Europaudvalget 2013-14
EUU Alm.del Bilag 473
Offentligt
1375279_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 19 32 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 400.A.5-3-0
27. maj 2014
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-
396/13
Titel og kort sagsresumé
Sähköalojen ammattiliitto
Sagen vedrører:
1. Kan en fagforening, der repræsenterer arbejdstagere, direkte gøre
artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder gældende som umiddelbar retskilde over for en
tjenesteyder fra en anden medlemsstat, når den bestemmelse, der
anfægtes som værende i strid med artikel 47, (artikel 84 i den polske
lov om arbejdsforhold) er en rent national bestemmelse?
2. Følger det i en retssag i beskæftigel-sesstaten vedrørende
forfaldne krav som omhandlet i direktiv 96/71/EF af EU-retten,
navnlig af princippet om effektiv
retsbeskyttelse i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 5, stk. 2, og
artikel 6 i det nævnte direktiv,fortolket i forbindelse med den
foreningsfrihed på fagforeningsområdet, som er
sikret i chartrets artikel 12 (organisationsfrihed), at den nationale ret
skal undlade at anvende en bestemmelse i den i arbejdstagerens
hjemstat gældende lov om arbejdsforhold, der er til hinder for en
overdragelse af et lønkrav til en fagforening
i beskæftigelsesstaten med henblik på inddrivelse, når den
tilsvarende bestemmelse i beskæftigelsesstaten tillader en
overdragelse af det forfaldne lønkrav med henblik på inddrivelse og
dermed af stillingen som sagsøger til den
fagforening, som alle de arbejdstagere, der har overdraget deres krav
med henblik på inddrivelse, er medlem af?
3. Skal bestemmelserne i protokol nr. 30 til Lissabontraktaten
fortolkes således, at også en national ret i en anden stat end Polen
Processkridt
Mundtlig forhandling
Dato
11.06.14
1
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1375279_0002.png
eller Det Forenede Kongerige skal tage hensyn til dem, såfremt den
pågældende tvist har nær tilknytning til Polen og det navnlig er polsk
ret, der finder anvendelse på arbejdsaftal-erne? Med andre ord: Er
den polsk-britiske protokol til hinder for, at en finsk ret kan fastslå,
at polske love eller administra-tive bestemmelser, en administrativ
praksis eller administrative foranstaltninger i Polen er i strid med de
grundlæggende rettigheder, friheder og principper, der er
proklameret i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?
4. Skal artikel 14, stk. 2, i Rom I-forordningen henset til artikel 47 i
Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for anvendelsen af
en medlemsstats nationale lovgivning, hvorefter det er forbudt at
overdrage fordringer og krav hidrørende fra ansættelsesforholdet? 5.
Skal artikel 14, stk. 2, i Rom I-forordningen fortolkes således, at den
lov, der finder anvendelse på overdragelsen af krav hidrørende fra
arbejdsaf-talen er den lov, som i henhold til Rom I-forordningen
gælder for den pågældende arbejdsaftale, uanset om bestemmelser i
en anden lovgivning også har indvirkning på indholdet af et enkelt
krav?
C-
118/13
Syria International Islamic Bank mod Rådet
Påstande: Forordning nr. 2012/544/FUSP om gennemførelse af
artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive
foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien annulleres, for
så vidt som de angår sagsøgeren. Gennemførelsesafgørelse
2012/335/FUSP af 25. juni 2012 om gennemførelse af Rådets
afgørelse 2011/782/FUSP om restriktive foranstaltninger over for
Syrien annulleres, for så vidt som de angår sagsøgeren. Rådet
tilpligtes at betale sagsøgeren et foreløbigt beløb på 10 000 000 EUR
i erstatning med forbehold for efterfølgende forhøjelse eller
nedsættelse af dette beløb.
Rådet tilpligtes at betale samtlige omkostninger i sagen, herunder de
omkostninger, sagsøgeren har måttet afholde.
TDC
Sagen vedrører: 1. Er direktiv 2002/221EF af 7. marts 2002 om
forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester (herefter
"Forsyningspligtdirektivet"), herunder artikel 32,
til hinder for, at en medlemsstat fastsætter regler om, at en
virksomhed ikke har krav på særskilt dækning fra medlemsstaten af
nettoomkostningerne ved varetagelse af en supplerende obligatorisk
tjeneste, der ikke er omfattet af direktivets kapitel II, i det omfang
virksomhedens overskud på andre tjenester, der er omfattet af
virksomhedens forsyningspligt efter direktivets kapitel II, overstiger
underskuddet forbundet med varetagelsen af den supplerende
obligatoriske tjeneste? 2. Er Forsyningspligtdirektivet til hinder for,
at en medlemsstat fastsætter regler om, at virksomheder kun har
krav på dækning fra medlemsstaten af nettoomkostningerne ved
varetagelse af supplerende obligatoriske tjenester, der ikke er
omfattet af direktivets kapitel II, hvis nettoomkostningerne udgør
en urimelig byrde for virksomhederne? 3. Såfremt spørgsmål 2
besvares benægtende, kan medlemsstaten bestemme, at der ikke
foreligger en urimelig byrde ved varetagelse af en supplerende
obligatorisk tjeneste, der ikke er omfattet af direktivets kapitel II,
hvis virksomheden samlet set har opnået overskud ved varetagelsen
af alle de tjenester, hvor virksomheden er pålagt forsyningspligt.
Dom
12.06.14
C-222/13
GA
12.06.14
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1375279_0003.png
herunder ved levering af de tjenester som virksomheden også ville
have leveret uden pålægget om forsyningspligt? 4. Er
Forsyningspligtdirektivet til hinder for, at en medlemsstat fastsætter
regler om, at en udpeget virksomheds nettoomkostninger ved
varetagelsen af forsyningspligt i henhold til direktivets kapitel II
beregnes på grundlag af samtlige indtægter og samtlige
omkostninger, der er forbundet med levering af den pågældende
ydelse, herunder de indtægter og omkostninger virksomheden også
ville have haft uden at være pålagt forsyningspligt? 5. Påvirker det
besvarelsen af spørgsmål 1-4, hvis en supplerende obligatorisk
tjeneste pålægges udført i Grønland, der i henhold til TEUF's bilag
II er et oversøisk land eller territorium, når pålæggetmeddeles af
danske myndigheder til en virksomhed, der er etableret i Danmark,
og virksomheden ikke i øvrigt har aktiviteter i Grønland? 6. Hvilken
betydning har artikel 107, stk. 1, og 108, stk. 3, TEUF samt
Kommissionens afgørelse af 20. december 2011 om anvendelse af
bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, TEUF på statsstøtte i form af
kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der
har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig
økonomisk interesse" for besvarelsen af spørgsmål 1-5? 7. Hvilken
betydning har princippet om mindst mulig konkurrenceforvridning i
bl.a. Forsyningspligtdirektivets artikel 1, stk. 2, artikel 3, stk. 2, og
præamblens betragtning 4, 18, 23 og 26 samt i bilag IV,
del B, for besvarelsen af spørgsmål l-S? 8. Såfremt bestemmelser i
Forsyningspligtdirektivet er til hinder for nationale ordninger som
nævnt i spørgsmål l, 2 og 4, har disse bestemmelser eller hindringer
da direkte virkning?
C-354/13
Kaltoft
1. Er det i strid med EU-retten, således som denne eksempelvis
udmønter sig i EUtraktatens artikel 6 om grundlæggende
rettigheder, generelt eller særligt for en
offentlig arbejdsgiver at forskelsbehandle på grundlag af fedme på
arbejdsmarkedet? 2. Er et eventuelt EU-retligt forbud mod
forskelsbehandling på grund af fedme
direkte anvendeligt mellem en dansk borger og dennes arbejdsgiver,
som er en offentlig myndighed? 3. Såfremt Domstolen finder, at der
i EU gælder et forbud mod forskelsbehandling på grund af fedme på
arbejdsmarkedet generelt eller særligt for en offentlig arbejdsgiver,
skal vurderingen af, om der er handlet i strid med et eventuelt
forbud mod forskelsbehandling på grund af fedme, i givet fald ske i
henhold til den delte bevisbyrde, således at en effektiv
gennemførelse af forbuddet i de tilfælde, hvor denne
forskelsbehandling godtgøres, kræver, at bevisbyrden pålægges
indklagede/sagsøgte arbejdsgiver, jf. præmis 18 til præamblen i
Rådets Direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevis-byrden i
forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn? 4. Kan
fedme betragtes som værende et handicap, omfattet af beskyttelsen i
Rådets direktiv 2000178/EF af 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser om
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, og hvilke
kriterier vil i givet fald være afgørende for vurderingen af, om en
persons fedme konkret indebærer, at den pågæl-dende er beskyttet
af forbuddet mod forskelsbehandling på
grund afhandicap i dette direktiv?
Mundtlig forhandling
12.06.14
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1375279_0004.png
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-
328/13
Titel og kortsagsresumé
Österreichischer Gewerkschaftsbund
Sagen vedrører: Fortolkningen af artikel 3, stk. 3, i Rådets direktiv
2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i
forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af
dele af virksomheder eller bedrifter: a. Skal ordlyden i artikel 3, stk.
3, i direktiv 2001/23/EF, ifølge hvilken de »løn- og arbejdsvilkår«,
som er aftalt i en kollektiv overenskomst, og som gjaldt for
overdrageren, skal opretholdes, indtil »den kollektive overenskomst
opsiges eller udløber«, fortolkes således, at den også omfatter
sådanne løn- og arbejdsvilkår, som blev fastlagt ved en kollektiv
overenskomst, og som efter national ret fortsat gælder uden
tidsbegrænsning på trods af, at overenskomsten er blevet opsagt,
indtil en anden kollektiv overenskomst træder i kraft, eller de
pågældende arbejdstagere har indgået nye individuelle aftaler? b. Skal
artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23/EF fortolkes således, at der ved,
at en af erhververen indgået »anden kollektiv overenskomst […] får
virkning«, også skal forstås den fortsatte virkning af erhververens
ligeledes opsagte kollektive overenskomst i den netop anførte
forstand?
Sedghi and Azizi mod Rådet
Påstande: Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011
om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive
foranstaltninger over for Iran (EUT L 319 af 2.12.2011, s. 71) og
Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1.
december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010
om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319 af
2.12.2011, s. 11) annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgerne,
og afgørelsen derom har øjeblikkelig virkning uden udsættelse. Det
fastslås, at artikel 19, stk. 1, litra b), og artikel 20, stk. 1, litra b), i
Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og artikel 16, stk 2, i Rådets
forordning (EU) nr. 961/2010 er uanvendelig for så vidt angår den
anden sagsøger.
Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Processkridt
GA
Dato
03.06.14
T-66/12
Dom
04.06.14
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1375279_0005.png
C-24/12
og C-
27/12
X B.V. m.fl.
Sagen vedrører bl.a.: 1. Kan en stats eget OLT ved anvendelsen af
artikel 56 EF (nu artikel 63 TEUF) anses for et tredjeland, således at
artikel 56 EF kan gøres gældende i forhold til kapitalbevægelserne
mellem en medlemsstat og denne stats eget OLT? 2.a. Såfremt
spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal der da i det foreliggende
tilfælde, hvor kildeskattesatsen af udbytte af kapitaldeltagelse, der
udloddes af et i Nederlandene hjemmehørende datterselskab til dets
holdingselskab med hjemsted i De Nederlandske Antiller, pr. 1.
januar 2002 i forhold til 1993 er blevet forhøjet fra 7,5% eller 5% til
8,3%, ved besvarelsen af spørgsmålet, om der ved
anvendelsen af artikel 57, stk. 1, EF (nu artikel 64, stk. 1, TEUF) er
tale om en forhøjelse, udelukkende tages hensyn til forhøjelsen af
den nederlandske kildeskat, eller må det også tages i betragtning, at
de nederlandsk-antillanske myndigheder
i sammenhæng med
forhøjelsen af den nederlandske kildeskat
fra 1, januar 2002 ikke
længere beskatter udbytte af kapitaldeltagelse, som modtages fra et
datterselskab med hjemsted i Nederlandene, mens udbyttet tidligere
som en del af indkomsten blev beskattet med 2,4%-3% eller 5,5%?
2.b. Såfremt der også skal tages hensyn til den nedsættelse af
beskatningen i De Nederlandske Antiller, der skyldes den i
spørgsmål 2a nævnte skattefritagelse ved kapitaldeltagelse, skal der
da derudover også tages hensyn til de nederlandskantillanske
gennemførelsesbestemmelser
konkret den nederlandsk-antillanske
forvaltningspraksis
som muligt havde til følge, at den faktiske
beskatning af udbytte modtaget fra et datterselskab med hjemsted i
Nederlandene før den 1. januar 2002
og allerede i 1993
var
væsentligt lavere end 8,3%?
Vonk Noordegraaf
Sagen vedrører: Er der tale om en korrekt anvendelse af forordning
(EF) nr. 73/2009, især af artikel 34, 36 og 137, såfremt en
landbruger, der på grundlag af jorduafhængig produktion har opnået
betalingsrettigheder, der er henført til det areal, han ejer, ikke får
udbetalt en betydelig del af disse betalingsrettigheder, på trods af, at
han i god tro
og i overensstemmelse med den målemetode, som
medlemsstaten anvendte ved aktiveringen af betalingsrettighederne i
henhold til forordningens artikel 34, men som senere blev forkastet
af Kommissionen
havde anmeldt det støtteberettigede antal
hektarer, som han ejer, og som ikke er blevet ændret, af den simple
grund, at det støtteberettigede areal, der var fastsat før udbetalingen,
er blevet reduceret som følge af en ændret målemetode?
Technische Universität Darmstadt
Sagen vedrører: Er værker genstand for salg eller licens som
omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra n), i direktiv 2001/29/EF, hvis
rettighedshaveren tilbyder de deri nævnte institutioner, at der indgås
licensaftaler om anvendelse af værker på rimelige betingelser? 2.
Giver artikel 5, stk. 3, litra n), i direktiv 2001/29/EF
medlemsstaterne beføjelse til at indrømme institutionerne ret til at
digitalisere værkerne i deres samlinger, hvis det er nødvendigt for at
stille disse værker til rådighed ved terminalerne? 3. Må de
rettigheder, som medlemsstaterne indfører i henhold til artikel 5, stk.
3, litra n), i direktiv 2001/29/EF, være så vidtgående, at brugere af
terminalerne kan udskrive de værker, der stilles til rådighed ved
disse, på papir eller lagre dem på en USB-stick?
Dom
05.06.14
C-
105/13
Dom
05.06.14
C-
117/13
GA
05.06.14
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1375279_0006.png
C-
270/13
Haralambidis
Sagen vedrører: »1) Idet undtagelsen i artikel 45, stk. 4, TEUF,
vedrørende […] ansættelser i den offentlige administration (som den
foreliggende sag […] ikke omhandler) forekommer at være uden
betydning for den foreliggende sag [– udnævnelse af enborger fra en
anden EU-medlemsstat til formand for en havnemyndighed, som er
en juridisk person, der er at betegne som et offentligretligt organ
–],
og idet stillingen som formand for havnemyndigheden uanset
hvorledes det anskues
ikke desto mindre
er et betroet hverv,
som skal betegnes som »beskæftigelse« i bred forstand, [...] ønskes
det oplyst, om bestemmelsen om, at hvervet er forbeholdt italienske
statsborgere, udgør en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling,
der er forbudt i medfør af selvsamme artikel 45. 2) [D]et ønskes
endvidere oplyst, om en borger fra en anden EU-medlemsstats
udøvelse af hvervet som formand for en italiensk havnemyndighed
i øvrigt
kan anses for henhørende under etableringsretten i
artikel 49 TEUF, og om det i dette tilfælde ville forholde sig sådan,
at forbuddet i den nationale lovgivning mod ikke-italienske
statsborgeres udøvelse af dette hverv udgør en i nationaliteten
begrundet forskelsbehandling, eller om dette forhold vil kunne anses
for at udgøre en undtagelse i medfør af førnævnte artikel 51 TEUF.
3) [D]esuden ønskes det oplyst, om en borger fra en anden EU-
medlemsstats udøvelse af hvervet som formand for en italiensk
havnemyndighed subsidiært kan betegnes som en »tjenesteydelse« i
henhold til direktiv 2006/123/EF, og om udelukkelsen [af]
anvendelsen af dette direktiv på havnetjenester også har betydning i
denne sag, og
hvis dette ikke er tilfældet
om forbuddet i den
italienske lovgivning, som vedrører udøvelsen af hvervet, udgør en i
nationalitetenbegrundet forskelsbehandling. 4) [M]ere subsidiært
ønskes det oplyst, [...] om spørgsmålet om en borger fra en anden
EU-medlemsstats udøvelse af hvervet som formand for en italiensk
havnemyndighed
alligevel
kan behandles mere generelt som en
EU-borgers ret i medfør af artikel 15 i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder til »at arbejde, etablere sig og
levere tjenesteydelser i alle medlemsstaterne«, hvis det ikke kan anses
for omfattet af de ovenstående bestemmelser, uanset de specifikke
»sektorbestemte« bestemmelser i artikel 45 og 49 ff, TEUF, samt i
direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked, og om
forbuddet i den nationale lovgivning vedrørende udøvelsen af
hvervet således er i strid med det lige så generelle forbud mod
forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er indeholdt i
artikel 21, stk. 2, i ovenstående charter om grundlæggende
rettigheder«.
Coty Prestige Lancaster Group
Sagen vedrører: 1) Skal artikel 93, stk. 5, i forordning (EF) nr. 40/94
fortolkes således, at der er begået en krænkelse i en medlemsstat
(medlemsstat A) som omhandlet i artikel 93, stk. 5, i forordning
(EF) nr. 40/94, når der ved en handling, som er foretaget i en anden
medlemsstat (medlemsstat B), sker medvirken til den
rettighedskrænkelse, der er begået i førstnævnte medlemsstat
(medlemsstat A)? 2) Skal artikel 5, nr. 3, i forordning (EF) nr.
44/2001 fortolkes således, at skadetilføjelsen er foregået i en
medlemsstat (medlemsstat A), når den skadevoldende handling, som
er genstand for sagen eller hvoraf der afledes krav, er begået i en
anden medlemsstat (medlemsstat B), og består i medvirken til den
skadevoldende handling (hovedkrænkelsen), der er sket i
førstnævnte medlemsstat (medlemsstat A)?
GA
05.06.14
C-
360/12
Dom
05.06.14
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1375279_0007.png
C-
360/13
Public Relations Consultants Association
Sagen vedrører:
Under omstændigheder, hvor: i) en slutbruger ser på en webside
uden at downloade den, printe den eller foretage sig andet for at
frembringe en kopi af den ii) der automatisk frembringes kopier af
den pågældende webside på skærmen og i »internetcachen« på
slutbrugerens harddisk iii) de tekniske processer i forbindelse med
en korrekt og effektiv internetbrowsing kræver, at der frembringes
disse kopier
iv) kopien forbliver på skærmen, indtil slutbrugeren går væk fra den
pågældende webside, hvorefter den slettes automatisk ved
computerens normale funktion, v) kopien i cachen forbliver i
cachen, indtil den overskrives af andet materiale, når slutbrugeren
ser på andre websider, hvorefter den automatisk slettes ved
computerens normale funktion, og vi) kopierne kun bibeholdes, så
længe som de ovenfor i iv) og v)
omhandlede almindelige processer forbundet med brug af
internettet fortsætter, er disse kopier da i) midlertidige, ii) flygtige
eller tilfældige og iii) udgør de en integrerende og væsentlig del af
den tekniske proces i den forstand, hvori
udtrykket er anvendt i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF?
M
Sagen vedrører: Fortolkningen af artikel 54 i konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen (gennemførelseskonventionen),
der blev vedtaget den 19. juni 1990: »Er en endelig beslutning om
påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, som er truffet i en medlemsstat,
der har tiltrådt gennemførelseskonventionen, efter en omfattende
forundersøgelse inden for rammerne af en sag, som kan genoptages,
såfremt der fremkommer nye beviser, til hinder for, at
strafforfølgning indledes eller gennemføres mod den samme person
og vedrørende de samme handlinger i en anden kontraherende stat?«
Syria International Islamic Bank mod Rådet
Påstande: Forordning nr. 2012/544/FUSP om gennemførelse af
artikel 32, stk. 1, i forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive
foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien annulleres, for
så vidt som de angår sagsøgeren. Gennemførelsesafgørelse
2012/335/FUSP af 25. juni 2012 om gennemførelse af Rådets
afgørelse 2011/782/FUSP om restriktive foranstaltninger over for
Syrien annulleres, for så vidt som de angår sagsøgeren. Rådet
tilpligtes at betale sagsøgeren et foreløbigt beløb på 10 000 000 EUR
i erstatning med forbehold for efterfølgende forhøjelse eller
nedsættelse af dette beløb.
Rådet tilpligtes at betale samtlige omkostninger i sagen, herunder de
omkostninger, sagsøgeren har måttet afholde.
Tümer
Sagen vedrører: Skal insolvensdirektivet, herunder dets artikel 2, 3
og 4, henset til dette direktivs hjemmel i EF-traktatens 137, stk. 2
(nu artikel 153, stk. 2, TEUF), fortolkes således, at det er til hinder
for en national ordning som den, der følger af
WW’s artikel 3, stk. 3,
og artikel 61, hvorefter en udlænding, der er statsborger i et
tredjeland, og som ikke har lovligt ophold i Nederlandene, jf. artikel
8, litra a)-e) og l), i Vw 2000, ikke betragtes som arbejdstager, heller
ikke i det tilfælde, hvor udlændingen som appellanten har ansøgt om
en insolvensydelse og efter civilretlige regler må betragtes som
arbejdstager og opfylder de øvrige betingelser for tilkendelse af
Dom
05.06.14
C-
398/12
Dom
05.06.14
T-
293/12
Dom
11.06.14
C-
311/13
GA
12.06.14
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1375279_0008.png
denne ydelse?
C-
314/13
Paftiev e.a.
Sagen vedrører: 1. Skal artikel 3, stk. 1, litra b), i Rådets forordning
(EF) nr. 765/2006 af 18. maj 2006 om indførelse af restriktive
foranstaltninger over for præsident Lukashenko og visse
embedsmænd i Belarus fortolkes således, at den myndighed, der er
ansvarlig for anvendelsen af fritagelsen i forordningens artikel 3, stk.
1, litra b), har et ubegrænset skøn, når den afgør, om fritagelsen skal
meddeles? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,
hvilke kriterier er da vejledende for myndigheden, og hvilke kriterier
er bindende for myndigheden, når den afgør, om fritagelsen i artikel
3, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 765/2006 af 18. maj
2006 skal meddeles? 3. Skal artikel 3, stk. 1, litra b), i Rådets
forordning (EF) nr. 765/2006 af 18. maj 2006 fortolkes således, at
den myndighed, der er ansvarlig for at meddele førnævnte fritagelse
når den vurderer, om den fritagelse, der er anmodet om, skal
meddeles
er berettiget eller forpligtet til at tage hensyn til bl.a. det
forhold, at de personer, der har indgivet anmodningen, ønsker at
udøve deres grundlæggende rettigheder (i denne sag retten til
domstolsprøvelse), selv om den også, hvis der i den konkrete sag
meddeles fritagelse, skal sikre, at formålet med den pålagte sanktion
ikke ophæves (f.eks. hvis det beløb, der er øremærket til at sikre
juridisk bistand, er åbenbart uforholdsmæssigt i forhold til omfanget
af den ydede juridiske bistand)? 4. Skal artikel 3, stk. 1, litra b), i
Rådets forordning (EF) nr. 765/2006 af 18. maj 2006 fortolkes
således, at et af de grundlag, der kan begrunde, at fritagelsen i denne
bestemmelse ikke meddeles, kan være den ulovlige opnåelse af de
midler, med henblik på hvis anvendelse fritagelsen skal
gennemføres?
Fenoll
Sagen vedrører: 1) Skal artikel 3 i direktiv 89/391/EØF, som
bestemmelserne i artikel 1 i direktiv 2003/88/EF af 4. november
2003 henviser til og som fastsætter dets
anvendelsesområde, fortolkes således, at en person, der er tilknyttet
et jobog
aktivitetscenter, kan kvalificeres som »arbejdstager« som omhandlet i
nævnte artikel 3? 2) Skal artikel 31 i Den Europæiske Unions charter
om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at en person som
den i spørgsmål 1 beskrevne kan kvalificeres som »arbejdstager«
som omhandlet i nævnte artikel 31?
3) Kan en person som den i spørgsmål 1 beskrevne direkte påberåbe
sig de
rettigheder, som denne har i henhold til chartret, med henblik på at
få ret til
betalt ferie, hvis den nationale lovgivning ikke foreskriver, at
personen har
sådanne rettigheder, og skal den nationale retsinstans undlade at
anvende
enhver bestemmelse i national ret, der er i strid hermed, for at sikre
den
fulde virkning af den pågældende ret?
D.
Sagen vedrører: Skal artikel 1, nr. 2), litra b), i direktiv 2001/83/EF
af 6. november 2001,som ændret ved direktiv 2004/27/EF af 31.
Dom
12.06.14
C-
316/13
GA
12.06.14
C-
358/13
GA
12.06.14
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1375279_0009.png
C-
491/13
marts 2004, fortolkes således, at
stoffer eller sammensætninger af stoffer i denne bestemmelses
forstand, som
kun påvirker
men ikke genopretter eller ændrer
de fysiologiske
funktioner hos mennesker, kun skal anses for et lægemiddel, når de
har en
terapeutisk fordel eller i hvert fald bevirker en positiv påvirkning af
kroppens funktioner? Falder stoffer eller sammensætninger af
stoffer, som
alene indtages på grund af deres psykoaktive virkninger, der
fremkalder en
rustilstand, og derved i hvert fald har en sundhedsskadelig effekt,
følgelig
ikke ind under direktivets lægemiddelbegreb?
Ben Alaya
Sagen vedrører: Fastsætter Rådets direktiv 2004/114/EF af 13.
december 2004 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres
indrejse og ophold med henblik på studier,
elevudveksling, ulønnet erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste
(EUT L 375,
s. 12) et lovbundet krav på at få udstedt et visum med henblik på
studier og en
efterfølgende opholdstilladelse i henhold til artikel 12 i dette såkaldte
studenterdirektiv, såfremt »indrejsebetingelserne«, dvs. betingelserne
i artikel 6 og
7, er opfyldt, og der ikke er nogen grund til at nægte indrejse i
henhold til
direktivets artikel 6, stk. 1, litra d?
GA
12.06.14
9