Notat
September 2014
Problemer for medarbejdende ægtefæller i dagpengesystemet
Problemet
En bred forligskreds besluttede i 2011 at forenkle reglerne om ægtefælleudtræden i forbindelse med
dagpenge og efterløn. Efter en god start gled forvaltningen fra embedsværkets side af sporet og
resulterede i følgende:
For den halvdel af ægtefællerne, som formelt ikke ejer noget af virksomheden, er det blevet
nemmere at anvende regelsættet
For den halvdel, som ejer dele af eller hele virksomheden er det blevet væsentligt mere indviklet at
anvende regelsættet
Sidstnævnte gruppe vil enten være helt afskåret fra efterløn eller være nødt til at ændre væsentligt
på familiens økonomi, herunder ejerskab af bolig etc. ligesom det vil koste mange tusinde kroner i
administration
Det er ægtefæller, som ejer en del af virksomheden, der får en ringere retsstilling end før regelændringen.
Før 2011 havde ejerskabet ikke betydning for dagpenge/efterløn. I praksis kan det betyde, at hvis
virksomheden drives fra hjemmet, må man afhænde sin bolig for at kunne komme på efterløn. Dermed er
der også opstået en ligestillingsproblematik som følge af den nye praksis, ligesom det får betydning for
arveforhold.
Der er for gruppen tillige forbundet store udgifter til advokat etc. med at kunne komme på efterløn.
Det erklærede formål med forliget var at forenkle reglerne, og det fremgik samtidig, at retstilstanden for
den personkreds, der før kunne benytte reglerne for ægtefælleudtræden, ikke skulle ændres. Dermed
synes praksis at være gået stik i mod den politiske hensigt med forliget.
Problemet omfatter alene blandt Ases medlemmer ca. 100-150 selvstændige hvert år.
Løsningen
Med en kort præcisering af, hvilken personkreds, der omfattes af reglerne kan forenklingen komme til at
gælde for alle igen.
Dette vil ikke koste yderligere for staten, men det vil gøre, at forenklingen med ét slag lever op til det, der
åbenlyst synes at have været den politiske intention.
Når løsningen ikke, som det ellers flere gange har været påpeget, kommer til at koste ekstra for staten, er
det, fordi praksis nu har udviklet sig således at ægtefæller, der ejer noget af virksomheden, kan overdrage
til hinanden og dermed få adgang til efterløn.
De kan altså komme på ydelse, men på meget indviklede vilkår og med føromtalte store konsekvenser for
bl.a. deres økonomi. Dette har ikke tidligere været muligt, men er det nu, hvilket gør, at uanset om man
løser problemet eller ej vil udgiften for staten være den samme.
Det kan altså ikke bruges som argument mod en løsning, at der først skal findes penge.