Foretræde for Beskæftigelsesudvalget
På vegne af 12 borgere fra Odense og Slagelse kommuner anmoder vi – Handicapidrættens Videnscenter –
om foretræde for Beskæftigelsesudvalget.
De 12 borgere er alle visiteret til et langvarigt ressourceforløb og deltager som følge deraf i
Handicapidrættens Videnscenters (m.fl.) projekt:
Ressourceforløb – bevægelse, uddannelse, arbejde.
I løbet
af første del af dette forløb, er de 12 deltagere blevet enige om, at de gerne vil fortælle politikerne om,
hvordan de på egen krop har oplevet at gennemgå et langvarigt og opslidende sagsforløb på jobcentret
frem mod et ressourceforløb.
De vil desuden gerne give deres bud på, hvad der rent faktisk virker i forhold til at støtte dem til at få et
mere tilfredsstillende liv med uddannelse eller arbejde. To af deltagerne vil fortælle deres historier som
samtidig er kød og blod på følgende overordnede punkter, vi finder kritisable i forhold til kommunernes
ageren i forhold til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet:
Umyndiggørelse, mistro og manglende respekt
Der bliver truffet beslutninger hen over hovedet på én, som man ikke har mulighed for at
sige nej til. Man mister muligheden for selvbestemmelse. Systemet lytter ikke til, hvad man
siger, og heller ikke til udtalelser fra fx læger eller andre instanser. Man mødes med mistro
og anses for at ville snyde systemet.
Kaos i sagsforløbet
Der er stor forskel på indsatsen og samarbejdet fra sagsbehandler til sagsbehandler, fra
kommune til kommune. Sagsbehandlerne bliver skiftet ud i tide og utide, og man skal starte
forfra hver gang – og ofte starte i en helt ny retning. Det forhaler forløbet og frustrerer
borgeren.
Tid
Rigtig mange mennesker går i årevis i systemet uden at vide, hvad der kommer til at ske med
deres sag og deres liv. Skiftende sagsbehandlere, praktikker og arbejdsprøvninger og
ventetid på lægeerklæringer og udredninger, som siden ikke bliver brugt til noget, udsætter
processen igen og igen.
Økonomi
Jo færre penge, man har, jo flere ressourcer bruger man på basal overlevelse i stedet for
fremskridt i sit forløb. Flere er afhængige af økonomisk hjælp fra venner og familie til basale
ting, hvilket er nedværdigende for den enkelte. Lavere ydelser gør ikke folk mere raske.