2.2.1 Praktik er første møde med arbejdsmarkedet2.2.2 Selvtilliden er i top: fuld arbejdsevne2.2.3 Manglende erhvervserfaring reducerer jobmuligheder2.2.4 Sammenfatning2.3Jobsøgningsstrategier2.3.1 Nyuddannede er ihærdige i deres jobsøgning2.3.2 Fortrinsadgang giver erfaring med jobsamtaler2.3.3 Handicapfokus i ansøgning og cv lukker døre2.3.4 Arbejdsgiver skal overbevises om, at handicap ikke er en barriere2.3.5 Sammenfatning2.4Jobsøgendes brug af vejledere og jobcentre2.4.1 Hvem vejleder hvornår?2.4.2 Jobcentrene har begrænset fokus på handicap2.4.3 Jobsøgende med særlige behov savner forståelse for deres udfordringer2.4.4 Overgange er usmidige2.4.5 Afklaringsforløb er langtrukne2.4.6 SammenfatningKAPITEL 33.13.2KonklusionAnbefalinger

Flere og flere unge med handicap tager enerhvervsrettet eller videregående uddannel-se. Det er glædeligt, fordi uddannelse foralle - uanset handicap - er den bedste vej tilarbejdsmarkedet. Men uddannelse er langtfra en direkte adgangsbillet til job bagefter.Til trods for en række kompenserende støt-teordninger, der blev indført i 90’erne, somskulle gøre det lettere for personer medhandicap at komme ind på arbejdsmarkedet(SFI, 2004: 8), er ledigheden blandt dennegruppe fortsat markant højere end blandtpersoner uden handicap1.Det betyder, at mange personer medhandicap ikke har mulighed for at få del ide positive goder, som arbejdslivet for defleste er forbundet med: aktiv selvforsørgel-se, samfundsdeltagelse, faglig og personligudvikling samt socialt fællesskab på arbejds-pladsen.Der er ikke tidligere lavet beskæftigelsesun-dersøgelser med specifikt fokus på nyuddan-nede med handicap. Denne gruppe er særligtinteressant at se på, da de må forventes atvære ivrige efter at komme ud på arbejds-markedet, nu hvor de netop har afsluttet enuddannelse.Rapporten undersøger derfor, hvilke barriererog muligheder unge med handicap møder iovergangen fra uddannelse til arbejdsmarke-det. Eller med andre ord: Hvad skaber beskæf-tigelsesmuligheder, og hvad forhindrer mål-gruppen i at komme ud på arbejdsmarkedet?Der kan naturligvis også være andre barrierer end handicap, der gør det sværtat komme ind på arbejdsmarkedet. Generelt er det således svært for nyud-dannede at få fodfæste på arbejdsmarkedet i disse år, og dimittendledighedener med 19,5 % på sit højeste nogensinde (AE, 2013: 3-7)2. Denne rapportfokuserer imidlertid kun på de handicaprelaterede udfordringer, nyuddannedemed funktionsnedsættelser kan have i overgangen til arbejdsmarkedet.Med overgangsfasen menes perioden frem til at nyuddannede er kommet ijob - enten i ordinær beskæftigelse eller i job på særlige vilkår. Erhvervsret-tede initiativer under uddannelsen er også medregnet i perioden, det vil sigepraktikophold og vejledning om jobsøgning.1

Rapportens formålDenne rapport henvender sig til alle, der beskæftiger sig med overgangen fra ud-dannelse til arbejdsmarked for nyuddannede med handicap. Det vil sige uddan-nelsesinstitutioner, jobcentre, a-kasser, handicaporganisationer, rådgivere på han-dicapområdet, politikere, nyuddannede med handicap og øvrige interesserede.Rapporten bidrager først og fremmest med ny viden om overgangsfasen fornyuddannede med handicap, som ikke er blevet undersøgt specifikt tidligere.Det betyder, at vi ved meget lidt om, hvilke barrierer, nyuddannede med funk-tionsnedsættelser møder i forhold til at komme i beskæftigelse, og nok såvæsentligt, hvad der bidrager positivt til, at målgruppen kommer ud på ar-bejdsmarkedet.Rapporten peger desuden på konkrete problemstillinger, som kræver yderlige-re belysning, ligesom der er målrettede anbefalinger til de aktører på området,der kan medvirke til at gøre overgangen mere smidig. Anbefalingerne retter sigbåde mod personer med funktionsnedsættelser, uddannelsesinstitutioner, Ar-bejdsmarkedsstyrelsen og andre statslige aktører samt de ansvarlige politikere.For Sammenslutningen af Unge Med Handicap vil den nye viden, som rapportenbibringer, desuden være afsæt for at opstarte nye projekter og initiativer, derkan styrke nyuddannede med handicap og deres muligheder for at komme indpå arbejdsmarkedet.Mere end ti forskellige typer af funktionsnedsættelser indgår i undersøgelsen.Der er stor forskel på, hvilken type af udfordringer funktionsnedsættelsernemedfører, og hvor påvirket den enkelte person er af sit handicap. De flesteudfordringer gælder dog på tværs af handicap, og det er disse, som denneundersøgelse fokuserer på. Det er fx spørgsmål som, hvordan præsentererjobsøgende med funktionsnedsættelser deres handicap til en jobsamtale, oghvilken erhvervserfaring har de, når de er færdiguddannede?

1.1 Undersøgelsens resultaterUndersøgelsen bygger på kvalitative interview med 14 unge med handicap,der alle er i overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked.Over en tredjedel af de interviewede er kommet i job på ordinære vilkår efteringen eller en kort ledighedsperiode. Det er positivt og et godt tegn på, athandicap ikke behøver at være en hindring for at komme ud på arbejdsmar-kedet. En række forskellige barrierer gør det dog også vanskeligt for nogle afde interviewede at komme i job.Blandt informanterne med lang videregående uddannelsesbaggrund er denstørste barriere manglende erhvervserfaring. Kun en lille del har været ipraktik, som er valgfrit på universitetsuddannelserne, ligesom kun én ud affem har haft studiejob. Årsagen er en blanding af manglende overskud til atarrangere praktik, fokus på frivilligt arbejde samt grænser for hvor megetmodtagere af handicaptillæg eller revalideringsydelse må tjene.En anden gruppe informanter vurderer selv, at de ikke kan arbejde på ordinærevilkår. Fælles for dem er, at de ser jobcentret som en barriere, der forsinkerderes muligheder for at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er jobcentret, derkan bevillige beskæftigelsesrettede ordninger, men de interviewede savnerforståelse for deres handicaprelaterede udfordringer, ligesom det tager langtid at få afklaret hvilke ordninger, de er berettiget til. Dette selvom de harværet på forkant med deres situation og forsøgt at få opstartet et afklarings-forløb i god tid, før de skal ud og søge job.I forhold til jobsøgning begrænser det sandsynligheden for at blive kaldt tiljobsamtale væsentligt at omtale sit handicap direkte i ansøgningen eller cv’et.Alle undersøgelsens informanter, der er kommet i job efter ingen eller enkort ledighedsperiode, har ikke skrevet noget direkte om deres handicap, ogomvendt har flertallet af undersøgelsens langtidsledige netop omtalt dereshandicap direkte i ansøgningen.

1.2 Hvad er handicap?Personer der fx er døve, blinde, kørestolsbrugere eller har en ADHD-diagnosehar en funktionsnedsættelse, men er de også ”handicappet”?Mens funktionsnedsættelse refererer til en ‘objektiv’ fysisk eller psykisktilstand, refererer handicapbegrebet - også kaldet det relationelle handicap-begreb - til ”de begrænsninger i ens udfoldelse, som følger af funktionsned-sættelsen, fordi det omgivende samfund ikke er indrettet, så det modsvarerde behov og krav, mennesker med funktionsnedsættelser har” (Wiederholt,1998: 11 i SFI, 2004: 34).En person er altså ikke i sig selv handicappet, men bliver det, hvis omgivelser-ne ikke kompenserer for den funktionsnedsættelse, personen har. Fx kan en

dårlig ryg være et betydeligt handicap på arbejdsmarkedet, hvis ikke der ertaget højde for de medfølgende begrænsninger. Omvendt kan en blind personfungere i job uden større problemer, så længe personens begrænsninger ertænkt ind i arbejdssituationen. En funktionsnedsættelse er dermed ikke nød-vendigvis et handicap. Det kommer an på omgivelserne.Undersøgelsen her orienterer sig mod personer med alle typer og grader affunktionsnedsættelser, der kan være et handicap på arbejdsmarkedet, daformålet med undersøgelsen netop er at undersøge om og hvordan informan-ternes funktionsnedsættelser ”handicapper” dem i forhold til beskæftigelse.De fire almindeligt accepterede kategorier, som undersøgelsen tager udgangs-punkt i er fysiske, psykiske, kognitive og kommunikative funktionsnedsættelser3.Der er udviklet forskellige metoder til at afgøre graden af en funktionsned-sættelse4. Det er imidlertid ikke et mål i sig selv med denne undersøgelseat fastsætte graden. Dette fordi at den enkeltes - og omgivelsernes - mådeat tackle en funktionsnedsættelse på forventes at have mindst lige så storbetydning for beskæftigelsesmuligheder som den objektive vurdering af enfunktionsnedsættelse. I forlængelse heraf hviler undersøgelsen også på infor-manternes egen vurdering af deres funktionsnedsættelses betydning i forholdtil beskæftigelse.I daglig tale bruges handicap ofte i flæng med funktionsnedsættelse, ligesomdenne undersøgelses informanter også har gjort. Handicap og funktionsned-sættelse vil derfor blive brugt synonymt i rapporten, medmindre andet ernævnt.

Disse interview er kernen i undersøgelsen, da det primære fokus er nyud-dannedes egne perspektiver på de udfordringer og barrierer, der kan være iovergangen til arbejdsmarkedet. For at nuancere billedet af overgangsfasenvil resultaterne fra den kvalitative del dog løbende blive perspektiveret medeksisterende viden om handicap og beskæftigelse.Rapporten inddrager især viden fra SFI (Det Nationale Forskningscenter forVelfærd), som hvert andet år udgiver en statusrapport over handicap og be-skæftigelse og desuden har beskæftiget sig indgående med andre specifikketemaer vedrørende personer med handicap. Dertil bidrager Rambølls Evalue-ring af Handicapindsatsen med væsentlig viden om særligt jobcentrenes hånd-tering af denne undersøgelses målgruppe. Ingen af de omtalte undersøgelserbeskæftiger sig dog specifikt med nyuddannede personer med handicap.I forbindelse med enkelte temaer i rapporten er der desuden gennemført kortereinterview med udvalgte jobcentermedarbejdere, socialrådgivere fra handicapor-ganisationer og andre ”eksperter” i forhold til handicap og beskæftigelse.Undersøgelsens kvalitative fokus på individuelle forløb og konkrete problem-stillinger tillader ikke generaliseringer, men skal ses som en vigtig øjenåbneri forhold til, hvilke udfordringer nyuuddannede med funktionsnedsættelserstøder på - og ikke støder på - i overgangsfasen mellem uddannelse og ar-bejdsmarked.

1.3.1 Udvælgelse af informanterDer er i alt gennemført dybdegående interview med 14 personer med funkti-onsnedsættelser.Informanterne er udvalgt efter en matrixmodel, der sikrer bredde i forholdtil uddannelse, beskæftigelse og type af funktionsnedsættelse, jf. nedenstå-ende matrix. Desuden repræsenterer informanterne tilsammen landets femregioner, ligesom begge køn er repræsenteret, dog med en lille overrepræ-sentation af kvinder. Nedenstående oversigt viser fordelingen af informanter iforhold til udvælgelseskriterierne.Bortset fra personer med psykiske funktionsnedsættelser er de forskelligetyper af funktionsnedsættelser ligeligt repræsenteret i undersøgelsen. Ideeltset havde der været flere personer med psykiske funktionsnedsættelser, ogisær fordi denne gruppe har den laveste beskæftigelsesgrad blandt personermed funktionsnedsættelser (SFI, 2013: 11). Trods en mangestrenget rekrut-teringsstrategi (se nedenfor) har det imidlertid været en svær gruppe at fåkontakt til.I forhold til uddannelsestype er der en overvægt af informanter med mellem-lang og lang videregående uddannelsesbaggrund på bekostning af kort vide-regående uddannelsesbaggrund. Dette svarer dog fint til, at flest modtagereaf handicaptillæg går på mellemlange og lange videregående uddannelser(henholdsvis 43 % og 49 %), mens kun 8 % af de, der får handicaptillæg, gårpå korte videregående uddannelser (VUS, 2013: 52).Dertil er det værd at bemærke, at der kun er én informant ”under uddannel-se”. Dette er delvist et bevidst valg, da det tidligt i undersøgelsen viste sig at

være mere interessant at inddrage informanter, der allerede havde afsluttetuddannelse og dermed havde flere erfaringer i forhold til overgangsfasen.Informanterne er rekrutteret gennem opslag på internettet i lukkede fora forspecifikke handicapgrupper med og uden tilknytning til en handicaporgani-sation, fx en Facebook-side for hørehæmmede. Dertil har der været opslag ihandicaporganisationernes medlemsblade, ligesom flere uddannelsesinstituti-oner også er blevet kontaktet direkte. Endelig er enkelte rekrutteret gennemSammenslutningen af Unge Med Handicaps netværk.Som nævnt tidligere er der desuden gennemført telefoninterview med jobcen-termedarbejdere og socialrådgivere fra handicaporganisationer. Til førstegruppe er valgt medarbejdere fra Jobcenter København, som er landets størstejobcenter og derfor må forventes at have mest erfaring med jobsøgende medfunktionsnedsættelser. Socialrådgivere fra handicaporganisationer er valgt udfra kendskab til, hvem der har mest erfaring med at rådgive ledige personermed funktionsnedsættelser.

Nyuddannedes erfaringer med overgangsfasenAnalysen er inddelt i tre overordnede afsnit. Efter en kort præsentation af un-dersøgelsens omdrejningspunkt - 14 informanter med funktionsnedsættelser- vil det først blive belyst, hvilken erhvervserfaring de interviewede har fåetunder deres uddannelse, og hvilken betydning det har for deres jobmulighe-der som færdiguddannede.I afsnit 2.3 ser vi nærmere på, hvilke forskellige jobsøgningsstrategier de in-terviewede har anvendt. Fokus vil her især være på, hvad der virker, og hvadder virker mindre godt i forhold til at få job. Endelig ser vi i det sidste afsnitpå informanternes erfaringer med forskellige vejledningsaktører og jobcen-tret. Her vil fokus især være på sidstnævnte, der er den myndighed, der kanbevillige beskæftigelsesrettede ordninger til jobsøgende med særlige behov.

2.1 Præsentation af undersøgelsens informanterEn kort, nøgtern præsentation af undersøgelsens informanter illustrerer,hvor forskellige nyuddannede personer med handicap er. Navnene er fiktive,og informanternes status quo tager udgangspunkt i interviewtidspunkterne(foråret 2013).Anders, 28 år:Født med cerebral parese og går ved hjælp at to albuekrykker. Er uddannetsocialrådgiver fra januar 2013 og fik job i en kommune på ordinære vilkårefter to måneders ledighed.Tanja, 33 år:Har fået diagnosticeret ADHD, mens hun var ansat som gymnasielærer. Harhukommelses- og koncentrationsbesvær og er uddannet cand.mag. i kultur-formidling og engelsk. Er blevet fyret på grund af langtidssygemelding ogønsker fremover at arbejde på særlige vilkår.Lene, 26 år:Diagnosticeret med mild Asperger og kraftig ADD i 2010. Har koncentrations-besvær, bliver nemt stresset og har mangel på situationsfornemmelse, nårhun glemmer at tage sin medicin. Er uddannet skiltetekniker fra januar 2012og har været jobsøgende siden. Er på vej til London, hvor hun vil søge job påordinære vilkår.Trine, 28 år:Har været i kontakt med det psykiatriske system siden 13-års-alderen ogbetegner sig selv som psykisk sårbar. Har brugt ti år på at gennemføre sinuddannelse, bl.a. på grund af ekstrem præstationsangst. Er uddannet cand.mag. i retorik fra april 2013 og er jobsøgende på ordinære vilkår.Kasper, 31 år:Fik en hjerneskade som 18-årig efter et trafikuheld og har nedsat korttidshu-

kommelse og lettere koncentrationsbesvær. Er udlært deltailslagteraspirant oghar siden haft tre forskellige kortere ansættelser. Pt. sygemeldt og venter påat få vurderet sin arbejdsevne af kommunen med henblik på at komme ud påarbejdsmarkedet igen.Louise, 35 år:Er medfødt svagtseende på begge øjne. Er uddannet cand.mag. i engelsk oghar været jobsøgende siden 2011. Har været i to virksomhedspraktikker og ernu i løntilskud på isbryderordningen6.Daniel, 32 år:Har medfødt kikkertsyn og er uddannet cand.scient.adm. Har været jobsø-gende siden 2011 og har været i virksomhedspraktik og i ordinært løntil-skud to gange. Er røget ud af dagpengesystemet og er fortsat jobsøgende påordinære vilkår.Karen, 26 år:Fik diagnosticeret en muskelsvindsygdom, som påvirker hendes koordinati-ons- og balanceevne, da hun var 18 år. Går ved hjælp af rollator. Er uddannetsocialrådgiver i vinteren 2013 og venter på at komme i arbejdsprøvning medhenblik på at få bevilliget fleksjob.Peter, 28 år:Diagnosticeret ordblind tidligt i folkeskolen og læser langsomt. Har svært vedat huske. Er uddannet konstabel i Forsvaret og har været ansat samme stedpå ordinære vilkår, siden han blev færdiguddannet.Julie, 27 år:Fik en hjerneblødning som 19-årig, som betyder, at hun kan gå men harnedsat kraft i hele højre side. Er uddannet pædagog fra foråret 2013 og erindtil videre jobsøgende på ordinære vilkår.Stinna, 25 år:Født med AMC, som giver skæve og stive led samt mangel på muskler. Brugerrollator. Er uddannet socialrådgiver fra juni 2012 og blev ansat som socialråd-giver i et ordinært job i en kommune i oktober 2012.Mette, 29 år:Har medfødt høretab, som i dag er middelsvært til svært. Bruger høreap-parater. Er uddannet jurist fra sommeren 2012 og har siden været ansat påordinære vilkår, der hvor hun også havde studiejob.Mikkel, 28 år:Har et medfødt høretab, som i dag er middelsvært. Bruger høreapparater. Eruddannet bioanalytiker fra foråret 2012 og har siden været ansat på ordinærevilkår på et hospital.Cecilie, 26 år:Er diagnosticeret med Asperger syndrom, siden hun var barn og har siden2009 også haft diagnosen paranoid skizofreni. Har det svært i sociale situa-tioner og hører stemmer, når hun bliver stresset. Er næsten færdiguddannetmultimediedesigner og vurderer ikke, at hun kan arbejde på ordinære vilkår.Som de korte karakteristikker illustrerer, har informanterne vidt forskellige6

baggrunde. Udover at der er stor forskel på uddannelsesbaggrund og funkti-onsnedsættelse, er der også stor forskel på, hvilket forløb de interviewede harhaft efter endt uddannelse.Informanterne kan inddeles i nogle overordnede grupperinger i forhold tilderes beskæftigelsesstatus i overgangsperioden mellem uddannelse ogarbejde. Denne inddeling er ledetråd for den videre analyse, idet beskæftigel-sesstatus ses som en væsentlig faktor i forhold til at undersøge barrierer ogmuligheder for nyuddannede med handicap.Den største gruppe udgør personer, der har fået arbejde på ordinære vilkårsenest tre måneder efter, at de er blevet færdiguddannet. Denne gruppe ersærlig interessant at se på i forhold til, hvad der virker for at komme i job.De to grupper, der søger job på ordinære vilkår, er korttidsledige og langtids-ledige. De to korttidsledige har været ledige i mindre end tre måneder på in-terviewtidspunktet, mens undersøgelsens tre langtidsledige har været ledigei minimum 1½ år.BeskæftigelsesstatusKorttidsledige som søgerordinære jobLangtidsledige som søgerordinære jobLedige som ønsker at arbejde på særligevilkårI job på ordinære vilkår med intet eller etkort ledighedsforløb

2.2 Erhvervserfaring under uddannelsenI dette kapitel ser vi på, hvilken erhvervserfaring undersøgelsens deltagerehar fået under uddannelsen, og hvad det har betydet for deres beskæftigel-sesmuligheder efterfølgende. Erhvervserfaring her kan både være praktik ellerrelevante studiejob.På erhvervsrettede uddannelser samt korte og mellemlange videregående ud-dannelser er praktik en obligatorisk del af uddannelsen, som alle ni informan-ter fra disse uddannelsestyper har gennemført.På lange videregående uddannelser er praktik valgfrit og kræver, at den stude-rende selv tilrettelægger det. Her har én ud fem informanter været i praktik,mens én har haft et studierelevant arbejde under hele sin uddannelse.

2.2.1 Praktik er første møde med arbejdsmarkedetBlandt undersøgelsens seks deltagere med medfødte funktionsnedsættelserhar kun to haft erhvervsarbejde, før de begyndte på deres uddannelser. Detstår i skarp kontrast til unge uden funktionsnedsættelser, der ofte har hafttilknytning til arbejdsmarkedet helt fra 13-årsalderen, hvor de havde deresførste job som avisbud, flaskedreng eller babysitter.For flertallet har praktikforløbet dermed været første møde med arbejdsmar-kedet, og for dem med senerhvervede funktionsnedsættelser har det væretførste erhvervserfaring, efter at de fik deres nuværende diagnose. Især forden første gruppe har det betydet, at de har haft mange forestillinger om,hvad det vil sige at være på arbejdsmarkedet og usikre på, hvad der forventesaf én. Som informanten Louise udtrykker det:”Jeg har jo aldrig haft et job før, så jeg skulle da lige vænne mig til det dermed at have en chef, og hvordan man forholder sig til kollegaer i pauserne.Altså der er jo forskel på, om det er kollegaer eller studiekammerater”.Praktikforløbet har givet de interviewede vigtige erfaringer med, hvordan ar-bejdsgiver og kollegaer på en arbejdsplads opfatter deres handicap. Alle prak-tiksteder har været bekendt med, at deres nye praktikant havde et handicap,og de fleste informanter har følt sig imødekommet og respekteret på derespraktiksted på lige for med andre medarbejdere.I et enkelt tilfælde har der dog været tale om misforstået hensyntagen, hvorarbejdsgiver og kollegaer tog mere hensyn, end det var nødvendigt. Juliefortæller:”Jeg følte nok sådan lidt det her med, at de [leder og kollegaer, red.] tænkte”ah… det kan godt være, at du ikke kan det alligevel.””Andre har oplevet, at deres evner blev undervurderet mere direkte. Fx blevAnders, der har et fysisk og synligt handicap spurgt om, hvor hans hjælper var,da han mødte op på praktikstedet første dag. Han har aldrig haft en hjælper,hverken i hjemmet eller under uddannelsen, og blev derfor også overrasketover, at praktikstedet forventede, at han havde en hjælper med, før de havdeset, hvordan han klarede sig. Praktikvejlederen forventede desuden, at hanskulle i fleksjob, når han var færdiguddannet, og generelt fik Anders opfattel-sen af, at:”Udgangspunktet var, at jeg ingenting kunne, og så skulle jeg bare bevisederfra. Og det sagde de selv, da jeg var færdig efter de fire måneders praktik:”Ja, vi troede jo ikke, at du kunne så meget.””Den sidste reaktion, som både interviewede med fysiske og kommunikativehandicap har oplevet på deres praktiksted, er nærmest en ikke-reaktion. Kol-legaerne har hurtigt glemt praktikantens funktionsnedsættelse, og det er påsin vis positivt og et godt tegn på, at de bliver betragtet på lige fod med andrekollegaer. Det er dog ikke ensbetydende med, at undersøgelsens deltagereikke selv har oplevet barrierer på grund af deres handicap, og særligt de

sociale sammenhænge kan være en stor udfordring.En informant har flere gange været forhindret i at deltage i spontane fredags-øls-arragementer uden for arbejdspladsen på grund af sit fysiske handicap,og for de hørehæmmede har det sociale med kollegaer i pauserne været denstørste udfordring. Dette fordi pauserne ofte foregår i lokaler med megetbaggrundsstøj, som gør det umuligt at føre samtaler med kollegaerne. Mikkeluddyber her:”Det meste foregår i kaffestuen med sine kollegaer. Og det er bare ikke nogetsærlig godt sted for mig at kommunikere, og det tror jeg, at stort set alle medet høretab vil være enig med mig i. Kaffekopper der skramler, og stole derbliver hevet ind og ud, klirren og folk der snakker ud i et væk […] Det er dérmeget af det sociale foregår, og det mærkede jeg jo også i praktikperioden, atdet er rigtig, rigtig svært. Den største udfordring er det sociale.”I det konkrete tilfælde har Mikkel umiddelbart svært ved at se en løsning påden sociale udfordring:”Det er næsten ikke til at gøre noget ved, for man kan jo ikke tvinge folk til,at de skal sidde og tale én og én og have en mikrofon, man går rundt med,når de sidder i deres frokostpause og har det lidt sjovt. Det er bare et vilkår,og der må jeg så prøve at være med, når jeg har energien til det, og ellers sålæser jeg bare dagens nyheder.”Erfaringen med at håndtere arbejdsgiveres og kollegaers reaktioner på deresfunktionsnedsættelser har været vigtig for undersøgelsens deltagere. Særligt ide tilfælde, hvor andre har reageret i modstrid med den opfattelse, informan-terne selv har haft af deres funktionsnedsættelses betydning. Dels har detgjort dem opmærksomme på, at omverdenen nogle gange ser deres handicapsom en større barriere, end de selv gør. Dels har det givet dem erfaring iat tackle arbejdsgivers og kollegaers reaktioner, så de er bedre rustet til athåndtere deres handicap på en arbejdsplads, når de som færdiguddannedeskal ud på arbejdsmarkedet.

Praktikforløbet har desuden været anledning for nogen til at skelne tydeligeremellem, hvilke udfordringer der er handicaprelaterede og hvilke, der blot ernormale udfordringer for alle mennesker. Trine fortæller:”Jeg oplevede en episode, hvor min praktikvejleder havde helt opsvulmedeøjne og tydeligvis havde været ude på toilettet og græde på arbejdet overnoget privat… Hvor det sådan gik op for mig, at man behøver jo ikke at værepsykisk sårbar for at have en dårlig dag. Så jeg synes egentligt, at gennemmødet med arbejdslivet, har jeg erfaret, at det ikke påvirker mig så meget,som jeg tror.”Denne erkendelse har især været vigtig for de informanter, der har set dereshandicap som årsagen til alle deres udfordringer og helt glemmer, at allemennesker kan have udfordringer på såvel arbejdsmarkedet som i andre si-tuationer.I den mere diffuse ende giver de interviewede udtryk for, at praktikforløbeti høj grad har be- og afkræftet nogle af deres forestillinger om at være påarbejdsmarkedet, og generelt har målgruppen fået erfaring med, hvordanman begår sig på en arbejdsplads, både i forhold til det faglige og det sociale.Med andre ord er der tale om spillereglerne på en arbejdsplads, som alle- handicap eller ej - kan være i tvivl om, når de begynder på arbejdsmarkedet.Endelig har netværk på arbejdsmarkedet været en væsentlig gevinst ved atvære i praktik, og for fire ud af 11 har det haft en meget direkte betydning:Én blev tilbudt et studiejob, én har fået tilsagn om at blive ansat i fleksjob,såfremt kommunen bevilliger det, og to er blevet tilbudt et fuldtidsjob af derespraktiksted efterfølgende. Dertil er den ene, der havde studiejob under sinuddannelse, blevet fastansat samme sted, efter at hun blev færdiguddannet.

2.2.2 Selvtilliden er i top: Fuld arbejdsevneEt praktikforløb opfattes enstemmigt af undersøgelsens deltagere som etvigtigt led i at få afklaret, hvordan ens funktionsnedsættelse påvirker detkonkrete arbejde inden for et bestemt fagområde. Praktik giver så at sige svarpå, hvordan funktionsnedsættelsen handicapper på arbejdsmarkedet.Flertallet, primært inden for det administrative område, fandt gennem prak-tikken ud af, at deres funktionsnedsættelse ikke er en barriere i forhold til detrent faglige, og de løste de samme typer opgaver som deres kollegaer. Stinnafortæller:”Altså, det bar jo præg af, at jeg var praktikant, så i den første uge, var detsådan noget med, at jeg fik stillet nogle fiktive opgaver og sager, som jeg såskulle løse […] Men allerede efter den første uge blev jeg kastet ud i det, også arbejdede jeg sådan set på lige fod med dem, som også var ansat.”For nogen har praktikforløb samtidig været med til at give faglig selvtillid,fordi det har givet mulighed for at sammenligne ens eget faglige niveau medkollegaers. Trine forklarer her nærmere:”Jeg synes, at jeg fik afklaret rigtig mange ting. Jeg havde fx en forestillingom, at jeg ville være enorm langsom til tingene […]. Men til en samtale i

min praktik, hvor de gav feedback, der sagde de, at de simpelthen synes, atdet var så fedt, og at jeg fik meget fra hånden. Så det var rigtig fedt at fåafprøvet nogle af de der forestillinger, fordi det viste sig, at mange af dem varubegrundet.”Bortset fra en enkelt, der arbejder langsommere på grund af nedsat læseha-stighed, vurderer informanterne generelt, at deres arbejdsevne er på niveaumed deres kollegaers. Nogen ser endda deres funktionsnedsættelse som enstyrke i forhold til deres faglighed, som Julie her giver udtryk for:”Jeg tænker, at jeg har en anden indgangsvinkel, fordi jeg selv lever med ethandicap og på den måde kan sætte mig i brugeres eller borgeres situation.Forskellen fra mig og mine studiekammerater det er måske, at… som pædagoger det vigtigt, at man lader børnene selv eller lader brugerne selv… og det vedjeg også selv… der er fisme ikke nogen, der skal skære maden ud for mig.”Et mindretal var forhindret i at løse bestemte arbejdsopgaver i praktikperiodenpå grund af deres funktionsnedsættelse, men som Louise giver indtryk af,behøver det ikke at nedsætte arbejdsevnen, hvis arbejdsgiver tager hensyntil det:”Der var nogle møder ude af huset, hvor jeg ikke var med, hvis der var formange trapper, men så sad jeg jo primært med noget mere administrativt.”Derudover kom to personer i løbet af deres praktikperiode frem til, at det ikkeville være realistisk for dem at arbejde på fuldtid som færdiguddannede. Dearbejdede på fuld tid i praktikforløbet, men det betød, at de brugte al energii løbet af arbejdsdagen og ikke havde overskud til andet, herunder alminde-ligt husarbejde, handicaprelateret træning, fritidsaktiviteter etc. Manglendeenergi til andet var allerede en stor udfordring, i de fire måneder praktikkenvarede, og af samme grund vurderer disse to ikke, at de kan arbejde påordinære vilkår.Ingen af de interviewede ser deres funktionsnedsættelse som en uoverstige-lig forhindring i forhold til det rent faglige, om end få har behov for særligehensyn fra arbejdsgiver og/eller beskæftigelsesrettede ordninger som de han-dicapkompenserende ordninger7eller fleksjob. Ordningerne behandles nær-mere i afsnit 2.4. Dette står i kontrast til de sociale udfordringer, som detumiddelbart var sværere for de interviewede at finde en løsning på, jf. forrigeafsnit.

initiativ er en væsentlig årsag til, at de interviewede fra disse uddannelserstort set ikke har været i praktik. De pågældende ville dog gerne have væreti praktik, og her ville hjælp til at finde en praktikplads have gjort en forskel,som Louise påpeger:”Jeg snakkede med den faglige vejleder dengang, og det var lagt over på enselv. For mig ville det have været en stor hjælp, hvis der havde været nogledeciderede praktikpladser. At jeg ikke selv skulle ud og gøre benarbejdet, fordet var den del af det, jeg ikke kunne overkomme.”De personer, som ikke har fået erhvervserfaring under deres uddannelse, hartil gengæld lavet foreningsarbejde under studietiden som fx Daniel:”Jeg har haft en idrætskarriere med goalball, som tog en del tid, og jeg harbl.a. siddet som kasserer for en idrætsforening. Det gjorde så, at jeg ikkehar fået noget erhvervserfaring, men nogle af kompetencerne derfra kan jegbruge, og jeg har bl.a. økonomiforståelse og arrangering af events stående imit cv.”

I samme tråd fortæller Louise om sit foreningsarbejde i Dansk Blindesam-funds Ungdom, hvor hun har været aktiv i 13 år:”Altså, det har været min erhvervserfaring. Man får jo en helt masse kompe-tencer af det… Jeg har lært at bogføre, skrive referater, holde et møde, væremødeleder, arrangere et arrangement. Jeg har endda været personaleansvar-lig. Så der har jeg jo lært mange af de kompetencer, som man ellers får vedat have et job.”For en del studerende er det ikke nødvendigt at prioritere mellem erhvervsar-bejde og foreningsarbejde. Men for studerende med handicap, der i forvejenofte bruger flere ressourcer på studierne end andre, er der ofte ikke overskudtil både studier, erhvervsarbejde og foreningsarbejde. Når undersøgelsensdeltagere har brugt deres fritid på foreningsarbejde, er det ikke nødvendigvisen bevidst prioritering i forhold til, hvad der gavner cv’et mest, da forenings-arbejde også kan opfylde andre behov som fx sociale. Dog vurderer informan-terne selv, som det fremgår af ovenstående citater, at deres frivillige arbejde

har givet dem kompetencer, de kan bruge på arbejdsmarkedet.Denne undersøgelse giver ikke direkte svar på, hvilken betydning foreningsar-bejde har i forhold til at komme i job. Men det kan konstateres, at to af under-søgelsens tre langtidsledige, som har været til henholdsvis 14 og 20 jobsam-taler, netop er personer med lang videregående uddannelsesbaggrund, derhar lavet foreningsarbejde og ikke fået erhvervserfaring under deres uddan-nelse. Noget tyder på den baggrund på, at kompetencer fra foreningsarbejdealene ikke giver de samme jobmuligheder som erhvervserfaring.Der er lavet forskellige undersøgelser om, hvad der generelt set giver nyud-dannede de bedste muligheder for at komme i job. Ingen sammenligner dogerhvervserfaring og foreningsarbejde.En undersøgelse om ledighedsrisiko for dimittender fra lange videregåendeuddannelser peger på, at studierelevant job under uddannelse er den vigtigstefaktor for at undgå dimittendledighed (AC, 2010: 30). Praktik reducerer ikkedimittendledighed i samme grad som studiejob, men kan være karrierefrem-mende, hvis man gør det relevant både i forhold til ens studium og mulighe-der på arbejdsmarkedet efterfølgende. Derudover kan praktik være en godanledning til at få praktisk erfaring inden for sit fagområde (AC, 2010: 56-59),som vi også så tidligere i dette afsnit. AC-undersøgelsen inddrager ikke for-eningsarbejde, men det gør til gengæld en undersøgelse lavet af DanskUngdoms Fællesråd.Den viser, at 81% af erhvervslederne tillægger foreningsarbejde en visbetydning, og især nyuddannede kan med fordel bruge et foreningsengage-ment til at illustrere deres personlige kvalifikationer og dermed adskille sig fraandre kandidater (DUF, 2007: 5-8).Foreningsarbejde er således et plus på cv’et og især for nyuuddannede. Er-hvervsfaring i form af studierelevant arbejde er dog den vigtigste faktor forat komme i job som nyuddannet, mens praktik også kan være karrierefrem-mende.Studierelevant arbejde er imidlertid ikke - eller kun i meget begrænset omfang- en mulighed for mange studerende med handicap. Udover at manglendeoverskud har været en barriere for flere af denne undersøgelses deltagere,sætter handicaptillæg og revalideringsydelse en grænse for, hvor meget manmå tjene, som Daniel her fortæller:”Jeg har ikke rigtig haft de store muligheder for at tage et job, for på revali-dering må man kun tjene omkring 1200 kr. om måneden, og ellers bliver detmodregnet.”Blandt undersøgelsens 14 informanter har ti modtaget handicaptillæg eller re-valideringsydelse under deres uddannelse8, som indebærer, at man maksimaltmå tjene henholdsvis 3.037 kr.9og 1.200 kr.10om måneden. Omsat til timetalbetyder det, at modtagere af handicaptillæg har mulighed for at arbejde gen-nemsnitligt godt 5 timer om ugen, mens revalidender maksimalt kan arbejdeunder gennemsnitligt 2 timer om ugen11. Det giver ganske vist en vis mulighedfor at opnå erhvervserfaring, men da det gennemsnitlige timetal for studiejobblandt studerende på lange videregående uddannelser er 12 timer (AC, 2010: 32),kan det være svært at finde studiejob med markant færre ugentlige timer.8

I dag bliver handicaptillæg tildelt på baggrund af en isoleret vurdering afarbejdsevne uden at tage højde for den studerendes studieaktivitet. Dertil erdet en enten- eller vurdering uden midterpositioner. Det vil sige, enten harden studerende en arbejdsevne og er ikke berettiget til handicaptillæg, ellerogså har den studerende nedsat arbejdsevne og ret til at få handicaptillæg12.For de fleste af de interviewede er problemet imidlertid ikke, at de ikke harnogen arbejdsevne overhovedet, da de dels er i stand til at studere, delsforventes at komme ud på arbejdsmarkedet efterfølgende. Udfordringen erderimod, at flertallet ikke har ressourcer til både at studere på fuldtid og havestudiejob ved siden, ligesom deres medstuderende har. Derimod giver flereinformanter udtryk for, at de godt kunne have varetaget et studiejob på fx 12timer om ugen i en kortere periode.En enkelt informant giver desuden udtryk for, at han frygtede at miste sithandicaptillæg, hvis han tog et studiejob, mens han læste. Denne frygt kanskyldes, at den ansvarlige styrelse, Styrelsen for Videregående Uddannelserog Uddannelsesstøtte, ikke vejleder tydeligt om, hvilke muligheder modtagereaf handicaptillæg har for at have et studiejob.På styrelsens hjemmeside fremgår det, at ”det nedsatte fribeløb giver (…) isærlige tilfælde den studerende mulighed for at afprøve sin erhvervsevne,og derved have en yderst begrænset lønindkomst”13. Det uddybes ikke, hvadder menes med ”særlige tilfælde”, men i en mail fra styrelsen fremgår det, atmed ”afprøvning af erhvervsevne menes en indkomst på under 3.037 kr. ommåneden og under 4-5 timers arbejde om ugen”14. Så længe den studerendeholder sig under disse grænser, bør der derfor ikke være anledning til at frygtefor at miste sit handicaptillæg. Styrelsen kan dog med øjeblikkelig virkningtrække handicaptillægget tilbage, hvis den studerendes indtægter overstigerfribeløbet, hvilket også er sket i flere tilfælde15.De informanter, der modtager revalideringsydelse, har med en fribeløbsgræn-se på 1.200 kr. om året i endnu mindre grad mulighed for at have et studiejob.Den nuværende grænse er fastsat ud fra rationalet om, at job ved siden afstudierne potentielt kan være forlængende, og det står i modsætning til måletom, at revalidering skal medføre den kortest mulige vej til arbejdsmarkedet16.Ligesom modtagere af handicaptillæg vurderer flere af undersøgelsens reva-lidender imidlertid, at de godt kunne have varetaget et studiejob i en kortereperiode. Daniel uddyber:”I slutningen af studiet kunne det godt lade sig gøre at have et studiejob, forder var det jo begrænset, hvor mange dage man havde på universitet”.Hvis studiejob af den ene eller den anden årsag ikke er mulighed, kan ulønnetpraktik være en god måde at få erhvervserfaring på, selvom det ikke giver ligeså gode jobmuligheder som studiejob, når man er færdiguddannet, jf. AC-un-dersøgelsen. Når praktik alligevel er en god idé for studerende med funktions-nedsættelser, er det fordi, at et praktikforløb er meget andet end cv-opbyg-gende. Som vi så tidligere i afsnittet har de interviewede især fået afklaret,hvordan deres funktionsnedsættelse påvirker dem i et job, og desuden harpraktikforløbet givet en generel erfaring med arbejdsmarkedet samt netværk.

Ligesom praktik kan foreningsarbejde også være med til at afklare, hvordanens funktionsnedsættelse påvirker i forbindelse med specifikke arbejdsopga-ver og situationer og ikke mindst give konkrete kompetencer og netværk.Men selvom foreningsarbejde er et plus på cv’et for mange erhvervsledere,er der ikke direkte beviser for, at det øger jobmuligheder. På baggrund afAC-undersøgelsen bør studerende med handicap ud fra et rent beskæftigel-sesperspektiv først og fremmest prioritere at få erhvervserfaring under deresuddannelse.Afslutningsvis er det værd at bemærke, at denne undersøgelses nyuddannedeakademikere, der ikke har fået erhvervserfaring under deres uddannelse, harværet i praktik - enten på ordinære vilkår eller via isbryderordningen - efterat de blev færdiguddannet. De har herigennem opnået nogle af de sammegevinster som et praktikophold under uddannelsen giver, såsom afklaring afegne kompetencer og handicappets betydning samt be- og afkræftelse afforestillinger om arbejdsmarkedet. Det er positivt og har ifølge deres egetudsagn rustet dem i jobsøgningen. Dog havde praktik under uddannelsen, seti bakspejlet, været bedre for disse informanter, så de ikke først skulle til atopbygge erhvervserfaring som færdiguddannede og dermed komme bagud ikonkurrencen om job.

2.2.4 SammenfatningHovedparten af de interviewede har fået erhvervserfaring gennem praktik-forløb under deres uddannelse. For de fleste har det været første møde medarbejdsmarkedet, og generelt har praktikforløbet givet et stort udbytte.Udover at praktikforløbet har be- og afkræftet forestillinger i forhold til atvære på arbejdsmarkedet, som alle uanset handicap kan have, har praktikogså givet vigtig erfaring med, hvordan ens funktionsnedsættelse påvirker i etjob - både socialt og fagligt.Rent fagligt vurderer alle, at de er lige så kvalificeret til arbejdet somderes kollegaer, og over halvdelen har ikke behov for særlige hensyn ellerkompenserende ordninger. Et fåtal erfarede, at deres funktionsnedsættelsekræver mindre hensyn fra arbejdsgiver eller beskæftigelsesrettede ordninger,herunder de handicapkompenserende ordninger eller fleksjob.Funktionsnedsættelser er altså ifølge de interviewede ikke en uoverstigeligbarriere i forhold til det rent faglige, men kan derimod være det i forhold til detsociale på en arbejdsplads. Fx har undersøgelsens hørehæmmede svært vedat deltage i samtaler i støjende kantiner, og her er det umiddelbart sværere atfinde kompenserende løsninger.I forlængelse af det sociale føler de fleste sig behandlet på lige vilkår medandre på arbejdspladsen. Enkelte har dog været handicappet af, at dereskollegaer har set deres funktionsnedsættelse som en større barriere, end deselv har, og følgelig er blevet mødt med lavere forventninger. Dette er et godteksempel på, at det er omverdenen, der handicapper personer med funktions-nedsættelser og ikke funktionsnedsættelsen i sig selv.Et fåtal af informanterne, som alle har lang videregående uddannelsesbag-grund har ikke været i praktik eller haft studiejob under deres uddannelse.Årsagen er en blanding af manglende overskud, fokus på frivilligt arbejde og

grænser for hvor meget modtagere af handicaptillæg eller revalideringsydelsemå tjene.Manglende erhvervserfaring er problematisk, da netop erhvervserfaring erden vigtigste faktor for at komme i job som færdiguddannet. En undersø-gelse foretaget af Akademikernes Centralorganisation peger på, at studiejobentydigt giver de bedste beskæftigelsesmuligheder, men især for studerendemed funktionsnedsættelser kan praktik også være en god idé. For de intervie-wede er praktik nemlig meget andet end cv-opbyggende. Det giver afklaringom, hvordan ens funktionsnedsættelse påvirker, og i flere tilfælde har praktikværet den direkte vej til det første job.Når undersøgelsens langtidsledige med lang videregående uddannelsesbag-grund ikke har været i praktik, er det blandt andet på grund af manglendeoverskud til selv at arrangere et praktikforløb, som det er kravet på universi-tetsuddannelserne. Informanterne ville dog gerne have været i praktik, og deefterspørger bedre vejledning fra uddannelsesinstitutionernes side og hjælptil at finde en praktikplads.De selvsamme informanter har lavet foreningsarbejde under deres uddannel-se. Nogle arbejdsgivere tillægger det en vis værdi, men der er ikke beviser for,at det skaber bedre beskæftigelsesmuligheder. Ud fra et rent beskæftigelses-hensyn gør studerende med funktionsnedsættelser derfor klogt i at prioritereat få erhvervserfaring under deres uddannelse, og helst gennem studiejob, jf.AC-undersøgelsen.Flere informanter giver udtryk for, at de godt ville kunne have varetaget etstudiejob i en begrænset periode, men handicaptillæg og revalideringsydelsegiver begrænsede muligheder for det. Det skyldes lave fribeløbsgrænser ogfrygten for at miste handicaptillæg, hvis man har et studiejob.Konklusionen er klar. Erhvervserfaring under uddannelse i form af studiejobeller praktik er et vigtigt skridt hen mod arbejdsmarkedet for studerendemed handicap. Derfor er det også positivt, at hovedparten af undersøgelsensdeltagere har været i praktik - og en enkelt har haft studiejob. En lille gruppemed lang videregående uddannelsesbaggrund har dog ikke fået erhvervser-faring. Her vil bedre hjælp fra uddannelsesinstitutionerne til at finde en prak-tikplads samt bedre studiejobmuligheder for modtagere af handicaptillæg ogrevalideringsydelse formentligt gøre en forskel.

kort ledighedsperiode på højst tre måneder og sendt mellem 20 og 40 ansøg-ninger. Undersøgelsens langtidsledige har derimod sendt mellem 50 og 103ansøgninger. På den baggrund er der tale om en ganske ihærdig gruppe, somikke giver op trods mange afslag.Denne ihærdighed kommer også til udtryk i forhold til den type af stillinger,som især undersøgelsens langtidsledige har søgt. Udover at de søger jobuden for deres eget fagområde samt stillinger, som de uddannelsesmæssigter overkvalificeret til, søger de bredt geografisk, ligesom to både har søgtløntilskudsstillinger og ordinære job. Dertil vurderer en af de langtidsledige, at90 % af hendes ansøgninger er uopfordrede. Men som Daniel siger:”Jeg søger jo også bredt. Men problemet er lidt, at nogle af de HK-stillingerjeg så søger, der tænker de nok ”jamen, han er jo akademiker. Hvor er han,når han får muligheden for at få et andet job?””Den gruppe i undersøgelsen, som ikke vurderer, at de kan arbejde på ordinærevilkår, har kun søgt få eller ingen stillinger. Til gengæld retter de løbendehenvendelse til deres sagsbehandler i kommunen for at få afklaring i forholdtil deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet. Det ser vi nærmere på iafsnit 2.4.Eget initiativ er den væsentligste årsag til at, personer med funktionsnedsæt-telser kommer i job (Rambøll, 2009: 16-17), og derfor er det positivt, at denneundersøgelses deltagere generelt er proaktive i forhold til jobsøgning. Det ståri modsætning til personer med handicap, der har været uden for arbejdsmar-kedet i længere tid. Blandt dem har kun halvdelen af dem, der gerne vil ud påarbejdsmarkedet, søgt job inden for det seneste år (Rambøll, 2009: 15-16).

stillinger opslået i det offentlige, såfremt de er kvalificeret til stillingen. Det erjobcenteret, der bevilliger retten til at benytte ordningen17.Forudsætningen for at gøre brug af ordningen er kendskab til den. Men kunknap halvdelen af de 14 informanter kender til fortrinsadgang, og heriblandter der delte meninger om ordningen. Nogen afviser at bruge den, fordi desøger ordinære job, som fx Stinna:”Jeg skulle ud og arbejde på normale vilkår, og hvorfor skal jeg så reklameremed, at jeg har et handicap? Jeg mener jo, at jeg er lige så meget værd somalle andre, så selvfølgelig kan jeg få job på normale vilkår.”Andre er åbne over for at bruge ordningen, og især hvis de har været ledig ilængere tid. Mette fortæller:”Jeg overvejede det, da jeg skulle til at søge job, og der tænkte jeg, at hvisdet ikke lykkedes mig inden for en eller anden periode, så ville jeg benyttemig af det. Men jeg synes også, at det var lidt omstændeligt i forhold til atman skulle ind igennem jobcenteret. Men jeg tror, at jeg var indstillet på atbenytte mig af det.”To jobsøgende har allerede erfaringer med ordningen og har været til mellemti og 14 samtaler derigennem. Ingen af samtalerne har ført til job, men forbegge har fortrinsadgangen været en god lejlighed til at få træning i at gå tiljobsamtale, og begge har oplevet at få konstruktiv feedback fra arbejdsgive-ren efterfølgende. Begge har det dog også lidt ambivalent med ordningen.Enten fordi de ikke altid har følt sig 100 % velkomne til samtalen, eller fordi deikke har følt, at de er blevet betragtet som en reel kandidat. Louise beretter:”Udover et par stykker hvor jeg har tænkt, at der var jeg sgu tæt på, så harjeg bare haft den følelse, at jeg aldrig har været tæt på. Den der klare for-nemmelse af, at de ikke har taget mig seriøst. Jeg blev aldrig taget som endel af feltet…”Af samme årsag har de to informanter også kun brugt ordningen i enbegrænset periode.

2.3.3 Handicapfokus i ansøgning og cv lukker døreEt centralt dilemma for personer med funktionsnedsættelser er, hvorvidt deskal skrive noget om deres handicap i ansøgningen eller cv’et. Alle informan-terne har gjort sig mange overvejelser om det, og flere har også opsøgt rådherom, men der er langt fra enighed om, hvad der er bedst at gøre. Hverkenblandt de interviewede eller blandt vejledere fra jobcentre, a-kasser, handi-caporganisationer etc.Knap en tredjedel af undersøgelsens deltagere skriver i deres ansøgning ellercv, at de har et handicap, fordi de ikke vil ”overraske” arbejdsgiver til eneventuel samtale. Mens nogen blot oplyser det kort, uddyber andre, hvad detbetyder i en arbejdssammenhæng og hvilke hjælpemidler, der eventuelt kankompensere for det. Blandt denne gruppe, som både omfatter korttids- oglangtidsledige, er kun få blevet indkaldt til samtale. Eksempelvis er informan-17

ten Louise, der har sendt 103 ansøgninger, kun blevet indkaldt til to samtaler,hvis man ser bort fra de gange, hvor hun er blevet indkaldt på baggrund affortrinsretten.Halvdelen af de interviewede nævner deres funktionsnedsættelse indirekte icv’et ved at omtale deres frivillige arbejde i handicaporganisationer. Hoved-parten skriver dog ikke noget direkte om deres handicap i hverken ansøgningeller cv. De finder det irrelevant i forhold til det rent faglige og tror, at det vilmindske deres chancer for at blive indkaldt til jobsamtale. Stinnas eksempelindikerer, at der nok er noget om snakken:”Jeg skrev det [mit handicap, red.] i starten, men jeg hørte aldrig noget. Og såsnakkede jeg med en vejleder fra en handicaporganisation, som sagde ”prøvnu at lade være med at skrive det.” Jeg synes da, at det var grænseoverskri-dende ikke at skulle skrive det, for det er alligevel en stor del af mig. Men sågjorde jeg det, og allerede på de to første job, jeg søgte efterfølgende, komjeg til samtale.”Noget tyder på at arbejdsgiveres fordomme om personer med handicap er envæsentlig barriere for overhovedet at blive kaldt til jobsamtale, da nogle afde interviewede tilsyneladende er blevet frasorteret alene på grund af dereshandicap. Også nogle af de interviewede, der kommer til jobsamtale, har føltsig diskrimineret. Anders, der ikke har skrevet noget om sit handicap og erblevet indkaldt til samtale 16 gange, fortæller:”Jeg kommer til en masse samtaler, og jeg føler, at jeg performer rigtig godt,men alligevel bliver jeg fravalgt. De siger, at jeg ikke har erfaring nok, men såkan jeg ringe op til mine medstuderende, og så har de fået jobbet. Så dermedvidste jeg jo ved selvsyn, at det ikke handlede ikke om manglende erfaring.Hvad det så handlede om, skal jeg ikke gøre mig klog på, men min tese var,at det handlede om handicappet.”Selvom en mulig ulempe ved at udelade at omtale sit handicap i ansøgningenkan være, at man risikerer at få mange afslag efter at have været til job-samtale, er det nok kampen værd. I hvert fald har alle, der er i job og enddaefter ingen eller en kort ledighedsperiode, undladt at skrive noget direkte omderes handicap i både ansøgning og cv. Tilsvarende tyder undersøgelsen på,at det er en barriere i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet at omtalesit handicap direkte, som de langtidsledige netop gør. Arbejdsgiver bliver an-giveligt skræmt væk fra start. Når det er sagt, har det formentligt også enbetydning, hvordan de interviewede griber det an til selve jobsamtalen. Detvil nu blive belyst.

ikke været et tema til jobsamtalen. I resten af tilfældene har handicappetværet et tema i et eller andet omfang. Enten fordi de selv har bragt det påbanen, eller fordi arbejdsgiver har spurgt ind til det.Et af argumenterne for at nævne sit handicap i ansøgningen er som nævnt atundgå at overraske arbejdsgiver til en jobsamtale. Det interessante spørgsmåler derfor, hvordan arbejdsgiver har reageret i de tilfælde, hvor informanterneikke har omtalt deres handicap på forhånd?For de informanter med et usynligt handicap, der selv har bragt det på banentil jobsamtalen, har det ikke fyldt meget til samtalen, og arbejdsgiver har tilsy-neladende ikke set det som en barriere. Det kan hænge sammen med, at deikke har været ”handicappet” til selve samtalen, da deres funktionsnedsættel-se kun er en begrænsning i bestemte situationer, fx i støjende omgivelser medmange mennesker (hørehæmmede).Derudover vurderer informanten Mette, at arbejdsgiver ikke har set hendeshandicap som en barriere, fordi hun bragte det på banen på en positiv mådeved at fortælle om de kompetencer, hun har fået gennem sit frivillige arbejdei en handicaporganisation:”Jeg har skrevet det på en måde, så det fremgår temmelig tydeligt af mit cv,at jeg har lavet noget frivilligt, og på den måde kan man egentligt komme indpå det på en positiv måde. Så jeg starter ikke op med, at jeg har et høretab,men vi er mere kommet ind på det, når vi har talt om kompetencer og erfarin-ger. Det synes jeg har fungeret rigtig godt, så man ikke præsenterer det somet handicap, men også som noget, der har kunnet give nogle kompetencer.”Stinna, som har et synligt og fysisk handicap, har også gode erfaringer med atvente med at fortælle om sit handicap til selve samtalen. Hun blev ansat eftersin første jobsamtale, hvor hun var meget klar i mælet om sine handicaprela-terede begrænsninger og ikke mindst om, hvilke eksisterende ordninger derville kunne kompensere hende. Hun efterlod et klart indtryk af, at hun varbevidst om sine begrænsninger, og at det var muligt at kompensere for dem.

Der er altså flere eksempler blandt de interviewede på, at det ikke behøverat skræmme arbejdsgiver væk, når man dukker op til jobsamtale uden athave præsenteret sit handicap på forhånd. Det kommer an på, hvordan manpræsenterer sit handicap over for en potentielt kommende arbejdsgiver. Dertilspiller selve funktionsnedsættelsen formentligt også en rolle, da nogle funkti-onsnedsættelser alt andet lige er sværere at forene med bestemte typer job.Andre eksempler blandt undersøgelsens deltagere understøtter, hvor vigtigtdet er at præsentere sit handicap over for arbejdsgiver, hvis det har betydningfor jobbet. I gruppen af informanter, der har været til mellem 14 og 20samtaler18, er der en tydelig fællesnævner: De har ikke selv bragt deres funk-tionsnedsættelse på banen til jobsamtaler, og hvis det er blevet et tema, harde generelt forsøgt at nedtone handicappet, som Daniel her fortæller:”Jeg prøver altid at sige, at det er ikke så slemt, som det lyder til.”Denne undersøgelse kan ikke afklare, om de mange afslag på jobsamtaler erhandicaprelaterede, men en oplagt tese er, at de jobsøgende ikke formår atoverbevise arbejdsgiver om, at deres funktionsnedsættelse ikke er en barrierei forhold til at varetage jobbet.Hvis den jobsøgende ikke selv bringer sine begrænsninger på banen og præ-senterer løsningsmuligheder, kan det være svært for arbejdsgiver at få etindtryk af, hvordan personens funktionsnedsættelse vil komme til at påvirke ien arbejdsmæssig sammenhæng. Alene den usikkerhed kan formentligt holdenogle arbejdsgivere fra at ansætte personer med funktionsnedsættelser.Tidligere undersøgelser om faktorer, der kan få virksomheder til at ansættepersoner med handicap, understøtter denne tese. Arbejdsgivere har ofte ikketilstrækkeligt kendskab til relevante hjælpemidler og ordningerne for kompen-serende støtte, men netop mere viden og bedre information kan få arbejdsgi-vere til at overveje at ansætte en person med handicap (SFI, 2011: 101-102).Det synes altså at være en barriere for at få job, hvis man ikke er åbenom sit handicap til en jobsamtale og konkretiserer, hvordan ens handicappåvirker i bestemte arbejdssituationer, og hvilke kompensationsmulighederder eventuelt er. Informanten Anders, der negligerede sit handicap til de førstemange jobsamtaler, og sidenhen fortalte mere uddybende om sit handicap,understreger pointen. Han fik nemlig job efterfølgende:”Det er meget vigtigt i en jobsituation - det må ikke virke for problematiskog omvendt må de heller ikke tro, at der ikke er noget, for så virker det ikketroværdigt. Så det er en hårfin balance. Det var måske også det jeg blev bedretil efterhånden, når jeg sad til samtaler.”

jobcenter ”før tid” med henblik på at få afklaret deres fremtidige situation iforhold til arbejdsmarkedet.De interviewede har fået forskellige råd i forhold til, om man skal omtalesit handicap i ansøgninger og cv. Denne undersøgelse peger entydigt på,at man ikke skal omtale det direkte, da nogle arbejdsgivere tilsyneladendefravælger kandidater alene på grund af handicap. Dog har nogle af informan-terne nævnt deres handicap indirekte ved at sætte fokus på kompetencer frafrivilligt arbejde i en handicaporganisation.Undersøgelsen peger derimod på, at man skal være klar i mælet om sin funk-tionsnedsættelse til selve jobsamtalen, såfremt det har betydning i forholdtil jobbet. En SFI-undersøgelse viser, at arbejdsgiver ofte er uvidende omforskellige funktionsnedsættelser og kompensationsmuligheder, og derfor erdet vigtigt at overbevise arbejdsgiver om, at ens funktionsnedsættelse ikke eren barriere i forhold til at varetage jobbet. Det kræver, at man er afklaret om,hvordan ens funktionsnedsættelse påvirker i jobbet og hvilke særlige hensyneller kompensationsordninger, man eventuelt har behov for.Denne undersøgelse viser, at man ikke altid automatisk skræmmer arbejdsgi-ver væk til en jobsamtale, hvis man ikke skriver om sit handicap i ansøgningen.Det kommer an på, hvordan man håndterer sit handicap til selve samtalen, ogselvom der er en risiko for at blive valgt fra efterfølgende, øger det alt andetlige chancerne for at få et job, hvis man bliver indkaldt til samtale.Endelig har nogle få informanter erfaringer med fortrinsadgang, der giver job-søgende med handicap ret til at komme til samtale til stillinger i det offentlige.Ingen har fået job gennem fortrinsadgangen, men det kan være en udmærketmåde at få erfaring med at gå til jobsamtale på, bortset fra de tilfælde, hvorinformanterne ikke har følt sig ordentligt behandlet.

2.4.1 Hvem vejleder hvornår?De informanter, der er ordinært jobsøgende, bruger forskellige former for vej-ledning. Når det har drejet sig om generelle råd vedrørende jobsøgning, somfx ”hvordan skriver man en god ansøgning?”, har informanterne henvendtsig til deres a-kasse eller fagforening. Drejer det sig derimod om mere han-dicapspecifikke udfordringer, har de fået vejledning hos handicaporganisa-tioner eller specifikke rådgivningsaktører på handicapområdet19. Et hyppigtspørgsmål er her, ”hvordan skal jeg præsentere mit handicap i en ansøgningog til en jobsamtale?”, og vejledningstilbuddene spænder fra arbejdsmarkeds-kurser med fokus på kompenserende støtteordninger til individuel vejledningaf socialrådgivere. Én har også haft en socialrådgiver fra en handicaporganisa-tion med som bisidder til et møde med sagsbehandlere fra kommunen.De informanter, der har brugt vejledning inden for handicapområdet, ergenerelt tilfredse. Det skyldes især, at vejlederne her har kendskab til denenkeltes funktionsnedsættelse og udfordringer og desuden kan vejlede irelevante ordninger, som eksempelvis de kompenserende støtteordninger.Modsat aktører på handicapområdet har uddannelsesinstitutionerne spillet enminimal vejledningsrolle for de interviewede. Under halvdelen har oplevet,at deres uddannelsesinstitution tilbød vejledning i at komme ud på arbejds-markedet, og ingen af disse vejledningstilbud har haft fokus på at være job-søgende med handicap. Dette bekræfter det billede, som en rundringning tilde største uddannelsesinstitutioner i Danmark, gav. Her var der ingen ud-dannelsesinstitutioner, der oplyste, at de havde særlige beskæftigelsesrettedevejledningsinitiativer for studerende med handicap20.Flere finder det oplagt, at udannelsesinstitutionerne i højere grad afholder kurserfor studerende i at skrive ansøgninger, om dagpengesystemet etc. Men det erikke et ønske blandt informanterne, at der skal være særligt fokus på handicap-relaterede udfordringer her. Tværtimod, som Karen her giver udtryk for:”Jeg synes godt, at man kunne have haft en time eller to hen mod slutningenaf ens uddannelsesforløb, hvor man kunne have snakket om, hvad kan mansøge af jobs, og hvordan man søger jobs. Bare sådan noget helt basic. For deter ikke kun folk med handicap, der har brug for det, det er måske også heltalmindelige mennesker.”Dette ønske bekræfter tendensen med, at de interviewede opsøger vejled-ning på handicapområdet, når deres spørgsmål er handicaprelaterede, mensde benytter almindelige vejledningstilbud, når der er tale om mere generellespørgsmål i forhold til at være jobsøgende.19

2.4.2 Jobcentrene har begrænset fokus på handicapI alt har ni ud af 14 informanter været i kontakt med jobcenteret i løbet afderes ledighedsperiode.Blot en tredjedel har oplevet, at jobkonsulenten tog udgangspunkt i dereshandicap, og kun én har talt med en decideret handicapkonsulent. Samtidig erkun to af de interviewede blevet oplyst om handicapkompenserende ordningergennem jobcenteret. Ordninger, der ellers skal lette vejen ind på arbejdsmar-kedet for jobsøgende med funktionsnedsættelser.Det begrænsede handicapfokus på jobcentre kan skyldes medarbejdernesmanglende kendskab til de handicapkompenserende ordninger. Mens stortset alle nøglepersoner21kender ordningerne om fortrinsret og isbryderordnin-gen, som er særligt relevante for nyuddannede, kender mellem en femtedelog halvdelen af de øvrige jobcentermedarbejdere slet ikke til ordningerne(Rambøll, 2009: 26-27). Det er særligt et problem, fordi hovedparten af dejobsøgende vil møde ”almindelige” jobkonsulenter, idet de fleste jobcentrekun har én eller to nøglepersoner22.Flere informanter har da også haft en oplevelse af, at deres jobkonsulent harhaft meget begrænset viden om de handicapkompenserende ordninger, somLouise giver udtryk for her:”Altså, det kan ikke passe, at jeg skal komme ind til en samtale på jobcenteretog sige, at jeg gerne vil på isbryderordningen, og så er det mig, der skal siddeog fortælle damen, hvad ordningen går ud på.”I forlængelse heraf har hovedparten af undersøgelsens deltagere heller ikkekendskab til de kompenserende ordninger fra jobcenteret, men oftest fraderes handicaporganisation eller fra en af rådgivningsaktørerne på handica-pområdet.En del af årsagen til det manglende handicapfokus i jobcenteret skal imidlertidogså findes hos informanterne selv. Halvdelen bringer ikke deres handicap påbanen, og især hvis der er tale om et usynligt handicap, kan det være sværtfor jobkonsulenten at vide, hvilke handicaprelaterede barrierer den jobsøgen-de eventuelt har i forhold til at arbejde.Der er forskellige årsager til, at nogle af de jobsøgende i undersøgelsen ikkeselv nævner deres funktionsnedsættelse i mødet med jobcentret. Nogle ermeget afklaret og bringer bevidst ikke deres handicap på banen, fordi desøger job på ordinære vilkår. For denne gruppe er det ønskeligt, at jobcenteretikke sætter fokus på deres handicap, som fx Stinna giver udtryk for:”Jamen, jeg tænker, at det er alt afhængigt af, om det er af egen fri vilje, atman taler med en handicapkonsulent eller ej. Hvis nu det er af egen fri vilje,så er det en rigtig god ting at tale om alle de der ordninger. Men det kan ogsåomvendt være ens egen idé, at man skal tale med en, som ikke er handicap-konsulent. Og så vil det måske også virke mærkeligt. Det vil det i hvert faldvirke på mig.”En anden gruppe af informanter undlader at gøre deres handicap til ettema, fordi de er delt i et dilemma. På den ene side er de bevidste om deres21

handicap og behov for særlige initiativer. På den anden side ønsker de, atderes handicap fylder så lidt som muligt og vil derfor gerne behandles på ligevilkår med alle andre. Julie fortæller:”Jeg tænker, at det måske ville være smart nok, hvis jeg kom til sådan en,som er specialist i handicap [handicapkonsulent, red.], men det er også ligeså meget mig selv, der ikke gider de der forskellige hensyn.”Blandt undersøgelsens jobsøgende, der skal ud og arbejde på ordinære vilkår,har det ingen betydning i forhold til beskæftigelsesmuligheder, når dereshandicap ikke er et tema i mødet med jobcentret. Derimod kan manglendehandicapfokus være uhensigtsmæssigt i de tilfælde, hvor kompenserendeordninger kan give de jobsøgende mulighed for at komme ud på arbejdsmar-kedet. Forudsætningen for at jobkonsulenten kan bevillige brug af de kompen-serende støtteordninger er imidlertid, at jobkonsulenten både har kendskab tilden jobsøgendes handicap og til de handicapkompenserende ordninger. Menssidstnævnte alene er jobkonsulentens ansvar, har jobsøgende også et ansvarfor, at deres handicap kommer på banen. Det gælder især, hvis der er tale omet usynligt handicap, som en jobkonsulent ikke har mulighed for at opdage.I et konkret eksempel førte manglende handicapfokus til, at det var for sentat gøre brug af isbryderordningen23. Informanten Daniel bragte ikke sit syns-handicap på banen til møder på jobcentret, fordi ”handicappet heller ikke skalfylde for meget,” og jobkonsulenten var heller ikke opmærksom på handicap-pet. De kompenserende ordninger kom derfor aldrig i spil som en mulighed, ogførst da det var for sent, blev han gennem sin handicaporganisation bekendtmed de nærmere betingelser for at bruge isbryderordningen. På det tidspunktvar det over to år siden, at han havde færdiggjort sin uddannelse, og han varderfor ikke længere berettiget til ordningen, som ellers kunne have hjulpetham ud på arbejdsmarkedet.

2.4.3 Jobsøgende med særlige behov savner forståelsefor deres udfordringerDe fire informanter, der selv vurderer, at de ikke kan arbejde på ordinære vilkår, haralle bragt deres funktionsnedsættelse på banen i mødet med jobcenteret. Hoved-parten af dem har imidlertid haft en oplevelse af, at jobkonsulenten ikke har for-ståelse for deres handicaprelaterede udfordringer, som Tanja her giver udtryk for:”Det stresser mig meget, at jeg kan mærke, at den sagsbehandler, jeg har, ermeget afvisende. Bare det der med at én som ikke ved en pind om, hvad jegfejler, skal sidde og bestemme, om jeg kan komme til det ene eller det andet.Det irriterer mig, og det stresser mig, at hun er så modvillig.”Kasper, der har en hjerneskade, giver også udtryk for jobkonsulentensmanglende forståelse for hans situation:”Da jeg blev fyret fra mit første Super Best-job, der… I stedet for at min job-konsulent satte sig ned og hørte, hvad var det, der gik galt, så fik jeg mereeller mindre en skideballe, fordi at tingene ikke var gået, som hun gerne villehave det. Og da jeg blev fyret fra en stålfabrik som truckfører, der var hunhelt ude af flippen med ”hvordan kunne jeg være det bekendt og ikke holde,hvad jeg lovede?””.23

Denne gruppe har generelt indtryk af, at jobkonsulenterne primært er styretaf økonomiske incitamenter. De efterlyser, at der i stedet er mere fokus på,hvordan deres funktionsnedsættelse påvirker dem i bestemte arbejdssitua-tioner, så foranstaltninger kan iværksættes derefter. Kasper efterspørger fx:”Hvis en jobkonsulent skulle være det, jeg havde brug for, så skulle det væreen, som satte sig ned og hørte ”hvad er det, du vil, hvad er det, du tænker, atdu kan?” Hvad jeg meget har oplevet er, at jobkonsulenter helst skulle haveen ud i en fuldtidsstilling, fordi så kunne det være, at man kunne kommeaf kommunens betaling og ud og tjene sine egne penge. Og det er ikke enmulighed for mig, at jeg kan det.”Fællesnævneren for den gruppe, der føler, at deres jobkonsulent ikke tagerhensyn til deres handicap er, at de alle har kognitive eller psykiske funktions-nedsættelser, som er usynlige. Den eneste blandt informanterne, som har haften oplevelse af, at hendes handicap indgik i vurderingen af hendes arbejdsev-ne, har en fysisk funktionsnedsættelse.Det tyder på, at det er sværere at opnå forståelse for sine handicaprelatere-de udfordringer, hvis de er usynlige. En nærliggende forklaring er, at det ersværere for jobkonsulenten at begribe usynlige handicap, fordi udfordringer-ne her ikke umiddelbart er tydelige.At det netop er jobsøgende med psykiske og kognitive, der oplever manglendeforståelse for deres handicap, er ikke overraskende i lyset af, at jobcentermed-arbejdere også selv angiver, at disse grupper er den største udfordring. Deter det både fordi, at jobkonsulenterne ikke kan se disse handicap og fordi,at jobkonsulenterne mangler viden om disse handicap (Rambøll, 2009: 32)24.En anden faktor peger også på, at der kan være særlige udfordringer i forholdtil personer med psykiske funktionsnedsættelser. Blandt de forskellige han-dicapgrupper er arbejdsløsheden nemlig størst for denne gruppe, og kun24,2 % af personer med psykiske lidelser er i arbejde, mens den tilsvarendeandel blandt personer med fysiske funktionsnedsættelser er dobbelt så stor(SFI, 2013: 17). Den lave tilknytning til arbejdsmarkedet tyder på, at der eret stort potentiale for jobcentrene i at blive bedre til at forstå de arbejdsmar-kedsrelaterede udfordringer for personer med psykiske lidelser med henblikpå at understøtte dem bedre i at komme ud på arbejdsmarkedet.

2.4.4 Overgange er usmidigeDe interviewede, der efter egen vurdering ikke kan arbejde på ordinærevilkår, har alle på eget initiativ rettet henvendelse til en jobkonsulent i dereskommune, mens de stadig var under uddannelse eller sygemeldt fra job.Ønsket har været at få afklaring hurtigst muligt om deres fremtidige situationpå arbejdsmarkedet. Men fælles for dem er, at de har haft vanskeligt ved atfå startet ”en sag”, mens de stadig var under et andet forløb - enten underuddannelse eller sygemeldt. Tre konkrete eksempler illustrerer det:Under praktikophold har to erfaret, at de ikke vil kunne arbejde på ordinærevilkår som færdiguddannet. Informanten Karen har kontaktet sin sagsbehand-ler - som i forvejen sad med hendes revalideringssag - et halvt år før, hun varfærdig med sin uddannelse:”I sommers skrev jeg til min sagsbehandler, om vi ikke skulle finde ud af, omjeg skulle i noget fleksjob eller en form for skånehensyn, sådan at jeg kankomme ud og arbejde, når jeg er færdig til februar. Det skulle vi lige have etmøde om, for det var ikke bare sådan noget, man gjorde. Men det korte af detlange er, at det først var i slutningen af januar, at jeg var til et møde… Og jegstartede allerede i august sidste år, og der har bare overhovedet ikke væretnoget, så derfor er jeg ikke afklaret med, hvad jeg skal.”Tre måneder efter, at hun er færdiguddannet, er selve processen med atafklare, hvilke beskæftigelsesrettede støtteordninger der er relevante forhende, endnu ikke igangsat.En anden informant, Cecilie, har også rettet henvendelse til jobcentret i slut-ningen af sin uddannelse for at gøre opmærksom på, at hun ikke kan arbejdepå ordinære vilkår. Cecilie har allerede fået tilsagn fra sit tidligere praktisksted,om at de gerne vil ansætte hende i et fleksjob, såfremt kommunen bevilligerdet. Tre måneder efter at hun er færdiguddannet, er processen med at afklareom hun er berettiget til fleksjob endnu ikke påbegyndt, og hun har gået ledigpå sygedagpenge, siden hun blev færdiguddannet.Det sidste eksempel vedrører Tanja, som er blevet fyret fra sit første job pågrund af for lang tids sygemelding. Inden hendes ansættelse er udløbet, ogmens hun er sygemeldt, har hun forsøgt at få afklaret sin fremtidige tilknyt-ning til arbejdsmarkedet. Hendes egen vurdering er nemlig, at det ikke errealistisk at vende tilbage på arbejdsmarkedet på normale vilkår. Tanja harimidlertid haft vanskeligt ved overhovedet at komme til at tale med en job-konsulent:”Fordi at jeg er statsansat, så gik der rigtig lang tid, før jobcenteret fik penge,og inden de fik det, kunne jeg ikke få at vide, hvem min sagsbehandler var. Såjeg brugte faktisk en måned på at gå ned og høre ”har jeg en sagsbehandlernu?” for jeg ville gerne tale med dem. Men de sagde ”nej, det har du ikke, såvi kan ikke svare på noget”. Det var bare sådan et mærkeligt system - det dermed at det er meget i kasser.”En måned efter at Tanjas ansættelse er udløbet på grund af sygemelding, erafklaring af hendes arbejdsevne endnu ikke opstartet.

De tre eksempler illustrerer hver især, hvordan systemet i dag kan gøre detsvært at være på forkant med sin fremtidige beskæftigelsessituation og fåstartet et forløb med afklaring af arbejdsevne, før man har afsluttet et igangvæ-rende forløb, fx uddannelse eller ansættelsesforløb med sygemelding. Og detteselvom de interviewede selv har rettet henvendelse til deres jobcenter i god tid.Dertil kan der gå lang tid, fra man er formelt jobsøgende (ledig), til et egentligtafklaringsforløb begynder. For de to nyuddannede betyder denne usmidigeovergang, at de allerede fra start er kommet bagud i forhold til at komme indpå arbejdsmarkedet sammenlignet med deres tidligere medstuderende.Udover at denne forsinkelse er en samfundsøkonomisk ulempe, er det fru-strerende for dem, der gerne vil hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet, somKaren her giver udtryk for:”Det ville være rart, hvis kommunen havde nogle måder at gøre tingene på.Jeg ville jo gerne have været ude at arbejde til februar ligesom alle mineandre klassekammerater.”

2.4.5 Afklaringsforløb er langtrukneIdeelt set har nyuddannede med behov for job på særlige vilkår allerede fåetafklaret deres arbejdsevne fra første ledighedsdag, så de kan gå i gang medStøtteordningPersonligassistanceHvad?En personlig assistent assisterer vedde arbejdsfunktioner, som en personmed funktionsnedsættelser ikke selvkan klare. Det kan fx dreje sig om athente og bringe, læse op, fungeresom sekretær eller tolke for døve.Hjælpemidler kan både være arbe-jdsredskaber og mindre arbejdsplad-sindretninger.Mentorrollen handler om at rækkeen hånd til et menneske, der harbrug for støtte på flere områder. Detkan fx dreje sig om støtte, sparringeller coaching.En offentlig arbejdsgiver er forpligtettil at indkalde en ansøger med hand-icap til jobsamtale, hvis ansøgerenhar de fornødne kvalifikationer tiljobbet og ønsker at anvende fortrin-sadgang.Løntilskud til nyuddannede i op til12 måneder. Til forskel fra ordinærtløntilskud får den ansatte fuld lønunder isbryderordningen.Ansættelse under isbry-derordningen skal værepåbegyndt senest to år efter,at uddannelsen er afsluttet.Alle muligheder for at bevaretilknytning til arbejdsmark-edet på normale vilkår skalvære undersøgt.Hjælpemidlet skal væreafgørende for, at personenkan udføre sit arbejde.Særlige kriterier

at søge job ligesom deres tidligere medstuderende, når de har eksamens-beviset i hånden. Som belyst er det dog langtfra tilfældet og selv efter, atledighedsperioden er begyndt, kan der gå lang tid, før en egentlig proces medat afklare hvilke beskæftigelsesrettede støtteordninger, de er berettiget til,begynder. Dét er en central barriere for de informanter, der har behov for jobpå særlige vilkår, og derfor ser vi nu nærmere på, hvad der forhaler processenmed at bevillige beskæftigelsesrettede ordninger.Når en person henvender sig til jobcenteret med særlige handicaprelateredeudfordringer, har jobcentret mulighed for at bevillige en række forskellige støt-teordninger afhængig af personens behov og arbejdsevne. For denne under-søgelses målgruppe - unge nyuddannede med funktionsnedsættelser - er derelevante ordninger fleksjob samt de handicapkompenserende ordninger, sombåde kan tilkendes i job på ordinære vilkår og i job med løntilskud. Nedenstå-ende skema giver et overblik over de forskellige støtteordninger.Kommunerne har desuden mulighed for at bevillige ressourceforløb til personer,der også har andre problemer end rent beskæftigelsesrelaterede25, og i tilfældehvor det vurderes, at en person aldrig kommer til at kunne arbejde, kan dertilkendes førtidspension26. Disse ordninger er imidlertid mindre relevante fordenne undersøgelses målgruppe, som netop har afsluttet en uddannelse ogdermed må forventes at have et vist potentiale for at få umiddelbar tilknytningtil arbejdsmarkedet.Fleksjob er generelt mest omstændeligt at bevillige, da det forudsætter, atalle muligheder for at bevare tilknytning til arbejdsmarkedet på ordinærevilkår skal være afprøvet27. Jobsøgende skal således først i arbejdsprøvningog afprøve de handicapkompenserende ordninger, hvis de er relevante, før enindstilling til fleksjob kan komme på tale. Sker det, skal et tværfagligt rehabi-literingsteam i kommunen derefter udarbejde en rehabiliteringsplan, som erselve grundlaget for indstilling til fleksjob.I praksis er der dog stor forskel på kommunernes visitering til fleksjob, og An-kestyrelsen har i forlængelse af deres seneste praksisundersøgelse på områdetpåvist, at i 28 % af alle sager er arbejdsprøvning enten ikke gennemført ellerdokumenteret i tilstrækkeligt omfang, før der er blevet truffet afgørelse ombevillig af fleksjob (Ankestyrelsen, 2010: 21). Det betyder, at jobsøgende kanhave fået afslag på fleksjob, uden at de har været i relevant arbejdsprøvning,eller at det har været dokumenteret28.Ankestyrelsens praksisundersøgelser fokuserer alene på visitering af fleksjob,og der eksisterer intet samlet overblik eller materiale over jobcentrenes praksisi forhold til at håndtere ledige med funktionsnedsættelser, der har særligebehov (SFI, 2006: 19-20). Da landets 91 jobcentrene er vidt forskelligt organi-seret, må der forventes at være lokale forskelle. Der mangler således generelviden om, hvordan personer med funktionsnedsættelser bliver visiteret tilde forskellige ordninger, og hvordan jobcentrene fx håndterer jobsøgende,hvor det ikke umiddelbart er oplagt, hvilken ordning, der vil være den bedsteløsning. Derfor er det også vanskeligt at komme med generelle forklaringerpå, hvorfor det ofte tager lang tid at få startet et afklaringsforløb, der giversvar på, hvilke støtteordninger den jobsøgende er berettiget til.Jobcentermedarbejdere fra landets største jobcenter, Jobcenter København,peger imidlertid på tre forskellige faktorer, der har betydning for, hvordan25

jobcenteret håndterer ledige med funktionsnedsættelser, der har særligebehov29:• Har den jobsøgende en sag i forvejen, som gør, at der allerede liggerdokumentation, som belyser borgernes udfordringer?• Hvilken type funktionsnedsættelse har den jobsøgende, og hvor godt erden dokumenteret lægefagligt?• Hvordan forklarer den jobsøgende selv sine udfordringer, og er der dokumen-tation for det?Hver sag er individuel, og derfor er Jobcenter København påpasselig med atudstikke nogle generelle retningslinjer for, hvordan jobsøgende med funkti-onsnedsættelser og særlige behov håndteres. Groft sagt, gælder det dog, atjo bedre dokumenteret den jobsøgendes funktionsnedsættelse og udfordrin-ger er, jo kortere vil et afklaringsforløb være. Det betyder fx, at sendiagno-sticerede, der ikke tidligere har haft en sag i kommunen, eller personer medkomplekse diagnoser som ADHD og hjerneskader kan forvente et længereafklaringsforløb end personer med fx medfødte fysiske handicap, der har fåethjælp fra kommunen fra barns ben.Fællesnævneren for de informanter i denne undersøgelse, som oplever langeafklaringsforløb, er, at de alle er sendiagnosticerede. Deres udfordringer erdermed ikke dokumenteret fra barns ben, og nogle er endda først diagnosti-ceret for nylig og har ikke tidligere haft en sag i kommunen. Det kan væremed til at forklare, hvorfor afklaringsforløb for disse informanter trækker ud.Udover at ovennævnte faktorer har en betydning i forhold til et afklaringsfor-løb, indikerer Karens oplevelser, at også jobcentrenes organisering spiller enrolle:”Der er ingen, der rigtig har haft styr på, hvad man egentligt gør med en han-dicappet, når han/hun er færdig. Så jeg synes, at der var al for meget rod, ogjeg var al for meget rundt ved alle mulige forskellige for at finde ud af, hvadskal jeg gøre. Og der var ikke rigtig nogen, der havde et svar”.

Jobcenter København kan igen illustrere problematikken. Jobcentret er inddelti fire forskellige specialiserede centre, som administrer forskellige ordninger.Indstilling til fleksjob er fx organisatorisk placeret i Rehabiliteringscentretunder Center for Jobindsats, mens det er Specialindsats Handicap underCenter for Arbejdsfastholdelse, der vejleder i og visiterer til de handicapkom-penserende ordninger. Denne specialiserede organisering kan være en fordel,når den jobsøgende når frem til den rette enhed i jobcenteret.Det kræver imidlertid, at enten den jobsøgende selv eller jobkonsulenten erbevidst om de konkrete udfordringer ved det pågældende handicap og vedhvilken eller hvilke ordninger, der er relevante for at komme i arbejde. Somtidligere belyst, er det dog langt fra tilfældet, at de almindelige jobkonsulen-ter, som borgeren typisk møder i første omgang, har dette kendskab, og isærikke når det drejer sig om personer med psykiske og kognitive funktionsned-sættelser. Flere af denne undersøgelses deltagere er blevet sendt rundt til for-skellige enheder i jobcentret under et afklaringsforløb, og denne organiseringgiver ikke nødvendigvis mening ud fra den jobsøgendes perspektiv, da det kanvirke forvirrende og trættende at skulle forklare sin sag til en ny sagsbehand-ler hver gang.Jobcentermedarbejdernes manglende viden til handicaprelaterede udfordrin-ger og relevante støtteordninger samt den interne organisering synes såledesat være oplagte forklaringer på, at afklaringsforløb kan trække ud. Dertil harde tre førnævnte dokumentationsfaktorer, som varierer fra borger til borger,indflydelse på, hvordan et afklaringsforløb skrider frem.Socialrådgivere fra handicaporganisationer, som til daglig rådgiver personermed handicap i blandt andet sager med kommunen, anbefaler to ting, somjobsøgende selv kan gøre, for at et afklaringsforløb skrider planmæssigt fremog overholder lovgivningen.Først og fremmest er det vigtigt, at den jobsøgende er afklaret om, hvilkehandicaprelaterede udfordringer han/hun har i forhold til at komme ind på ar-bejdsmarkedet, og at den jobsøgende fortæller dette til jobkonsulenten. Fleresocialrådgivere og jobkonsulenter fra Købehavns Jobcenter nævner eksemplerpå, at den jobsøgende skjuler sine udfordringer over for jobkonsulenten, ogdet kan være med til at forhale afklaringsprocessen unødigt.For det andet er det vigtigt, at den jobsøgende selv er opmærksom på, atsagsbehandlingstider og lovgivning bliver overholdt, og at alt bliver dokumen-teret. Som Ankestyrelsens praksisundersøgelse om fleksjobvisitering viste, erdet langt fra tilfældet i alle sager. Lovgivningen overholdes ikke altid i forholdtil arbejdsprøvning, eller der er ikke tilstrækkelig dokumentation i sagsbe-handlingen. Udover at det kan føre til forkerte afgørelser, kan det også væremed til at forlænge sagsbehandlingstiden. Hvis der fx ikke foreligger tilstræk-kelig dokumentation og opfølgning på et arbejdsprøvningsforløb, kan det iværste fald betyde, at arbejdsprøvningen er ugyldig og dermed skal foretagespå ny, før den jobsøgende kan indstilles til fleksjob. Praksisundersøgelsenvedrører ganske vist kun fleksjobvisiteringer, men den tyder på, at det ikke erhelt uvæsentligt at holde jobcentrene i ørene.Udover at de fleste handicaporganisationer har en rådgivertjeneste, tilbydernogle organisationer også en bisidderordning30. Det giver den jobsøgendemulighed for at have en uvildig person med til møder med fx en jobkonsu-30

lent. Bisiddere, som typisk har deltaget i et bisidderkursus, har kendskab tilrelevant lovgivning og kan på den baggrund være med til at skabe overbliki en konkret sag og sikre at lovgivning, herunder sagsbehandlingstider ogdokumentationskrav, bliver overholdt. Desuden beretter flere handicaporgani-sationer om, at det at en borger har en bisidder med til møder, i sig selv kanvære med til at sætte skub i et afklaringsforløb. Dette fordi brug af bisiddersender et signal til jobkonsulenten om, at den jobsøgende er opmærksom påsine rettigheder.Åbenhed om sine handicaprelaterede udfordringer og fokus på, at jobcenteretoverholder sine forpligtelser kan således være med til at sikre, at et afklarings-forløb ikke trænger unødigt ud. For personer der har svært ved at overskuelovgivningen eller sin egen sag, kan det være hensigtsmæssigt at benytte enbisidder, som kan bistå den jobsøgende i sagen med kommunen.

2.4.6 SammenfatningDe informanter, der søger job på ordinære vilkår, bruger forskellige vejled-ningstilbud. Når det drejer sig om handicaprelaterede udfordringer, er detnæsten udelukkende handicaporganisationer og specifikke rådgivere på han-dicapområdet, der vejleder. Er spørgsmålene derimod mere generelle, søgerde jobsøgende vejledning hos a-kasser og fagforeninger, mens uddannelses-institutionerne spiller en minimal rolle.Ifølge en Rambøll-undersøgelse har de almindelige jobkonsulenter, som job-søgende typisk møder i første omgang, meget begrænset viden om de handi-capkompenserende ordninger, herunder fortrinsret og isbryderordningen, somnetop eksisterer for at hjælpe nyuddannede med handicaprelaterede udfor-dringer ud på arbejdsmarkedet. Omvendt bringer halvdelen af informanterneheller ikke selv deres handicap på banen. Og især hvis der er tale om etusynligt handicap, er det svært for jobkonsulenten at iværksætte løsninger,der kan afhjælpe den jobsøgendes udfordringer. Det kan være med til atforklare, at kun en tredjedel af de interviewede har oplevet, at der blev tagetudgangspunkt i deres handicaprelaterede udfordringer på jobcentret.

Det er positivt, at der ikke er specifikt fokus på handicappet i forhold til deinformanter, der alligevel søger job og klarer sig på ordinære vilkår, men iandre sammenhænge kan det være et problem. Det drejer sig om de tilfælde,hvor særlige beskæftigelsesrettede ordninger kunne have hjulpet, men aldrigkommer i spil, fordi hverken jobkonsulenten eller den jobsøgende sætterfokus på de handicaprelaterede udfordringer, den jobsøgende har i forhold tilat komme ind på arbejdsmarkedet.De fire informanter, der ønsker at komme ud på arbejdsmarkedet i fleksjob,har dog alle bragt deres handicap på banen i mødet med jobcentret. Flertallethar psykiske og kognitive funktionsnedsættelser, og de savner jobkonsulen-ternes forståelse for deres handicaprelaterede udfordringer. Det kan skyldes,at deres handicap er usynlige og dermed mere uhåndgribelige for jobkonsu-lenterne, som også andre undersøgelser peger på.De er flere konkrete barrierer i jobcentret, som forsinker de informanter, derhar særlige handicaprelaterede behov, i at komme ud på arbejdsmarkedet.Det har været svært for informanterne at være på forkant med deres fremti-dige jobsituation og få startet en sag i jobcenteret, hvis de ikke har afsluttetderes igangværende forløb, fx uddannelse. Det betyder, at de ikke har kunnetgå i gang med at søge job fra den dag, de stod med eksamensbeviset ihånden. Først her begyndte et afklaringsforløb i jobcenteret, der skal give svarpå, hvilke beskæftigelsesrettede ordninger, de er berettiget til.For det andet kan selve afklaringsforløbet være en langtrukken affære. Landets91 jobcentre er vidt forskelligt organiseret, og der eksisterer intet samletoverblik eller materiale over jobcentrenes praksis i forhold til at håndtere job-søgende med funktionsnedsættelser, der har særlige behov.Noget tyder dog på, at jobkonsulenters manglende viden til forskelligehandicap og de handicapkompenserende ordninger igen er en væsentlig for-klaring. Dertil kan jobcentrenes interne organisering have en betydning i detilfælde, hvor både informanter og jobkonsulenter har svært ved at navigerei jobcentrets forskellige enheder og de beskæftigelsesrettede ordninger, somjobcentret kan bevillige. For denne undersøgelses målgruppe er de relevanteordninger især de handicapkompenserende ordninger samt fleksjob.Endelig er hvert afklaringsforløb meget individuelt, og tre faktorer harbetydning i forhold til, hvor lang tid det tager for jobcentret at vurdere denlediges arbejdsevne og handicaprelaterede behov. Det er væsentligt, om denjobsøgende har en sag i kommunen i forvejen, som gør, at der allerede fore-ligger dokumentation, der belyser de pågældende udfordringer, ligesom det erafgørende, hvor godt dokumenteret den jobsøgendes funktionsnedsættelseer. Endelig spiller det en rolle, hvor afklaret den jobsøgende selv er om sineudfordringer i forhold til at varetage et job, og ikke mindst hvor åben denjobsøgende er om det over for jobkonsulenten.Praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen påviser, at i en fjerdedel af kommuner-nes visiteringer til fleksjob, overholdes lovgivningen, herunder dokumentati-onskrav og sagsbehandlingstider, ikke. I nogle tilfælde kan det derfor sætteskub i afklaringsforløbet, hvis den jobsøgende selv - eller med hjælp fra enbisidder - sikrer, at jobcentret overholder lovgivningen.

3.1 KonklusionDenne undersøgelse belyser muligheder og barrierer for unge med handicapi overgangsfasen fra uddannelse til arbejdsmarked. Undersøgelsens omdrej-ningspunkt er kvalitative interview med 14 informanter udvalgt på baggrundaf størst mulig spredning i forhold til type af funktionsnedsættelse, uddannel-sesbaggrund og beskæftigelsessituation.Undersøgelsens kvalitative fokus på individuelle forløb tillader ikke generali-seringer, men skal først og fremmest ses som en vigtig øjenåbner i forhold til,hvilke udfordringer nyuuddannede med funktionsnedsættelser støder på - ogikke støder på - i overgangsfasen mellem uddannelse og arbejdsmarked.Nogle udfordringer knytter sig til grupper med bestemte karakteristika, fxlangtidsledige med lang videregående uddannelsesbaggrund, mens andre ud-fordringer og muligheder gør sig gældende på tværs af funktionsnedsættelserog uddannelsesbaggrunde.Først og fremmest er erhvervserfaring under uddannelse i form af studiejobeller praktik et vigtigt skridt hen mod arbejdsmarkedet for studerende medhandicap. Især praktik har givet de interviewede afklaring om, hvad deresfunktionsnedsættelse betyder i forhold til at varetage et job og indgå i etkollegialt fællesskab, ligesom det har be- og afkræftet generelle forestillingerom at være på arbejdsmarkedet. Dertil har praktik været den direkte vej tildet første job for flere af de interviewede. En tredjedel af informanterne idenne undersøgelse har fået job på ordinære vilkår efter ingen eller en kortledighedsperiode, og fælles for dem er, at de netop har fået erhvervserfaringunder deres uddannelse.En lille gruppe informanter med lang videregående uddannelsesbaggrund hardog ikke været i praktik eller haft studiejob, og det er heriblandt, at de flesteaf undersøgelsens langtidsledige findes. Det er ikke overraskende i lyset af, aten undersøgelse om dimittendledighed, peger på, at manglende erhvervser-faring er en væsentlig barriere for at komme i job. Dette må især forventes atgælde for nyuddannede med funktionsnedsættelser, der også skal overbevisekommende arbejdsgivere om, at deres handicap ikke er en barriere i forholdtil at varetage et job.Vejledning og hjælp fra uddannelsesinstitutionerne til at finde en praktikpladssamt bedre muligheder for at have et studiejob, når man modtager handicap-tillæg eller revalidering, kan formentligt medvirke til, at studerende på langevideregående uddannelser i højere grad får erhvervserfaring under deres ud-dannelse, end det er tilfældet i dag.I forhold til jobsøgning er undersøgelsens deltagere særdeles ihærdige. Desender mange ansøgninger, både opfordrede og uopfordrede, og de søgerbredt. Det er positivt, da eget initiativ ifølge en Rambøll-undersøgelse er denvigtigste faktor for at komme i job.

Undersøgelsens informanter har fået forskellige råd om, hvorvidt man skalomtale sit handicap i ansøgninger og cv, men denne undersøgelse peger på,at man ikke skal omtale det direkte, da nogle arbejdsgivere tilsyneladendefrasorterer kandidater alene på grund af deres handicap. Flere eksempler iundersøgelsen viser også, at man ikke altid skræmmer arbejdsgiver væk tilen jobsamtale, hvis man ikke har advaret om sit handicap i ansøgningen. Detkommer an på, hvordan man håndterer sit handicap til selve samtalen, og herviser erfaringerne fra de interviewede, at det er vigtigt at være klar i mælettil jobsamtalen om, hvordan ens funktionsnedsættelse påvirker i forhold tilat varetage jobbet. Derudover er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvilkesærlige hensyn eller kompenserende ordninger man har behov for, da enSFI-undersøgelse peger på, at arbejdsgivere ofte er uvidende om de eksiste-rende kompensationsmuligheder. Jobsøgende skal med andre ord overbevisearbejdsgiver til jobsamtalen om, at deres funktionsnedsættelse ikke er enbarriere i forhold til jobbet.Blandt de aktører, der vejleder nyuddannede i at komme ud på arbejdsmarke-det, spiller især jobcentret en central rolle, da det er den myndighed, der kanbevillige beskæftigelsesrettede ordninger til jobsøgende med særlige behov.Både informanter på ordinære og på særlige vilkår har været i kontakt medjobcentret, og generelt oplever de interviewede et meget begrænset han-dicapfokus på jobcentret. En oplagt forklaring er, at jobkonsulenterne jf. enRambøll-rapport har begrænset viden om særligt psykiske og kognitive funk-tionsnedsættelser, ligesom de mangler viden om de handicapkompenserendeordninger. Men manglende handicapfokus skyldes også, at halvdelen af deinterviewede ikke selv bringer deres handicap på banen. Hvis der er tale omet usynligt handicap, gør det det svært for jobkonsulenten at iværksætteløsninger, der kan afhjælpe den jobsøgendes udfordringer.Det er positivt, at der ikke er specifikt fokus på handicappet i forhold til de in-formanter, der alligevel søger job og klarer sig på ordinære vilkår. Omvendt erdet problematisk i de tilfælde, hvor særlige beskæftigelsesrettede ordningerkunne have hjulpet, men aldrig kommer i spil, fordi hverken jobkonsulenteneller den jobsøgende har sat fokus på de handicaprelaterede udfordringer,han/hun har i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet.De fire informanter, der ønsker at komme ud på arbejdsmarkedet på særligevilkår, har dog selv bragt deres funktionsnedsættelse på banen, men de serjobcentret som en barriere for at komme hurtigst muligt ud på arbejdsmarke-det. De savner forståelse for deres handicaprelaterede udfordringer, ligesomdet tager lang tid at få afklaret, hvilke beskæftigelsesrettede ordninger, de erberettiget til.Udover at lange afklaringsforløb er en samfundsøkonomisk ulempe, er detfrustrerende for de informanter, der gerne vil hurtigst muligt ud på arbejds-markedet.De tre mest centrale barrierer for denne undersøgelses deltagere i forhold tilat komme ud på arbejdsmarkedet er således:• Manglende erhvervserfaring blandt nyuddannede med lang videregåendeuddannelsesbaggrund• Uhensigtsmæssig håndtering af handicap i forbindelse med jobsøgning• Langtrukne afklaringsforløb i jobcenteret.

3.2.2 Anbefalinger til ArbejdsmarkedsstyrelsenDenne undersøgelse giver en række bud på, hvorfor afklaringsforløb oftetager lang tid, men der er behov for mere viden om, hvordan jobcentrenehåndterer ledige med funktionsnedsættelser, der har særlige behov, og hvilkemuligheder der er for at optimere afklaringsforløb. Dette er centralt, for at denpågældende gruppe kan komme hurtigst muligt i job til gavn for både demselv og samfundet.Følgende spørgsmål kan være med til at belyse muligheder for at forkorteafklaringsforløb:• Hvilke muligheder er der for at opstarte et afklaringsforløb i god tid, det vilsige før den pågældende formelt bliver ledig?• Hvilke muligheder er der fx for at inddrage praktik under uddannelse somen del af afklaring af arbejdsevne?• Hvordan kan det sikres, at almindelige jobkonsulenter, som jobsøgendetypisk møder i første omgang, bliver bedre til at hjælpe særligt personermed psykiske og kognitive handicap, og herunder får bedre forståelse forde udfordringer, som disse funktionsnedsættelser kan medføre?• Hvordan kan jobcentrenes indsats organiseres, så den jobsøgende møderfærrest mulige sagsbehandlere?Det anbefales, at Arbejdsmarkedsstyrelsen eller andre statslige aktører iværk-sætter initiativer, der kan skabe mere viden om, hvordan afklaringsforløb kanforkortes. Det er vigtigt, at der indsamles viden, der dækker alle jobcentreeller et repræsentativt udsnit, da der kan være store lokale forskelle.Derudover anbefales det, at Arbejdsmarkedsstyrelsen eller tilsvarende iværk-sætter initiativer, der kan udbrede viden og tilbud til studerende på lange vide-regående uddannelser, der kan bidrage til at flere får erhvervserfaring underderes uddannelse. Opgaven kan eventuelt uddelegeres til uddannelsesinstitu-tioner og handicaporganisationer, der i forvejen har kontakt til målgruppen.

3.2.3 Anbefalinger til politikereEn del udfordringer for nyuddannede med funktionsnedsættelser i forhold tilat komme ind på arbejdsmarkedet knytter sig til eksisterende lovgivning.Modtagere af handicaptillæg og revalideringsydelse har begrænsede mulig-heder for at have et studiejob på grund af lave grænser for, hvor megetman må tjene. Konkret anbefales det derfor, at SU-loven og revalideringslovenændres, så studerende, der modtager disse ydelser, i højere grad kan haveet studiejob.Desuden anbefales det, at de ansvarlige politikere overvejer, hvilke mulighe-der der er for at lave et mere smidigt system for jobsøgende med funktions-nedsættelser, der har særlige behov, så denne gruppe kan komme hurtigstmuligt ud på arbejdsmarkedet.

3.2.4 Anbefalinger til personer medfunktionsnedsættelserEndelig kan personer med funktionsnedsættelser også selv gøre en forskel.Ud fra et rent beskæftigelsesrettet perspektiv anbefales studerende medfunktionsnedsættelser fra lange videregående uddannelser at prioritere at fåerhvervserfaring under deres uddannelse, så vidt de har ressourcer til det.Allerhelst gennem studiejob, der giver de bedste beskæftigelsesmulighedersom færdiguddannet, og næstbedst gennem praktik. Foreningsarbejde kanvære et udmærket supplement til erhvervserfaring, men der er ikke bevis for,at det i sig selv øger beskæftigelsesmulighederne.I forhold til jobsøgning anbefales det på baggrund af denne undersøgelse,at jobsøgende med handicap ikke omtaler deres handicap direkte i hverkenansøgning eller cv. Såfremt den jobsøgende har lavet frivilligt arbejde i enhandicaporganisation, kan handicappet fremgå indirekte, så længe fokus erpå de kompetencer, den jobsøgende har fået gennem foreningsarbejdet.Til selve jobsamtalen er det vigtigt at overbevise arbejdsgiver om, at enshandicap ikke er en barriere i forhold til at varetage jobbet, da arbejdsgiverofte er uvidende om forskellige typer af funktionsnedsættelser og kompense-rende muligheder. Det anbefales derfor, at jobsøgende med handicap er klari mælet om, hvilken betydning deres funktionsnedsættelse har i forhold til atvaretage jobbet, og informerer om eventuelle kompenserende muligheder tiljobsamtaler.

SUMH anbefaler, at...

• Studerende på lange videregående uddanelser prioriterer at fåerhvervserfaring under deres uddannelse. Allerhelst gennemstudiejob og næstbedst gennem praktik.• Jobsøgende ikke omtaler deres handicap direkte i ansøgning eller cv.I stedet for kan handicappet omtales indirekte ved at fokusere på dekompetencer, som handicappet giver, fx gennem foreningsarbejde.• Jobsøgende er klar i mælet til jobsamtaler om, hvordan deres funk-tionsnedsættelse påvirker og informerer arbejdsgiver om eventuellekompensationsmuligheder.• Jobsøgende med særlige behov er åbne om deres funktionsnedsæt-telse over for jobkonsulenter.• Jobsøgende holder øje med, at jobcenteret overholder lovgivningen,eventuelt med hjælp fra en.

AC, Akademikernes Centralorganisation (2010):Det frie valg eller det frie fald? - overgangen fra studium til job, København:Akademikernes CentralorganisationAE, Arbejderbevægelsens erhvervsråd (2013):Hver 5. nyuddannet er ramt af ledighed i månedsvis, København:Arbejderbevægelsens ErhvervsrådAnkestyrelsen (2010):Ankestyrelsens praksisundersøgelse om fleksjob og ledighedsydelse,København: AnkestyrelsenDUF, Dansk Ungdoms Fællesråd (2007):DUF Fokus - Forening og Karriere, København: Dansk Ungdoms FællesrådRambøll (2009): Evaluering af Handicapindsatsen, Århus: RambøllSFI (2004): Handicap og Beskæftigelse - Et forhindringsløb?, København: SFISFI (2006): Job på særlige vilkår, København: SFISFI (2008): Handicap og samfundsdeltagelse, København: SFISFI (2011): Virksomheders sociale engagement, København: SFISFI (2013): Handicap og beskæftigelse, København: SFISJH, Specialfunktionen Job og Handicap (2013):Guide - opslagsværk for nøglepersoner, Vejle:Specialfunktionen Job og HandicapVUS, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte (2013):SU-støtte & SU-gæld 2011, København:Styrelsen for Videregående Uddannelser og UddannelsesstøtteInternetdokumenterBeskæftigelsesministeriet: Hvad er et Ressourceforløb?Fundet den 12. august på http://bm.dk/da/Beskaeftigelsesomraadet/Flere%20i%20arbejde/Ressourceforloeb/Hvad%20er%20ressourceforloeb.aspxBorger.dk: Revalidering, fundet den 12. august 2013 påhttps://www.borger.dk/Sider/Revalidering.aspxBorger.dk: Førtidspension - nye regler, fundet den 28. august 2013 påhttps://www.borger.dk/Sider/Foertidspension-nye-regler.aspxCivilstyrelsen: LBK nr 190 af 24/02/2012, fundet den 9. august påhttps://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=140126Civilstyrelsen: LBK nr 415 af 24/04/2013, fundet den 9. august påhttps://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=146382

Specialfunktionen Job og Handicap:Nøglepersoner, fundet den 12. august påhttp://bmhandicap.dk/da/Noeglepersoner.aspx)Specialfunktionen Job og Handicap:Oversigt over nøglepersoner, fundet den 12. august påhttp://bmhandicap.dk/da/Noeglepersoner/Oversigt-over-noeglepersoner.aspxSpecialfunktionen Job og Handicap:Om løntilskud til nyuddannede (Isbryderordningen), fundet den 12. august påhttp://bmhandicap.dk/da/Kompenserende%20ordninger/Isbryder.aspxSpecialfunktionen Job og Handicap:Om Fortrinsadgang for personer med handicap, fundet den 12. august påhttp://bmhandicap.dk/da/Kompenserende%20ordninger/Fortrinsadgang.aspxStyrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte:Handicaptillæg, fundet den 15. august 2013 påhttp://www.su.dk/SaerligStoette/handicaptillaeg/Sider/default.aspxStyrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte:Nogle handicaptillæg er blevet stoppet, fundet den 20. september påhttp://www.su.dk/Nyheder/Sider/genoptagafhandicapsager.aspxStyrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte:‘Satser for fribeløb 2013, fundet den 12. august påhttp://www.su.dk/SU/betingelser/maadutjene/fribeloeb/2013/Sider/default.aspxVidensnetværket Handicap og Beskæftigelse:Handicap/sygdom, fundet den 9. august påhttp://vidensnetvaerket.dk/handicap-sygdom

Bilag 1a: Interviewguide til jobsøgendeOm funktionsnedsættelsen:- Hvad er din funktionsnedsættelse, og hvor længe har du haft den?- Er du åben om din funktionsnedsættelse? Evt. over for hvem er du åben?- Hvordan omtaler du din funktionsnedsættelse over for andre? Hvis du skulle fortælleom det over for en kollega, tidligere studiekammerat eller anden, der ikke kendte digpå forhånd, hvad ville du så fortælle?- Hvordan tror du, andre ser på dig i forhold til din funktionsnedsættelse?Uddannelsesforløb:- Hvilken uddannelse har du taget?- Hvornår begyndte du på din seneste uddannelse, og hvad havde du lavet, inden dubegyndte på uddannelsen?- Hvordan påvirkede din funktionsnedsættelse dig under din uddannelse?- Har du fået nogen form for særlig støtte under din uddannelse(SPS, handicaptillæg, revalidering, førtidspension)?- Hvor lang tid tog du om at gennemføre din uddannelse?- Hvilke forventninger har du selv haft til dit uddannelsesforløb?- Hvilke forventninger har dine forældre (og omgivelser) haft til dit uddannelsesforløb?- Hvad er dine forældres uddannelsesbaggrund?- Hvordan har dine egne og dine omgivelsers forventninger stemt overensmed virkeligheden?Erhvervserfaring/erhvervsberøring:- Har du fået erfaringserfaring under din uddannelse (i lære, praktik, studiejob, andet)?o Hvis ja:• Hvordan fik du din lære-/praktikplads/studiejob (støtte fra uddannelsesinstitution)?• Blev der taget særlige hensyn til din funktionsnedsættelse (hvilke og hvordantilrettelagde I det)?• Hvordan oplevede du det at være i lære/i praktik/have studiejob i forhold til dinfunktionsnedsættelse?• Hvad betød din læretid/praktikopholdet/studiejoberfaring i forhold til din forestillingerom at få et ”rigtigt” job?o Hvis nej (og ikke læreplads): Ville du gerne have haft et praktikforløb eller studiejobunder din uddannelse?• Hvis ja: Hvad skulle der til for at du var kommet i praktik/havde fået et studiejob?• Hvis nej: Hvorfor ikke?- Tilbød din uddannelsesinstitution dig nogen form for vejledning eller tilbud i forhold tildet at komme ud på arbejdsmarkedet? (Fx. jobsøgningskursus, mentorordning,virksomhedsbesøg).o Hvis ja: benyttede du det?• Hvis ja: Tog det højde for studerende med funktionsnedsættelser?- Hvad har du selv gjort for at forberede dig på arbejdsmarkedet, mens du var underuddannelse?o Skrevet cvo Søgt jobo Fået information om job (fx læst jobannoncer)o Oprettet LinkedIn-profilo Opsøgt karrierevejledning, studievejledning eller lign. på din uddannelsesinstitutiono Deltaget i arbejdsmarkedsrettede kurser/arrangementer (cv-/jobsøg ningskurser,virksomhedsbesøg, karrieremesse etc.)o Rådgivning/vejledning fra omgangskredso Andet?

- Hvordan kunne du være blevet motiveret mere til at forberede dig på arbejdsmarkedet,mens du var under uddannelse? (Hvem kunne evt. have gjort noget og hvordan?)Jobforventninger:- Hvad er dit drømmejob?- Hvad betyder et job/arbejdsliv for dig? Hvor meget har tanken om et fremtidigt jobfyldt i din bevidsthed?- Hvornår begyndte du at tænke over dine jobmuligheder og dine jobønsker?- Hvordan har dit forløb været, efter at du blev færdiguddannet?- Hvad tror du, omverdenen forventer af dig i forhold til job (fx forældre, kæreste, jobcenter)?- Hvordan forventer du, at din funktionsnedsættelse vil påvirke dig i et job?- Hvordan vurderer du dine jobkvalifikationer sammenlignet med dine tidligere studie-kammerater?- Regner du med at få job på ordinære vilkår? (herunder fuldtid/nedsat tid)o Hvis nej: Hvad skal der til, for at du har den nødvendige støtte i et job(kan både være i forhold til eksisterende og ikke-eksisterende ordninger).- Forventer du at blive ansat i det offentlige eller i det private? Hvorfor?- Hvordan forventer du, at din kommende arbejdsgiver/kollegaer vil reagere, hvis dufortæller, at du har en funktionsnedsættelse?o Ved negativ reaktion: Hvad kan du gøre for at ændre opfattelsen?Jobsøgning:- Har du søgt job? Hvor mange/hvor ofte?o Hvis ja: Hvordan præsenterede du din funktionsnedsættelse i ansøgningen?o Hvis nej: Hvordan ville du præsentere din funktionsnedsættelse i ansøgningen?- Har du været til jobsamtale? (Evt. hvor mange?)o Hvis ja: Gjorde du arbejdsgiver opmærksom på din funktionsnedsættelse?• Hvis ja: Hvordan præsenterede du din funktionsnedsættelse (bidrog medløsningsforslag), og hvordan reagerede han/hun?• Hvis nej: Hvorfor ikke. Hvordan tror du, at han/hun ville have reageret?- Har du været i kontakt med nogen af de følgende aktører i forbindelse med jobsøgning(vi tager dem en af gangen), og hvad har dine erfaringer i så fald været?o Jobcentero A-kasseo Fagforeningo Handicaporganisation/patientforeningo Deltagelse i jobsøgningskurser og andet• Hvis nej: Har du overvejet at kontakte nogen af ovenstående?Hvorfor/hvorfor ikke?- Har du gjort andre ting (vi tager dem en af gangen) for at komme i job?o Skrevet cvo Læst jobannoncero Oprettet LinkedIn-profilo Opsøgt vejledningstilbud (andre steder end hos ovennævnte aktører)o Deltaget i netværk for jobsøgendeo Deltaget i arbejdsmarkedsrettede kurser/arrangementer(cv-/jobsøgningskurser, virksomhedsbesøg, karrieremesse etc.)o Andet?• Hvis nej: Hvad skulle der til, for at du gjorde noget af ovenstående?Hvis informanten har søgt mange stillinger/arbejdet målrettet med andre strategier udenat komme i job:- Hvad er din egen forklaring på, at du endnu ikke har fået et arbejde?- Hvad kan du evt. gøre anderledes i forhold til din jobsøgning?- Er der nogen form for støtte, vejledning eller andre initiativer, du tænker, kan hjælpedig med at komme ud på arbejdsmarkedet?49

Bilag 1b: Interviewguide til personer i arbejdeOm funktionsnedsættelsen:- Hvad er din funktionsnedsættelse, og hvor længe har du haft den?- Er du åben om din funktionsnedsættelse? Evt. over for hvem er du åben?- Hvordan omtaler du din funktionsnedsættelse over for andre? Hvis du skulle fortælleom det over for en kollega, tidligere studiekammerat eller anden, der ikke kendte digpå forhånd, hvad ville du så fortælle?- Hvordan tror du, andre ser på dig i forhold til din funktionsnedsættelse?Uddannelsesforløb:- Hvilken uddannelse har du taget?- Hvornår begyndte du på din seneste uddannelse, og hvad havde du lavet, inden dubegyndte på uddannelsen?- Hvordan påvirkede din funktionsnedsættelse dig under din uddannelse?- Har du fået nogen form for særlig støtte under din uddannelse(SPS, handicaptillæg, revalidering, førtidspension)?- Hvor lang tid tog du om at gennemføre din uddannelse?- Hvilke forventninger har du selv haft til dit uddannelsesforløb?- Hvilke forventninger har dine forældre (og omgivelser) haft til dit uddannnelsesforløb?- Hvad er dine forældres uddannelsesbaggrund?Erhvervserfaring/erhvervsberøring:- Har du fået arbejdserfaring under din uddannelse (i lære, praktik, studiejob, andet)?o Hvis ja:• Hvordan fik du din lære-/praktikplads/studiejob (støtte fra uddannelsesinstitution)?• Blev der taget særlige hensyn til din funktionsnedsættelse (hvilke og hvordantilrettelagde I det)?• Hvordan oplevede du det at være i lære/i praktik/have studiejob i forhold til dinfunktionsnedsættelse?• Hvad betød din læretid/praktikopholdet/studiejoberfaring i forhold til dineforestillinger om at få et ”rigtigt” job?o Hvis nej (og ikke læreplads): Ville du gerne have haft et praktikforløb eller studiejobunder din uddannelse?• Hvis ja: Hvad skulle der til for at du var kommet i praktik/havde fået et studiejob?• Hvis nej: Hvorfor ikke?- Tilbød din uddannelsesinstitution dig nogen form for vejledning eller tilbud i forhold tildet at komme ud på arbejdsmarkedet? (Fx. jobsøgningskursus, mentorordning, virk-somhedsbesøg).o Hvis ja: benyttede du det?• Hvis ja: Tog det højde for studerende med funktionsnedsættelser?- Hvad gjorde du selv for at forberede dig på arbejdsmarkedet, mens du var under uddannelse?o Skrev cvo Søgte jobo Fik information om job (fx læst jobannoncer)o Oprettede LinkedIn-profilo Opsøgte karrierevejledning, studievejledning eller lign. på din uddannelsesinstitutiono Deltog i arbejdsmarkedsrettede kurser/arrangementer(cv-/jobsøgningskurser, virksomhedsbesøg, karrieremesse etc.)o Rådgivning/vejledning fra omgangskredso Andet?- Hvor mange jobsamtaler var du til, før du fik dit nuværende job?- Gjorde du arbejdsgiveren opmærksom på din funktionsnedsættelse?o Hvis ja:• Hvordan præsenterede du din funktionsnedsættelse(bidrog med løsningsforslag)?

• Hvordan reagerede han/hun?o Hvis nej: hvorfor ikke. Hvordan tror du, at han/hun ville have reageret?- Var du i kontakt med nogen af de følgende aktører i forbindelse med jobsøgning(vi tager dem en af gangen), og hvad har dine erfaringer i så fald været?o Jobcentero A-kasseo Fagforeningo Handicaporganisation/patientforeningo Deltagelse i jobsøgningskurser og andet• Hvis nej: Overvejede du at kontakte nogen af ovenstående?Hvorfor/ hvorfor ikke?- Gjorde du andet for at komme i job (vi tager dem en af gangen)?o Skrev cvo Læste jobannoncero Oprettede LinkedIn-profilo Opsøgte vejledningstilbud (andre steder end hos ovennævnte aktører)o Deltog i netværk for jobsøgendeo Deltog i arbejdsmarkedsrettede kurser/arrangementer(cv-/jobsøgningskurser, virksomhedsbesøg, karrieremesse etc.)o Andet?• Hvis nej: Hvad skulle der til, for at du ville have gjort noget afovenstående?Om kompenserende støtteordninger:- Hvad er dit kendskab og evt. erfaring med følgende handicapkompenserende ordninger?o Fortrinsadgango Isbryderordningo Personlig assistanceo Hjælpemidlero Mentor• Hvis ikke kendskab: Hvor og hvordan ville det være mest naturligt for dig at fåkendskab til ordningerne? (Fx. via jobcenter, uddannelsesinstitution, handicap-organisation/patientforening, netværk)