Beskæftigelsesudvalget 2013-14
BEU Alm.del Bilag 243
Offentligt
1371263_0001.png
Til Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Aarhus, den 15. maj 2014
Vedr. udgivelsen ”Et liv i andres hænder”
Kære beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og øvrige medlemmer af Beskæftigelsesudvalget!
De seneste par år har I været med til at vedtage meget store reformer med væsentlige forringelser i den
offentlige behandling af syge borgere og mennesker med handicap. Jeg tænker først og fremmest på
reformerne af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge. Disse reformer har haft og vil
fremadrettet få voldsomt negative konsekvenser for nogle af Danmarks mest udsatte borgere.
I dag udgiver Unitas Forlag bogantologien ”Et liv i andres hænder”, som jeg har taget initiativ til og
redigeret. Der er bidrag af en lang række personer fra handicapområdet, blandt andet Holger Kallehauge,
Mogens Wiederholt, Susanne Olsen og Sarah Glerup. Vi berører blandt meget andet nogle af de politiske
reformer, som er blevet vedtaget i de sidste par år til stor gène for mange syge og udsatte borgere.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen såvel som en lang række andre ministre og ordførere er blevet
citeret en række steder i bogen, ligesom bogen blandt andet har et kapitel, der direkte gennemgår
konsekvenserne af reformen af fleksjob og førtidspension som eksempel på den udvikling i retning af et
konkurrencesamfund, som Folketingets flertal af partier har været med til at bane vejen for.
Jeg håber, at I vil læse bogen og lade jer inspirere til indsigt i, hvad der er på spil, når man er sygdomsramt
og i jeres politiske hænder. Og jeg håber, at I vil forstå, hvorfor reformen af fleksjob og førtidspension såvel
som mange af de øvrige reformer med indflydelse på syge mennesker har ulykkelige konsekvenser for
mange, og hvorfor vi mener, det er jeres ansvar at gøre det bedre. Læs hele omtalen på forlagets
hjemmeside, hvorfra I også kan foretage bestillinger:
http://www.rpc.dk/unitas_detail.asp?ID=4494
På forhånd tak for jeres opmærksomhed!
Med venlig hilsen
Lisbeth Riisager Henriksen