Jeg skriver til Jer fordi jeg er i et vakuum i forhold til min sygdom, og min gradvise tilbagevenden tilarbejdsmarkedet. Dette vakuum ville enkelt kunne afhjælpes, med en ændring i sygedagpengeloven (§ 53,eller en tilføjelse til denne), til gavn for både samfundet og individet. Så det glæder mig når jeg kankonstatere, at en af intentionerne i sygedagpengereformen er at:

” Indsatsen for sygemeldte skal i højere grad afspejle den sygemeldtes behov for støtte, til at vende

tilbage til arbejdsmarkedet, så ressourcerne kan fokuseres på de sygemeldte, der er i risiko for

længerevarende sygemelding”.

Jeg er klar over at I som politikere ikke kan gå ind i enkeltsager. Men jeg mener at min situation rejser enprincipiel problemstilling, der bør adresseres.Min situation:Jeg er 39 år. Jeg er uddannet bachelor.oecon. Jeg er gift og har to børn på 6 og 9.Jeg har været i tre forskellige ansættelsesforhold som funktionær uafbrudt de sidste tolv år, oghar i den forbindelse opnået en særlig viden om læringsmiljøer til børn.Jeg blev opsagt fra min stilling den 31/4 2013 med tre måneders løn, og opfordring til at blive ivirksomheden i opsigelsesperioden.To uger efter min opsigelse blev jeg diagnosticeret med depression. Jeg startede umiddelbartefter på både medicinsk og terapeutisk behandling.Jeg fortsatte med at arbejde i det omfang jeg kunne, i samarbejde med min ledelse, indtil den29/7, hvor jeg måtte sygemelde mig. Jeg fratrådte min ansættelse den 1/9 2013.Cirka den 15/10 fik jeg ændret min diagnose til bipolar lidelse (tidligere kaldet maniodepressiv),hvilket ofte følger efter depression, og er stadigvæk i medicinsk og terapeutisk behandling.

Pr. den 1/8 2013 og indtil nu har jeg været fuldt uarbejdsdygtig, og har været på højestedagpengesats.Den 27/9 2013 var jeg til samtale med min socialrådgiver (jf § 13 i sygedagpengeloven). Allerede pådet tidspunkt oplyste jeg, at jeg når jeg kunne raskmeldes delvist, ønskede jeg at opstarteselvstændig virksomhed (årsag følger senere). På baggrund af samtalen blev jeg kategoriseret fuldtuarbejdsdygtig.Den 29/10 var jeg til opfølgningssamtale hos socialrådgiveren. Jeg udtrykker igen mit ønske om atstarte som selvstændig, når jeg på et tidspunkt er rask nok til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.Socialrådgiveren er i tvivl om, hvorvidt man kan gå fra at være lønmodtager til at være selvstændig,med supplerende sygedagpenge. Hun ville undersøge det for mig.Den 26/11 2013 ringer socialrådgiveren mig op, og fortæller mig at det, jf. § 53, ikke er muligt atstarte egen virksomhed som delvis sygemeldt, og med supplerende sygedagpenge, når man påtidspunktet for sygemelding ikke var selvstændig. Jeg udbeder mig afgørelsen på skrift, ogmodtager denne 29/11 2013 (Se vedhæftede fil: ”Afgørelse om afslag”). Jeg klager skriftligt overafgørelsen (se vedhæftede fil: ”Klage”) 30/11 2013, og modtager den 9/12 2013 besked om, atkommunen fastholder afgørelsen og at de sender sagen til ankestyrelsen, der har ensagsbehandlingstid på 5 ½ måneder.

Kendetegn ved min lidelse:Min lidelse er kendetegnet ved at jeg svinger fra depressiv –, til manisk –, til normaltilstand. Dissesvingninger foregår dagligt, og jeg er naturligvis udenfor kontrol over hvornår. Dette medfører atjeg har svært ved at overholde faste aftaletidspunkter, samt at være i aktivitet i flere timer i træk.Min lidelse er primært udløst, af den behandling jeg har fået af nærmeste overordnede, i to af minetre tidligere ansættelsesforhold. Derfor udløser det angst, der er en del af lidelsen, når tanken omat vende tilbage som lønmodtager melder sig.Et kendetegn ved min lidelse er, at jeg i hypo manisk tilstand har en sund virketrang. Dennevirketrang fører til, i det omfang den ikke bliver imødekommet, en depressiv tilstand.Opsamling og beskrivelse af det vakuum jeg er i:Overordnet er mit, og i mine øjne også samfundets problem, at jeg ikke på kort sigt kan vende tilbage tilarbejdsmarkedet som lønmodtager. Det ville være at starte med at vende tilbage til den situation, der ivæsentlig grad har været udløsende faktor for min lidelse.Jeg har ikke mulighed for gradvist, at vende tilbage til arbejdsmarkedet som selvstændig, på grund af dennuværende lovgivning. Ankestyrelsen har som nævnt en behandlingstid på 5 ½ måned. I den periodekommer jeg til at gå i uvished og angst, der ikke ligefrem er befordrende for bedring af min tilstand, ogdermed tilbagevenden til arbejdsmarkedet.Jeg har i ovenstående ikke nævnt noget tilværelsen for mine omgivelser under sygdomsforløbet. Men I kansikkert forestille Jer, hvordan det tærer på kræfterne hos dem, hvilket er årsag til en adfærd hos dem, deryderligere fastholder mig i min tilstand.Eventuel løsning, hvis der er politisk vilje hertil:For at kommunerne vil kunne få mulighed for, at imødekomme tidligere lønmodtageres ønske om at starteselvstændig virksomhed med supplerende sygedagpenge, kræves der i mine øjne blot en enkelt tilføjelse til§ 53 stk. 3. Den kunne have følgende ordlyd:

”3) Til selvstændigt erhvervsdrivende, der ved sygdommens opståen var i lønmodtagerforhold, udbetales

nedsatte sygedagpenge svarende til……..(politisk

afgørelse/forlig).Jeg ved selvfølgelig ikke om det er en politisk beslutning, at borgere i min situation ikke skal have mulighedfor at starte selvstændig virksomhed. Men det kan jeg ikke tro, da der bliver givet signaler om at man gernevil have flere iværksættere, samt at man gerne vil have sygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet hurtigstmuligt.Med inderligt håb om at I vil overveje det principielle i min situation, og hører fra mindst en af Jertelefonisk. Optimalt ville jeg gerne have foretræde for Jer på et udvalgsmøde, for at uddybe min situation,og diskutere fordele og ulemper ved mit forslag.Bedste hilsner.K. Møller