Idet henvises til ministerens svar på BEU alm. del - spm. 97-104 ønskes en redegørelse for og en drøftelse af, om ministeren er af den opfattelse, at der bør ændres i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område med henblik på at sikre borgerne deres rettigheder.
Ministeren bedes herunder redegøre for følgende:
a) Idet henvises til svar på BEU alm. del spørgsmål 101 bedes ministeren redegøre for Ankestyrelsens svarfrister over for borgere, der klager over kommunens svar.
b) Idet henvises til svar på BEU alm. del spørgsmål 101 bedes ministeren redegøre for, hvilke handlingsmuligheder en borgmester har over for forvaltningen i en kommune, hvis en borger klager over, at der går lang tid, inden en sag forelægges rehabiliteringsteamet. Ministeren bedes endvidere redegøre for, hvad ministeren mener med ”lang tid” inden sagen forelægges for rehabiliteringsteamet.
c) Idet henvises til svar på BEU alm. del spørgsmål 99 bedes ministeren redegøre for, hvilke rettigheder borgeren har og hvordan borgeren kan gøre brug af dem.
d) Idet henvises til svar på BEU alm. del spørgsmål 102 bedes ministeren redegøre for og give eksempler på, hvad ministeren mener med, at ”Kommunen må således ikke igangsætte tilbud, der kan medføre risiko for liv eller førlighed for personen”.
e) Idet henvises til svar på BEU alm. del spørgsmål 97 bedes ministeren redegøre for erfaringerne med aftalen fra 9. november 2012 vedrørende en ny klagestruktur, med ikrafttræden den 1. juli 2013, og ministeren bedes uddybe, hvad ministeren mener med sætningen ”det er borgmesteren, der er den øverste ansvarlige for kommunens administration”.
f) I svar på BEU alm. del spørgsmål 98 hedder det: ”En sygemeldt, der efter 5 måneder ikke kan få sine sygedagpenge forlænget efter en af forlængelsesreglerne, vil få et jobafklaringsforløb, hvor den sygemeldte får en målrettet indsats, der kan hjælpe den sygemeldte tilbage i arbejde. Under jobafklaringsforløbet er den sygemeldte sikret en ydelse på kontanthjælpsniveau, som er uafhængig af både ægtefælles og samlevers indkomst og formue.” Ministeren bedes på baggrund heraf redegøre for en borgers handlemuligheder, hvis ikke dette sker.
g) Hvad vil ministeren gøre for, at ventetiden på svar fra Ankestyrelsen bliver acceptabel og i overensstemmelse med aftalen om en ny klagestruktur?
Dato: 28-01-2014
Status: Besvaret
Emne:
arbejdsmarkedspolitik og beskæftigelsesindsats
Afholdelse af samrådet: Beskæftigelsesudvalget 25-03-2014 kl. 16:30