BEU, Alm.del - 2013-14 - Bilag 34: Henvendelse af 21/10-2013 fra Louise Kristina Nielsen, Augustenborg om kontanthjælpsreform 2014

KæreMette Frederiksen og Helle Thorning-SchmidtI januar måned 2014, bliver jeg og min familie ramt af den nye kontanthjælpsreform. Det gør vi, fordijeg er kronisk syg, og aldrig kan blive rask igen. Vi bliver ramt, fordi jeg ikke har muligheden for, at gå igang med en uddannelse, eller tage et fuldtids –eller deltidsjob, og derfor sidder fast på kontanthjælp.Jeg ville ellers meget gerne. Jeg håber på, at kunne få et flexjob, men det tager lang tid, inden jegoverhovedet kan søge det.Mit højeste ønske er, at vågne en morgen, og være rask, og aldrig blive kronisk syg igen. At kunne ståop, og ikke allerede være druknende træt, efter at have taget et bad, ordnet hår og taget tøj på. Atkunne klæde mig på, og kører afsted på arbejde, og være fyldt med energi til en hel dag og aften, ogikke en eneste gang i løbet af dagen, at mærke smerte.Mit højeste ønske er, at være helt normal, ikke at fejle noget, at kunne arbejde, være mor, handle, lavemad, gøre rent, vande blomster, ordne have, pleje mine hobby’er, følge med i en film, kunne læse enbog på kortere tid, end seks måneder, kunne fører en samtale, uden at skulle lede efter ordene, ikke atglemme hvad emnet for samtalen er, at kunne huske bare 50 % af mine aftaler, i stedet for kun 5 % -alt dette, som jeg kunne engang, og som alle raske mennesker klare det, og uden at blive andet, endbare almindeligt træt. Og ikke mindst - at kunne være kæreste/samlever for min dejlige, skønne ogforstående kæreste, på lige fod – at kunne tage bare halvdelen af de huslige og daglige pligter, og ikkese min arbejdende kæreste, også skulle klare hjemmet, og hele tiden bærer det tunge læs.Men… Der er noget, der næsten er værre, end alt det andet. Noget, der gør, at jeg mere end nogetandet, ville ønske, at jeg var rask, som DIG… Det vender jeg tilbage til.Èn ting er, at blive syg. At have så ondt, at jeg skriger og vrider mig pga. smerter, at blive træt som etondt år, bare af at lægge rent tøj sammen, og være nødt til at hvile i en time, at have konstant dårligmave, og aldrig vide hvornår jeg skal knibe ballerne sammen og LØBE til nærmeste toilet – helst udennogen opdager hvor meget det haster. At få ondt af at have tøj på (TØJ (!!), for pokker – det er sværtat undvære at have på), og alle de andre ting, der følger med min sygdom – den ene af dem. En af deandre føles som at have hovedet i en klappet bjørnefælde. Nej, det er ikke overdrevet, desværre.En anden ting er, at accepterer, at jeg er syg – for altid! At accepterer, at jeg ikke kan få det job, jegallerhelst i hele verden vil have, og som jeg altid har drømt om. At være fotograf. Det kommer aldrig tilat ske. Jeg er ikke i stand til, at tage uddannelsen, og jeg ville ikke kunne slæbe på udstyret. Så skullejeg have en assistent – altså, helt urealistisk. Det smerter bare at skrive disse ord… Jeg kommer nokaldrig helt til at acceptere det. Men jeg tolererer det, det er jeg nødt til. Ellers visner jeg. Jeg harforsøgt at ændre på min situation, også selvom jeg godt vidste, at det sikkert ikke ville ændre noget,men det skulle i det mindste forsøges. Jeg er stoppet med at ryge efter 20 år (for omkring 1½ årsiden), og jeg har tabt mig mere end 30 kg, ud af de 50 jeg havde taget på (fordi jeg blev mere ogmere syg, og fik mere og mere ondt – man tager på, når man kan bevæge sig mindre og mindre, og erså syg, at man må være meget sengeliggende), og er kommet ned på min normalvægt.Men det er ikke kun, at accepterer sin sygdom i forhold til arbejde/identitet. Det er også i forhold tilmine hobbyer og interesser (ud over at fotografere). Jeg elsker at male og tegne, nusse om blomster,at ordne have, at gå lange ture med mine hunde, og mange andre ting. Nogle ting kan jeg ganske kort

tid af gangen, andre ting kan jeg slet ikke mere, og kommer aldrig til det igen. At male kan jeg lidtendnu, men gør det meget sjældent, da det er direkte deprimerende, at jeg ikke kan holde til detsærlig længe af gangen. At tegne giver ondt i fingre og hånd. Og sådan er der hele tiden noget. Mendet kan man lærer at leve med. Jeg prøver at finde glæde i de ting jeg godt kan, og bruger ikke såmeget tid på, at tænke på de ting jeg ikke kan.Man lærer at leve med det hele. Smerter, træthed, at skulle undvære ting man har kært, osv. Der erikke andet for. Hvis man ikke lærer at leve med det, er der ikke noget liv tilbage. Jeg er mor, og kanderfor ikke tillade mig andet, end at leve livet videre, og prøve at få det bedste ud af det.Men noget jeg har svært ved at leve med, og aldrig kommer til at accepterer – som jeg vil påstå er detværste ved hele denne situation (og tro mig, jeg kan nævne mange ting om situationen, at være syg,som ville knække selv den stærkeste mand) – det er, at dét at være syg her i Danmark, er det mestnedværdigende, ubehagelige, ydmygende og mest modbydelige jeg i mit næsten 35 år lange liv haroplevet. Jeg ville gøre alt, ALT (!!), for, at blive rask, alene for aldrig mere, at skulle opleve, hvadvenner, familie, kommune og andre kan finde på at byde én, ene og alene fordi man er syg. Og tænksig – nogen tror fandeme, at man finder på, at man er syg. Ja da – for hvem gad ikke få denydmygende behandling alle steder fra, for at få den formue man får, af at være på kontanthjælp? Vived alle hvilken guldmine det er, og det er helt bestemt alle ydmygelserne og nedværdigelserne værd,ikke?Det mener I politikere i hvert fald, at vi syge må mene. Og det skal der gøres noget ved! Så fra januar2014, som er lige om hjørnet, kommer der andre boller på suppen! Så skal piben nok få en anden lyd!Nu skal man helst slet ikke kunne overleve på kontanthjælp. Og hvis du er samlevende, skal denarbejdende part betale gildet.I vores tilfælde, er der også et barn der skal forsørges. Det betyder, at jeg i en alder af 35 år, ikke vilvære i stand til, at kunne forsørge mit eget barn. Jeg vil ikke engang kunne forsørge mig selv! Ogdrømmen om flexjob går også fløjten. For, for, at få tilkendt flexjob, skal man i arbejdsprøvning. Det viljeg rigtig gerne, det er ikke dèt, der er problemet. Men jeg kan ikke komme derhen..! Jeg vil ikkelængere have råd til bil. Jeg kan fysisk ikke gå ned til bussen og hjem igen hver dag, og selv hvis jegkunne, så har jeg ikke råd til bussen..! Jeg vil heller ikke kunne komme til møde med minsagsbehandler, når jeg bliver indkaldt til møde. Eneste trøst er, at jeg da i det mindste ikke misterpenge af den grund.Der er dog en større bekymring end noget andet – jeg er dødsens ræd for, at der sker et uheldherhjemme, og jeg ikke kan ringe 112. Det kan man nemlig ikke, når man ikke har råd til en telefon.Men sådan kommer det til at være, når man er kronisk syg i Danmark. Jeg må indrømme, at jeg synesdet er slemt nok nu – men det er intet i forhold til, hvad der venter om mindre end tre måneder. Nogenvil måske mene, at vi bare kan gå hver til sit (det omvendte af tvangsægteskab?), og flytte frahinanden. Men hvem skal betale for det? Hvordan skal vi hver især finde penge til indskud og flytning?Og hvordan skal der findes penge til, at den ene kan købe seng, sofa, tv, klædeskab osv osv osv, somen af os kommer til at mangle?Nej… Vi sidder totalt og helt og aldeles fast i denne situation, og vi har ingen mulighed for, at kommeud af den.