Bodils ofre

Af Jens Morten HansenFælledvej 26,Tørslev Hage pr.3630 JægersprisDet har været en barsk oplevelse at være vidne til stormfloden ’Bodil’ og oversvømmelsens virkninger.Mange er blevet husvilde, heraf mange børnefamilier. Ca. 3.000 familier er ramt, og heraf vil 4-500 familiermed de gældende ubarmhjertige regler for stormflodserstatning få store udgifter, som kun de allerfærrestekan betale, hvis de vil have et beboeligt hjem tilbage. Mange vil gå personligt konkurs og må gå fra hus oghjem uden andet end en ubetalelig gæld i deres helt eller delvist ødelagte bolig. Selv er jeg ’kun’ ramt afuforudsete udgifter til nye gulve, køkken, hårde hvidevarer, andre elektriske apparater m.m., som jeg omnødvendigt selv kan betale. Så jeg skal sådan set ikke klage. Men det er unægtelig hårdt – selv for enhavforsker som mig, der burde kende havets kræfter - at tale med naboer og andre, der pludselig og heltuden skyld ser deres tilværelse kuldkastet af havets luner og ingen vej kan se ud af det økonomiske uføre,som ’Bodil’ og statens kyniske regler vil påføre dem.Det hele begyndte ca. en uge før det gik galt: Kuling og storm fra sydvest gennem flere dage. Så tiltogvinden og drejede til vest og trykkede vandet op langs Jyllands vestkyst og ind i Skagerrak. Samtidig blæstevandet fra sydlige Østersø op mod Botniske Bugt, og langs sydlige Østersø faldt vandstanden betydeligt.Stormen fortsatte og begyndte så at dreje mod nord. Det pressede vandet fra Skagerrak ned i Kattegat, ogda stormen kom om i nordnordvest, begyndte vandet også at strømme til fra de nordlige dele af Østersøen,således at vandet nu stuvede op fra to sider omkring Sjælland og Fyn. Resultatet blev, at en ’tusindårs’stormflod indtraf i det sydlige Kattegat, sidst på eftermiddagen fredag den 6. december og kulminerede vedmidnatstid, navnlig i de tre nordvendte fjorde: Odense Fjord, Isefjord og Roskilde Fjord. Værst gik det for sigi den smalle Roskilde Fjord, hvor vandet kom op i 2,1 meter over dagligt vande, væsentligt højere endnogensinde registreret før i fjorden.I sig selv gav dette betydelige problemer med huse, hvoraf mange med behørig tilladelse er bygget påsokler mindre end 2 meter over havet. Disse kommunalt godkendte byggehøjder gav naturligvis storeproblemer, bl.a. på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, hvor man heldigvis nåede at tildække vinduerne modfjorden, så de nationale klenodier ikke blev ødelagt.Men især blev problemerne uoverskuelige, hvor kommunerne omkring de tre nævnte fjorde har udstykketog givet byggetilladelse i tidligere inddæmmede landbrugsområder, hvor byggemyndigheden åbenbart ikkehar været opmærksom på, at terrænet flere steder ligger under den daglige højvandslinje og kun beskyttesaf lave diger. Disse områder er frem til 1970’erne blevet inddæmmet af landmænd, fordi man indtil dauden videre fik rentefrie statslån til inddæmningsprojekter, hvor det rentefrie lån end ikke skulletilbagebetales, hvis landbrugsdriften i de inddæmmede arealer ikke kunne betale afdragene. Om dedermed forbundne naturødelæggelser har forfatteren Kjeld Hansen skrevet en bog, der dokumenterer destatsfinansierede inddæmninger af talrige af de indre farvandes naturskønne småbugter og vige. Dalandmændene efterhånden opgav mange af de inddæmmede småarealer, blev en del af dem medkommunal velsignelse udstykket til dyre sommehus- eller helårsgrunde med havudsigt. Man kunne ønske,at kommunerne i højere grad havde overvejet risikoen ved denne havudsigt, og måske i mindre grad havde

skelet til de dejlige ekstra ejendomsskatter som kunne kradses ind for de pågældende grundes’herlighedsværdi’.Efter ’Bodil’ kunne man måske forvente en tilsvarende statslig og kommunal generøsitet, fx finansieret afden ekstra ejendomsskat folk i årevis har betalt for ’herlighedsværdi’ for havets nærhed, der således vistesig ikke altid at være så herlig. Og gerne inden alt for mange mennesker - helt uden egen skyld - havner iøkonomisk uføre og uoverskuelig gæld.Ulykke nr. 2 indtræffer derefter for de mange, der fik tidligt besøg af de firmaer, som forsikringsselskabernenormalt sender rundt for atrådgivefolk om hvad de skal gøre, inden den rigtige taksator kan få tid til atkomme. Men inden denne ’rigtige’ taksator omsider arriverer flere uger senere, har mange som nævntallerede haft besøg af et firma, der repræsenterer et forsikringsselskab for at rådgive omskadesbegrænsning, eller blot en håndværker eller entreprenør, som folk i deres fortvivlelse selv har tilkaldt- dvs. inden det går op for de ulykkelige, at der er tale om en ’naturkatastrofe’. For det indebærer nemlig, atforsikringsselskaberne ingen erstatningspligt har overhovedet. Men de pågældende repræsentanter,håndværkere eller entreprenører har alligevel ofte – måske for at trøste - givet hjemløse, ulykkelige ogrådvilde mennesker ret i, at gulve, vægge, køkkener, inventar osv. er ødelagt ogburdeerstattes. Derimodhar de kun i undtagelsestilfælde forklaret folk, at de selv skal betale for langt det meste af ødelæggelserne,når eller hvis Stormrådet resolverer, at der er tale om en ’naturkatastrofe’, in casu en stormflod. Hos defleste af disse først ankomne - sikkert velmenende, men utilstrækkeligt indsigtsfulde repræsentanter forintet relevant - har der nok været tale om uvidenhed om, at de gældende regler kunne være såubarmhjertige, som det senere vil gå op for de fleste, at de er. Da der så nogle dage efteroversvømmelserne kom en pressemeddelelse fra Stormrådet om, at man klassificerede oversvømmelsensom en ’stormflod’, åndede mange lettet op. Vel især forsikringsselskaberne, der således ikke ville fåudgifter på sagen. Men det samme gjaldt også mange af de ramte, især de husvilde, der nu fejlagtigttroede, at deres problemer ville løse sig. Derfor gik mange med en vis beroligelse gået i gang medreparationer eller nedrivning af ødelagte bygninger.Ulykke nr. 3 indtræder nu, hvor den rigtige - og i situationen typisk overbebyrdede - taksator omsiderdukker op – oftest uger efter, at folk har tømt husene for mugnende bygningsdele, tæpper, møbler osv.Først da går det op for mange, at den erstatning man i heldigste fald kan få fra Stormrådet har en langrække lovgivne begrænsninger og ikke på nogen måde kan sammenlignes med fx en brandforsikring. Dethavde mange ellers troet, fordi man på Stormrådets hjemmeside kunne læse, at forudsætningen foroverhovedet at komme i betragtning er, at man har en brandforsikring. Men selv om man har denne’hjemmelgivende’ brandforsikring, går det omsider op for de fleste, at det ikke noget med sagen at gøre,når den ’rigtige’ ofte stærkt beklemte taksator forklarer, hvordan reglerne er i de konkrete tilfælde.Nu går det så op for folk, at der 1) kun ydes erstatning fordirektefølger af stormfloden, ikkeindirekte,2) atbygningers og bygningsdeles værdi nedskrives med deres alder (modsat brandforsikringer, hvor brændtebygninger normalt genopføres), og 3) at skader i kældre slet ikke kan udløse erstatning, uanset hvor direkteskaderne skyldes stormflod. Nu forklarer de mere ansvarlige, men beklemte taksatorer så, når de ellers kanfå sig til det, at begrebet ’direkte skader’ bl.a. betyder, at hvis et gulv er ødelagt af vand, som ’kun’ harværet oppe i isoleringen, så skal gulvet ganske vist brækkes op for at fjerne den våde isolering og for atbegrænse skaderne på huset i øvrigt (så man i tilfælde af efterfølgende svamp, skimmel og råd kan fåalmindelig forsikringserstatning), men gulvet erstattes ikke, blot fordi det ligger i vejen for, at man kan

komme til isoleringen. Er man derimod så ’heldig’, at vandet har stået over gulvet, kan man godt få en viserstatning. Men hvis det fx er et fyrretræsgulv, som Stormrådet anser for at have en levetid på 100 år, oggulvet er 50 år gammelt, ja, så får man maksimalt 50% af udgiften dækket. Derfra skal så yderligere trækkesen ’selvrisiko’ for helårshuse på 8.000 kr. og for sommerhuse på 13.000 kr for hver 100.000 kr. af de’direkte’ udgifter, der kan komme på tale. Når folk så er kommet sig over chokket over denne oplysning,kommer næste chok: Hvis væggene er ødelagt af vand, fx op til 30 cm over gulvet, kan der maksimalt givesen vis erstatning for disse 30 cm, selv om hele væggen nødvendigvis må rages ned. Selvfølgelig fradragetden nævnte ’selvrisiko’.Ulykke nr. 4 indtræder nu, hvor taksatoren skal besigtige de bygningsdele og andre ting, som folk i deresfortvivlelse og ubehag ved skimmel, mug og lortelugt har kørt på lossepladsen, eller som visse kommuner ideres misforståede godhed har fjernet for folk. Det er sket mange steder, fordi der gik så lang tid, indentaksatoren omsider kunne komme. Men så falder bomben: Der gives ikke erstatning for noget som helst,der ikke ligger ved huset, eller som ikke fortsat befinder sig i huset.Så kommer ulykke nr. 5, når den stadig mere beklemte taksator skal fortælle, at intet, der ikke har væretunder tag og bag lukket dør, kan erstattes. Der røg så en vis erstatning for bortdrevne brændestakke ellerødelagte havetraktorer, slåmaskiner og andet løsøre, som man normalt ikke tager med sig ind i stuerne, forikke at tale om biler, der har stået udendørs eller ’kun’ været under en carports tag og ikke har været buretforsvarligt inde i en helt lukket garage.Ulykke nr. 6 indtræder nu, hvor taksatoren skal vurdere, om folk har gjort tilstrækkeligt for at ’begrænseskaderne’. De heldigste har således været hjemme, da oversvømmelsen skete, og har kunnet få fat ivarmeblæsere og affugtere. Men allerede lørdag formiddag den 7. december, hvor vandet de fleste stedervar sunket så meget, at det nu kunne give mening at prøve at tørre vandskadede ting og bygningsdele,meldte de fleste byggemarkeder udsolgt af disse redskaber. Andre steder havde DONG været ’så venlig’ atslukke for strømmen, så man først kunne komme i gang med tørringen (og skadesanmeldelsen – derskullevære elektronisk) hen på den følgende uge. At der her er blevet udøvet temmelig tilfældige skøn, fremgåraf mange gruopvækkende historier, som man kan have svært ved at tro, men som er blevet fortalt igen ogigen på udsigtsløse, men måske nok trøstende stor(m)møder for de stormflodsramte, fx i Frederikssund.Men hvem kan udholde at høre mere om, hvor elendigt landet som helhed har tacklet stormfloden ’Bodil’?Jeg kunne fortælle meget mere om svigt på svigt hos de kommunale myndigheder ogkatastrofeberedskabet, udbredt uvidenhed blandt forsikringsselskabernes medarbejdere og velment, menskadelig hjælp fra tililende ’repræsentanter’ for dit og dat samt håndværkere, entreprenører, venner ogbekendte, der i misforstået tillid til, at der ville komme erstatning, har sat sig selv og andre i udgifter, deikke kan betale. Men først og fremmest tør jeg beklage Stormrådets og Beredskabsstyrelsens mangelfuldeforberedthed på, at en stormflod af denne karakter kan forekomme i vores land. Imponerende er det hellerikke, at borgmestre, udvalgsformænd og andre repræsentanter for de ramte kommuner først viste sig ienkelte af de hårdt ramte områder, når fjernsynet var med. Endnu har de relevante myndigheder ikke vistsig i alle de ramte områder og direkte overfor de ulykkelige vedkendt sig det offentliges medansvar forkystsikring og umiddelbare pligt til at hjælpe nødstedte borgere – fx de mange mennesker, som heltuforskyldt må gå fra hus og hjem og resten af livet trækkes med både psykiske eftervirkninger, frygt forgentagelser og ubetalelige gældsbyrder.