PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Beskæftigelsesudvalget 2013-14
BEU Alm.del Bilag 293
Offentligt

NOTAT

25. august 2014

Notat til Folketingets Europaudvalg og Beskæftigel-

sesudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens

sag C-115/14 (RegioPost)

Sagsnr. 2014 - 3244

Fdsff

Indledning

Oberlandesgericht Koblenz (Tyskland) har anmodet EU-Domstolen om at besvare

to præjudicielle spørgsmål, herunder et spørgsmål om fortolkningen af reglerne om

fri bevægelighed for tjenesteydere i traktaten om Den Europæiske Unions Funkti-

onsmåde (TEUF) artikel 56 og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

Direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som

led i udveksling af tjenesteydelser (”udstationeringsdirektivet”).

2. De præjudicielle spørgsmål

De præjudicielle spørgsmål angår anvendelsen af arbejdsklausuler i en tysk delstat.

I dansk kontekst er det spørgsmål 1), der er relevant. Spørgsmålet har følgende ord-

lyd:

”1) Skal artikel 56, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv

96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i ud-

veksling af tjenesteydelser fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for

en ufravigelig national bestemmelse, der pålægger ordregivende myndigheder kun

at give kontrakter til virksomheder, såfremt disse selv og deres underentreprenører

ved tilbudsgivningen skriftligt har forpligtet sig til at betale de af deres ansatte, der

deltager i udførelsen af ordren, en statsligt fastsat mindsteløn, der kun gælder for

offentlige, men ikke for private kontrakter, når der ikke findes en generel lovpligtig

mindsteløn og ej heller en almindeligt gældende overenskomst, der er bindende for

de potentielle ordremodtagere og eventuelle underentreprenører?”

3. Baggrunden for spørgsmålene

Spørgsmålene vedrører en tysk delstatslov, hvorefter ordregivende myndigheder

forpligtes til kun at give kontrakter til virksomheder, der ved tilbudsgivningen

skriftligt har forpligtet sig til at overholde en arbejdsklausul, hvorefter de skal beta-

le de af deres ansatte, der deltager i udførelsen af ordren, en statsligt fastsat mind-

steløn.

Sagsøgte er Stadt Landau in der Pfalz, som har udbudt en opgave med postomde-

ling. Det følger af udbuddet, at ordremodtageren forpligtes til at betale sine ansatte

den ovenfor nævnte mindsteløn, samt at eventuelle underleverandører skal over-

holde samme forpligtelser overfor sine ansatte. Sagsøgeren er en tysk tjenesteyder,

RegioPost GmbH & Co KG Ludwigshafen, som ønsker at udføre postomdeling.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sagsøgeren har anført, at der ikke kan stilles krav om mindsteløn i forbindelse med

et offentligt udbud af opgaver i relation til omdeling af post på den måde, som del-

statsloven i Rheinland-Pfalz fastsætter.

Den omtvistede bestemmelse i delstatsloven har følgende ordlyd:

»Medmindre kollektive overenskomster kan kræves overholdt i henhold til § 4,

må offentlige kontrakter kun tildeles virksomheder, der ved tilbudsafgivelsen

skriftligt har forpligtet sig til i forbindelse med udførelsen af ydelsen at betale

deres ansatte en løn på mindst 8,50 EUR (brutto) pr. time (mindsteløn) og i

udførelsesperioden at gennemføre ændringer af mindstelønnen i medfør af

forordning udstedt af delstatsregeringen i henhold til stk. 2 over for deres ansatte.

Første punktum gælder ikke for arbejde udført af lærlinge.

Såfremt erklæringen om mindsteløn ikke foreligger ved tilbudsafgivelsen og

heller ikke fremlægges på opfordring, skal buddet udelukkes fra vurderingen.

Såfremt tjenestestedet i medfør af § 4, stk. 5, har offentliggjort en model for

afgivelse af erklæringen om mindsteløn, kan denne anvendes.«

Sagsøgeren støtter sine krav på, at der ikke er hjemmel i udstationeringsdirektivet

eller TEUF artikel 56 til at stille et krav om, at de ansatte, der udfører den udbudte

opgave med postomdeling, skal have en mindsteløn på 8,50 euro i timen på den

måde, som det er gjort i nævnte delstatslov. Det gøres blandt andet gældende, at det

ikke er i overensstemmelse med EU-retten at stille krav om mindsteløn i offentlige

udbud, når et tilsvarende krav ikke stilles til kontrakter, der indgås mellem private.

Det følger af udstationeringsdirektivet, at medlemsstaterne kan fastsætte regler om,

at virksomheder, der udstationerer arbejdstagere på en medlemsstats område, skal

sikre arbejdstagerne de arbejds- og ansættelsesvilkår (eksempelvis regler om mind-

steløn), som i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udføres, er fastsat ved lov

eller administrative bestemmelser, og/eller ved kollektive aftaler eller voldgifts-

kendelser, der finder generel anvendelse (almengjorte overenskomster). Hvis der i

en medlemsstat ikke findes en ordning til konstatering af, at en kollektiv aftale fin-

der generel anvendelse, kan medlemsstaten i stedet vælge eksempelvis at lægge de

kollektive aftaler, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter på na-

tionalt plan, og som gælder på hele det nationale område, til grund.

4. Beskæftigelsesministeriets interesse i sagen og stillingtagen

Sagen har betydning for det danske arbejdsmarked, idet sagen grundlæggende

handler om medlemsstaternes ret til at regulere og fastsætte løn. I Danmark anven-

des ikke en lovfastsat mindsteløn, og Danmark har heller ikke almengjorte over-

enskomster. I Danmark fastlægges mindstelønnen af arbejdsmarkedets parter,

eventuelt gennem anvendelse af kollektive kampskridt, jf. – i relation til udenland-

ske tjenesteydere – udstationeringslovens § 6 a. I forbindelse med offentlige udbud

i Danmark er det almindeligt, og på det statslige område obligatorisk, jf. ILO-

konvention 94 om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter, at der anvendes arbejds-

klausuler, dvs. at der stilles krav om mindsteløn og andre minimumsvilkår.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I Domstolens dom i sagen C-346/06, Rüffert, fastslog Domstolen, at det var i strid

med udstationeringsdirektivet sammenholdt med TEUF artikel 56, at en myndighed

i en medlemsstat vedtager en lovgivningsmæssig foranstaltning, hvorved det på-

lægges den ordregivende myndighed kun at give kontrakter for byggeleverancer til

virksomheder, som ved tilbudsgivningen skriftligt har forpligtet sig til ved udførel-

sen af leveringerne mindst at betale deres ansatte den på leveringsstedet overens-

komstmæssigt fastsatte løn. Domstolen lagde vægt på, at lønnen i udbuddet ikke

var fastlagt på en af de måder, der er foreskrevet i udstationeringsdirektivet. Til an-

bringender for Domstolen om, at foranstaltningen i delstatsloven var berettiget af

hensyn til formålet om arbejdstagernes beskyttelse, bemærkede Domstolen, at del-

statsloven kun gælder for offentlige kontrakter, og at

”sagsakterne for Domstolen

oplyser imidlertid intet, der kan føre til den konklusion, at beskyttelsen ifølge en

sådan lønsats – der endvidere, som den forelæggende ret har bemærket, overstiger

minimumslønnen i henhold til

[den tyske udstationeringslov]

– kun er nødvendig

for en arbejdstager beskæftiget i byggesektoren, når vedkommende er ansat i for-

bindelse med en byggeleverance til det offentlige, og ikke, når arbejdstageren ar-

bejder i forbindelse med en privat kontrakt.”

Efter dommen udarbejdede Beskæftigelsesministeriet et notat med en vurdering af

dommen og dens betydning for dansk ret

. I notatet konkluderes det vedrørende

dommens indhold, at det - i modsætning til det indtryk man kan få alene ved at læ-

se dommens konklusion - ikke i sig selv er i strid med EU-retten at indsætte en ar-

bejdsklausul i offentlige kontrakter. Der lægges i den forbindelse bl.a. vægt på, at

Domstolen i Rüffert-dommen udtaler sig ud fra de konkrete forhold, der forelå i

Tyskland.

Derudover henvises der til, at en væsentlig forskel mellem situationerne i Tyskland

og Danmark er, at Danmark i modsætning til Tyskland har ratificeret ILO-

konvention 94, hvorfor Danmark folkeretligt er forpligtet i henhold til konventio-

nen.

Endelig påpeges det, at hensynet til, at det offentlige skal optræde som ”modelar-

bejdsgiver”, og ikke bør medvirke til at presse løn og ansættelsesvilkår, ikke var

blevet gjort gældende for EU-Domstolen.

Denne tankegang ses i øvrigt i det nye udbudsdirektiv (direktiv 2014/24), hvor det i

artikel 18, stk. 2, fremgår, at

”Medlemsstaterne træffer passende forholdsregler for

at sikre, at økonomiske aktører i forbindelse med gennemførelsen af offentlige kon-

trakter overholder gældende forpligtelser inden for miljø-, social- og arbejdsmar-

kedslovgivning i henhold til EU-retten, national lovgivning, kollektive aftaler eller i

henhold til de internationale miljø-, social- og arbejdsmarkedsmæssige lovbe-

stemmelser, der er nævnt i bilag X.”

Anvendelsen af arbejdsklausuler foregår på en anden måde i Danmark end i Tysk-

land. Danmarks forpligtelser efter ovennævnte ILO-konvention er udmøntet i et

cirkulære, der netop er blevet ændret

. Det er obligatorisk for statslige myndighe-

Jf. Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, alm. del 2007-2008 (2. samling), Bilag 298

Cirkulære nr. 9471 af 30. juni 2014.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

der (ministerier, styrelser mv.) at anvende arbejdsklausuler i alle kontraktforhold

om bygge- og anlægsarbejder, fabrikation og udførelse eller ydelse af tjenester

uanset kontraktens størrelse. Andre statslige ordregivere, herunder selskaber, som

fuldt ud er ejet af statslige myndigheder og ikke er i konkurrence, skal anvende ar-

bejdsklausuler ved kontrakter på bygge- og anlægsområdet.

Det er ikke obligatorisk for kommuner og regioner at anvende arbejdsklausuler,

men i cirkulæret henstilles til, at de anvender arbejdsklausuler i bygge- og anlægs-

kontrakter efter retningslinjerne i cirkulæret uanset kontraktens størrelse samt i øv-

rige kontrakter, hvor det er hensigtsmæssigt.

Om indholdet af en arbejdsklausul bestemmes det i cirkulærets § 3:

”Ordregiver skal i kontrakten stille krav om, at ansatte hos leverandører og even-

tuelle underleverandører, som medvirker til at opfylde kontrakten, er sikret løn

(herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre

gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv

overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræ-

sentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske om-

råde.

Stk. 2. Flere overenskomster, der er indgået med samme arbejdsgiverforening og

under samme lønmodtagerorganisation og med vilkår, der må anses for ensartede

og som samlet er landsdækkende, anses i denne forbindelse også som én overens-

komst, som gælder på hele det danske område.”

Der er således i cirkulæret sket en præcisering af, hvilke overenskomster der kan

danne grundlag for de arbejdsvilkår, der skal følges efter en arbejdsklausul. Defini-

tionen heraf følger definitionen i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 8, 2. led.

I modsætning hertil fremstår det ikke helt klart af forelæggelseskendelsen, på hvil-

ket grundlag timelønnen på 8,50 Euro i den forelagte sag er fastsat.

Trods forskellene mellem situationen i sagen i forlæggelseskendelsen og situatio-

nen i Danmark, er det principielle spørgsmål om, hvorvidt der kan stilles krav om

mindsteløn i forbindelse med offentlige udbud, når der ikke stilles tilsvarende krav

til private kontrakter, centralt i en dansk kontekst.

Regeringen vil derfor afgive indlæg i sagen, hvori der argumenteres for, at TEUF

og udstationeringsdirektivet ikke er til hinder for, at der i offentlige udbud stilles

krav om, at ordregiveren skal sørge for, at tjenesteyderen betaler en mindsteløn,

selvom der ikke stilles tilsvarende krav til private kontrakter.