---------- Forwarded message ----------
From:
mister
Date: 2014-09-22 13:13 GMT+02:00
Subject:
To:
Folketingets Boligudvalg
Boliger skal lydisoleres bedre
Ny SBi-anvisning giver eksempler på etagedæk og vægge, der kan opfylde bygningsreglementets
skærpede krav til lydisolering mellem boliger
Det akustiske indeklima i boliger har stor betydning for beboernes sundhed, og i erkendelse af at den
hidtidige beskyttelse mod nabostøj har været utilstrækkelig, er der i bygningsreglementet gennemført
en skærpelse af kravene til lydisolering mellem lejligheder i etagebyggeri.
Dimensionering af bygninger med hensyn til lydforhold betragtes dog ofte som dyrt og kompliceret, og
opfyldelse af de skærpede krav er naturligt nok en udfordring for byggebranchen.
Men nu bliver det enklere at projektere etageboliger, så de opfylder bygningsreglementets krav til
lydisolering. Det sker med den nye SBi-anvisning 237, Lydisolering mellem boliger – nybyggeri, fra
Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet.
Opfyldelse af funktionskrav
Bygningsreglementets lydkrav for boliger er formuleret som generelle funktionskrav med henvisning til
lydklasse C i standarden DS 490, hvad angår grænseværdier for trinlydniveau og lydluftisolation. SBi-
anvisning 237 indeholder i forlængelse heraf tabeller med konkrete angivelser af materialer og tykkelser
for vægge og etagedæk i kombination med forskellige gulvtyper samt byggetekniske tegninger af
samlinger, der kan forventes at efterleve bygningsreglementets krav.
”Vores intention har været at give de projekterende et godt værktøj til at vælge principper for de
boligadskillende konstruktioner tidligt i projekteringsfasen, så bygningsreglementets skærpede lydkrav
kan opfyldes, og der fås et bedre akustisk indeklima med mindre nabostøj”, forklarer seniorforsker Birgit
Rasmussen fra SBi, der har været forfatter på anvisningen sammen med civilingeniør Claus Møller
Petersen (Grontmij) og civilingeniør Dan Hoffmeyer (DELTA) om baggrunden for udgivelsen.
Birgit Rasmussen pointerer dog, at anvisningens tabeller i projekteringssammenhæng bør suppleres
med beregninger for at optimere løsningerne og for at dokumentere, at den samlede løsning lever op til
bygningsreglementets krav.
Fire bygningstyper
Anvisningen tager udgangspunkt i dansk byggeskik og inddeler boligbyggeri i fire bygningstyper efter
deres hovedkonstruktioner, som kan være tunge eller lette eller en kombination. For de tre
bygningstyper med tunge etagedæk gennemgås de lydmæssige egenskaber sammen med eksempler
på samlinger mellem bygningsdelene.
Derudover behandler anvisningen lydforhold i områder i tilknytning til selve boligen, herunder trapperum
og gangarealer, vådrum og altaner, ligesom lydisolering i forbindelse med installationer og rum med
særligt støjende aktiviteter omtales.