Fra:Rikke Lind [mailto:[email protected]
Sendt: 25. juni 2014 23:27
Til: Ane Halsboe-Jørgensen; Julie Skovsby; Karin Gaardsted; Annette Lind; Orla Hav; Rasmus Horn
Langhoff; Troels Ravn; Lotte Rod; Jeppe Mikkelsen; Marlene Borst Hansen; Annette Vilhelmsen; Trine
Pertou Mach; Rosa Lund; Lars Dohn; Henning Hyllested; Karen Ellemann; Peter Juel Jensen; Finn
Thranum; Louise Schack Elholm; Anni Matthiesen; Tina Nedergaard; Ulla Tørnæs; Alex Ahrendtsen; Bent
Bøgsted; Marie Krarup; Martin Henriksen; Merete Riisager; Thyra Frank; Lene F. Espersen
Cc: <<[email protected]>>
Emne: En dreng der ikke er plads til...
Kære medlemmer af Børne- og Undervisningsudvalget
Jeg skriver til jer, fordi jeg gerne vil give jer et konkret eksempel på, hvor svært skolerne har ved at opfylde
kravene om inklusion og stille dig et par konkrete spørgsmål omkring mulighederne for tilskud til støtte i det
private skolesystem, som jeg håber I vil besvare for mig.
Jeg skriver på vegne af min veninde Mia Birk Hansen, som er så træt og udkørt at hun ikke selv orker. Mia er
enlig mor til Lisa på 6 og Tobias på 9�½. Tobias fik for tre år siden konstateret en tumor i hjernen, som har
betydet flere operationer, mange smerter og tur/retur til hospitalet. Mia er økonom og har i mange år arbejdet
i Københavns Kommune, men har siden Tobias blev syg gået hjemme og passet ham med kompensation for
tabt arbejdsfortjeneste.
Det har, selv sagt, været en voldsomt hård tid for hele familien, og i særdeleshed for Tobias. Tumoren fik
lægerne bugt med efter den anden operation 2013, og i juni 2014 blev det bekræftet at den er væk. Men han
har, grundet de mange operationer, fået et indsnævret synsfelt og lider af hovedpiner mm.
Han er nu, efter et år på børneungecenter for rehabilitering i Virum, blevet testet i den absolut høje ende
både fagligt og intellektuelt. Centret og lægerne på Rigshospitalet anbefaler at Tobias kommer ud i en lille
(8-12 børn), men helt "almindelig", klasse med almindeligt fagligt og socialt miljø. Centret anbefaler dog, at
han får støtte i en indkøringsperiode.
De mange privatskoler han er skrevet op til siger samstemmigt at de ikke kan få støtte til ham. Hvis de søger
fuld støtte, så kan de kun få midler til at levere støtte i fire timer ugentligt, siger de.Den kommuneskole han
tilhører, og som Tobias startede på i 2010 - Skolen ved Sundet - kan ikke tilbyde ham det rolige og mindre
miljø, som han har behov for. De foreslår, sammen med PPR, at Tobias sendes på den specialskole, der
ligger ved siden af Skolen ved Sundet - Friluftsskolen - som beskrives således:
"En specialklasserække for børn, der har væsentlige motoriske handicap (fx. spasticitet, muskelsvind,
rygmarvsbrok) og ofte har specifikke indlæringsvanskeligheder,
som følge af deres handicap.”
Skolen tilbyder en mulighed for senere indslusning på Skolen ved Sundet, men selv med de mest
optimistiske prognoser, vil Tobias ikke kunne klare 28 børn og tre spor og en, efter Mias udsagn, "larmende
kultur”.
Mia er nu bekymret over udsigten til at Tobias fortsat skal omgås synligt syge børn hver dag. Det har han
gjort i flere år nu, og han har nu behov for, at få lov at vende stille og roligt tilbage. Hun er bekymret for hans
selvbillede, og for at de faglige og sociale miljø er helt skævt for Tobias. Hun forstår ikke hvorfor
Friluftsskolen er det rigtige tilbud til ham.
Da Mia på mødet med skolelederen i fredags gjorde opmærksom på disse bekymringer, spurgte hun i en
hånlig tone, hvad Mia så havde tænkt sig at gøre af Tobias efter sommerferien... Og dette er blot den sidste
af flere samtaler, hvor skolelederen har været så ukonstruktiv og nedladende, at dialogen efterhånden er
formålsløs. Mia har i alle årene arbejdet med systemet og medalle de instanser, som har haft til formål at
hjælpe hende, på trods af at familien har følt sig virkelig dårligt behandlet. Jeg vl ikke gå i detaljer omkring
det forfærdelige sagsforløb familien har været igennem. Blot understrege behovet for handling.