1. september 2014
14/06448-1
/nah-dep
Høring over forslag til Lov om Danmarks Grønne Investeringsfond
Hermed sendes forslag til Lov om Danmarks Grønne investeringsfond i
høring.
Formålet med lovforslaget er at skabe grundlaget for oprettelsen af Dan-
marks Grønne Investeringsfond samt fastlægge rammerne for dens virke,
og dermed følge op på Aftale mellem regeringen, SF og Enhedslisten om
Et grønnere Danmark fra juni 2014.
Danmarks Grønne Investeringsfond oprettes som en selvstændig, statslig
forvaltningsenhed under erhvervs- og vækstministeren. Fonden vil have
til formål at medfinansiere mindre og større investeringer, der fremmer
den grønne omstilling af samfundet. Fonden vil kunne yde lån til investe-
ringer i eksempelvis energibesparelser, vedvarende energianlæg og større
ressourceeffektivitet. Fondens lån kan ydes til private virksomheder, al-
mene boligorganisationer samt offentlige selskaber og institutioner m.v.,
hvis formue er adskilt fra statens, regionernes og kommunernes formue,
og som har mulighed for at optage lån på det private marked.
Danmarks Grønne Investeringsfond kan indgå samarbejde med net- og
distributionsselskaber, el-og gashandelsvirksomheder eller andre kom-
mercielle aktører på energiområdet med henblik på at opfylde fondens
formål.
Danmarks Grønne Investeringsfond oprettes med en udlånskapacitet på
op til 5 mia. kr. Der ydes i første omgang en statsgaranti på op til 2 mia.
kr. til at understøtte optagelsen af lån i det private marked samt et statsligt
egenkapitalindskud til fonden på 80 mio. kr. i perioden 2014-2016.
Vi er interesserede i at modtage bemærkninger til lovforslaget, før det
skal fremsættes i Folketinget. På denne baggrund skal Erhvervs- og
Vækstministeriet anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til
vedlagte udkast til forslag til Lov om Danmarks Grønne Investeringsfond
senest
mandag d. 29. september 2014.