Undervisningsningsministeriet
4. september 2014
Baggrundspapir til BUU´s studietur til Norditalien
Dette baggrundspapir vedrører følgende temaer, der ønskes belyst i forhold til studieturen til
Norditalien:
1. Overgang fra dagtilbud til grundskole og samarbejde mellem pædagoger og lærere
2. Forældreansvar og -inddragelse samt institutionernes forankring i og samarbejde med
lokalsamfundet
Ad. 1 Lovgivning om overgang fra dagtilbud til grundskole
Af folkeskolelovens § 11 fremgår der, at undervisningen i børnehaveklassen skal skabe sammenhæng
både mellem børnenes overgang fra hjem og dagtilbud til skolen og mellem børnehaveklasse, de
efterfølgende klassetrin og fritidstilbuddet. Det står i Fælles Mål – Faghæfte 25 – Børnehaveklassen.
Ligeledes står der i dagtilbudsloven, at det enkelte dagtilbud skal sætte fokus på og arbejde med børns
læring og udvikling. I bemærkningerne til loven hedder det også, at arbejdet med læring skal bidrage til
at sikre en harmonisk overgang til skole og fritidstilbud.
Ifølge dagtilbudsloven skal alle dagtilbud udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan for børn i
aldersgruppen 0-2 år og børn i aldersgruppen fra 3 år til barnets skolestart. Den pædagogiske læreplan
skal give rum for leg, læring og udvikling af børn i dagtilbud. Ved udarbejdelsen af den pædagogiske
læreplan skal der tages hensyn til børnegruppens sammensætning. Den pædagogiske læreplan skal
beskrive dagtilbuddets mål for børnenes læring inden for følgende temaer:
1) Alsidig personlig udvikling
2) Sociale kompetencer
3) Sproglig udvikling
4) Krop og bevægelse
5) Naturen og naturfænomener
6) Kulturelle udtryksformer og værdier
Fælles Mål for børnehaveklassen bygger videre på arbejdet i dagtilbuddene via Fælles Mål inden for
følgende seks temaer:
1) Engagement og fællesskab
2) Sprog
3) Krop og bevægelse
4) Naturlige fænomener
5) Matematisk opmærksomhed
6) Kreative og musiske udtryksformer
Det lokale arbejde med overgang fra dagtilbud til grundskole
For at imødekomme dagtilbudsloven og folkeskoleloven samt sikre den gode overgang for børnene fra
dagtilbud til skole og fritidstilbud er der i mange kommuner udarbejdet fælles kommunale procedurer
1