”øgede krav til både dybden og bredden afde professionskompetencer, som en pædagog bør besidde”. Formålet med dagtilbud fremtræder herpå samme måde som i dagtilbudsloven med et fokus på personlig udvikling, og det er derfor be-kymrende for uddannelsens relevans og kvalitet, at personlig udvikling tages ud af uddannelsensformål.’Læring’, som altid har været en del af pædagogers praksis, er også medtænkt, fx ved omtalen af atgennemføre uddannelse. Pædagoger har læringsopgaver, men de står ikke forrest i de retningslinjer,der udstikkes for ministeriets varetagelse af kompetencen til at skrive uddannelsesbekendtgørelse.Og læringsopgaver står heller ikke forrest i bekendtgørelsens bilag, som angiver pædagogens nyekompetencer. Læring står i det hele taget ikke forrest noget sted, hvor pædagogers praksis bestem-mes.Det er derfor misvisende, når formålet i bekendtgørelsesudkastet taler om pædagogers ”lærings-,udviklings- og omsorgsopgaver”. Rækkefølgen er forkert og ordet ’opgaver’ er uhensigtsmæssigtsom betegnelse for pædagogers arbejde.Konsekvenserne for den ny pædagoguddannelseHistorien om en sætnings opståen og forsvinding har konsekvenser. Når vi sammenholder ministe-riets opfattelse af pædagogers fagområde med formålsparagrafferne i de love, der sætter rammernefor pædagogers arbejde (dagtilbudslov,servicelov og skolelov), så er flere forhold iøjnefaldende:1)Forståelse for demokratiDet er kun meget sparsomt, at det overordnede mål om interesse for og evne til aktiv medvirken i etdemokratisk samfund følges op i bekendtgørelsesudkastet. Det overordnede sigte om ”demokratiskkompetence” er kun i ringe grad at spore i bekendtgørelsens formuleringer. Forholdet er bekymren-de på flere niveauer, både for fastholdelsen af et levende demokrati og fordi demokratiet indgårsolidt i de love, der sætter målene for pædagogers praksis:dagtilbudsloven (§ 7,stk. 4),skoleloven (§1,stk. 3) og serviceloven (bl.a. § 16, §§ 123 - 124).2)Placeringen af ’læring’Det bringer ubalance, når ’læring’ placeres forrest som professionsrelevant område for pædagoger.Læring er et vigtigt område men hører ikke hjemme på førstepladsen i pædagogers arbejde som detgør i læreres:a) I dagtilbudsloven hedder det, at dagtilbud skal ”fremme børns trivsel, udvikling og læring”.Pædagogens professionsrelevante kompetencer balanceres i dagtilbudsloven mellem atfremme og at give, mellem at skabe rammer for og at styre i retning af, hvilket er væsentligt

for pædagogers professionsidentitet, og identificerer pædagogen i forhold til læreren og te-rapeuten.b) I serviceloven er formålet at ”fremme børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed”(§ 19, stk. 1), og for voksnes vedkommende at forbedre den enkeltes sociale og personligefunktion samt udviklingsmuligheder (§ 81, stk. 1, nr. 2).c) Til skoleloven er knyttet bekendtgørelse om skolefritidsordninger (Bek nr 550 af 18/06/09),der siger, at skolefritidsordninger skal inddrages i opfyldelsen af folkeskolens formål, her-under tilbyde lektiestøtte.Det hedder i § 4, stk. 4, at målbeskrivelsenskal indeholde overve-jelser om balancen mellem voksenorganiserede og børnenes selvvalgte aktiviteter med hen-blik på at sikre børnenes medindflydelse på, hvad de skal foretage sig i skolefritidsordnin-gen.I bekendtgørelsesudkastets øvrige dele er det da også typisk, at læring ikke står forrest; det skerfaktisk kun i § 1, der dermed kommer til at fremstå isoleret. At placere ’læring’ forrest i § 1 bringerderforbekendtgørelsen i splid med sig selv og skaber afstand til formålsparagrafferne i de tre love,der sætter rammer for pædagogers arbejde.3)Personlig udviklingPersonlig udvikling nævnes flere gange og er helt centralt i bestemmelserne for pædagogers profes-sion både i serviceloven (§ 1, § 46, §§ 123-124 m.fl.) og i dagtilbudsloven (§1, §7, § 8, § 45, § 65,m.fl.). Erkendelse af dette betyder, at relevanskravet til pædagoguddannelsennaturligt fører til envægtning af at fremme de studerendes personlige udvikling. Det burde fremgå af bekendtgørelses-udkastets kompetencemål.Man skal være meget opmærksom på, at formuleringen ”fremme de studerendes personlige udvik-ling” ikke er medtaget i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.Det er muligvis rigtigt, når dersættesoverordnet formål for alle erhvervsakademi- og professionsba-cheloruddannelser. Men det er stærkt bekymrende, når det drejer sig om pædagoguddannelsen. Per-sonlig udvikling indgår med stor vægt i formålsbestemmelserne for pædagogers arbejde i dagtil-budslov, servicelov og skolelov, og det er derfor vigtigt, at personlig udviklingogså indtager en di-rekte og tydelig plads i uddannelsesbekendtgørelsen, når den tidligere lov bortfalder, og pædagog-uddannelsen ikke længere reguleres ved en selvstændig lov, der vedtages af Folketinget. Med per-sonlig udvikling henvises både til viden om brugernes personlige udvikling og til den studerendeskompetencer vedrørende egen personlige udvikling.4)TrivselTrivsel er det første ord i dagtilbudsloven og trivsel indgår tydeligt i servicelovens § 1 om ’livskva-litet’ og ’mulighed for at klare sig selv’. Endvidere indgår trivsel med meget stor vægt i de nye til-tag på skoleområdet. Det gælder både det ambitiøse projekt om inklusion, og det gælder i projektetom dygtighed, hvor trivsel nævnes igen og igen som betingelse for at realisere målet om, at elevernebliver så dygtige, som de kan. Trivsel, at vokse ved egen kraft, er overalt centralt i pædagogers for-ståelse af brugeren som borger i et demokratisk samfund.Vi foreslår derfor, at trivsel indskrives som værdiord på relevante steder, hvor uddannelsesformålfastlægges, således at uddannelsen bedre kan leve op til pædagogers profession. For eksempel fore-

slår vi, at formuleringen i § 1 ” at udøve, udvikle og formidle lærings-, udviklings- og omsorgsop-gaver” ændres til ”at fremme og formidle trivsel, udvikling og læring”.5)RefleksionPå en videregående uddannelse er det nødvendigt, at kompetencemål ikke alene handler om mål forviden og færdigheder, men også mål for en refleksion over netop disse videns- og færdighedsmål. Ibekendtgørelsesudkastet er fastlagt, at denne refleksion er et overordnet krav (§ 5, stk. 2, og § 18,stk. 2, nr. 3), men det ser ikke ud til at være implementeret i tilstrækkeligt omfang i bilagenes fast-læggelse af kompetencemål.Den samlede konklusion må for vores vedkommende blive, at vi anbefaler Folketinget hurtigst mu-ligt at få sikret, at Uddannelses- og forskningsministeriet får reguleret pædagoguddannelsen (ogherunder dens formål) efter tingets egen hensigt. Ministeriets udkast til ny bekendtgørelse er udtrykfor enudtynding af de demokratiske værdier og enforarmelse af pædagogers professionsidentitet.Den reducerede formålsparagraf nedsætter uddannelsens relevans og skaber bekymring for, at ef-terfølgende bekendtgørelser taber kvalitet i forhold til demokratisk og personlig kompetence.Christian Breinholt og Karsten Tuft