Beskæftigelsesudvalget 2013-14
BEU Alm.del Bilag 157
Offentligt
1335058_0001.png
1335058_0002.png
1335058_0003.png
NOTAT
12. februar 2014
Notat til Folketingets Europaudvalg og Beskæftigel-sesudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolenspræjudicielle sag C-91/13, Essent
Sagsnr. 2013-3949

1. Indledning

Raad van State, der er det nederlandske statsråd, har anmodet EU-Domstolen om atbesvare en række præjudicielle spørgsmål. EU-Domstolen har i den forbindelseforud for den mundtlige forhandling stillet følgende spørgsmål [Beskæftigelsesmi-nisteriets oversættelse]:
Under omstændigheder som i den forelagte sag, dvs.et tysk firmas tilrå-dighedsstillelse af tredjelandsstatsborgere til en underentreprenør i Neder-landene, der udfører arbejde for en anden virksomhed, der også er etablereti Nederlandene, kan den sidstnævnte virksomhed da anvende og påberåbesig TEUF artikel 56 og 57? Hvis svaret er ja, er de nederlandske myndighe-ders krav om arbejdstilladelse i lyset af retspraksis (se særligt C-43/93, Vander Elst, C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg, C-244/04, Kommissi-onen mod Tyskland, C-168/04, Kommissionen mod Østrig og C-307/09-C-309/09, Vicoplus m.fl.) da under sådanne omstændigheder i overensstem-melse med disse artikler?EU-Domstolens spørgsmål må antages at handle om, hvorvidt TEUF artikel 56 og57 (fri udveksling af tjenesteydelser) skal fortolkes således, at bestemmelserne ertil hinder for, at medlemsstaterne stiller krav om arbejdstilladelse i forhold til tred-jelandsstatsborgere, der er ansat hos en virksomhed hjemmehørende i én medlems-stat, og som udlejes til en virksomhed hjemmehørende i en anden medlemsstat, nårtredjelandsstatsborgerne har status af at være vikarer.

2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstilling

Sagen drejer sig om en situation, hvor en opdragsgiver (Essent), der er hjemhøren-de i Nederlandene, er blevet idømt en bøde for overtrædelse af et nederlandsk for-bud om at beskæftige udlændinge uden arbejdstilladelse. BIS, der ligeledes erhjemmehørende i Nederlandene, har som underentreprenør for Essent lejet bl.a.tyrkiske arbejdstagere, der er ansat i virksomheden Ekinci hjemmehørende i Tysk-land.Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at den forelæggende ret, Raad van State,vurderer, at Ekinci har stillet arbejdskraft til rådighed som omhandlet i udstatione-ringsdirektivets artikel 1, stk. 3, litra c (direktiv nr. 96/71/EF), dvs. udstationeringaf tredjelandsstatsborgere som vikarer.En udstationering af vikarer som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra c, i udstatione-ringsdirektivet er en tjenesteydelse, som leveres mod vederlag, hvorom gælder, atden arbejdstager, der er udstationeret, forbliver ansat hos den tjenesteydende virk-
somhed, uden at der indgås en arbejdskontrakt med brugervirksomheden. Den erkendetegnet ved, at udstationeringen af arbejdstageren i værtsmedlemsstaten udgørselve formålet med den tjenesteydelse, som den tjenesteydende virksomhed udfø-rer, og at arbejdstageren udfører opgaverne under brugervirksomhedens kontrol ogledelse.I den beskrevne situation stilles der som udgangspunkt også efter dansk ret kravom opholds- og arbejdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 9 a. Det følger afudlændingelovens § 59, stk. 4, at den, som beskæftiger en udlænding uden fornø-den arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingel-ser, straffes med bøde eller fængsel. Efter dansk ret vil en virksomhed således kun-ne idømmes straf, hvis virksomheden som BIS har vikarer, der er tredjelandsstats-borgere, udstationeret fra en virksomhed hjemmehørende i en anden medlemsstat,hvis vikarerne ikke har arbejdstilladelse i Danmark. En opdragsgiver som Essentvil derimod ikke efter dansk ret ifalde straf for, at en underentreprenør som BIS harudstationerede vikarer, der er tredjelandsstatsborgere, ansat uden de fornødne ar-bejdstilladelser.

3. EU-Domstolens retspraksis

I de forenede sager

C-307/09-C-309/09, Vicoplus m.fl.

behandlede EU-Domstolenspørgsmålet om krav om arbejdstilladelse i forbindelse med udstationering af vika-rer som omhandlet i udstationeringsdirektivets artikel 1, stk. 3, litra c.EU-Domstolen nåede frem til, at det ikke er i strid med TEUF artikel 56 og 57, atder over for EU-statsborgere, som er omfattet af en overgangsordning, der vedrørerden fri bevægelighed for arbejdskraft, stilles betingelse om arbejdstilladelse i de til-fælde, der er omhandlet af udstationeringsdirektivets artikel 1, stk. 3, litra c.EU-Domstolen har i sin retspraksis imidlertid ikke direkte taget stilling til spørgs-målet om krav om arbejdstilladelse i forbindelse med udstationering aftredjelands-statsborgeresom vikarer, menEU-Domstolen har i en række domme generelt tagetstilling til spørgsmålet om udstationering af tredjelandsstatsborgere.I sagen

C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg

anfører EU-Domstolen såle-des i præmis 39:”39. Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at en medlemsstat kan kontrolle-re, at en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, og som på medlems-statens område udstationerer arbejdstagere fra et tredjeland, ikke benytter sig afden frie udveksling af tjenesteydelser med et andet formål end at udføre den på-gældende ydelse, f.eks. i form af, at den medbringer sit personale med henblik på atformidle beskæftigelse eller stille arbejdstagerne til rådighed for andre (jf. RushPortuguesa-dommen, præmis 17).”I sin afgørelse i sagen

C-43/93�Vander Elst

fastslog EU-Domstolen, at i tilfælde,hvor en virksomhed er etableret i en medlemsstat og leverer tjenesteydelser i enanden medlemsstat, kan virksomheden udstationere tredjelandsstatsborgere, derlovligt og fast er beskæftiget i den pågældende virksomhed, for den periode, somtjenesteydelsen skal udføres i, uden at den modtagende medlemsstat kan kræve ar-bejdstilladelse.
2
I dommen udtaler EU-Domstolen sig endvidere om følgende mulighed for at krævearbejdstilladelse i forhold til tredjelandsstatsborgere (præmis 20-21):”20. Hvad endelig angår spørgsmålet om de arbejdstilladelser, som er et centraltpunkt i hovedsagen, bemærkes, at en sådan tilladelse er en forudsætning for, at enstatsborger i et tredjeland kan udøve lønnet beskæftigelse i en virksomhed, der eretableret i Frankrig, uanset arbejdsgiverens nationalitet […]. Denne ordning tilsi-ger at regulere adgangen til det franske arbejdsmarked for arbejdstagere fra tred-jelande.21. Når arbejdstagere, der er beskæftiget i en virksomhed, som er etableret i énmedlemsstat, midlertidigt udsendes til en anden medlemsstat med henblik på atpræstere tjenesteydelser dér, sker dette imidlertid ikke med det formål at få adgangtil arbejdsmarkedet i denne anden medlemsstat, idet arbejdstagerne vender tilbagetil deres hjem- eller bopælsland efter udførelsen af arbejdet.”Af præmis 21 i Vander Elst-dommen sammenholdt med præmis 39 i dommen i sa-gen Kommissionen mod Luxembourg må det kunne udledes, at formålet med ud-stationeringen ikke må være at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat,hvor udstationeringen finder sted. I vikarbureausituationen må det således antages,at medlemsstaten vil kunne kræve arbejdstilladelse fra den pågældende tredjelands-statsborger, idet formålet hermed netop er at bringe arbejdstagere ind på arbejds-markedet i en medlemsstat.4.

Sagens betydning for dansk ret

Efter dansk ret stilles der krav om arbejdstilladelse i forhold til tredjelandsstatsbor-gere, hvis der er tale om udstationering af vikarer som omhandlet i artikel 1, stk. 3,litra c, i udstationeringsdirektivet, jf. herved udlændingelovens § 9 a.Som nævnt ovenfor i afsnit 2 vil en virksomhed efter dansk ret kunne idømmesstraf, hvis virksomheden som BIS har vikarer, der er tredjelandsstatsborgere, udsta-tioneret fra en virksomhed hjemmehørende i en anden medlemsstat, hvis vikarerneikke har arbejdstilladelse i Danmark, hvorimod en opdragsgiver som Essent ikkeefter dansk ret vil ifalde straf for, at en underentreprenør som BIS har udstationere-de vikarer, der er tredjelandsstatsborgere, ansat uden de fornødne arbejdstilladelser.Selvom en virksomhed som Essent ikke vil kunne straffes efter dansk ret, vurderesbesvarelsen af EU-Domstolens spørgsmål, hvis Essent kan påberåbe sig TEUF ar-tikel 56 og 57, under alle omstændigheder at være relevant for dansk ret.Regeringen vil på den baggrund afgive mundtligt indlæg til støtte for det synspunktat:-at EU-Domstolen har anerkendt, at TEUF artikel 56 og 57 ikke er til hinderfor, at medlemsstaterne kan stille krav om arbejdstilladelse over for tredje-landsstatsborgere, der er ansat hos en virksomhed hjemmehørende i énmedlemsstat, og som udlejes til en virksomhed hjemmehørende i en andenmedlemsstat, når dette sker med det formål at få adgang til arbejdsmarke-det i den anden medlemsstat, dvs. som vikar.
3