Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 745
Offentligt
1404744_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 30. september 2014
Sagsnr.: 27855
Dok.nr.: 726967
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 516 (FLF alm. del) stillet den 4.
september 2014 efter ønske fra Charlotte Dyremose (KF)
Spørgsmål nr. 516:
”Hvilke barrierer ser ministeren for, at der i Danmark etableres supermarkeder, der sælger
overskudsmad efter østrigsk forbillede, og hvad skal der til for at fjerne disse barrierer?”
Svar:
Supermarkeder, som sælger fødevarer i forbindelse med velgørende arbejde, ønsker i stor
udstrækning at få varer billigt eller som donation. Hvis fødevarerne leveres fra
engrosvirksomheder, er der ikke nogen problemer i det, når fødevarerne i øvrigt lever op til de
almindelige krav til fødevaresikkerhed.
Detailvirksomheder i Danmark har mulighed for, på en række betingelser, at afsætte mindre
mængder af fødevarer til andre detailvirksomheder, uden at skulle skifte status til
engrosvirksomheder. Når det drejer sig om animalske fødevarer, dvs. kød, fisk, mælk og æg, vil
det kræve en ændring af EU-regler at fritage levering til velgørende formål fra de begrænsninger,
der er for levering fra detail til detail. Det vil jeg arbejde for i forbindelse med den revision af de
fælles EU-regler, der er undervejs. Når det drejer sig om ikke-animalske fødevarer, f.eks. frugt og
grønt, er det nationale bestemmelser, som kan opleves som en barriere. Dem er jeg også ved at se
på for at begrænse madspild.
En af de ting detailbranchen tidligere har fremhævet er, at den ikke må levere f.eks. et net med
appelsiner, hvor én af appelsinerne er rådden. Fødevarestyrelsen har oplyst mig om, at det i
praksis accepteres, at den organisation, der afhenter varen i supermarkedet, selv sorterer varerne,
før de tages med. Supermarkedet skal altså blot sørge for, at der er passende plads til, at denne
sortering kan finde sted. Det synes jeg er en rimelig løsning. Herudover arbejder jeg for, at EU-
reglerne for handelsnormer/varestandarter bliver ændret, så der i forbindelse med levering til
velgørende formål bliver nogle undtagelser, så det bliver muligt for modtageren at foretage
sorteringen i egne lokaler.
Dan Jørgensen
/ Frederikke Thye
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk