MILJØstyrelsen
Miljøteknologi
GRUNDNOTAT
J. nr. MST-133- 00002//00055
san// 6. november 2013
Kommissionens forslag om opstilling af miljømærkekriterier for produktgruppen
forædlede
papirprodukter
under EU’s miljømærkeordning (Blomsten).
(Kommitésag).
Resumé
Kommissionen har fremsendt forslag til EU miljømærkekriterier for produktgruppen forædlede
papirprodukter, der omfatter forædlede papirprodukter såsom konvolutter, bæreposer af mindst 90%
papir eller pap, og arkiveringsprodukter, herunder hængemapper og mapper generelt og med et papir-
eller papindhold på minimum 70%.
Kommissionen redegør ikke for påvirkningen af beskyttelsesniveauet, men det vurderes, at forslaget påvirker
beskyttelsesniveauet positivt i EU, da miljømærkekriterierne i henhold til forordningen skal ligge i den 10-20 %
bedste del af markedet i EU.
Der er afstemning i komiteen d. 22. november 2013.
Regeringen forventer at kunne støtte forslaget.
1. Status
Forslaget har hjemmel i artikel 7 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 66/2010
af 25. november 2009 om EU-miljømærket.
Beslutningsforslaget beskriver reviderede
miljømærkekriterier for tildeling af EU’s miljømærke til
forædlede papirprodukter. Forslaget skal til afstemning i Kommissionens forskriftudvalg for Blomsten.
Der er afstemning i komiteen d. 22. november 2013.
Forskriftudvalget træffer afgørelse i sager om miljømærkekriterier efter forskriftprocedure med kontrol
(art. 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved Rådets afgørelse 2006/512 af 17. juli 2006),
jf. art. 16, stk. 2 i miljømærkeforordningen. Hvis der i komiteen er kvalificeret flertal for et forslag,
udsteder Kommissionen beslutningen, når Parlamentet har gennemført en legalitetskontrol af
forslaget indenfor tre måneder. Opnås der ikke kvalificeret flertal i komiteen, forelægger
Kommissionen sagen for Rådet, og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Hvis der i Rådet er
kvalificeret flertal imod et forslag, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Vedtager Rådet
forslaget med kvalificeret flertal eller udtaler Rådet sig ikke inden en frist på højst to måneder, kan
Kommissionen udstede beslutningen, når Parlamentet har gennemført en legalitetskontrol af forslaget
inden for fire måneder fra Kommissionens forelæggelse.
2. Formål og indhold
Forslaget for miljømærkning af forædlede papirprodukter omfatter: papirprodukter såsom konvolutter
og bæreposer af mindst 90% papir eller pap, og arkiveringsprodukter, herunder hængemapper og
mapper med et papir eller papindhold på minimum 70%. Plastikindhold kan maximalt udgøre 10% og
metal (f.eks. til ringbind) kan udgøre maximalt 13%.
Produktgruppen omfatter ikke deciderede tryksager (der er omfattet af egne EU miljømærkekriterier)
såvel som papir/papemballage.
Der er tale om en ny produktgruppe, der i udstrakt grad baserer sig på to eksisterende EU
miljømærkekriterier for hhv.
”Kopi og grafisk papir” og ”Tryksager”,
og omhandler hele produktets
livscyklus.