ERU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 178: Samlenotat vedr. rådsmødet (ECOFIN) den 11. marts 2014

Samlenotat til ERU til ECOFIN 11. marts 20141.Rentebeskatningsdirektivet- VedtagelseKOM(2008) 727Materialet er udarbejdet af Økonomi- og Indenrigsministeriet isamarbejde med SkatteministerietDen fælles bankafviklingsmekanisme (SRM)- Politisk enighedKOM(2013) 520Materialet er udarbejdet af Økonomi- og IndenrigsministerietOpfølgning på G20-mødet for økonomi- og finansministre samtcentralbankchefer den 22.-23. februar 2014- Orientering fra formandskabet og KommissionenKOM-dokument foreligger ikkeMaterialet er udarbejdet af Økonomi- og IndenrigsministerietForberedelse af Det Europæiske Råd(DER) den20.-21. marts2014 – økonomiske aspekter af EU’s klima- og energipolitik 2030- Udveksling af synspunkterKOM(2014) 15, 21Materialet er udarbejdet af Økonomi- og Indenrigsministeriet isamarbejde med FinansministerietEx-ante koordinering af økonomiske reformer- Udveksling af synspunkterKOM-dokument foreligger ikkeMaterialet er udarbejdet af Økonomi- og Indenrigsministeriet-

Dagsordenspunkt 2: Den fælles bankafviklingsmekanisme (SRM)KOM(2013)520ResuméKommissionen fremsatte 10. juli 2013 forslag til forordning om en fælles afviklingsme-kanisme for nødlidende eller potentielt nødlidende kreditinstitutter (Single ResolutionMechanism - SRM). Formålet med forslaget er at sikre en effektiv og ensartet krise-håndtering af sådanne institutter uafhængigt af den enkelte medlemsstat inden for detstyrkede banksamarbejde.Forslaget ligger således i forlængelse af detfælles banktil-syn (Single Supervisory Mechanism – SSM) som blev endeligt vedtaget på ECOFIN15. oktober 2013.Forslaget om den fælles afviklingsmekanisme indebærer etablering af en fælles Afvik-lingsinstans, som sammen med Kommissionen og nationale afviklingsmyndigheder ide deltagende lande skal forberede, beslutte og udføre krisehåndteringsopgaver vedr.kreditinstitutter i de deltagende lande. Forslaget indebærer desuden etablering af enfælles afviklingsfond finansieret af kreditinstitutterne i de deltagende lande, som skalkunne bidrage til finansieringen af krisehåndtering under nærmere betingelser. Der erlagt op til, at alle lande, der deltager i det fælles tilsyn, automatisk også deltager i denfælles afviklingsmekanisme.På ECOFIN d. 10. og 18. december 2013 var der enighed om et rådskompromis omforordningen om den fælles afviklingsmekanisme, som nu forhandles med Europa-Parlamentet med henblik på en endelig aftale inden EP-valget i maj 2014. Samtidigvar der enighed om at igangsætte forhandlingerne om en mellemstatslig aftale om enfælles sektorfinansieret afviklingsfond (som således ikke indgår i rådskompromiset omforordningen) med henblik på enighed inden 1. marts.Der forventes på det kommende ECOFIN-møde lagt op til enighed om et endeligtkompromis med Europa-Parlamentetom SRM-forordningen.Nedenstående giver et prioriteret uddrag af sagen baseret på Kommissionens oprin-delige forslag, Rådets kompromis besluttet på ECOFIN d. 10. og 18. december 2013og de forslag og overvejelser, som formandskabet på nuværende tidspunkt har frem-lagt efter drøftelserne på ECOFIN den 18. februar.BaggrundDer har siden sommeren 2012 været arbejdet med etableringen af et styrket bank-samarbejde i EU, bl.a. for at styrke finansiel stabilitet og bryde den negative spiral, derhar gjort sig gældende særligt i euroområdet, hvor skrøbelige banksystemer i et landpåvirker og påvirkes af svage offentlige finanser i det pågældende land.Efter den endelige, formelle vedtagelse af det fælles tilsyn (SSM) på ECOFIN d. 15.oktober 2013 og opnåelse af rådskompromis om den fælles afviklingsmekanisme(SRM) på ECOFIN 10. og 18. december 2013, udestår nu færdiggørelse af forhand-lingerne med Europa-Parlamentet om den fælles afviklingsmekanisme. Der er desu-den i løbet af 2013 og starten af 2014 opnået endelig enighed mellem Rådet og Euro-pa-Parlamentet om kapitalkravsdirektivet og -forordningen (Capital Requirement Re-gulation og Capital Requirements Directive – CRR/CRD-IV), direktivet om genopret-ning og afvikling af nødlidende kreditinstitutter (Banking Recovery and ResolutionDirective – BRRD) samt revision af indskydergarantidirektivet (Deposit GuaranteeSchemes – DGS). Disse regelsæt omfatter alle EU-lande, men er samtidig et vigtigtgrundlag for det styrkede banksamarbejde.

Kommissionens forslag til forordning om fælles afviklingsmekanisme (SRM) blevfremsat 10. juli 2013. Forslaget indebærer etablering af en fælles Afviklingsinstans,som sammen med Kommissionen og nationale afviklingsmyndigheder i de deltagendelande skal forberede, beslutte og udføre krisehåndteringsopgaver vedr. kreditinstitutteri de deltagende lande. Forslaget indebærer desuden etablering af en fælles afviklings-fond finansieret af kreditinstitutterne i de deltagende lande, som skal kunne bidrage tilfinansieringen af krisehåndtering under nærmere betingelser. Ifølge ECOFIN’s kom-promis vil den nærmere indretning af den fælles fond blive fastsat i en mellemstatsligaftale, som forhandles parallelt med trialogen.Forslaget om den fælles afviklingsmekanisme bygger på og integrerer EU28-reglernefor national krisehåndtering af nødlidende kreditinstitutter i direktivet om krisehåndte-ring af nødlidende kreditinstitutter (BRRD), der blev opnået enighed om mellem Rådetog Europa-Parlamentet i december 2013. SRM vil blive tilrettet til den endelige tekstom BRRD som led i trialogen om SRM-forordningen.IndholdDen fælles afviklingsmekanisme (SRM) vil omfatte alle lande, der deltager i det fællestilsyn (SSM), dvs. alle eurolande samt de ikke-euro-medlemslande, der måtte vælgeat deltage i det styrkede banksamarbejde. Det vil ikke være muligt at deltage i SRMuden at deltage i SSM og omvendt.SRM omfatter alle kreditinstitutter (pengeinstitutter og realkreditinstitutter) i de delta-gende medlemslande. Herudover gælder reglerne også for kreditinstitutters modersel-skaber, der er etableret i et af de deltagende medlemslande, herunder finansielle hol-dingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber, hvis de er underlagt konsoli-deret tilsyn af ECB. Endvidere gælder reglerne også for fondsmæglerselskaber mv.,hvor ECB fører det konsoliderede tilsyn med moderselskabet til fondsmæglerselska-bet.SRM-forslaget skal bygge på og integrere EU28-reglerne for national krisehåndteringaf nødlidende kreditinstitutter i direktivet om genopretning og afvikling af nødlidendekreditinstitutter (BRRD), der blev opnået enighed om mellem Rådet og Europa-1Parlamentet i december 2013,og som vil skulle implementeres af alle EU-lande. DaBRRD ikke var færdigforhandlet på tidspunktet for fremsættelsen af SRM-forslaget,har Kommissionen generelt indarbejdet Rådets generelle indstilling i SRM-forslaget desteder, hvor der er behov for at medtage tekst direkte i SRM-forordningen, som ellerser indeholdt i BRRD. De relevante bestemmelserer undervejs i forhandlingerne løben-de blevet ensrettet med tekst fra BRRD, og en endelig ensretning ventes at finde stedsom led i trialogforhandlingerne om SRM. Dette skal sikre en harmoniseret løsning,hvor afviklingsreglerne inden for og uden for det styrkede banksamarbejde tilstræbesat være de samme.Reglerne fra BRRD vil således også finde anvendelse, ved håndteringen nødlidendegrænseoverskridende koncerner, der er etableret i både medlemsstater inden for oguden for det styrkede banksamarbejde. Dette vil skulle ske i samarbejde mellem denfælles Afviklingsinstans og de nationale afviklingsmyndigheder i de relevante ikke-deltagende lande.Den grundlæggende opbygning og opgaverSRM vil bestå af Kommissionen, en fælles afviklingsinstans (Afviklingsinstansen – påengelsk ”Resolution Board”), en fælles afviklingsfond (Afviklingsfonden) og de nationa-le afviklingsmyndigheder.Det er generelt Afviklingsinstansen, der er tildelt de konkretebeføjelser i forslaget.1

Når det gælder konkrete krisehåndteringsbeslutninger vil der dog være en særlig ar-bejdsdeling. Ifølge Kommissionens forslag skal Kommissionen træffe konkrete krise-håndteringsbeslutninger enten på grundlag af Afviklingsinstansens forslag, eller påeget initiativ. Rådets kompromisforslag lægger i stedet op til en anden rollefordeling,hvor Afviklingsinstansen træffer krisehåndteringsbeslutningerne, men hvor Rådet haren frist på 24 timer til at gøre indsigelser baseret på et forslag hertil fra Kommissionen.Afviklingsinstansen vil i givet fald herefter skulle ændre sin foreslåede krisehåndte-ringsbeslutning.Både Kommissionens og Rådets kompromisforslag indebærer, at denationale afviklingsmyndigheder herefter står for selve udførelsen af krisehåndterings-beslutningen under overvågning af Afviklingsinstansen, hvilket støttes af Europa-Parlamentet.Kommissionens forslag indebærer, at Afviklingsinstansen har ansvaret for at krise-håndtere alle kreditinstitutter i de deltagende lande. Rådets kompromis lægger imidler-tid op til en arbejdsdeling mellem centralt og nationalt niveau. Rådets kompromis in-debærer således, at Afviklingsinstansen som udgangspunkt kun er ansvarlig for hånd-tering af de største og de grænseoverskridende institutter, mens de øvrige instituttervil være under de nationale afviklingsmyndigheders ansvar.På baggrund af Europa-Parlamentets indvendinger over for Rådets rolle i beslutnings-tagningen og over for arbejdsdelingen mellem centralt og nationalt niveau overvejerformandskabet muligheden for at afgrænse Rådets rolle og at sætte nærmere rammerfor de nationale afviklingsmyndigheders håndtering af de mindste og ikke-grænseoverskridende institutter.Afviklingsinstansen2Afviklingsinstansen etableres som et EU-agentur . Der lægges op til, at Afviklingsin-stansen får godt 300 ansatte og placeres i Bruxelles.I Kommissionens forslag vil Afviklingsinstansens besluttende organ skulle bestå af i)en administrerende direktør, ii) en vicedirektør, iii) et medlem udpeget af Kommissio-nen, iv) et medlem udpeget af ECB, og v) et medlem udpeget af hver af de deltagendemedlemsstater, som repræsentant for den nationale afviklingsmyndighed. I Rådetskompromis erstattes i)-iv) af én administrerende direktør og fire øvrige faste medlem-mer, mens Kommissionen og ECB alene er observatører. Europa-Parlamentet harderudover foreslået en observatørstatus til EU28-bankmyndigheden EBA.Den administrerende direktør og de fire fast medlemmer udpeges efter forslag fraKommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet. Disse medlemmer kan somudgangspunkt maksimalt besætte posten i 5 år.Afviklingsinstansen skal ifølge rådskompromiset træffe beslutninger i to forskelligemødeformationer; hhv. plenarmøder og eksekutivmøder:På plenarmøderne træffer Afviklingsinstansen beslutninger af generel karak-ter, fx regler om interessekonflikter, årsrapport og håndtering af ansættelses-forhold. Plenarmøderne består af alle medlemmer nævnt ovenfor. Beslutnin-gerne træffes generelt med simpelt flertal. Medlemmerne har hver én stemme,og der stemmes generelt med simpelt flertal.På eksekutivmøderne træffes primært beslutninger vedrørende specifikke in-stitutter eller koncerner, som fx konkrete krisehåndteringsbeslutninger ellervedtagelse af afviklingsplaner mv. Eksekutivmøderne består af de fem fastemedlemmer nævnt ovenfor samt medlemmerne fra afviklingsmyndighederne ide lande, som er relevante for det pågældende institut (hjemlande og værts-lande). Hvis der ikke kan opnås konsensus om den konkrete beslutning blandt

alle medlemmerne af eksekutivformatet, vil formanden og de fire faste med-lemmer på egen hånd kunne træffe beslutninger ved almindeligt flertal.Ifølge Rådskompromiset skal plenarforsamlingen godkende eksekutivformatets kon-krete krisehåndteringsbeslutninger, i tilfælde hvor disse indebærer brug af mere end20 pct. af den fælles Afviklingsfonds indbetalte midler til brug for likviditetsstøtte ellerindebærer brug af mere end 10 pct. af den fælles fonds indbetalte midler til brug forandre former for støtte. Endvidere skal alle krisehåndteringsbeslutninger godkendes iplenarformatet, når den samlede brug af fondens midler indenfor et kalenderår over-stiger 5 mia. euro. Når plenarformatet i disse tilfælde skal godkende eksekutivforma-tets konkrete krisehåndteringsbeslutninger træffes beslutninger med 2/3 flertal af med-lemmerne af plenarformatet, som samtidig skal repræsentere mindst 50 pct. af deindbetalte midler i fonden (i modsætning til den generelle regel om simplet flertal).Europa-Parlamentet ønsker at begrænse plenarformatets muligheder for at afviseeksekutivformatets krisehåndteringsbeslutninger, og formandskabet overvejer på denbaggrund at hæve beløbsgrænserneog/eller at sænke flertalskravene (evt. ved atdroppe 50-pct.-kravet).Igangsættelse af krisehåndteringOplæg til krisehåndtering vil som hovedregel blive igangsat på foranledning af ECB idennes egenskab af fælles tilsynsmyndighed. ECB notificerer i disse tilfælde Afvik-lingsinstansen og Kommissionen, som derefter vurderer, om betingelserne for krise-håndtering er til stede.Betingelserne for krisehåndtering er bl.a., om det er i den offentlige interesse at krise-håndtere instituttet, og der ikke kan findes en privat løsning. Afviklingsinstansenfrem-lægger på den baggrund et evt. forslag om at iværksætte en krisehåndtering af kredit-instituttet og hvilke krisehåndteringsværktøjer der kan bruges, herunder evt. brug afAfviklingsfonden. Dette forslag vil blive vedtaget i den foreslåede form medmindreKommissionen eller Rådet gør indsigelser, afhængigt af det endelige kompromis omrollefordelingen jf. ovenfor. Før der træffes en krisehåndteringsbeslutning eller en be-slutning om at nedskrive eller konvertere kapitalinstrumenter eller seniorgæld (bail-in)som led heri, skal Afviklingsinstansen sikre sig, at der foretages en uafhængig værdi-ansættelse af instituttets aktiver og passiver.Hvis ikke der anbefales en krisehåndtering af instituttet, vil instituttet i stedet blivehåndteret under de nationale insolvensregler.Hvis der træffes en krisehåndteringsbeslutning, rettes denne til de relevante nationaleafviklingsmyndigheder, som står for den konkrete gennemførelse af krisehåndteringenpå nationalt plan.Afviklingsinstansen overvåger krisehåndteringen, herunder de nationale afviklings-myndigheders gennemførelse, og har ret til direkte at udbede sig informationer ved deberørte institutter både før og efter krisehåndtering, herunder gennem inspektioner påstedet. Hvis de nationale afviklingsmyndigheder ikke udfører beslutningerne fra Afvik-lingsinstansen, kan Afviklingsinstansen direkte (dvs. uden om de nationale afviklings-myndigheder) påbyde enkelte institutter under krisehåndtering at udføre konkrete til-tag.SanktionerRådets kompromis indebærer, at Afviklingsinstansen kan pålægge institutter i de del-tagende lande administrative bøder ved en række forskellige overtrædelser: manglen-de indsendelse af information fra institutter, fra medarbejdere eller fra tredjeparter, derer outsourcet opgaver til, manglende efterlevelse af instruktion om on-site inspektionfra Afviklingsinstansen, manglende indbetaling af ex ante eller ex post bidrag til Afvik-lingsfonden og manglende efterlevelse af krav om nedskrivning eller konvertering af

kapitalgrundlag og passiver. Rådets kompromis fastsætter nærmere grænser for bø-dernes størrelse udtrykt i procent af institutternes nettorenteindtægter mv.For øvrige overtrædelser af forordningen kan Afviklingsinstansen anbefale den natio-nale afviklingsmyndighed at træffe foranstaltninger med henblik på at sikre, at deridømmes passende sanktioner i overensstemmelse med BRRD. Det fremgår afBRRD, at medlemsstaterne har valgfrihed med hensyn til anvendelse af administrativesanktioner og strafferetlige sanktioner.Pålagte bøder skal offentliggøres med oplysninger om overtrædelsens art. Herudoverskal identiteten offentliggøres på de relevante parter, som er ansvarlige for overtræ-delsen med mindre offentliggørelsen vil medføre alvorlig skade for de involveredeparter.Der er endvidere mulighed for, at Afviklingsinstansen kan pålæggeinstitutter i de del-tagende lande daglige tvangsbøder fx ved manglende indsendelse af information ognægtelse af adgang til at udføre inspektioner mv.AfviklingsfondenDer oprettes med forslaget en fælles Afviklingsfond, som vil være under Afviklingsin-stansens kontrol.Den nærmere indretning af fonden fastlægges dog i medfør af Rå-dets kompromis i den mellemstatslige aftale som forhandles parallelt med trialogenom SRM-forordningen. Den mellemstatslige aftale etablerer et system af nationaleafdelinger i den fælles fond, og et regelsæt for, hvorledes der skal trækkes på de en-kelte nationale afdelinger og i hvilken rækkefølge, i tilfælde, hvor krisehåndteringsbe-slutninger for konkrete institutter i de enkelte deltagerlande indebærer træk på denfælles fond. Den mellemstatslige aftale indebærer en gradvis mere og mere fælles(”mutualiseret”) finansiering af krisehåndteringsomkostninger på tværs af de nationaleafdelinger i den fælles fond i løbet af en 10-årig overgangsperiode.Den fælles Afviklingsfond vil for de deltagende lande træde i stedet for de nationalekrisehåndteringsfonde, som alle medlemslande hver især er pålagt at etablere somled i BRRD. Kravene til indretningen af Afviklingsfonden fastsat i SRM-forordningen(anvendelse, finansiering mv.) svarer således generelt til kravene til indretningen af denationale krisehåndteringsfonde.Afviklingsfonden vil kunne yde kortsigtet finansiering til et institut under krisehåndte-ring, stille garantier til mulige købere af instituttet, opkøbe aktiver fra et institut underkrisehåndtering mv. Afviklingsfonden kan ikke i normale tilfælde bruges til at absorbe-re tab fra et institut eller til en rekapitalisering, jf. dog afsnit om finansiering af krise-håndtering nedenfor.Det fremgår af SRM-forordningen, at Afviklingsfonden opbygges af bidrag fra kreditin-stitutterne i de deltagende lande. Bidrag opkræves som minimum årligt forholdsmæs-sigt ud fra institutternes balance fratrukket basiskapital og indlån dækket af indskyder-garantifonde samt en bidragskomponent differentieret ud fra den samme risikobase-rede tilgang som i BRRD (ifølge BRRD skal rammerne for landenes differentiering afderes institutters bidrag til de nationale fonde nærmere fastsættes af Kommissionengennem en delegeret retsakt).Inden for disse rammer skal de præcise regler for beregning af institutternes bidraginden for det styrkede banksamarbejde ifølge Rådets kompromis yderligere præcise-res gennem en implementerende retsakt fra Rådet på basis af et forslag fra Kommis-sionen. Det forventes, at Europa-Parlamentet vil ønske dette ændret enten ved atpræcisere fastsættelsen af bidragene yderligere i selve SRM-forordningen eller ved atoverlade fastsættelsen til Kommissionen gennem en delegeret retsakt.

Afviklingsfondens målniveaufastsættes ifølge SRM-forordningen til0,8 pct. af de dæk-kede indskud i de deltagende medlemsstaters kreditinstitutter (estimeret til ca. 44 mia.euro ud fra ultimo 2011 data, hvis der alene tages udgangspunkt i eurolandene). Detforventes dog, at målniveauet for Afviklingsfonden som led i trialogen vil blive ændrettil 1,0 pct. af de dækkede indskud, svarende til det aftalte målniveau for de nationalekrisehåndteringsfonde i regi af BRRD, som er vedtaget efterfølgende. Dette ud frahensynet til ensartede vilkår inden for og udenfor det styrkede banksamarbejde.Målniveauet i Afviklingsfonden skal ifølge SRM-forordningen opbygges i løbet af 10 år,men opbygningsperioden skaldog forlænges med op til 4 år, hvis der har været sam-lede udbetalinger fra fonden svarende til 0,5 pct. af de dækkede indskud. Efter indfas-ningen skal der løbende opkræves ex ante indbetalinger, hvis nødvendigt for at opret-holde Afviklingsfondens målniveau. Hvis Afviklingsfondens midler udgør under halvde-len af målniveauet, skal de årlige opkrævninger være mindst 0,2 pct. af de dækkedeindskud.Herudover er der ifølge SRM-forordningen mulighed for at opkræve ekstraordinærebidrag (ex post), såfremt fonden ikke har haft tilstrækkelige midler til at dække en kri-sehåndtering. Det bemærkes, at også den mellemstatslige aftale ventes at indeholdebestemmelser vedr. genopfyldning af Afviklingsfonden efter træk som følge af krise-håndtering, dog primært i forhold til fordelingen af sådanne ex post-bidrag på de del-tagende landes banksektorer til brug for genopfyldning af de nationale afdelinger i denfælles fond.Afviklingsfonden kan ifølge SRM-forordningen også låne fra markedet, hvis der ikke ertilstrækkelige midler i fonden, og vil skulle opkræve bidrag fra de omfattede instituttertil at dække dette lån, inden lånet fra det private marked udløber. Der lægges imidler-tid ikke op til, at sådanne lån fra fonden kan ske på baggrund af garantier fra de delta-gende lande.Afviklingsinstansen kan herudover vælge at stille en forespørgsel til andre nationaleafviklingsfonde (dvs. nationale afviklingsfonde i lande uden for det styrkede banksam-arbejde) om at låne midler fra disse fonde, hvis ovenstående muligheder ikke dækkerAfviklingsfondens behov. Tilsvarende kan Afviklingsinstansen beslutte at låne midler tilnationale afviklingsfonde i lande uden for det styrkede banksamarbejde.Afviklingsfondens midler kan investeres i statsobligationer eller andre aktiver med højkreditkvalitet og høj likviditet. Afkastet på investeringerne tilfalder Afviklingsfonden.Deltagende lande, som allerede inden etableringen af SRM måtte have etableret lig-nende nationale fonde eller tilsvarende ordninger til de nævnte formål opkrævet frainstitutterne, disponerer fortsat selv over sådanne nationale ordninger, men kan vælgeat bruge dem til at kompensere deres institutter for disses bidrag til den fælles Afvik-lingsfond, således at institutterne ikke betaler dobbelt. Sådanne eksisterende nationa-le ordninger har derudover ikke nogen nærmere rolle i SRM-forslaget.Finansiering af krisehåndteringDer lægges, som i BRRD, størst mulig vægt på brug af bail-in ved krisehåndtering afkreditinstitutter, dvs. at nødlidende institutters aktionærer, ejere af ansvarlig kapital ogusikrede kreditorer er først til at bære eventuelle tab og omkostninger ved krisehånd-tering. Det sker ved nedskrivning eller udvanding af aktiekapitalen, og nedskrivning afanden ansvarlig kapital og usikrede kreditorers tilgodehavende eller konvertering heraftil aktiekapital i det nødlidende institut for at nedbringe ubalancen mellem værdien afinstituttets aktiver og passiver og dermed genoprette instituttets solvens.Der lægges op til, at reglerne om bail-in træder i kraft fra 2016, både i BRRD (ifølgedet endelige kompromis) og i SRM-forslaget. Dog kan medlemslande ifølge BRRDvælge at implementere bail-in allerede fra 2015. Samme mulighed er ikke til stede i

SRM. Indtil 2016 vil de generelle statsstøtteregler gælde .Her er det som udgangs-punkt et krav, at der sker nedskrivning/konvertering af aktionærer og ansvarlig kapital(men ikke øvrige usikrede kreditorer)før Kommissionen kan godkendebrug af stats-støtte til nødlidende banker.Afviklingsfonden vil kun direkte kunne dække tab i instituttet (dvs. indskyde kapital) iekstraordinære situationer, hvor det er nødvendigt af hensyn til at videreføre institut-tets kritiske funktioner o.l. I disse ekstraordinære situationer er det endvidere et krav,at det nødlidende instituts kreditorer først har bidraget til krisehåndteringen med beløb4svarende til mindst 8 pct. af instituttets passiver (inklusive egenkapital og anden an-svarlig kapital). Dette opgjort efter der indledningsvist er gennemført eventuelle ned-skrivninger mv. påbudt af tilsynsmyndigheden og efter en uafhængig og konservativværdiansættelse.Bidraget fra Afviklingsfonden til krisehåndtering vil maksimalt kunne udgøre op til 5pct. af passiverne i det nødlidende institut.Hvis de 5 pct. ikke er tilstrækkeligt til atfinansiere krisehåndteringen, vil der kunne tilvejebringes yderligere finansiering fra”alternative finansieringskilder”. Anvendelse af alternative finansieringskilder forudsæt-ter imidlertid, at alle ikke-sikrede passiver i institutter, der ikke har fortrinsstilling, er5nedskrevet eller konverteret fuldt ud. Alternative finansieringskilder er ikke defineretnærmere, men det omfatter fx bidrag fra Afviklingsfonden eller bidrag fra en eventuelfælles offentlig backstop eller nationale midler.Det endelige kompromis vedr. BRRD indebærer muligheden for, at de enkelte landekan bruge såkaldte statslige stabiliseringsværktøjer (statsligt ejerskab og statsligekapitalindskud) til at håndtere nødlidende banker i systemiske kriser. Dette forudsæt-ter dog ligeledes bail-in svarende til mindst 8 pct. af det pågældende instituts balance,ligesom Kommissionen på forhånd skal godkende brugen heraf. Det diskuteres fort-sat, om sådanne statslige værktøjer også skal kunne bruges af lande i det styrkedebanksamarbejde, herunder evt. beslutningsproces herfor.Forslaget indebærer ikke i sig selv nogen form for fælles offentlig backstop i tilfældeaf, at Afviklingsfondens midler skulle være utilstrækkelige. Der drøftes parallelt medforhandlingerne om SRM-forslaget og den mellemstatslige aftale forskellige mulighe-der for sådanne fælles backstop, inkl. spørgsmålet om ikke-eurolandenes mulighed forat deltage i en evt. fælles backstop på lige vilkår med eurolandene.Det fremgår eksplicit af SRM-forslaget, at Kommissionens eller Afviklingsinstansenskrisehåndteringsbeslutninger ikke kan pålægge medlemsstaterne at yde ekstraordi-nær offentlig støtte.Sammenhæng til BRRDSRM-forslaget anvender, jf. ovenfor, som hovedregel de materielle regler, der er inde-holdt i BRRD.Forslaget indeholder således, parallelt til BRRD, krav om, at krisehåndtering sker un-der hensyntagen til en række generelle principper, herunder bl.a.:(i) at aktionærerne er de første til at tage tab,(ii) at kreditorerne tager tab efter aktionærerne,Kommissionen har offentliggjort en revision af statsstøtte-reglerne for finansielle virksomheder der trådte ikraft den 1. august 2013.4SRM-forslaget indeholder ikke det alternativ, som findes i Rådets kompromis vedr. BBRD, hvor det undervisse betingelser vil være tilstrækkeligt at nedskrive passiver svarende til 20 pct. af de risikovægtede akti-ver, for at få adgang til muligheden for at rekapitalisere instituttet med midler fra fonden. Betingelserneomfatter bl.a. kravet om, at den nationale krisehåndteringsfond som minimum skal udgøre 3 pct. af dedækkede indskud mod normalt (forventeligt) 1 pct.5Alle indskud under 100.000 euro samt indskud over 100.000 euro for fysiske personer og små og mellem-store virksomheder er ifølge rådskompromiset om krisehåndteringsdirektivet omfattet af fortrinsstilling ogskal således ikke være nedskrevet før anvendelse af alternative finansieringskilder.3

(iii) at ledelsen som hovedregel skiftes ud,(iv) at kreditorer inden for samme klasse behandles lige,(v) at ingen kreditor lider et større tab ved krisehåndteringen, end vedkommendeville have gjort, hvis instituttet var blevet behandlet efter de normale insolvens-regler.Der opstilles ligeledes tre betingelser for, at der kan igangsættes en krisehåndtering,hvilket harmonerer med betingelserne i BRRD. Disse kriterier er:(i) Afviklingsinstansen vurderer, at instituttet er nødlidende eller forventeligt vilblive det (potentielt nødlidende),(ii) der er ikke udsigt til, at private eller tilsynsmæssige initiativer (inkl. tidlig ind-griben eller nedskrivning af kapital) kan forhindre, at instituttet bliver nødliden-de inden for en rimelig tidsfrist, og(iii) krisehåndteringen er nødvendig ud fra hensynet til den offentlige interesse.Forslaget indeholder herudover fire krisehåndteringsværktøjer som i BRRD, somKommission kan anvende når rammerne for en konkret krisehåndtering skal sættes.De fire værktøjer er:(i) Frasalg: Giver Afviklingsinstansen muligheden for at sælge hele eller dele afet institut på markedsvilkår uden aktionærernes/ejernes samtykke;(ii) Etablering af et overgangsinstitut (”Bridge institution”): Giver Afviklingsinstan-sen mulighed for at sælge hele eller dele af et instituts aktiver, rettigheder ogforpligtelser til et overgangsinstitut, som senere skal videresælges som led ien ordnet krisehåndtering;(iii) Udskilning af aktiver (”Asset separation”): Giver Afviklingsinstansen mulighedfor at frasælge primært værdiforringede aktiver fra enten det nødlidende insti-tut eller overgangsinstituttet til et offentligt ejet/kontrolleret selskab med hen-blik på afvikling af disse aktiver;(iv) Gældsnedskrivning og/eller -konvertering (”Bail-in”): Giver Afviklingsinstansenmulighed for;a. at rekapitalisere et institut, så det igen opfylder kapitalkravene, ved atnedskrive instituttets forpligtigelser (gæld) til kreditorer eller at konver-tere gælden til egentlig kernekapital. Herved undgås det, at det på-gældende institut skal afvikles (såkaldt open-bank bail-in);b. at konvertere instituttets gæld til egentlig kernekapital eller at reduce-re hovedstolen på den samlede gæld som led i overdragelsen af akti-ver og passiver fra et nødlidende institut til et overgangsinstitut, såle-des at overgangsinstituttet kun overtager gæld svarende til den reelle(forringede) værdi af de overtagne aktiver (såkaldt closed-bank bail-in);c. at anvende ovenstående instrumenter som led i frasalg eller udskil-ning af aktiver fra et nødlidende institut.En række forskellige kompetencer, som i BRRD er tillagt de nationale afviklingsmyn-digheder, er i SRM-forslaget tillagt Afviklingsinstansen (eller evt. uddelegeret til denationale afviklingsmyndigheder inden for rammerne af en evt. arbejdsdeling mellemcentralt og nationalt niveau). Det gælder kompetencen til at træffe beslutninger omkrisehåndtering (genopretning eller afvikling), jf. ovenfor, til at udarbejde krisehåndte-ringsplaner for deltagende institutter og koncernerog til at foretage en vurdering afinstitutternes og koncernernes afviklingsmuligheder. Afviklingsinstansen vil i den for-bindelse også kunne stille krav til de nationale afviklingsmyndigheder om at træfferelevante foranstaltninger til at fjerne hindringer for krisehåndteringen, og at kræve

ændringer direkte i institutters eller koncerners opbygning og organisering for at fjernepraktiske hindringer for anvendelsen af krisehåndteringsværktøjer og sikre, at de på-gældende enheder kan afvikles.Det vil også være Afviklingsinstansen, og ikke de nationale afviklingsmyndigheder, derfastlægger kravet til, hvor mange nedskrivningsparate passiver et institut skal have(minimum requirement of eligible liabilities - MREL), men grundlæggende ud fra desamme regler som i BRRD. Formålet med MREL er at sikre, at det enkelte institut altidhar tilstrækkelig tabsabsorberingsevne i form af et minimumsniveau af kapital oggæld, der kan anvendes til konvertering eller nedskrivning (dvs. kapital og gæld derkan anvendes til bail-in). Rådets kompromis vedr. BRRD indebærer, at udelukkendegæld med en tilbageværende løbetid på minimum et år samt passiver, der ikke stam-mer fra derivater eller indskud med præferencestilling, kan medregnes i minimumsbe-løbet. Afviklingsinstansen vil (ligesom de nationale afviklingsmyndigheder inden forrammerne af BBRD) skulle fastsætte størrelsen af dette krav fra institut til institut udfra en række nærmere kriterier, herunder instituttets forretningsmodel, risikoprofil ogstørrelse.Samspil med statsstøttereglerneKommissionen vil fortsat varetage statsstøttereglerne og sikre, at betingelserne fordisse er opfyldt i henhold til Traktaten. Når Kommissionen og Afviklingsinstansen noti-ficeres om en potentielt forestående krisehåndtering, vil statsstøtteprocedurerne bliveiværksat parallelt med krisehåndteringsprocedurerne. Kommissionens endelige be-slutning om krisehåndtering af et kreditinstitut vil afvente statsstøtteprocedurerne. Detsvarer til procedurerne vedr. Kommissionens vurdering af national statsstøtte.Det fremgår eksplicit af forslaget, at selvomevt. brug af den fælles Afviklingsfond ikkeformeltudgør statsstøtte i traktatens forstand, vil Kommissionen alligevel anvendestatsstøttereglerne analogt, dvs. som om de var gældende, i situationer hvor der gø-res brug af Afviklingsfonden. Brug af Afviklingsfonden vil således skulle godkendes afKommissionen og leve op til samme betingelser, som hvis der var tale om brug af ennational krisehåndteringsfond, som formelt udgør statsstøtte.I Rådets kompromis er indført yderligere konkrete operationelle bestemmelser om,hvordan dette sikres i praksis ved mere specifikt at fastlægge de konkrete procedurer,som vil skulle følges vedr. statsstøttevurderingen. Der er desuden overordnede be-stemmelser om, hvorledes man kan mindske evt. interessekonflikter internt i Kommis-sionen, i det omfang Kommissionen skal medvirke i de konkrete afviklingsbeslutningerog samtidig godkende brug af Afviklingsfonden ift. statsstøttereglerne, idet hensyneneikke nødvendigvis vil være de samme i de to typer beslutninger.

Demokratisk kontrolAfviklingsinstansen vil være ansvarlig over for Europa-Parlamentet, Kommissionen ogRådet og skal hvert år sende en rapport til disse samt Den Europæiske Revisionsretom udførelsen af Afviklingsinstansens opgaver. Afviklingsinstansens direktør skaloffentligt præsentere denne rapport for Rådet og Europa-Parlamentet. Direktøren skalligeledes efter anmodning foretræde for det relevante udvalg i Europa-Parlamenteteller for Rådet. Europa-Parlamentet og Rådet kan stille spørgsmål til Afviklingsinstan-sen, som skal besvares enten mundtligt eller skriftligt. Endvidere er der regler for,hvordan der kan føres fortrolige møder med udvalgsformænd mv. fra Europa-Parlamentet.Afviklingsinstansen skal endvidere sende sin årlige rapport til de nationale parlamen-ter i de deltagende lande, og skal svare skriftligt eller mundtlig på de enkelte nationaleparlamenters evt. synspunkter og spørgsmål til rapporten. Nationale parlamenter kanligeledes stille spørgsmål til Afviklingsinstansen og bede direktøren for Afviklingsin-

stansen til at foretræde i nationale parlamenter sammen med direktøren for den natio-nale afviklingsmyndighed.De nationale afviklingsmyndigheder vil fortsat være ansvarlige over for deres respekti-ve nationale parlamenter for de opgaver de selv er pålagt, herunder fx opgaver i rela-tion til de mindste og ikke-grænseoverskridende institutter.HjemmelsgrundlagTraktatgrundlaget for forslaget er artikel 114 i Traktaten om Den Europæiske Unionsfunktionsmåde (TEUF) vedr. det indre marked. Europa-Parlamentet er i henhold tildenne hjemmel medlovgiver på forslaget. Forslaget er fremsat som en forordning oggælder således umiddelbart i national ret.Det bemærkes, at den mellemstatslige aftale om den fælles Afviklingsfond i sagensnatur ikke kan knyttes til et konkret hjemmelsgrundlag i EU-traktaterne.NærhedsprincippetKommissionen fremhæver, at en fælleseuropæisk krisehåndtering af nødlidende kre-ditinstitutter vil sikre en effektiv og koordineret krisehåndtering på tværs af de delta-gende medlemslande. Dette vil iflg. Kommissionen minimere negative effekter på denfinansielle stabilitet samt begrænse behovet for offentlig finansiel støtte. Samtidig vilSRM sikre ensartede vilkår for kreditinstitutter på tværs af medlemslande. Kommissio-nen nævner endvidere, at man ved at oprette en central afviklingsmyndighed kan op-nå et højere ekspertise- og erfaringsniveau og således foretage mere systematiske ogeffektive afviklinger for de deltagende lande, end de nationale afviklingsmyndighederville kunne hver for sig.En fælles Afviklingsfond vil iflg. Kommissionen endvidere kunne optimere anvendel-sen af de midler, der modtages fra kreditinstitutterne, og herved beskytte de offentligefinanser bedre end ved separate nationale fonde.Regeringens foreløbige vurdering er, at forslaget er i overensstemmelse med nær-hedsprincippet.Europa-Parlamentets udtalelserEuropa-Parlamentets synspunkter adskiller sig især fra Rådets kompromis mht. be-slutningsprocedurerne og Rådets rolle i konkrete krisehåndteringsbeslutninger samtvedr. arbejdsdelingen mellem nationalt og centralt niveau, som er indeholdt i Rådetskompromis, jf. ovenfor.Europa-Parlamentet er repræsenteret som observatører i forhandlingerne om denmellemstatslige aftale. Formanden for Europa-Parlamentets udvalg for økonomiskeog monetære anliggender (ECON) har sammen med ordførerne på sagen sendt etbrev til det græske EU-formandskab, som kritiserer Rådets beslutning om at løftespørgsmålet om den fælles afviklingsfond ud af SRM-forordningen og over i den mel-lemstatslige aftale. Desuden har Europa-Parlamentets formand skrevet breve til hhv.Kommissions formand og den græske premierminister med en tilsvarende kritik.Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herforDe elementer af SRM-forslaget, der er reguleret i dansk ret, følger af lov om finansielvirksomhed, lov om finansiel stabilitet og lov om garantifond for indskydere og investo-rer. De nuværende regler om afvikling af realkreditinstitutter er reguleret i lov om real-kreditlån og realkreditobligationer mv.

Der henvises til grund- og nærhedsnotatet om sagen, som er oversendt til FolketingetsEuropaudvalg 11. september 2013, for en redegørelse for de gældende regler i Danmarkvedr. afvikling af banker efter bankpakke 3 og 4, og de særlige regler for afvikling af real-kreditinstitutter i Danmark.Forordninger skal efter EU-retten ikke implementeres i national lovgivning, da de gæl-der umiddelbart i dansk ret. Hvis Danmark måtte beslutte at deltage i det styrkedebanksamarbejde, og dermed deltage i SRM, vil dansk lovgivning formentlig skulletilpasses på nogle områder (ud over de ændringer der vil følge af BRRD).Det gælder bl.a. afviklingsmyndighedens beføjelser og arbejdsdeling med den fællesAfviklingsinstans samt eventuelle øvrige justeringer i lov om finansiel stabilitet og lovom realkreditlån og realkreditobligationer mv., hvor dette måtte være relevant.Der henvises i øvrigt til tidligere oversendt grund- og nærhedsnotat af 27. september2012 om BRRD for en beskrivelse af de lovændringer,BRRD forventes at medføre iDanmark.Direkte statsfinansielle konsekvenser ved forslagetAlle Afviklingsinstansens udgifter (herunder Afviklingsfondens udgifter) finansieres afsektoren, hvor de omkring 6.000 omfattede kreditinstitutter ud over bidrag til Afvik-lingsfonden vil blive opkrævet bidrag, der dækker administration mv. hos Afviklingsin-stansen. Disse udgifter har således umiddelbart ingen statsfinansielle konsekvenserfor Danmark, heller ikke hvis Danmark måtte vælge at deltage.Kommissionen foreslår, at der i 2014 ansættes omkring 15 årsværk ifm. iværksættel-sen af Afviklingsinstansen. Disse årsværk ansættes i Kommissionen. Herefter vil derfra 2015 blive behov for ca. 10 årlige årsværk til Kommissionen på permanent basisifm. sagsbehandling af Kommissionens krisehåndteringsbeslutninger. Disse årsværkfinansieres af EU-budgettet, hvorved der vil være tale om statsfinansielle konsekven-ser, svarende til Danmarks andel af EU-budgettet, jf. sædvanlige fordelingsnøgler.I det omfang Kommissionens krisehåndteringsbeslutninger giver anledning til erstat-ningsansvar vil sådanne omkostninger ifølge Kommissionens forslag skulle dækkes afEU-budgettet og i givet fald have statsfinansielle konsekvenser, ligeledes svarende tilDanmarks andel af EU-budgettet, jf. sædvanlige fordelingsnøgler. Det ventes imidler-tid fastlagt i den mellemstatslige aftale, at ikke-deltagende lande i sådanne tilfælde vilskulle kompenseres én-til-én af de deltagende lande for sådanne evt. omkostninger.Det fremgår af forslaget, at Kommissionens eller Afviklingsinstansens beslutningerikke kan pålægge medlemsstaterne (hverken deltagende eller ikke-deltagende lande)at yde ”ekstraordinær” offentlig finansiel støtte.Statsfinansielle konsekvenser af forslag om en fælles offentlig brofinansieringsmeka-nisme for deltagende lande vil blive afdækket, hvis et sådant forslag måtte blive stillet.Samfundsøkonomiske konsekvenserKommissionen har ikke fremlagt en konsekvensanalyse af forslaget under henvisningtil tidsnød og forslagets presserende natur. Derfor foreligger der for indeværende ikkenoget formelt grundlag for at vurdere de samfundsøkonomiske konsekvenser af for-slaget.Forslaget forventes dog at have positive samfundsøkonomiske konsekvenser, i detomfangdet sikrer en effektiv og ensartet krisehåndteringaf nødlidende banker inden fordet styrkede banksamarbejde og bidrager til at bryde den negative spiral mellem sva-

ge banker og svage offentlige finanser. Det må forventes at være til gavn for hele EU,herunder også de EU-lande, der måtte vælge ikke at deltage i det styrkede banksam-arbejde.Institutterne i de deltagende lande vil ifølge forslaget skulle bidrage til den fælles Afvik-lingsfond, hvilket imidlertid modsvares af, at de ikke længere vil skulle bidrage til ennational krisehåndteringsfond, jf. forpligtelsen til at bidrage til sådanne nationale fondesom følge af BRRD. Idet der lægges op til at være tale om samme målniveauer ogbidragsprincipper for den fælles Afviklingsfond i SRM som for de nationale krisehånd-teringsfonde under BRRD, forventes SRM i udgangspunktet ikke i denne sammen-hæng at være forbundet med ekstra omkostninger for de deltagende institutter.Depræcise regler for beregning af institutternes bidrag i regi af SRM er dog fortsat tildiskussion, og vil for de enkelte deltagende landes banksektorer kunne indebæreafvigelser fra de bidrag, som de ville have skullet yde til den nationale fond.HøringForordningsforslaget har været i høring i EU Specialudvalget for den finansielle sektor iaugust. Der henvises til grund- og nærhedsnotatet om sagen, som er oversendt til Folke-tingets Europaudvalg 11. september 2013, for en gennemgang af høringssvarene.Tidligere forelæggelse for Folketingets EuropaudvalgSagen blev forelagt Folketingets Europaudvalg mhp. forhandlingsmandat i forbindelsemed ECOFIN 15. november 2013. Sagen har efterfølgende været forelagt udvalget tilorientering i forbindelse med ECOFIN 10. december 2013 og 18. februar 2014. Grund-og nærhedsnotat om sagen er oversendt til Folketingets Europaudvalg 11. september2013.HoldningDansk holdningStillingtagen til eventuel dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde i EU vil findested, når der er tilstrækkeligt grundlag for at vurdere de samlede rammer for det styr-kede banksamarbejde, og når der er foretaget en grundig analyse af fordele og ulem-per ved evt. dansk deltagelse.Uanset eventuel dansk deltagelse vurderes det i dansk interesse, at der etableres enfælles afviklingsmekanisme for de lande, der deltager i det fælles tilsyn og at der sik-res en sund og velfungerende indretning af SRM og de øvrige dele af det styrkedebanksamarbejde i EU samt at bevare lige konkurrencevilkår i det indre marked. Derarbejdes i den forbindelse for, at et styrket samarbejde om tilsyn med og afvikling afkreditinstitutter ikke kompromitterer det indre marked. Der arbejdesdesuden i forlæn-gelse heraf for, at der i videst muligt omfang sikres konsistens mellem bestemmelser-ne i BRRD og SRM.Under forhandlingerne om SSM blev der fra flere ikke-eurolande, herunder Danmark,lagt stor vægt på, at ikke-eurolande, som vælger at tilslutte sig SSM, kan deltage påligeværdige vilkår ift. eurolande. Dette var særligt relevant i forhold til afstemningsreg-lerne i tilsynsrådet og relationen til ECB’s styrelsesråd. I forslaget til SRM er der ikke iudgangspunktet en skelnen mellem eurolande og ikke-eurolande, idet der fx ikke i denfælles Afviklingsinstans besluttende organer sondres mellem repræsentanter for denationale afviklingsmyndigheder ud fra om de er fra euro- eller ikke-eurolande. Rege-ringen finder, at det er centralt, at sådanne balancerede vilkår mellem eurolande ogikke-eurolande bevares.Regeringen vil arbejde for, at der parallelt med forhandlingerne om SRM-forslagetskabes klarhed over en eventuel fælles offentlig brofinansieringsmekanisme, herunder

sikre, at der også på dette område er ligeværdige vilkår mellem euro- og ikke-eurolande.Der var enighed om disse principper på ECOFIN d. 10. og 18. december2013, hvor ministrene vedtog en erklæring om spørgsmålet.Derudover støtterregeringen, at der er sikret en passende balance mellem hensynet tileffektiv beslutningstagningog hensynet tilrelevante nationaleforhold i de konkrete kri-sehåndteringsbeslutninger. I den forbindelse lægges vægt på princippet om ét land énstemme i plenarforsamlingen, frem for alternativer med rådsstemmevægte o.l.Danmark har siden indførelsen af Bankpakke 3 i 2010 generelt arbejdet for brugen afbail-in, herunder i forbindelse med forhandlingerne om BRRD. Regeringen vil derforfortsat lægge vægt herpå i forhandlingerne om SRM. Regeringen kan støtte fremryk-ningen af bail- in fra 2018 til 2016 som aftalt i både BRRD og rådskompromiset omSRM, og vil kunne støtte evt. fremrykkelse af bail-in yderligere til 2015, hvis der måttevære flertal herfor.Herudover vil regeringen lægge vægt på, at der i tilstrækkeligt omfang vil kunne tageshensyn til dansk realkredit i forbindelse med en krisehåndtering. Det gælder særligtAfviklingsmyndighedens mulighed for at fastsætte krav vedr. bail-in-relevante kapital-og gældsinstrumenter (det såkaldte MREL-krav). Både BRRD og SRM indebærer, atdanske realkreditinstitutter ikke vil kunne pålægges et MREL-krav, hvilket skyldesdisse institutters særlige forretningsmodel og det forhold, at de vil kunne håndteresgennem en gradvis afvikling i overensstemmelse med den eksisterende danske afvik-lingsmodel for realkreditinstitutter, hvis de mod forventning måtte blive nødlidende.Denne bestemmelse er ikke blevet problematiseret i trialogen.I forhold til realkreditinstitutterne vil regeringen endvidere arbejde for, at bidrag frarealkreditinstitutterne til den fælles afviklingsfond står i passende forhold til institutter-nes risikoprofil.For så vidt angår de foreslåede sanktionsbestemmelserstøtter regeringen, at det vilvære op til den fælles Afviklingsinstans at sanktionere overtrædelse af centrale dele afSRM-forordningen direkte overfor de enkelte deltagende institutter. Regeringen støtterendvidere, at Afviklingsinstansen for øvrige overtrædelser af forordningen kan anbefa-le den nationale afviklingsmyndighed at træffe foranstaltninger med henblik på at sik-re, at der idømmes passende sanktioner i overensstemmelse med BRRD, ifølge hvil-ket medlemsstaterne har valgfrihed med hensyn til anvendelse af strafferetlige sankti-oner.Andre landes holdningDer udestår endnu enighed om forslaget, idet en række lande er skeptiske over for atjustere Rådets kompromis på de områder, som Europa-Parlamentet finder centrale.

Dagsordenspunkt 4: Forberedelse af Det Europæiske Råd (DER) den20.-21.marts 2014 - økonomiske aspekter af EU’s energi- og klimapolitik 2030KOM(2014) 15, 21ResuméPå ECOFIN den 11. marts 2013 ventes en drøftelse af økonomiske aspekter af Kom-missionens meddelelse om en ramme for EU’s klima- og energipolitikker i perioden2020-2030, som input til DER den 20.-21. marts 2014.Baggrund og indholdEU’s nuværende klima- og energipolitiske ramme udløber i 2020. Kommissionen præ-senterede i marts 2013 en grønbog om en ramme for klima- og energipolitikkerne fremmod 2030. På DER i maj 2013 blev Kommissionens grønbog hilst velkommen, og detblev aftalt at drøfte konkrete forslag fra Kommissionen på DER i marts 2014.IndholdKommissionens meddelelse om en ramme for klima- og energipolitikken i perioden2020-2030 blev præsenteret den 22. januar 2014. Meddelelsen gør status over denhidtidige indsats for opfyldelse af EU’s klima- og energipolitiske målsætninger for 2020og opstiller følgende nye mål for EU’s klima- og energipolitikker frem til 2030:Et bindende mål for reduktion af drivhusgasser på 40 pct. i 2030 ift. 1990 for-delt mellem sektorer omfattet af EU’s kvotesystem og ikke-kvotesektorer.Et bindende, fælles EU-mål for vedvarende energi på 27 pct. af det endeligeenergiforbrug i 2030.Fokus på energieffektivisering efter evaluering af igangværende indsats, her-under evalueringen af energieffektivitetsdirektivet i juni 2014.

Kommissionens meddelelse indeholder ligeledes forslag til en ny proces for afrappor-tering og samarbejde om EU’s klima- og energipolitikker, der blandt andet omfatterudarbejdelse af nationale planer for de enkelte medlemslande.Meddelelsen vil blive drøftet i forskellige rådsformationer, herunder ECOFIN, medhenblik på forberedelse af DER i marts. Kommissionen lægger op til, at der på DERden 20.-21. marts vedtages overordnede mål for EU’s klima- og energipolitik, mens dekonkrete forslag til lovgivning mv. præsenteres og vedtages efterfølgende.ECOFIN’s drøftelse ventes at fokusere på de økonomiske aspekter af Kommissionensmeddelelse, idet EU’s klima- og energipolitikker har en række makroøkonomiske kon-sekvenser, bl.a. ift. vækst og beskæftigelse, energipriser, virksomhedernes konkur-renceevne og de offentlige finanser. I ECOFIN ventes særlig fokus på behovet for atsikre omkostningseffektive klima- og energipolitikker både i EU og på nationalt plan ogstyrke indsatsen for at sikre konkurrencedygtige europæiske energimarkeder, herun-der ved at gennemføre EU’s indre marked for energi.HjemmelsgrundlagIkke relevant.NærhedsprincippetIkke relevant.

Europa-Parlamentets udtalelserUdvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Udvalget for Industri,Forskning og Energi har den 9. januar 2014 vedtaget en beslutning om EU’s rammefor klima- og energipolitikerne frem mod 2030, som svar på Kommissionens grønbogaf 27. marts 2013. Beslutningen kalder på, at EU fastsætter følgende bindene mål for2030: 1) mindst 40 pct. interne drivhusgasreduktioner i forhold til 1990. 2) 30 pct. ved-varende energi, som andel af det endelige energiforbrug og 3) 40 pct. forbedret ener-gieffektivitet. Beslutningen blev vedtaget påEuropa-Parlamentets plenarforsamlingden 5. februar 2014.Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herforSagen har ikke betydning for gældende dansk ret.Statsfinansielle konsekvenserSagen medfører ikke i sig selv statsfinansielle konsekvenser. Hvis der senere i EUbliver vedtaget konkret lovgivning for EU's klima- og energipolitikker for perioden2020-2030, vil det få væsentlige statsfinansielle konsekvenser.Samfundsøkonomiske konsekvenserSagen medfører ikke i sig selv samfundsøkonomiske konsekvenser. Hvis der senere iEU bliver vedtaget konkret lovgivning for EU's klima- og energipolitikker for perioden2020-2030, vil det få væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.HøringIkke relevant.Tidligere forelæggelse for Folketingets EuropaudvalgSagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.HoldningDansk holdningDanmark hilser Kommissionens meddelelse velkommen og ser positivt på, at der ar-bejdes for at vedtage en ramme for klima- og energipolitikken for perioden frem til2030.Danmark arbejder for en ambitiøs grøn klima- og energipolitik i EU, der kan bidrage tilat skabe økonomisk vækst og beskæftigelse i Europa og til bæredygtig og effektivbrug af ressourcer.Konkret støtter Danmark – i lighed med en række andre lande - et bindende mål forreduktion af EU’s interne drivhusgasudledning på mindst 40 pct. i 2030 ift. 1990.Danmark vil samtidig lægge vægt på, at der i udmøntningen af 2030-målene sikresbl.a. en acceptabel byrdefordeling mellem landene, der bl.a. tager højde for landenessamlede indsats, og mellem kvote- og ikke kvoteområdet, evt. ved ændret arkitektur.For så vidt angår andelen af vedvarende energi, vil Danmark arbejde for, at det bin-dende EU-mål hæves fra 27 pct. til 30 pct. i 2030.Danmark lægger vægt på, at klima- og energipolitikken er så omkostningseffektiv sommuligt, og at de store potentialer for fortsat energieffektivisering udnyttes. Danmarkstøtter arbejdet med at forbedre konkurrence og integration af de europæiske energi-markeder, herunder gennem en hurtig færdiggørelse af EU’s indre energimarked.

Andre landes holdningDeøvrige medlemslandes konkrete holdninger til Kommissionens meddelelse, herun-der de økonomiske aspekter, kendes endnu ikke.Der forventes at være divergerende holdninger til målene for 2030. En række landehar meddelt Kommissionen, at de ønsker et drivhusgasreduktionsmål på mindst 40pct. i 2030 ift. 1990, mens andre lande lægger vægt på, at EU bør afvente en interna-tional forpligtende klimaaftale forud for fastsættelse af eventuelle mål. Flere landeønsker mål for vedvarende energi, mens enkelte er modstandere af dette. Enkeltelande støtter, at der fastsættes mål for energieffektivitet. Eventuelle beslutninger omnye mål vil skulle træffes med konsensus på DER.Der ventes generel enighed blandt medlemslandene om behovet for at sikre omkost-ningseffektive klima- og energipolitikker både i EU og på nationalt plan, og om beho-vet for at styrke indsatsen for at sikre konkurrencedygtige europæiske energimarke-der, herunder ved at gennemføre EU’s indre marked for energi.